Verri nikkede "det er nemmere at være dus" hun lod ham føre hendes hånd men sørgede for ikke at røre ved såret. Hun gættede på at det mærkelige ved hans lys kom fra såret, hun havde set sårede skabninger gennem hele sit liv, men havde alligevel ikke genkendt det. Hun blev lidt overrasket over at han nu spurgte direkte til om hun var blind. Hun følte sig ærlig talt en anelse lettet over at være blevet afsløret "Jo, jeg er blind" svarede hun og nikkede "men hold lige den information for dig selv indtil vi er kommet væk fra folk der lige har set mig forklare hvor personerne var i forhold til dig" Hun ændrede hurtigt til dus-tiltaleformen, det høflige var altid påtaget. Hun havde ikke noget imod at være blevet afsløret overfor ham, men hun havde ikke megen interesse i at blive afsløret foran alle dem der nu kiggede interesseret eller forfærdet på dem. "Her er mange mennesker der kan høre det" tilføjede hun forklarende og tænke sig om. Hvor kunne hun få hjælp til hans sår? "Hvor slemt er såret?" spurgte hun da hun ikke kunne fornemme det, det virkede dog ikke livstruende.
Post by connor mitchell on Jun 17, 2012 20:14:24 GMT 1
"Ikke dybt nok til jeg at dræbe mig lige nu men om en par timer vil jeg forbløde" sagde han han lod som om at han ikke havde opdaget at hun var blind og sagde "jeg har kun brug for at få en forbinde det" han var klar til at følge efter hende når hun ville begynde at gå for han kendte ingen som kunne klare det så han håbede på hun kendte nogle som kunne hjælpe ham med det
Verri grublede, kendte hun nogen der havde forstand på lægehjælp? Hun kunne ikke rigtig komme i tanke om andre end lægen selv. "Ved ikke hvad du har brug for i en forbinding, jeg har styr på helbredende planter og sådan noget, men jeg ved ikke hvordan man lægger en forbinding.. men det gør min mor måske" hun irriterede sig let over hvor hjælpeløs hun følte sig. Hun vidste ikke om hun selv ville kunne klare et dybt sår, hun havde ordnet sine egne sår gennem årene, men de havde aldrig været rigtig slemme. "Hvis det er meget slemt kan jeg føre dig til lægen?" foreslog hun. Hun vidste stadig ikke hvad han ville så hun kunne ikke føre ham nogen steder hen endnu.
Post by connor mitchell on Jun 17, 2012 20:57:50 GMT 1
Han smilede mod hendes stemme og sagde "så bliver det din mor hvis det ikke er alt for langt væk" han var ved at begynde at tænke mærkeligt så de måtte snart at sted mens han stadig kunne gå selv og sagde "skal vi ikke begynde at gå nu" han håbede på hun ville begynde at gå nu og han begyndte tænkte at hun havde en masse dyr hjalp hende som en person som hed noget med hvid
Hun smilede accepterende, selv om hun vidste at hendes mor nok ville få et mindre flip når hun kom slæbende med en blødende mutant. Hun lagde mærke til at han begyndte at reagere på såret og fløjtede på Miri. "Hjem" sagde hun op i luften og hørte Miris accepterende pippen der hurtigt blev fjern og ledte hende på vej. "Følg med mig" sagde hun og tog hans arm, den var let at finde da hun i forvejen havde hånden på hans bryst. Hun gik så hurtigt som det var muligt for ham og ledte han roligt og sikkert uden om både folk og forhindringer. "Hvem var de mænd egentlig?" spurgte hun efter lidt stilhed.
Post by connor mitchell on Jun 18, 2012 7:26:26 GMT 1
Han smilede over at hun bad ham om at følge med hende han havde ikke rigtig et andet valg og da hun spurgte om mændene og sagde "de er mutant hader som angriber folk som de tror er mutanter selv om der er ikke beviser eller ej de overfaldt en person når jeg var i nærheden og jeg slået dem ud" han var efterhånden meget træt af slå dem ud
Verri fulgte alle de smutveje som hun kendte, også selv om nogen af den førte dem igennem smalle gyder og steder man normalt holdt sig fra pga. at de virkede uhyggelige. Men hvis Verri ikke mærkede at der var personer med onde intentioner i gydern (el. andet) så hun intet problem i af fortsætte. Hun førte ham til sidst ned af den lille vej der førte hen til bagindgangen til hendes hus. Hun lyttede til hans forklaring og endte med at smile for sig selv. "Så du blandede dig i en slåskamp og nu jagter de dig for hævn?" spurgte hun bare for at være helt sikker. Hun kendte faktisk til situationen, til trods for at hun som regel bare stak af når hun havde afbrudt slåskampen. "Eller afslørede du dine evner for dem da du kæmpede mod dem?" hun var ikke sikker på om mændene forfulgte ham fordi de ville have hævn, eller fordi han var mutant.
Post by connor mitchell on Jun 18, 2012 21:19:32 GMT 1
"ja de vil have hævn og så tror jeg de tror jeg er mutant men hvor fra ved du jeg har evner inden for kamp" sagde han roligt det ikke en hemmelighed at han kunne kæmpe men han havde også optrådt som kamen rider sammen med nogle musikere og akrobater som fortalte historien om en person som havde maske hele tiden og kæmpede mod ondskaben
Hun nikkede til svaret, og førte ham hen til deres hus hvor Miri sad og pippede i en vindueskarm. Verri tænkte sig om "altså.. det gør jeg egentlig heller ikke" indrømmede hun med et skuldertræk "men folk der kiggede på virkede ikke skræmt da du fik dem til at stikke af så jeg regnede ikke med at du brugte en dæmonrelateret evne" fortsatte hun og åbnede døren. "Der er et trin ned" forklarede hun og gik først. Hun genede ham ind i køkkenet, da hendes mor kort efter sluttede sig til dem først frusteret over at Verri var sent hjemme til arbejdet, fik hun et mindre flip over at Verri havde slæbt en såret mand med hjem. Verri gruede lidt for hendes reaktion hvis hun fortalte hende at han derudover også var en blind mutant. Hun undlod indtil videre at nævne det.
Post by connor mitchell on Jun 19, 2012 17:02:59 GMT 1
Han hørte efter hvad hun sagde og begyndte at grine delvis at blodmangel og at det hun sagde og sagde "når det er en arbejdsskade fra da jeg optrådte sammen med nogle andre hvor jeg skulle sige det og lave et spark og" og lige før han gik ned af trin gik han ud som et lys begrundet at en blanding af træthed og blodmangel så han hørte ikke rigtig hvad Verris mor sagde
Verri registerede at der skete noget med ham, men hun opdagede ikke at han faldt før at han ramlede ind i hende. Hun faldt lige så lang hun var og tog af fra hans fald, men slog sig i stedet selv. Hun stønnede af smerte og fik sig fri med sin mors hjælp. Verris mor hjalp hende med at få lagt ham på ryggen på gulvet og kiggede overrasket på sin datter da hun begyndte at kommandere med hende mens hun løb ovenpå. Verris mor sad forvirret tilbage, men gjorde hvad hun sagde og fik fjernet hans trøje, dog ikke på en måde han kan ville kunne tage den på igen bagefter. Verri kom tilbage med to skåle med planter fra hendes egen private have (hendes værelse). Hun sendte sin mor afsted efter noget at forbinde såret med og gav sig selv til at lave en healende-urte-salve af de planter hun havde i den ene skål. Hun havde egentlig bare prøvet sig frem og havde fundet ud af at netop denne blanding var god mod åbne sår. Hun havde selv slået sig en del som barn, så hun havde været sin egen forsøgskanin. Hun fik dog sin mor til at ordne såret og forbinde ham mens hun, noget besværet, løftede ham fra gulvet. Dog formåede de at få hans sår forbundet, men de kunne ikke rigtig flytte ham fra køkkengulvet. De ordnede det dog så han ikke lå så hårdt og lagde et tæppe over sig. Så gav Verri sig til at forklare sin mor hvad der egentlig skete.
Post by connor mitchell on Jun 19, 2012 21:09:38 GMT 1
connor opdagede ikke noget som helst faktisk lå han bare som død men man kunne lige se ham trække vejret men ellers ingen andre tegn på han var i live men efter nogle timer det cirka midt på natten da han rejste sig han op og sagde "hvor er jeg og hvad skete der" han havde glemt alt om hvad der var sket eller hvor han var
Verri holdt øje med ham, noget der var godt ved hendes evne var at hun ikke blev unødvendigt bekymret over folks halvdøde fremtoning, da hun tydeligt kunne se på deres lys om det passede eller ej. Hun sad i et langt stykke tid med et tæppe om sig, til trods for at der stadig var ild som holdt køkkenet varmt, og holdt øje med ham. Dog overvandt trætheden hende ud på natten og hun lå nu rullet sammen som en kat, ikke langt fra ham. Da han talte flyttede hun på sig med en mumlen i søvne og blev så stille igen. Hun havde ikke sovet længe, og den manglende søvn gjorde også sit til at hun nu sov tungt, dog ikke tungt nok til at hun ikke vågnede da han rejste sig. Hun gabte søvnigt "Pas på såret, det kan springe op igen hvis du ikke forholder dig nogenlunde i ro". Hun strakte sig let og trak tæppet sammen om sig igen. Hun undrede sig over hans mærkelige spørgsmål "Du er i mit hus, du bad mig selv om at føre dig herhen" forklarede hun træt og holdt øjnene lukkede. Det påvirkede ikke hendes evne særlig meget, og hun var for træt til at holde dem åbne.
Post by connor mitchell on Jun 20, 2012 12:50:16 GMT 1
connor begyndte at huske hvad der var sket han havde den dårlige vane med at have glemt hvor og hvad der var sket før han faldt i søvn så hvis han ikke havde noget at mærke han kendte men han lagde sig langsomt ned så såret ikke skulle springe op og da han lå ned sagde han "undskyld Verri" og lukkede sine øjne igen og faldt hurtigt i søvn igen
Verri gabte med et nik "Det.. okay" hun lod sig falde om i det der udgjorde hendes midlertidige seng med et træt suk. Hun ville nok også være forvirret hvis hun var vågnet op et fremmed sted. Ikke at hun nok ville opdage det lige med det samme, men når hun begyndte at falde over tingene ville hun nok registere at det ikke var hendes vante omgivelser. Alt i hendes nuværende hus havde en fast plads, netop så hun kunne vide hvor det var og derved kunne undgå at falde over det. Hun rullede sig sammen som en kat og sukkede igen inden hun lod søvnen tage over igen.
Hvilken årstid befinder vi os i? Det afgør ugerne:
The List:Uge 19 - 46: 5. år- 19-25: Forår -
26-32: Sommer
33-39: Efterår
40-46: Vinter
!Population!
Hvor mange mutanter og mennesker er der i landene?
Talian:
Nord:
8 Mutanter / 5 Mennesker
Øst:
9 Mutanter / 10 Mennesker
Syd:
11 Mutanter / 1 Menneske
Vest:
8 Mutanter / 1 Mennesker
Kongelige:
1 Mutant / 1 MenneskeMeRosal:
14 Mutanter / 3 Mennesker
Kongelige:
1 Mutant / 0 Mennesker