Post by Ciel Dé Ricéy on May 17, 2013 11:56:20 GMT 1
Egentlig ventede Ciel blot på at han ville få et tegn på, at det nu også var Talija, han havde fundet, ellers kunne de jo ligeså godt stoppe angrebet, men da han først så hvordan skikkelsen tabte maden og farede over til den anden, så var han ikke længere i tvivl. Ikke fordi han havde været i tvivl tidligere, han ville bare gerne være sikker i sin sag, som han holdt Cáel hen, inden at han ville bevæge sig mod dem. Vagterne skulle jo have rig mulighed for at fange Talija, da han godt vidste at hun var bange for at bruge sin evne i nærheden af ham, derfor regnede han ikke med at hun lige pludselig ville flygte via sine vinger, som han havde set før. Han håbede i hvert fald ikke at hun ville gøre et forsøg på det.
Den anden skikkelse virkede dog en smule mere mistænksom, som han ikke var klar over, hvem han stod overfor. Muligvis havde han allerede regnet ud at dette måtte være en mutant eller en Talija stolede på, siden at hun farede mod denne. Han kunne bruge lang tid på at undersøge den fremmed, men han vidste også godt, at der ikke var tid til det. Derfor blev vagterne også hurtigt sendt mod dem uden tøven. Men Ciel selv ville lige se situationen mere an, før at han lagde sig ud med den fremmede. Han kunne aldrig vide om det blot var en Talija havde mødt igennem hegnet, som nu hjalp hende eller om der var tale om noget helt andet. Det kunne jo være at Talija var tvunget? Men en ting var sikkert, de skulle ikke slippe ud af byen, da han ingen magt havde uden for byens mure og samtidig ikke ville vide hvor han skulle lede. Da de forsøgte at flygte blev der hurtigt beordret at de ikke skulle lade dem slippe ude af syne, som han ville være sikker på, at de ikke bare sådan forsvandt i mængden.
Det næste Ciel dog lagde mærke til var at Talija var forsvundet ud af hans syne, som der kun var den fremmede til stede, men dernæst kunne han mærke sadlen bevæge sig, den var bestemt ikke helt så stabil, som den plejede at være, derfor løftede han sig roligt op fra sadlen og hen over denne, som han satte så længere tilbage på hesten og skubbede sadlen ned. Den ville blive gøre det besværligt for ham at ride, så han kunne lige så godt droppe den. Det var jo heller ikke fordi han havde problemer med at ride uden, han fandt det blot mere passende for hans stilling at ride med. Hans blik gled mod den fremmede, som han var sikker på at det var noget hun havde gjort. Det eneste forklaring kunne dog kun være at hun var mutant, for hun havde ikke rørt sig ud af stedet eller nærmet sig hans hest, så hun havde mulighed for det. Desuden så ville Cáel aldrig lade hende komme tæt nok på.
Som han genfandt pladsen på Cáels ryg red han roligt frem mod den fremmede for at se vagternes arbejde, men til hans overraskelse, så stoppede de op, de bevægede sig ikke rigtig, som om de var i tvivl. Hans blik gled med Clarié for at se om hun mon kontrollerede dem. Han kunne ikke rigtig se noget ud over de røde øjne, som straks fangede hans opmærksomhed.
"Fjolser, lad jer ikke narre af hendes øjne"
sagde han lettere irriteret, som han faktisk var klar til at ridde foran dem. Han blev dog en smule på afstand, som der lige pludselig dukkede noget op foran vagterne og de blot gik direkte i fælden, som de endte på ryggen og var yderst forvirret over situationen. Ciel tog sig en smule til hovedet, som den næste række vagter faldt over bjælken. Som bjælken faldt til jorden og vagterne forsøgte at ride frem, gled de af deres heste, imens at Ciel bare betragtede deres uduelighed! Han sukkede lettere opgivende, som han greb Cáel tøjler og satte ham i galop, som de sprang over bjælken og fortsatte langs med husmurene. Han stoppede dog op, som vejen delte sig i flere. Han så lettere opgivende rundt, før at han rettede blikket mod taget, som en skikkelse farede hen over dem. Ikke fordi han var sikker på at det var mutanten, men han valgte alligevel at følge skikkelse i et roligt tempo til hest, igennem gaderne, inden at hun forsvandt fra taget. Han lod dog vagterne distrahere hendes færden, som han selv bevægede sig roligt igennem gaderne. Han var ret sikker på, at han ikke bare sådan lige kunne finde dem igen, specielt ikke med alle de forhindringer, måske han bare skulle søge mod porten? Nej, de ville næppe være dumme at tage porten for at komme ud af byen. De blev nok nød til at finde et sted hvor de kunne springe over.
Den anden skikkelse virkede dog en smule mere mistænksom, som han ikke var klar over, hvem han stod overfor. Muligvis havde han allerede regnet ud at dette måtte være en mutant eller en Talija stolede på, siden at hun farede mod denne. Han kunne bruge lang tid på at undersøge den fremmed, men han vidste også godt, at der ikke var tid til det. Derfor blev vagterne også hurtigt sendt mod dem uden tøven. Men Ciel selv ville lige se situationen mere an, før at han lagde sig ud med den fremmede. Han kunne aldrig vide om det blot var en Talija havde mødt igennem hegnet, som nu hjalp hende eller om der var tale om noget helt andet. Det kunne jo være at Talija var tvunget? Men en ting var sikkert, de skulle ikke slippe ud af byen, da han ingen magt havde uden for byens mure og samtidig ikke ville vide hvor han skulle lede. Da de forsøgte at flygte blev der hurtigt beordret at de ikke skulle lade dem slippe ude af syne, som han ville være sikker på, at de ikke bare sådan forsvandt i mængden.
Det næste Ciel dog lagde mærke til var at Talija var forsvundet ud af hans syne, som der kun var den fremmede til stede, men dernæst kunne han mærke sadlen bevæge sig, den var bestemt ikke helt så stabil, som den plejede at være, derfor løftede han sig roligt op fra sadlen og hen over denne, som han satte så længere tilbage på hesten og skubbede sadlen ned. Den ville blive gøre det besværligt for ham at ride, så han kunne lige så godt droppe den. Det var jo heller ikke fordi han havde problemer med at ride uden, han fandt det blot mere passende for hans stilling at ride med. Hans blik gled mod den fremmede, som han var sikker på at det var noget hun havde gjort. Det eneste forklaring kunne dog kun være at hun var mutant, for hun havde ikke rørt sig ud af stedet eller nærmet sig hans hest, så hun havde mulighed for det. Desuden så ville Cáel aldrig lade hende komme tæt nok på.
Som han genfandt pladsen på Cáels ryg red han roligt frem mod den fremmede for at se vagternes arbejde, men til hans overraskelse, så stoppede de op, de bevægede sig ikke rigtig, som om de var i tvivl. Hans blik gled med Clarié for at se om hun mon kontrollerede dem. Han kunne ikke rigtig se noget ud over de røde øjne, som straks fangede hans opmærksomhed.
"Fjolser, lad jer ikke narre af hendes øjne"
sagde han lettere irriteret, som han faktisk var klar til at ridde foran dem. Han blev dog en smule på afstand, som der lige pludselig dukkede noget op foran vagterne og de blot gik direkte i fælden, som de endte på ryggen og var yderst forvirret over situationen. Ciel tog sig en smule til hovedet, som den næste række vagter faldt over bjælken. Som bjælken faldt til jorden og vagterne forsøgte at ride frem, gled de af deres heste, imens at Ciel bare betragtede deres uduelighed! Han sukkede lettere opgivende, som han greb Cáel tøjler og satte ham i galop, som de sprang over bjælken og fortsatte langs med husmurene. Han stoppede dog op, som vejen delte sig i flere. Han så lettere opgivende rundt, før at han rettede blikket mod taget, som en skikkelse farede hen over dem. Ikke fordi han var sikker på at det var mutanten, men han valgte alligevel at følge skikkelse i et roligt tempo til hest, igennem gaderne, inden at hun forsvandt fra taget. Han lod dog vagterne distrahere hendes færden, som han selv bevægede sig roligt igennem gaderne. Han var ret sikker på, at han ikke bare sådan lige kunne finde dem igen, specielt ikke med alle de forhindringer, måske han bare skulle søge mod porten? Nej, de ville næppe være dumme at tage porten for at komme ud af byen. De blev nok nød til at finde et sted hvor de kunne springe over.