You need to learn a lesson

[Talija Cisana Maria Ignatio]

Talija var knust. ikke pga det at hun fik et angeret ægteskab men hun var ikke ked af at de bare gjorde det for ikek at få krig men. hvorfor hende. hun hørte han sagde det jo skulle gå ud over nogle. hun rystede på hovedet og tog sig til hovedet.
"men hvorfor skal det gå ud over mig!"
hviskede hun. hun mærkede at han kom over mod hende og tog fat i hendes skuldre. hun vidste han ønskede hun så på ham og det gjorde hun med tåre i øjnene og ned af kinderne. hun lød ham tale helt færdig og da der ikke kom mere. hun havde mærket han havde sluppet hende og pludselig slå hun bare på sin fars brystkasse. hun var vred, ked, forvirret og ønskede det hele var en drøm.
der gik omkring 2 min imens hun slå på sin far før hun slå sit hoved ind mod ham og bare græd imens hun havde sine hænder på hans brystkasse som hun havde slået. hun var jo ikke stærk så ondt kunne det ikke ha gjort. Talija grad og anede ikke hvad hun skulle gøre. hun ville ikke giftes med en prins. hun havde fundet sin prins. hvad skulle hun sige til ham. hvad skulle hun gøre. hun elskede ham. hun ville ikke giftes med andre.

[Hiroki Souta Ignatio]

Selvfølgelig var det ikke rart, at det skulle gå ud over hans egen datter, men han havde ikke rigtig haft noget valg. Han ville dog næppe indrømme, at det var Catalina, som rent faktisk havde overtalt ham til at fortsætte med aftalen også selvom han var bange for hendes reaktion. Hans blik hvilede mod hende, som han valgte at sænke det, da hun tydeligvis ikke kunne se, hvorfor det gik ud over hende, noget han heller ikke kunne forstå.
"Jeg ved, at det er svært at forstå, men jeg håber, at du på et tidspunkt kan forstå vores valg og en gang vil tilgive mig for dette ægteskab."
sagde han med en lettere undskyldende tone, som han forsøgte at læse hende, da han lige umiddelbart ikke mente at hendes reaktion var hel så slem, som han måske havde forestillet. Hirokis øjnene forandrede sig i det sekund, hvor han så hendes tårer.. Det var meget værre end han havde forestillet sig, han kunne slet ikke tage det. Han vendte blikket bort for at sekund, inden at han mærkede hendes slag. Han valgte ikke at stoppe hende og lod hende afreagere på hans krop. Det kunne han jo godt holde til.
Da hendes hoved ramte hans brystkasse, lagde han straks armene rundt om hende for at sikre sig, at hun ikke lige pludselig stak af eller gik for vidt med slagene. Et suk forlod hans læber, som han lod den ene hånd glide igennem hendes hår og blot mindes den dag, hvor Catalina havde skænket ham hende.
"Jeg husker den dag, hvor du blev født. Jeg var så lykkelig, at jeg ikke en gang kunne koncentrere mig om papirarbejdet. Jeg vil aldrig nogensinde glemme den følelse af at være blevet en far. Jeg har ikke lyst til at miste dig, men Talian er ikke længere et sted for dig, det er alt for farligt."
sagde han langsomt, som hans stemme knækkede en enkelt gang, hvor han placerede et kys mod hendes hoved, inden at han smilte stille. Et tåre trillede ned af hans kind, som han vendte blikket bort og hurtigt fik taget sig sammen. Der var jo ikke noget at gøre lige nu. Desuden så kunne han ikke vide, at hun allerede havde mødt en? Det havde hun jo aldrig fortalt?

[Talija Cisana Maria Ignatio]

Talija havde ikke slået hårdt da hun var fortvivlet og ked af det havde hun ikek den store kraft i sine slag. hun var fortvivlet over at de bare havde angeret et ægteskab uden at tale med hende. hun mærkede hans arme om hende da hun havde lagde hovedet på hans bryst. hun var så ked af at dette skete. hvorfor skulle det ske nu. hun havde lige fundet den perfekte fyr. han var sød. han forstod hende. og han se hende ikke som en prinsesse men som en almindelig pige. hun ville ikke miste ham for en eller anden selvoptaget prins. hun hørte hvad hendes far sagde og selv om hun stadig grad kunne hun ikke fatte det sidste han sagde. ikke ville miste hende? vis han ikke ville det hvordan i al verden kunne det så være at han og hendes mor havde skubbet hende væk i så mange år. ladet hende vokse op med Kath og hendes lærer som de eneste vokse i hendes liv. jo hun elskede da Kath. hun var altid sød og altid en støtte. hun hjalp altid og hun kunne ikke ønske sig en bedre veninde end Kath. hun hørte hans stemme knækkede og mærkede hans tåre. han mente det! men hvorfor havde han så ikke vist det noget før.
"jeg forstår det ikke... hvorfor skal jeg giftes... jeg ønsker ikke at giftes."
Talija vendte hovedet lidt så hendes kind log mod hans bryst så hun også kunne få vejret. hun mærkede hvordan tårene blev ved at glide ned af hendes kinder. Cale. hvad skulle hun sige til ham. hun elskede ham. hun ville giftes med ham.
"vis... vis De ikke vil miste mig Fader, hvorfor har De så altid skubbet mig væk... holdt mig indespærret i slottet. Talian er jo kun farlig... fordi I aldrig har ladet mig udfordre den. jeg kunne jo ha taget nogle med mig. .. men i har bare holdt mig som en hemmelighed for Talian."
Talija grad igen da hun havde fortalt at hun jo gerne ville ha udforsket talian men aldrig havde måtte. hun kunne jo ikke gøre hendes for forstod hende. men hun håbede han bare ville lidt.

[Hiroki Souta Ignatio]

Bare der fandtes en forklaring, som ville være god nok, så ville det gøre situationen meget lettere for Talija, så hun også havde mulighed for at acceptere det. Men desværre var det ikke tilfældet, så han blev nød til at tage hele turen med hende. Det at hun var fortvivlet kunne han vel godt forstå, men på den anden side, så synes han også, at hun skulle være villig til at give prinsen en chance. Hiroki ville jo heller ikke love hende væk, hvis han ikke var sikker på, at prinsen af MeRosal nok skulle behandle hende ordentligt. Det kunne han i hvert fald godt love hende. Hiroki bed sig en anelse i underlæben, som han forsøgte at håndtere situationen og blot lod sin hånd køre blidt igennem hendes blonde hår.
"Du bliver nød til at gøre det, for folket, kære"
sagde han med en bedende stemme, som han forsøgte at gøre det klart over for hende, at ved at gifte sig med prinsen, ville hun faktisk redde folket. De kunne jo på den måde undgå en krig og derved tabet af flere hundrede liv. Et suk forlod hans læber, da han hørte hendes ord, for hun havde jo ret, dertil blev han nød til at lukke øjnene i et kort sekund, som han overvejede sit svar.
"Du vil gerne have mig til at være ærlig, ikke sandt?
Ciel rådede din mor og jeg til at holde dig inde for slottets mure, eftersom at verdenen uden for disse mure ikke er helt så behagelig og da slet ikke for en prinsesse. Jeg kan ikke skjule sandheden længere, men du ved godt at der er forskel på folk her i landet. Menneskene holder med menneskerne og mutanterne holder med mutanterne. Det er ikke noget jeg kan ændre på, det eneste jeg kan gøre, er at få det bedste ud af landet.
Nok har jeg tidligere sidste år oplevet flere forsøg på at komme mig til livs. Hver gang har jeg ladet mutanterne gå, blot for at vise, at jeg ikke vil dem til livs bare fordi de er anderledes. Men desværre min egen, så har mutanterne en fast holdning omkring mig og den kan jeg ikke ændre. Derfor vil jeg ikke have folket til at få en forkert holdning til dig, så de i sidste ende vil dig til livs. Jeg ønsker jo blot at du skal leve lykkeligt. Noget du kan gøre i MeRosal."
Tårene pressede sig på, men han lod dem ikke komme frem, som han lod sine kinder forblive tørre. Da han havde forklaret situationen for hende valgte han at give slip på hende og trække sig en smule væk.
"Jeg håber du ved, at dette ægteskab er for dit eget bedste, kære"
sagde han opfordrende til hende, som han smilte svagt og nærmest lagde han til at ville forlade hende. Nogle gange var det jo godt med noget alene tid, så havde hun også mulighed for at tænke og græde ud i fred.

[Talija Cisana Maria Ignatio]

Talija vidste godt hun skulle gøre det for folket. men hun ønskede jo mere end noget andet at folket var glade og lykkelige. hun knuede sine hænder mod Hirokis trøje og ønskede faktisk at blive i Talian. hun havde jo fået nogle gode venner i Talian. Silvia. Jayden. Cale. og ikke mindst Kath. Talija vidste at krig ikke var det som skulle ske for talian men hvorfor skulle hun være fredsobjektet. hun så på sig far da han nævnte Ciel... uhh Ciel. hun kunne finde på at bure ham inde for livstid vis hun fik lov. hun mærkede han trak sig væk og hun blev sidene lidt og så ned i jorden.
"vis jeg var Dem Fader.... så ville jeg ikke lytte til Ciel altid."
hun sank en klumb. Ciel havde truet hende en dag i selv samme lokale. hun hadede ham. hun havde aldrig hadet nogle så meget som Ciel. han havde fortalt hende at han var skyld i at hun var fanget på slottet og vis hun ikke stoppede hendes evne ville han få lukke hende inde i et tårn uden vindue. hun tog om sig selv og rejste sig op og gik over til klaveret. hun så mod sin far og tørte sine sidste tåre væk og lod en finder glide over klaveret. hun så sin far ind i øjnene og sank en klumb. hun følte at hver gang hun havde brug for sine forældre. valgte de den nemme løsning og gå fra hende og lade hende være alene.
hun satte sine hænder på klaveret og begyndte at spille roligt og det var tydeligt at hun ikke ønskede noget af dette var virkeligt. hun begyndte at synge med en trist stemme som ville ramme mange ind i hjertet.
sangen
//når hun synger hotel room skal det være, my room istedet for.//

[Hiroki Souta Ignatio]

Uanset hvad han havde at sige, så kunne han godt se, at det ikke førte nogen steder hen. Derfor kunne han lige så godt lade hende være alene, da hverken han eller hun fik noget ud af, at han blev der. Det ville også blot ende med, at han ville komme til at sige noget forkert og derfor skabe et endnu dårligere forhold til Talija. Et suk forlod hans læber, som hun straks vendte sig imod Ciel. Det var måske ganske naturligt, men hun havde gjort det selv samme, da hun havde lagt i sengen for hendes ben. Der var tilsyneladende et eller andet imellem de to, som han aldrig ville komme til at forstå og han havde bestemt ikke tænkt sig at fyre Ciel blot fordi hun mente, at han ikke var til at stole på, eller hvad hun nu havde imod ham?
Hiroki rystede på hovedet, som han foldede hænderne foran sig og vendte blikket mod hende. Han var stoppet op, som han ikke længere kom tættere på døren.
"Snart skal du ikke bekymre dig om, hvad der sker her, ej eller hvor meget indflydelse Ciel har."
Stemmen var bestemt, som han hentydede til, at hun ikke skulle bekymre sit hoved med det, men samtidig at hun ikke skulle forsøge at bringe det på banen hele tiden, da hverken han eller hende fik noget godt ud af det.
Stemningen blev straks vendt til noget helt andet, som hendes hænder gled hen over klaveret og hun begyndte at synge med en trist stemme, dog bragte det et smil frem på hans læbe.
"Jeg kommer til at savne dig, min lille sangfugl."
sagde han med et blidt smil på læben, som han også roligt begyndte at lytte til hendes ord. Sangen var da ganske rørende, men han valgte ikke at lade det påvirke sig, da det ikke var det han havde behov for. Endnu en gang begyndte han at gå, som han åbnede døren til gangen og kort kiggede på hende en sidste gang.

[Talija Cisana Maria Ignatio]

Talija vidste at Hiroki ikke ville tro hende vis hun fortalt det Ciel havde gjort mod hende og sagt til hende. hun vidste at hendes far havde for stor tiltro til sin rådgiver. hun var bange for at så længe Ciel var rådgiver for hendes far ville Talian altid hade Mutanter. vis nu at Hiroki kom til at se hvor står indflydelse Mutanter kunne ha på landets fremgang og udvikling. Talija ønskede mere end noget andet at hendes far ville kunne se en stor indflydelse folk som hende selv kunne ha. hun spillede som hende far talte og lød som om hun ikke hørte fordi hun sang men hun hørte det og det gjorde hende kun trist. vis han ville savne hende hvorfor havde han så aldrig tilbragt noget af sin fritid på hende. hun vidste ikke hvad hun skulle tro. men hun vidste dog at hun aldrig ville forelske sig i prinsen af MeRosal. Cale var hendes et og alt.
hun så at han gik mod døren og derfor åbne den ud til gangen. da han endelig lukkede døren spillede hun i et halvt minut for at sikre sig at han ikke hørte noget. hun stoppede med at spille og så ned i klaveret og grad og begyndte at kalde på cale og sagde hun ønskede han var prins så hun kunne giftes med ham. hun ville ikke miste sit kærlighed fordi hun skulle væk.
//out

[Hiroki Souta Ignatio]

Hvis Hiroki først havde vidst, at hun var forelsket i en anden, så havde han sikkert bedt hende om at glemme denne person, også selvom det skulle vise sig at hun var forelsket i rådgiverens søn, så havde han måske sendt en besked afsted mod Ciel for at få ham til at styre sin søn.. Men da dette ikke var tilfældet, så ville han blot have hende til at gennemføre ægteskabet, hvad enten det ville gå godt eller ej, så havde hun ikke noget valg. Det havde han jo heller ikke selv haft, så han synes egentlig ikke, at det var så slemt igen.
Et dybt suk forlod hans læber, som han lukkede døren efter sig og faktisk lænede sig op af muren ved siden af døren. Han knurrede hænderne sammen og lod blikket glide op mod loftet. Der var ikke meget tilbage at sige mere, så han kunne ikke stille mere op, han var blot nød til at sikre sig, at hun nu også gennemførte det.
Efter noget tid rettede han sig op igen og bevægede sig ned langs med gangen. Han havde ikke tænkt sig at bruge al for mange kræfter på dette, derfor satte han hurtigt kursen mod biblioteket igen, som om der slet ikke var sket noget. Da han først kom ind på biblioteket, vendte han tilbage til sin plads i vinduet, hvor han greb bogen fra tidligere og fortsatte sin læsning.

//out