Post by connor mitchell on Aug 31, 2013 15:37:07 GMT 1
Connor smilede roligt og sagde ”nej jeg kan sige at du var gal og talte om at dræbe alle mitchell og jeg prøvede at berolige dig” og så ked af mod Verris stemme og sagde ”det gør mig ondt Verri men folk kan ikke leve særlig under jorden selv jeg kan ikke holde ud at leve under jorden mere end tre måneder uden at være på overfladen så din ide er umuligt” han kunne godt forstå hende så efter lidt tid sagde han ”jeg tror du er nødt til at finde udad hvordan du ville bekæmpe ham før jeg kan hjælpe”
Verri overvejede det "Der er vel igen grund til at gøre mit rygte værre end det er, jeg har intet imod adlen, dig eller din familie" svarede hun roligt, hun brugte sit navn når det kom til sager eller angreb hun ønskede at folk vidste hun var indblandet i. Trusler mod adlen var ikke noget hun ville kendes for. Så var hun jo ikke bedre end de andre. Hun havde kun en høne at plukke med Ciel. Men samtidig voksede der et ønske i hende der brændte for at hjælpe andre der følte samme smerte som hende. Og hun var fast besluttet på at beskytte Minori og hjælpe ham, om så han ville have hendes hjælpe eller ej. Hans argument havde været at alle nær ham var i fare. Han havde haft ret men Verri følte ikke at hun havde mere at miste, så hun kunne vel godt vie sit liv til ham? Nu hun havde ofret alt hun holdt af for at beskytte ham. Hun bed sig i læben da medfølelsen og sorgen fyldte hans lys, hun ville ikke se det. Det gjorde hende sårbar, svækkede hendes vilje og gav hende lyst til at krølle sig sammen til en kugle og gemme sig for verden. Hun lukkede øjnene hårdt og bekæmpede stædigt tårerne der truede med at fylde hendes øjne. Hun ville ikke have hans medfølelse, hun ville have hans hjælp! Hun åbnede øjnene igen da han nævnte at folk ikke kunne leve under jorden i længere tid. Hendes plan havde sandsynligvis stadig brug for finpudsning men hun mente stadig at hendes idé til et tilflugtssted kunne være nyttig for mutanterne og til at beskytte dem. Hun rynkede brynene en smule. Verri sukkede halvirriteret "Jeg ber dig ikke hjælpe mig med at bekæmpe Dé Ricéy, jeg ber dig skabe et tilflugtssted ikke en underjordisk by" hun ændrede sig siddestilling men endte med at læne sig tilbage igen. Hun bed sig i læben for at aflede den voksende frustration i hendes bryst. "Jeg har ikke sagt noget om hvor længe folk skal være dernede" svarede hun roligt, for nogle var det nok at holde sig under jorden indtil vagterne opgav at lede efter dem. Hun selv og Zearia kom nok til at bo dernede mere end nogen andre. Hun sad lidt i stilhed og bekæmpede sine følelser men hans ord rev op i det hele igen. Hun tog sig til hovedet med begge hænder "hvad vil du have mig til at sige?" spurgte hun frusteret "at jeg ønsker ham død? at jeg ønsker at han annerkender den smerte han har påført mig og hundrede andre? At jeg ønsker at gøre hans liv til et helvede så han kan mærke hvordan det føles?!" spurgte hun og kæmpede nu endnu mere med tårerne af ren frustration der steg op i øjnene på hende. Det var jo ikke fordi hun havde tænkt sig at blande andre ind i det. Hun ville ikke overlade den opgave til andre. Det var hendes egen krig, en krig som hun ikke kunne finde ud af at kæmpe uden at såre andre. Det frusterede hende og hun vidste snart ikke hvad hun skulle gøre mere. Ønsket om at beskytte andre gav hende dårlig samvittighed hver gang ønsket om at hævne sine forældre gav hende uskyldigt blod på hænderne. Hun var et nervevrag der sideløbende med sin krig mod Ciel kæmpede en krig indeni sig selv. En krig hun heller ikke vidste hvordan hun skulle kæmpe. Zearia kiggede bekymret på hende og satte sine fødder tilbage så hun kunne læne sig over mod hende og lægge en hånd på hendes skulder i stedet. "Verri.." sagde hun stille, ikke helt sikker på hvad hun skulle sige. Allerhelst ville hun have at Verri droppede sin krig mod Ciel men Verri kunne slet ikke slippe tanken. Hun klamrede sig til den som var det hendes sidste rest af virkelighed.
Post by connor mitchell on Aug 31, 2013 17:24:25 GMT 1
Connors kunne fornemme hendes følelser og sagde ”nej Verri du er blevet udsat for noget som kun få bliver ramt af og du vælger at tage et virkeligt dum valg som kunne skade andre og det går imod det du har sagt” han kunne ikke rigtig forsætte denne samtale under de her forhold så han så mod Verris venindes stemme og sagde ”vi er nødt til at forsætte dette et andet sted så bortføre mig en til der er ikke nogen som ser på os og jeg laver et gemmested hvor vi kan tale mere frit okay”
Verris følelser lå kun lige under huden på hende, det var derfor hendes temperement var så farligt. Folk skulle ikke sige meget forkert til hende før hun eksploderede i et matchende følelsesudbrud. Hun forsøgte at holde en kold maske det meste af tiden, men det var sjældent at folk ikke trykkede på nogen af hendes knapper. Connor havde nu også fremprovokeret sådan et udbrud. Et udbrud af frustration fordi hun prøvede at hjælpe men Connor alligevel gravede hendes had frem og fik hende til at føle sig utilstrækkelig og ondskabsfuld. Men hun vidste ikke hvordan hun ellers skulle håndtere de følelser Ciel havde sat i kroppen på hende. Det mest naturlige var at lade hadet tage over og afreagere, men dette endte ofte med at såre andre. Og det ønskede hun ikke. Hun lyttede til hvad han havde at sige men valgte ikke at kommentere på det, hun vidste det jo godt. Men hun kunne ikke finde ud af hvad hun skulle gøre. Det virkede til at det hele tiden endte forkert når hun prøvede at hjælpe. Måske var det bare slet ikke meningen hun skulle kunne beskytte folk som Akio gjorde det. Men hun troede på at der måtte være en mening med hendes evne, hun måtte skulle bruge sin indsigt i folks sjæl til noget. Noget der kunne hjælpe folk på en eller anden måde. Hun lagde armene om sig selv og lukkede øjnene med et udtryk der tydeligt viste hvilke følelser der rasede rundt i hende og prøvede at finde en plads eller bryde ud. Zearia ville ligge armene om sin veninde men så talte manden pludselig til hende. Zearia forstod ikke hvorfor Verri insisterede på at tale med denne mand. Men hun måtte jo have en grund. Måske der endda lå mere i det end hendes behov for hjælp af en mutant med hans evner. Han var jo sikkert ikke den eneste. Zearia løftede et øjenbryn af Connor, hun var aldrig før blevet bedt om at bortføre nogen "hvad med dine vagter?" spurgte hun usikker på hvor ægte det skulle se ud og hvordan hun skulle reagere hvis vagterne gik til angreb. Hvis bortførelsen ikke skulle være ægte skulle kampene vel så heller ikke? Hun var ikke vant til at spille skuespil på denne måde men hvis han fortalte hende hvad hun skulle gøre så ville hun gerne gøre et forsøg. Hun lyttede opmærksomt med en hånd på Verris skulder. Ville Connor nu pludselig alligevel hjælpe dem? Eller blot lokke dem i en fælde hvori han kunne likvidere dem begge så de ikke var til fare for nogen. Tvivlen i Zearias lys fik Verri til at tage hende hånd. Hun så stadig ødelagt ud pga. minderne men hun var fast besluttet på at stole på Connor, hun så ingen onde intentioner i hans lys. Desuden, hvis hun ikke kunne stole på de få folk hun stadig havde tillid til så ville hun da først blive knust.
Post by connor mitchell on Aug 31, 2013 19:05:01 GMT 1
Connor sagde rolig ”du skal gøre dit bedste for at få det til at se rigtig ud men ikke dræbe nogen eller gøre skader som vil give permanente skader og når du er sikker på ingen ser på os gemmer jeg os” han ville hjælpe Verri med at hun kunne finde ud af hvad hun ville gøre og prøve at hjælpe hende med at kontrollere hendes vrede og andre af de negative følelser hun havde fået i sig han kunne godt huske hvordan hans følelser påvirket hans evne til at opfatte vibrationer fra jorden
Zearia så sig om mens hun overvejde hvordan hun skulle bortføre ham med de krav. Hun var jo ikke vant til at arbejde med krav når hun borførte nogen, men en gang skulle vel være den første. Verri havde også snakket om at de kunne bortføre ham så han virkede udskyldig. Måske var han mutant, men ikke engang han ville indrømme at hjælpe Talians mest kendte mutant-oprører. Ikke fordi Zearia betragtede sig selv om en oprører men sådan havde byen stemplet hende. "Ingen permanente skader" mumlede hun, det betød altså at hun godt måtte skade dem. Det var godt for ellers ville folk nok undre sig når hun altid efterlod folk skadede i sit farvand når de angreb hende. Hun tænkte et øjeblik så rakte hun ud og lukkede døren på vagternes side og gjorde det umuligt for dem at se ind. Så muterede hun sin krop til flugt på fire ben skubbede Verri op på ryggen, viklede halen stramt om Connors overkrop og begrænsede hans arme inden hun trak ham med ud af vognen på den anden side. Hun var forsigtig med ham men lod ham alligevel slæbe en smule hen af jorden da hun normalt ikke tog hensyn til sine fanger. Verri sad ved hendes skuldre med benene bag hendes 'forben' og holdt fast i hendes tøj ved skuldrene. Hun havde vænnet sig til at blive båret rundt på når de flygtede, for med sit manglende syn var Verri begrænset hvis hun skulle løbe selv. Også selvom hun kunne bruge Zearia til at guide sig uden at Zearia faktisk behøvede at gøre andet end at holde øje med hende. Men det var udmattende. Hun kunne være til bedre nytte ved at overvåge folk omkring dem fra Zearias ryg. "De kommer" mumlede hun og vendte ansigtet mod vognen hvor vagterne nærmede sig på den anden side. "Hvor langt er de fra?" spurgte Zearia og tog fat i vognens underkant "stadig nogle meter" svarede Verri med en undrende tone men hun forstod hurtigt Zearias plan. Zearia væltede vognen over mod vagterne, da de ikke kunne se ind i den fra nogen af siderne måtte de undersøge den for at vide om Connor var i den. Samtidig med at hun måske endda ramte en vagt med vognen. Når de var så langt væk ville hun i hvert fald ikke mase dem under den. Så satte hun hastigt af fra jorden og for ned gennem gaderne med Connor på slæb, nu trak hun ham dog ikke hen af jorden men hun brugte ikke ret meget tid på at tænke på ham. Hun havde holdt kravet om ikke at skade nogen permanent, men hun var ikke sikker på at hun kunne blive ved med det hvis de vandt ind på dem og angreb. Derfor valgte hun nogle veje der lagde bygninger mellem dem og vagterne så de ikke kunne bruge deres langdistance våben. Hun kendte de fleste smutveje i byen og med Verris kommentarer om hvem der kunne finde på at angribe dem slap de stort set uforhindret ned i vest hvor Zearia så satte Connor ned på jorden inden i en ruin inden hun selv satte sig ned og hev efter vejret. Verri gled ned fra hendes ryg og lagde en hånd på hendes arm, hun havde fået skubbet de negative følelser lidt i baggrunden pga. turen, men hun var stadig påvirket af det og sagde ikke noget. Zearia fik vejret lidt efter lidt og dæmpede sine mutantioner igen så det kun var hendes hænder, fødder, tænder og øjne der var tydeligt muterede. Hun stønnede sammenbidt af smerte men i vest behøvede hun ikke mere for at forsvare sig. Og det gav hende næsten samme biologiske vilkår som Connor og Verri. "Hvad nu?" spurgte hun stadig lidt forpustet, ikke helt sikker på hvad det havde skulle være godt for.
Post by connor mitchell on Sept 2, 2013 10:42:52 GMT 1
Connor råbte op og sparkede som de fleste ville gøre hvis de blev bortført end til de var alene og blev sat ned på jorden sagde han roligt ”stå stille” han var glad for at hans sko ikke var meget andet end stof så han kunne mærke vibrationerne uden problemer og han lavede et lille hop og da han landede på jorden bevægede den sig end til de var et par meter nede og han lavede et nogle store armbevægelser så jorden over dem bevægede sig over dem så det blev til et loft og han satte sig ned på jorden og sagde ”hvor kom Verri”
Zearia lod ham passe sig selv, det gjorde hun normalt, men hun overvejede at begrænse hans skrigen da den gik hende på nerverne. Han blev trods alt bortført, men så igen så måtte han mene at det var nødvendigt ved en bortførelse så hun lod ham gøre det. Han stoppede da også da de nåede vest. Hans sparken og andre fysisk protester var intet problem for hendes hales styrke, i hvert fald ikke på det niveau som han brugte nu. Hendes hale ville sandsynligvis ikke være nok hvis hun virkelig skulle kidnappe ham engang. Verri havde fortalt hende om hans evner. De var langt fra noget som Zearia selv kunne forestille sig da hun var mest vant til enver som sine egne og Verri, evner der 'begrænsede' sig mest til kroppen og sjælen. Det var nogen hun kunne forstå, men kontrol af jord det var for langt ude. Godt nok havde hun set mutanter gøre vanvittige ting, men hvad nytte var sådanne evner? Det vigtigste var jo i sidste ende en selv. Det syntes hun i hvert fald. Hvad skulle man bruge kontrol af jord til hvis man var dødeligt såret? Hun satte ham ned, hun havde godt hørt at han ville skjule dem, men hun havde ikke helt regnet ud hvor bogstaveligt før han fik jorden til at synke under deres fødder og så lukke sammen over dem. Zearia gav en forskrækket lyd fra sig da jorden sank under dem og bevægede sig usikkert tættere på Verri der blot ventede. Hun havde oplevet Connors evner før. Da han lukkede jorden over dem og Verri ikke længere mærkede vinden lege med sin hestehale satte hun sig ned på jorden med armene om knæene. "Jeg havde lyst til at gøre Dé Ricéys liv til et helvede?" mindede hun ham om i en spørgende tone som for at spørge om det var det han mente. Hendes blik virkede om muligt mere fjernt end det plejede. Zearia bevægede sig usikkert rundt og undersøgte deres skjulested inden hun satte sig tæt op ad Verri. Hun var ikke helt sikker på at hun brød sig om denne plan. Hun holdt stiltiende øje med Connor.
Post by connor mitchell on Sept 10, 2013 13:34:00 GMT 1
Connor tog sine sko af og satte sig ned på foran Verri og sagde alvorligt ”når ja Verri du har mange negative følelser inden i dig og jeg forstår hvorfor du vil have hævn over Dé Ricéys men at gemme dem væk vil kun gøre mere skade end gavn for dig i længden f.eks den måde du fik min opmærksomhed i dag kunne uskyldige komme til skade at den så du må lære at styre dine følelser og acceptere ikke alt kan du styre her i verden eller du kan lade dig styre af dine frygt vrede stolthed og de andre negative følelser og ødelægge alt på din vej for hævnen og skabe flere som har mistet og måske ville gøre dig Verri” han ville give hende en chance for at tænke over hvad han havde sagt så han vendte ansigtet hvor Zearia sad og sagde venligt ”jeg er faktisk meget nysgerrig hvad du hedder eftersom at kalde dig den hvide dæmon ikke er særlig høfligt i længden”
Verri blev roligt siddende mens hun fornemmede hans lys bevæge sig, hun gættede på at han blev siddende. Hun nikkede at det åbentlyse han pointede og lyttede ellers til hans ord. Verri kunne ikke lade vær med at smile over hans ord.. eller rettere hans ordvalg. Uskyldige? Mente han seriøst at nogen i den her by kunne betegnes som uskyldige? Alle var en del af konflikten på en eller anden måde. Hun mente ikke at nogen af menneskerne kunne være uskyldige når de accepterede eller håndhævede undertrykkelsen af mutanterne. Nogle mennesker mente det var forkert, men alligevel gjorde de ingenting. Fordi de var bange. Verri rystede på hovedet for sig selv. Ingen var uskyldige i denne by. Alle havde en rolle. Uanset hvor lille. Folk accepterede at Dé Ricéy terroiserede byen. Det kunne da umuligt undgå deres opmærksomhed? Verri kunne ikke se indbyggerne som uskyldige så længe de accepterede Dé Ricéy. Måske førte de ikke selv kniven mod folket, men de gjorde heller intet for at standse ham. "Så hvad mener du at jeg skal gøre?" spurgte hun, halvt interesseret og halvt irriteret. Endnu en der mente at han skulle bestemme over hende. Torturen havde vendt hendes personlighed på vrangen. Før i tiden mødte hun folk med venlighed og smil, og nu mødte hun dem med mistro og trods. Connor kunne hun lide, så hun undlod at feje hans ord og forsøgte at føre en samtale med ham. Desuden havde hun brug for hans hjælp, om så han ville hjælpe hende med at hjælpe Minori eller han ville hjælpe hende med at tage hævn over Dé Ricéy. Verri levede ikke i en illusion om at kunne styre verden og andre mennesker, hun ønskede blot at stoppe Dé Ricéy, og samtidig tage sin hævn over ham. Men måske var det en og samme ting. Hun tvivlede på at Ciel ville bryde sig særlig meget om et liv hvor han ikke var hævet over alle andre og kunne udnytte dem som han havde lyst til. Men hvordan gjorde hun ham 'dødelig'? Hvordan frarøvede hun ham hans status, hans liv, hans rang.. hans alting? Hvordan flyttede hun ham fra Øst til Vest? Rynkede panden en smule da hun tænkte sig om, og ventede på hans svar. Ciel skabte flere ofre mens de snakkede. Hun så ingen forskel på det han gjorde, og det hun gjorde for at stoppe ham. Hvis folk kunne acceptere Ciel så kunne de vel også acceptere hende? Hvis det betød at stoppe Ciel, så kunne folk fra byen da dømme hende når hendes mission var overstået, så skulle hun nok stille op til fordømmelsen. Så fik de at se hvor meget anderledes indbyggerne i byen var når hævntørsten lå over dem som et tungt tæppe af had. Zearia lagde sig usikkert ned bag ved Verri da hun lod til at acceptere situationen, hun hørte efter da de snakkede, men samtalen havde ikke meget med hende at gøre så hun lukkede øjnene og lyttede bare. Indtil Connor talte til hende, så åbnede hun øjnene igen og kiggede over på ham. "Det fortæller jeg dig hvis du indviliger i at hjælpe os" sagde hun roligt. Hun gad ikke fortælle sit navn til alle og enhver da det måske kunne spores tilbage til hendes familie, og hendes lillesøster. Hun ville ikke stole nok på Connor før han sagde at han ville hjælpe dem.
Post by connor mitchell on Apr 18, 2014 22:15:04 GMT 1
Connor gik hen til Verri og prikkede let på hendes pande og sagde "bruge den og tænk over gjorde du noget mod sådan verden var da der var havde et hjem og en behagelig liv og i stedet for ødelægge alt hvad Dé Ricéy har skulle du se hvad giver den magt som Ciel bruger og fjern den på en måde folk kommer bag din ryg" han lænede sig og så op mod loftet og sagde roligt "men jeg kan ikke bestemme over dig men jeg håber på du vil lytte på mig"
Hvilken årstid befinder vi os i? Det afgør ugerne:
The List:Uge 19 - 46: 5. år- 19-25: Forår -
26-32: Sommer
33-39: Efterår
40-46: Vinter
!Population!
Hvor mange mutanter og mennesker er der i landene?
Talian:
Nord:
8 Mutanter / 5 Mennesker
Øst:
9 Mutanter / 10 Mennesker
Syd:
11 Mutanter / 1 Menneske
Vest:
8 Mutanter / 1 Mennesker
Kongelige:
1 Mutant / 1 MenneskeMeRosal:
14 Mutanter / 3 Mennesker
Kongelige:
1 Mutant / 0 Mennesker