Post by Etienne P. Kenilsworth on Aug 4, 2012 18:26:50 GMT 1
Det var vist heldigt, at Etienne ikke havde opdaget liget på sovebriksen. I stedet gik hen rund ti lykkelig uvidenhed og troede, at det bare var rotter, der spøgte. Det var trods alt til at leve med. Selv havde han ikke rotter i sit hus, men når han en sjælden gang bevægede sig ind i de fattigere kvarterer i byen, havde han set dem rende op og ned af gaderne. De bar sygdomme med sig, det vidste han, men ellers var de ikke meget værre end katte, så han forstod ikke, hvorfor kvinder var så bange for dem.
Nå, men i det mindste gav hun ham sværdet. Det undrede ham dog lidt, da han også fik stukket en fingerbøl med en snor i i hånden, men ved hendes forklaring nikkede han og placerede den for enden af sværdet. Hun var faktisk kløgtigere, end han lige havde regnet med.
Han stak sværdet ud gennem lemmen og måtte fumle noget med det, før han fandt hængelåsen, og han måtte fumle endnu mere med at få viklet fingerbøllet med snoren i omkring låsen, men til sidst lykkedes det dog. ”Hold denne her,” kommanderede han og stak hendes snoren. Det var da det mindste, han kunne gøre.
Nu, hvor hun holdt hængelåsen stille, havde han begge hænder fri, hvilket gjorde det noget nemmere at balancere med sværdet. Det var dog lettere sagt end gjort sådan lige at dirke en lås op, når man intet kunne se. Han vendte og drejede sværdet, indtil hængelåsen gav et klik fra sig. Han måtte gå ud fra, at den var åben, så han prøvede lykken ved at kappe snoren over, som kvinden havde fat i, så låsen ikke længere blev holdt stille, hvorefter han med den flade side af sværdet gav låsen et skub, så den faldt af. Han holdt vejret i et pinefuldt sekund, før han ved den klirrende lyd af låsen, der faldt til gulvet udenfor cellen, åndede lettet op. Nu måtte de bare håbe, at ingen havde hørt dem…
Nå, men i det mindste gav hun ham sværdet. Det undrede ham dog lidt, da han også fik stukket en fingerbøl med en snor i i hånden, men ved hendes forklaring nikkede han og placerede den for enden af sværdet. Hun var faktisk kløgtigere, end han lige havde regnet med.
Han stak sværdet ud gennem lemmen og måtte fumle noget med det, før han fandt hængelåsen, og han måtte fumle endnu mere med at få viklet fingerbøllet med snoren i omkring låsen, men til sidst lykkedes det dog. ”Hold denne her,” kommanderede han og stak hendes snoren. Det var da det mindste, han kunne gøre.
Nu, hvor hun holdt hængelåsen stille, havde han begge hænder fri, hvilket gjorde det noget nemmere at balancere med sværdet. Det var dog lettere sagt end gjort sådan lige at dirke en lås op, når man intet kunne se. Han vendte og drejede sværdet, indtil hængelåsen gav et klik fra sig. Han måtte gå ud fra, at den var åben, så han prøvede lykken ved at kappe snoren over, som kvinden havde fat i, så låsen ikke længere blev holdt stille, hvorefter han med den flade side af sværdet gav låsen et skub, så den faldt af. Han holdt vejret i et pinefuldt sekund, før han ved den klirrende lyd af låsen, der faldt til gulvet udenfor cellen, åndede lettet op. Nu måtte de bare håbe, at ingen havde hørt dem…