Post by Etienne P. Kenilsworth on Aug 7, 2012 15:26:35 GMT 1
Akaris bestemte tonefald fik Etienne til at smile lidt for sig selv. Normalt adlød Akari hans mindste ordre, men denne gang havde han sat sig imod ham. Selvom Etienne var for stolt til at indrømme det, så var han faktisk glad for, at Akari netop denne ene gang sagde ham imod. Hvis han skulle gå ved siden af Akari, ville det virkelig komme til at tage hundrede år…
De var nu nået toppen af trappen og stod i noget, der lignede en stald. Etienne drejede interesseret hovedet omkring for at få det hele med, for sidst han havde gået her, var det med bind for øjnene. Ved siden af stalden lå et stort palæ, og det fik ham til at bide tænderne sammen. Det skulle ikke undre ham, hvis det var ejerne af det palæ, der stod bag kidnapningen… Han måtte huske på adressen, så han kunne få gjort noget det – på et senere tidspunkt, selvfølgelig. Lige nu orkede han knap nok at holde fast om Akaris hals med sine arme, så han ikke faldt ned.
Han fik øje på en hest, der stod ensom og alene i staldens fjerne hjørne. Akari kiggede meget interesseret på den, og det fik Etienne til at spørge: ”Er det din?” Det var i hvert fald ikke en af hestene fra hans palæ, så meget kunne han da sige… Men hvor mon Akari så havde fået den fra? Så vidt han vidste, havde Akari ikke en hest, som stod opstaldet et eller andet mystisk sted i byen, så det kunne ikke være hans egen. Mon han så havde stjålet den? Ja, sådan måtte det være…
Der gik en mærkelig trækning over Etiennes ansigt, idet det gik op for ham, at selvom Akari havde været sent på den, havde han alligevel skyndt sig så meget, at han havde været desperat nok til at snuppe den første hest, han kunne få fat på… Etienne måtte minde sig selv om ikke at skælde ud på ham over, at han ikke havde været i stand til at holde kidnapperen ude af palæet her til aften, for Akari havde trods alt gjort sit bedst.
De var nu nået toppen af trappen og stod i noget, der lignede en stald. Etienne drejede interesseret hovedet omkring for at få det hele med, for sidst han havde gået her, var det med bind for øjnene. Ved siden af stalden lå et stort palæ, og det fik ham til at bide tænderne sammen. Det skulle ikke undre ham, hvis det var ejerne af det palæ, der stod bag kidnapningen… Han måtte huske på adressen, så han kunne få gjort noget det – på et senere tidspunkt, selvfølgelig. Lige nu orkede han knap nok at holde fast om Akaris hals med sine arme, så han ikke faldt ned.
Han fik øje på en hest, der stod ensom og alene i staldens fjerne hjørne. Akari kiggede meget interesseret på den, og det fik Etienne til at spørge: ”Er det din?” Det var i hvert fald ikke en af hestene fra hans palæ, så meget kunne han da sige… Men hvor mon Akari så havde fået den fra? Så vidt han vidste, havde Akari ikke en hest, som stod opstaldet et eller andet mystisk sted i byen, så det kunne ikke være hans egen. Mon han så havde stjålet den? Ja, sådan måtte det være…
Der gik en mærkelig trækning over Etiennes ansigt, idet det gik op for ham, at selvom Akari havde været sent på den, havde han alligevel skyndt sig så meget, at han havde været desperat nok til at snuppe den første hest, han kunne få fat på… Etienne måtte minde sig selv om ikke at skælde ud på ham over, at han ikke havde været i stand til at holde kidnapperen ude af palæet her til aften, for Akari havde trods alt gjort sit bedst.