alene, eller ej!

[Devin Jared Lynwood]

Selvom hun ikke kendte byen, eller sagde hun ikke gjorder, så kunne hun stadig forsøge på at gå igennem døren igennem et andet rum og imod hoveddøren for at flygte fra stedet. Selvom det næppe ville være det smarteste, da der var langt værre typer end Jared i Vest. Hun kunne nemt ende med at få selv dræbt eller værre...
Jared var glad for hun ikke virkede til at ha' et dødsønske. Det virkede til at noget holdte hende i gang. Han vidste ikke hvad, men noget sagde ham at det ikke kunne være hendes forældre når de behandlede hende, som en fange i eget hjem. Hun havde altså heller ikke fået lov til at forlade slottet den dag, men hvem var det så at han havde set hende med? Han havde været for lille til at kunne være en vagt eller give nogen trussel. Hvem var han så?
”Så vidt jeg husker var De ikke alene den dag ved træet.. Det var gået en før jeg kom.. Hvem var De sammen med?”

Han så roligt på hende, som ordene var sagt og var ikke sikker på om hun forstod det. Men hun var vigtigt i det her spil. En vigtigt brik til spillet.
Jared forstod godt hendes spørgsmål og smilede blot af det, inden han valgte at svare på spørgsmålet, som han synes var så åbenlyst.
”De er kongelig.. De er efterkommer efter en lang række adelige, det alene er nok for folket.. De er som får på det punkt. De tænker ikke, de lader sig bare lede af den næste vædder”

[Talija Cisana Maria Ignatio]

Talija stak af fra slottet for at føle sig lidt fri. for at udforske verden. hun ønskede bare at folk skulle ha det godt. og hun ønskede at blive set som almindelig og ikke adelig. folk skulle kunne lig hende for den hun var. ikke fordi hun var prinsesse, men fordi de kunne lig hendes personlighed. hun trak vejret dybt og prøvede at slappe af. da han pluselig spurgte til træet så hun forskrækket på ham. havde han set Cale. hun måtte finde en måde at han ikke tog fat i ham.
"han ... han er min første rigtige ven. en der ikke ser mig som en prinsesse. men ser mig som en helt almindelig person"
hun bed sig i læben da det jo var sådan hun håbede han så på hende. hun havde endnu ikke fortalt ham at hun var prinsesse. hun sukkede lidt da hun ikke anede hvad hun skulle gøre. hun havde ikke set Cale siden den dag.

da han begyndte at kalde folk for får så hun undrene på ham. får? så folket fulgte bare efter. de ville måske ikke ha med kongen som hun havde forstået på ham her. hun forstod mest af alt på ham at han gerne ville ha at hendes far døde.. men hvorfor skulle hun så overleve.
"jeg vil ikke blive set op til eller blive stolet på uden folk kender mig... De stoler jo heller ikke på mig."
hun så ind i hans øjne og det var tydeligt at hun følte at han ikke stolede på hende det mindste. hun havde jo følt hans øjne der fulgte hende da hun gik mod vinduet.

[Devin Jared Lynwood]

Jared lagde mærke til hendes forskrækket reaktion, som han havde nævnt træet og hendes ven. Han rejste et øjenbryn ved hendes forklaring om at han så hende, som en almindelig person og ikke som en prinsesse.
”Du har ikke fortalt ham det?” spurgte han, pludselig nysgerrig på denne ven, som hun havde. Hun reagerede tydeligt på vennen, mon der var mere end bare venskab?
Jared kunne huske at hun ikke ligefrem lignede en prinsesse den dag, nærmere en rigmandstøs, som var kommet slemt til skade med knæet.
Han begyndte at sætte tvivl til hendes intelligens, som hun blev ved med at se undrende på ham. Men tvivlede om det var fordi hun ikke forstod ham. Folket, de almindelige mennesker, var som får. De fulgte bare deres leder, deres vædder. Uden spørgsmål. Bare fordi at de havde blåt blod i årene, bare fordi at de nedkom fra en bestemt slægt.
Han blev dog overrasket over hendes pointering. Nej, han stolede ikke på hende.
Jared grinte svagt af hende.
”Der er står forskel på mig og folket.. Folket vil se op til Dem, folket vil stole på Dem, tro mig..”

[Talija Cisana Maria Ignatio]

Talija burde måske ha forholdt sig roligt men det var svært når hun nu vidste han havde set hende med Cale. da han spurgte om hun havde ladet vær at fortælle ham det smilte hun trist og tog om sig selv. hvad havde hun dog rodet sig ud i.
"nej... så vel som jeg ikke fortalte Dem det første gang De så mig"
hun så væk fra ham og sank en klumb. hun ville faktisk for første gang nogle sinde, når hun havde været ude, gerne hjem igen. dette sted, dette selvskab, det hele gjorde hende dårlig tilpas.
hun hørte at han sagde der var forskel på ham og folket begyndte hun at tvivle på ham. nej. han løj. folket ville ikke stole på hende om han sagde det var sandt. han var en del af folket. alle folk var forskellige. ingen var ens. ingen ville følge nogle blindt. ikke engang Talija ville. hun undlod med vilje ikke at svare på det sidste han sagde. hun begyndte at tvivle på om han mon var så pålidelig som han virkede. han virkede som om at han på et tidspunkt var pålidelig og det næste var ond. hun begyndte at overveje hvordan hun skulle komme ud. hvordan hun skulle komme hjem igen.
Talija sad længe og så væk fra ham og begyndte at overveje muligheder væk. hun så på vinduet og begyndte at overveje at flygte men hun turde ikke risikere at hun blev opdaget med vinger. hun så mod døren var den låst? hun trak vejret roligt og valgte at bruge døren. det var den eneste måde hun ikke blev opdaget som mutant. hun rejste sig lidt op og gik over til vinduet og begyndte at overveje hvordan hun skulle komme over til døren uden at han kom efter hende.
det var svært at finde en løsning på denne situation men hun ville bare gerne hjem nu! hun så mod døren og tog hænderne foran sig og samlede kjolen lidt op så den var nemmere at løbe med. hun så mod døren og så hurtigt hendes ben kunne bære hende løb hun mod døren. hun tog hurtigt fat i håndtaget og åbnede døren og smækkede den i og løb så hurtigt hun kunne mod udgangen. hun ville væk. hun ville hjem igen. hun kunne bare ikke fremmane sig nogle steder. hun kunne kun fremmane ting frem foran hende.

[Devin Jared Lynwood]

Jared måtte så give hende ret i det. Han var ikke engang sikker på hvad han havde gjort, hvis allerede havde fortalt ham det der. Ville han stadig ha' bortført hende eller ville han ha' gjort noget andet? Tanken fik et letter lusket skær til at bluse frem i hans øjne, som han morede sig over hvad der kunne være sket. Hun havde været meget mere sårbar der end hvad hun var overfor ham nu. Glimtet forsvandt dog, som tankerne gled over i noget andet.
Det var tydeligt at hun langt fra fandt stedet hyggeligt. Det var tydeligt at hun på ingen måde nød hans selskab, hvilket ikke betød noget for Jared. Dette var ikke for hyggens skyld at han havde taget hende med til hans tilholdsted. Det var alene af den årsag for at tvinge de kongelig af ved hendes hjælp. Han vidste endnu ikke at hun var mutant, derved var hun stadig et menneske i hans øjne og han var på ingen måde særlig vild med mennesker. Han forstod virkelig ikke hvordan det kunne være at mennesket havde fået til at være over dem så længe. Hvorfor havde der ikke været nogen, som havde kæmpet imod før ham? I frygt? Det gav mening, men det gjorde bare Jared mere rasende et sted. Hvad var der at frygte ved de usle mennesker?!
Han lod hende tvivle, som han var helt sikker på sine ord. Om hun valgte at tro ham eller ej var han ligegyldig, så længe at hun blev. Han fulgte hendes blik imod vinduet og så imod døren. Hun kunne vel ikke overveje at flygte?
Han fulgte hver eneste lille bevægelse hun lavede, som hun rejste sig op og gik imod vinduet.. Der var lang vej ned fra vinduet. Selv ikke det dummeste menneske ville prøve, medmindre de ville prøve at ta' deres eget liv..
I en hurtigt bevægelse havde hun været ved døren og Jared sprang op på benene, men efter at stadig være svækket af brugen af hans evner tidligere gik det ikke så hurtigt, som han gerne ville ha' haft det og hun var ude af døren før han kunne bevæge sig og rev døren op, som hun løb imod udgangen.
”Stop!” råbte Jared efter hende, som han løb efter hende. På trods af at hans ben prøvede at nægte ham at løbe. Han vidste han ikke ville kunne klare en jagt efter hende og hvis han brugte hans evner igen ville han ende med ikke at komme stoppe hende efter at ha' fanget hende igen. Derfor brugte han luft på at råbe for at få hende til at stoppe selv.
”Du aner ikke hvor farlig der er i vest!”

[Talija Cisana Maria Ignatio]

Talija tænkte kun på at komme hjem. hun var ligeglad med alt. hun hørte godt ham råbte men løb bare alt hun kunne. dog det sidste han sagde lød meget svagt for hende så hun hørte det ikek rigtigt. hun kom ud af huset og så rundt. det var mørkt og skræmmende. hun løb ud på på gaden og løb bare en vej. hun anede ikke hvor hun var eller hvilken vej som førte hjem.
Folk i vest var ikke gået i seng som resten af talian pga de ikke var sikre. da de så den fine kjole og det lange gyldne hår rejste mange sig op og man kunne nærmest se hvordan de nærmest udtrållede sult og så hende som billet til mad. Talija kom til en gyde og anede ikke hvad hun skulle gøre. hun løb hurtigt tilbage og drejede den modsatte vej end hun havde løbet før.
Talija kom til et sted hvor et hus var faldet sammen og kun en væg var tilbage. hun så ind i det sammen faldne hus og rystede helt over hele kroppen. det var forfærdeligt. hun gik uden om huset og begyndte at se op af for at se om hun kunne se træet. hun tog om sig selv og var faktisk ret bange.
To fyre og en kvinde sad oppe på et tag og snakkede da de hørte skridt. de så ned og så på den fortvivlede og vildfarende Talija. de så på hinanden og Kvinden nikkede til fyrene. den ene fyr var en spinder. han kunne lave spind ud af kroppen og skød dem efter Talija som også fik fat i hende. hun skreg op og hev i spindet. den anden mand havde taget et stærkt reb frem og kom ned og tog fat i hendes arme og bandt dem bag hendes ryg.
"stop! slip mig fri. Jeg vil bare hjem!"
Kvinden grinte af talijas ord og hoppede ned foran hende og så på hende. hun rystede på hovedet og frydede sig tydeligt over hende.
"en rigmands datter burde ikke forlade sit hjem uden beskyttelse når i nærmer jer disse kanter. men hvad... i mennesker er alle ens"
Kvinden tog hånden fat i en mur og fik et sværd ud lavet af sten. hun kunne forme sten efter sin ønske og svang sværdet kræftet og rettede det tilsidst mod Talija og farede mod hende. Talija skreg op da hun var bange for at dø. hvad havde hun gjort. hvorfor blev hun ikke ved ham den uhyggelige. eller... hvorfor var hun ikke bare blevet inden for den dag.

[Devin Jared Lynwood]

[/color] knurrede han. Han skulle ha' bundet hende, da han havde haft chancen. Hvad skete derfor hans uopmærksomhed for tiden?!
Han bevægede sig dog videre rundt i vest, som han vidste at han måtte finde hende. Død eller levende. Han ville dog helst levende. Død ville blive noget mere kompliceret og virkelig få de kongelige til at hade ham.
Han stoppede op, som han hørte et råb. Han syntes det lød, som Talija og det vidste sig at han fik ret. Han så hun blevet bundet op og genkendte de tre. Han så sværdet blev formet i kvindens hånd og hvordan hun farede imod Talija.
”STOP!” skreg Jared højt, som han brugte det sidste af hans evner til at lave en hånd af skyggerne til at glibe fast om kvindens arme, ganske få cm fra sværdet ville ramme Talija.
Jared faldt på knæ forpustet, som hans blik blev holdt imod dem.
”Jeg skal... bruge hende... levende” sagde han i en svag knurren og lagde hånden imod muren for at få støtte. Skyggens mørke begyndte trække sig, som Jareds energi forsvandt..[/ul]

[Talija Cisana Maria Ignatio]

Talija så på sværdet som farede mod hende med høj fart. hun lukkede øjnene og da hun hørte en råbe stop åbnede hun øjnene og så på sværdet som var lige nede under hendes hage. Hun sank nervøst. det var meget meget tæt på. Kvinden mærkede skyggerne som en råbte stop. hun så på skyggerne og da jared faldt sammen løb ham der kunne lave spind over til Jared og tog hans arm over hans nakke og løftede ham op.
kvinden så på Talija og så på Jared. hun trak sværdet væk fra Talija og så mod Jared meget uforstående. hvorfor skulle han bruge det menneske. "Men hva skal du med et menneske? og så en rigmands datter. det er jo dem som mest af alt støtter konges had til os" det var tydeligt at kvinden intet forstod. hun så på Talija og blottede vredt tænder af hende som hun knuste sværdet med et enkelt klem om det så det blev til småsten.
Manden som holdte Talija bundet så tilbage på Jared og så på Talija. var Jared mon faldet for denne pige eller var hun mon en gidsel i at få noget han skulle bruge? Manden tog rebet og bandt rundt om livet på hende også så hendes hænder var oppe mod ryggen og var bundet godt sammen. han vendte sig om sammen med talija som nærmest faldt fordi manden bare drejede sig. men hendes knæ rørte ikke jorden da manden var stærk og holdte hende oppe. Talija så bange på Jared og de tre som han åbenbart kendte.

[Devin Jared Lynwood]

Skyggen forsvandt helt, som Jared havde været tæt på at falde helt sammen på jorden. Han lod manden tage hans arm og fandt en del støtte hos manden, som var større end Jared af bygning. Jared var en del forpustet og stod dårligt på benene. Sveden var begyndte at dryppe af ham, som solen stadig stod fremme og skinnede ned på ham alene. Hvornår havde han sidst haft brugt sine krafter til der ingen energi var tilbage.. Han kunne ikke huske det..
Han så op på kvinden, som hun tydeligt var helt forvirret. Hans blik skiftede til prinsessen, inden han så tilbage på kvinden.
”Jeg.. forklar.. s-senere.. ” fik ham fremstammet, som han intet havde af energi til at skulle fortælle dem det hele nu..
”Ta.. he-hende.. med.. til.. tilbage” fik han sagt og kunne mærke hvordan hele hans krop var ved at give op fuldstændig.. Hans blev var blevet sløret.. Han kunne mærke at manden nu begyndte at bevæge sig tilbage imod Jareds opholdssted, men Jared virkede ikke til at registrere bevægelser og hans ben bevægede sig dårligt. Manden træk ham nærmest bare med sig..

[Talija Cisana Maria Ignatio]

Talija mærkede hvordan manden der holdte hende bare kastede hende op over hans skuldre. hun så på kvinden der gik bag dem og så vredt på Talija. manden som holdte jared gik roligt mod skjulde stedet.
der gik omkring 15 minuter før de var fremme. Talija havde lukket øjnene da hun var for trist til at se på de onde øjne som kom fra kvinden. da de kom til skjule stedet så manden der holdte Talija på jared.
"hvor skal jeg sætte hende"
Kvinden gik forbi dem og hvæsede næsten uhørligt "i helved hvor hun høre til" kvinden hadede mennesker da de havde dræbt alle hun holdte af og havde jagtet hende hver gang de så hende. mest pga hendes sten grå øjne der afslørede hende som mutant. hun gik roligt over til jared og hjalp manden med at få jared sat på gulvet uden at han bare blev smidt ned på gulvet. han skulle jo ikke komme tilskade.

[Devin Jared Lynwood]

[Talija Cisana Maria Ignatio]

Manden som holdte Talija nikkede og gik ind på værelset og satte Talija ned på gulvet langt fra døren og vinduet. han tog noget andet reb fra sin lomme og bandt hendes føder sammen så hun ikke kunne stikke af. han så i noget tid på hende og undrede sig over hvem hun var. han havde aldrig set hende før.
Kvinden så på Jared og smilte til ham.
"sov du bare og sammel dine krafter. jeg skal nok holde øje med mennesket" kvinden rejste sig op og manden som kunen lave spind så på hende meget hurtigt og rejste sig hurtigt op og tog fat i hende. "nej du gør ej. Du slår hende bare ihjel du bliver her og sørger for ingen kommer ind og skader vores leder. jeg holder øje med hende"
det var nok det klogeste valg at lade ham passe talija så hun ikke døde når nu jared sagde han skulle bruge hende i live. manden der havde bundet hende kom ud fra rummet som den anden gik ind. han så på jared og satte sig på den anden side af det rum til vis han havde brug for ham.

natten gik og om morgnen vågnede talija. hun havde på en eller anden måde fået lagt sig ned på det beskidte gulv. hun havde været træt og bange og håbede at vågne i sin seng. hun åbnede øjnene og så på manden der sad i vinduet og så ud på talian. Talija prøvede at rejse sig op men kunne ikke komme op igen så hun lod vær at kæmpe.

[Devin Jared Lynwood]

Jared lyttede til kvinden og skulle til selv at sige noget, men nåede det ikke før manden havde sagt at han nok heller måtte gøre det..
Han lyttede til mandens skridt og den anden, som kom og satte sig. Derefter kunne Jared først mærke at han kunne give sig selv lov til at finde ro. Der gik ikke længe før hans brystkasse løftede og lagde sig i en rolig rytme, som afslørede at Jared havde faldet i søvn..

Jared sad nedeunder og var vågen efter at ha' sovet natten væk. Ikke særlig smart efter hans egen mening.. Han plejede at sove morgen væk og bevæge sig ud om eftermiddagen. Der var vinduer i huset, som ikke var dækket, så Jared lå med lukket øjne for at dække det værste lys, som kom ind.
Han havde et irriteret udtryk i ansigtet, da han ikke kunne falde i søvn. Hans tanker begyndte stille at samle sig omkring prinsessen og hvad han skulle gøre med hende.. Hun havde jo forsøgt at stikke af..

[Clarié Eomie Infiena]

Jared havde givet Clarié en opgave, en mutant der kunne låse andre mutanters evner havde forrådt sin art og arbejdede sammen med menneskerne for at kontrollere de andre mutanter. Jared havde mistet nogle kollegaer til denne evne og havde sendt Clarié, under dække som Eclair, ind for at undersøge denne mutans og dennes evne. Hun vendte nu tilbage med informationer og beviser til ham. Hun var yderst begejstret for at kunne have hjulpet mutanterne i Talian, og mindst lige så begejstret for at have lykkedes. Hun havde kun lige fuldfyldt sin opgave og adrenalinen pumpede stadig rundt i kroppen på hende. Hun kunne dårligt stå stille og det gjorde også hendes entre så meget mere larmende. Clarié brasede ind hos Jared tydeligt meget opstemt over at det var lykkedes for hende og hun gik hurtigt igennem værelset efter larmende at have slået døren ind. "Shadowbender!" kaldte hun og så sig om "Shadow!! Det lykkedes.." hendes blik faldt på en skikkelse og spærrede overrasket sine lilla øjne op "..jeg.." hun sluttede ikke rigtig sætningen. "Er du vågen på denne tid?" spurgte hun vantro og blinkede for at være sikker på det faktisk var ham. Hun forholdt sig derefter stille hun ville ikke pirre hans tydeligt dårlige humør til at blive endnu værre. Hans humør var allerede nogenlunde lige så dårligt som hun forventede det ville være hvis hun havde vækket ham. Forhåbentlig ville hans dårlige humør ikke blive rettet mod hende.

[Talija Cisana Maria Ignatio]

manden inde i rummet med Talija var iikke rigtig sikker på hvorfor det var at Jared ville ha denne pige i live. hun så ikke ud af meget. hun virkede bare til at ha noget fint tøj på og ikke mere. manden vidste at oprøret var mod kongen så hvorfor sådan en lille pige skulle fanges og holdes i llive forstod han ikke. Talija som stadig var bundet fandt ud af hvordan hun kunne komme op og side. hun lagde sine ben om på den anden side af sig og brugte den til at skubbe sig op at side. hun krymmede sig lidt sammen da hun frøs. det var ikke sjovt. det var køligt i på gulvet. det var beskidt og hun ville bare hjem. hun så op på manden og da han kiggede ud så hun mod vinduet og håbede snart at nogle ville komme efter hende. det var faktisk første gang hun ønskede det men det var også første gang hun var blevet kidnappet. hun så rundt på gulvet og så en sten lige ved siden af sig, den havde vist en skarp kant. hun tog fat i den uden manden så det og begyndte at mærke rundt på den for at se om den var skarp. hun mærkede det skarpe og tog fat i den så hun kunne gnide den mod rebet og måske komme fri.. da manden opdagede hun var igang med noget bag ved sig så han mistænktsom på hende og kastede sine spin over mod hende og fik revet hende hen af gulvet så hun log på maven foran ham. hun havde ikke sagt en lyd men rystede da det gjorde ondt. han så på stenen og sparkede den ud af hånden på hende
"din lille beskidste tøs. tror du at du komem fri så lidt."
han tog fat i hendes hår og løftede hendes hoved op. hun grad da det gjorde ondt og så på ham med sine store gyldne lillae øjne og med et sparkede han hende voldsomt i maven så hun mistede pusten. han løftede hende op og kastede hende over mod hjørnet igen hvor hun havde sidet før.
"du skal ikke prøve på noget her. Jared vil ha dig i live. men han sagde ikke noget med at du ikke måtte være lidt banket. og jeg banker dig med glæde så du ikke kan gøre et forsøg på at flygte igen"
han fik sine tråde frem og så på hende da hun pressede sig sammen som han begyndte at piske hende med hans spin.