lost or fund

[Akio Minori Takahiro]

det var en rolig aften. kroen havde sine stam kunder og nogle drak sig halv blørede. Akio som ejede kroen var der kun nogle gange og derfor troede folk at han ikke kunne lig kroen. Men han havde sjældent tid. han havde tid denne aften og derfor kom han. han gik stille ind i kroen og så rundt. han så på alle i kroen roligt og gik ind i et baglokale. der var faktisk flere mutanter i kroen end man skulle tro denne aften. chefen på kroen gik ind i rummet til akio og var der inde i faktisk ret lang tid.
der gik 2 timer før han kom ud og gik over i baren til en af de ansatte. "Silvia vil du gå ind i baglokalet. ejeren vil tale med dig" det var tydeligt på chefen at han var lidt bekymret for dette. men det var fordi Akio ikke havde afsløret sine tænker for ham.

[Silvia Hunter]

Det var nu altid behageligt at arbejde i kroen, når det var en fredelig aften, fordi så behøvede Silvia ikke at mande sig op for at smide nogle gæster ud af kroen. Fordi det jo til tider godt kunne blive for meget, uanset hvem det var. Silvia stod oppe i baren, som sædvanlig, men lige nu var hun dog igang med at gøre rent efter at en af de nye bartendere havde tabet et glas, som havde været en smule overfyldt. Hun mente ikke at det var nødvendigt at lade dem tørre det op, medmindre at personen gjorde det endnu en gang. På den måde havde den anden bartender også mulighed for at få lavet den drink hurtigt, inden at kunden ville blive utilfreds, de kunne jo lige så godt fordele opgaverne. Derfor lagde hun ikke så meget mærke til, at Akio gik igennem lokalet, dog måtte hun tage sig en smule til hovedet, da hun lige pludselig blev svimmel.
For en sikkerhed skyld valgte Silvia at sætte sig ned bagved baren og få styr på tankerne, eftersom at hun havde ladet hendes skjold falde og derved strøg tankerne ind i hovedet på hende. Der gik måske omkring 20 minutter før at hun kom på benene igen og startede ud med at lave en drinks til en anden kunde. Hun valgte at smile hele vejen igennem, så kunden måske ville glemme siden og ikke jage med hende. Dog tog det ikke lang tid før at drinken stod på bordet og manden forsvandt. Denne aften var hun iført en sort kjole, som måske var en anelse lårkort, hvilket var grunden til at hun havde trukket nogle mørke leggins ind under, så man ikke kunne se den blege hud. På fødderne bar hun nogle lysere støvler, som stoppede omkring knæet.
Da chefen havde retning mod hende, startede hun med at kigge sig en smule omkring, men den anden bartender var der ikke, så det kunne næsten kun være hende han var efter. Hun sank en mindre klump og lyttede til hans ord. Ejeren? Hun havde aldrig set ejeren, så hvorfor ville han tale med hende nu? Hun valgte dog at nikke, hvorefter hun lagde kluden på plads og bevægede sig hen mod baglokalet. Undervejs blev hun mere og mere svimmel, dog valgte hun at fortsætte for at banke på døren med hånden mod hovedet.

[Akio Minori Takahiro]

Akio sad med sin fjerben og skrev nogle ting ned. da det bankede på så han op fra parpiret og lagde fjerbenen væk og lænede sig tilbage i stolen.
"kom ind"
Akios hvide hår hang løst og gik til lidt under skulderen. hans isblå øjne og kattepupiller var tydelige fra lysende på bordet der skindede smukt og varmt. han havde sort tøjpå og hans halsbånd med dråben på var tydelige og gjorde ham en anelse underlig iforhold til andre mennesker der fik på gaden men han var også fra de riges kvarter.
han så på døren og kunne kun svart se den blå tage igennem døren. var denne kvinden virkelig en mutant eller var det en fra kroen han kunne se igennem døren. det måtte det være han kunne ikek forestille sig andet

[Silvia Hunter]

Da Silvia hørte stemmen, stivnede hun en smule, da hun lige pludselig kom i tanke om, hvad mon han ville? Havde hun gjort noget forkert? Stod hun til en fyring, hvad ville han egentlig? Fordi hun var bange for at kende sandheden, så valgte hun at lukke af for hans tanker, og forsøgte at forstyr på sig selv. Så svimmel havde hun aldrig nogensinde været før, så hvad var der gået galt? Hun havde endnu ikke drukket.
"De kaldte.. Silvia"
sagde hun en smule forsigtig, da hun først valgte at åbne døren og stikke hovedet ind i rummet. Hun fik meget hurtigt øje på de isblå øjne, hvilket blot mindede hende en smule om sig selv. Hun vendte roligt ryggen til ham for at lukke døren efter sig. Da hun vendte sig om mod ham, bevægede hun sig roligt hen til ham, da hun gik ud fra at han ville tale med hende og så kunne hun vel godt bevæge sig hen til bordet? Eftersom at hun kom tættere på, tog hun sig bare mere og mere til hovedet, hvorefter hun til sidst faldt ned på knæ. Silvia ømmede sig, hvorefter deres dannede sig nogle billeder foran hende.. Mareridt var kommet tilbage, også selvom hun var vågen. Ilden bredte sig for hendes øjne, hun så igennem en mindre skikkelses øjne og kiggede ned på nogle voksne skikkelser der hev efter vejret, men hun vendte bare ryggen til dem og bevægede sig udenfor? Hvad skete der? Hun slog lige pludselig øjnene op og var mere eller mindre forvirret over hvad der var sket. Til hun fik øje på ham og forsøgte at samle sig selv, men hun kunne ikke rejse sig. Ligesom i mareridtet hun blev holdt fast?

[Akio Minori Takahiro]

Akio så døren åbne men heldigt for han sad han allerede for al den blå tåge fra kroen strøg lige i øjnene på ham og heldigt for ham lukkede hun døren ret hurtigt. der gik noget tid før at han kunne se igen og da han kunne se så han at kvinden silvia faldt på knæ. han rejste sig op og fik over til hende. hvorfor var det lige at hendes tåge var mere is blå end andres. han vidste dog nu at hun var mutant. han satte sig på hug og tof fat i hendes skuldre og gjorde alt hvad han kunne for at få hende op og over på stolen ved hans bord. han satte hende stille ned. han gik over til et bord lidt der fra hvor der var en kande med vand og hældte det i et krus. han gik over til hende og stilte vandet foran hende.
"drik det. det burde hjælpe"
Akio satte sig roligt på sin stol igen og så på hende. Akio var rolig og så på hende. han anede ikke hvad der skete for hende lige nu

[Silvia Hunter]

Man kunne sagtens fornemme på hende, at hun var yderst forvirret, men heldigvis for hende, så gik det langsomt op for hende, hvor hun faktisk var henne. Da han kom over for at hjælpe hende tog hun blot imod hjælpen, imens at hendes hovedpine langsomt fortog sig, dog var hun stadig svimmel. Hun nikkede roligt til ham og tog imod glasset for at drikke noget af vandet. Det var aldrig sket for hende før, men hvorfor skulle det ske nu, hvor hun skulle snakke med ejeren? Hvad ville han ikke lige tro om hende?
"Jeg beklager, men jeg ved virkelig ikke hvad der skete. Lige pludselig vendte mit mareridt tilbage til mig. Og jeg som kun troede at det ville ske, når jeg sov. Tilgiv mig"
sagde hun en anelse uforstående for hvad der var sket, samtidig med at hun ikke ønskede at han skulle få en forkert opfattelse af hende. Hun havde jo ikke så meget andet at lave end at arbejde på kroen, derfor tog hun det også ganske seriøst, da det var hendes indtjening. Silvia så en smule lettet på ham, da hovedpinen var forsvundet helt. Dog forsøgte hun at holde stemmerne ude af hovedet, men nogle var højere end andre, specielt når nogle gæster var fulde.. Hun foldede hænderne foran sig og så en smule afventede på ham, hvad ville han?

[Akio Minori Takahiro]

Akio var rolig imens at hun drak og så på sit parpir og så på hende da hun talte. han så roligt på hende og tænkte over hvad det mon var der var så slemt. han lagde hænderne på bordet og så på hende med rolige øjne uden at tænke noget rigtigt.
"og hvad for et mareridt kan være så slemt at De falder ned på knæ"
han så på hende og håbede hun ville forælle det før han sagde hvad ha ville. han så på hende og lidt op fra hende. den tåge var alsår underlig lyseblå. men hvorfor

[Silvia Hunter]

Man kunne måske godt fornemme på hende, at hun var nervøs for hvad der skulle ske, hun håbede dog på at han ikke ville dømme hende ud fra det der lige var sket. Hun sank en mindre klump, da han spurgte hende omkring mareridtet. Det kunne umuligt være så interessant, men blot for at være sikker på, at han ikke ville smide hende ud, så ville hun dog alligevel svare på hans spørgsmål. Silvia kunne jo næppe tillade sig at være uforskammet, nu hvor han havde hjulpet hende.
"Det er et mareridt, som jeg har haft i flere år nu og jeg forstår ikke betydningen. Men jeg er ved at undersøge det"
sagde hun ganske roligt og gned nervøst hænderne en smule sammen, hvorefter hendes blik gled ned mod hendes skød. Et stille suk forlod hendes læber, da hun tog en dyb indånding og langsomt begyndte at fortælle ham om mareridtet.
"Himlen er mørk og skummel, skyerne har for længst dækket himlen helt til, det er dog muligt at ane månen i det fjerne, men alligevel så virker det hele så øde. Natten varer for evigt, men lige pludselig dukker der et kraftig lys op, som udvikler sig til en flamme, der breder sig længere og længere igennem huset. Flere skrig kan høres, og jeg bliver nød til at betragte det hele på afstand, da jeg ikke kan rører mig ud af stedet, som om jeg nærmest er spændt fast. Lige pludselig dukker der en mindre skikkelse op fra huset, som ender med at forsvinde.. og så vågner jeg altid"
Man kunne godt fornemme på hendes stemme, at hun ikke var særlig tryg ved dette mareridt, fordi hun hverken forstod betydningen eller vidste hvad mareridtet forsøgte at fortælle hende. En lille tåre trillede ned af hendes kind, dog tørrede hun den hurtigt væk igen. Hvad mon han ville sige?

[Akio Minori Takahiro]

Akio så roligt på hende imens at hun fortalte om hendes mareridt. vis han vidste sit sande jeg ville man ha set ham få store øjne. han lagde hovedet ned på sine hænder og lukkede øjnene.
ild. skrig. mørke. smerte. det kunne da ikke passe så hun virkelig det han troede hun så. han lænede sig tilbage i stolen og så på hende. Akio tog det utroligt roligt. han havde lyst til at tjekke om det var sandt men ikek nu. det var for tidligt hun troede jo bare det var et mareridt.
" og du har det hver nat i hvor lang tid."
han så på hende og de isblå øjne så på ham. gad vide hvordan hun ville ha det vis hun vidse at mareridtet var virkeligt. han trak vejret dybt og lukkede øjnene.
"når men nu til sagen Deres chef er meget stolt af Dem. han har fortalt om alle de drinks De har lavet og alle synes de har været gode. Derfor vil jeg som ejer af dette sted gerne gi Dem 10 kobber mønster for hver af deres opfundene drinks." sagde han roligt og så på hende helt roligt med sine uhyggelige katte pupiller.

[Silvia Hunter]

Hun så en anelse nervøs på ham, da hun havde mere eller mindre svært ved at læse ham, dog valgte hun at holde sig ude af hans tanker, netop fordi det var ejeren af kroen, så hvad ville der ikke ske, hvis hun blev opdaget? Et suk forlod hendes læber i det at han valgte at ligge hovedet ned i sine hænder og lukke øjnene, havde hun mon gjort noget forkert?
"Det er den samme drøm igen og igen, men jeg vågner altid før at jeg kan nå at se ansigtet på skikkelsen. Jeg ved ikke en gang om det er en dreng eller pige. Men jeg tror nok kun at det vare nogle minutter. De værste minutters søvn.."
sagde hun stille og roligt, hvorefter hun langsomt rettede sig en smule op og lod blikket glide ind i hans øjne. Utroligt så meget deres øjne lignede hinanden, bortset fra at hun ikke havde sådanne pupiller, de lignede faktisk pupiller fra en kat, men gav det overhovedet mening? Hun endte egentlig med at sidde med åben mund, da han fortalte at hendes chef var stolt af hende. Hun vidste ikke engang hvor hun skulle kigge hende, men endte derfor med at kigge ned på sine hænder, hvis fingre var flettet sammen.
"Jeg... Jeg ved slet ikke hvor meget jeg skal takke Dem, hr?"
sagde hun med et sødt smil på læben og havde faktisk mere eller mindre lyst til at rejse sig op og bare give ham et stort kram, eftersom at hun nu ikke skulle bekymre sig om huslejen i et godt stykke tid.

[Akio Minori Takahiro]

Akio så på hende med rolige øjne. han trak vejret roligt og så på hendes ansigt da hun måbede. han så på hende da hun åbenbart var glad.
"Takahiro. men før De går.... "
han lukkede øjnene og lagde sine hænder sammen og lagde sit hoved på sine hænder.
"hvad er Deres evne"
det var nok underligt pludselig at høre det. men han var bare ligefrem lige nu. hans øjne have aldrig snydt ham før. han var bare nød til at vide det.

[Silvia Hunter]

Selvfølgelig var hun glad, fordi nu behøvede hun ikke at bekymre sig om nogle måneder, dermed sagt kunne hun måske få lov til at bruge sine penge på sig selv for en gangs skyld. Måske en ny læder dragt? Hun var allerede igang med at drømme, da han talte.
"Jeg takker hr Takahiro"
sagde hun med en yderst taknemlig stemme, dog lagde hun hovedet en anelse på skrå, da han valgte at lukke øjnene, hvad havde han mon gang i? Da han spurgte hende hvilken evne hun havde, så han bare en smule uforstående, hvor kom det fra?
"Evne? Hvad mener De? Jeg.. Jeg.. De må ikke sige det til min chef"
hun vendte blikket mod døren, da hun helst ikke ville afsløres, fordi hvad nu hvis hendes chef ikke brød sig om at have en mutant ansat, lige nu kunne hun dog ikke bekymre sig om, hvorfor det var han spurgte, selvom det virkede en smule mistænktsom eller hvad?
"Telepati"
mumlede hun mere eller mindre lavmælt, i håb om at han rent faktisk ikke ville kunne høre hende. De lyseblå øjne søgte ned i bordet, imens at hendes tanker fløj rundt. Dog huskede hun at koncentrere sig omkring at lukke andres tanker ude, så hun selv havde mulighed for at tænke.

[Akio Minori Takahiro]

"vis jeg ville sige det til Deres chef kunne jeg lige så godt sige det til mig selv. dette er mit sted."
Akio rejste sig op og gik over til kanden med vand og tog noget vand selv og drak det stille. han virkede rolig men også tænkene dog uden at tænke højt. han så bare det brandene hus for sine øjne når han lukkde øjnene men ikke så han så så chokeret ud som hende.
"telepati var... hmmm så har De vel ikke selv opdaget hvor mange mutanter vi har her på kroen."
han gik over til bordet og så på hende. skulle han slette hendes minde nu så han fik mere fred end nu og gøre hun fik fred eller lave vær. han så på hendes øjne og katte pupillerne så på hende og vis hun gik i hans hoved ville hun se smerte og lidelse. hun ville ikke kunne se noget men kun mærke smerten han følte. han tænkte konstant på ilden på kroppen og glasskår i øjnene

[Silvia Hunter]

Hun trak en smule på skuldrene, da han jo rent faktisk havde ret, men hun var dog bange for at folk i kroen ville kigge en smule skævt til hende, hvilket hun jo ikke ønskede. Hun fulgte ham roligt med øjnene, da hun kom i tanke om, hvem han mon kunne være, hvorfor ville han ellers stille sådanne spørgsmål? Egentlig var hun bange for, at han i virkeligheden havde noget med slottet at gøre. Men så ville han da næppe eje en kro som denne?
"Jeg har ikke forsøgt.. Det gør mig sikkert bare svimmel"
sagde hun med en lav stemme, før at det egentlig gik op for hende, hvem han for alvor kunne være. Det var næsten skræmmende at tænke på, at mutanternes beskytter i virkeligheden ejede en kro som denne, men måske det bare var et dække?
"Men De ved måske godt hvor mange mutanter der er på kroen?"
spurgte hun en anelse nysgerrig, da hun selvfølgelig ikke kunne lade vær, for det ville da være en smule fedt, hvis han kunne fortælle hende, hvem der rent faktisk var mutant i kroen? Så var hun jo ikke helt alene igen.

[Akio Minori Takahiro]

han så på hende helt roligt og hævede brynet nikkede. selvfølgelig vidste han hvor mange mutanter der var. han havde jo kunne se det på dem. han så mod døren og trak vejret dybt. der havde været lidt for mange på for lidt plads.
"ja ellers kunne jeg ikke sige at der ar mange. men Silvia.... Deres farlig kan være farlig. De kan komme til at sige noget om andres tænker. pas på" han så på hende og gik over til døren og så bare lidt på den. der var meget blå tåge på døren. ikke noget han kunne lig.