Verri endte med at komme på afveje fordi at hun ikke fulgte Miris anvisninger om hvor hun skulle hen. Hun gik i sine egne tanker. De fleste af dem omhandlede Connors fortid. Til trods for fuglens næsten trodsige attitude da hun gik forkert for 3. gang endte hun til sidst det samme sted som hun havde efterladt Connor på. Hun genkendte ham så snart at han var indenfor hendes evnes rækkevidde og hun takkede Miri. Nu kunne hun selv finde vej, hvis man så bort fra de døde ting der stadig kunne være en forhindring for hende på resten af vejen. Fuglen ledte hende alligevel også hele vejen hen til manden på jorden. Hun smilede for sig selv, hvorfor mon han lå der? Hun kunne nemt se at han ikke sov, men hun kunne ikks se at hans stadig lod som om at han sov. Hun blev stående foran ham, stadig med afstand imellem dem. "Jeg tror jeg fandt din jakke" sagde hun roligt og så ned på ham "men jeg er ikke helt sikker" indrømmede hun og kastede jakken ned til ham, han måtte tjekke den. Hvis det ikke var den rigtige måtte hun jo gå tilbage og lede igen. Fordi hun ikke kunne se døde ting og ikke havde været den der tog jakken af han da de skulle forbinde hans sår, så vidste hun ikke at hun havde fået fat i den rigtige jakke. Men hun havde stærkt på fornemmelsen at det var den. Den havde været et sted hvor der normalt ikke var tøj i deres hus. Noget hendes mor gik meget op i var ikke at give tingene nye steder at være, på den måde kunne Verri også finde dem.
Post by connor mitchell on Aug 8, 2012 14:45:32 GMT 1
da Verri talte sagde noget satte han sig op og sagde "når det er dig jeg troede det var en anden" og slog på jorden igen så det blev som før han slog jorden før gang han havde slået jorden og tog fat i jakken kunne han mærke det var den og rejste sig op tog den på og gik så hurtigt han kunne hen til Verri og gav hende et stort kram og sagde "mange tak for du fandt den"
"Det er bare mig" forsikrede hun ham smilende. Verri betragtede ham roligt mens han rejste sig og bevægelserne hans lys lavede og lydene der fulgte fik hende til at gætte på at han tog jakken på. Det lød også som om at det gik stærkt. Hun undrede sig. Hun nåede dog ikke at undre sig ret længe før hun blev krammet. Hun nåede dårligt nok at svare på hans tak. Lidt paf over det pludselige kram blinkede hun overrasket og nåede af samme grund ikke at reagere på krammet før det var slut. Hun så forundret mod hans lys, betød jakken virkelig så meget for ham, eller var det pga. at den beskyttede ham mod jorden? Hun kunne ikke rigtig regne det ud. Hun trak mentalt på skuldrene, det kunne da også være lige meget. "Jeg er nok nødt til at gå hjem, ellers bliver min mor helt umulig at være i hus med" hun smilede undskyldende, også selv om han ikke kunne se det. Hun brød sig heller ikke om at være skyld i at hendes mor var bekymret. Derfor var det nok også bedst at være hjemme når hendes mor kom hjem. Så kunne hun også mentalt forberede sig på hendes hjemkomst.
Post by connor mitchell on Aug 8, 2012 18:39:41 GMT 1
"ja det må du hellere men jeg vil nok blive her til i morgen aften hvis du vil høre historien om Kamen Rider Kiva" sagde han smilende hun ville nok også have det svært at forstå hvor meget den jakke betød for ham det var den første og den eneste han fik uden at bede om at få at dem som var mere som en familie en hans rigtige familie
Verri følte sig pludselig splittet, hun ville gerne høre historien men hun regnede ikke med at slippe ud af huset den næste måned. "Jeg kan ikke love jeg kan komme og høre det, men jeg skal gøre mit bedste" sagde hun og holdt beslutsomt en knyttet hånd op. Så smilede hun til ham og vendte ryggen til ham for at gå hjem, hun vendte alligevel hovedet som så hun sig over skulderen. "Ellers ses vi nok på et andet tidspunkt" sagde hun smilende "men jeg ville foretrække at du ikke smed mig i vandet næste gang" tilføjede hun og fortsatte så væk fra ham. "Vi ses" halvt råbte hun da hun var nået lidt væk. Hun vendte sig og vinkede tilbage til ham da hun nåede til det første hushjørne, men da hun huskede at han ikke kunne se det trak hun hånden til sig igen. Nå ja, hun smilede for sig selv, han var ligesom hende. Hun kunne heller ikke se om han vinkede til hende. Så vendte hun ryggen til ham igen og gik hjem, hun gruede allerede for den omgang ballade hun var sikker på at få. Hun sukkede opgivende.
Hvilken årstid befinder vi os i? Det afgør ugerne:
The List:Uge 19 - 46: 5. år- 19-25: Forår -
26-32: Sommer
33-39: Efterår
40-46: Vinter
!Population!
Hvor mange mutanter og mennesker er der i landene?
Talian:
Nord:
8 Mutanter / 5 Mennesker
Øst:
9 Mutanter / 10 Mennesker
Syd:
11 Mutanter / 1 Menneske
Vest:
8 Mutanter / 1 Mennesker
Kongelige:
1 Mutant / 1 MenneskeMeRosal:
14 Mutanter / 3 Mennesker
Kongelige:
1 Mutant / 0 Mennesker