When life is the worst nightmare (Akio)

[Verri Noen]

//Tråden er en fortsættelse af "Your FOOL! (Verri & Zerra)" til trods for tidsforskellene mht. oprettelse//

Verri vågnede langsomt. Som om hendes krop genstartede efter lang tid i dvale, men det skyldtes måske at hun ikke havde sovet så tungt længe. Hendes sanser blev aktiveret en efter en. Først mærkede hun sofaen under sig og tæpper om sig, samt Zearias varme et sted ved siden af sig. Derpå aktiverede hendes evne sig og forskellige farver blev langsomt synlige for hendes indre blik. Zearias lys var nemt genkendeligt og hun opdagede også hurtigt Akios, tilbage i sin ubestemmelige form til trods for at han sov. Men det var også mange andre lys i rummet. Lys der ikke havde været der da hun faldt i søvn. Et kort øjeblik virkede det hele som en ondt drøm, at hun nu var tilbage i blomsterbutikken og intet var sket siden hun mødte Akio. Hun forsøgte at sætte sig op, men smerten jog igennem hende da hendes evne til at føle sig selv og tingene omkring sig vendte tilbage. Hun stønnede af smerte og rullede i stedet om på ryggen og åbnede øjnene. Ikke at det betød at hun kunne se mere, men hun havde vænnet sig til at åbne dem for at virke menneskelig. Det var ikke en drøm, smerten i hendes krop lod hende vide at det hele var meget virkeligt. Alle minderne væltede ind over hende og hun fik tårer i øjnene og lukkede dem igen, samtidig med at hun knugede hænderne sammen på trods af smerten. Hendes hænder og fødder gjorde mere ondt end alt andet til trods for Zearias improviserede lægehjælp. Hele hendes krop gjorde egentlig ondt, men hænderne og fødderne smertede mest. Hun skubbede sig stædigt op at sidde og tæppet gled af hende og Zearia trak det sammen om sig mens hun mumlede i søvne. Verri vendte ansigtet mod hende. Zearia sov trygt. Verri misundede hende hendes mangel på bekymringer. Hun måtte huske at spørge Zearia hvordan hun var kommet over tabet af sine forældre. For lige nu virkede det som mere end Verri kunne overskue. Hun lod sin evne bevæge sig ud så den dækkede hele rummet men heller ikke mere. Hun ønskede ikke at vide hvad der var udenfor rummet. Dette sted føltes sikkert for hende og hun ønskede ikke at ødelægge den illusion.. i hvert fald ikke før hun blev nødt til det. Blev nødt til at se virkeligheden i øjnene. Hun gemte ansigtet i sine arme som hun lagde oven på hinanden på toppen af sine knæ, efter at hun havde bøjet benene. Tårerne løb lydløst ned over hendes kinder og ned på stoffet. Hun gjorde alt i verden for ikke at snøfte til trods for at hun ikke gjorde noget for at stoppe tårerne. Det kunne hun ikke.

[Akio Minori Takahiro]

Akio sov tungt og hørte pludselig låsen udenfor blive åbnet. var det allerede åbningstid. han åbnede øjnene og så mod verri der sad og grad lydløs. han blev dog sidene helt stille.
"hvorfor holder du det tilbage Verri. Du kan bare slippe det løs. ingen her dømmer dig"
Akio så roligt på hende og så ned på urterne og håvede de var også. han havde aldrig haft planter eller urter men han havde fået en til at hjælpe med at tage planterne med tilbage og stilte dem. han strøj sit hår tilbage og sukkede stille. Akio kunne ikke se hvordan Verri skulle klare sig uden en forsørger. og han kunne ikke se andre end ham selv som denne person da han var skyld i alt der var sket. men hvad ville hun sige.

[Verri Noen]

Verri havde siddet sådan et stykke tid da hun hørte en lyd. Hun genkendte den fra når hendes mor åbnede deres egen butik og et voldsomt tilfælde af hjemve og savn bølgede ind over hende og hun bed sig hård i læben i håb om at en fysisk smerte ville fjerne smerten hun følte i sit inderste. Efter endnu et stykke tid slap hun sin læbe igen og sukkede lavt. Det gav et ryk i hende da han pludselig talte men hun flyttede sig ikke fra den stilling som hun havde indtaget. "Hvad forskel gør det?" spurgte hun mat. Der var godt nok ingen der dømte hende med det lod heller ikke til at nogen gad bekymre sig om det. Omgivet af mutanter der havde satset liv og lemmer for at beskytte hende var det måske ikke helt den rigtige indstilling men alt så simpelthen så sort ud at selv deres støtte virkede ligegyldig. Zearia blev vækket af deres snak og blinkede et par gange med øjnene for at komme til sig selv. Hun så kort rundt inden hun huskede hvor de var. Så satte hun sig op og gabte mens hun strakte sig, stort set alle led i hendes skuldre, nakke, ryg og arme knækkede en gang og hun sænkede armene igen og så søvnigt på Verri inden hun lagde armene om maven på hende og hvilede hovedet mod hendes ryg. Hun svævede stadig lidt på grænsen mellem søvn og vågen. Verri bed tænderne sammen, men flyttede ikke på sig. Zearia lod blikket glide over mod Akio og bemærkede planterne, hun smilede for sig selv. Verri havde tit snakket om planter, så mon ikke de var der for hende. De havde i hvert fald ikke været der aftenen før. Zearia gabte igen og kiggede på Akio med et let spørgende blik. Hvad gjorde de nu? Ville Akio lade dem blive her i baglokalet indtil Verri var rask. Zearia følte sig klaustrofobisk bare ved tanken om at skulle blive inde i et hus, og så endda i ét rum. Hun betragtede ham søvnigt, med et blik der tydeligt spurgte til hans næste træk.

[Akio Minori Takahiro]

Akio så på Verri og sukkede trist. hanvar ikke god til mennesker eller mutanter. han var slet ikke god til selvskab. det var nok grunden til han ikke havde alligeret. han var ikke god til at tale med dem eller at vise omsorg. han rejste sig fra vinduet og strakte sig. han så på zerra som også vågnede og kiggede på ham og så spørgerne på ham med planterne og han nikkede. næste træk vidste han dog ikke inu. han gik over til verri og satte sig på hug og så på hendes fortabte ansigt.
"jeg ved det er svært verri. jeg ved ikke hvad man gør i sådanne situationer men du skal vide jeg er oprigtiglig bekymret for dig."
han så på hende og hans øjne vidste han mente det men han havde svært ved at vise det. han havde aldrig haft familie eller søskende at tage sig af. han havde altid været alene. uden forældre. hans tante havde altid ladet ham være alene så han kendte ikke til omsorg. han så på zerra og kunne godt se hvor tæt de var knyttet sig. men han håbede det var til det gode og ikke det værre for alle, mennesker og mutanter.

[Verri Noen]

Selv en person med gode evner inden for kommunikation og socialt sammenværd havde nok mødt en mur fra hendes side af. Hun ønskede ikke at snakke eller lade noget tæt på. Det var naturligt at Zearia var blevet en undtagelse så det tænkte hun ikke længere over. Hun opfattede Zearia som noget eller nogen der altid havde været der og altid ville være der. Hun havde trods alt redet Verri i mere end en forstand. Både fra døden men også fra sig selv. Det gjorde hende ikke noget at Akio tog det stille og roligt, mens at hans ellers så kolde lys var blødt en smule op gjorde hende usikker på ham. Det var nemmere at finde ud af når han bare var kold. Hun havde jo selv besluttet at være hans allierede, han havde endda advaret hende. Men hun havde slet ikke set det store perspektiv. Og nu kunne hun ikke lave det om. Aftenen før havde hun været stolt af sin beslutning. Nu tog barnlige holdninger over og hun fortrød og bebrejdede alle, inklusiv sig selv. Zearia smilede for sig selv ved hans nik og lukkede øjnene, hun var stadig træt. Hun gled tilbage i en let søvn lænet mod Verris ryg.
Verri lukkede øjnene da han kom hen til hende og begyndte at snakke. Han vidste hvor svært det var? Hun kunne jo ikke konkludere på om han havde prøvet noget lignende men der lod til at være sandhed i hans ord. De forskellige situationer hvorved de havde mistet deres forældre havde dog fået hende til at tvivle hvis hun havde kendt til dem. Som tingene var nu troede hun bare på ham, hun havde jo ikke grund til andet. "Burde mutanternes beskytter ikke vide hvad man gør?" spurgte hun en smule bebrejdende. Det kunne ikke være første gang at nogen blev såret pga. Minori eller pga. mutanthadet generelt. Hun vendte ansigtet væk fra ham da han nævnte at han var bekymret for hende. Det havde hun ikke lyst til at høre nu. I fangekælderen havde hun smidt alle disse tanker i baggrunden efter et stykke tid for at kunne fokusere på at overleve, men nu væltede det hele tilbage og overvældede hende voldsomt. Hun havde ingen idé om hvordan hun skulle tackle det. Inderst inde ville hun gerne have hjælp, men hun turde næsten ikke indrømme det.
Zearia var egentlig ligeglad med 'alle andre', hun bekymrede sig for sine egne. Hun havde aldrig oplevet medfølelse eller hjælp fra andre af Talians borgere, ikke engang mutanterne. De flygtede ved synes af hende eller angav hende for at tjene lidt penge. Hun havde intet tilovers for disse folk, men Verri så forbi alle rygterne og hendes vanvittige udseende. Det kunne ikke engang Zearia ignorere. Derfor beskyttede hun hende også nu. Beskyttede de eneste der oprigtigt havde bekymret sig om hende og oprigtigt havde kunne lide hende siden hendes forældre og storebror blev myrdet. "Jeg er sulten" mumlede hun og gabte igen "du har ikke noget spiseligt vel?" så op på Akio for at spørge om hun selv skulle finde noget eller om han ville foretrække selv at bestemme hvad hun skulle spise. Verri blev pludselig mindet om en tydelig følelse i hendes krop, sult. Hun havde ikke spist ret meget i kælderen siden menuen stod på vagter det meste af tiden. Hendes mave gjorde højlydt opmærksom på at hun også var sulten ved at knurre. Zearia smilede for sig selv.

[Akio Minori Takahiro]

Akio var ganske rolig. hvad svarede man sådan en ung kvinde der havde mistet alt. og hvorfor burde han vide hvad man skulle gøre. han slettede minder. han slettede det folk huskede. men han kunne jo ikke sige at hun bare skulle komme videre livet gik videre med eller uden forældre. men sådan var sandheden desværre. han så på hende og da han skulle til at svare høre han zerra og så på hende og nikkede. han rejste sig op og så på verri da han hørte hendes mave.
"hvad vil I gerne ha at spise"
han så på dem og vidste at han havde lidt af hvert i denne bar. det var jo lidt som et andet hjem. det var jo hans store kærlighed denne bar. han så på dem med rolige øjne.

[Verri Noen]

Verri fik lidt dårlig samvittighed da hun roligt kunne følge med i skiftene i Akios lys, men det var ikke helt til at fornemme hen over alle de andre følelser der overvældede hende. Derfor sagde hun ikke mere. Ville han overhøre kommentaren måtte han gerne for hende. Hun mente at han burde vide hvad man gjorde fordi han var mutanternes beskytter, deres frelser. Så måtte han da også kunne hjælpe dem? Eller hvad? Måske havde han mere brug for hjælp end hun først havde troet.
At tage let på hendes offer var nok det sidste han skulle med mindre han var indstillet på et raserianfald. Hun havde følelserne udenpå og var fyldt til bristepunktet med mere end hvad hun kunne sluge. Egentlig ville hun foretrække at være alene, men samtidig var hun glad for at hun ikke var det. Det havde ikke været Zearias mening at afbryde det han var ved at påbegynde. Men for hende kom fysiske behov før mental ustabilitet. De kunne snakke sammen når Verri var mæt, rask, smertefri og udhvilet. Så blev samtalen garanteret også en anden.
Zearia smilede ad ham, hun var ikke kræsen, han kunne servere lige hvad han ville. Verri løftede hovedet og tørrede øjnene "almindelig mad" bønfaldt hun næsten og forklarede lidt undertonen i Zearias smil med sin bøn. Zearia spiste hvad hun havde for hånden. Hendes mutantioner krævede ofte at hendes krop havde ekstra energi, derfor kunne hun ikke tillade sig at være kræsen. Verri derimod havde både moral og forfinede smagsløg at tage hensyn til, så et måltid ordentlig mad lød som en drøm efter at have været tvunget til at sulte så længe. Eller næsten sulte. Zearia så fra Verri til Akio "når bare der er nok gør typen af mad ikke så meget" hun slap Verri og strakte sig igen, denne gang uden alle knækkene. Hun så lidt fra den ene til den anden som for at spørge om hun skulle blive eller gå med Akio.

[Akio Minori Takahiro]

Akio ville gerne ha svaret hende men han vidste ikke hvad han skulle svare. Akio så på dem med rolige øjne og nikkede. han gik ud til døren og lukkede den efter sig. han talte med bartenderen. der var stille på denne tid. han fortalte hvad han ønskede af mad og drikke og bartenderen fik store øjne over alt det som akio betilte. han fortalte hvorfor han bestilte for meget. han havde to gæster som var sulte. fange sulte. den forstod han og begyndte at lave. Akio stod lidt der ude for at lade pigerne tale sammen vis det var det de havde brug for. Akio talte roligt med bartenderen imens han lavede maden. det kunne jo godt tage noget tid.

[Verri Noen]

Verri lod det passere da han ikke sagde mere, vendte bare ansigtet væk, selvom det ikke ændrede på hendes evnes funktion. Hun kunne stadig mærke ham lige så tydeligt, og 'se' hans lys lige så tydeligt. Det gjorde også at hun vidste hvilke følelser der lagde til grund for at han ikke svarede hende. Det var ikke fordi han ikke ville presse hende yderligere, det var simpelthen fordi han ikke vidste hvad han skulle svare. Men hun bad måske om det umulige. Men hun var ikke i en tilstand hvor hun tænkte på andre. Hun var vred og ulykkelig. Alting var alle andres skyld og hun var vred på dem alle. Selv på Akio selvom han havde redet hende fra en forfærdelig skæbne. Måske bundede det hele i at hun var vred på sig selv over ikke at have kunne rede sine forældre, over at havde bragt dem i fare og over at have været så uforsigtig at hun var faldet i kløerne på Dé Ricéy. Det hele havde måske været nemmere hvis hun var død også. Hvis Zerra aldrig havde fundet hende i kælderen og besluttet sig for at rede hende ud, eller i hvert fald passe på hende indtil hun var stærk nok til at passe på sig selv. Men Zearia blev hængende selv nu hvor Verri var redet. Så Verri forventede at hun havde tænkt sig at blive ved Verris side selv nu hvor de var frie. Måske var det også en meget god ide. Zearia bar ikke nag til menneskerne eller de andre mutanter i byen. Hun undgik dem bare. Selvom hun begyndte at nære flere negative følelser for denne Ciel Dé Ricéy så ville hun aldrig opsøge ham af sig selv. Og hun ville holde Verri fra at gøre det samme. Det var dumt at opsøge en kamp med menneskene. Det gik altid galt. Men det var Verri ikke i stand til at forstå i hendes daværende stadie.
Zearia betragteded Akio til han gik så vendte hun øjenene mod Verri. "Så vi bliver her?" spurgte hun roligt, personligt ville hun føle sig mere sikker i sit eget hus. Men det her kunne bruges midlertidigt. Indtil Verri havde kommet sig, i hvert fald fysisk. Den mentale healing der lå foran hende kunne tage lang tid at gennemføre. Og det krævede også at Verri var indstillet på at heale. Verri nikkede tavst, selvom hun kunne se Zearias betænkelige farve så mente hun oprigtigt at det var bedst hvis de blev hos Akio for nu. Han ville formegentlig kunne pege hende i den rigtige retning. Og så syntes Verri mere om hans livsstil end Zearias. I hvert fald når det kom til spisevaner. Hendes krop havde brug for at de blev lidt endnu. Zearia nikkede som accept selvom Verri ikke kunne se bevægelsen. Så gabte hun og lænede sig tilbage i sofaen, mens de to piger ventede på Akio i stilhed og tænkte hvert sit.

[Akio Minori Takahiro]

Bartenderen kom ud med en masse mad og så på akio med bekymrene øjne. "er du sikker på dette Akio Takahiro?" Akio sukkede og vidste det faktisk ikke selv, men håbede det. Han tog maden på en båre og kørte den over til døren og ind i værelset. Der var mange rubrøds mader. en kylling og to bøffer. En til hver af dem. "Så er der mad. rubrød, kylling, og bøffer."
Akio stilte det foran pigerne og gik over til vinduet og så på det ar han havde i håndfladerne. Akio foragtede Ciel. Hvorfor hadede mennesker og mutanter hinanden så meget. Akio så mod verri og var bekymret for at Ciel havde skadet hende mere end han kunne rede. Dog håbede han på det bedste for hende. Han tog hende gerne til sig, hun forstod ham nok bedre end nogle andre gjorde.