know or don't know?

[Akio Minori Takahiro]

Minori så ret forpint ud selv om der ikke skete noget med hans krop lige nu. han så mod ciel da han satte nålen i Silvia arm lukkede han øjnene og bøjede hovedet for undgå at blive set. han følte voldsom smerte i sit indre som han vidste hun nu blev udsat for smerte. han hørte at ciel sagde det med ligvogn og begyndte at rystede svag. silvias ord ramte ham hårdt.
*undskyld Silvia. jeg må rede dig fra dette helved*[/color]
han sank en klumb og så vagt så på Minori og grinte lidt. han gik over og tog og kørte en hånd op over minoris hår som ville han kærtegne ham. men han fjernede bare håret og tog fat i håret så han tvang Minoris hoved op.
"Chef. har De set hvordan han ser ud i ansigtet"
Minori så ud som var det ham der blev totureret lige nu selv om der ikke blev rørt noget på ham. han følte sig forpint fordi at hans søster blev udsat for denne smerte. han følte sig forpint af skyldfølelse og kunne opgive alt for at hun levede uden smerter eller ar efter dette. han ville jo ikke kunne fjerne hendes minder om dette. hvilket forvirrede ham.

[Ciel Dé Ricéy]

Egentlig havde Ciel glemt alt om Minori, da han blot valgte at koncentrere sig om Silvia, som tydeligvis ikke var særlig tilfreds med hans behandling, men det var blot noget der behagede ham yderligere, som han endte med at fortsætte, sin leg.. Dog blev han kastet ud af sin verden, idet at Silvia opfordrede Minori til at holde sin mund, hvilket ikke rigtig passede ham, så han lagde en hånd mod hendes kind, og tvang hende til at se ham ind i øjnene..
"Du er den sidste, som har ordet her.. Silvia"
sagde han koldt, som han blot smilte lettere ondtskabsfuldt og tilfreds til hende. Idet at smerten kom til udtryk i hendes kropssprog og ansigtstræk smilte han inderligt og frydede sig blot over situationen, som han holdt et vågent øje med hende. Han skulle lige til at dreje hovedet mod vagten.. Men så spyttede Silvia ham i hovedet. Ciel vendte hovedet direkte mod hende, hvorefter han tog et fast greb i hendes hår og hev til.. Han så yderst utilfreds på hende og tørrede spyttet af.. Hvorefter han nikkede til en vagt, som endnu en gang gav ham dolken i hånden..
"Jeg er den sidste som fortryder dette.."
sagde han koldt og rev hendes ærmer af tøjet, hvorefter han lagde et langt snit fra skulder og ned til håndleddet på begge arme. Hun skulle blot have modtaget torturen og ikke gjort modstand, for nu blev det hele meget værre! Snittet var ikke dødeligt, men på et tidspunkt ville hun miste nok blod til at miste bevidstheden, hvorefter hun senere ville mærke livet forsvinde, hvis der ikke blev gjort noget først.
Efterfølgende vendte Ciel sig mod Minori, han så lettere undersøgende på manden, som han så yderst forpint ud. Et tilfreds smil gled over hans læber.. Han bevægede sig hen til Minori uden at forsøge at dække sit ansigt eller noget. Han regnede ikke med at Minori først turde gøre noget ved ham, når han først kom ordentlig igang. Han kunne jo altid true med at få fat på Silvia igen? Hvis hun kom levende fra dette. Ciel bevægede sig helt hen til Minori og lod den ene hånd glide hen over bladet på dolken, hvorefter han kørte den blodige hånd hen over Minori arme og ansigtet, så han kunne få lov til at lugte Silvias blod og endda smage det, eftersom at han også kørte hen over hans læber.
"Jeg tolerer ikke denne opførelse, så se dette som en advarsel.. Næste gang skærer jeg helt ind til hendes knogler og lader hende forbløde alene.."
Sagde han irriteret og smed dolken hen til en af vagten, som startede med at gøre den rent, så blodet ikke ville sætte sig fast i skaftet efterfølgende.

[Silvia Hunter]

Silvia så ham i øjnene i et forsøg på ikke at vise frygt, men hun vidste inderligt ikke hvad hun skulle stille op. Hun var lænket til den kolde mur, som blot blev en byrde for hende, som det hele skred frem ad, også selvom hun havde forsøgt at gøre modstand, så havde hun tydeligvis dummet sig. Silvia rystede på hovedet, som hun lod blikket glide over på Akio, der blev tvunget til at kigge op på grund af vagten.
*Du skal ikke tænke på mig.. Jeg skal nok klare mig.. Giv mig noget tid*
tænkte hun lettere beroligende, som hun lod blikket glide tilbage mod Ciel, der ikke virkede særlig tilfreds over hendes reaktion. Han så måske hellere at hun blot valgte at tage imod slagene og nålene, det man i hvert fald ville kalde tortur, men hun havde ikke tænkt sig at give op, selvom smerten spredte sig fra nålen, så bed hun sig blot i læben for at holde det tilbage. Hun stirrede på ham med tomme øjne, selvom man tydeligt kunne se frygten sprede sig, da han bad om dolken igen.. Havde hun virkelig dummet sig så meget? Lige med et spredte varmen sig i hendes krop, som hun mærkede blodet flyde fra hendes arme og dolken der blot skar igennem hendes krop. Hun skreg op af smerte og vred sig i et forsøg på at komme fri, men hun kunne ikke rigtig håndtere sine arme og begyndte at hulke let, men tog sig senere sammen for at kigge på ham med det tomme øjnene igen. Men hendes vejrtrækning blev tungere og mere ujævn, som tiden gik. Hun himlede med øjnene, da han endelig vendte sig om.
*Kig godt på ham, Akio*
tænkte hun lettere opgivende, hvorefter hun lod sit hoved hænge uden at bruge nogen kræfter på det. Hun var alt for langt inde i dette til at kunne komme ud igen.. I hvert fald ikke lige med det samme. Hendes krop blev mere og mere slap, som blodet forlod hendes krop uden at hun kunne gøre det mindste for at forsinke processen.. Hun sukkede opgivende og lyttede blot efter til hvad der blev sagt.

[Akio Minori Takahiro]

Minori mærkede de klamme fingre fra vagten som tog fat i hans ansigt. hans øjne havde mistet glød af kamp. han havde set det hele ske med silvia og det gjorde at han blev mere og mere usikker på sig selv. ville han kunne klare dette i længden. han hørte silvias tænker og løftede blikket og så mod hende. han anede ikke lige nu men han kunne ikke tænke. han så mod silvia og lukkede øjnene forpint sammen. han rystede lidt og det var tydeligt at han sagde til silvia med kroppen at hun skulle ud og han blev for en hver pris. han så op da han hørte ciel snakke til silvia og da han begyndte at skære hende i armene gik Minori helt istå. hans øjne var tomme og han så bare frem som var han helt tom. hans ansigt var i frygt og forpint tilstand. han så ciel kom over mod ham og hans hoved faldt ned i bøjet opgivet tilstand.
han mærkede ciels hånd køre over hans arme og ansigt med silvias blod. han så op og genkendte i underbevidstheden ham men var ikke helt sig sel lige nu. han ville rede silvia. han sukkede og hans hænder var helt slappe og faktisk også lidt blå i farven nu.
"lad Silvia gå. lad hende komme til lægen så skal jeg nok svare på alt"
Minori så mod silvia med helt opgivene øjne. han ville ha hende ud. ha hende redet. han kunne ikke klare at se hende lide. se hende så bange.

[Ciel Dé Ricéy]

Måske Silvia havde accepteret sin skæbne, når man tænkte på at hun ikke valgte at svare ham, men blot tog imod og endte med at skrige af smerte. det morede ham mere eller mindre, som det hele udviklede sig til noget, som han næppe ville have kunnet forestille sig, men han håbede dog på at han ville kunne få de rette oplysninger ud af enten Silvia eller Minori.. Det måtte tiden jo vise, lige nu lod han blot Silvia hænge lidt i lænkerne, selvom vagterne havde stillet sig hen på hver side af hende, blot for at holde øje med hendes tilstand. Hvis hun først mistede livet, så ville Ciel næppe kunne få noget ud af Minori, derfor skulle de sikre sig at hun holdt sig i live eller bare så godt som det nu var muligt.
Et ondt smil gled over hans læber, som han valgte at betragte Minori tæt på og det gik lige pludselig op for ham, at han havde set denne skikkelse før. Hvem skulle have troet, at hans nabo ville blive anklaget for at være mutanternes beskytter? Så kunne Ciel blot håbe på, at han havde ret ellers ville det nok ende galt, fordi manden måtte jo have nogle kontakter siden han boede i Øst.
"Giv mig noget jeg kan bruge, og så skal jeg nok sørge for, at der er nogen som til ser hendes sår.. med det samme
sagde han ganske roligt, som var de i gang med at forhandle og det bare var en ganske rolig samtale, selvom Minori var spændt fast, så forsøgte Ciel at opretholde en balance, eftersom at Minori ikke skulle tro, at han var noget. Han ville jo heller ikke Silvia gå, hvis han ikke kunne få nogle ordentlige informationer ud af Minori..

[Silvia Hunter]

Silvia kunne ikke gøre sig meget andet end blot at lytte til hvad der blev sagt, eftersom at Akio ikke rigtig svarede på hendes kommunikation, men hun blev nød til at fortolke det på en eller anden måde, så hun regnede med, at han skulle koncentrere sig. Men alligevel var hun forvirret over, hvad der skulle ske nu. Hun vidste godt at hun ikke ville kunne holde sig vågen meget længere og nok ville klappe sammen, men alligevel forsøgte hun at opretholde sin krop i en stående stilling, selvom det tog meget på hendes kræfter og blodet blot gled ned af hendes arme for at glide under hendes tøj og gøre det helt blodigt og klamt.
"Tænk ikke på mig.."
sagde hun svagt og det var ikke en gang sikker at han ville kunne høre hende.. Hun ønskede dog ikke at Akio afslørede mutanterne bare fordi han ikke mente at hun skulle komme mere til skade. Hun kunne sagtens forlade denne verden, hvis det ville redde flere hundrede mutanter. Men på den anden side, så ville Ciel næppe give op, før at han fik sin vilje, noget der blot irriterede hende grænseløst, men hun var lænket fast og havde svært ved at gøre noget overhovedet, andet end at bruge sin mund, som blot gjorde det hele meget værre.
Der gik ikke lang tid før at Silvias øjne gled i.. Hun gled ind i en søvn, hvorefter hendes krop blev helt slap. Hun virkede næsten livløs, men hun havde ikke flere kræfter til at holde sig vågen, samtidig med at hun havde mistet en del blod, så hun ikke kunne holde sin blodcirkulation oppe og holde sit hjerte kørende. Der gik dog noget tid før at vagterne reagerede på det, fordi de var optaget af Ciel og Akio, der tydeligvis var igang med at forhandle.
"Silvia har mistet bevidstheden!"
råbte den ene vagt pludselig, men der var Silvia allerede så langt væk, at hun intet kunne høre, hun fik heller ikke noget med længere.

[Akio Minori Takahiro]

Minori så på Ciel og trak vejret tungt. han var træt men tvang sig vågen. han så mod Silvia og da hun besvimmede så man hans store øjne. var hun mon død? vis hun var kunne Ciel glemme alt om at Minori ville fortælle noget som helst. han så på ciel med store næsten rasende øjne. dog da vagten råbte sukkede han ettet. han så på Ciel og begyndte at genkende ham.
"hvad skal jeg fortælle Dé Ricéy"
det var tydeligt at han kunne genkende ham. men vidste Ciel overhoved hvad hans nabo hed. Minori så på Silvia og ønskede hun fik hjælp. han ville gerne selv men det hjælp ikke lige nu. og nok kunne hun rede mange ved at ofre sig men Minori var ikke dum. han havde jo evnen til at slette deres hukommelse om dette. han bed sig lidt i løben. hun måtte ikke dø nu. hun måtte ikke nu hvor han havde erkendt sandheden.

[Ciel Dé Ricéy]

Det hele var muligvis gået en anelse hurtigere end han havde forventet, men det kunne jo godt være, at han havde endt med at skære en lille smule dybere ned i hendes arme, hvilket ikke havde været meningen. Han skulle jo bruge hende til afpresning, ellers ville han aldrig nogensinde få noget ud af Minori. Derfor vendte han sig om på Silvia.
"Bring hende ovenpå og send bud efter en læge"
sagde han yderst bestemt og lod blikket følge vagterne og Silvia, som hun blev lænket fri og taget ned fra væggen. Han ville blot være helt sikker på at Silvia ikke lavede skuespil og lige pludselig ville fare på vagterne, selvom hendes krop virkede en anelse livløs, så lod ham vagterne passere og bære Silvia ovenpå, hvor hun blev lagt i sofaen i forstuen.. Lægen kom ikke ret lang tid efter og begyndte straks at lukkede hendes sår med urter og savler, så hun i det mindste ikke ville ende med at forbløde. Lægens ansigt var dækket nogenlunde til, som han tilså hendes sår. Der var nogle få vagter inde i rummet, som holdt øje med dem begge to, imens at Ciel vendte sig mod Minori.
"Udmærket.. Hvad er din og Silvia's relation, Minori?"
sagde han ganske koldt, som han valgte at folde hænderne foran sig i og holde godt øje med ham. Han ville være helt sikker på, at han nu også stod overfor Minori. Men det var noget han så småt var begyndt at forstå.. Han havde endnu ikke nægtet at blive kaldt Minori, eftersom at Ciel havde benyttet sig af dette navn ofte og at der ikke var kommet nogen særlig reaktion på det.

[Silvia Hunter]

Silvia virkede faktisk mere eller mindre livløs, og hun fik hverken Akio's eller Ciel's ord med, eftersom at hun var langt væk og nok ikke ville vågne lige med det samme. Både fordi hun var træt, men også fordi blodet gjorde hendes krop svag og lettere livløs. Hendes hjerte bankede dog stadig, men det var alligevel noget der kunne være svært at høre, eftersom at hendes krop var tæt på at gå ind i en chok tilstand.
Idet at vagterne tog hende ned fra væggen hang hendes arme slap ned langs med hendes krop, som hendes ansigt hang forover og ikke blev holdt oppe af noget som helst. Inderst inde ville hun nok have ønsket, at der ikke var sket dette, men samtidig så var hun blot glad for at Akio havde accepteret hende, selvom hun nok havde ønsket at hun havde fået det at vide på en anden måde.
Oppe i forstuen lå hendes krop forholdsvis livløs og ventede på lægen, men i det at lægen trådte ind i palæet og gav sig tid til at lukke hendes sår, så kunne man lige pludselig fornemme på hende at hun virkede mere eller mindre vågen, også selvom hendes vejrtrækning var tung og hendes arme stadig hang livløs ned på siden af sofaen.. Inde i sig selv kæmpede hun for at finde vej tilbage, eftersom at hun selv i en bevidstløst tilstand kunne huske hvor hun havde været, før at hun var besvimmet. Derfor vågnede hun op med et sæt og satte sig op. Hun gav sig tid til at undersøge sine arme, som var bundet ind i bandage og snore. Hun sukkede lavt og stivnede da vagterne bevægede sig. Dog endte hendes øjne med at lyse op og blive mere og mere lyseblå.. Vagterne faldt på knæ og tillod hende at rejse sig op. Lægen tog dog forklædningen af og vendte sig mod hende.
"Flygt så hurtigt De kan, Frøken Hunter.. Jeg holder dem hen"
sagde lægen.. og skyndte sig at lade som ingenting, imens at Silvia nikkede og lydløst bevægede sig ud af palæet. Dog bed hun mærke i vejen, som hun tog tilbage til nord.. Hun havde behov for hvile og kunne derfor ikke tage sig af Akio lige nu, men inden da valgte hun at stoppe op foran kælder vinduet og lukkede øjnene for at lade nogle tanker passere ned til Akio.
*Tænk ikke på mig.. Jeg skal nok klare mig, sig til hvis jeg skal hjælpe dig. Jeg venter på dit svar*
tænkte hun roligt og sendte ordene ind i Akio's hoved, hvorefter hun valgte at gå i skjul på grunden.. Hun ville vente på svar, før at hun ville vende tilbage til nord.

[Akio Minori Takahiro]

Minori benægtede ikke navnet pga han vidste at manden nok bare ville råbe og skrige over at det var hans navn. hvilket det på en måde jo var. hans mellemnavn. han stod roligt og trak vejret tungt da silvia blev ført op for at blive renset og forbundet. han så på ciel da hans begyndte at tale. han rettede hovedet op og så på ciel med de kolde blå øjne.
"vi har en fælles fortid og som alle ved kan man ikke løbe fra fortiden. hun kunne forstå mig bedre end andre og det har gjort et stort indtryk på mig"
han talte om var det sandt. mest fordi det på en måde jo var rigtigt. de havde samme fortid da de begge jo havde oplevet det som skete dengang. han så på ciel og hørte pludselig Silvia i hovedet og valgte ikke at se rundt for ikke at gøre Ciel mistænksom.
*FORSVIND! jeg kan ikke risikere du bliver fanget igen. jeg skal nok klare mig. det har jeg gjort altid og det gør jeg stadig*
han håbede hun forstod budskabet og forsvandt før noget skete. han skulle nok komme ud. om det var nu eller senere. han vidste bare at han nok skulle komme ud.

[Ciel Dé Ricéy]

Der lod til at være styr på Silvia, eftersom at han ikke havde hørt noget oppefra, så han gik ud fra at han stadig havde kontrollen, selvom han med sikkerhed ville få lægen hængt, hvis han først fandt frem til personen. Men han ville nok også hurtigt kunne regne ud at lægen i virkeligheden var en mutant, som blot ønskede at hjælpe sine artsfæller, hvilket Ciel nok aldrig ville kunne forstå.. Han valgte dog at benytte situationen til at føre en mere rolig samtale med Minori, også selvom manden stadig var hængt op i loftet og fastnet til gulvet.
"Og den forståelse får dig til at ofre andre mutanter for hendes skyld? Og nu vi snakker om mutanter.. Hvad er din evne? Og hvorfor hører jeg aldrig om mutanter i byen, som om de ikke findes?"
spurgte han lettere irriteret, eftersom at der aldrig rigtig blev meldt nogen former for angreb eller overfald angående mutanter. Det var ofte kun mennesker, som endte med at gå hinanden på nerverne og derfor var det ikke noget han var interesseret i at tage sig af. Det var bare spild af tid.
Vagterne ovenpå kom langsomt til sig selv og stirrede mod lægen og samlede sine ting op og nikkede til dem.
"Han må behandle jer hårdt.. Jeg har ført Silvia ovenpå, så hun kan hvile sig"
sagde han ganske roligt før at han forlod området uden at kigge sig tilbage. Vagterne gik blot ud fra at det var sandt og valgte at bevæge sig ovenpå for at finde frem til gæsteværelset.. Dog stod udenfor og ventede blot på at Ciel ville sende bud efter Silvia.

[Silvia Hunter]

Hele situationen var kommet yderst bag på hende, og hun vidste slet ikke hvordan hun skulle håndtere det og ville blot ønske at dette var en mareridt, som i sidste ende kunne udvikle sig til en drøm? Men dette var ikke tilfældet, da hun lyttede til Akio's tanker. Hun fik næsten et chok, da hans tanker virkede oprigtig og hun kunne tydeligt mærke på ham, at han ikke ønskede at hun skulle komme til skade, derfor nikkede hun en smule for sig selv og ville blot ønske at han ville komme ud fra denne knibe meget snart!
*Pas på dig selv, Akio.. Jeg venter på dig*
tænkte hun ganske roligt, hvorefter hun nærmest lød ud af gården mod Nord. Dog valgte hun ikke at løbe hen til kroen, eftersom at hun hurtigt kom i tanke om at hendes tøj var fyldt med blod og hendes tanker ikke var klare eller noget, så hun kunne sagtens ende med at besvime igen. Silvia vendte tilbage til Nord og tog hjem uden at tænke på at hendes kollega med sikkerhed havde behov for hendes hjælp, så vidste hun at hendes krop havde behov for hvile.

//out

[Akio Minori Takahiro]

han havde aldrig sagt at han ville ofre alle andre mutanter for silvia. han havde sagt han ville tale. han så på ham og trak vejret dybt. han så på ciel imens han snakkede. han så på ham og lagde hovedet på skrå. hvad hans evne var. hvad skulle man sige der. for hvem havde endelig sagt at mutant beskytteren selv var mutant? han var måske bare ven med mutanter. han så på ham og hørte hans næste spørgsmål. han rettede hovedet op. hvorfor man ikke hørte om dem.
"er De dum. hvorfor tror De selv at man ikke høre om mutanter. fordi de er udstøtte og bliver hadet. ingen mutanter vil vise sig pga de jo bare vil blive jagtet eller udsat for det jeg lige har været igennem"
han så på Ciel og løftede øjenbryene som om at han da burde kunne tænke sig til det selv. det var et rigtigt dumt spørgsmål synes han. han hørte silvias tænker og håbede hun klarede den. han så mod ciel og begyndte at blive døsig han havde brug for at sove. brug for at slappe af. hans krop var kold og han havde mange sår. det var hårdt at mmiste så meget blod.

[Ciel Dé Ricéy]

Ciel kunne ikke være mere utålmodig end han allerede var, derfor irriterede det ham yderligere, at vide at Minori ikke rigtig svarede på hans spørgsmål. Selvom det egentlig allerede nu burde være klart for Minori, at Ciel ikke havde tænkt sig at nøjes med en benægtelse.. Han valgte at folde hænderne foran sig og kiggede en anelse irriteret på Minori.. Hvorefter han gik hen til bordet for at samle hætten op endnu en gang. Han var egentlig irriteret over det svar han fik, men forsøgte at tage den med ro.
Han vendte sig om mod Minori endnu en gang og smilte en anelse koldt til ham, før at han nærmest tvang hætten ned over hans hovede.
"Jeg er skam ikke dum.. Og mutanterne gør ikke lige frem sig selv mere elsket ved at holde sig skjult. Men jeg kan forsikre dig om, at du ikke er den eneste."
sagde han med et ganske koldt smil på læben, hvorefter han gik hen til bordet for at samle bogen op. Han bladrede lidt rundt i bogen for til sidst at vende blikket mod Minori.. Det irriterede ham faktisk, at han ikke lige umiddelbart kunne få noget ud af ham, men måske han bare lige skulle have noget tid til at tænke, og måske overveje sine muligheder. Fordi så kunne det jo være at det gik op for ham, at han ikke ville slippe levende fra dette, medmindre at han åbnede munden i tide. Uden at sige at ord valgte Ciel at forlade kælderen, eftersom at han ville se til Silvia, blot for at forsøge at tvinge noget ud af hende. Han kunne jo ikke vide, at hun i virkeligheden at sluppet væk. Det ville også blot gøre ham sur.

- - - - - - - - - - - - - - -

Ciel låste kælderdøren efter sig, hvorefter han beordrede nogle vagter til at stå vagt ved døren. Han var lettere irriteret over denne udvikling, men så håbede han blot på at han ville kunne få noget ud af Silvia. Lige i øjeblikket skulle man helst ikke forstyrre Ciel, eftersom at han med sikkerhed ville føle sig svigtet eller måske endda forrådt. I takt med at han bevægede sig mod trappen trak han nogle mindre nåle op af lommen. De stumper som han havde knækket af nålene på Minoris arm. Et lumsk smil gled over hans læber, hvorefter kursen blev rettet mod gæsteværelset. Han smilte let, som han kunne se vagterne ved døren. De rettede ryggen, da han nærmede sig og så lettere afventende på ham. Hvad ville han gøre?

Ciel ville nok først vende tilbage til Minori, når han var sikker på, at han havde lidt nok og dermed ville give ham mulighed for at finde frem til de nødvendige oplysninger. Men desværre for ham, kunne han ikke bruge tid på Silvia.. Vagterne havde været så dumme at lade hende slippe og lade lægen overbevise dem om, at hun var blevet bragt op på værelset. Noget de nok skulle komme til at forstyrre.

//out