Post by Devin Jared Lynwood on Mar 14, 2013 16:03:11 GMT 1
Jared begyndte at trække vejret behersket og stoppede op med ryggen til dem ved lyden af hans kaldenavn. Der var ingen grund til lagde hans vrede gå udover dem. Det var ikke dem, som havde gjort noget galt. Han krydsede sine arme og gned sine tindinger med højre hånd, som han lyttede til Clarié. Ved hendes bekendtgørelse gled hånden ned og hans stirrede på væggen foran sig. Ta' hende? Han kunne godt følge den med at prinsessen gerne ville væk herfra, men hvor ville de tage hen? Han vendte sig om imod dem og så behersket rolig på Clarié. ”Hvor vil du tage hende hen?” spurgte han undrende. Ville hun give prinsessen tilbage til slottet eller havde hun andre ideer i tankerne?
Hans blik gled hen på prinsessen og følte et slag i maven ved de tydelige mærker, som der var på prinsessen over deres opførsel. Han gik hen til hende. ”Jeg er ked af hvad de gjorde imod dig, det havde på intet tidspunkt været min mening at du skulle udsættes for så grusomme ting de gjorder imod dig.. Vend venligst ikke dit had imod mutanterne” sagde han, som han gik ned på det ene knæ. Der var en blidhed i hans stemme og var der ingen tvivl om at han mente hans ord. Han ønskede ikke at hun også skulle hade dem. Han ville godt kunne forstå hvis hun gjorde, hvilket var grunden til at han forventede at han høre hårde og barske ord komme fra prinsessen.
I can cut my heart out just like you do
And I can suck the life out of it just like you do
-
For when commitment is a dirty word
You can't afford to ever slip or let down your guard
'Cause you're not big in my life
And I'm not big in your life
Post by Talija Cisana Maria Ignatio on Mar 25, 2013 23:28:06 GMT 1
Talija rejste sig lidt usikkert op på benene og nikkede så til Eclair. hun kunne godt gå. der var måske lidt udmattelses i hendes ben men ikke mere brækket eller såret på nogle måde. Talija så på manden der blev kaldt shadow. hun så han pludselig gik på knæ for hende og hun så lettere forvirret på ham. Talija så på Eclair og slap roligt hendes hånd og gik forsigtigt over til Shadow og satte sig nedpå hug så hun stadig holdte sin kjole ned ved benene. hun smilte lidt til ham og det var tydeligt at se på ham at hans ord gjorde hende rolig. blidt hviskede hun til ham med hendes fine stemme "Tag det blot rolig. jeg vil aldrig komme til at hade mit folk. jeg er ikke mine forældre der frygter det ukendte." hun så op mod Eclair og smilte. Eclair havde jo vidst hende hendes evne selv om Talija ikke havde vidste hende hendes. hun så på Shadow og så ned i sin ene hånd og smilte blidt "Vi har alle noget ukendt i os hr Shadow. Vi alle har hemmeligheder, lige som De sikkert også har" hun smilte roligt og rejste sig roligt og lettere rystene op og gik over til Eclair og tog sin hånd om hendes arm for at vise hun tog med hende. hun ønskede lige nu at vise shadow hvorfor hun aldrig kunne hade sit folk. men hendes forældre havde sagt det var forbudt. hun måtte for alt i verden ikke bruge den. selv om hun ønskede det nu.
Post by Clarié Eomie Infiena on Mar 26, 2013 16:54:03 GMT 1
Clarié trak på skuldrene "Hvorend hun ønsker" svarede hun roligt "bare hun er i sikkerthed". Hun betragtede ham roligt og bestemt. At Jared gik i knæ og hans ord chokerede Clarié i sådan grad at hun nok havde tabt underkæben hvis hendes maske ikke havde holdt den oppe. Det skjulte også hendes måbende udtryk en anelse. Hun havde heller ikke fattet pointen i at bortføre prinsessen, men hvis Jared havde troet at hun var ligesom de andre rige i Talian, så var hans aktioner måske forståelige. Forkerte men forståelige. Hvis han var uheldig ville hele dette drama bare få hende til at trække sig ud af konflikten, hvis hendes forældre ikke sørgede for det først. Talija bevægede sig og Clarié holdt en hånd frem i tilfælde af at hun skulle få brug for støtten men lod hende bevæge sig frit og fulgte ikke efter da Talija gik over til Jared. Hun betragtede dem bare på afstand. Hun troede på at Jared ikke ønskede at skade prinsessen. Det var efterhånden gået op for hende i løbet af deres samtale. Hun havde ladet følelserne og chokket løbe af hende hende og rettet det hele mod ham. Det havde ikke været fair og hun sendte ham et undskyldende blik mens hun lyttede til både Jareds og Talijas ord. Hun burde måske havde fortalt oprørslederen at hun havde snakket med prinsessen tidligere og måske endda kunne iscenesætte et møde, men det kunne hun ikke ændre på. Jared havde trods alt haft muligheden for bare at snakke med hende. Trods alt fik prinsessen både set de dårlige og de håbefulde sider af Talians slum. Hun smilede for sig selv over Talijas sidste kommentar. Tja, nogle af dem havde endda nogle ret komplicerede hemmeligheder. Hun håbede bare aldrig at hendes egne ville bringe alt for store komplikationer med sig. Men selvom hun blev fyret fra slottet så ville hun ikke fortryde at hun havde brugt tid på at hjælpe Talians mutanter. Og efter at have redet prinsessen så var hendes karma helt sikkert i pluds. Hun lagde en hånd mod prinsessens arm da hun kom tæt nok på. "Jeg stoler på ham Deres højhed, selvom hans metoder måske er lidt grove" sagde hun roligt, et eller andet sted for indirekte at fortælle at Talija nok også ville kunne stole på ham. "Han ønsker blot den meste fremtid for Talians mest udsatte" hun kastede et blik på Jared, et roligt blik der tydeligt viste at hun mente det hun sagde og stadig stolede på ham. Hun lod det være op til Talija hvornår de skulle af sted, hun havde ikke travlt, jo mere de ventede jo flere af hendes kræfter genvandt hun. At udspionere mutanter tog hårdt på dem havde hun fundet ud af.
Post by Devin Jared Lynwood on Apr 8, 2013 15:26:19 GMT 1
[/i] på ham, ikke stolede. Et mindre smil gled igen op til overfalden i nogle enkle sekunder før det forsvandt igen. *Hvis hun virkelig er hvad hun siger, så er der intet at frygte for mutanternes fremtid, men kan jeg virkelig løbe den risiko?* Tanken lå der, men Jared viste intet tegn på at stoppe dem i at tage af sted..[/ul]
I can cut my heart out just like you do
And I can suck the life out of it just like you do
-
For when commitment is a dirty word
You can't afford to ever slip or let down your guard
'Cause you're not big in my life
And I'm not big in your life
Post by Talija Cisana Maria Ignatio on Apr 8, 2013 17:20:42 GMT 1
Talija var måske ret bange for Jared men efter at være kidnappet og så pisket var det jo klart. men hun vidste at piskeriet ikke var hans skyld. hun havde set at han ikke så hende i øjnene og det va noget som hun stadig ikke var van til at folk ikke gjorde. hun så hans smil og blev faktisk glad for at han smilte. hun kunne jo ikke gøre andet end at smile igen. hun hørte godt Eclairs ord. hun stolede alsår på ham. ikke i datid men i nutid. det gjorde Talija lettere rolig i kroppen. "Eclair, hr Shadow jeg kan love jer en ting. Jeg bliver aldrig som mine forældre, jeg bliver aldrig en mutant hader. Jeg ønsker kun det bedste for mit folk, ønsker alle har det godt" hun vidste ikke om det var noget de ville tro på efter dette men hun mente hverrt et ord. vis hun kunne gøre det nu gjorde hun at de fattige ikke skulle betale skat men fik noget mad. at mutanter ikke skulle gå i frygt men kunne blive betragtet som hjælp med deres evner. Talija så på Eclair og hviskede pludselig noget man nok ikke ville tro en pige der var blevet udsat for det hun var ville sige. "jeg vil ikke hjem, jeg vil væk" Talija var faktisk bange for at komme hjem igen. vis hendes forældre så hende nu hvad ville der så ikke ske. vis de så hendes sår og vidste mutanter var bag ville de spære hende inde i tårnet og sørger for at hun aldrig kom ud igen. hun ville væk. nu hvor hun kunne. væk fra det hele. ud og så verden nu hvor der var en change. hun håbede Eclair ville hjælpe hende med det.
Post by Clarié Eomie Infiena on Apr 9, 2013 19:36:35 GMT 1
Clarié betragtede Jared til han havde givet udtryk for enten at ville modsætte sig hendes beslutning, eller for at acceptere den. Hun valgte at tolke han nik som om at han accepterede det. Derpå vendte hun sin opmærksomhed mod prinsessen indtil hun havde talt færdig. Clarié smilede bag sin maske, det var også det indtryk hun havde af prinsessen. Hun var virkelig ligesom de prinsesser hun havde hørt om i bøgerne som lille. Hun tvivlede faktisk på at det var muligt for Talija at hade nogen, hun havde godt nok aldrig mødt de folk som prinsessen virkelig havde set sig sur på, som Ciel, men det med had passede slet ikke ind i det indtyk som Clarié havde af Talija. Clarié mente virkelig hvad hun sagde. Hun havde endnu ikke en grund til ikke at stole på Jared. Alle opgaver han havde sat hende til havde været til gavn for Talians mutanter og hun havde efterhånden konkluderet at han ikke havde været en del af mishandlingen. At han så havde bortført prinsessen var bestemt ikke et plus i hendes bog, men det kunne forklares og forstås. Hun smilede lidt af Jareds udtryk "Og jeg stoler også på hende" kommenterede hun med et kort nik mod Talija og smilet bag masken nåede hendes øjne som hun betragtede Jareds bekymrede kropsprog.
Clarié så chokeret på hende. Ville hun ikke hjem? Hvorfor i al verden dog ikke? Slottet var nok det sikreste sted for hende at befinde sig, og hun ville være alt for udsat hvis hun begav sig rundt i byen. Også selv om Clarié fulgtes med hende. Hun kunne jo ikke bruge sine evner hele tiden, og hun kunne ikke finde på at lade Talija i stikken, så hun ville være nødt til at tage kampen op mod alting der gik imod dem. Clarié så rådvild på Jared, næsten som om hun ønskede at han skulle tale fornuft med pigen. Men han lod ikke engang til at ville forhindre deres afgang. Hun sukkede opgivende og lod skuldrene falde lidt ned. "Okay" svarede hun og accepterede Talijas beslutning, hun havde sådan set også kommandoen hvis man kiggede på rang "men hvorhen så?" spurgte hun og lagde armene over kors. Hun gjorde det tydeligt at hun ikke bare ville acceptere hvilken som helst destination. Hun følte et eller andet sted at det var hendes pligt at passe på den pige der skulle giftes med hendes arbejdsgiver. Også selvom Talija ikke vidste noget om Clariés egentlige identitet eller om ægteskabet.
Post by Devin Jared Lynwood on Apr 9, 2013 20:26:16 GMT 1
Jared håbede virkelig på at hun ikke blev som hendes forældre. Tillid var en svær ting for ham, men den måde, som Clarié virkede til at stole på prinsessen måtte der var noget ved ordene, som var sand. Han blev bekræftede i at hun stolede på prinsessen og kunne lade vær med at finde det mindre komisk, som der nu skulle fortælles hun stolede på. Dog havde det været på grunden af det, som var sket, så det var ikke så komisk, som han ville ha' det til. Han valgte at lade hans tillid ligge i prinsessen, i hvert fald indtil videre. Indtil han bliver bekræftet i andet, men hvor længe skulle de ikke vente før hun ville kunne komme til tronen og hvad hvis hendes kommende mand bliver en mutanthader? Jared ønskede at gøre noget ved problemet snart og ikke vente flere år. Han lænede sig op af den mur ved siden af ham, som han afventede at de tog af sted. Han kunne se at Talija hviskede, men hørte dårligt hendes ord. Han blik skiftede, som Clarié gav ham blikket, som gjorde at han så forvirret på hende. Hendes sukken gjorde ham nervøs indtil han hørte hende tale til prinsessen. Hvorhen så? Prinsessen ville ikke hjem? Jared kiggede roligt frem og tilbage mellem dem.
I can cut my heart out just like you do
And I can suck the life out of it just like you do
-
For when commitment is a dirty word
You can't afford to ever slip or let down your guard
'Cause you're not big in my life
And I'm not big in your life
Post by Talija Cisana Maria Ignatio on Apr 9, 2013 20:55:08 GMT 1
Talija var ikke sikker på hvad hun skulle sige. hvor. hvor mon. hvor var hun væk fra hendes forældre. hun så mod jared og smilte til ham og så på Eclair. "hjem til dig? væk fra min fra mine forældre i sikkerhed." Talija kendte ingen steder. hendes forældre var jo ikke lige dem som bare ville lade hende gå. talija så på jared og smilte til ham for at fortælle at hun ikke hadede ham. det var jo ikke hans skyld. Talija vidste jo han bare ville holde hende, ikke skade hende. Talija var bare uheldig på denne dag jo. hun mærkede sine ben ryste under sig og så bekymret på Eclair. "jeg føler jeg er ved at besvimme" hendes øjne var blanke og hendes hud var krid hvid. hun havde mistet meget blod fra ryggen så hun var ved at besvimme nu. hun skulle væk. nu!
Post by Clarié Eomie Infiena on Apr 14, 2013 17:45:44 GMT 1
Clarié opdagede ikke rigtig at Jared lod til at falde i baggrunden, hun vidste at han nok skulle klare sig, og hvis han ikke ville have mere indflydelse på situationen måtte det være fordi han var godt tilfreds med den drejning som den havde taget. Ihvert fald indtil videre. Derfor overså hun også de sidste af hans reaktioner og handlinger og koncenterede sig om Talija og hendes forespøgsel. Clarié kunne ikke presse hende ind i sine planer. For det første var hun ikke færdig med sin rapportering til Jared, for det andet havde hun ikke noget sikkert sted at bringe hende hen og kunne sandsynligvis ikke bruge sin evne på dem begge. For det trejde kunne hun ikke afsløre for meget om sig selv, ikke engang til prinsessen. Hun kunne blive ved med at remse årsager op men stoppede. Det hjalp ikke noget. Selv ikke det hjælpeløse blik hun sendte Jared hjalp hende på nogen måde. Hvordan pokker klarede hun det her? Hun indså at hun havde tabt, hun kunne ikke lade prinsessen blive her, og hvis pigebarnet ikke ville hjem så havde hun vel ikke andet valg end at tage hende med sig et sikkert sted hen? Men ville den person der havde lovet at tage hende med tilbage ikke genkende Talija eller i det mindste undre sig over hvorfor en uskyldig og yndig pige som Clarié ville have en såret og beskidt gæst med, med kun et par timers varsel? Clarié gennemgik sine muligheder igen og igen, men igen logisk løsning meldte sig. Hun tog sig til hovedet "Prinsesse.." begyndte hun i et opgivende tonefald "jeg bor ikke i Talian" forklarede hun hende og afslørede en ting om sig selv hun helst ikke ville fortælle til folk. For det betød at hun kun hunne bo to stedet, i MeRosal eller mellem rigerne. Og hvis man dømte ud fra hendes opførsel og hendes stand så var det nemt at udelukke den ene og konkludere at hun boede i MeRosal. Og hvor mange i den by ville ikke kunne udpege mutanten med øjne der skiftede farve. Hun løftede blikket og så Talija i øjnene "og en så lang rejse er De ikke i stand til at foretage i Deres nuværende tilstand" fastslog hun og lod bekymret blikket glide over prinsessen. Prinsessens ord gjorde hende blot sikker i sin sag. Det bedste ville virkelig være at bringe hende hjem, men hvordan forklarede hun situationen på slottet og undgik at blive smidt i fængsel for noget hun ikke havde gjort? Hun sukkede og gik med til, indtil videre, at gøre som Talija sagde. Hovedsagen var at prinsessen kom i sikkerhed. "Okay så" sukkede hun og gik hen og lagde en arm om prinsessens liv og trak prinsessens arm om sine skuldre. Hun så over på Jared og nikkede kort til farvel "Vi ses Shadow" hilste hun og gik forsigtigt udenfor med prinsessen og støttede hende efter bedste formåen. Lige udenfor døren så hun sig om for at sikre sig at der ikke var nogen så bevægede hun sig forsigtigt videre.
Post by Devin Jared Lynwood on Apr 27, 2013 9:59:28 GMT 1
At prinsessen så på ham og smilede end hun så tilbage på Clarié hjalp ham ikk det mindste i hans forvirring, men han forstod det bedre. Prinsessen ville ikke hjem, men hjem til Clarié. Han så på hende og kunne se hvordan hun blev helt forvirret, som hun ikke vidste hvad hun skulle gøre. Jared selv fandt det nu en bedre idé, end at prinsessen var her, men han vidste ikke ret meget om Clarié. Godt ingenting vidste han om hende og han regnede med det samme var det med de andre i oprøret. De ville ikke kunne røre prinsessen det mindste. Han regnede ikke med at Clarié var i den vestlige del af Talian. Til hans overraskelse fandt han ud af at hun slet ikke bor i Talian. Med de sidste to valg muligheder gik han ud fra at hun måtte være fra MeRosal. En mutant fra MeRosal, som kæmper sammen med dem i Talian, i stedet for at leve i fred med menneskeheden. Den var ny for Jared og klart noget han ville spørger hende om når han får lejligheden. Prinsessen var vigtigere i deres nuværende stund. Jared så roligt frem og tilbage mellem, stadig uden et svar. Det ville være en lang rejse og ikke nem for prinsessen med de skader, som der var på hende. Han måtte indrømme at han var en smule bekymret for om de ville kunne klare den, men ligge sig tillid til Clarié. Hvis Clarié ikke havde haft reageret først, så havde Jared trådt et skridt frem, som prinsessen blev dårlig, men han blev stående og nikkede tilbage. ”Vi ses" svarede han og hørte døren gå. Han bevægede sig hen imod den ødelagte og slidte sofaen og lod sig falde tungt ned, så den gav utilfreds lyd ved vægten. Han måtte til solen forsvandt længere ned før han kunne foretage sig noget som helst. En ting var dog sikkert. De ville komme til at fortryde det når han blevet sluppet fri i mørket...
I can cut my heart out just like you do
And I can suck the life out of it just like you do
-
For when commitment is a dirty word
You can't afford to ever slip or let down your guard
'Cause you're not big in my life
And I'm not big in your life
Post by Talija Cisana Maria Ignatio on May 3, 2013 13:33:20 GMT 1
Talija mærkede pludselig armen om livet og vågnede op igen. hendes blod mangle havde gjort hun havde været halvt døset hen. hun så på Eclair og havde forstået hun ikke boede i talian og havde været ligeglad faktisk. hun ville ikke hjem. "jeg har aldrig set verden så ville glæde mig vis jeg så den verden De kender Eclair" hun så mod jared og nikkede et farvel til ham og fulgte roligt med eclair ud og smilte roligt. hvor hun glædede sig til at komme væk. ikke ære en fange i et ejet rige. i sit ejet hjem.
Post by Clarié Eomie Infiena on May 4, 2013 10:00:03 GMT 1
Clarié var meget bekymret for om prinsessen ville kunne klare turen til MeRosal, men både Talija og Jared lod til at mene at det var den bedste løsning på situationen. Clarié havde ikke sat sig meget ind i hvordan den kongelige familie i Talian var, hun havde undersøgt prinsessen fordi Clariés arbejdsgiver og nære ven skulle giftes med hende, og Clarié ville være sikker på at prinsessen var god nok. Hun var blevet positivt overrasket, men havde hun undersøgt resten af familien nærmede så havde hun nok haft delte meninger om kongefamilien. Hun havde godt regnet ud at det ville virke underligt at en mutant fra MeRosal overhovedet gad blande sig i kampen i Talian, men Clarié havde ondt at mutanterne og ønskede at hjælpe dem, og det var også det som hun ville svare Jared hvis han engang spugrte hende. Clarié sukkede tungt og indså hun havde tabt "okay" svarede hun så "men du gør som jeg siger på hele turen" formanede hun med en streng mine, et eneste fejltrin og Clarié og Prinsessen stod begge i problemer til halsen. Den eneste forskel var at Clarié havde mulighed for at flygte fra dem.
Clarié kneb øjnene let sammen mod lyset da huset havde været næsten totalt mørklagt. Hun orienterede sig kort hvorefter hun sneg sig videre langs husmurerne. Hun benyttede for det meste små veje og gyder til at bevæge sig rundt med prinsessen. Denne rute var en anelse længere, men til gengæld så holdt den dem skjult på næsten hele turen. De kunne alligevel ikke undgå at bevæge sig ud blandt folk, men Talija vakte alt for meget opsigt i hendes fine men dog ret beskadigede kjole så Clarié trak kappe og maske af og lagde kappen godt om Talija inden hun trak hætten op over hendes hoved. Masken lagde hun væk, og pga. Talijas såre gangmåde lingede de en ung kvinde og en gangbeværet spinkel ældre dame som de uopsigtsvækkende fortsatte langs kanterne af de befolkede områder. Clarié var god til at lade som ingenting, og måske var hendes ubekymrede og rolige udstråling med til at holde dem ubemærket. For en stund. Clarié købte noget mad til dem og ledte Talija hen et stort set ubefolket sted og bad hende spise noget så hun kunne genvinde sine kræfter. Godt nok skulle de ikke gå til MeRosal, men turen ville alligevel kræve at Talija ikke var helt afkræftet.
Post by Ciel Dé Ricéy on May 14, 2013 19:51:21 GMT 1
Jeg vil have en eftersøgning i gang hurtigst muligt, ellers begiver jeg mig selv ud for at lede efter hende! ordene rungede stadig i underbevidstheden, som der var tale om et yderst alvorligt emne. Det havde ikke ligefrem været rart at skulle tilbringe tid i selskab med kongen, eller i hvert fald ikke som det plejede, når det gjaldt om Talija. Han vidste egentlig ikke hvad han havde forventet at Hiroki, men han var overbevidst om at hans reaktion kunne have været meget værre, hvis Ciel ikke var dukket op i tide. Lige nu herskede der også en mindre krig inde i Ciel, som han skulle have styr på sine vagter og samtidig sikre sig at der ikke kom noget ud til offentligheden. Man kunne vel godt sige at Ciel var en anelse stresset over situationen, men det var ikke noget han gav udtryk for overfor vagterne, der blot troede de ledte efter en mutant.. Som alle andre gange, dog havde han informeret dem om at de skulle behandle denne med yderst forsigtighed, og heldigvis for ham, så var der ikke mange som faktisk vidste hvordan prinsessen så ud, så det kunne være med til at holde det hele skjult. Lige med bortset fra hendes tøj. En tanke der først strejfede ham, da han havde sendt vagterne ud i alle krogene af Talian. Han var selv steget til hest på Cáel, der vrinskede noget så ivrigt, som han slog hovene mod gruset i slots gården. "I kommer ikke tilbage uden hende!" beordrede han i sidste sekund, som vagterne straks forlod slottet både til hest og til fods. Folket i byen ville sikkert bare tolke det som endnu en jagt, der efterhånden foregik flere og flere af. Noget der frustrerede Ciel, som mutanter ikke længere ønskede at holde sig skjult, men med glæde ville gøre modstand. Han knurrede hænderne om tøjlerne, som han vendte Cáel mod porten og red af sted. Han var iført det sædvanlige tøj, sorte bukser, hvid skjorte og en sort frakke. Men som altid ville man først ligge mærke til de røde øjne, der spejlede rundt under det sorte hår.
Det hastede.. Han var nød til at finde hende hurtigt muligt, oprøret eller kidnapperne havde allerede flere timers forspring og han var egentlig ikke klar over om hvornår kidnapningen havde fundet sted, men han kunne umuligt give dem for lang tid til at lade dem slippe ud af byen. Han red ned mod midt byen og fandt det mere overskueligt at starte fra midten af, som han dog sagtens kunne spejde ud over vagterne, der også ledte. Ciel tog en rolig indånding, før at han vendte Caél mod et mere befolket område, som han red mellem folket og nogle blev nød til at flytte sig med en sur mine, som han ikke ændrede kurs. Hvor lang tid han mon skulle bruge på dette, vidste han ikke. Det kunne sagtens være håbløst, hvis der ikke var et spor et sted. "Når jeg finder den tøs.." mumlede han lettere irriteret til sig selv, som han lod blikket glide langs med murene og med vilje stoppede op foran de forskellige gyder. Hans blik var længe fæstnet mod mørket, før at han red videre. Han skulle være sikker på, at hun ikke bare gemte sig et sted. De røde øjne spejdede ud over mængden, som han himlede lettere irriteret med øjnene og lod Cáel trave afsted selv. Hesten ledte ham mod et område hvor der faktisk ingen mennesker var, hvorved Ciel straks hev i tøjlerne for at vende rundt, lige indtil at han fik øje på skikkelser.. Han slap tøjlerne en anelse, som han lænede sig forover hesten og så et glimt af Talijas hår under hætten. Hadet blussede meget hurtigt op. "Talija! Tror De ærligt at Deres fader vil lade Dem forsvinde hen over natten?" sagde han surt, som han piftede en gang og straks kunne man høre flere hovene mod brostenene og gruset. Flere vagter viste sig i gaderne, som ledte ind til pladsen. Nogle var til hest, hvor imod andre var til fods og godt og grundig forpustet, som de straks lod blikket falde på de to skikkelser. Dog vendte de afventede blikket mod Ciel. "Fang dem begge, men smid den sorthårede ned i fangekælderen og bring den anden til mig! Direkte til mig.." beordrede han koldt, som han så lettere koldt mod Talija. De røde øjne forsøgte at bore sig igennem hendes forklædning, da Ciel ikke var i tvivl om, at det måtte være hende. Vagterne rørte straks på sig, efter at de havde hørt ordren og gik alle imod dem, imens at Ciel blev på sin hest og holdt et vågent øje med dem begge, dog mest Talija.
Last Edit: May 14, 2013 19:52:15 GMT 1 by Ciel Dé Ricéy
Post by Talija Cisana Maria Ignatio on May 15, 2013 15:39:16 GMT 1
Talija var ret sikker på at Eclair vidste hvad hun gjorde og nikkede til at hun ville gøre alt hvad hun fik besked på. hun var jo ikke dum så at gå imod ordre ville være dumt af hende. hun gik meget usikkert da de begyndte at gå ud og da de standsede kort og hun fik kappen over sig smilte til op til eclair som tak. hun ville ikke ha folk så hende eller sårene. hun begyndte at gå videre og da hun fik lidt mad spiste hun det stille og roligt. hun havde været fanget i noget omkring 24 timer så hun havde ikke fået mad og var godt sulten nu. hun spiste det med glæde. "Talija!" Orderne rungede i hendes hoved og stemmen var ikke til at tage fejl af. hun tabte det sidste af sin mad og så op, hendes læbe skælvede og hun farede over til Eclair. hun knugede sine hænder til hendes arm og så op skikkelsen der kom nærmere. nej hun tog ikke fejl. det var ham. Ciel! hun så op på Eclair og Paniken var tydelig i hendes øjne. "jeg beder Dem lad ham ikke tage mig. han spærre ham inde i et tårn så jeg aldrig ser solen igen?" Paniken spredte sig hurtigt i hende og hun tog armende om sig og blev en lille kugle da han sendte vagterne efter dem. Talija ville bare være fri. bare en uge, bare en dag. hun ville ikke fanges og slet ikke af Ciel. han havde altid været så ond ved hende. nok var hun prinsesse men han opførte sig aldrig overfor hende som var hun kongelig. Talija mærkede sårene på ryggen begyndte at væske og at blodet begyndte at dryppe. hun var rædsenslagen for at vende hjem med ciel. vis bare hun turde bruge sine vinger men ikke foran ciel. ikke efter hans trusler. hun ville se dagslyset. hun elskede lyset og naturen. hun ville ikke være fanget i et tårn. hun ville bare være sammen med søde folk som Eclair.
Post by Clarié Eomie Infiena on May 15, 2013 16:25:54 GMT 1
Clarié var en succesful spion for oprøret, men hun arbejde altid solo, en makker havde altid begrænset hendes evner, derfor hun arbejdede solo. Men hun havde ikke noget imod at gøre prinsessen selvskab. Hun havde på ingen måde forestillet sig det kaos det ville opstå kort efter. Hun var ikke selv sulten så hun endte med at give prinsessen en del af sin mad også da pigen virkede udhungret. Hun sørgede for at pakke noget ned i sin taske til senere. De skulle hente resten af hendes udstyr inden de rejste, men hun kunne altid forøge sit madforråd lidt. Hun betragtede prinsesen og smilede glad og lo let for sig selv over den underlige situation. Hun sad i Talian og spiste en middelmådig frokost med prinsessen, soon to me tronarving af MeRosal. Hun fandt det hele godt og grundigt bizzard og kunne ikke andet end at smile af det. Hun trak masken op over sin mund og næse igen da hun var færdig med at spise, så gav hun sig til at lægge en midlertidig forbinding om Talijas sår. Hun lod hende få hænderne i fred da pigen stadig var igang med at spise. Hun forbandede hendes angribere mens hun strammede den sidste forbinding. "Sådan, det må holde til vi kommer hen til skjulestedet" konkluderede hun og rejste sig op for at gå over på sin plads. Clarié så sig om på pladsen, det var ualmindeligt mange soldater i gaderne, selv for en by som Talian. Hun satte hænderne i siderne som hun stod og så rundt indtil en skikkelse til hest påkrævede hendes opmærksomhed ved at råbe et navn ud over pladsen. Hun flyttede hastigt sit blik til skikkelse. Hvem var det fjols der åbentlyst lod folk vide at prinsessen befandt sig netop her!? Godt nok var her næsten ingen mennesker, men netop det var det farlige, de var vildt udsatte i denne position. Hun bed tænderne sammen bag masken og mødte de røde øjne. Det løb hende koldt ned af ryggen og hun spærrede øjnene op, hun vidste hvem det var. Hun sank en klumb, overlevede hun dette her gik hun på pension. Hun rystede på hovedet og samlede sit mod og så på prinsessen, hvad gjorde de nu? Pigen var tydeligt panisk og klamrede sig til hendes arm. Hun lyttede til prinsessen mens hun kiggede tilbage på Ciel der samlede sine styrker og så bandede hun stygt. Hun vurderede sine kræfter, hun havde drænet sin styrke, men opholdet ved Jared havde alligevel ladet hende regenerere selvom hun havde brugt sin evne der også. Hun sukkede, hun skulle bruge hovedet hvis hun skulle bruge sin evne mod så mange. Hun måtte altså sætte sin lid til at løbe for livet. Hendes øjne blev trodsig og hun greb Talija i armen og trak hurtigt af sted med hende. Hvis løb var muligt for prinsessen slog hun over i det. Hun stoppede da vejen delte sig i flere "Løb Prinsesse!" råbte hun og skubbede Talija i forvejen "Jeg indhenter dig!" tilføjede hun og kom i tanke om noget mere "lad vær med at dreje til højre, der er en blindgyde!!" tilføjede hun bagefter. Så vendte hun på hælen og rakte en hånd frem mod deres forfølgere. Først forsvandt gjorden fra Ciels saddel så den var umuligt at spænde igen og ville gøre det praktisk talt umuligt at ride med sadlen på. Hun lagde ikke mærke til hvor hun sendte den hen, men det var sandsynligvis på et eller andet tag i nærheden. Uden for rækkevidde, men ikke alt for langt væk. Hun vidste hun skulle begrænse Ciel, men vagterne der kom mod hende var lige så farlige. Hun bemærkede ikke sine øjne skifte farve, men vagterne så pludseligt mærkelige ud da hende røde øjne stirrede vredt på dem under det sorte pandehår. Det bragte endda nogen af dem til holdt. Røde øjne var Dé Ricéy familiens varemærke, så hvorfor havde denne pige pludselig samme øjenfarve? Et kort øjeblik så hun overrasket ud så fremmanede hun en bjælke lige foran de vagter der stadig bevægede sig fremad. Hun låste den i hovedhøjde først og lod de første vagter så sig selv ud. Så flyttede hun den og låste den i benhøjde og fældede resten. Hun lod bjælken falde til jorden og fjernede gjorden fra resten af sadlerne også, da det lod til at være en god ide, inden hun forsvandt sporløst fra stedet - ud i den tomme luft.
Hun havde en nogenlunde ide om hvor Talija løb hen, så der teleporterede hun sig hen, vel at mærke op på et tag så hun kunne se omgivelserne. Hun fandt hende hurtigt og satte efter hende. I Talijas skadede tilstand vandt hun hurtigt ind på hende. Hun vurderede situationen fra taget og råbte nogle retninger til prinsessen inden hun gjorde gaderne til en farlig forhindringsbane for vagterne der forfulgte hende. Så fulgte hun efter prinsessen, stadig på tagene, men tiltrak sig ikke synderlig opmærksomhed. Hendes øjne skiftede farve hurtigt efter hinanden og endte i en blålig nuance. Hun kunne mærke hele kroppen trættes, men hun var ikke færdig endnu. Hun spurtede fra det ene tag til det andet og teleporterede sig nødtigt. Hun kunne køre sig træt fysisk og evnemæssigt samtidig, det var ikke det samme energi-depot hun brugte. Derfor brugte hun det fysiske energi-depot til at bevæge sig og sin evne til at forhindre vagterne. Dog var hun nødt til at stoppe når hun brugte sin evne. For den krævede megen koncentration.
Hvilken årstid befinder vi os i? Det afgør ugerne:
The List:Uge 19 - 46: 5. år- 19-25: Forår -
26-32: Sommer
33-39: Efterår
40-46: Vinter
!Population!
Hvor mange mutanter og mennesker er der i landene?
Talian:
Nord:
8 Mutanter / 5 Mennesker
Øst:
9 Mutanter / 10 Mennesker
Syd:
11 Mutanter / 1 Menneske
Vest:
8 Mutanter / 1 Mennesker
Kongelige:
1 Mutant / 1 MenneskeMeRosal:
14 Mutanter / 3 Mennesker
Kongelige:
1 Mutant / 0 Mennesker