Post by connor mitchell on Jun 21, 2012 18:15:15 GMT 1
connor lå helt stille men et par timer før solen ville gå op og vente sig om på siden og vågnede halvt op ikke nok til at uden at opdage det ligge en arm over Verri og røkke sig tættere på hende fordi hun var varmt og han troede hun var en ild eller noget andet varm og fandt dyb i søvn
Verri mumlede i søvne da han lagde armen om hende og puttede sig ind mod ham. Hun registerede ikke hvem han var eller hvad hun egentlig gjorde. Hun søgte bare varmen og nød egentlig at blive holdt om. Hun sov roligt videre.
(tidshop)
Verri satte sig fortumlet op og strøg sit hår tilbage. Håret var utroligt uglet efter både det uvante sovested og det uvante selvskab. Hun strakte sig og tæppet gled af hendes skuldre og gled over Connor. Hun strøg fingrene gennem håret et par gange for at få styr på det. Hun var stadig søvnig og lettere fortumlet, og hun lagde ikke rigtig mærkte til at hun havde sovet tæt op ad Connor. Der gik lidt tid før hændelserne fra dagen før vendte tilbage til hende.
Post by connor mitchell on Jun 21, 2012 19:35:39 GMT 1
connor vågnede halv og sagde "hvor er jeg" og satte sig op og kom til at skubbe til Verri og sagde "undskyld" han begyndte at tænke rigtig og mærke efter sin trøje og sin jakke og sagde usikker "Verri er dig" han var at blive bange for hvad der var sket siden han havde sidst han var vågen så han håbede på det var Verri og hun vidste hvad der var sket
Hun hørte ham og strakte sig igen, hun forsøgte dog ikke at ramme ham "Svaret er det samme som sidst" mumlede hun træt og gned sine øjne "Du er i mit hus, nærmere i køkkenet." Hun trak tæppet om sig igen da ilden var gået ud og køkkenet var begyndt at blive lettere køligt. "Yeah.." sagde hun midt i et gab og strøg håret tilbage en sidste gang inden hun gav op "..det er mig". Hun begyndte så småt at registere situationen. Hun vendte ansigtet mod ham, men var stadig for træt til at kunne fokusere rigtigt på ham med sin evne. "Er du okay nu?" spurgte hun og hentydede til hans sår. Hun vidste at salven havde bidraget til hans healing, men hun vidste jo ikke hvor dybt hans sår havde været.
Post by connor mitchell on Jun 21, 2012 20:21:10 GMT 1
"Jeg er så okay som man nu kan være efter et kniv sår" han begyndte at mærke efter sin jakke rundt om sig og sagde lidt efter "tak fordi du hjalp mig men ved du hvor min jakke er" den betød en masse for ham så han ville helst være sikker på den ikke var blevet væk og der var også lidt koldt i køkkenet så det ville være rart at få den på
Hun nikkede accepterende og smilede venligt "det var så lidt, du hjalp jo også mig." Hun fornemmede hans bekymring over jakken, og hun begyndte at blive klar i hovedet. Verri rystede let på hovedet "jeg ved ikke hvor min mor har lagt den.. men vi kom til at ødelægge din trøje" hun fumlede lidt med hænderne "undskyld." Hun kunne ikke se de materielle ting i huset, som hun kunne se de levende. Hun rejste sig langsomt "men jeg kan tjekke om den er her?" foreslog hun og holdt stadig sit tæppe om sig. Hun vidste hvor møblerne stod og kunne bevæge sig stort set som en seende i huset. Hun gik roligt rundt til de større møbler og mærkede på overfladen.
Post by connor mitchell on Jun 21, 2012 20:45:48 GMT 1
connor rejste sig op og sagde "trøjen havde ingen betydning for mig og du behøver ikke at lede efter den nu jeg ville bare være sikker på den ikke var blevet ødelagt eller noget andet" han ledte efter noget at sætte sig på og lidt efter fandt han en stol han ville ikke sige til hende at han frøs selv om ved at sætte en hånd på ham ville man kunne mærke det han var mere roligt over sin jakke eftersom Verris mor vidste hvor den var
Verri formåede ikke at finde hans jakke, men hun vidste at hendes mor nok ikke havde smidt den ud. Hun var ikke typen der smed ting ud hvis de kunne bruges. Han kommenterede på at hun ikke behøvede at finde den og hun stoppede. Hun var lettet over at han ikke var sur over at de havde ødelagt hans trøje, og hun skulle nok give ham jakken tilbage senere. Hun hørte at han bevægede sig rundt og så satte sig, hun gik over til ham. Hun trak tæppet af sine egne skuldre og lagde det om hans, hun havde registreret at det efterhånden var koldt i rummet. "Her" sagde hun blidt og gik over og fik tændt op, uden at brænde sig. Hun havde skiftet butiksuniformen ud med en enkel knælang kjole i brune og sorte farver. Ikke at hun havde valgt den pga. udseendet men den var meget behagelig at gå i. "Har du stadig ondt?" spurgte hun da ilden fik fat og hun kunne forlade den.
Post by connor mitchell on Jun 23, 2012 14:23:09 GMT 1
Han sad i dybe tanker over hans liv og hvad der var sket i den sidste tid og blev lidt overrasket af Verri lagde tæppet på hans skulder og men sagde "tak" og smilede venligt mod hendes stemme og kom i tanke om at hun var blind men alligevel kunne hun se hans modstandere og sagde på hendes spørgsmål "ja lidt men det går men hvordan kunne du vide hvor mine modstandere var"
Verri smilede for sig selv, hun havde spekuleret på hvornår han mon ville spørge hende. Hun overvejdede lidt hvordan hun skulle forklare det. "Altså jeg kan som sagt ikke se dem, så at sige at jeg kunne se hvor de var er ikke rigtigt" hun tænke igen "men jeg kan fornemme levende skabninger, og hvis jeg koncentrer mig kan jeg også fornemme detaljer omkring den skabning, som f.eks. da jeg fornemmede hvilken vej du vendte" hun skrakte sig. "Ellers havde jeg ikke kunne forklare hvor de forskellige var i forhold til dig" hun satte sig på gulvet og lænede sig op ad den stol han sad på. "Jeg kan ikke fornemme ting som sten, metal, vand og de ting som huse er lavet af" forklarede hun og fornemmede ikke så meget andet i rummet end ham og de enkelte planter der var i køkkenet. "Men jeg kan fornemme planter, dyr, insekter, mennesker.. Faktisk alle levende ting, de små er dog sværre at opdage" hun lænede hovedet tilbage mod stolen. "Jeg ved ikke hvordan det er at se, men jeg tror at min evne er et form for specielt syn" sagde hun stille til sidst.
Post by connor mitchell on Jun 24, 2012 10:41:41 GMT 1
connor nikkede forstående og sagde "livs syn interessant meget interessant gave" han syntes at hendes evne var interessant og så gav den hende en fornemmelse af kunne se og han så mod ilden og sagde "min evne er at kunne styre jord og vand ved bestemte bevægelser f.eks ved at sætte foden hårdt i jorden kommer der en sten eller en jord op"
Verri nikkede "Det hjælper en del når man er bange for mørke" sagde hun med et svagt smil. Hun havde ikke hørt om så mange andre evner, så hun kunne ikke rigtig sammenligne hendes egen med de andres. Han havde nok hørt om flere siden at han kunne kalde hendes interessant. Men hun var af en eller anden grund glad for at han roste hendes evne. Verri vendte sig overrasket mod ham da han fortalte om sin evne. "Virkelig? Kan du styre jorden?" hun var forbløffet. Det kunne godt være at hans syntes at hendes evne var interessant, men det måtte da være utroligt praktisk at kunne flytte jorden når man ikke kunne se. "Hvor meget kan du styre den?" spurgte hun nysgerig og havde sat sig op på knæ. Hun sad stadig på gulvet ved siden af ham, men hun vendte hun sin opmærksomhed mod ham i stedet for at sidde med ryggen mod stolen.
Post by connor mitchell on Jun 24, 2012 20:01:46 GMT 1
"Jeg ved ikke hvor meget jord jeg kan styre eftersom jeg ikke har set det men en gang lavede jeg en bro at jord" sagde han roligt han kunne godt se fordelene med hans evne men hans manglende syn gjorde det sværere for ham at bruge den og han sagde venlig mens han vendte sit ansigt mod hendes "mørket er ikke noget at være bange for den kan ikke kun være farligt men også beskyttende"
Verri overvejde det han sagde med et tankefuldt udtryk "og du kan ikke.. ehhh.. fornemme formen?" sprugte hun og bevægede forklarende hænderne af ren vane. Hun lyttede imponeret indtil han nævne mærket. Hun så ned i jorden "enhver dårlig ting der er sket for mig, skete i mørket" mumlede hun og lagde armene om sig selv uden at lægge mærke til det. Bortset fra hendes fars forsvinden så passede det egentlig også. Hun havde en masse grunde til at være bange for mørket. Det var ikke kun det mørke hun ikke kunne fornemme, det var også det mørke hun fornemmede. Hun kunne sagtens være i rum med en uden at kunne fornemme nogen omkring dem, men hvis personens lys også var sort ville hun automatisk fokusere på den person. Dette skræmte hende også. Det onde i mennesker. Hun gøs.
Post by connor mitchell on Jun 28, 2012 15:51:56 GMT 1
connor rystede på hovedet og sagde "jeg har kun en meget svag ide hvad formen er så jeg prøver at undgå at bruge mine evner en til der er ikke andre muligheder" og smilede mod hendes stemme og sagde venlig "så må jeg hellere vise dig også hvad mørket kan gøre at godt" han ville ikke vise hende det hvis hun ikke ville det
Hvilken årstid befinder vi os i? Det afgør ugerne:
The List:Uge 19 - 46: 5. år- 19-25: Forår -
26-32: Sommer
33-39: Efterår
40-46: Vinter
!Population!
Hvor mange mutanter og mennesker er der i landene?
Talian:
Nord:
8 Mutanter / 5 Mennesker
Øst:
9 Mutanter / 10 Mennesker
Syd:
11 Mutanter / 1 Menneske
Vest:
8 Mutanter / 1 Mennesker
Kongelige:
1 Mutant / 1 MenneskeMeRosal:
14 Mutanter / 3 Mennesker
Kongelige:
1 Mutant / 0 Mennesker