Post by Etienne P. Kenilsworth on Aug 1, 2012 17:16:13 GMT 1
Etienne strakte sine tynde arme over hovedet og fjernede som det sidste den sorte klap, der dækkede hans højre øje, hvilket han kun gjorde når han var helt og aldeles alene, før han endelig tumlede omkuld på sin bløde seng, der til aften virkede særligt indbydende for hans ømme ryg. Det havde været en lang dag for ham, og hvis han ikke tog meget fejl, var klokken vel omkring midnat. I hvert fald var det bælgmørkt lige nu; udendørsområderne var kun oplyst af månen og de mange tusinde stjerner, men deres blege skær var ikke stærkt nok til at nå ind igennem de tunge fløjlsgardiner, der var trukket for samtlige af det store soveværelses vinduer, så Etiennes rum var kulsort.
Han sukkede dybt og strakte sig endnu engang. Det skulle blive godt med en lang nats søvn...
Post by Chevere pertia d’silicet on Aug 1, 2012 17:46:43 GMT 1
Cherry sad fuldstændig stille i mørket, mens hun betragtede Kenlisworth husets unge herre. Fysisk lod han ikke til at være en udfordring. Hun kunne takke de tunge gardiner for at hun kunne sidde gemt i mørket. Hun havde siddet der et stykke tid og hun rejste sig langsomt for at undgå at afsløre sig selv med lyd. Hun havde ventet til han var gået i seng. Mest fordi at hun ville nyde at hive den forkælede unge ud af hans bløde seng. Hun var fuldt bevæbnet men havde ladet alle andre skydevåben end sin bue blive nede på sin hest. Hun krydsede hurtigt gulvet med lette skridt og gav ham ikke til at til reagere. Hun tog fat i hans dyne/tæppe i fodenden og foldede den op med en hurtig og kraftfuld bevægelse, det sendte dynen/tæppet op over hans hoved og fjernede den smule han måske kunne se. Hun havde et tyndt reb i den ene hånd og bandt behændigt hans fødder sammen med det. En enkel men stærk kombination af knuder. Hun var blevet hyret til at fjerne Etienne fra sin bopæl, hun blev nu sjældent blandet ind i de riges interne uenigheder eller fjendtligheder, men en af de herrer der var utilfreds med Etiennes høje rang i hans høje alder og den magt og rigdom han allerede besad. Utilfreds nok til at hyre en outsider som Cherry der havde taget sig ret godt betalt for ulejligheden. Hun lod rebet folde sig ud som hun gik over til vinduet og trak gardinet til side med en let bevægelse. Hun havde klargjort vinduet tidligere og det gled let og ubesværet op da hun åbnede det. Indtil videre gik alt efter planen. Nu skulle ungen bare ikke alarmere nogen i huset så ville alt gå glat. Hun trammede grebet om rebet og trak til. Rebet strammede sig om hans ankler og lod hende trække ham over mod sig.
Post by Etienne P. Kenilsworth on Aug 1, 2012 18:10:59 GMT 1
Knap havde han lukket øjnene, før han brat blev vækket igen. Det føltes, som om himlen netop var faldet ned i hans seng, og han hostede efter vejret og kæmpede for at få den væk, idet den åbenbart var faldet ned lige i hans hoved. Den dækkede, så han intet kunne se, så da han pludselig mærkede noget stramme sig om sine ankler, holdt han vejret for at lytte sig frem i stedet. Det føltes som… reb… Pludselig gik det op for ham, at det der dækkede for hans syn var hans dyne, og at rebene om hans ankler ikke stammede fra en af tjenestefolkene, der forsøgte at være morsom ved at lave en practical joke, men at de muligvis tilhørte det, han før havde fået beskrevet som en kidnapper. Han havde aldrig selv mødt en, men han havde før hørt historier om rige børn, der var blevet kidnappet af folk, der ville presse penge ud af deres forældre. ”Hvem dér?!” snappede han, idet det endelig lykkedes ham at få dynen af hovedet. Mørket var tæt, og hvis det ikke havde været for kvindens lyse hår, havde han slet ikke kunne se hende. Hun stod ved vinduet med et reb i hænderne – eller rettere sagt enden af det reb, der var bundet om Etiennes fødder. ”Hvad har du gang i?! Du kan ikke tillade dig at-…” Bump. Etienne faldt ud af sengen, idet det gav et ryk i rebet. Okay, så kvinden mente åbenbart godt, at hun kunne tillade sig at kidnappe ham. Han træk vejret ned i lungerne. ”AKARI! HJÆLP! JEG BLIVER KIDNAPPET!" råbte han, så højt han overhovedet kunne i håb om, at hans livvagt ville høre ham.
Post by Chevere pertia d’silicet on Aug 1, 2012 19:00:38 GMT 1
Cherry havde kort betragtet Etiennes kamp mod dynen, hun var ikke videre imponeret. Det havde godt nok været hendes mening at det skulle ende som det gjorde, men hun havde ikke forventet at det ville virke så godt. Hun rystede lidt på hovedet af ham, han blev nok ikke svær at kidnappe. Så lå han pludselig stille. Hun var uforstående men det gjorde hendes arbejde meget nemmere. Hun blev færdig for realiteten lod til at gå op for knægten og hun lod ham passe sig selv i sengen. Om han virkelig havde forventet at hun ville opgive navn og adresse fordi han sprugte anede hun ikke, men hun havde i hvert fald ikke tænkt sig at svare på hans spørgsmål. Hun arbejdede målrettet videre. Han var lettere end hun havde forventet og hun betragtede ham kort da hans faldt på gulvet. Slaget slog ham desværre ikke bevidstløs. Det havde åbenbart været for meget at håbe på. Tvært imod. Knægten lod nu til at være helt klar over hvad der skete og helt klar over hvad der ville give Cherry flest problemer. Cherry trak ham tværs over gulvet og hen til vinduet i en irriteret bevægelse. Fandens! Møgungen havde altså ikke tænkt sig at holde kæft. Hun havde set hans livvagt tidligere, høj, sorthåret og ufattelig stærk. Det var fandme ikke en person hun ville have rendende her. Hun havde fået vinduet åbnet så hun kunne nemt gå vidre til næste trin. Hun tog fat i rebet om hans ankler og halvt trak halvt kastede ham ud af vinduet. "Knyt ellers lader jeg dig falde!" bed hun og holdt godt fast i rebet og holdt ham oppe, for nu. Hun var ikke bange for faktisk bare at slippe ham, hun havde også fået en pris for bare at ryde ham af vejen. Hendes øjne var let tydelige nu naturens lys faldt på hende og de fortalte tydeligt at hun ville slippe rebet hvis hand ikke holdt sin mund så længe han nu hang fra vinduet i anklerne.
Post by Etienne P. Kenilsworth on Aug 1, 2012 19:27:54 GMT 1
Kidnapperen ville ikke give sig til kende, åbenbart, men kom vel heller ikke bag på nogen. Godt nok havde Etienne ikke særlig meget erfaring når det kom til kidnapningen – for slet ikke at sige inden – men han kunne dog regne ud, at det dummeste, en sådan kidnapper kunne gøre, var at give sig selv til kende. Hvis han nogensinde slap ud af denne knibe og fik chancen for at angive hende, ville hans eneste oplysning om hende være, at hun havde lyst hår, og hvad kunne myndighederne bruge det til? Hvis han til gengæld havde oplysninger om både hendes udseende og hendes navn, ville de kunne finde frem til hende på ingen tid og, hvis det stod til Etienne og hans temperament lige nu, skære halsen over på hende. Det her ville han i hvert fald ikke lade hende slippe af sted med. ”AKARI!” råbte han igen af sine lungers fulde kraft. Godt nok var der flere rum og tykke vægge imellem ham og hans livvagt, men hvis bare han råbte højt nok, måtte han da få en reaktion ud af det. Om det så var en af tjenestepigerne, der blev vækket af hans råben, det var han ligeglad med så længe, der bare blev sat en stopper for det her. ”HJÆÆÆ-…” Swush, og Etienne fløj tværs over gulvet hen til vinduet, hvor kidnapperinden stod. Han åbnede munden for at genopdage sin råben, men så skete der noget uventet – hun kastede ham ud af vinduet. Han forberedte sig så småt på at dø, men så langt nåede han ikke, før rebet stoppede ham. Det skar sig ind i hans ankler og han gav en klagende lyd fra sig. Han skulle netop til at beklage sig, da han hørte kvinden trussel. Hold mund eller dø. Tja, så havde han vel ikke rigtigt noget valg. Han bed tænderne sammen og kunne mærke, hvordan hele hans krop rystede. Han skulle i hvert fald ikke nyde noget af at ende som en udsplattet tomat nede på gårdspladsen…
Post by Chevere pertia d’silicet on Aug 1, 2012 20:01:20 GMT 1
Cherry vidste godt hvilken skæbne der ventede dem der blev taget i kidnapning. Og havde hun ikke kedet sig så grusomt som hun havde den aften hun var blevet tilbudt jobbet så havde hun nok ikke rodet sig ind i noget så indviklet. Knægten lod dog ikke til at være helt dum. Derfor var hun også glad for at hun ikke var særlig kendt i Talian endnu. Hun var ville heller ikke have deltaget i en så risikabel affære i Merosal, med mindre offeret helt sikkert ikke ville slippe med livet i behold. Hun var nemlig ret nem at genkende. Ungen kunne tydeligvis intet uden denne 'Akari' det var da dejligt at vide. Hun konkluderede dette fordi at knægten ikke selv prøvede at komme fri eller gå til modangreb, men i stedet skreg på hjælp. Han havde efterhånden ikke mange + point i Cherrys bog. Hun var faktisk glad for at hun smed ham ud af vinduet, endelig holdt han kæft. Hun var en anelse lettet, nu kunne hun komme videre, men hun skulle nok skynde sig, for hans livvagt havde uden tvivl hørt hans skrigeri. Hun havde heldigvis handsker på så hun lod bare rebet glide. Handsken beskyttede hendes hud mod rebets rå struktur, Etienne var dog ikke lige så heldig. Hun tog ikke hensyn til at det måtte være yderst ubehageligt for Etienne at bevæge sig hovedkulds mod jorden med en lettere høj fart, dog kunne Cherry godt stoppe ham ved at lukke hånden om rebet. Da han var kommet langt nok men alligevel ikke helt til jorden så bandt hun rebet fast i noget stabilt. Han kunne jo stadig flygte hvis hun satte ham ned på jorden, derfor lod hun ham hænge i anklerne. Derpå kravlede hun selv ud af vinduet og kravlede ned. Hun hoppede det sidste stykke og gik helt i knæ for at undgå smerter i benene. Hernede kunne han sikker sagtens se hende. Hun havde sit lyse hår sat op i en hestehale som altid. Hendes påklædning var præget af hendes jægertøj men hendes arme var bare bortset fra hendes handsker. Og det nederste af hendes ansigt var dækket af et stort tørklæde der var viklet flere gange om halsen på hende. Hun kiggede op på ham og trak sit lange tynde svæd. Et velrettet sving med det kappede rebet der holdt ham oppe og lod ham falde den sidste meter mod jorden. Rebet holdt dog stadig hans ankler bundet sammen. Hun betragtede ham roligt.
Post by Etienne P. Kenilsworth on Aug 1, 2012 21:59:50 GMT 1
Hjertet galoperede af sted i Etiennes bryst, idet han bed tænderne hårdere og hårdere sammen af frygt for, at han lige pludselig skulle komme til at sige noget. Han dinglede frem og tilbage flere meter over jorden, og turde slet ikke kigge ned. Heldigvis for ham så det ud til, at kidnapperen havde tænkt sig at lade ham leve. Og dog… Pludselig styrede han alligevel mod jorden, men selvom det ikke var i frit fald, fik han sig alligevel noget af en forskrækkelse. I et splitsekund troede han, at kvinden rent faktisk havde sluppet rebet, men han kom hurtigt på andre tanker, da han endnu engang stoppede og nu dinglede med endnu kortere afstand til jorden. ”Hvad skulle det nu til for?!” snerrede han. Et par øjeblikke passerede, og så hørte han et bump ud fra sit øre. Kvinden var også hoppet ud af vinduet. Han kunne nu, med hjælp fra månens blege skær, bedre se hende. Hun var iklædt jægertøj i modsætning til Etienne, der var iført sit nattøj. Han kneb øjnene sammen. Hvis han havde været forberedt på det her, havde han skam sørget for at klæde sig ordentligt på… Det her var jo direkte pinligt. ”Bare vent til min livvagt får fat på dig… Ja, vent du bare… Du kommer aldrig til at kunne gå på dine ben igen, dit fordømte kvindemenneske!” truede han. Mere fik han dog ikke sagt, får kvinden trak et sværd over og kappede rebet over, så Etienne dalede mod jorden. En meter så ikke ud af meget, men når man faldt en meter med hovedet først, var en meter altså meget. Et kort øjeblik sortnede det helt for ham, og da han endelig fik synet igen, virkede alting helt sløret. Han var omtumlet og øm i hovedet, men alligevel var han klar nok i tankerne til at kunne tænke sig til, at hvis han skulle slippe væk, så skulle det være nu. Han var endnu på hjemmebane og hang ikke længere faretruende højt over jorden. Han trillede på siden – hans ben var jo bundet sammen, så dem havde han ikke meget nytte af – og greb fat om begge hendes ankler i et forsøg på at vælte hende omkuld. Hvis bare han kunne få hende til at falde... Det ville give ham nok tid til at hinke indenfor og få alarmeret Akari.
Post by Chevere pertia d’silicet on Aug 1, 2012 23:09:08 GMT 1
Cherry havde firet ham ned hurtigere end planlagt. Hun havde hørt nogle råb inde fra huset, og nogle af dem havde lydt lettere dyriske. Hun lod dog ikke sit ydre vise at hun følte sig lettere presset. Hun vidste alt for godt hvilken trussel Akari udgjorde. Det havde også fået hende til at skynde sig lidt for meget da hun skulle følge efter Etienne. Hun var da heller ikke sluppet helt uden smerter i benene. Hun rejste sig og lod det ikke ses af andre. Hans påklædning fik hende til at trække på smilebåndet, det var dog ikke noget han kunne se for hendes tørklæde. Hun sørgede også for at sige så lidt som muligt, det kunne på ingen måde gavne hende hvis han kunne genkende hendes stemme i sidste ende. Hun lo af han da han truede hende. Hun vidste udemærket godt at hans trussel var meget virkelig og meget sand. Hun havde udspioneret dem forud for sin opgave. Hun vidste udemærket godt hvor stor en trussel Akari udgjorde. Men det var vigtigt at Etienne forblev et offer i denne situation, hendes offer. Og det var også lidt derfor hun havde ventet til han var gået i seng. Hun kunne lige så godt ydmyge ham lidt nu hun alligevel skulle bortføre ham. Det virkede tydeligvis. Hun var dog irriteret over at han havde fundet modet til at true hende igen. Det var også derfor hun valgte at skære ham ned som hun gjorde. Hun håbede også lidt at slaget ville slå ham bevidstløs. Da det til hendes store irritation ikke var tilfældet trak hun en lille flaske frem fra sit bælte. Knægten lod dog alligevel ikke til at ville overgive sig uden kamp, men hans forsøg var ikke meget værd. Hun rynkede irriteret brynene og satte sig på hug og tvang hans hoved tilbage med et fast tag om hans næse. Derefter tømte hun flaskens indhold ned i munden på ham. Flasken indeholdt en mild gift der ville slå ham ud hvis han slugte nok. Den ville fungere som bedøvelse. Hun holdt ham fortsat for næsen eftersom det ville efterlade hans mund som den eneste måde han kunne få luft på. Mens hun ventede fløjtede hun højt og hendes store hvide hest travede hen til dem, den skridtede dog det sidste stykke. Nu ventede hun bare på at se om han fik flugt nok væske til at det fik ham til at besvime, ellers måtte hun jo slå ham ud med vold. Hun holdt stadig hans hoved tvunget tilbage med et fast greb i hans næse. Hun ventede, og det samme gjorde hendes hest.
Post by Etienne P. Kenilsworth on Aug 2, 2012 10:14:10 GMT 1
Etiennes forsøg på at kæmpe imod lod til at slå fejl, men havde heller ikke forventet andet. Trods alt var han ikke trænet i at slås… Den slags havde man jo folk til at gøre for sig. Situationen tog en brat drejning, da kvinden fandt en falske frem. Etienne rynkede på næsen, men længere nåede han ikke at reagere, før hans hoved blev tvunget bagover og en kølig væske blev hældt ned i munden på ham. Hvis ikke han tog meget fejl, var det gift af en art. Om det var dødeligt eller ej kunne han ikke lige regne ud, men han havde i hvert fald ikke tænkt sig at drikke det. Han spyttede det ud igen, men måtte snart koncentrere sig om at hoste i stedet, idet han havde fået noget af væsken galt i halsen. Det var ubehageligt, at kidnapperen både skulle holde for hans næse og tilmed tvinge hans hoved tilbage, for at forhindrede ham i at læne sig forover og spytte skidtet ud igen. I stedet sad han bare og hostede og gurglede og følte, at han var ved at drukne… I et sidste forsøg greb han fat i hendes hænder for at tvinge hende til at give slip, men han havde lidt på fornemmelsen, at det var for sent, for han havde allerede fået slugt en stor mængde gift.
Post by Chevere pertia d’silicet on Aug 2, 2012 11:11:00 GMT 1
Cherry havde måske forventet sig lidt mere af knægten i hvert fald var hun overrasket over hvor lidt han faktisk kunne gøre hende. Han var måske for vant til ikke at skulle gøre noget selv og blive båret på hænder og fødder til at kunne yde hende seriøs modstand. Hun havde dog troet at rigmandssønner blev undervist i en eller anden form for selvforsvar, men hun var da lidt glad for at han ikke var. Det havde måske holdt hende mere hen. Turmulten i huset blev tydeligere og hun blev klar over at hun snart skulle se at komme af sted, hvis hun skulle have håb om at slippe væk. Det passede hende derfor fint at knægten reagerede som planlagt og slugte en stor del af flaskens indhold. Hun sørgede omhyggeligt for at putte flasken ned i sit bælte igen inden hun slap ham. Om han opfattede det som en sejr eller ej så slap hun ham da han tog fat i hendes hænder. Det var nu mest for at han ikke skulle kvæles. Hun lod ham så bare ligge hostende på jorden. Mens hun ventede på at giften sådan rigtig skulle begyndte at virke fandt hun en smule reb ligesom det der bandt hans ankler. Derpå gik hun over til ham igen og bandt hans håndled sammen, hvis han så vågnede på turen så havde hun da taget sine forholdsregler. Hun vidste jo ikke hvor meget gift han havde slugt, og hvor lang til det ville holde ham bevidstløs. Hun gad dog ikke prøve at flytte på ham så længe han var ved bevidsthed. Hun holdt ham bare i rebet om hans hænder så han ikke stak af, og ventede til giften begyndte at virke.
Post by Etienne P. Kenilsworth on Aug 2, 2012 13:37:28 GMT 1
Endelig følte Etienne, at han havde udrettet noget, for da han tog fat om hendes hænder, gav hun slip på ham. Han hostede og hakkede fortsat, selv efter at hun havde sluppet ham. Det føltes virkelig, som om han netop var druknet, selvom det kune var en lille smule væske, han havde fået hældt i halsen. "Det h-her skal d... du få betalt," gispede han ind imellem hostene. Han forsøgte at vende blikket mod hende og fokusere på hende, men det hele blev langsomt mere og mere sløret, og snart blev det erstattet af et gennemtrængende mørke...
Post by Chevere pertia d’silicet on Aug 2, 2012 14:07:46 GMT 1
Hun betragtede ham en anelse utålmodigt og lagde armene over kors. Hun hadede at vente. "Så siger vi det" svarede hun med en let ligegyldig tone da han endelig besvimede. Derpå kunne hun jo gøre hvad hun ville med ham. Det gjorde hun så også. Hun tog fat i ham og løftede ham prøvende. Ikke for tung men tungene end forventet. Hun slæbte ham hen i nærheden af hesten og kastede ham hen over ryggen på den. Hesten flyttede utilfreds på sig ved den pludselige byrde det blev kasten op på ryggen af den. Cherry klappede den på låret og fik den til at trave af sted selv om hun ikke var hoppet op endnu. Hesten var for høj til at hun kunne komme op uden problemer. Derfor havde hun udset sig et sted på ruten hvor hun kunne komme op uden at skulle bruge lang tid på det. Hun var så nødt til at løbe ved siden af hesten indtil hun nåede det sted, men det var stadig hurtigere end at stå samme sted og fumle med at komme op. Samtidig måtte hun dog også sørge for at Etienne ikke faldt ned. Stedet hun havde valgt gav hende mulighed for at hoppe op på noget og derfra videre op på ryggen af hesten. Derfra kunne hun sætte den i gallop og hurtigt lægge palæet bag sig. Men det var næsten først da hun ikke kunne se det bag sig mere at hun begyndte at slappe af. Hun havde slet ikke lagt mærke til hvor anspændt hun havde været. Hun brugte benene til at styre hesten og kunne derfor holde fast i Etienne der lå foran hende. ... Efter noget tid med gennerelt hastigt ridt nåede hun frem til stedet hun havde fået anvist. Tilfreds med at knægten ikke var vågnet på turen hoppede hun af og trak ham med sig. Uden at binde sin hest eller på anden måde begrænse den til et område trak hun af sted med Etienne. Nogen af hendes arbejdsgiveres mænd mødte hende på stedet og blev lettere forfærdede over at hun havde lade ham se hende. Hun tog det nu imidlertid ikke så tungt men lod dem gøre hvad de ville da de gav ham bind for øjnene. Hun tænkte at han nok ville kunne genkende bagmanden hvis han genkendte tjernerne eller hvad de nu var. Stedet var stort set forladt og hun blev, ledt på vej af de to mænd, ført hen til stedets fangekælder. Af en eller anden grund lod de hende dog slæbe Etienne selv.
Post by Etienne P. Kenilsworth on Aug 2, 2012 18:39:33 GMT 1
Etienne havde været bevidstløs hele turen igennem, og havde intet sanset. Først da kidnapperen lettere brutalt hev ham af hesten og slæbte af sted med ham, så den ujævne grusvej under ham rev i hans krop, begyndte han at komme mere og mere til sig selv. Han åbnede sine øjne, men til hans forundring, blev verden ikke meget lysere af den grund... Kvinden måtte have givet ham bind for øjnene. Fordømte kvindemenneske... Som han efterhånden havde erfaret, hjalp det ikke på hans situation at råbe af kidnapperen, så den idé droppede han hurtigt igen. Hun havde godt nok virket noget chokeret, da han pludselig gav sig til at råbe på sin vagt, men han havde på fornemmelsen, at han var langt væk hjemmefra lige nu, så hvis han begyndte at råbe efter Akari, ville hun nok bare grine af ham. Pludselig blev han opmærksom på, at der var flere sæt fødder, der gik hen af den grusede vej. Tre… fem? Det var svært at bedømme. Hans hænder var stadig bundet sammen, så han måtte bruge sin skulder til at fjerne bindet for hans øjne, bare nok til, at han lige kunne kigge ud. Han kastede et blik omkring sig. To mænd og så kvinden, der havde kidnappet ham.
Post by Chevere pertia d’silicet on Aug 2, 2012 19:21:21 GMT 1
Cherry havde ikke været på stedet før, derfor gik hun også og så sig om mens mændene ledte hende på vej. Hvorfor mon der skulle to mænd til at vise hende fangekælderen? Hun begyndte at blive mistroisk men Etienne afledte hendes opmærksomhed fra mulige konspirationer og over til ham. Hun havde tjekket knægten regelmæssigt, men da hun opdagede at han var vågnet havde han allerede halvt fået fjernet bindet for øjnene. Hun sukkede og skubbede det tilbage på plads. Hun tog fat i rebet om hans håndled i stedet og hev ham på benene, han var tung at slæbe, så hvis han i det mindste kunne hoppe med i stedet for så ville det aflaste hende. Derefter trak hun af sted med ham i hænderne i stedet, så måtte han enten hoppe eller falde og blive slæbt på maven derfra. Hun satte dog tempoet lidt ned så han faktisk havde en chance for at kunne følge med. Mændene talte dæmet sammen og lod ikke til at være tilfreds med at hun satte farten ned. Hun opfangede nogle kritiske kommentarer rettet mod hendes køn, det fik hende til at skule efter dem. Men lige nu havde hun ikke tid til at lære dem hvor lidt hun havde tilfældes med de kvinder som de sammenlignede hende med. Måske senere. Hun gik videre mens hun tænkte på hvordan hun mon skulle, tja, 'informere' dem om forskellene.
Post by Etienne P. Kenilsworth on Aug 2, 2012 20:03:25 GMT 1
Etiennes udsyn forsvandt, idet en eller anden skubbede bindet ned for hans øjne igen. At dømme efter det meget opgivende suk, måtte det være kvinden. Han fnøs. Hvor var hun dog bare belastende… Men i det mindste hjalp hun ham med at komme på benene, hvilket nu gjorde situationen en hel del lettere for Etienne, for selvom han nu skulle hoppe besværet af sted, slap han for at få mærker og sår af at blive slæbt af sted. ”Ih, mange tak…” mumlede han sarkastisk, idet han kastede med hovedet i et forsøg på at få bindet væk fra øjnene igen. Det rykkede sig lidt ned over næsen på ham, men ikke nok til, at kunne se noget… Pokkers. ”I burde virkelig overveje at tage timer i etikette, for I aner tydeligvis ikke, hvordan man skal behandle en af min status. Jeg betaler selvfølgelig med glæde, hvis bare det kan få banket lidt intellekt ind i jer primitive abers hoveder,” snerrede han. Han var omgivet af to store mænd og en kvinde, der havde vist sig at være næsten lige så stærk som de to tilsammen, så det nyttede ikke at kæmpe imod eller forsøge at flygte, for de ville fange ham på ingen tid. Derfor måtte han gribe til det eneste andet våben, han kunne komme i tanke om: Verbale angreb. "Jeg kan godt forstå, at I hører på samfundets bund, for med en opførsel som denne, så-..." Han blev afbrudt, idet han fik hoppet forkert og var ved at snuble. Han opretholdt dog balancen takket være kvinden foran ham, som han greb fat i med sine sammenbundne hænder.
Hvilken årstid befinder vi os i? Det afgør ugerne:
The List:Uge 19 - 46: 5. år- 19-25: Forår -
26-32: Sommer
33-39: Efterår
40-46: Vinter
!Population!
Hvor mange mutanter og mennesker er der i landene?
Talian:
Nord:
8 Mutanter / 5 Mennesker
Øst:
9 Mutanter / 10 Mennesker
Syd:
11 Mutanter / 1 Menneske
Vest:
8 Mutanter / 1 Mennesker
Kongelige:
1 Mutant / 1 MenneskeMeRosal:
14 Mutanter / 3 Mennesker
Kongelige:
1 Mutant / 0 Mennesker