Post by Silvia Hunter on Mar 21, 2012 20:40:22 GMT 1
Det var næsten skræmmende så rolig, som han nu var, men det var måske bare sådan han håndtere de forskellige situationer, eftersom at han nok ville komme ud for en del. Hun lod blikket følge ham, hvorefter hun langsomt valgte at trække på skuldrene, hun vidste godt at hun hurtigt ville kunne snakke over sig, det var jo allerede sket. "Ved De hvad mit mareridt betyder?" spurgte hun efter noget tids stilhed, da hun ikke havde været helt sikker på, om hun skulle spørge ham, men det ville måske være lettere at finde betydningen, når der var en anden, som vidste hvad det handlede ham, så hun kunne få en anden synsvinkel på det. "Jeg har en underlig fornemmelse af, at det må have været en lille dreng. Det giver mest mening, men jeg ved ikke hvorfor" sagde hun en anelse prøvende, da hun jo nok ville blive ved med at forsøge at tyde mareridtet indtil at hun en gang ville få svar på det store spørgsmål, hvad betyder det for hende?
You shouldn't have lied to me.. I'm not good with lies..
Post by Akio Minori Takahiro on Mar 21, 2012 21:00:32 GMT 1
Akio så på hende og tænkte lidt. måske skulle han fortælle hende det eller måske ikke. "ikke lige nu. måske når jeg har tænkt længere om det" Akio vidste det var løgn men han måtte tænke over det. han lagde en hånd på døren og lukkede øjnene lidt. han slap og gik over til hende. "det kan godt være at det var en dreng men måske er det ligeså meget en pige. men husk nu at være forsigtigt når De nu går ud." hantog sine parpire og gik roligt over til døren og åbnede dem og da han gjorde det var det som om at han faldt tilbage. som om han blev ramt af noget og hans øjne virkede pludselig tomme.
Post by Silvia Hunter on Mar 21, 2012 21:09:39 GMT 1
Det irriterede hende noget så grusom, at han ikke ville fortælle hende noget, for hun havde på fornemmelsen af, at han kunne fortælle hende noget. Hun valgte derfor også at gå efter ham også selvom han nærmest havde afslået hendes forslag. "Jeg er sikker. Skjuler De noget for mig?" spurgte hun en anelse irriteret, da hun ikke var van til at folk, valgte at afslå hende på den måde, men samtidig så kunne Silvia ikke tillade at angribe ham eller bare blive alt for irriteret, da han jo ejede kroen og hun ikke ville smides ud. Hun bukkede hovedet ned mod jorden, efter at hun fik muligheden for at se ham træde en smule tilbage, hvad kunne han se, som hun ikke kunne se. Det var ikke rigtig fordi det var meningen, men hun valgte at åbne op for hans tænker, netop fordi hun ønskede at få svar på et spørgsmål, som hun havde lavet hele livet med. Derfor så hun et form for håb i ham, da han virkede som en der vidste noget.
Last Edit: Mar 22, 2012 9:31:12 GMT 1 by Ciel Dé Ricéy
You shouldn't have lied to me.. I'm not good with lies..
Post by Akio Minori Takahiro on Mar 22, 2012 19:09:12 GMT 1
Ja Akio skjulte meget for hende. men hvorfor skulle han afslører sig selv. han stod bare der i døren og havde hovedet bøget. han vidste ikke hun brugte sig evne men alt hun så var:
ren mørke, to store glasskår fløj mod ens øjne. et hav af flammer væltede over en. og lyden af smertefulde skrig lød. flammerne begyndte at sprede sig. alt var tåget pga glasskår. en lille gang imellem flammerne var ledig. man bevægede sig igennem tundlen af flammer og blev ramt men gik videre. flammerne begyndte at forsvinde bag en og alt sluttede der og alt var nu kun mørke.
Akio så kun mærke lige nu. han var blind i dette øjeblik. han trak vejret dybt ind og rettede sig op og gik langsomt ud fra lokalet og bevægede sig forsigtigt igennem kroen imens han lyttede sig frem til døren. da han kom til døren åbnede han og gik ud. han var nød til at få fat i hende efter arbejdet. han måtte fjerne det sidste vidne.
Post by Silvia Hunter on Mar 22, 2012 20:38:29 GMT 1
Hvorfor ville han ikke svare hende, var det ikke bare et tegn på, at han rent faktisk skjulte noget for hende, dog kom synet helt bag på hende. Flammerne føltes ægte, som om hun kunne mærke varmen mod hendes hud, det brændte, men alligevel, så gjorde det ikke ondt. Hun tog sig hurtigt til øjnene, da hun fik en fornemmelse af noget der skar ind i hendes øjne. Silvia valgte hurtigt at trække sig fra hans sind, eftersom at synet blev alt for meget for hende. Var det mon ham hun havde set? Der gik noget tid, før at hun rent faktisk kom til sig selv, men der var han allerede forsvundet ud af kroen og hendes vagt var endnu ikke slut.. Så hun ville næppe kunne løbe efter ham. Et suk forlod hendes læber, da hun desværre måtte opgive jagten på ham og vende tilbage til arbejdet. Hun nikkede roligt til sin chef, før at hun bevægede sig hen bagved baren og forsøgte at få styr på sine tanker. Det var lige nu yderst svært for hende at holde de andres tanker tilbage, derfor måtte hun tage det til sig og fortsætte arbejdet, som tidligere. Bartenderen fra tidligere på aftenen kom hen til hende. "Hvad ville han? Altså ejeren?" spurgte bartenderen med en yderst nysgerrig stemme, men Silvia valgte blot at trække en smule på skuldrene og vendte tilbage til arbejdet, hun havde fået en del at tænke på. For måske var hendes mareridt noget der faktisk var sket i virkeligheden?
Tankerne havde kørt rundt i Silvia's hoved hele aftenen, hvilket blot havde gjort hende en anelse træt, men det var ikke kun hendes egne tanker, som gjorde hende træt, dog lagde hun mest mærke til sine egne tanker, der var fyldt op med ejeren. Hvem var han egentlig, udover mutanternes beskytter, så havde hun en fornemmelse af, at han måske var noget helt andet? Og det med hendes mareridt forvirrede hende yderligere.. Efter nogle timer var kroen blevet tømt, og der var ikke rigtig andet at lave end blot at rydde op efter kunderne, så det kunne være klar til næste dag. Hendes chef kom gående hen imod hende, hvorefter hun blot rettede ryggen en smule, da hun jo godt kunne huske hvad ejeren havde sagt. Chefen var jo stolt af hende? "Silvia, du må godt gå nu, men så ses vi imorgen" hans stemme var ganske rolig, hvorefter den anden bartender blev sat igang med at gøre glas og tallerkener rene. Silvia så en smule uforstående på hendes chef, da det ikke var nødvendigt for hende at gå allerede dog valgte hun at takke ja til tilbudet og forlod sin plads bag ved baren. Et let suk forlod hendes læber, da hun bevægede sig udenfor og lod blikket glide op imod himlen. Natten var så småt begyndt, men det generede hende ikke det mindste, da de fleste bekymringer havde forladt hendes krop. Bortset fra ejeren og mareridtet.
Last Edit: Mar 24, 2012 18:26:32 GMT 1 by Ciel Dé Ricéy
You shouldn't have lied to me.. I'm not good with lies..
Post by Akio Minori Takahiro on Mar 24, 2012 20:42:33 GMT 1
Akio havde sikkert forvirret hende men hele aften ventede han i en gyde bag kroen. Akio var rolig og ventede med tålmodighed. han så de sidste gik og ventede stille. han hørte Silvia komme ud og så på hende. han var rolig. de blå øjne så på hende. han var stille da han gik over til hende og skyndte sig at ligge en hånd om hendes mund og trak hende med ind i baggyden imens at han var bag hende og holdte hende fast. "dette vil ikke gøre ondt. jeg vil bare befri dig" han var roligt og så på hendes hår bagfra. han vendte hende hurtigt om, han holdte hende mod muren og så hende dybt i øjnene. han havde en hånd på hendes brystkasse for at holde hende inde. den anden hånd lod han glide ned over hendes hoved og øjne og fik kun små blik lige nu. hvorfor virkede evnen ikke som de plejede. han så hele tiden flammer og så det normale og så flammer igen. dog det sidste han så var pludselig hans blå øjne der stirrede på ham selv med blod løbene ned af. han prøvede at slette. noget var galt. hvorfor kunne han ikke slette. pludselig fløj han tilbage som havde han blevet frastødt med et lyn. han stod op af den anden væk med store øjne som havde han set et spørgelse. de store kattepupiller så lige frem som om at han var gået i stå. han havde aldrig mistet sin evne på nogle hvorfor hende? hvorfor nu? hvorfor på den sidste som huskede?
Post by Silvia Hunter on Mar 24, 2012 21:50:25 GMT 1
Himlen var yderst betagende, som om den nærmest bad hende om at stirre på den i en evighed, men alligevel var der noget som forstyrrede hende i at gøre som der blev 'sagt'. Hun blinkede en smule med øjnene, da hun lige pludselig mærkede en hånd for hendes mund, hvorefter hun blev trukket ind i den nærmest gyde. Hendes hjerte slog et ekstra slag, hvorefter hun forsøgte at tage det hele med ro, men af en eller anden grund, så var hun panisk, men i det at hun hørte stemmen faldt hun en anelse til ro. Før at det gik op for hende, at han stadig havde fat i hende. Hun forsøgte at sige noget, men der kom ikke rigtig noget ud af hendes mund. Silvia forsøgte at trække hans hånd væk fra hendes mund, men blev en smule forskrækket, da hun kunne mærke muren mod hendes ryg. De lyseblå øjne gled ind i hans, lige indtil at han placerede sin hånd over hendes pande og øjne. "Hvad har De gang i? Befri mig fra hvad?" man kunne tydeligvis høre på hendes stemme, at hun virkelig ikke vidste hvad der foregik, før at det allerede var for sent. Hun blev på en måde lukket inde i sig selv, da han valgte at trænge ind i hendes minder, hvilket gav hende muligheden for at se mindet tydeligere. Silvia så sig selv stå ikke ret langt fra huset, hvor hun blot stirrede mod de store flammer, som havde sit tag i huset. Skikkelsen, som hun havde set i hendes mareridt, bevægede sig ud af huset og det lignede Akio? Hvad betød det? Hun kunne høre en stemme i baggrunden.. Silvia, lille skat, vi skal væk her.. Inden nogen tror, at jeg har gjort dette.. Hun kunne sagtens genkende stemmen, det var hendes mor, men hvad var der helt præcist sket? Hun så drengens øjne, eller nok nærmere glasset, som sad i hans øjne.. Derefter kom hun i tanke om Akios pupiller, som lignede katteøjne. Det var ham!
Lige med et blev hun kastet ud af sit minde, og lagde en hånd mod sit bryst, omkring hendes hjerte, som blot hamrede derud af. Hun skulle lige tage sig sammen, før at hun lod sit blik glide over på Akio, der stod klistret op imod den modsatte væg. Et suk gled over hendes læber, da hun valgte at ligge hænderne mod den kolde mur og skubbe sig væk fra væggen. "Det var dig, som kom ud af det brændende hus" sagde hun en smule lavt, selvom hun stadig var en smule chokket over situationen, så bevægede hun sig over mod Akio. Alt imens at hun forsøgte at tyde ordene fra hendes mor.. Hvorfor var hun bange for at hun ville blive beskyldt for ilden? Havde hendes familie noget at gøre med Akio's familie? Det var underligt at tænke på..
You shouldn't have lied to me.. I'm not good with lies..
Post by Akio Minori Takahiro on Mar 25, 2012 11:28:22 GMT 1
han skulle måske ha gjort det tidliger men hun ville være forvirret efter en minde sletning og det skulle jo ikke gå ud over hendes arbejde. men at hun så sit mareridt klart anede han ikke. han havde kun set ild og så sig selv se på sig selv. hvorfor han havde set det vidste han ikke. han stod op af væggen og holdte hænderne på væggen og stod med store øjne. da hun pludselig talte så han lidt op og på hende. han trak vejret dybt og langt og da han pustede ud lukkede han øjnene og da han åbnede dem var de rolige og kolde igen. han lagde hovedet mod væggen og så op på huset.. "så ved du hvorfor jeg ikke tydede dit mareridt.... hvad vil du gøre nu" han så ned uden at flytte hovede fra at se på himlen. de isblå øjne så dybt på hende men de fortalte ikke noget om hvad han følte eller tænkte. han undgik helst at tænke lige nu. han kendte jo hendes evne. han så bare på hende uden at sige mere.
Post by Silvia Hunter on Mar 25, 2012 11:39:23 GMT 1
Silvia virkede muligvis en anelse omtåget og hun havde svært ved at finde ud af, hvad der var virkeligt og hvad der bare foregik i hendes hoved. Hun forsøgte dog at tage sig en smule sammen, eftersom at hun nødigt skulle vise sig svag overfor mutanternes beskytter, det ville jo være direkte dumt? Hendes blik gled ud langs med gyden, eftersom at hun blev nød til at danne sig et blik over hvor de befandt sig. Hun kunne dog godt genkende stedet, eftersom at hun ofte var gået ind i denne gyde for at samle tankerne, inden at hun trådte ind på kroen. Ligesom for at holde hendes sind lukket. Silvia lod roligt sit blik glide ind i hendes og foldede hænderne foran sig, hvad skulle hun stille op med de minder? "Jeg vil gerne vide, hvorfor jeg kan huske noget omkring Deres fortid? Har det noget med mig at gøre? Og hvorfor min mor var bange for at hun ville få skylden for at have sat ild til huset.. Det hele virker så klart, men er alligevel fuldstændig fjernt fra min bevidsthed" man kunne vel sagtens fornemme på hendes ord, at hun ikke vidste hvad hun skulle stille op eller gøre? Hvad havde hun egentlig tænkt sig at gøre, når hun først fik mulighed for at tyde hendes mareridt? Hun kunne overhovedet ikke huske, hvad der var meningen med at finde betydningen. Måske hun slet ikke skulle have været så nysgerrig.
Der gik noget tid, før at Silvia ligesom kom til sig selv igen. Eftersom at hun valgte at stå stille og nyde tavsheden, netop fordi han ikke havde nogle tanker i øjeblikket, så havde hun jo mulighed for at nyde freden en smule. Dog kunne hun ikke lade vær med at overveje, hvad hendes mor havde ment? Havde hendes mor en eller anden form for relation til dem i huset? "Tror De eventuelt, at der er en eller anden form for relation imellem os?" spurgte hun efter lidt tid og lod sit blik glide ned i hendes hænder, der bare gned som op af hinanden, ligesom for at være beskæftiget med et eller andet. Hun følte sig muligvis også en anelse rastløs, men alligevel også lettet, fordi hun nu vidste, hvad hendes mareridt betød - eller hun forstod det nu ikke helt, men nu vidste hun, at han kunne svare på det.
You shouldn't have lied to me.. I'm not good with lies..
Post by Akio Minori Takahiro on Mar 25, 2012 11:51:57 GMT 1
Akio så roligt på hende. ja hun forstod det ikke. desværre så var Akios minde om hvad hans forældre have skændtes om meget tåget. han havde jo kun været 5 år. han så på hende og rettede hovedet mod hende. hvad mente hun med at hendes mor var bange for at få skylden? han så på hende og tænkte lidt. "hvad gammel er du." han var ligefrem ikke noget med undskyldninger eller noget. for han kunne ikke forklare hvorfor hun synes det var klart og uklart på samme tid. men måske hendes alder kunne opklare sagen. også hvorfor hun følte sig fanget i sine mareridt. han så roligt på hende og så hvor restløs hun var. hun var vist van til masser af tænker. men han var bare ikke typen som ville tænke for meget. han var alligevel også typen som tænkte over mane ting men ikke når der var nogle i nærheden. hendes spørgssmål valgte han bevidst at inorere for at tænke finde ud af det hele på en gang.
Post by Silvia Hunter on Mar 25, 2012 12:18:18 GMT 1
Hvordan skulle hun kunne forstå sin situation, når hun kun havde været 1 år, da hun oplevede branden, som havde spredt sig i det store hus. Nok havde hendes mor forsøgt at komme væk i en fart, men Silvia havde betragtet det hele fra hendes mors skulder og dermed sagt var hun på en måde blevet traumatiseret. Men det var selvfølgelig altid noget at hun ikke var bange for ilden, eftersom at hun aldrig havde fået lov til at nærme sig ilden.. Hun lagde hovedet en anelse på skrå, da hun hørte hans spørgsmål.. Hvad mente han dog med det? Kunne han bruge hendes alder til noget? Egentlig var hun ikke bange for at oplyse sin alder, for hvis det kunne hjælpe på de mange spørgsmål, så ville hun blot blive lettet. "Jeg er 24" sagde hun en smule lavt, men det var ikke fordi hun følte sig gammel eller noget. Men de tvar mere hvis han nu i virkeligheden var meget ældre end hende? Så kunne de vel ikke have nogen relation? Fordi hun havde jo set i hendes mareridt, at der var to mennesker, der var blevet dræbt i branden og disse måtte have en relation til ham.
You shouldn't have lied to me.. I'm not good with lies..
Post by Akio Minori Takahiro on Mar 25, 2012 13:33:19 GMT 1
han så på hende og kunne se at hun undrede sig. han hørte hendes alder og tænkte lidt og begyndte at regne ud og det var tydeligt på hans måde at se rundt på lige nu at han begyndte at ligge det hele sammen som var det et regnestykke. han bevægede fingeren som var det et parpir han var igang med at skrive på. "det vil sige at grundet dit mareridt at du ikke kunne bevæge dig var fordi du kun var 1 år gammel. det forklare det faktisk meget godt. men hvad din mor mente kan jeg ikke svare på." var hendes mor en af dem han havde slettet hukommelsen på eller var hun død før han lærte sin evne at kende. det hele var underligt. han håbede bare ikke han skulle begynde at rippe op i hvad der var sket dengang. han huskede det hele men ikke hvad hans forældre sagde til hinanden.
Post by Silvia Hunter on Mar 25, 2012 15:28:36 GMT 1
Silvia så en smule undrende på ham, havde han virkelig styr på det eller var det bare noget han forsøgte at bilde hende ind. Kunne hun mon stole på ham, han havde jo forsøgt at slette hendes minde, men han havde jo også snakket om at han blot ønskede at befri hende.. Befri hende fra hendes mareridt eller hvad? Hun så en smule undersøgende på hans bevægelser og kunne ikke rigtig lade vær med at grine lavmælt, eller hun forsøgte i hvert fald at være nogenlunde lydløs. "Er det virkelig så lang tid siden? Jeg må være blevet traumatiseret af flammerne.." sagde hun en smule eftertænksom og kunne ikke rigtig forstå, hvorfor noget fra hendes barndom jagtede hende på denne måde, men det måtte jo have en dybere betydning? Men hvordan i alverden skulle hun kunne komme frem til det? Ville han tillade hende at undersøge situationen nærmere? "Hvad nu hvis du trænger ind i mit hoved igen og forsøger at finde frem til mindet igen? Så kan det være at jeg i min bevidsthed kan komme frem til flere oplysninger?" spurgte hun en anelse forventningsfuldt, da hun blot ønskede at få det hele på plads. Men hun havde nu aldrig overvejet om hun overhovedet ville bryde sig om det hun måske kunne finde frem til? Eller bare det han ville se i hendes minder? Mon han vidste at hun nærmest havde blottet sine evner overfor prinsessen og hendes lærer? Det var jo det, som hun havde været bange for, at det var det han var kommet efter, da hun først fandt ud af, at han var mutanternes beskytter.
You shouldn't have lied to me.. I'm not good with lies..
Post by Akio Minori Takahiro on Mar 26, 2012 10:36:11 GMT 1
Akio stod roligt at så på hende. ja hun kunne nemt være blevet traumatiseret af flammerne. men det kunne han jo ikke svare på det var jo ham som havde været inde i flammerne. han kørte en hånd op af håret og så mod himlen. da hun spurgte om han kunne trange ind i hendes minder hævede han et bryn. "hvad... tror du jeg er talepatisk som dig?... jeg kan ikke bare gå ind og se minder. vis jeg ser et minde skal jeg slette det ellers slipper jeg aldrig.. men af en eller anden grund virker min evne ikke lige... hmm" han skubbede sig ud af væggen og gik lidt mo dgaden fo rat tænke. men hvad skulle han gøre. hvorfor virkede evnen pludselig ikke. den hade altid virket
Post by Silvia Hunter on Mar 26, 2012 10:48:11 GMT 1
Det var egentlig en smule irriterende, at hun havde fundet ud af at mareridtet var virkeligt, men samtidig var hun kommet i tvivl om noget helt andet. Hvorfor var det lige præcis at hun huskede og drømte om så meget om lige netop dette.. Et roligt suk forlod hendes læber, hvorefter hendes hænder gled ned langs med hendes krop. Hun tog sig en smule til hovedet og kunne fortsat se flammerne foran sig. Det var i bund og grund anstrengende for hende at være i nærheden af ham, som om der var en forbindelse imellem dem uden at de vidste det eller ville kunne forklare deres situation? "Nej, jeg mener bare, at du tidligere trængte ind i mit hoved.. Tilsyneladende for at slette mit minde, så endte det jo med, at jeg oplevede det hele igen bare mere virkeligt? Måske vi kan få svar på vores spørgsmål, hvis du gør det samme igen?" foreslog hun roligt, men detvar selvfølgelig ikke sikkert, at han overhovedet ønskede at få nogle svar? Men kunne hun trænge ind i hans hoved og måske opdage sin egen fortid igennem hans minder? Det ville sikkert kræve alt for meget, så hun ville ende med at besvime eller noget der måske var værre?
You shouldn't have lied to me.. I'm not good with lies..
Hvilken årstid befinder vi os i? Det afgør ugerne:
The List:Uge 19 - 46: 5. år- 19-25: Forår -
26-32: Sommer
33-39: Efterår
40-46: Vinter
!Population!
Hvor mange mutanter og mennesker er der i landene?
Talian:
Nord:
8 Mutanter / 5 Mennesker
Øst:
9 Mutanter / 10 Mennesker
Syd:
11 Mutanter / 1 Menneske
Vest:
8 Mutanter / 1 Mennesker
Kongelige:
1 Mutant / 1 MenneskeMeRosal:
14 Mutanter / 3 Mennesker
Kongelige:
1 Mutant / 0 Mennesker