Post by Verri Noen on Aug 14, 2013 20:35:23 GMT 1
Verri stod med lukkede øjne og bekæmpede sin vrede. Hadet stod malet over hendes ansigt og selv Zearia tøvede med at nærme sig hende. Ciel. Det..! Den..!! Hun kunne stadig ikke finde ord til at beskrive Ciel. Ingen ord forekom hende forfæredelige, modbydelige, diabolske eller ondskabsfulde nok til at beskrive den mands karakter. Ikke nok med at han havde myrdet hendes forældre, men han havde også benyttet hendes tilfangetagelse til at brænde hendes barndomshjem ned. Hun gav en rasende lyd fra sig og slap sin skrækslagende nabo, nærmere skubbede sin nabo fra sig og vendte sig mod ruinerne. Nok var hun frarøvet sit syn, men hun havde 'set' mere end rigeligt gennem sin nabo til at vide hvordan ruinerne lå spredt foran hende. Zearia snerrede af naboen, der hastigt trak sig tilbage i sit hus. Og lukkede døren så godt det nu var muligt efter at Zearia havde tiltvunget til adgang til huset. Zearia gik op på siden af Verri og så på hende. Hendes mutationer var i mindre grad end sædvanlig. Kun hendes hænder, øjne og hendes tænder var muterede. Hun så på sin veninde med sine grå katteøje, i dagslyset var hendes pupiller trukket sammen til en tynd streg, på trods af at det var hen imod aften. Hendes hænder var pansrede op til albuerne og fingrene indesluttet i lange drabelige kløer. Hendes tænder var blot muteret spidse så de var bedre våben. Hun sagde ikke noget, hun var usikker på om hun ville udløse et anfald af en eller anden slags hvis hun åbnede munden. Verri sundede sig et øjeblik. Så bevægede hun sig gennem det der før havde været butikken. Med langsomme glidende skridt banede hun sig vej gennem de stumper af træ og sten der lå i vejen for hende. Zearia fulgte efter, overbevist om at Verri ville få brug for hendes hjælp til at finde hvad end det var hun var vendt tilbage for at lede efter. Zearia kastede et blik over skulderen, men ingen var kommet til på trods af at der både havde været råben og larm da Zearia havde slået døren ind. Hun rynkede brynene og tøvede. Derpå fortsatte hun efter Verri. Verri forklarede hvad de ledte efter, men givet at huset var ruiner og røvet for alt af værdi så tvivlede hun på at de ville finde det. Zearia henviste Verri til en siddeplads, til trods for hendes protester, og begynte så at lede efter noget metallisk i det der engang havde været et hus. Verri placerede det ene ben over det andet og lagde armene over kors, hendes kropssprog var alt andet end indbydende. Hun lukkede øjnene med et utilfreds udtryk og fulgte med i Zearias lys mens hun ledte, samtidig holdt hun øje med de lys der nærmede sig grunden. Men ingen lod til at ville nærme sig ruinerne. Det noterede hun sig.
Skyerne samlede sig over byen og blokerede mere af lyset. Men Zearias øjne tilpassede sig blot og hun ledte videre indtil hun fandt en kasse af metal. Hun hev den besværet fri af ruinerne og undersøgte hvordan hun skulle få den åbnet. Verri kom hende i forkøbet og kassens låg sprang op efter at Verri behændigt havde udløst kassens låsemekanisme. Zearia stirrede forbløffet på kassen og vippede lidt med låget mens Verri undersøgte indholdet. På trods af kassens metalskrog, så havde det meste af indholdet taget skade af ilden. Men det Verri var kommet efter var som urørt. Hun tog den op af kassen og interesserede sig så ikke længere på den. Hun gik lidt væk og vendte metalgenstanden i hånden. Den mindede mest af alt om en tyk tryllestav. Zearia kiggede efter Verri, med et undrende blik. Var det DEN de var kommet efter, hvad pokker.?! Zearia sprang tilbage da genstanden, efter Verri gav et hurtigt slag med hånden, foldede sig ud til en smidig metalpisk. Zearia stirrede måløs på genstanden der ikke lignede noget Zearia nogensinde havde set før. Hun nærmede sig forsigtigt som Verri undersøgende lod fingrene glide over det kolde metal. Piskens design var enestående, og til trods for sit elegante udseende var den i stand til at udrette langt større skade end en almindelig pisk. Specielt fordi alle kanterne på den mange små dele, var slebet skarpe. Verri svingede armen i en langsom bevægelse og trak pisken hen over jorden. Metallet gav en hvinende lyd fra sig da det gled over stenene og Verri smilede et ubehageligt smil. Verri sendte sin far en kærlig og taknemmelig tanke og samlede pisken sammen inden hun forlod ruinerne med hastige skridt. Zearia skyndte sig efter og lod metalkassen stå åben. Verri strøg første punkt fra sin mentale liste over forberedelser. Ciel skulle bøde for det han havde gjort, ikke mindst mod hende, men også mod resten af Talians mutanter. Men mest for det han havde gjort mod hende. Hun havde et personligt regnskab at gøre op. Men hun regnede med at få størst støtte hvis hun lod som om at hun så ud over sin egen næse. Et ondskabsfuldt smil bredte sig om hendes læber. Zearia betragtede hende stille, hun ville følge Verri uanset hvor hun gik og hvad hun gav sig i kast med, men hun var ikke sikker på hun brød sig om den drejning som tingenen havde taget siden fangekælderen.
Verri havde gennemsøgt gaderne efter ham før. Stærke mutanter var ikke nemme at finde, fordi de enten skjulte sig eller allerede var en del af oprøret. Og Verri kunne ikke rigtig bruge dem hvis de allerede var en del af oprøret. Hun ville ikke knyttes til oprøret. Hendes mission var ikke et oprør, det havde intet med at forbedre mutanternes rettigheder eller levestandarter. Hendes mission var klar: fang Ciel Dé Ricéy, og også gerne få han slået ihjel. Tanken gjorde hendes smil bredere og Zearia gøs. Hun var ikke altid sikker på hvad Verri lavede, som nu, hvor de igen gennemsøgte Nord. Zearia anede ikke hvad Verri ledte efter. Men i hendes nuværende humør ville hun ikke spørge. Det var egentlig også lige meget for hende. Verri ledte efter Connor, eller Auron som han havde præsenteret sig som, fordi han kunne manipulere jord. Og Verri havde efterhånden fundet ud af at det bedste sted at befinde sig som eftersøgt mutant, var under jorden. Så et underjordisk skjulested var blevet et mål for hende, og Connor var den bedste måde at nå det mål på. Han var en mutant hun allerede kendte, så måske hun kunne overtale ham til at hjælpe hende. Hun berørte lyset hos de folk hun fornemmede, men fornemmede hun ikke connor forlod hendes evne dem hurtigt igen. Hun spildte ikke kræfter på at undersøge dem yderligere. Hun havde trukket en hætte op over hovedet som skjulte det meste af hendes hår, bortset fra hendes hestehale der hang frem over den ene skulder og stak ud af hætten og hang ned over hendes bryst. Hendes stil havde ændret sig en del siden tilfangetagelsen, men hun tog sig ikke af hvad folk mente. Det meste var blevet ændret af praktisk årsager. Folk var endnu ikke begyndt af genkende hende, så når de flygtede fra gaden når hun nærmede sig var det pga. hendes selvskab. Zearias påklædning var speciel, men ofte var det grå-hvide hår nok til at få folk til at flygte i skræk. Det kanniballistiske-bæst fra vest var flygtet fra vagterne igen og det fik folk til at frygte hende endnu mere. Ingen havde tænkt på at Minori måske havde en finger med i spillet. Zearia var flygtet før, så det regnede folk automatisk med var sket igen. Det var det jo mere eller mindre også. De bevægede sig rundt i bydelen og efterlod gader øde når de forlod dem igen. Zearia holdt øje med omgivelserne og guidede Verri, der kun havde øje for folkene omkring sig. Hvor var han?!
Skyerne samlede sig over byen og blokerede mere af lyset. Men Zearias øjne tilpassede sig blot og hun ledte videre indtil hun fandt en kasse af metal. Hun hev den besværet fri af ruinerne og undersøgte hvordan hun skulle få den åbnet. Verri kom hende i forkøbet og kassens låg sprang op efter at Verri behændigt havde udløst kassens låsemekanisme. Zearia stirrede forbløffet på kassen og vippede lidt med låget mens Verri undersøgte indholdet. På trods af kassens metalskrog, så havde det meste af indholdet taget skade af ilden. Men det Verri var kommet efter var som urørt. Hun tog den op af kassen og interesserede sig så ikke længere på den. Hun gik lidt væk og vendte metalgenstanden i hånden. Den mindede mest af alt om en tyk tryllestav. Zearia kiggede efter Verri, med et undrende blik. Var det DEN de var kommet efter, hvad pokker.?! Zearia sprang tilbage da genstanden, efter Verri gav et hurtigt slag med hånden, foldede sig ud til en smidig metalpisk. Zearia stirrede måløs på genstanden der ikke lignede noget Zearia nogensinde havde set før. Hun nærmede sig forsigtigt som Verri undersøgende lod fingrene glide over det kolde metal. Piskens design var enestående, og til trods for sit elegante udseende var den i stand til at udrette langt større skade end en almindelig pisk. Specielt fordi alle kanterne på den mange små dele, var slebet skarpe. Verri svingede armen i en langsom bevægelse og trak pisken hen over jorden. Metallet gav en hvinende lyd fra sig da det gled over stenene og Verri smilede et ubehageligt smil. Verri sendte sin far en kærlig og taknemmelig tanke og samlede pisken sammen inden hun forlod ruinerne med hastige skridt. Zearia skyndte sig efter og lod metalkassen stå åben. Verri strøg første punkt fra sin mentale liste over forberedelser. Ciel skulle bøde for det han havde gjort, ikke mindst mod hende, men også mod resten af Talians mutanter. Men mest for det han havde gjort mod hende. Hun havde et personligt regnskab at gøre op. Men hun regnede med at få størst støtte hvis hun lod som om at hun så ud over sin egen næse. Et ondskabsfuldt smil bredte sig om hendes læber. Zearia betragtede hende stille, hun ville følge Verri uanset hvor hun gik og hvad hun gav sig i kast med, men hun var ikke sikker på hun brød sig om den drejning som tingenen havde taget siden fangekælderen.
Verri havde gennemsøgt gaderne efter ham før. Stærke mutanter var ikke nemme at finde, fordi de enten skjulte sig eller allerede var en del af oprøret. Og Verri kunne ikke rigtig bruge dem hvis de allerede var en del af oprøret. Hun ville ikke knyttes til oprøret. Hendes mission var ikke et oprør, det havde intet med at forbedre mutanternes rettigheder eller levestandarter. Hendes mission var klar: fang Ciel Dé Ricéy, og også gerne få han slået ihjel. Tanken gjorde hendes smil bredere og Zearia gøs. Hun var ikke altid sikker på hvad Verri lavede, som nu, hvor de igen gennemsøgte Nord. Zearia anede ikke hvad Verri ledte efter. Men i hendes nuværende humør ville hun ikke spørge. Det var egentlig også lige meget for hende. Verri ledte efter Connor, eller Auron som han havde præsenteret sig som, fordi han kunne manipulere jord. Og Verri havde efterhånden fundet ud af at det bedste sted at befinde sig som eftersøgt mutant, var under jorden. Så et underjordisk skjulested var blevet et mål for hende, og Connor var den bedste måde at nå det mål på. Han var en mutant hun allerede kendte, så måske hun kunne overtale ham til at hjælpe hende. Hun berørte lyset hos de folk hun fornemmede, men fornemmede hun ikke connor forlod hendes evne dem hurtigt igen. Hun spildte ikke kræfter på at undersøge dem yderligere. Hun havde trukket en hætte op over hovedet som skjulte det meste af hendes hår, bortset fra hendes hestehale der hang frem over den ene skulder og stak ud af hætten og hang ned over hendes bryst. Hendes stil havde ændret sig en del siden tilfangetagelsen, men hun tog sig ikke af hvad folk mente. Det meste var blevet ændret af praktisk årsager. Folk var endnu ikke begyndt af genkende hende, så når de flygtede fra gaden når hun nærmede sig var det pga. hendes selvskab. Zearias påklædning var speciel, men ofte var det grå-hvide hår nok til at få folk til at flygte i skræk. Det kanniballistiske-bæst fra vest var flygtet fra vagterne igen og det fik folk til at frygte hende endnu mere. Ingen havde tænkt på at Minori måske havde en finger med i spillet. Zearia var flygtet før, så det regnede folk automatisk med var sket igen. Det var det jo mere eller mindre også. De bevægede sig rundt i bydelen og efterlod gader øde når de forlod dem igen. Zearia holdt øje med omgivelserne og guidede Verri, der kun havde øje for folkene omkring sig. Hvor var han?!