Post by Verri Noen on Jun 16, 2012 13:55:45 GMT 1
Verri havde lagt sig på kanten af springvandet og lå nu med ansigtet vendt mod lyden af vand. Hun kunne ikke se det, og vandets døde esens blev heller ikke opfanget af hendes evne. Hun havde aldrig undret sig over hvorfor at vandet var dødt når intet liv og ingen skabninger kunne leve uden. Hun lod, med en næsten doven bevægelse, fingrene glide over vandoverfladen, kun lige så tæt på at hendes fingre strejfede det.
Hendes evner var blevet markant bedre på det sidste og hun kunne fornemme meget mere omkring sig end hun plejede. De må glimt af insekter var blevet mere konstante og hun tvivlede på at det var fordi at mængen af insekter var steget. Hendes fornemmelse af dyr og planter var også blevet bedre, og det virkede lidt som om at det eneste hun ikke var blevet bedre til var mennesker og mutanter. Så hun havde tilbragt det meste af dagen med at træne sin evne. Hun havde siddet på pladsen siden tidligt i morges og fornemmet mennesker. Der havde ikke været mange mutanter forbi, hun var begyndt at kunne kende dem fra hinanden, men hun tvivlede stadig på at hun kunne fornemme dem fejlfrit endnu. Som hun lå og lod fingrene løbe over vandet fangede noget hendes opmærksomhed, noget der lige var gået ind i hendes søgeområde. Eller rettere en nogen. Der var noget over denne person som hun aldrig havde fornemmet ved andre mennesker før, men som alligevel virkede så uhyggeligt bekendt. Hun satte sig op og vendte hovedet diskret, en blind pige ville ikke sidde og kigge sig omkring, og for ikke at udstille sin evne (der fokuserede bedre hvis hun vendte hovedet mod det hun fokuserede på) holdt hun sine hovedbevægelser på et minimum. Ikke at hendes fokus blev meget mindre af det, men hun var i stand til at fokusere på noget bag sig uden at dreje hovedet, til trods for at det tog mere energi. Lige nu prøvede hun dog bare at lokalisere personen.
Hendes evner var blevet markant bedre på det sidste og hun kunne fornemme meget mere omkring sig end hun plejede. De må glimt af insekter var blevet mere konstante og hun tvivlede på at det var fordi at mængen af insekter var steget. Hendes fornemmelse af dyr og planter var også blevet bedre, og det virkede lidt som om at det eneste hun ikke var blevet bedre til var mennesker og mutanter. Så hun havde tilbragt det meste af dagen med at træne sin evne. Hun havde siddet på pladsen siden tidligt i morges og fornemmet mennesker. Der havde ikke været mange mutanter forbi, hun var begyndt at kunne kende dem fra hinanden, men hun tvivlede stadig på at hun kunne fornemme dem fejlfrit endnu. Som hun lå og lod fingrene løbe over vandet fangede noget hendes opmærksomhed, noget der lige var gået ind i hendes søgeområde. Eller rettere en nogen. Der var noget over denne person som hun aldrig havde fornemmet ved andre mennesker før, men som alligevel virkede så uhyggeligt bekendt. Hun satte sig op og vendte hovedet diskret, en blind pige ville ikke sidde og kigge sig omkring, og for ikke at udstille sin evne (der fokuserede bedre hvis hun vendte hovedet mod det hun fokuserede på) holdt hun sine hovedbevægelser på et minimum. Ikke at hendes fokus blev meget mindre af det, men hun var i stand til at fokusere på noget bag sig uden at dreje hovedet, til trods for at det tog mere energi. Lige nu prøvede hun dog bare at lokalisere personen.