Post by Hiroki Souta Ignatio on Oct 31, 2012 21:29:13 GMT 1
Det var efterhånden svært at sige, hvor mange gange at Hiroki havde forsøgt at søge kontakt til sin datter for at overbringe hende nyheden, men hver gang at han var gået mod hendes værelse, var han endt med at vende rundt og blot stå lænet mod muren rundt om hjørnet. Hver gang havde han ladet blikket glide mod loftet, imens at han forsøgte at bearbejde scenariet. Tanken var egentlig forfærdelig, men ideen var jo god nok. Forlovelsen ville sikre et samarbejde mellem begge land, hvor ved det ville være muligt at kunne handle med MeRosal, samtidig med at de ikke længere skulle bekymre sig.. Bekymre sig over hvad der skulle gøres med Talija.. Bekymre sig over, om der nu skulle være nogen, som ville ende med at finde frem til hemmeligheden. Det var ikke rigtig noget han længere kunne arbejde med, men noget prinsen af MeRosal måtte tage stilling til. Men kunne han nu også selv acceptere det?
Hiroki bevægede sig langs med de mange gange, hvor der lige i hælene på ham rendte en tjener. Ikke noget han havde bedt om, men det var sikkert blot for at sikre, at han ikke kom til at mangle noget. Han stoppede dog op foran døren til biblioteket og vendte sig mod tjeneren.
"Vær sød at forlade mig, Alex, jeg trænger til noget ro"
sagde han roligt, som han smilte til tjeneren, der til at starte med ikke rigtig virkede til at være med på ideen, men i sidste ende, da Hiroki ikke ændrede mening, valgte han at bukke og forlade sin post. Hiroki selv vendte blikket mod døren og åbnede den selv, som han lod den glide lydløst i bagved sig. Han bevægede sig roligt imellem de mange reoler og lod hænderne glide hen over ryggen på nogle enkelte bøger, før at han tog fat i en tilfældig bog. Mysteriet af alle mysterier.. lød titlen på bogen, som han trak på smilebåndet, inden at han bevægede sig hen til vinduet og kiggede ned i haven. Han satte sig dog roligt op i vinduet og begyndte at læse..
"Elskede.. jeg ved du er bekymret for vores datter, jeg forstår det godt.. vi har prøvet at beskytte hende hele hendes liv.. men det vil være der bedste, ikke kun for begge lande, men også for hende.. vi sikre os at der er en til at beskytte hende og passe godt på hende når vi engang er væk.. husk det.."
Ordene dukkede op i hans hoved, som kom de ud af ingenting og han lukkede straks bogen, men lod en finger være på den side, hvor han var kommet til. Han lukkede øjnene og kiggede sig omkring for at se om han stadig var alene. Egentlig regnede han ikke med at der var andre på biblioteket, da han var sikker på, at Talija opholdt sig i haven eller noget lignende, hvor hun følte sig fri.. Han lænede sig tilbage mod vinduet og kiggede op i loftet.
"hvis vi er heldige, så bliver hun lige så lykkelig, som jeg var fra første dag af.."
Samtalen med hans kone havde været yderst lang, som han ikke selv havde lyst til at fortælle Talija om forlovelsen, men han vidste at det var ham, som skulle gøre det. Men ville det ikke blot skubbe Talija længere væk fra ham?
Hiroki bevægede sig langs med de mange gange, hvor der lige i hælene på ham rendte en tjener. Ikke noget han havde bedt om, men det var sikkert blot for at sikre, at han ikke kom til at mangle noget. Han stoppede dog op foran døren til biblioteket og vendte sig mod tjeneren.
"Vær sød at forlade mig, Alex, jeg trænger til noget ro"
sagde han roligt, som han smilte til tjeneren, der til at starte med ikke rigtig virkede til at være med på ideen, men i sidste ende, da Hiroki ikke ændrede mening, valgte han at bukke og forlade sin post. Hiroki selv vendte blikket mod døren og åbnede den selv, som han lod den glide lydløst i bagved sig. Han bevægede sig roligt imellem de mange reoler og lod hænderne glide hen over ryggen på nogle enkelte bøger, før at han tog fat i en tilfældig bog. Mysteriet af alle mysterier.. lød titlen på bogen, som han trak på smilebåndet, inden at han bevægede sig hen til vinduet og kiggede ned i haven. Han satte sig dog roligt op i vinduet og begyndte at læse..
"Elskede.. jeg ved du er bekymret for vores datter, jeg forstår det godt.. vi har prøvet at beskytte hende hele hendes liv.. men det vil være der bedste, ikke kun for begge lande, men også for hende.. vi sikre os at der er en til at beskytte hende og passe godt på hende når vi engang er væk.. husk det.."
Ordene dukkede op i hans hoved, som kom de ud af ingenting og han lukkede straks bogen, men lod en finger være på den side, hvor han var kommet til. Han lukkede øjnene og kiggede sig omkring for at se om han stadig var alene. Egentlig regnede han ikke med at der var andre på biblioteket, da han var sikker på, at Talija opholdt sig i haven eller noget lignende, hvor hun følte sig fri.. Han lænede sig tilbage mod vinduet og kiggede op i loftet.
"hvis vi er heldige, så bliver hun lige så lykkelig, som jeg var fra første dag af.."
Samtalen med hans kone havde været yderst lang, som han ikke selv havde lyst til at fortælle Talija om forlovelsen, men han vidste at det var ham, som skulle gøre det. Men ville det ikke blot skubbe Talija længere væk fra ham?