Post by Akio Minori Takahiro on Mar 26, 2012 10:59:31 GMT 1
Akio var rolig og tænkende over situationen. han så på gaden og vendte sig mod hende da hun sagde hun havde set det hele da han prøvede at slette hendes minde. men var hun sikker på at hun ville vide alt der var sket. han ville ikke for han huskede det hele selv om han havde svedt ud had forældrene sagde. "er du overhovedt sikker på at du vil vide hvad der skete dengang. det kan jo traumatisere dig mere end nu."¨ han så på hende med alvorlige øjne. det var en alvorlig situation
Post by Silvia Hunter on Mar 26, 2012 11:05:48 GMT 1
Silvia forsøgte at aflæse hans kropssprog, men det var alligevel en smule svært at holde koncentration, men heldigvis for hende, så var det muligt for hende at slappe af, da der ikke rigtig var nogle ude ud over dem. Dermed var der ikke nogle tanker andre end hendes egne og hans. Men Akio var tydeligvis ikke en af dem der tænkte særlig meget, det havde hun allerede besluttet nu. Hun valgte roligt at trække en smule på skuldrene, hvorefter hun blot overvejede hans ord, fordi havde hun lyst til at kende sandheden? Hun sank en mindre klump og så en smule beslutsomt på ham. "Jeg bliver nød til at vide det, så jeg kan koncentrere mig om noget andet. Det kan jo være, at jeg på den måde kan give slip? Måske du også kan få svar på nogle spørgsmål?" sagde hun mere eller mindre sukkende, da hun virkelig håbede på at han var med på ideen. Hun gik derfor hen til ham og så på ham med bedende øjne, nærmest som en lille hund, der bare tiggede og bad efter at få noget mad. Men var det ikke også meningen at mutanternes beskytter, altså ham, skulle hjælpe mutanterne? Nu kunne han hjælpe hende med et af de største spørgsmål, hun havde.
You shouldn't have lied to me.. I'm not good with lies..
Post by Akio Minori Takahiro on Mar 26, 2012 11:31:43 GMT 1
få svar på nogle spørgsmål? hvad skulle det være? han huskede det hele. set alle versioner fra forskellige folk. han anede ikke om han ønskede at vide hvad d havde skændtes om. han vidste kun han ikke ønskedde andre end ham der skulle vide det. han så på hendes bedene øjne. de isblå øjne som ham selv. han så længe på dem. alt var stille da han rystede på hovedet. "jeg kan ikke hjælpe. mine evner svigter mig lige nu. men måsk en ag kan jeg svare dig på hvad din mor mente." han ville godt hjælpe men kunne ikke. han havde glemt hvad hans forælde havde skændtes om så nu var det bare at vente, nu var det bare at se hvad hun ville sige
Post by Silvia Hunter on Mar 27, 2012 10:57:09 GMT 1
Var Akio overhovedet med på at gøre en indsats? Hun havde muligvis forventet mere af mutanternes beskytter, så hun var faktisk en anelse skuffet over hans ord. Dog forsøgte hun at skjule sin skuffelse, eftersom at hun valgte at tænke over sine muligheder, kunne hun selv gøre noget? Hun lukkede øjnene i et kort øje blik og kiggede så ganske alvorlig på ham. Han skulle hjælpe hende, uanset om han havde lyst eller ej! Silvia var træt af, at blive holdt for nar, men samtidig også blive afholdt fra sandheden. "De bliver nød til at hjælpe mig, uanset om De har lyst eller ej." sagde hun ganske alvorligt og valgte at stille sig tættere på ham, hvorefter hendes øjne blev lysere og lysere i det. Hun valgte simpelthen at trænge ind i hans tanker, fordi hun var sikker på at han havde tænkt et eller andet som barn, det ville bare tage noget tid, før at hun ville finde frem til det rette. Da hun jo først skulle forbi alle dem, som han rent faktisk havde slettet hukommelsen fra. Der var mange.. Det var næsten overvældende og hun ville ikke selv kunne holde styr på alle de tanker og minder, som han havde slettet, fordi han ville sikkert huske det for evigt? Hun bevægede sig længere og længere ind i hans sind, der ville forhåbentlig ikke gå særlig lang tid før at hun ville komme frem til branden. "Vis mig, hvad De tænkte den gang, Akio. Den gang i ilden.. Varmen.. Skrigene og sorgen" sagde hun med en næsten dvalende stemme i hans hoved, blot for at tvinge hans tanker hen på det brændende hus. Varmen, der sikkert ville stige de fleste til hovedet. Hun stod egentlig ganske stille, det var kun den svage vind, som strøg ind i gyden, der gik hendes hår til at bevæge sig.
You shouldn't have lied to me.. I'm not good with lies..
Post by Akio Minori Takahiro on Mar 27, 2012 17:23:02 GMT 1
Akio var meget kold af natur efter at skulle ha bæret rundt på minder han havde slettet. han ønskede jo ikke at være alene om det man alle spurgte for meget. han så på hende da hun så på ham og sagde han skulle hjælp hende om han ville eller ej. han så hendes øjne lyse. så nu vidste han hvornår hun brugte sin evne. da hun trangte ind i hans sind så han lidt på hende og var ikke sikker på hvad han skulle gøre. dog så han pludselig vredt på hende da hun beordrede ham til at huske tilbage. *FINT! Vil du se hvad der skete så skal du nok få lov til det* hans stemme var vred og høj i hendes hoved nu og han lukkede øjnene og pludselig ville hun bare høre og se en masse billeder bare susse forbi hende i voldsom fart da alt bare pludselig stoppede og alt var mørkt.
Akio var 5 år. han så ud af vinduet på himlen som skyerne blev mørkere. [colo=52D017]*det ser ud til at det snart skal regne*[/color] døren blev banket på og åbnet. Akio løb over til trappen og så ned af trappen. *øv det var ikke far* kvinden som var kommet ind i huset gik idet at man kunne høre en råbe at han var hjemme. *far er hjemme* Akio løb ned af trappen og stilte sig i gangen da man kunne høre en råbe op. "hvem var den kvinde? hvorfor havde hun et barn med og sagde at det var dit?" "tag det rolig det var sikkert ikke så slemt som du gør det til. jeg kan jo forklare alt vis du bare tager det rolig." "DU var mig utro ikke sandt.... aarg jeg vidste at jeg ikke kunne stole på dig sådan som du har opført dig på det seneste... så den pige hun havde med var din datter" "ikke stole på mig! er det mig som laver et nummer over noget jeg ikke vil kendes ved. vis jeg ville ha den kvinde var jeg gift med hende og ikke dig! så slap for helved af eller du fortryder det" Akio rystede på hovedet og gik ind til dem og tog fat i farens ærme og hev i det. "Far, mor stop med at skændes" "hold kæft" Akios stemme og tænker var meget mere lyse og glade end nu og han virkede mere glad. da faren sagde hold kæft til Akio slå han ham så han fløj ind i et bord bag sig hvor en glas vase stod. glas vasene ramte gulvet foran ham og idet at han åbnede øjnene fløj to glasskår ind i hans øjne. et stort skrig fløj fra ham. han tog fat om glasskårende og mærkede smerten og hev dem ud. han rystede og hørte bare sine forældre skændes videre. han gik ud i køkkenet og så rundt med smertefulde øjne der tågede og ikke kunne åbnes så meget. han så en olie lampe. han tog fat i lampen og rystede da han med et rasende anfald kastede lampen ud i gangen ind til hvor moren og faren var. *ik... slå mig.... ik... skændes...* han gik ud i gangen og da olien kom over til moren og faren kom ilden hurtigt efter og de begyndte at skrige i smerte og det var dødelig smerte. de ville dø. Akio gik ud i flammerne hvor at andre ville skrige på hjælp. han gik ud som om at han ikke se flammerne. han så mod forældrene der havde olie over sig så de ikke kunne slukke flammerne. Akio var ligeglad. hans kunne kun se omris. han så en tunnel i flammerne og gik igennem. flammerne ramte huden og brandte ham. *hvad skete der... hvorfor gør det ondt over alt han gik igennem tunlen og hurtigt pludselig nogle råbe op om at de måtte hente vand hurtigt. Akio kom igennem tunlen og uden for. han så tomt rundt men intet af se. pludselig blev der taget fat i Akio og han blev hevet væk hurtigt. det næste han selv huskede var at han pludselig begyndte at grade og det var ikke vand men blod som han grad. og der sluttede mindet i gråd.
Post by Silvia Hunter on Mar 27, 2012 20:49:52 GMT 1
Silvia forsøgte at lukke de fleste følelser ude, fra hans side af, da hun sagtens kunne fornemme på ham, at han virkelig ikke var glad for at hun trængte ind i hans sind, men hun mente ikke selv at hun havde noget valg. Hun ønskede svar og det skulle hun nok finde, uanset hvad hun ville finde, så måtte hun bare tage imod det med oprejst pande. Hun forsøgte også at fortrænge hans ord, da han tydeligvis ikke var tilfreds, men hun kunne ikke rigtig tage hensyn til det. Dog blev hun ramt af flere forskellige minder, som blot strømmede hen over hende, indtil at det hele gik i stå og mørket lagde sig rundt om hende. Hun forsøgte at kigge sig en smule omkring, før at det gik op for hende at hun befandt sig indenfor i huset, men nu brændte det ikke. Så var der måske en mulighed for at komme til bunds i det hele? Hun så en skikkelse banke på døren og lagde hånden hen over hendes mund, da hun sagtens kunne genkende hendes mor.. Men var den lille pige, så hende, som lille? Hun rystede en smule på hovedet og valgte at gemme sig oppe ved trappen. Men der så hun til sin overraskelse en dreng lure. Silvia forsøgte at betragte det hele fra afstand, men alligevel valgte hun at følge drengen, som han bevægede sig ned til de to forældre som skændtes helt vildt om utroskab. Det gik lige pludselig op for hende, at der var en mulighed for at det var hendes far, hun havde fået et glimt af. Et tåre pressede sig på i den virkelig verden, som hun hurtigt tørrede væk, så han ikke ville opdage det. Dog valgte hun igen at koncentrere sig og valgte at se mindet til ende..
Da hendes øjnene lige pludselig blev normale, stirrede hun blot tomt på Akio. Hun havde muligvis haft en chance for at se hendes far, hvis han ikke havde brændt dem levende? Hun stod fuldstændig uforstående og kiggede på ham. Det var dog endnu ikke gået op for hende, at hun i virkeligheden stod overfor hendes halvbror. Silvia havde jo altid været enebarn, så det var en ganske underlig følelse. "Min... Min far.." mumlede hun lavt og en anelse stammende, da hun ikke rigtig vidste hvad hun skulle stille op, hvorefter hun placerede hendes hænder foran hendes øjne og begyndte at græde.
You shouldn't have lied to me.. I'm not good with lies..
Post by Akio Minori Takahiro on Mar 27, 2012 21:06:53 GMT 1
Akio var en hård person og at hun selv ville se hans minde var hendes problem. det var tydeligt at han var utilfreds. han huskede intet om hvad de havde sagt så at hun nu vidste det hjalp ikke. at hun vidste hans fortid var han ikke glad for. han havde i hele levet været alene om det. han havde altid holdt det skjult for en grund. han rykkede sig fra hende da han se hendes øjne var normale han gik dybt ind i gyden og så på væggen. med et hårdt vredt slag smadrede han s sin hånd ind i væggen. han stod der i noget tid. ned af våggen faldt blod. han stod bare med smerter nu men han var ligeglad. han var vred og måtte gøre det gik ud over noget. han hørte hvad hun hviskede og så lidt på hende og rystede på hovedet. "det var min far... den man jeg så op til" sagde han og tog hånden fra væggen. knoen var smadret og blødte meget.
Post by Silvia Hunter on Mar 27, 2012 21:17:10 GMT 1
Han reaktion kom helt bag på hende. Hun ønskede dog ikke at sladre om hans fortid, eftersom at hun blot ønskede svar på hendes mareridt, som nu alligevel var virkeligt. Det at han havde været skyld i det, måtte hun jo bare bide i sig eftersom at hun umuligt kunne gøre noget ved det nu. Det var allerede for sent. Desuden skulle han beskytte mutanterne.. Det var hvad han var og ingen anden. Ingen ond person. Han hjalp folk. Et chok strøg igennem hendes krop, da hun hørte slået mod muren, hun skyndte sig at bevæge sig ned til ham, dog holdt hun sig en smule på afstand, netop fordi hun ikke vidste hvad han kunne finde på. Silvia nikkede en smule med hovedet, fordi det var jo også hans far, men hun vidste nu, at det også var hendes, eftersom at deres far tilsyneladende havde været utro med en anden kvinde, hendes mor. "Det var vores far... Skænderiet kører rundt i mit hoved.. Min mor opsøgte din far, men endte med at støde ind i din mor, hvilket ledte til et skænderier mellem dine forældre.." sagde hun en smule lavt, selvom hun var ret sikker på, at hun umuligt ville kunne forklare det ordentlig overfor ham. Hun ønskede jo ikke at knuse hans fortid, selvom han nok havde gjort det, i det sekund han havde set sine forældre brænde op.
You shouldn't have lied to me.. I'm not good with lies..
Post by Akio Minori Takahiro on Mar 27, 2012 21:28:54 GMT 1
nok var han mutantbeskytteren men han var stadig menneskelig. da hun begyndte at tale om hans far var det som om det slå klik. man skulle ikke ændre hans billed af hans far. han farede mod hende og tog fat om hendes hals og løftede hende lidt op fra jorden og holdte hende oppe mod muren. "du holder din kæft. han var ikke vores far men min.... du skal ikke tro at du kan plante noget i mit hoved" det var tydeligt at se at han var stolt over sin far og at han ikke ville tro på at hans far havde været utro. Akio rystede med hånden han holdte hende med og det var tydeligt at han ikke ville se det i øjnene. han ikke ville miste det eneste minde han havde om sin far. Akio så længe ind i hendes øjne og hans katte pupiller var som om de var blevet smallere og hans nærmest havde mistet bevidstheden om hvad der skete lige nu.
Post by Silvia Hunter on Mar 28, 2012 7:39:31 GMT 1
Silvia blev helt chokket over hans reaktion, og havde svært ved at finde en ud vej, i det sekund, hvor han farede mod hende. Hun nåede kun lige at blinke en enkelt gang med øjnene, før at hun mærkede muren mod hendes ryg og ham løfte hende op i hendes hals. Hun valgte af refleks at ligge hænderne mod hans arm, i et forsøg på at få hans greb af hendes hals. Hun gispede også en smule efter vejret. "Jeg planter ikke noget i dit hoved! Jeg er din halvsøster, Akio.. Uanset om du vil se det i øjnene eller ej!" sagde hun en anelse gispende efter vejret. Da hun stadig forsøgte at få hans hænder væk fra hendes hals. Hun så ham ind i øjnene, hvorefter en tåre trillede ned over hendes kind. Hun begyndte langsomt at sparke ud efter ham, også selvom hun ikke havde særlig mange kræfter tilbage. Hun lukkede øjnene og forsøgte at bevare roen, selvom det var yderst svært, så længe han var i gang med at kvæle hende.
You shouldn't have lied to me.. I'm not good with lies..
Post by Akio Minori Takahiro on Mar 28, 2012 11:11:47 GMT 1
Akio var som en helt anden lige nu. da hun sagde hans navn og en tåre faldt fik hans store øjne og kørte hende stille ned til jorden igen. han slap hende og forstod ikke hvad han havde gjort. han tog fat om hans hånd som han havde kvalt hende med. han så på hende og blinnkede for at komme til sig selv. "undskyld. jeg ved ikke hvad der lige skete... jeg må hellere gå." han vendte ryggen til hende og begyndte at gå ud fra gyden igen. han forstod ikke noget som helst. han kunne ikke lige huske hvad hun havde sagt og hvad der lige var sket. hvad havde han dog gjort.
Post by Silvia Hunter on Mar 28, 2012 11:18:27 GMT 1
Hun gispede en smule efter vejret, da det så ud til at han var ved at komme til sig selv. Silvia var blot lettet over, at hun endnu en gang kunne trække vejret og havde fast grund under fødderne. Noget der dog var svært, var at komme til sig selv, eftersom at hun var en smule lammet af situationen. "Vent Akio.." sagde hun med en stille stemme, da hun lige skulle have vejret igen. Men hun valgte dog at rette sig en smule op og tage en dyb indånding, hvorefter hun fulgte efter ham. Hun havde bestemt ikke tænkt sig at lade ham være lige med det samme, eftersom at hun gerne ville til bunds i hans opførelse. Hun vidste slet ikke at han besad sådan et temperament, det var kommet helt bag på hende, og hun havde ikke haft lyst til at bruge sin evne på ham, da en gang var nok.
You shouldn't have lied to me.. I'm not good with lies..
Post by Akio Minori Takahiro on Mar 28, 2012 11:35:38 GMT 1
det var nyt for Akio at ha sådan et tempraman. men at det skete nu... det var nok fordi at hans mål med livet var blevet ødelagt hun havde ødelagt det hele. hun havde set alt han havde ville slette fra folks minder. alt han ville holde for sig selv. men at hun var hans halvsøster havde han ikke hørt ordenligt. han stod roligt da han hørte hun råbte han skulle vente. "hvorfor.... hvad vil du mig.... har jeg ikke gjort nok skade?" han så mod hende og sukkede. han anede ikke hvad der var sket. han ville heller ikke vide det. ihvert fald ikke nu
Post by Silvia Hunter on Mar 28, 2012 11:46:59 GMT 1
Silvia havde slet ikke forventet den reaktion fra ham, men hun var dog helt overbevidst om at de var i familie, eftersom at skænderiet jo havde handlet om Silvia og hendes mor.. Hun var ganske overbevidst om, at hverken hun eller Akio kunne løbe fra sandheden, så var det mere om han ville acceptere det? Men ville hun overhovedet acceptere det? Til et vist punkt havde hun forstået det, men om hun kunne indse det, var en helt anden sag. "Du har ikke gjort noget, Akio.. Jeg ville sikkert også reagere sådan, hvis en vildt fremmed mand fortalte, at han var min halvbror" sagde hun roligt, da hun sikkert ville have taget det på nogenlunde samme måde, hvis en fremmede person var kommet hen til hende og havde frosøgt at fortælle hende at de i virkeligheden var i familie med hinanden. Derfor var hun heller ikke sur på ham. Det var jo helt forståeligt. Hun sank en mindre klump, da hun valgte at træde nogle skridt til siden, hvis han nu angreb hende igen. Hun havde faktisk en storebror eller halvt, dog var det en vidunderlig tanke, at hun ikke var helt alene.
You shouldn't have lied to me.. I'm not good with lies..
Post by Akio Minori Takahiro on Apr 4, 2012 20:43:02 GMT 1
Akio trak vejret dybt og så på hende med tænksomme øjne. han rystede på hovedet og så mod gaden. hun kunne sige hvad hun ville. Akio ville ikke acceptere lige nu at ha en søster. men det kunne jo godt passe. hvorfor skulle hans krafter ellers stoppe med at virke når han rørte hende. det måtte være det. det måtte ikke være fordi han mistede sin evne. det var bare ikke det det måtte være. "jeg kan ikek acceptere det. jeg kan ikke acceptere at min far... mit idol gik uden om ægteskabet... det er uacceptabelt." Akio hade ret. det var ikke acceptabelt at gå uden om ægteskabet lige meget hvem man var. det var bare ikke okey.
Hvilken årstid befinder vi os i? Det afgør ugerne:
The List:Uge 19 - 46: 5. år- 19-25: Forår -
26-32: Sommer
33-39: Efterår
40-46: Vinter
!Population!
Hvor mange mutanter og mennesker er der i landene?
Talian:
Nord:
8 Mutanter / 5 Mennesker
Øst:
9 Mutanter / 10 Mennesker
Syd:
11 Mutanter / 1 Menneske
Vest:
8 Mutanter / 1 Mennesker
Kongelige:
1 Mutant / 1 MenneskeMeRosal:
14 Mutanter / 3 Mennesker
Kongelige:
1 Mutant / 0 Mennesker