know or don't know?

[Akio Minori Takahiro]

Pigen blev banket op af en væg af en mystisk mand. Hun var åbenbart blevet afsløret til at være mutant. Hun så rædselsslagen på personen foran sig. "jeg beder. Jeg vil gøre hvad som helst for ikke at dø. Bare sig hvad jeg skal gøre" Pigens stemme var rystende og hun blev taget på ordet.
Hun kom stille gående ind i Den grønne flod som var en meget flot kro. Hun gik op til baren og så ned i bordet. Hun hade hætte på så man ikke kunne se hendes ansigt. Bartenderen kom over til hende og så på hende. ”Jeg skal ha fat i Minori.” Bartenderen så på hende og nikkede mod en dør bag sig og vendte sig om. Hun gik ind af døren men så tilbage for to sorte skikkelser kom ind i sorte kapper. Hun lukkede døren efter sig og satte sig ned på en stol i rummet. Hun havde været der før da hun havde mistet kontrol tit. Hun sad roligt. De to i kapper var skjult i hjørnerne. Det blev sent på aften og da kroen lukkede åbnede døren sig lidt og en hurtig skikkelse kom ind i rummet. Pigen så op fra gulvet og anede ikke hvad hun skulle sige. Hun var jo tvunget her hen denne gang. Minori mutanternes beskytter stod foran hende og kun øjnene nærmest lyste op. Hovedet blev lagt på skrå.
”Nu er jeg her. Hvad skal jeg så. Jeg ved det er dig som har tilkaldt mig.”
Pigen sad som forstenet og var bange for at sige noget. Hun ville helst ikke dette men hun ville ikke slås ihjel. Hun rystede. Hendes blik søgte mod mændene i sorte kapper. Minori blev utålmodig og slå hårdt og voldsomt sine hænder ned i bordet foran hende og med hård stemme sagde han.
”Jeg ved det er dig som har bedt mig komme så skal du ikke bare lade som ingen ting. Jeg har mange andre at tage mig af. Mange andre ting at gøre. Så ud med sproget!”
Minori vidste at der var mange ting der skulle ordnes for at han kunne slappe af og han havde ikke tid til en der bare tilkaldte ham for ikke at sige noget. Pigen lukkede øjnene og i skræk råbte hun ”NU” og de to mænd kom frem fra hjørnerne og den ene havde en dolk i hånden og med et hårdt slag med skaftet slog han Minori i baghovedet så han faldt sammen. Den anden skyndte sig at tage kæder frem og en sæk. De tog begge fat i ham og skyndte sig ud af den lukkede kro imens pigen bare sid der som en forræder for alle mutanter. Deres beskytter var fanget pga hende.

- - - -

Minori åbnede øjnene og havde voldsomme smerter i hovedet. Han tænkte ikke klart. Han vidste ikke lige hvad der var sket. Men han kunne intet se. En sæk var over hans hoved så alt var mørkt. Han prøvede at tage sig til hovedet men af en eller anden grund kunne han ikke. Han hev i sine hænder for at sige ud af at de var spændt fast i nogle kæder der gjorde han kun lige kunne stå på føderne, med hænderne oppe over hovedet. Kæderne var spændt fast til loftet for at han ikke kunne bruge hænderne. Hans fødder havde væglænker så de var helt oppe af væggen for ikke at kunne sparke ud efter nogle. Han anede hverken hvad der var sket eller hvor han var. Han vidste ikke engang hvem der havde gjort dette ved ham men en ting var han sikker på. Han kom sikkert ikke derfra uskadt.

[Ciel Dé Ricéy]

Afsløringen af en mutant var helt klart det værste, men noget der var endnu værre ville være hvis man kunne lokke en mutant til at afsløre mutanternes beskytter, hvilket også havde været Ciel's intention, da han først lagde sin plan om at fange Minori. Egentlig havde han været igennem op til flere mutanter, men de var alle gået frivilligt med til at blive afsløret i stedet for at afsløre deres beskytter. Noget der egentlig blot havde irriteret ham til det yderste, eftersom at planen helst skulle lykkes inden at folk ville blive mistænktsomme, derfor havde han også sat sig for ikke at tage fat i for mange.. Ciel var dog blevet yderst tilfreds, da han fik en nyhed omkring at en yngre pige var bukket under for presset og havde valgt at mødes med Minori, for senere at afsløre ham overfor Ciel's mænd. Imens at denne episode foregik opholdt Ciel sig udenfor kroen, blot så han kunne holde et vågent øje med, hvem der gik ind og hvem der forlod kroen med tiden. Idet at han hørte ordet: Nu, valgte han at bevæge sig væk fra kroen, nok havde han holdt sig skjult indtil nu, men alligevel vidste han, at han ikke skulle opholde sig for længe i syd, da folk ville blive nysgerrige..

- - - - - - -

Turen til deres nuværende opholdsted var forholdvis lang, eftersom at Minori ikke skulle have nogen fornemmelse af, hvor han befandt sig henne, hvilket i virkeligheden var i Øst.. Så turen havde i forvejen været ganske lang, også selvom at Ciel ikke havde taget den samme rute som sin nuværende fange. Lige nu befandt Ciel sig dog ikke i rummet, eftersom at han lige skulle have nogle sidste ting på plads, eftersom at han skulle have nogle ting, som han kunne beskylde Minori for.. Ellers ville han umuligt kunne spærre manden inde særlig længe, nu hvor han havde i sinde at afsløre flere mutanter og måske skaffe dem af vejen?
Luften var tung og ubehagelig, muligvis en anelse indelukket, eftersom at de befandt sig nede i en kælder, som virkede mere eller mindre aflåst og bemandet af vagter, som arbejdede for Ciel - disse vagter var alle mennesker, noget som Ciel selv havde undersøgt inden at han ansatte dem, netop fordi han ikke stolede på mutanter, også selvom han næsten lige havde ansat en lærerinde til Caleb, som var mutant, noget han ikke vidste. Døren til kælderen gik op, hvorefter man kunne høre nogle trin ned af trappen, som ledte hen til midten af rummet, hvor Minori var spændt godt og grundigt fast til loftet og gulvet..
"Jeg må hellere byde Dem velkommen til mit hjem, Minori"
stemmen var kold og yderst magtfuld, så man kunne godt fornemme allerede på stemmen, at det ikke var en person, som havde en svag personlighed, som nu stod overfor ham. I hånden bar Ciel et større bog, som han roligt bladrede op i, hvorefter han valgte at læse lidt rundt i den. Bogen indholdt de informationer, som han kendte til mutanter.. Deres evner og udseende, så han ville kunne holde styr på dem, og vidste hvilke evner han skulle frygte.
"Fortæl mig så, hvordan du hjælper de andre mutanter? Det må jo have noget at gøre med dine evner?"
spurgte stemmen meget roligt, hvorefter Ciel trak en stol hen foran Minori og satte sig en anelse til rette, imens at han blot ventede på svar.. Svar skulle han dog nok få, på den ene eller anden måde.

[Akio Minori Takahiro]

Minori hang bare spændt fast og lyttede efter alt. han hørte vagterne snakke om ham og at de synes de havde haft set ham før. da en dør i rummet gik op løftede han hovedet lidt og lyttede. mændene holdte mund og rettede sig op. Minori blinkede et par gange for at vågne ordenligt.
bestemte og faste skridt.. det var en person som vidste hvad han eller hun gik efter. en person som vidste hvad der skulle til for at få magt. da personen stod foran minori og talte kunne han høre det var en mand. Han talte først med De, Dem og Deres. så ud til at han var fra de riges sted så. han lyttede til ham og trak vejret roligt af en som var fanget. byde velkommen. til hvad. at være fanget og gjort blind.
mandens tiltale skiftede ret hurtigt til du. han var åbenbart utålmodig. bag sækken smilte Minori faktisk af fryd over at han virkede så utålmodig. det kunne måske bruges. da han nævnte det med at han ville ha minori til at sige hans evne kunne man høre den tomme latter. troede han selv på at minori ville afsløre sine evner for ham.
han kastede hovedet tilbage mod sig ryg og grinte bare det kolde tomme latter som for at spørger om manden var dum. som om han ville afsløre sig selv. Minori var nok mutant. men han ville for en hver pris beskytte sine mutanter mod en som denne mand. skulle han mon sige noget nu eller lade latteren sige alt. vis han ikke talte ville manden måske komme til at afsløre sig selv. ja det skulle han gøre.

[Ciel Dé Ricéy]

Det interesserede ikke rigtig Ciel, om vagterne genkendte ham eller ej, eftersom at han ikke behøvede gøre andet end at se Minori's ansigt, før at det ville være muligt for Ciel at genkende ham på hvert eneste gadehjørne, så var det sådanset lige meget om vagterne kunne genkende ham. Men måske det havde været meget nyttigt at vide, at Minori også selv boede i øst, så havde han ikke behøvet gøre helt så meget ud af, at fange ham lige med det samme. Men nu var det sket og dette skulle udnyttes på den ene eller anden måde.
Lige til at begynde med, så gjorde det ikke Ciel noget, at han afslørede sit køn overfor Minori, eftersom han allerede kunne fastslå hvem denne person var. Ansigtet kunne vente indtil Minori muligvis havde mistet bevistheden, hvis Ciel kunne holde hovedet koldt. Om Ciel var utålmodig kunne både være en facade, men også blot sandheden, eftersom at han gerne ville have nogle oplysninger ud af denne mand, noget han kunne drage nytte af.. Idet at latteren brød ud rettede han for en kort stund blikket mod manden, før at han vendte tilbage til bogen og bladrede en smule rundt i den, før at han stoppede op på en næsten blank side og begyndte at læse højt..
"Minori - mutanternes beskytter, pianist og forretningsejer, 170 cm høj, hvidt hår..."
læste han roligt og lod blikket glide op på manden, som tydeligvis morede sig ved ikke at svare ham. Dog valgte han blot at ignorere latteren og koncentrere sig om det, der lige nu var vigtigt. Bogen indeholdte ikke kun oplysninger om Minori, men også mange flere mutanter, som Ciel havde fået fingrene i, eller var stødt ind i.. En bog der senere ville kunne blive en meget vigtig del af Talian, eftersom at den kunne ende med at indeholde alle mutanter i Talian.

[Akio Minori Takahiro]

manden var ynkelig. at bruge en bog. da han læste op stoppede Minori for at lytte. han hørte hvad han sagde og bøjede hovedet frem igen. den lille forbandede lort. men han havde heldigvis ikke alle oplysninger. som hvad han rigtigt hed eller hans evne eller hans svagheder. han hev, i et forsøg på at slippe fri, med hænderne men det hjælp ikke. han lyttede rundt. vagterne var stille. han trak vejret stille ind og bevarede roen ganske godt. han ville aldrig afsløre sig selv.
"hvem siger det er rigtige oplysninger. det kan være hvem som helst"
hans stemme var tom. kold og helt ligeglad med alt. han havde ingen tegn på at han løj. ingen rysten i stemmen eller noget. han var konstant rolig. han kunne mærke i sine arme at de begyndte at syre over at holdes oppe så længe. hvor længe havde han mon været der. han havde slet ingen tidsfornemmelse med en sæk over hovedet. han fornemmede ingen blå tåge bag sækken. så alle her var mennesker. godt at vide. vis han spillede længe nok ville de måske tro de havde fat i den forkerte. det var hans plan. han skulle nok komme fri. på den ene eller den anden måde så ville han komme fri og bevise at ingen havde magt over andre. ingen skulle bestemme hvem folk var eller hvad folk var. Minori kunne være hvem som helst. alle kunne være minori. vagterne og spioner kunne ha fået fat i den forkerte person jo. denne mand som hang kunne være en uskyldig.

[Ciel Dé Ricéy]

Ynkelig? Hvem var det lige der var blevet forrådt af ens egne, hvem var det lige, der havde dummet sig? Det var i hvert fald ikke Ciel, som var blevet lokket i en fælde og nu hang i loftet med lænker for benene og armene, så man egentlig ikke kunne stille særlig meget op. Derfor ville Ciel næppe kalde sig selv ynkelig, eftersom at han næsten selv var berygtet.. Men han forstod dog godt at holde lav profil og ikke tillade folk at vide mere end der rent faktisk var godt for dem? Desuden så havde Ciel ikke noget imod at læse videre i bogen, hvis manden ikke ville tale, eftersom at han var overbevist om at dette var mutanternes beskytter.. Han havde jo endnu ikke benægtet det helt?
"Om det er de rette oplysninger eller ej, så bliver du dumt på baggrund af den information"
sagde han forholdsvis ligeglad med om han havde fanget den forkerte eller ej, fordi hvis pigen fra tidligere havde løjet, så ville hun højst sandsynlig blive totureret og låst inde i den mørkeste kælder på slottet.. Et område kongen ikke en gang selv bevægede sig ned i. Han lukkede roligt bogen sammen og kastede den over til en af vagterne, som greb den uden besvær, hvorefter Ciel rejste sig op og bevægede sig helt hen til Minori med et roligt smil på læben.. Han bevægede sig rundt om ham, hvorefter han blot lod den ene hånd glide ud under hætten, hvorefter han tog fat i mandens hår og hev til.. Han ønskede blot at se om håret nu også var hvidt, som beskrivelse jo så fint havde sagt, at det skulle være. Det gjorde ham ikke noget, at han ville hive en større tot hår ud af mandens hoved, eftersom at han kun var kommet efter informationer.. Hætten blev dog roligt sat ned på plads efterfølgende, hvorefter han blot betragtede håret, imens at han bevægede sig nogle få skridt væk fra Minori, bagved ham.

[Akio Minori Takahiro]

Minori ville blive dømt? for noget som kunne være mange andre. han forstod ikke helt hvordan han ville blive dømt når det ikke engang var kongen han var overfor. han hørte pludselig en sussen af noget der blev kastet. hvad var det. der blev hørt skridt. manden bevægede sig om bag ham. han lyttede efter alt og pludselig tog en hånd fast i hans hår. Minori bed tænderne sammen i smerte men sagde ikke en lyd. hans hoved blev revet tilbage og han rystede lidt over det. da det jo gjorde ondt. han mærkede pludselig at hånden slap og sækken kom ned over hans baghoved igen. kun få vide lokker var røget af. han tog hovedet frem af igen og trak vejret roligt igen. han ville ikke sige noget. ikke for al den totur han kunne blive udsat for. han lukkede øjnene da det jo ikke gav mening at ha dem åbne i mørket.
Minori lyttede efter hvad der skulle ske nu. manden var ret stille lige nu. men han havde jo også lige hevet ihans hår. Minori holdte hovedet koldt. han ville ikke knække sammen. ikke når der var så mange mutanter som skulle beskyttes. han måtte holde dette ud. han havde ingen til at beskytte dem efter dette men han vidste at han skulle beskytte dem.

[Ciel Dé Ricéy]

Det kunne godt være at han ikke stod overfor kongen, men det ville sikkert passe kongen, hvis Ciel bragte mutanternes beskytter til ham, blot for at han kunne blive straffet.. Noget der muligvis ville passe Ciel mere end kongen, men nogle gange skulle der tages drastiske metoder i brug, før at man ville få mulighed for at kunne regere ordentlig over byen. Hvis det så viste sig at dette ikke var Minori, så ville han sikkert blive taget til fange alligevel, eftersom at Ciel ikke ønskede at der skulle komme noget ud om ham, specielt ikke hvis han havde gjort et almindeligt menneske fortræd.. Men på den anden side, så blev han nød til at løbe den risiko, hvis han ville finde frem til Minori..
"Hvordan føles det, at blive forrådt af ens egne?"
spurgte han ganske roligt, men tonen var også kold og en anelse ligegyldig, som han bevægede sig tilbage til stolen, hvorefter bogen blev lagt på bordet bag ved ham. Han rakte håret til den ene vagt, som så lagde håret ind i bogen under Minori.. Ciel var fast besluttet på, at finde Minori, hvilket ingen ville kunne ændre på. Egentlig forstod Ciel ikke, hvorfor manden kunne forblive stille, derfor valgte han at bevæge sig hen til bordet, hvorefter han trak en dolk frem og gik hen til Minori.
"Hvis du ikke vil sige noget, så vil dit blot.."
sagde han koldt, eftersom at han var overbevist om at mutanternes blod muligvis ville kunne se anderledes ud, selvom det måske ville have været mere nyttigt for ham, at få fat i Black, hvis han altså vidste at Black var mutant, og havde en evne til at kunne få de fleste oplysninger ud af folk, blot ved at smage frisk blod.

[Akio Minori Takahiro]

han hørte alt. bogen der blev lagt. manden som satte sig. han forblev rolig. han lyttede godt efter hvad der blev sagt. forrådt. han fattede ikke at han var forrådt. og af en som han ellers tit havde redet fra at ende galt. Minori var måske berygtet og kendt for at være skjuldt. han mærkede hvordan han følte sig svigtet. men han var kun glad for at han var så tom af udseende og udstrålling. han kunne holde sin facade længe. han kendte sin svaghed og den var ikke her. ingen af dem. han hørte noget som lød som metal af en art. han var opmærksom. han hørte hvad manden sagde og det undrede ham. hvad talte han endelig om. hans blod? hvad havde has blod med det at gøre. han sukkede lydløst og sagde med en tom stemme.
"hvad har mit blod med dette at gøre. mit blod ser jo ud som Deres blod."
Minori anede ikke hvad blodet havde med noget at gøre. blod var rødt. blod var da ikke forskelligt. der var ikke noget forskel på noget som helst. han anede ikke hvad manden skulle til at gøre. hvad havde han taget frem?

[Ciel Dé Ricéy]

Måske det slet ikke var så rart, at have en hætte over hovedet, så man virkelig ikke kunne gøre andet end at lytte og blot håbe på at der ikke ville gå et eller andet galt, imens at man var spændt fast. Nærmest lænket fast til loftet uden at man ville kunne gøre andet end at tage imod. Ciel holdt kniven frem i hans hånd, hvorefter han lod spidsen hvile mod hans fingerspids og skaftet mod sin håndfladen. Han var ikke bange for at skære i sig selv, eftersom at han ikke var den, der skulle skæres i. Han virkede fuldstændig rolig og koncentrere, dog gav han vagterne tegn til at bevæge sig hen til Minori og holde ham rundt om armen, hvorefter Ciel bevægede sig rundt om Minori. Han valgte at ligge knivens blad mod den bare hud, hvorefter han skar ned i Minori's arm.. Et sår der sagtens kunne have været dybere, dog valgte han at placere en mindre flaske under såret, så han kunne indsamle blodet. Vagterne sørgede for at Minori ikke bevægede sig alt for meget.
"Dit blod ser muligvis ud som mit, men jeg er sikker på at det ikke reagere som mit"
sagde han ganske roligt, hvorefter han tørrede blot af i Minoris tøj, efterfølgende valgte han at skære endnu et hul i mandens arm, dog den modsatte arm, blot for at se om der kunne være en forskel på hans arme, ikke fordi det var noget han forventede, men han ville helst være sikker.

[Akio Minori Takahiro]

Minori var rolig. hvad skulle han ellers gøre han var fanget. lyde af vagternes skridt mod ham kom og efter det kunne han mærke at de tog fat i hans arme. han drejede hovedet for at finde ud af hvad der ville ske. en knivs blad kunne han mærke mod sin arm og automatisk spændte hans muskler. han mærkede hvordan blodet gled ned efter såret blev lavet. det røde blod gled ned af hans arm og han mærkede et glas mod sin arm der samlede hans blod. han hørte hvad manden sagde og undrede sig faktisk over det.
"De er syg. tror De ærligt mit blod reagere anderledes end Deres. Tro om igen"
hans stemme var tom og ligeglad. han var nød til det. han kunne ikke afsløre sig selv nu. ikke når han vidste at alle folk havde brug for ham. han var ikke sikker på hvad manden mente men han måtte jo gøre at manden troede han var uskyldig. han mærkede pludselig bladet mod hans anden arm og trak vejret dybt ind da det gjorde voldsomt ondt. vis han kunne ville han gå til angreb på manden nu men det vidste han at han ikke kunne.

[Ciel Dé Ricéy]

Ciel havde bestemt ikke noget imod, at sætte nogle tanker i hovedet på denne Minori, eftersom at han var mere og mere overbevist om, at dette virkelig var Minori, når man tænkte på, at han hele tiden forsøgte at benægte sandheden.. Det bragte flere tanker i hovedet på Ciel, men lige i øjeblikket valgte han at koncentrere sig omkring det han var i gang med, nemlig at lave nogle finde snit i mandens arme.. Blodet dryppede efterfølgende ned i den mindre beholder, hvorefter Ciel rakte flaskerne til vagterne bag ved ham.
"Bring det på køl"
sagde han lettere beordrende, hvorefter vagten bevægede sig mod trappen for at forsvinde ud af lokalet eller nærmere kælderen.. Ciel vendte sig efterfølgende mod Minori med et ganske koldt smil på læben, hvorefter han simpelthen valgte at ignorere mandens ord. Ordene overbeviste blot Ciel, om at der var noget anderledes ved denne mand, også selvom han muligvis reagerede som et normalt menneske, så tog han dette som værende en mutant og intet andet.. En mutant, der i teorien ikke var særlig meget værd i hans øjne.. Men en mutant, der muligvis kunne bruges til noget helt andet.
Efter noget tid, hvor blodet havde fået lov til at rende ned langs med hans arme, bevægede Ciel sig tæt på manden igen, dog stadig bag ved ham, hvorefter han hev hætten af.. Ciel opholdt sig dog bagved Minori, så han ikke havde nogen chance for at kunne se hans ansigt og vagterne var godt gemt i skyggerne rundt omkring langs murene..
"Jeg ønsker blot at få lidt information.. For eksempel kunne du fortælle mig, hvor jeg kan finde mutanterne henne.."
foreslog han ganske roligt, hvor efter han valgte at hive hætten ned over Minori's hoved..

[Akio Minori Takahiro]

Minori gjorde alt for at holde sig kold. for ikke at reagere på at blive skæret i. han hev i sine arme og ben selv om det ikke hjalp noget. men han ville ud. han vidste han nok skulle komme ud. han skulle bare finde det rette øjeblik. han anede ikke hvad ciel tænkte eller havde af planer lige nu. Minori vidste dog at han skulle ha fingre i Silvia når han kom fri. han skulle beskytte hende... hvorfor tænkte han dog på hende nu?. hun var jo bare en pige der sagde de var søskende... men måske havde hun ret. hendes øjne. hendes evne. hun havde jo set hans hemmelighed som han havde gjort andre havde glemt. han mærkede pludselig at sækken kom af hans hoved og han åbnede øjnene og så rundt. han fik øje på nogle omridt af nogle mænd ved en mørk mur. den ene vagt fik øje på Minoris øjne og rystede faktisk lidt over det kolde kattelignene øjne der stirrede rundt. vagten kunne genkende ham.
Minori vendte hovedet lidt for at lytte til hvad der blev sagt. fortælle ham hvor mutanterne var. hvordan skulle han dog gøre det. han havde ikke mutants steds evne. men hvad vidste denne mand endelig om hvad minori havde af evne.
"og hvordan i Latronia's navn skulle jeg kunne det. jeg ved ikke engang om De måske er mutant"
hans stemme lød opringelig og ærlig selv om Minori allerede nu vidste at dette rum var fyldt med mennesker. der var nemlig ingen tåger nogle steder fra. han mærkede sækken komme på igen og han rystede på hovedet da han ikke ville ha den på igen. han ville hellere kunne se.

[Ciel Dé Ricéy]

Det irriterede efterhånden Ciel grænseløst, at Minori ikke valgte at svare på hans ord, han afslog dem kun, men uden rigtig at komme med nogle argumenter, som han faktisk kunne bruge til. Derfor endte det også blot med at irritere ham, så han til sidst ikke ville kunne styre sig selv, selvom han var yderst selv behersket lige nu. Han fumlede dog en anelse med dolken i sin hånd, efter at han havde tvunget hætte ned over hans hovede igen.. Det sidste han ville var at afsløre sig selv overfor en mutant, eller hvad denne person nu var. Dog var han overbevist om, at han havde fat i den rette og derfor havde han ikke i sinde at vise sig.. Men det kunne jo være, at Minori ville ende med at kunne genkende hans stemme, hvis Ciel brugte alt for meget tid på ham? Derfor burde han muligvis til at tage fat i nogle lidt værre midler, hvis han skulle have noget ud af denne person, som tydeligvis var stædig og ikke havde i sinde at åbne munden..
"Om jeg er mutant? Dette tager jeg som en fornærmelse, derfor har jeg et forslag til dig.. Enten fortæller du mig, hvad jeg vil vide eller også ser du ikke dagslyset i en måned.. Hvis du da ikke mister livet inden"
sagde han ganske koldt og lettere irriteret, men samtidig virkede han også rolig, måske en anelse for meget urolig. Han bevægede sig væk fra Minori og hen mod brodet igen, hvorefter han tog fat i et mindre værktøj i form af en nål.. Nålen var ikke særlig tyk, men den var omkring de 7 cm lang, så den ville kunne trænge utrolig langt ind i huden, hvis man ønskede tortur. Ciel bevægede sig roligt hen mod Minori og om bag ved ham, hvorefter han nærmest rev blusen op, hvorefter han blot placerede nålen mod Minoris skulder med et let smil på læben.. Hvorefter han ventede på hans svar. Nok var Ciel kongelig rådgiver, men han havde ikke noget imod at gøre tingene selv.

[Akio Minori Takahiro]

Minori lyttede efter. den stemmede mindede om en. men hvem. han hørte hvad ciel sagde og sukkede lydløst bag sækken. troede manden selv at han ville afsløre noget som helst. han var stædig. han var kold. han mente ikke selv han havde en svaghed i disse situationer. men nok fordi at han ikke vidste at han havde fået en svaghed. en levene svaghed. han så rundt i sækken og ledte efter en form for lys spræjke. han mærkede sin trøje blev revet af og noget blev placeret på hans ryg. dette ville gøre ondt som bare fanden.
"bare luk mig inde i en måned. to for dens skyld... men jeg kan ikke fortælle noget jeg ikke ved"
han lukkede øjnene hårdt sammen og var klar på en voldsom smerte. han var ikke sikker på at han kom ud i det første lange tid. men han ville ikke afsløre mutanter. han ville ikke udsætte dem for fare.