You can trust me

[Ciel Dé Ricéy]

Timerne var efterhånden fløjet forbi, som om det var ingenting, men i virkeligheden havde det været ren og skær pinsel for Ciel. Smerterne var dog startet på det tidspunkt, hvor han havde opdaget at hans kone var vendt tilbage til Talian igen. Det var egentlig ikke gået op for ham, før at han allerede havde fanget sig selv i at stirre på hende, selv uden at vide hvem det var. Men da det først var gået op for ham, så havde han ikke haft modet til at se hende i øjnene, først da han ikke længere kunne løbe. Men alt dette kaos var endt med at Yaya var kollapset foran ham. Det ene ledte til det andet og det var endt med at hun var blevet lagt ned i sengen på hans værelse for at finde kræfter igen. Ciel selv havde valgt at blive ved hendes selskab også selvom en af Yayas ansatte havde valgt at angribe ham i raseri.
Men lige nu virkede rummet mørkt og tomt, dog fandt en svag solstråle igennem gardinerne, som Ciel for nogle timer siden havde valgt at trække for, så det ikke ville forstyrre hendes søvn. Efterfølgende havde han sat sig ved siden af hende igen. Det var efterhånden svagt for ham at holde sig vågen og nu nogle timer efter var han endt med at falde i søvn på stolen ved hendes seng. Solen nåede endnu ikke hans ansigt, som han blot sad i stolen med den ene hånd mod hovedet, imens at hans ansigt var rettet mod hendes. Han virkede til at være længere væk end normalt, men nu havde det jo også været en hård nat, men overraskende nok, så var der ikke nogen som havde forstyrret dem i løbet af natten og solen var kun lige ved at stå op på himlen.

[Yaya Dé Ricéy]

Yaya betragtede ham roligt. Om han var blevet hos hende hele natten kunne hun ikke svare på, men hun havde sovet meget roligere end normalt når hun kolapsede efter et følelsesmæssigt kaos. Hun kiggede sig søvnigt og fortumlet omkring, hendes syn var stadig sløret men hun vidste ikke om det var pga. at hun lige var vågnet eller fordi feberen stadig havde fat i hende. Da hun satte sig op kunne hun mærke noget forlade sin pande, hun kiggede undrene på kluden mens hun tog sig til hovedet. Hovedpinen var der endnu, men den havde nået et moderat plan, og ville nok forsvinde i løbet af dagen. Hun så sig om, hun var i det der før havde været hende og Ciels soveværelse, tanken om at det nok kun blev betragtet som Ciels nu strejfede hende kort. Hun kiggede mest af alt rundt for at være sikker på at hun virkelig var her, og at alle hændelserne faktisk var sket. Hendes hovedpine fortalte hende på et plan at der faktisk var sket, og omgivelserne fortalte hende det samme på et andet. Hun kiggede på Ciel igen, havde han sovet sådan hele natten? Spørgsmålet om hvor meget han mon egentlig havde sovet strejfede hende også kort. Hun lagde undrende mærke til at hendes tøj ikke sad stramt som det gjorde da hun faldt om, hun havde ikke kunnet gøre noget ved det, men det var der tydeligvis nogen der havde gjort for hende. Hun havde ikke det samme på som da hun var faldet i søvn. Hun tænkte egentlig ikke videre over det med strøg sit uglede hår tilbage. Virkeligheden indhentede hende langsomt. Hun var i Ciels hus, hun havde fået ham til at tro at hun var en anden, hun var blevet afsløret, han havde forvirret hende godt og grundigt, og da de endelig kom på talefod var hun kolapset. Hun lukkede øjnene med et irriteret suk og lod sig falde tilbage i sengen. Hun åbnede øjnene igen lidt efter og kiggede op i loftet. Hun havde aldrig tænkt over at der kunne være minder forbundet med et loft, men at ligge her og kigge op i loftet fik hende til at mindes en hel del. Hun smilede for sig selv og kiggede på Ciel igen.

[Ciel Dé Ricéy]

Tanken om at forlade hende ville nok aldrig være faldet ham ind, også selvom han igennem natten havde tænkt på alt det papirarbejde, som lå på bordet inde i værelset ved siden af, men alligevel havde han holdt sig til sit løfte og var blevet ved hendes side. Ikke fordi han var van til at være så omsorgsfuld, det var muligvis også derfor at han var endt med at sætte sig ned i stolen igen for til sidst at falde i søvn. End ikke han havde styrken til at holde sig vågen hele natten igennem. Selv når han var på arbejde eller arbejdede i sit arbejdsværelse endte han ofte med at falde i søvn over dokumenterne, hvilket til tider havde resulteret i et segl i panden.. Noget det andre til tider kunne hentyde til med et svagt grin uden at han tog sig særlig meget af det, dog var dette anderledes. Han var overbevist om, at han ikke bare sådan lige kunne lade hende gå igen, og samtidig vidste han godt at hun ikke bare ville lade ham gå, når hun først fik energi til at snakke igen, men det havde han sådanset forberedt sig selv på hele natten.
Sådan som Ciel sad lige nu, kunne umuligt være særlig behageligt, når man tænkte på hvor hårdt det måtte være at sørge for at hånden ikke gav slip i hans hoved. Mon han ville vågne, hvis hånden forsvandt? Forhåbentlig ikke noget han skulle udsætte sig selv for, når han var i selskab med Yaya. Han endte dog med at åbne øjnene svagt, da han hørte noget ramme sengen. Det var også der at det først gik op for ham, at han var faldet i søvn på stolen. Til at starte med troede han faktisk at han var på sit arbejdsværelse, før at han gav sig selv tid til at kigge rundt. Hans blik stoppede da det ramte Yayas skikkelse og han bare så lettere mundlam på hende, før at han smilte kærligt til hende. Han kunne godt have spurgt hende til hendes søvn, men på den anden side, så kunne hans stemme godt vække hendes hovedpine igen, så han valgte blot at rette sig op i stolen og foldede hænderne i sit skød, som han blot valgte at smile til hende, imens at han gav sig tid til at blive vågen.

[Yaya Dé Ricéy]

Yaya havde ikke vækket ham med vilje, men måske var det alligevel meget godt, når man tænkte på at den stilling han sad i ikke virkede videre behagelig. Hun undrede sig kort over hvorfor han havde valgt at sætte sig der, men der var sikkert en grund til det. Hun mindede sig selv om at spørge ham senere, hvis det faldt naturligt ind i samtalen. Hun havde på fornemmelsen at de ville bruge meget tid på at snakke sammen de næste par dage. Der var sikkert sket meget på 6 år, for dem begge to.

Hun smilede kærligt til ham da han virkede nogenlunge vågen og løftede smilende den ene hånd og gjorde tegn til at han skulle komme over til hende "Det der kan umuligt være behageligt" kommenterede hun kort som begrundelse for at han burde gøre som hun sagde. Så strakte hun sig, hendes krop blev altid underligt tung efter sådan et anfald. Hun blev liggende med armene over hovedet. Hun havde aldrig været og blev nok aldrig genert i hans selvskab. Etikette og høflighed forsvandt også hurtigt når de var alene. Nu lå hun bare og kiggede på ham med sine specielle lyse, næsten orange, øjne. På trods af alt hvad hun havde været igennem de sidste, var hendes kærlighed til ham tydelig også selv om den lå dybt i hendes øjne. Hendes hår var uglet, for selv om hun havde sovet bedre end normalt, så havde hendes søvn stadig været urolig. Flere totter, af hendes normalt ellers glatte hår, havde valgt at bølge let og lægge sig mod hendes ansigt. Hun havde strøget det værste tilbage, men enkelte korte totter blev stædigt. Hendes smil var varmt og indbydende, og hun håbede lidt at han ikke krævede ydeligere overtalelse.

[Ciel Dé Ricéy]

Det var sikkert ikke særlig behageligt, men det eneste han valgte at gøre var blot at tage lidt fat i sit håndled, så det ikke længere sov, så fik han også mulighed for at mærke sin hånd få blod igen. Han valgte dog ikke at rejse sig lige med det samme, som han benyttede tiden til at betragte hende, imens at der var en forholdsvis behagelig ro imellem dem. Ciel endte dog alligevel med at måtte strække sig en smule i ryggen, hvilket også afgav et mindre knæk, det var dog kun noget han selv kunne høre, eller det var i hvert fald, hvad han mente. Han lagde hovedet svagt på skrå og smilte kærligt til hende. Utroligt nok, så havde han virkelig ikke noget imod hendes selskab, også selvom det vakte minder, så var det ikke dårlige minder. Han var blot glad for at kunne få de tabte minder tilbage, som han ellers havde forsøgt at glemme.
Han rystede en anelse på hovedet, da hun valgte at give ham tegn til at han skulle komme over til hende, dog med et drillende smil på læben.
"Nej, men udsigten bliver ikke bedre end herfra"
sagde han med et drillende smil på læben, før at han faktisk valgte at rejse sig op. Underligt nok, så havde han ikke noget imod at sætte sig ved hendes side, også selvom han ikke kunne lade vær med at grine lidt da han lagde mærke til hendes hår. Drillende valgte han at holde hånden for munden, så hans latter ikke ville slippe fri. Ciel endte med at slippe en mindre latter fri, da han først havde sat sig i sengen.
Han lod dog roligt en hånd glide hen over hendes ansigt, før at han lod blikket glide rundt i rummet.
"Har du sovet godt?"
spurgte han efter lidt tid, da han vendte blikket mod hende igen. Han kunne jo lige så godt spørge hende, nu hvor hun havde brudt tavsheden og tilnærmelsesvis havde givet ham tilladelse til at åbne munden, da hun snakkede først.

[Yaya Dé Ricéy]

Yaya havde aldrig lukket af for sine minder, måske til trods for de værste omhandlende hendes afrejse, men de var altid vendt tilbage. Hun havde heller ikke i sinde at glemme dem helt, og hvordan kunne hun også det. Det virkede stadig uvirkeligt at hun var vendt tilbage og at han nu bare sad og smilede til hende. Det var måske bare en drøm? Men han svarede hende i hvert fald, hvis hun stadig sov så var hendes drømme blevet mere realitiske.

Hans kommentar fik hende til at le. Han var nok, helt ærligt, den eneste der kunne få hende til at føle sig oprigtigt smigret. Og hun elskede når han gjorde det. I modsætning til at andre folks komplimenter enten irriterede hende eller bare blev ignoreret, så var hans altid velkomne. Men det var egentlig ikke kun den reaktion fra hendes side som han var den eneste der kunne fremkalde, der var faktisk en del. Det betød også at en stor del af hende havde været låst væk i de ca. 6 år hun ikke havde set ham. Hun smilede da han kom over til hende efter at have morret sig lidt over at selv om han havde rystet på hovedet så havde han alligevel fulgt hendes forslag. Hun vidste ikke om han bevidst havde gjort begge dele for at forvirre hende eller om han havde ombestemt sig. Hun var egentlig også lidt ligeglad, for nu sad han jo hos hende igen, det var vigtigst. Da han lo løftede hun spørgende et øjenbryn, hvad grinede han af? Indbød situationen til latter? Men hans latter forsvandt langsomt igen og før hun fik svar kærtegnede han igen hendes ansigt.

Hun besluttede sig for at teste sin drøm, smerten i hendes hoved havde måske været nok for nogle, og hun var måske egentlig også overbevist om at det faktisk var virkelighed. Måske skulle hun bare bruge en undskyldning over for sig selv? Hun satte sig op, nu han var kommet over til hende endte hun med et sidde tæt på ham. "Overraskende godt" svarede hun blødt. Hun lænede sig det sidste stykke ind mod ham og kyssede ham mens hun lagde en hånd mod hans hals. Hun kyssede ham ikke blidt som før, der lå noget andet i dette kys.. Noget mere. Det var først og fremmest længselsfuldt.

[Ciel Dé Ricéy]

For Ciel havde det været nødvendigt ellers havde han ikke kunnet passe sit arbejde, som egentlig var grunden for at han blev nød til at tage afsked med hende og så ville det hele have været forgæves, samtidig med at det ikke var let for ham at koncentrere sig med alle de minder i hovedet, men nu vendte de blot alle tilbage. Fra den dag han mødte hende første gang, den dag hvor hun vækkede oprigtige følelser i hans krop og til den dag hvor han desværre var nødsaget til at vende hende ryggen. Måske det havde været en anelse egoistisk, men Talian havde ikke været det samme, hvis han først havde forladt sin post og hvordan ville det ikke lige se ud?
Hendes latter fyldte ham op indvendigt, som han blev overbevist om at hun havde fået det bedre. Han valgte blot at smile en anelse sødt til hende, før at han fik sat sig ved siden af hende. Det var egentlig ganske behageligt at sidde så tæt ved hende, nu hvor han tænkte over det, hvordan havde han kunnet undvære det? Ciel kunne godt skamme sig over det han havde udsat hende for, men han ville helst ikke indrømme det, også selvom hun endnu en gang begyndte at vække de oprigtige følelser inde i ham. Han vidste ikke rigtig om han skulle lade dem få frit spil eller om han skulle holde dem tilbage, han ville jo nødigt være for meget allerede. Ciel søgte også roligt hendes øjenkontakt, som hans hånd strøg blidt hen over hendes kind, imens at han smilte kærligt til hende. Det var næsten uvirkeligt, at hun havde haft modet til at opsøge ham, når man tænkte på hvor lang tid der var gået. 6 år var måske ingenting for nogle, men for dem, hver især, kunne det godt have føltes som en evighed. Idet at hun satte sig mere op og derved kom tættere på ham, valgte han blot at ligge en arm rundt om livet på hende og blidt trække hende tættere ind til sig. Et smil viste sig på hans læber, som han lyttede til hendes kommentar og lige skulle til at svare hende, da han fik øjenkontakt med hende. Da hun valgte at ligge en hånd mod hans hals og lade deres læber mødes igen, trak han hende blot tættere på sig og valgte at gengælde kysset. Som om det havde været længe på vej, som om det var noget de begge havde ventet på i evigheder. Den ene hånd gled op langs med hendes ryg og endte med at hvile blidt mod hendes hoved, så han ikke kom til at udløse en værre hovedpine eller bare vække de samme smerter igen.

[Yaya Dé Ricéy]

Hvis Yaya gad fokusere på det så var der faktisk kommet et del gode ting ud af hendes hjemvenden til Merosal. Men det havde ikke været det der havde fyldt hendes tanker. Sådan fungerede skæbnen desværre nu engang imellem. Havde hun ikke været tvunget til at forlade Ciel dengang havde hendes forhold til sin familie ikke været som det var i dag, og hun havde nok heller aldrig begravet sig så dybt i sin hobby som det nu var tilfældet. Hun havde forstået Ciels begrundelse, men det havde alligevel gjort ondt.. Ødelagt hende uden alligevel helt at ødelægge hende. Hun havde holdt smerten i sit hjerte de sidste 6 år. Det hele havde ændret hende, men nu hvor hun var hjemme igen, nu hvor hendes hjerte langsomt healede igen, kunne ændringerne kun ses som en styrke. Hun havde overlevet.

At have været adskilt fra ham så længe fik hende til at nyde hans nærvær endnu mere, om det var fordi at hun ikke havde været nær ham så længe, eller om det havde noget at gøre med den stædige tanke om at det måske ville ende igen, vidste hun ikke. Hun betragtede ham smilende, lod øjnene glide over hans ansigt. Hun fulgte roligt det sorte hår ned over hans ansigt og lod så langsomt blikket glide tilbage over hans egentlige ansigtstræk og endte ved hans øjne. Hun blev ved hans øjne, hans fantastiske røde øjne. Hun havde nok tabt sig selv i hans øjne igen hvis hun ikke havde lukket sine egne da hun kyssede ham.

Det faldt hende kort ind at selv om han gengældte hendes længselsfulde kys, så passede han stadig på hende. Hans blide handlinger stod næsten i kontrast til de følelser der lå i kysset. Først da deres læber skiltes igen registrerede hun igen sin hovedpine, den prikkede advarende som tegn på, at hun ikke burde bevæge sig for meget. Det vidste hun egentlig også godt, men hun kunne ikke og ville ikke holde sig fra ham pga. det. I situationen tvivlende hun faktisk på at andet end Ciel selv kunne få hende til det. Hun lukkede dog øjnene for at få hovedpinen til at falde til ro igen. Den ville forsvinde i løbet af dagen, mindede hun sig selv om, hvis hun altså ikke overanstrengte sig. "Min udsigt blev bedre" kommenterede hun drillende og strøg noget af hans hår til siden, bagefter lod hun tankefuldt fingerspidserne glide over hans kind ned til hans kæbe, som hun også langsomt fulgte med fingrene. Hun lod roligt blikket følge bevægelsen. Han havde ikke ændret sig meget selv om der var gået 6 år, hun kunne godt se at han var blevet ældre, men hun så det ikke som noget dårligt. Hun vidste dog også med sig selv at hun ville komme til at bruge tid på bare at betragte ham, på at finde de små ændringer og på at kende denne 6 år ældre Ciel lige så godt som hun havde kendt ham før. Hun smilede for sig selv.

[Ciel Dé Ricéy]

I den tid, hvor Ciel ikke havde grund til at tænke på Yaya, netop fordi han forsøgte at glemme hende og det de havde sammen, så havde han egentlig blot påtaget sig mere og mere arbejde og på den måde udvide sin arbejdskreds, uden at det egentlig var nødvendigt. Men på denne måde, så havde han nu mulighed for at vide hvad der foregik i byen, eftersom at alt gik igennem ham, inden at det kom videre til kongen, Hiroki. På den måde havde han også mulighed for at sikre sig, at kongen ikke blev forstyrret unødvendigt, samtidig med at det ikke var alt, der blev sagt videre til kongen, netop fordi Ciel kunne bruge de forskellige informationer til sin egen fordel. Hvis man ikke stræbede efter at komme videre, så ville man være fast spændt i al evighed på den selv samme position. Men på den anden side, så havde det også givet ham mulighed for at have mindre tid hjemme og derved havde han skabt sig en form for afstand til Caleb, som han jo egentlig aldrig havde ønsket. Ciel regnede dog med at det ville blive svært at vende hans og Calebs forhold til noget stærkt og positivt.

Ciel lod roligt en hånd glide igennem hendes hår, som han ville sikre sig at hun i det mindste vidste at han var der for hende og at han gerne ville være med til at give hende den omsorg, som hun måske havde manglet i så mange år. Man kunne dog sige meget om Ciel, men én ting var sikkert, han ville aldrig efterlade hende igen, eftersom at han godt kunne se, hvad deres 'brud' havde forvoldt i hendes følelser og krop. Derfor var han overbevist om, at det ville være enden, hvis han først gav hende håb og så knuste det igen?

Kysset var tydeligvis noget han havde savnet, men også noget som havde været nødvendigt for ham at undvære, eftersom at der ikke var tid til at søge efter andre. Dog var der flere årsager, hvis tiden ikke havde været med ham, sammen med Yaya, så ville det heller ikke være muligt med nogen andre, samtidig med at hvis tiden havde været der, så skulle han jo have beholdt hende. Han endte med at se lettere bekymret på hende, som han fik en fornemmelse af, at hovedpinen endnu ikke var helt forsvundet. Han lod dog blidt en hånd glide hen over hendes kind med et beroligende smil på læben. Dog blev smilet en anelse større, da han hørte hendes ord. Han holdt dog et mindre grin inde, som han ikke ville gøre hendes hovedpine værre end den allerede var.
"Tror du ikke, at det ville være bedst, hvis du slapper af i nogle timer endnu?"
spurgte han med et lettere bekymret blik i øjnene, som han blot slap hendes ansigt roligt og lod sin hånd glide ned over hendes skulder og ned til hendes hånd for at tage blidt fat i hendes hånd.

[Yaya Dé Ricéy]

Yaya havde været nødt til at lave noget i de 6 år, ellers havde hun ikke kunne holde savnet på afstand. For hver gang hun var alene med sine tanker, så var hun faldet tilbage i den tristhed der egentlig havde forfulgt hende i de sidte 6 år. Hun fandt hurtigt ud af at hvis hun holdt sine tanker beskæftiget, så kunne hun holde det nogenlunde på afstand. Derfor havde hun ikke kun engageret sig i sin hobby, men også i den grad i sin familie. Flere situationer og hændelser derhjemme havde så også været godt tjent med at Yaya havde været til stede. Derudover lod hendes familie heller ikke til at have været utilfredse med at hun havde været hjemme til at hjælpe og derudover bare være familie. Det havde hun ikke just haft meget mulighed for da hun boede i Talian (før hun rejste fra Ciel).

Hun havde ikke tænkt sig at give Ciel dårlig samvittighed eller udnytte denne, men hun kunne ikke lade vær med at nyde situationen. Hun lukkede øjnene da han kørte hånden gennem hendes hår og fugle også hans bevægelse lidt. Hendes hår var stadig lettere uglet, og han gjorde ikke det ikke bedre. Ikke at hun tænkte på noget så ligegyldigt lige nu, hun havde sit fulde fokus på ham. Hun kunne godt se på ham at han var bekymret, og det havde egentlig slet ikke været hendes mening. Faktisk skulle Ciel aldrig have haft noget at vide om det faktum at hun var kolapset pga. følelsesbeslatningen, men det kunne hun ikke ændre nu.

Yaya fik fornemmelsen af at han havde savnet hende, og faktisk ikke kun det. Der lå et mere generelt savn i det, og det fik hende til at tænkte på om han havde lukket sig fuldstændig inde og holdt alle andre mennesker ude. Hun var bekymret for hvor meget han egentlig havde holdt sig selv fra i den tid hvor de havde været adskilt. Hun ville ikke være begejstret for tanken om at dele ham, men det virkede ikke som om at hun behøvede bekymre sig om det. Hun sukkede let da han kommenterede hendes tilstand. Ikke et irriteret suk, mere et du-behøver-ikke-være-bekymret suk "uden tvivl" svarede hun og kiggede ham i øjnene igen, det var tydeligt at hun egentlig ikke havde medregnet det her i sine planer for sit besøg. Hun virkede heller ikke synderligt overbevisende om at hun ville holde sig i sengen. Hun lukkede fingrene om hans da han tog hendes hånd. "Og må jeg gætte på at du har tænkt dig at få mig til det?" hun smilede spørgende.

[Ciel Dé Ricéy]

Ciel vidste inderst inde godt, at der var noget de skulle indhente, men han var faktisk med på at gøre en indsats. Det virkede måske en anelse underligt, netop fordi han havde været skyld i, at Yaya var blevet nød til at forlade Talian, men på den anden side, så kunne det jo være, at de 6 år var med til at gøre det muligt for dem at genoptage et endnu bedre forhold, hvor der var plads til frihed. Han håbede blot at Yaya selv var med på at de ikke kunne få det samme forhold som sidst, men hvis det ikke var tilfældet, så blev han blot nød til at finde en måde, hvorpå han både kunne passe sit arbejde og samtidig gøre hende tilfreds. Han var i hvert fald overbevidst om, at hvis hun først valgte at blive og mødte Caleb igen, så ville det være yderst katastrofalt for ham at ende forholdet igen. Desuden så havde han også manglet et eller andet i hans liv, som han ikke havde kunnet sætte fingeren på, men nu havde han fundet svaret: Yaya.

Ciel følte den manglende form for nærvær, så snart at han fik lov til at være tæt på hende igen. Han var vel også bare taknemmelig for, at hun ville give ham endnu en chance, når man tænkte på, hvad der var sket for lang tid siden? Så han valgte blot at smile kærligt til hende og lade sin hånd glide ned mod hendes kind. Han kiggede hende roligt ind i øjnene, som han fortsat virkede bekymret for hendes helbred. Det var jo hans opgave, at få hende til at få det bedre, eftersom at han havde været skyld i hendes dårlige helbred. Han havde jo fået at vide, at det skyldes fødselsdatoer og andre vigtige datoer i hendes tidligere liv, som nu var vendt tilbage, hvis hun ville tage imod det.
Han lod roligt hånden glide igennem hendes hår igen, som han blot valgte at holde hende tæt ind til sig igen. Det var lidt, som om han ikke havde lyst til at give slip i hende igen, også selvom det måske ville være bedst for hende, hvis hun fik lov til at slappe af bare i nogle timer endnu. Så hun i det mindste ville kunne stå oprejst uden lige pludselig at kollapse i armene på ham igen. Han havde nemlig ikke tænkt sig at forlade hende, medmindre at hun nærmest smed ham ud af hans eget soveværelse eller han kunne vel godt begynde at kalde det for deres?
"Helt bestemt, om jeg så skal spænde dig fast til sengen for at få dig til at blive, så gør jeg det"
sagde han en anelse drillende, blot for at se hvordan hun ville reagere på den mindre trussel, som blot skulle virke en anelse motiverende. Desuden så kunne han jo godt blive, også selvom det var en mulighed for at hendes ansatte var begyndt at blive bekymret for hende, så regnede han ikke med, at de ville forstyrre på dette tidspunkt.

[Yaya Dé Ricéy]

Yaya havde egentlig slet ikke planlagt så langt frem, hun havde selvfølgelig håbet på at situationen var endt med at hun kunne blive hos Ciel, men størstedelen af hende havde faktisk troet på at det ikke ville blive tilfældet. Derfor var den sitation de var endt i en del anderledes end de situationer hun havde overvejet. Hun havde imidlertid ikke noget imod situationen eller den retning den tog. Hendes kolaps kunne hun godt havde undværet men det havde på en eller anden måde formet situationen til det bedre. Hun havde virkelig ikke forventet at oplysningen om hendes ustabilitet havde fået Ciel til at handle som han gjorde. Men hun havde intet imod at blive 'offer' for hans bekymringer. Hun håbede bare at de kunne tale om det denne gang, og finde ud af en løsning, der ikke indebar at hun rejste til en helt anden by. Mest af alt fordi hun virkelig havde savnet ham, hun havde faktisk ikke forstået hvor meget det egentlig var før nu, men alt hvad han gjorde i denne situation bidrog egentlig bare til at hun næsten faldt for ham på ny, faktisk næsten endnu mere denne gang.

Hun nød hans berøring og foretrak egentlig at holde sig på tæt på ham som muligt. Det havde hun altid gjort, og i denne situation havde hun ikke viljestyrke nok til at ændre det. Hun betragtede ham kærligt og lagde mærkte til noget i hans blik, som hun genkendte. Hans blik fortalte hende dog at han som altid tog en opgave til sig, endnu en opgave. Det lod ikke til at det var en 'vane' han havde ændret gennem tiden, han påtog sig stadig for mange opgaver, og beskyldte sig selv. Hun smilede overbærende af ham. Der var ingen grund til at han var så bekymret for hende, ikke mere, han vidste det måske ikke men hun havde lidt på fornemmelsen af han faktisk kunne ende med at rette fuldstændig op på hendes verden igen, og fjerne hendes ustabilitet. Hun strøg let sit hår tilbage da det kildede hende efter hans berøring og fangede så smilende hans blik igen.
"Oh?" sagde hun med et bredt drillende smil og løftede et øjenbryn, det virkede egentlig lidt som om hun accepterede en udfordring. Så lo hun lidt af ham da han egentlig modsat sine planer holdt hende ind til sig. I konflikt med sig selv? Hun vidste godt at han havde ret og at det var bedre for hende at hvile sig til hun var helt på toppen igen, men hun havde ikke lyst til at trække sig væk fra ham igen, og da slet ikke til at han skulle trække sig væk. Han behøvede ikke binde hende, hvis han blev her så ville han egentlig fungere som det han ville binde hende med, endda bedre.

[Ciel Dé Ricéy]

Det var måske svært at indrømme for Ciel, men han havde nok savnet en kvinde i hans liv, som han ville kunne tilbringe tid med uden at skulle opføre sig på den mest formelle måde, som ville være krævet af ham, hvis han blot snakkede med en fremmed. Han var i bund og grund taknemmelig for, at hun overhovedet var dukket op i Talian igen, også selvom han ikke vidste om hun havde i sinde at blive eller om hun hellere ville tilbage til MeRosal.. Et land, som han endnu ikke havde så mange informationer på, men han regnede med at det ville komme, så snart at han fik taget sig sammen til at tage afsted. Men lige nu var det vigtigst at Yaya havde det godt, før at han ville drage af sted og overlade hende til palæets ansatte og hendes egne.

Det var bekymrende, at deres møde havde forårsaget denne form for reaktion i hendes krop. Han var bekymret for at det kunne ske oftere og oftere, hvis de valgte at blive sammen. Men det var en risiko, som han muligvis var villig til at tage, hvis hun selv var med på den. Det kunne jo også ske at det ville gøre det hele bedre, hvis hun først kunne slå sig ned i palæet, tæt på sin søn. Ciel lod roligt sin hånd glide hen over hendes kind, imens at han valgte at holde øjnene på hende, han ville være sikker på, at hun ikke havde det alt for dårligt. Det kunne jo være at han ville ende med at dumme sig. Noget som hendes tjenestefolk, specielt den mandlige, ikke ville bryde sig om. Han havde ikke tænkt sig at gøre noget imod hendes tjener, eftersom at det var hendes eget valg, men samtidig, hvis det blev for meget, så ville han ikke kunne holde sig på sidelinjen.
Hendes drillende smil, fik ham blot til at fortsætte med at nusse hende en anelse i et forsøg på at få hende til at slappe af.
"Bare rolig.. Jeg bliver ved din side lige indtil du har det bedre"
sagde han ganske roligt, som han ikke havde tænkt sig at binde hende til sengen, da det bare ville virke en anelse voldsomt, specielt hvis de ansatte valgte at dumpe ind lige pludselig. Men lige nu virkede palæet ganske roligt, så han mente ikke rigtig at der var nogen ovenpå, men at de fleste befandt sig nedenunder, så at sige.

[Yaya Dé Ricéy]

Yaya havde personligt ingen problemer med et indrømme eller fortælle at hun havde savnet en mand, der var bare det med hende at det kunne ikke være hvilken som helst mand, det skulle være Ciel. Det var jo ikke fordi hun ville have haft problemer med at finde en anden, også selv om hun var blevet skilt. Men hun ville ikke have andre, også selvom hun blev skilt en gang. Hun tvivlede på at hun nogensinde ville se andre i samme lys som hun så Ciel.
Yaya havde efterhånden fundet ud af at store følelsesmæssige udsving ville påvirke hende fysisk efter seperationen med Ciel for 6 år siden. Men det var nu sjældent hun var udsat for dem. Det var faktisk kun hendes nære familie det kunne udsætte hende for dem. Specielt hendes familie i Talian, Caleb og Ciel, var uden tvivl dem der kunne påvirke hendes følelser mest.
Hun nød hans kærtegn men hendes smil falmede en anelse som hendes tanker trængte igennem til hendes bevidsthed. Hun lænede sig ind mod ham med et ubestemmeligt suk. Hun ville gerne have at han blev hos hende, der var faktisk næsten ikke noget hun hellere ville have, men allerede dagen efter hendes ankomst frygtede hun at hun havde forstyrret ham for meget ved at tage så meget af hans opmærksomhed som hun havde gjort. Sidste gang hun havde gjort det havde det fået hende sendt til Merosal så hun var ikke rigtig sikker på hvor meget hun turde bede ham om at blive hos sig. Derfor vidste hun heller ikke hvad hun skulle svare, hun lænede sig bare ind mod ham og blev igen opmærksom på en vanvittig længsel efter bare at være tæt på ham, også selv om hun sad lænet op af ham. Det skyldtes måske at hun et eller andet set stadig var bekymret.

[Ciel Dé Ricéy]

//Undskylder det meget sene svar, men jeg håber virkelig på at du er frisk på at fortsætte, som vi snakkede om for længe siden//

Hans hånd forlod roligt hendes kind, som en stilhed gled hen over dem. Han vidste ikke rigtig om der var mere at sige eller om han skulle lade hende få den ro, som muligvis ville være bedst for hende lige nu. Ciel rørte ikke rigtig på sig, som han blot valgte at holde øjenkontakten med hans elskede Yaya, en kvinde, som længe havde været savnet, både for den kvindelige side, men også for hendes synsvinkel. Han havde ofte svært ved at se på en situation med forskellige synsvinkler, så måske det var ganske udmærket at sætte skub i de ellers så skjulte følelser, som nu pressede på.
Tanken om at han virkelig havde ladet hende gå og vende tilbage til MeRosal var egentlig frygtelig, så han ville helst skubbe det bort. Hans blik gled roligt væk fra hendes øjne, som han samlede sit blik i sit skød, hvor han med nød og næppe holdt sine nerver på plads, ved at presse sine hænder sammen, skjult, men ikke helt skjult igen. Et suk forlod hans læber, som han valgte at slippe sit greb om hans egne hænder, og lade blikket glide ned mod hende.
Egentlig burde han tie stille, men han åbnede munden, som ville han sige noget, men tvang sig efterfølgende til at lukke denne tanke ud af hovedet og lade stilheden forblive. Han veg dog ikke fra hendes side, som et svagt smil gled over hans læber, inden at han kom i tanke om, at hun da næsten måtte være sulten? Han mindes ikke at de havde fået noget at spise i aftes, så dertil måtte der jo komme en eller anden form for naturlig sult eller hvad?
"Måske et mindre sidespor, men er du slet ikke sulten?"
spurgte han med et skævt smil på læben, som han virkelig ikke vidste hvordan han skulle begå sig overfor hende, som om han virkelig var på dybt vand i selskab med en kvinde. Nok havde han snakket med flere, men ikke hvor der var disse følelser indblandet, dertil kom en mindre nervøsitet, som han ikke bare sådan lige kunne slippe. Men hvad, han havde jo heller ikke snakket med hende længe og det pludselige møde gjorde det bestemt heller ikke lettere for ham. Noget der efterhånden var gået ind i hans hoved, for der var ingen vej udenom mere, da han ikke længere ville have hende til at vige fra hans side, hvad enten der måtte have gjort det sidst, han vidste godt hvad, men denne gang skulle de tikke komme i vejen for følelserne.