know or don't know?

[Ciel Dé Ricéy]

Tonen irriterede ham ubegrænset og han vidste egentlig ikke hvad han kunne stille op med denne mand, lige umiddelbart, så kunne han ikke få noget som helst ud af ham, hvilket ikke passede ham, langt fra faktisk.. Derfor valgte han at ignorere ordene, hvorefter han begyndte at presse nålen ned i Minori's venstre skuldre, den ville højst sandsynlig ramme knogle og passere den på den ene eller anden måde.. Og uanset hvad så ville det med sikkerhed gøre ondt, så han ikke ville kunne bruge sin venstre arm i noget tid, det kunne sikkert også komme til at føles en anelse følelsesløs..
"Det skal jeg nok selv bedømme.. På den ene eller anden måde, så skal jeg nok gøre livet surt for dig.."
sagde han ganske koldt, eftersom at Ciel med let hed kunne få sat en stopper for Minori's bedrifter, uanset om han var den berygtede Minori eller ej, samtidig med at han ville sørge for at overvåge ham konstant, lige indtil at han ville få et svar på, hvem han var.. Nålen blev presset så langt ned i skulderen, at det sikkert ville blive yderst svært at få nålen op igen, medmindre at Ciel selv gjorde det. Efterfølgende foldede han hænderne foran sig og bevægede sig hen til bordet igen.. Dette lokale var muligvis indrettet til tortur, men det var ikke blevet brugt i meget lang tid, så de fleste af værktøjerne var ikke i helt perfekt stand, men dette ville blot forvolde yderligere smerter.
"Hvis du ikke er Minori, hvem skulle du så være?"
spurgte han roligt, hvorefter han tog en stak nåle med sig hen til ham, hvorefter han stillede sig foran ham og fik fjernet blusen helt. Ciel var overbevist om en ting og der var næppe noget som kunne få ham til at ændre mening, også selvom vagterne på et tidspunkt ville vende blikket bort på grund af synet.

[Akio Minori Takahiro]

Akio skreg lydløst som han havde trænet sig til. smerten fra nålen som kom ind i hans skuldre gjorde voldsomt ondt. det at manden ciel pressede det ekstra til igennem knoglen føltes som helved. men han gav ikke op. ikke nu. han hørte manden gik og tog noget over ved det akio havde fået til måtte være et bord. han hørte han kom igen og spurgte ham hvem han var. ja hvem var han.
"jeg er en handels mand. jeg er intet andet."
han løj ikke. han havde ne bod hvor han solgte ler krukker og ler vaser. en butik han var stolt af var hans. han sank en klumb og pludselig så man hans hoved falde ned. smerten fra armene og skuldren havde med et bare slået ham ud. han var gået ud som et lys

[Ciel Dé Ricéy]

Egentligt havde Ciel faktisk håbet på en helt anden reaktion eller bare nogle ord, som kunne hjælpe ham på det rette spor, det var dog en anelse svært at lokke noget som helst ud af ham, eftersom at manden tydeligvis ikke var med på at afsløre sig selv eller sine egne, hvilket blot irriterede Ciel grænseløst, dog nåede han ikke at gøre særlig meget, før at manden gik ud som et lys. Efterfølgende sukkede Ciel opgivende og kastede nålene mod muren i et mindre raseri, hvorefter han gik hen til en af vagterne..
"Hold et vågent øje med ham, imens at jeg er væk. Hvis han skulle sige noget, så skal jeg vide hvert eneste ord.. Men hold dig en anelse skjult, så han tror at han er alene"
ordene var kun rettet mod den ene vagt, som nikkede lydløst, eftersom at det kun var ham der havde hørt dette. Som også havde været meningen. Efterfølgende lagt Ciel en nål i vagtens hånd og nikkede en smule, hvorefter han bevægede sig mod trappen, dog gik han hen fordi Minori først og drejede en anelse rundt på nålen ved hans skulder, blot for at give det sidste.. Desuden så ville det næppe kunne vække ham, selvom Ciel helst så ham vækket, så valgte han at lade vær og bevæge sig ovenpå.. Der placerede han sig i stuen, imens at han så ned på sine hænder, som var blevet en anelse blodige efter snitsårene på armene.. Nålen havde ikke forvoldt særlig mange skader i form af blod, eftersom at han ikke havde hævet den ud endnu. De andre vagter havde fulgt ham, men holdt alle øje ved døren og lyttede efter, hvad der foregik dernede, imens at vagten nede i kælderen ventede til at Ciel ville komme tilbage. Dog valgte Ciel at vaske blodet af sig først.

[Akio Minori Takahiro]

Minori var gået ud pga smerter. han mærkede ikke at ciel drejede i nålen. han var helt væk. der gik timer. og Minori kom ind i dyb søvn og begyndte uden at vide det at tale i søvne. han drømte at han kæmpede mod denne mystiske mand på vejne af mutanter at de var bag ham som var han deres skjold. han drømte at Siliva var blandt dem. hvorfor var silvia med i drømmen?
"Silvia... Silvia pas på... du må ik.... komme til skade..."
Silvia. hvorfo begyndte hun at være i alle hans tænker. var hun mon virkelig det hun sagde. Minori sov nu stille og vagten skyndte sig at løbe lydløst over til døren og fortalte vagterne hvad Minori havde sagt så de kunne løbe op til ciel og fortælle hvad kældre vagten havde sagt.
Minori så denne mand i sin drøm som en med hætte på som man tit så døden som. han så mange mutanter han havde mødt og set igennem tiden. folk som var stærke og folk som var svage. han så sig selv som deres beskytter og som deres skjold da han jo være mutant beskytter.

[Ciel Dé Ricéy]

Ciel var mere eller mindre utålmodig, men i stedet for at opholde sig i stuen hele tiden, valgte han at bevæge sig op af trapperne til første sal, hvorefter han gav sig til at studere papirerne fra slottet.. Der var nok at tage fat i, men der blev dog sjældent meldt noget omkring mutanter, dog vidste Ciel godt, at der stadig var mutanter i byen, der måtte bare være en derude, som kunne sørge for at folk ikke sladrede til de højt stående, for hvordan skulle mutanterne ellers fortsat være skjult? Det gik ham egentlig meget på, men til sidste endte han med at fordybe sig i sit arbejde og fik et mindre chok, da en vagt kom brasende ind på hans arbejdsværelse.. Han havde altså haft så travlt, at han ikke lige havde tid til at banke på.
"Hr. Dé Ricéy, fangen snakker i søvne.. og har afsløret et navn, Silvia"
kom det lettere forpustende fra vagten, der lige skulle have vejret, efter at være løbet hele huset rundt for at finde Ciel. Ciel så efter noget tid op på vagten og nikkede roligt.
"Lad os se om vi ikke kan bruge Silvia til noget.."
sagde han lettere ondt, hvorefter han rejste sig fra sin plads bagved skrivebordet og bevægede sig ud af døren, hvorefter vagten lukkede døren til værelset.. Caleb var ikke hjemme, så det var ikke nødvendigt for ham at låse døren lige nu, derfor satte de også kursen ned på kælderen igen. Ciel smilte en anelse for sig selv, da han først kom ned i kælderen gik. Han nikkede til vagterne, som fulgte efter ham, den ene bar dog en spand med vand, imens at de blot stillede sig foran Minori.. Ciel tog fat i spanden og hældte den ud over hovedet på Minori, fordi han skulle ikke hvile nu, nej han skulle tale.
"Vågn så op, Minori!"
sagde han yderst koldt, og smed spanden hen i det fjerneste hjørne, hvorefter han igen tog fat i nålene fra tidligere, blot for at se om Minori ville kunne tale igennem tortur eller om han skulle benytte sig af Silvia.. Imens at han ventede på at Minori skulle vågne valgte han at overveje hvem denne Silvia kunne være.. Det var tydeligvis noget der kunne bruges, siden at Minori havde sagt, at hun ikke måtte komme til skade.

[Akio Minori Takahiro]

Minori rystede i søvne. hans blod fra armene var størknet i kanterne og han var slet ikke forberedt på at bliver over sprøjtet med vand. da vandet ramte ramte noget de dybe sår og det gjorde han vågnede med et sæt og kom med et smertefuldt støn. han skulle til at skrige til han så sækken og kom i tænke om hvor han var. han trak vejret hurtigt og prøvede at vågne op helt. men han var afkæftet så han ville helst sove. han mærkede pludselig nålen blev drejet rundt igen. han pressede øjnene sammen.
"jeg er vågen! hvad vil De mig nu."
nok havde Ciel begyndt at sige du men Minori ville ikke glemme sine manere. han ville ikke sige du til en mand som ham her. han ville hellere miste sin tunge. han trak vejret hurtigt og rystede på hovedet da hans sæk over hovedet begyndte at klabre til hans hoved og det generede ham meget. Akio mærkede vandet glide ned af sårene og det gjorde meget ondt selv om han gerne ville ha det sluttede

[Ciel Dé Ricéy]

Ciel valgte at gå nogle få skridt tilbage og holdt nogle nåle i hånden, før at han rettede blikket mod Minori igen, der tilsyneladende var kommet til sig selv igen, men om det nu også var godt eller skidt, kunne Ciel først afgøre om lidt, når han havde fundet ud af, hvordan det hele skulle formuleres overfor ham. Egentlig burde han ikke tænke alt for meget over det, men alligevel endte han med at smile en anelse over situationen, før at han lagde armene over kors.
"Jeg tænkte at vi kunne snakke lidt om Silvia.."
sagde han ganske roligt og så blot afventede på Minori, eftersom at han var nød til at finde en måde hvorpå han ville kunne aflæse hans reaktion ud fra krops sproget, eftersom at han ikke kunne aflæse ansigtet. Dog bevægede han sig hen til Minori og lod endnu en nål stryge hen over hans krop.
"Mon ikke hun vil blive lige så glad for mine nåle, som du er?"
spurgte han endnu en gang roligt, eftersom at han ikke behøvede virke kold eller noget, da der var mulighed for forandring, hvis Minori åbnede munden. Selvom han allerede havde vist sig at være yderst stædig.

[Akio Minori Takahiro]

Minori hang bare og kunne godt høre lyden af nåle. han gjorde sig psykisk klar til at få en nål i sig igen. men da ciel talte og nævnte Silvia fik han store øjne og gik nærmest helt istå. hvor kendte han silvia fra. hvad vidste han. hvad vidste han om hende. hvad vidste han om deres forhold til hinanden. da ciel kørte en nål over miori var han nærmest forstenet. han tænkte ikke. han var gået i stå i et øjeblik til han nævnte silvia og nålene i samme sætning. hans hånder knyttede sig og han begyndte voldsomt at hive i kæderne og prøvede at komme fri.
"Lad hende være! De nåle skal ikke RØRE hende, og det skal du heler ikke så slår jeg dig ihjel"
alle højligheder var smidt og ren raseri fløj ud af ham. det var tydeligt at han mente at han ville slå ham ihjel vis han rørte silvia. Minori havde glemt alt. han havde glemt at være tom da silvia kom ind i samtalen. hvorfor anede han ikke rigtigt selv. men vred det var han

[Ciel Dé Ricéy]

Ciel legede en anelse med nålene også selvom samtalen lige med et blev meget mere interessant, som det hele tog en voldsom drejning, alt dette skete jo fordi Minori havde snakket i søvne, hvilket muligvis også ville kunne gå ud over en anden mutant.. Noget der faktisk passede Ciel ganske godt, hvis denne Silvia altså var mutant, man kunne jo aldrig vide om det var en han havde fået følelser for eller om der var et helt andet bånd imellem dem. Han foldede hænderne foran sig og lod blikket hvile på Minori, som han aflæste krops sproget, det var meget tydeligt for ham, at han havde ramt et ømt punkt. Så Minori burde egentlig passe på med, hvad der skete og hvad der blev sagt. Eftersom at Ciel hurtigt greb fat rundt om hans hals, da Minori valgte at true ham, hvis Ciel rørte Silvia..
"Du er den sidste, som skal true mig!"
sagde han koldt og strammede roligt til rundt om hans hals, dog endte han med at give slip før at han bevægede sig rundt omkring Minori og valgte at pile en anelse ved nålen, før at han satte en ny nål ned i venstre arm på ham, omkring 5 centimeter fra nålen i hans skulder. Den blev presset helt igennem, så man kunne se begge ender af nålen på hver side af hans arm.
"Du skal meget snart gense Silvia.."
sagde han med et roligt smil på læben, hvorefter han lagde nålene i hånden på en vagt.. og nikkede roligt til ham. Vagten fik besked på at sætte en nål igennem hans arm for hvert kvarter der gik før at Ciel ville komme tilbage. Efterfølgende forlod Ciel kælderen og satte kursen mod Den grønne flod, eftersom at han skulle starte et sted.

- - - - - - - - - - - - - - -

Efter noget tid farede en vagt ud fra kælderen og styrtede lige mod Ciel, hvorefter han fik ham stoppet og brugte noget tid på at få luft. Ciel ventede en anelse utålmodig også selvom han ikke var kommet særlig langt, så var han overbevist om, at han skulle finde Silvia hurtigt ellers ville Minori miste bevidstheden, før at de ville vende tilbage igen.
"Jeg har hørt en berømt bartender ved navn Silvia, hun arbejder på The Black Rose i Nord"
sagde han lettere gispende efter vejret, da han godt kunne fornemme på Ciel, at han ikke var særlig tålmodig mere, dog valgte Ciel at nikke en anelse, hvorefter han simpelthen fik besked på at drage til Nord og bringe Silvia med sig tilbage, hvorefter Ciel bevægede sig tilbage til palæet og blot ventede i stuen. Imens at han kunne høre det hele foregå nede i kælderen. For hvert kvarter blev der tvunget en ny nål igennem Minoris arm, hvad enten han ville eller ej.

[Akio Minori Takahiro]

Minori vidste at han havde dummet sig men ingen skulle true hans … hans søster. Hun mindede lidt om hans far. Det sorte hår havde han også haft. Han kunne slet ikke se det før nu at hun var hans søster. Han vidste at dette var en kamp for ham. Han mærkede pludselig en hånd om hans hals som strammede til. Skulle Minori ikke true ciel. Han trak vejret besværet da han blev sluppet grinte han lidt.
”jeg truer dig vis det passer mig”
Han løftede hovedet og trak vejret roligt han var ligeglad om ciel ikke ville trues af ham. Vis han fandt det nødvendigt gjorde han det. Han mærkede pludselig en ny nål blive placeret i hans venstre arm. Det gjorde meget ondt men Minori kunne intet gøre. Han var fanget. Han mærkede hvordan nålen ramte huden på den anden side og kom igennem. Han ville snart line et pindsvin. Han hørte hvad ciel sagde og hev i sine ben. Ciel skulle ikke tage silvia også. Det ville Minori ikke ha.

- - - - - -

Miori vidste at vagterne gjorde hvad ciel sagde. Så hver gang at han hørte metal mod metal forberedte han sig. Så vidste han at vagterne tog en nål frem for at stikke i ham. Han ønskede ikke de fandt Silvia. Han ønslede ikke de skulle røre hende. Hun var ikke indblandet i dette vis ikke Minoris drømme havde taget overhånd og gjort han snakkede i søvne.
"undskyld Silvia"
hviskede Minori hver gang en nål blev sat i hans arm.

[Ciel Dé Ricéy]

Ciel valgte at forblive i stuen, også selvom det faktisk morede ham at vide at Minori ville blive udsat for en ny nål for hvert 15 min der ville gå. Derfor valgte han også at holde en anelse øje med klokken blot for at få en fornemmelse af, hvor mange nåle, der mon ville kunne blive placeret i hans arm, før at vagten kom tilbage med Silvia.. Hvis Minori tænkte en anelse på sig selv, så skulle han nok ønske, at vagten kom med Silvia hurtigt, medmindre at der virkelig var noget vigtigt imellem dem, så kunne det godt være, at han ønskede det modsatte. Dog ventede Ciel blot spændt på at der ville komme en reaktion, enten fra Minori eller vagten..
Nede i kælderen samlede de fleste vagter sig rundt om Minori for at holde styr på ham, eftersom at de regnede med, at han automatisk ville gå hen og gøre modstand.. Så var de i hvert fald forbedret på at kunne holde ham tilbage, hvis det skulle blive nødvendigt. Denne ene vagt gik hen foran Minori og fjernede hætten, blot for at kunne holde øje med hans ansigts udtryk.. Også selvom det gik imod Ciels ord, de skulle jo helst holdes skjult eller deres identitet, selvom Ciel havde nogle trofaste vagter, så var det ikke alle vagter, der kunne relateres til Ciel. Han stolede sjældent på alle.. Nåle blev sat i med magt og omhu, eftersom at det helst skulle gøre yderst ondt.
"Jeg ville bede om nåde, hvis jeg var dig.. Og ikke bede til at Silvia ville klare sig.."
sagde den ene vagt, som havde hevet hætten af Minori, eftersom at de fleste godt vidste, at dette ville ende galt på den ene eller anden måde.

- - - - - - - - - - - - - - -

Vagten havde yderst travlt med at komme til nord og var deres taget afsted på hest for at komme hen til The Black Rose så hurtigt som muligt. Han var overbevist om at Silvia måtte være på arbejde, også selvom vagten meget snart kunne være slut, så skulle vagten nok sørge for at Silvia ikke kunne arbejde meget længere mere.. Han gik dog ind på kroen og så sig en anelse omkring, hvorefter han bevægede sig op til baren for at betragte de forskellige bartender, men han kunne dog ikke rigtig se en kvindelig bartender, så han var desværre ved at gå en smule i panik..
"Jeg skal snakke med Silvia"
sagde han yderst roligt, som om han faktisk kendte hende, hvilket jo bestemt ikke var tilfældet. Dog valgte bartenderen at vinke ham lidt til side, så der var plads til de andre kunder.. Dermed sagt blev vagten nød til at vente på Silvia, selvom han var yderst nervøs og bange for sig eget liv, hvis han ikke udfyldte sin ordre..

[Silvia Hunter]

Dagen var egentlig kun lige begyndt for Silvia, der egentlig var travlt optaget af sit arbejde, også selvom hun havde en dårlig fornemmelse, så valgte hun at fortsætte sit arbejde. Lige nu befandt hun sig dog i baglokalet, hvor hun rodede rundt imellem nogle kasser, der var blevet yderst rodet på det sidste og hun havde egentlig ikke lige overskud til at skulle tage sig af det hele og få det ordnet, derfor efterlod hun det bare, som det havde været tidligere. Et stort rod, som altid. Hun bar på en kasse og blev nød til at sparke døren op, eftersom at den heldigvis stod på klem. Kassen var ikke særlig tung, men hun havde ikke tid til at stille den fra sig, så hun valgte at finde en anden løsning, hvilket også gik helt fint.
Da hun først kom ud af baglokalet, lod hun blikket glide rundt på kunderne, før at hun endte med at se op i baren, hvor hendes kollega var igang med at betjene kunderne. Derfor valgte hun at bevæge sig om bagved baren for at ligge de forskellige flasker på plads. Dog undrede hun sig en anelse, da hendes kollega satte sig ned på hug ved siden af hende. Hvilket han også kunne se på hende.
"Der er en som spørger efter dig.. Han står ikke så langt fra baren, Silvia"
stemmen virkede fuldstændig rolig og derfor valgte Silvia at nikke lidt til ham, selvom hun tog sig tid til at ligge flaskerne på plads, imens at hun undersøgte de forskellige tanker i rummet. Det kunne jo være, at hun kunne være foran ham der havde spurgt efter hende. Dog fandt hun ikke noget nyttigt og bevægede sig væk fra baren hen til vagten. Det var tydeligt, at han var vagt, så hun var egentlig bange for at han kom fra slottet, og måske havde hørt om hendes lige optrin med prinsessen og læreren. Alligevel virkede hun roligt, da hun stillede sig ind foran vagten.
"De har spurgt efter mig?"
sagde hun en anelse spørgende, men samtidig også høflig, da vagten jo sagtens kunne stamme fra slottet eller et eller andet vigtigt sted. Silvia valgte at holde øje med hans tanker..

[Akio Minori Takahiro]

Minori mærkede pludselig en tage fat i sækken og hev den af. han havde lukkede øjne. han fornemmede nogle mænd und om sig. ca 3.bag ved ham og denne foran ham. han høre hvad manden sagde og rynkede brynet. var denne mand dum. langsomt åbnede Minori øjnene og de kolde isblå katte øjne stirrede lige ind i mandens øjne. de virkede kolde og fast besluttede.
"vis De var mig ville De ikke bede om nåde... så skulle de ha sagt vis jeg var Dem."
han havde ret. vis manden mente at Minori skulle tænke som ham skulle han sige vis minori var ham. han trak vejret dybt ind da de skulle sætte en ny nål ind. og vagten ville tydeligt se hvordan øjnene begyndte at blive tomme og følelses forladte. da nålenen blev stukket ind så man kun musklerne spænde men intet udtryk i ansigtet. *be safe Silvia* da nålen var igennem så han ned på vagten med igen kolde øjne. han viste at vagterne brød deres ordre. men det gjorde det kun lettere for ham at finde og slette deres hukommelser.

[Ciel Dé Ricéy]

Vagten var tydeligvis overbevist om at han havde sagt det rette, derfor endte det også med at han greb ud efter Minoris hals og for alvor begyndte at stramme til.. Han var tydeligvis ikke særlig tilfreds med ordene og ville nok helst se livet forsvinde ud af hans øjne, også selvom de virkede yderst tomme allerede, så kunne livs gnisten sagtens forlade kroppen og efterlade en tom skal.. Men dog mærkede han en hånd mod sin skulder, fra en af de andre vagter, som forsøgte at få ham ned på jorden og derved få ham til at slappe af, fordi Ciel ikke ville bryde sig om at miste mutanternes beskytter, fordi han kunne udnytte ham til sin egen fordel overfor kongen, senere. Selvom Minori ikke udtrykkede så meget, så fortsatte vagterne med deres ordre. Imens at den ene vagt trak sig en anelse tilbage.
Ciel selv havde det fint med at sidde i stuen også selvom han endte med at bevæge sig op på arbejdsværelset endnu en gang. Han kunne umuligt afholde sig fra sit arbejde.. Det var noget han var nød til at udfylde, så han ikke behøvede jage med sig selv, når han endelig ville få de rette informationer ud af Minori.. Han ville blot have oplysninger om hvilke evner der fandtes og hvordan de forskellige mutanter så ud, så han var forberedt på det værste, hvis der skulle komme et opgør.

- - - - - - - - - - - - - - -

Vagten, Alexx, var yderst nervøs, da han ikke rigtig kunne se om hun dukkede op eller ej. Han var dog overbevist om, at han havde hørt om en Silvia, der var berømt for sine drinks og opfindelse omkring kroen. Derfor valgte han også at tænke på de forskellige drinks hun mon kunne have fundet på. Alexx kunne tydeligt se på de fleste kunder, at der ikke var nogen som blot drak øl eller noget andet normalt. De havde alle fået serveret noget specielt, så det måtte være hendes værk? Derfor åndede han også lettet op, da en kvinde henvendte sig til ham, og ligesom gav ham grund til at tro, at det måtte være hende.
"Jeg er kommet på vegne af høj stående magter, angående Deres drinks her i kroen.. Jeg skulle tage Dem med, så der kunne blive snakket nogle forretninger. Jeg håber virkelig, at De er med på ideen, ellers er jeg på spanden, eftersom at det var mig, som anbefalede Dem."
sagde han lettere nervøs, så man virkelig skulle tro, at han var bange for sit eget liv, hvilket han jo også var, bare på grund af noget helt andet end det han havde præsenteret hende for.. Han smilte venligt til hende og tilbød ligefrem sin arm, også selvom det muligvis ville virke underligt, så kunne man sagtens få en fornemmelse af høflighed. Imens at hans tanker drejede sig om hendes arbejde.

[Silvia Hunter]

Silvia så lettere undersøgende på manden, eftersom at hun ikke helt vidste hvad der foregik, men på den anden side så havde hun jo for et stykke tid modtaget nogle mønter for hendes arbejde, så der var vel mulighed for at nyheden var kommet til slottet eller måske bare fra øst? Hun nikkede en anelse til manden og kunne tydeligvis fornemme at han var nervøs for noget, selvom hun ikke kunne få det til at hænge sammen med hans tanker. Måske han var tørstig? Men på den anden side, så virkede han også som typen der havde en anelse travlt, noget hun desværre ikke kunne tage sig af.. Eftersom at hun jo stadig havde vagt. Uden at sige et ord strøg hun op til baren og lænede sig ind over disken, hvorefter hun hviskede bartenderen noget i øret og vendte tilbage til ham.
"Vi kan godt gå, men jeg skal helst være tilbage hurtigst muligt.. Der er yderst travlt om aftenen."
sagde hun med et let smil på læben og tog underligt nok imod hans arm, for at følge ham til sin hest, som hun faktisk bare stod lidt og stirrede på. Silvia var ikke selv van til at ride, men hun skulle jo prøve det på et eller andet tidspunkt. Derfor fulgte hun også roligt med vagten, selvom hun ikke vidste hvad der ventede på hende. Men hun ville sagtens kunne fornemme Minori, så snart at hun ville komme tæt nok på palæet, eftersom at hendes fortid altid blev vækket i hans nærhed, også selvom hun havde fået en mindre afklaring på det, så var hun stadig bange for ilden..