You can trust me

[Yaya Dé Ricéy]

//Helt i orden X3 vi fortsætter//

Yaya havde en masse at sige, men hun var ikke sikker på om nu var tidspunktet hvor hun skulle åbne munden. Og nu det var så længe siden hun havde set ham så vidste hun heller ikke helt hvad hun skulle sige. Indtil videre faldt det andet hendes langsomt naturligt igen, så hun regnede med at der også ville ske det samme for hendes flair for at snakke med ham. Hun havde dog umidelbart ikke noget imod stilheden der sænkede sig over dem, måske igen fordi hun ikke vidste hvad hun skulle sige. Stilheden lod til at påvirke ham anderledes. Hun lagde mærke til at han strammede grebet om sine egne hænder, måske mest fordi han brød øjenkontakten med hende. Hun fulgte hans blik til hans hænder. Hun lagde blidt en hånd på hans hænder som en beroligende gestus da han sukkede. Yaya, der havde fundet en altomfattende ro ved deres genforening, bemærkede hans nervøsitet og uro. Hun kunne ikke vide hvad det skyldtes, men hun havde sine mistanker. Hun kendte ham som typen der tænkte meget, hvorimod hun selv bare følte og lod tankerne følge senere. Al tænkeriet lod til at have indhentet ham. Hun smilede et mildt smil der bar præg af både et opgivende og et opmuntrende smil samtidig med at hun sukkede blødt.
Han lod til at ville sige noget, men han kunne tydeligvis ikke tage sig sammen til det. Hun strøg ham blidt over håndryggen med en finger. En bevægelse hun ikke tænkte over, det var bare noget der faldt hende naturligt når han virkede nervøs. Da han så endelig besluttede sig for at sige noget var det ikke just noget man ville forvente ham at være nervøs over. Hun havde virkelig forventet noget andet end det spørgsmål han stillede hende nu det havde taget ham så længe at tage sig sammen til at sige noget. Hun virkede overrasket. Sulten? Følelsen af sult havde ikke haft en eneste chance for at trænge igennem til Yayas bevidsthed siden hun nåede frem til palæet dagen før. Hun havde ikke spist særlig meget på hele rejsen mod Talian og havde ikke spist noget stort set hele forrige dag. Hun så væk fra ham mens hun tænkte over det. Spørgsmålet var kommet bag på hende, både fordi det virkelig var et sidespring og fordi hun på ingen måde selv havde tænkt på det. Det overraskede udtryk blev på hendes ansigt mens hun tænkte over det, og så snart han havde sat tankerne i gang følte hun sig pludselig udsultet. Ikke noget hun ville indrømme selvfølgelig. Hendes læber kopierede hans smil selvom hun prøvede at skjule det. Hun smilede bl.a. over at det var sådan noget der faldt ham ind i den givne situation. "Det er du måske?" spurgte hun, som for at spørge om der var derfor han havde fået idéen, og fordi hun faktisk bekymrede sig mere for ham end for sig selv.
Yaya havde ikke planlagt besøget, hun var taget afsted pga. noget der mindede en indskydelse og hendes plan til deres første møde havde hun udviklet i løbet af deres møde. Hun var ikke typen der planlage, hun var mere typen der udnyttede de givne situationer. Dette var endt bedre end hun havde forventet, men hun kunne ikke tro at det var overstået allerede. Derfor var hun også lidt nervøs for det næste skridt og hun observerede ham nøje. Inderst inde stadig bange for at gøre noget forkert eller at han skulle vende tilbage til logikken han åbenbart så da han sendte hende væk.

[Ciel Dé Ricéy]

Det var ikke fordi han ikke brød sig om at sidde i sengen, ved hendes side og sikre sig at hun nu også var okay, før at han overhovedet ville lade hende være alene igen. Han var bare ikke sikker på om, det nu også var det bedste for hende at blive liggende i flere dage. Men hvad kunne han også vide om det? Han var jo ikke ligefrem en specialist indenfor medicin og lægekunst, så han skulle måske bare lade hende bedømme sin egen situation, fordi Yaya selv havde lettere ved at finde sin status eller vide hvordan hendes helbred var. Ciel lod sit blik glide hen over hendes ansigt, som et svagt smil viste sig på hans læber, han kom lige pludselig i tanke om, hvordan det havde været, da han først lige var blevet forelsket i hende. Han kunne jo sagtens have stirret på hende i timevis uden at sige et ord, og den følelse greb lige pludselig fat i ham igen. Men han blikkede dog en anelse med øjnene, da han kunne mærke hendes blide hånd mod hans. Smilet forsvandt ikke, det blev blot en anelse bredere, som han valgte at ligge den anden hånd ovenpå hendes og blot give hendes hånd et mindre klem.
Han forsøgte at holde sine suk tilbage blot for at hun ikke skulle bekymre sig over ham. Det var der i hvert fald ingen grund til, desuden så var han jo van til at klare lidt af hvert, så skulle han ikke også nok kunne klare dette eller var det i virkeligheden for følelsesladet for ham til at han kunne opretholde sin facade. Desuden så havde hun det jo også med at se lige igennem ham, så han kunne lige så godt lade vær med at forsøge at skjule noget, når hun på et eller andet tidspunkt ville finde ud af det. Idet at hans spørgsmål havde forladt hans læber og han kunne se hvor overraskuet hun egentlig blev, så trak han lidt på skulderne, som svar på hendes spørgsmål.
"En smule, hvis jeg skal være helt ærlig, dog tænkte jeg mere på dig. For hvilken mand er jeg, hvis jeg ikke en gang kan byde min kone på et måltid efter den lange rejse?"
sagde han med et mindre smil på læben. Som han lige ville gøre det klart for hende, at han bestemt ikke havde tænkt sig at se hende som noget mindre end hans kone, nu hvor hun endelig var kommet tilbage til ham. Han havde skam heller ikke nogle problemer med at tiltale hende som kone. Det var næsten en fryd at få lov til at kalde hende det. Men hvad han forventede af hende, vidste han ikke. Han var blot overbevist om at han nok skulle gøre sig værdig til at beholde hende. Eftersom at det jo havde været ham, der havde smidt hende ud af palæet. Det at hun så frivilligt kom tilbage til ham igen, havde han jo kun kunnet drømme om. Han gav roligt slip på hendes hånd med den øverst hånd og lagde den op imod hendes kind, som han lænede sig forsigtigt ned over hende og plantede et blidt kys mod hendes blide læber, før at han lagde hovedet mod hendes højre kind.
"Jeg elsker dig virkelig, Yaya"
sagde han med en ganske mildt og måske en anelse kærlig stemme, som han rettede sig op igen og blot lod blikket hvile mod hendes øjnene, som han meget hurtigt endte med at fordybe sig i. Følelserne var ægte nok, og det var han ikke længere i tvivl om, ikke når han lige nu følte sig som en ny forelsket mand. Det var næsten skræmmende, hvilket følelser hun kunne bringe op i ham.

[Yaya Dé Ricéy]

Yaya havde altid og ville altid sætte sit eget helbred efter Ciel, men der var ingen tvivl om at hun vidste hvad hun burde gøre, men hun ville ikke spilde et eneste af de sekunders opmærksomhed som Ciel gav hende. Hun nød hans nærvær mere end nogensinde nu hvor hun havde undværet ham så længe. Når han sådan lod blikket hvile på hende i længere tid af gangen blev næsten helt genert, hvilket også gjorde at hun ikke kunne andet end at smile til ham. Hun ville ikke undvære opmærksomheden for alt i verden, men det var så længe siden hun havde haft det sådan, det var lang tid siden han havde set sådan på hende. Hun bemærkede at han registerede hendes hånd og smilede kærligt til ham da han lagde sin på hendes. Hendes smil ændrede sig lidt hen i retning at han godt måtte smide sin maske i hendes selvskab og hun løftede smilende et øjenbryn af ham.

Hun smilede af hans forklaring, om hun troede 100 % på den var hun ikke sikker på, men hans ord bragte hende sådan glæde at hun næsten faldt ham om halsen, igen. Hun opretholdt dog ligesom ham sin facade og smilede skævt til ham. "Tjah.." svarede hun med et drillende smil og viklede fraværende en tot hår om fingeren "til at starte med genkendte du hende slet ikke, så det var vel at forvente?" sluttede hun og skulle virkelig tage sig sammen for at holde sit let sårede og tydeligt falske udtryk. Inderst smilede hun lykkeligt over at have fået sin plads ved hans side tilbage så ubesværet. Men alligevel faldt hun så naturligt ind i sin gamle livstil at hun alligvel drillede ham.
Hun var falde så naturligt ind i sin rolle at det ikke kom bag på hende at han kaldte hende sin kone, men ordene gjorde hende ikke mindre glad da han sagde dem. Hun droppede den drillende attitude og sendte ham et strålende smil. Hun havde ikke på noget tidspunkt forventet at det skulle gå så godt hvis hun vendte tilbage til ham, men hvor var hun glad for at hun havde!
Hun forventede faktisk ikke længere andet af ham end at han tænkte over tingene i fremtiden, og så ellers håbede hun bare på at han ville hjælpe hende tilbage til den hverdag hun var blevet frarøvet.
Hun så kort ned da han slap hendes hånd, så registerede hun at han lænede sig ind mod hende. Hun løftede hovedet som han placerede hånden på hendes kind og kyssede hende. Hun betvivlede at have været så lykkelig siden hun havde fået Caleb. Hun blinkede et par gange da han slap hendes læber, som for at vende tilbage til virkeligheden. Det overraskede hende da han lagde hovedet mod hendes kind og hun lyttede opmærsomt til ham.
Den eneste mand i verden der kunne gøre hende helt perpleks vidste nøjagtig hvilke knapper han skulle trykke på. Hun holdt hans blik et øjeblik, men så tog hun sig rødmende til højre kind og så væk fra ham, totalt fra koncepterne. Hun havde for første gang i meget lang tid mistet mælet fuldkommen. Hvis dette var en drøm så vidste hun ikke hvad hun gjorde hvis hun engang vågnede. Hendes blik vendte langsomt tilbage til ham igen og hun havde både lyst til at ruske ham for at have smidt hende ud hvis han havde det sådan og omfavne ham pga. at han havde det sådan. Hun tog sig dog sammen tidsnok til at skubbe tankerne væk. "Jeg elsker også dig" sagde hun med et opgivende smil og lænede sig frem og kyssede ham "også selvom du er et fjols en gang imellem" filføjede hun drillende mod hans læber og kyssede ham så igen inden han kunne svare, dybere anden gang. Hun havde aldrig været i tvivl om sine følelser, heller ikke på noget tidspunkt i deres afskillelse, selvom mange han pointeret at hun bare skulle finde sig en ny mand, en bedre mand. Hun havde hver gang forkastet forslaget med en vred mine, for hende fandtes der ikke end bedre mand. Han var den eneste for hende, hendes soulmate, det havde hun altid vidst, og adskillelsen havde kun gjort det mere tydeligt for hende.

[Ciel Dé Ricéy]

Måske de havde det på samme måde med hinanden. Nu hvor han havde fået hende tilbage ville han gøre alt for at han ikke skulle miste hende igen. Han ville måske endda ende med at tilsidesætte sit arbejde blot for at passe hende. En tanke der måske ikke burde strejfe ham, men han havde virkelig dårlig samvittighed over at han havde smidt hende ud og så for den dårlige grund, også selvom det virkede rimeligt på det tidspunkt. Men nu hvor han kunne se og vidste at hun ikke havde fundet en anden mand og stadig havde nogenlunde de samme følelserne for ham, så vidste han godt at det havde været en fejltagelse, en stor en af slagsen. Nok også derfor at han ikke rigtig kunne styre sig lige nu, måske han bare skulle lade vær med at have alt under kontrol?

Et smil forlod hans læber, som han blot lyttede til hendes ord, men ikke kunne lade vær med at kigge en anelse undskyldende på hende, fordi han havde jo netop ikke genkendt hende. Noget der kun var sket, fordi han havde brugt flere år på at glemme hendes ansigt, og forsøge at glemme de minder de havde sammen, også selvom det største minde de havde sammen var Caleb, hvilket jo blot havde gjort det endnu svære for ham at acceptere at hans søn egentlig ikke brød sig om ham.
"Jeg kan ikke rigtig forsvare mig på det punkt, men jeg undskylder da for min behandling"
sagde han lettere undskyldende, fordi det virkelig havde været dumt af ham, at han havde forsøgt at glemme hende og så virkelig ikke kunne kende hende, når hun stod lige foran ham. Det var dumt gjort af ham og måske også en anelse pinligt. Ciel vendte blikket bort en anelse, så hun ikke kunne se hvor pinligt det egentlig havde været for ham, specielt ikke da han først havde opdaget at det var hende.
Da Yaya endte med at tage sig en anelse til kinden efter kysset og forsøgte at skjule den mindre farve, som var begyndt at dukke op i de blege kinder. Et drillende smil spillede hen over hans læber, som han skulle lige til at kommentere det, men valgte at stoppe for ikke at komme til at grine midt i det hele. Dog skulle han lige til at kommentere på hendes ord, hvordan kunne hun bare tillade sig at kalde ham for et fjols, dog tænkte han ikke videre over de, da han mærkede hendes læber mod hans. Han lod roligt sine hænder ligge sig mod hendes hoved, som han nærmest tvang hende til at ligge sig helt ned, så hun ikke skulle anstrenge sig for at være i hans højde, dog lagde han sig ikke helt ind over hende. Men valgte blot at gengælde det dybe kys, som havde han ikke lyst til at slippe det igen. Han var som bundet fast til hende, smeltet sammen uden at ville gøre noget for at komme fri igen. Hvordan kunne han dumme sig så meget? Han lukkede roligt øjnene og valgte at glemme sine tanker fuldstændig og bare nyde hendes nærvær, så længe han overhovedet kunne tillade sig det og så længe hun ville tillade det, lige nu ville han ikke give slip. Aldrig mere!

[Yaya Dé Ricéy]

Yaya bar ikke nag, og slet ikke overfor Ciel, det eneste hun bar rundt på var en hjerteskærende frygt for at historien skulle gentage sig. Som tingene var havde hun allerede distraheret ham og sendt ham bagud med arbejdet, og hun havde kun været på palæet i sammenlagt en dag. Ikke en opmuntrende tanke når man kendte til hele sandheden omkring hvorfor hun blev sendt væk. For ikke at nævne at han sikkert havde endnu mere travlt her 6 år efter. Hun sukkede indeni og skubbede tanken fra sig igen. Ikke nu, ikke aldrig hvis det stod til hende, tanken og uroen var ikke velkommen i hendes bevidsthed, men den sneg sig alligevel gang på gang tilbage og gjorde hende utryg. Yaya havde ikke kunne vide noget om Ciel liv heller og faktisk havde tanken om at være blevet erstattet noget hun havde døjet med på turen, men hvis det alligevel ikke havde været pga. arbejdet at han havde sendt hende væk, hvorfor havde han så ikke bare sagt det. Hun lukkede øjnene kort så det ikke lignede andet end et blink, men det var en metode til at skubbe ubehagelige tanker i baggrunden. Ingen af dem var aktuelle mere, så hun behøvede ikke bekymre sig, gjorde hun? At han her efter deres adskillelse bar en følelsesmæssig maske i hendes selvskab såede en tvivl i hende, et eller andet sted måtte han da huske at det var nyttesløst?

Smilet forsvandt og en mere dæmpet stemning lagde sig over deres samtale. Hun ønskede kortvarrigt at have holdt sin mund. Ordene blev ikke mindre sande af at de pirrede hans dårlige samvittighed, tvært imod. Men det var måske ikke tidspunktet til den samtale, selvom hun vidste at de ikke kom udenom den fordi det fyldte så meget i hendes sind. Hun havde ikke sagt det med at han ikke havde genkendt hende for at bringe hans dårlige samvittighed op til overfladen, ikke at hun var utrilfreds med at han tænkte over det, men hun syntes hun ville pointere en ting eller to for ham, også selv om det var sagt i spøg. Hun smilede beroligende til ham da han undskyldte og viftede let med hånden som om at emnet nu var uddebateret, også selvom hun selv havde bragt det på banen. Hun vidste nemli ikke helt hvordan hun skulle svare han, taget i betragtning af hendes indre hamp mellem dyb hengivenhed og frustration. Hun betragtede ham som han vendte blikket væk, dette var uden tvivl noget de skulle snakke om inden deres forhold kunne gå tilbage til hvad det havde været. Et par flygtige og indirekte kommentarer var ikke nok. Hun sukkede medfølende.

Hun kunne godt se på ham at han havde lyst til kommentere hendes rødmen, og det gjorde det ikke bedre, næsten tvært imod. Bare hans blik var nok til at sætte hendes selvkontrol fuldstændig ud af spillet og hans smil var et dødsstød. Mundlam og mildt rødmende så hun ingen anden udvej end at svare igen. Og det var bestemt også med vilje at hun holdt hans læber beskæftiget imens. Hun havde forventet hans vilje til at modargumentere hans påstand da hun kaldte ham et fjols, og det var en af grundende til at hun havde kysset ham, for hun ønskede ikke den diskussion nogensinde, men hun havde alligevel givet ham en lille smule af sin ærlige mening. Som han gengældte kysset og tvang hende ned at ligge, gav hun efter og lod ham føre hende hvorend han ville have hende. Selvom det lidt virkede som om han skød en hvid pind efter hende hovedpine, så fik han hendes alligevel til at hvile sig. Hun smilede med læberne mod hans. Hun var ikke i tvivl om at han havde været bekymret, men måske smittede hendes trods lidt af på ham, for han adopterede lidt hendes attitude mht. hovedpinen. Hun lagde en hånd mod hans bryst og den anden mod hans hals som hun også lukkede øjnene og overgav sig fuldstændig til den tiltrækning ingen af dem kunne benægte der var mellem dem.
Da hendes læber modvilligt slap hans og hun så op på ham og lod blikket glide kærtegnende ned over hans ansigt. Han så langt mere fredfyldt ud end da hun var ankommet dagen forinden, og så optaget af hende. Hun smilede blidt indtil hans udtryk sendte hende ind i et ubehageligt flashback. Følelserne skyllede kort ind over hendes øjne og hun lukkede dem brat i et forsøg på at fortrænge disse negative følelser. For at skjule det lagde hun armene om hans hals og gemte hurtigt ansigtet ved hans skulder så han hverken kunne se hendes ansigt eller hendes splittede følelser. Hun ønskede ikke at han så på hende nu hvor hun ikke længere kunne opretholde sin facade overfor ham og han ville kunne se lige så nemt ind i hende som hun kunne se ind i ham. Hun tog let fat i hans jakke for at undgå at han kunne trække dem fra hinanden.

[Ciel Dé Ricéy]

Måske han tog hendes ord en anelse for bogstaveligt, men det var fordi han virkelig var bange for at gøre noget forkert. Han ville jo helst ikke skubbe hende længere væk fra sig, end han tidligere havde gjort. Han var helt sikker på, at han ikke ville kunne give slip på hende, noget hans kropssprog da også forsøgte at komme ud med, selvom det var skjult godt og grundigt under hans evige facader. Den høflige og formellem facade var jo meget lettere at beholde, som at skulle give al for meget udtryk for sine følelser, når det jo bare var forstyrrende. Uden rigtig at ligge mærke til det, endte Ciel ud med at tage en dyb indånding, som bestemt var mere end man normalt ville gøre, når man bare trak vejret. Men det var nok nærmere fordi han lige ville klare sine tanker en anelse og måske slippe sine tanker fri, så han ikke længere bekymrede sig om det. Desuden så ville det være smartest for ham at koncentrere sig om hende, også selvom hans arbejde ikke kunne vente i flere dage, så var det ikke det værd lige nu.

Det at hun ikke valgte at kommentere på hans ord, fik ham blot til at bide mere mærke i det hun havde sagt, som var det virkelig noget voldsomt, hvilket det jo også var. Hvordan kunne han overhovedet tillade sig at gøre sådan mod hende. Han var egentlig mere eller mindre ude af den, som han alligevel forsøgte at holde sig samlet og ikke give udtryk for sine tanker. Han blev jo nød til at holde det tilbage, ellers ville hun måske bare få endnu et panisk anfald som han næppe ville kunne håndtere rigtigt. Da Yaya valgte at vifte med armen, virkede han lige pludselig lettet, som havde han virkelig ikke vidst hvad han skulle stille op, hvis de skulle snakke yderligere om det, så han var faktisk glad for at hun ikke ville tale mere om det.

Yaya havde virkelig ingen hæmninger, hvilke både kunne være en fordel og en ulempe, eftersom at det virkelig fik ham til at indse hvor meget han faktisk havde dummet sig i hendes nærvær. Det var jo helt ekstremt og utroligt at hun overhovedet havde haft viljen til at vende tilbage til palæet. Det palæ han for 6 år siden smed hende ud af og det bare for at han kunne holde fokus på hans arbejde.. Fjols, hun havde jo ret! Og lige nu dummede han sig yderligere, netop fordi han ikke tænkte over, at hun jo ikke havde det særlig godt, der var dog andet der fyldte hans hoved.. Ikke at det var godt, men han kunne ikke rigtig gøre noget ved det, som han forsøgte at nyde tiden sammen med hende, før at arbejdet skreg efter ham. Lidt samvittighed havde han dog. Han forsøgte virkelig at holde sig i skindet, som han ikke ville gøre noget alt for voldsomt lige nu. Derfor var han blot glad for at hun lod deres læber mødes og ikke takkede nej til, at han gerne ville holde det lidt. Han kunne jo ikke rigtig vide hvad hun tænkte på, han havde jo også selv nok at tænke på. Så måske han skulle passe en smule mere på fremover.
I det sekund hvor deres læber slap hinanden var han lettere uforstående og der gik derfor også noget tid før at han overhovedet fik åbnet sine øjne og faktisk lod sit blik glide ind i hendes. Så længe det nu varede. Det pludselige forandring i stemningen kom helt bag på ham og han nåede ikke rigtig at opfatte hvad der skete, før at hun pressede sig selv imod ham og faktisk ikke lod ham skille dem ad. Han fornemmede dog straks at der var noget galt, eftersom at hendes greb var anderledes end at almindelig kram, eller måske var det virkelig lang tid siden, at han faktisk havde fået et kram og at han så havde glemt hvordan det skulle føles? Derfor valgte han at tie stille og blot lade sine hænder støtte hende og holde hende ind til sig, som hans øjne gled i. Ciel var sikker på at der var noget galt, men havde blandede følelser og var ikke sikker på om han turde kommentere hendes kram uden at han skulle forvente et angreb eller lignende. Derfor holdt han sin mund og nød hendes søde duft. En duft han sagtens kunne genkende og virkelig havde savnet. Derfor røg ordene også næsten ud af ham.
"Jeg laver ikke samme fejl to gange, Yaya."
røg det ud af ham, som det faktisk bare var en tanke der havde strejfet ham. Men det var mere en kommentar til at han ikke ville sende hende bort en gang til, den fejl ville han ikke gøre igen. For det havde været en fejl første gang og det ville bestemt ikke blive en mindre fejl, hvis det skete igen.

[Yaya Dé Ricéy]

Yaya læste godt hans kropssprog, men forvisningen havde sået en tvivl i hende omkring hvorvidt hans kropssprog altid talte sandt. For hvorfor skulle han smide nogen ud hvis selvskab han faktisk nød. Han kunne i princippet bare havde bedt hende holde sig mere for sig selv. Desuden vidste hun også hvordan han havde det med følelser, hun måske endda mere end nogen anden. Derfor bekymrede hans skift mellem de forskellige følelser og sin følelsesnautrale maske hende også lidt og i sidste ende sukkede hun samtidig med ham. Hvilket så gjorde at hun måtte skjule et smil pga. tilfældigheden.

Når man skulle have sin mening igennem til Ciel virkede det tit bedst at være hæmningsløs, det lod også til at have virket denne gang. Hovedpine og arbejde kom i anden række når Yayas følelser stødte ind i Ciels og satte end voldsommere reaktion i gang end hun havde forventet. Ikke mindst hos sig selv. Først hendes flugt til stalden tidligere og nu denne uro og panik. Hendes sind blev dog renset fuldstændig for disse tanker som hun faktisk glemte alt andet end hans nærvær da deres læber mødtes. Ikke blot fik hun alt hun havde savnet tilbage uden betænkligheder fra han side men han viste hende også den hengivenhed og omsorg hun havde brug for. Samtidig med at han jog hendes negative tanker på flugt.
Derfor fortrød hun også det sekundt hun havde sluppet hans læber for da strøg alle tankerne tilbage og overvældede hende og endte i at hun nu gemte sig ind mod ham. Hendes åndedræt rystede svagt mens hun prøvede at få sig selv under kontrol, og før hun kunne stoppe det spredte rystelsen sig til hendes hænder og hun knugede stoffet, som hun havde holdt let fast i, for at stoppe den ufrivillige bevægelse. Hun svarede ham ikke, krympede sig blot lidt under hans ord og havde lyst til at forsvinde ind i hans brystkasse. Hun var ikke vant til denne uværdige form for manglende selvkontrol, og det gjorde hende endnu mere opdsat på at få sig selv under krontrol. At se ham i øjnene var ikke en mulighed for hun fik styr på disse bebrejdende og frustrerede følelser så derfor var hun yderst taknemmelig for at han ikke gjorde nogle forsøg på det. Hun tog taknemmeligt imod hans omfavnelse. Hun sukkede dybt ind mod hans bryst og tog sig sammen, hun kunne ikke gemme sig for ham, hun ville ikke gemme sig for ham. Havde noget menneske krav på at vide hvad hun tænkte var det Ciel, så måtte hun tage koncekvenserne af sandhenden. "Igen af os er helt forberedte på denne samtale er vi?" spurgte hun lavt men højt nok til at han ville kunne høre det. Hun vidste hvad der skulle siges, hvad der skulle forklares og hvad der skulle tilgives, men hans usikkerhed smittede af på hende og forstærkede hendes.

[Ciel Dé Ricéy]

Tanken havde aldrig rigtig strejfet ham, at hun måske kunne have gjort andet for at han kunne finde ro til arbejdet, men på den anden side, så kunne han heller ikke bare bede hende om at holde sig fra ham? Det var mildt sagt urimeligt i hans øjne også selvom det kunne være en løsning, en løsning han sikkert ikke ville behages med lige nu, som han jo tydeligvis havde savnet hende. Inderst inde ville han gerne forklare hende, hvad han egentlig følte for hende og hvordan han egentlig havde haft det i de 6 år uden hende ved hans side, men han havde ikke rigtig overskuddet til at begynde på mareridtet. Og så ville han helst skåne hende for det.

Måske de bare skulle have holdt kysset og ikke ladet deres tanker forstyrre dem, som de jo tydeligvis begge gjorde uden rigtig at ville dette. Det var dog for sent og der var ikke rigtig nogen vej tilbage, nu hvor det hele var begyndt. Måske de bare skulle tage at bide i det sure æble og få dette overstået, så de kunne forsøge at bygge deres forhold op igen, forhåbentlig på et ordentligt fundament, så det ikke ville knække sammen hver dag.
Ciel kunne godt fornemme på hende, at hun måske virkelig blot gemte sig ved hans skulder, men alligevel kunne han ikke få sig selv til at tvinge hende væk fra ham. Han var i et mindre dilemma, som han dog endelig endte med at skubbe tankerne væk, da hun sukkede dybt og faktisk virkede alvorlig lige pludselig, ellers havde han forstået det forkert. Et mindre smil viste sig på hans læber, da han hørte hendes ord, som han roligt rystede på hovedet og åbnede munden.
"Ikke rigtig, nej"
indrømmede han blankt, som han ikke så nogen grund til at skjule sandheden, nu hvor hun spurgte ham så direkte, som hun havde gjort. Desuden så ville det også være dumt for ham at sige andet, for han lød ikke til at være særlig forberedt ud fra det han havde lukket ud indtil videre. Derfor ville det hurtigt blive afsløret, hvis han mente at han var klar til denne samtale, fordi hans ord ikke altid var velovervejede, som de plejede at være i de mere formelle selskaber, men med Yaya var det som sædvanlig meget svære for ham at få de rette ord på banen, hvilket godt kunne irritere ham en anelse.

[Yaya Dé Ricéy]

Ciels samvittighed overfor sin kone havde været en anelse dobbeltmoralsk. Han havde ikke følt der fair at bede hende holde sig fra ham, men at sende hende bort med henblik på skilsmisse som alligevel aldrig blev til noget var da ikke just en pænere måde at behandle hende. 'Marridtet' som han kaldt det var nok meget sundt for dem begge at gennemleve, som det for en gangs skyld ville tvinge dem begge til at være ærlige omkring deres inderste følelser og egentlige hensigter.

At udsætte det de inderst inde nok vidste var umuligt at undgå var nok ikke de bedste taktik, men i øjeblikket var det nok den mest skånsomme. Men ingen af dem kunne rigtig overgive sig selv til den anden eller stole på den anden 100 % uden at de havde snakket grundigt sammen først. Ciel lod til at være kommet frem til det samme, på trods af hans uvillighed til at opgive nuet, men så snart samtalen var overstået ville sådanne situationer nok ikke længere være undtagelsesvise. Specielt fordi de begge lod til at have savnet hinanden usigeligt meget.
Det var lidt både frygten for at miste ham igen, men også frygten for hvad situationen kunne udvikle sig til. Men det var hende selv der havde lagt op til samtalen så hun kunne ikke rigtig tillade sig at efterlade ham tilbage alene med den dårlige stemning. Hun blev liggende ind mod ham men overgav sig selv til visheden om at de skulle snakke om det.
Hun mærkede ham ryste på hovedet og frygtede kort en voldsommere reaktion, derfor ham hans svar også bag på hende. Det var nok første gange Ciel så blankt havde indrømmet at han ikke var forberedt, og det fik hende til at smile for sig selv. Hun havde ikke spurgte for at udstille ham, mere mere for at infomrere om at hun ikke selv var klar på det. Hun slap hans jakke og lagde armene mere blidt om hans brystkasse. "Det bliver sikkert ikke bedre af at vi skubber det foran os ved at udsætte det" mumlede hun ind mod hans bryst. Hun sagde det mest for at overbevise sig selv om at det var bedst at tage tyren ved hornene og få det overstået så hurtigt som muligt. Men som tingene var lige nu ville hun hellere slås mod en rigtig tyr med de bare næver end forlade hans omfavnelse og de løfter den gav. Hun tog en tapper indånding og begyndte på emnet "Hvordan har du haft det?" spurgte hun usikkert, og lidt bange for svaret, det kunne blot være øjeblikket der fik ham til at love disse ting. Havde han ikke savnet hende i de sidste 6 år blev han sikkert hurtigt træt af hende igen.

[Ciel Dé Ricéy]

Det var ikke altid lige let at tænke klart, ikke en gang for Ciel, der jo nærmest levede af at bruge sit hoved dagligt for at løse problemerne i Talian. Men i en sådan situation, som denne, så var han langt fra klar over hvordan han skulle vælge sin ord, også selvom han stadig overvejede dem, så var der nogle som slap forbi hans tanker. Noget der godt kunne irritere ham, uden at han sådan rigtig gav udtryk for dette. Det var jo tydeligvis kun et problem for ham.

Måske det ville være ganske forfærdeligt at udsætte det hele tiden, men på den anden side så kunne det være at de ville være mere forberedte på et senere tidpunkt? Men nu hvor tiden var der til det, så skulle de måske bare få det overstået, selvom hverken han eller hun var klar på det, så var der jo en, som skulle ligge ud. Ciel lod dog til at holde øjnene på hende, som han betragtede hende fra den korte afstand, der var imellem dem. Han forsøgte at læse hendes kropssprog i håb om at finde frem til hvornår han havde trådt over stregen og hvornår det var det rette han lukkede ud. Han havde jo inderst inde savnet hende, hvilket ikke havde taget ham særlig lang tid at finde ud af, da han først havde sendt hende bort, havde han da også fortrudt det, men han havde ikke rigtig muligheden for at komme til MeRosal for at trække det hele i sig. Samtidig med at han godt vidste at hans svigerfar sikkert ikke ville tage hans pludselige forandring særlig positivt, fordi han uanset hvad havde bortført Yaya den smerte og nu kunne det da ikke bare sådan lige trækkes tilbage? Det var i hvert fald på den måde han havde overbevidst sig selv om at koncentrere sig om arbejdet og ikke tænke alt for meget over det, han havde mistet eller sendt bort af egen vilje.
Også selvom at han var af den overbevisning om at mere tid kunne gøre det bedre, så endte han med et nikke svagt til hendes ord, som han nærmest overgav sig og valgte at følge hendes eksempel. De kunne lige så godt tage det nu, som senere.. Så længe at hun ikke ville blive angrebet af endnu et panisk anfald, som tidligere ved hendes ankomst. Hans hånd gled roligt op imod hendes hoved, som han blidt lagde den mod hendes baghoved og smilte lidt for sig selv, som han nød hendes nærvær. Hendes spørgsmål kom en anelse bag på ham, som han egentlig ikke vidste hvad hun ville vide. Det var jo tydeligt nok at han havde savnet hende, men ville hun virkelig kende sandheden. Han tog en rolig indånding.
"Anderledes"
svarede han kort, som det jo sikkert ikke var nok til at gøre hende tilfreds. Men det var lige det først ord, som faldt ham ind, som han blot lod slippe ud, inden at han fortsatte.
"Den hårdeste periode var de første måneder, efter du rejste.. Jeg har aldrig nogensinde følt mig så alene, men samtidig også have så travlt at jeg måske ikke tillod mig selv at ligge mærke til mine følelser. Jeg lod arbejdet taget overhånd og glemte næsten Caleb i processen. Det var først efter nogle måneder at den gamle kone fra køkkenet fik mig til at indse, at jeg ikke kunne tillade mig at lade arbejde tage sig meget over."
forklarede han med en mindre fast stemme end normalt. Men måske fordi det i teorien bare bragte alle minderne frem igen, som han hade gennemgået i de første måneder. Hvorefter hans øjne var blevet åbnet, som han straks havde forsøgt at indhente tiden med hans søn, hvilket blot mindede ham om Yaya i sidste ende.
"Det var her, jeg forsøgte at få en ordentlig hverdag op og stå.. Noget der endnu ikke rigtig er lykkedes mig, som jeg tager mere og mere arbejde med mig hjem fra slottet. Jeg er blevet yderst træt med årene.."
det virkede egentlig som en håbløs forklaring, men det var lige nu det eneste han kunne sige. Som det jo beskrev hvordan han havde haft det i starten, men også hvordan det stadig prægede hans liv.

[Yaya Dé Ricéy]

For ikke at risikere noget fandt Yaya det bedst at tage samtalen nu, hvor han ikke arbejdede og koncenterede sig om hende i stedet. Så risikerede hun ikke at han begravede sig i arbejde igen og så ikke ville snakke med hende alligevel. Desuden vidste hun ikke hvor lang tid det ville tage ham at forberede sig til sådan en samtale. Og han var sandsynligvis også mere ærlig over for hende og ikke mindst sig selv, hvis han ikke kunne indøve en følelseskold tale om emnet.

Ciel var nok ikke blevet særlig godt modtaget hvis han var taget til Merosal for et hente hende hjem, i hvert fald ikke af hendes familie. Det havde nok betyder alverden for Yaya men hendes far havde nok smidt ham ud, hvis Ciel da var sluppet så let. Hendes far havde været rasende i flere måneder efter at hun var kommet hjem, mest af alt fordi han var en af de få som Yaya havde fortalt alt til også grunden til hendes afrejse. Det eneste der havde gjort at han ikke var rejst til Talian og havde opsøgt Ciel var Yaya der stædigt holdt på at hun aldrig tilgav ham igen hvis han vendte sin vrede mod Ciel. Yayas loyalitet valkede aldrig selvom både hendes far, hendes bror og hendes brors bedste ven alle 3 var enige om at Ciel opførsel var både uværdig og vanærende. Yaya havde holdt på sit og lidt efter lidt var de faldet ned og havde koncenteret sig om at gøre hendes hverdan så behagelig som mulig, for i sidste ende at håbe på hun glemte ham og Talian. Eftertiden havde Yaya gjort det samme som Ciel, begravet sig i arbejde og beskæftigelser så hun kunne holde tankerne langt væk fra ham og Caleb. Det var egentlig ironisk nok, men modsat Ciel smed Yaya gerne sit arbejde langt væk, hvis det i stedet betød at hun kunne være sammen med sin mand og sin søn igen.
Hendes krop reagerede på følelsesmæssige udsving, og var oftest grundet negative følelser eller overvældende situationer, så helt kunne det vel ikke undgås under sådan en samtale som den hun nu forberedte sig på. Men at fortælle ham om det havde været det sidste hun ønskede, men nu var det ingen vej uden om hvor han jo havde bevidnet det. Hun sukkede indenvendigt.

Hun vidste ikke helt hvad hun skulle foreberede sig på da han trak vejret dybt, men hun regnede med at han var gået med til at snakke med hende. Hun lyttede opmærksomt. Yaya lo blidt over hans ordvalg, anderledes, jo det kunne hun nikke genkendende til. Også selvom hun vendte tilbage til et sted hvor både folkene og hverdagen var velkendt.
Hans ord kom bag på hende, hvorfor hun havde sat sig den forestilling i hovedet vidste hun ikke, men hun havde aldrig forventet at han faktisk havde savnet hende fra start af. Inderst inde havde hun slet ikke turde håbe på at han havde savnet hende overhovedet. At hans hverdag var blevet anderledes var ikke så underligt, Yaya havde jo også lavet noget mens hun havde været i palæet, men det havde vel bare øget Ciels arbejdsbyrde uden at han egentlig tænkte over det. Hun krammede ham omsorgsfuldt da han fortalte hvor alene han havde følt sig, den følelse havde hun altså ikke være alene om. Ikke et eneste af hans ord undslap hendes opmærksomhed, og det splittede hende følelser en anelse. Da han nævne at han havde forsømt deres søn skiftede hendes kropsprog omgående fra tøvende og tilbageholdende til at udtrykke mild vrede. Havde han blot skubbet Caleb til side som han havde hende? Hun lagde låg på sin vrede og lod ham tale færdig selvom hun var yderst utilfreds med den drejning. Han nævnte konen fra køkkenet og Yaya smilede lidt for sig selv, hun havde altså irrettesat Ciel gennem årene, ligesom hun havde sat Yaya på plads kort efter hendes hjemvinden. Hun skrev sig bag øret at denne kvinde aldrig skulle afskedes fra deres hjem. Hun var alt for værdifuld. "Du burde ikke tiltale hende som 'den gamle kone' " mindede hun ham om med et svagt smil.
Hun kunne høre på ham at han lagde meget mere i det her end han gjorde i en normal samtale, det gjorde hende mere tryg ved at være vendt tilbage. Det betød at han ikke længere benægtede sine egne følelser fuldkommen. Og det var en start. Hun kendte godt til at han brugte arbejdet som en flugt fra sine følelser, i svære perioder gennem deres ægteskab havde han også begravet sig i arbjdet og ladet hende alene med problemerne, men han vendte altid tilbage til hendes side, indtil den dag hvor han sendte hende væk. Hun gøs ved tanken.
Hun sukkede af ham da han fortsatte med at fortælle at han stadig påtog sig mere og mere arbejde. Klogere var han alligevel ikke blevet. Hun løsnede sit greb om ham og trak sig lidt væk så hun kunne se op på ham. Hun forlod stadig ikke hans nærvær. "Så du forsømmer stadig dine realationer og skyder skylden på dit arbejde?" spurgte hun direkte og kunne ikke skjule den anklagende tone som havde sneget sig ind i hendes stemme fordi hun var blevet gjort opmærksom på at han forsømte deres søn. Hendes blik veg ikke fra hans øjne som hun ønskede i hvert fald at se sandheden, hvis han valgte ikke at fortælle det. Et ja-nej spørgsmål var de nemmeste af få svarene på. Inderst inde vidste hun godt hvor meget hans arbejde betød for ham, hvor meget hans vision fyldte i hans liv. Og det havde det gjort længe. Hun havde accepteret det for sit eget vedkommende, men at han havde sendt hende væk og så oven i købet forsømt deres søn gjorde hende rasende. De havde altid haft hinanden når Ciel arbejdede. Så Caleb havde altså måske følt sig lige så alene som Yaya havde de sidste 6 år? Tanken var ikke til at bære, og smerten det påførte hende var tydelig i hendes blik.

[Ciel Dé Ricéy]

Havde han kunnet undgå denne samtale, så havde han i hvert fald taget imod det, eftersom at det ville gøre det meget lettere for ham, samtidig med at han ikke bare sådan lige kunne være åben overfor sine egne følelser, de blev jo ofte gemt væk. Ellers havde han da for længst begravet sig selv.. Men nu var det sket, der var blevet åbnet op for noget, som man ikke bare sådan lige kunne ligge låg på igen og gemme det væk. Hvilket også var grunden til at han var ærlig overfor hende. Andet ville jo ikke kunne nytte noget, for så kunne de lige så godt lade det ligge og bare have blandede følelser med hinanden.

Måske det rent faktisk gjorde ondt på ham, at tage denne samtale, men han forsøgte at skjule det også selvom hans hals drejede mere og mere sammen rundt om sig selv. Men han var dog fastbesluttet på at få dette afsluttet og forhåbentlig tidsnok til at Yaya ikke ville kollapse igen. Han ville gøre alt for ikke at se hende bukke under igen. Det var ikke en gang sikkert at han selv kunne bære at se det igen, fordi han jo netop godt vidste at det var på grund af de ting han havde udsat hende for, at det overhovedet var begyndt. Noget der nok vil plage ham resten af livet, hvis de ikke kunne undgå disse anfald.
Den rolige vejrtrækning var lige pludselig tegn på, at han løsnede op og var klar på dette emne med godt mod. Som han endelig havde fået åbnet op for bogen og nu bare skulle læse højt? Det var ikke fordi indholdet var særlig let at fortælle en anden, men det var jo Yaya, og de havde altid haft en forbindelse, hvilket gjorde det en anelse lettere for ham at bide i det sure æble, fordi han gerne ville gøre hende tilfreds. Samtidig skulle hun gerne være tryg for at være på palæet igen og ikke frygte at blive smidt ud igen hver eneste dag. Kunne han få den tank ud af hovedet på hende, så ville han gøre alt.
Det var tungt.. Ordenen vejede utroligt meget, specielt da det kom til Caleb, han vidste jo godt hvor meget han betød for hende og at hun bestemt ikke ville bryde sig om at han havde behandlet deres søn på den måde. Dog kunne han ikke lyve om det, men han blev nød til at være åben, så hun var sikker på, at han ikke skjulte noget for hende. Men sandheden var, at han havde skabt en afstand imellem ham og Caleb, som han egentlig ikke ønskede, men han havde ingen ide omkring hvordan han skulle fjerne denne grøft, der var imellem dem. Drengen var tydeligvis ikke i en alder, hvor han kunne indvie ham i hans dybe tanker, også selvom drengen efterhånden viste interesse for mutanterne og hvorfor menneskene hadede dem, men samtidig var der også noget Ciel skulle tygge.. Han havde fået at vide af flere vagter, som holdt øje med prinsessen, at Caleb var blevet set sammen med hende. Han frygtede virkelig at drengen endte med at få følelser for en mutant, noget han næppe ville kunne acceptere. Hendes kommentarer til tjenestedamen i køkkenet bragte hans tanker bort fra Caleb og Talija, som han smilte lettere undskyldende til hende, men trak let på skulderne.
"Hun er kun blevet mere streng med årene, så jeg er ret sikker på, at det er på grund af hendes alder"
sagde han med et drillende smil på læben, som hun bestemt ikke var bange for at sætte ham på plads, hvis han ikke opførte sig ordentligt, selvfølgelig kunne han også have smidt hende ud af palæet, men der var noget ved hende, som gjorde at han ikke kunne, fordi hun ligesom Yaya kunne sætte ham på plads, uden at han blev direkte sur. Hun havde jo ofte sine argumenter i orden, så Ciel ikke kunne sige noget imod hende og måtte lade hende vinde.
Ciel lod roligt sit blik glide ind i hendes, da hun valgte at løsne grebet en anelse, også selvom han ikke havde haft noget imod at stirre ind i væggen, imens at han snakkede, fordi han på den måde kunne tage lidt afstand til det. Men nu havde hun mulighed for at se det hele i øjnene på ham. Noget han lige skulle håndtere.
"Ja, men jeg har forsøgt at rette op på det, dog uden held. Knægten er blevet en smule stædig"
sagde han med et skævt smil på læben, som Caleb ikke altid ønskede at snakke med sin far, hvilket vel også var i orden, når man tænkte på hvad der var sket imellem dem. For det første havde det slet ikke været meningen at Caleb skulle gå ned i kælderen og opdage hvad der kunne ske der nede. Samtidig med at dette havde gjort ham mere nysgerrig hvad angik mutanterne og han var bange for at drengen muligvis ville blive interesseret på den forkerte måde. Det var jo ikke sikkert at han havde samme overbevisning, som Ciel selv.
"Men nok om mig, hvordan har du haft det?"
forsøgte han roligt at dreje samtalen den modsatte vej, som emnet omkring Caleb var yderst følsomt og ikke rigtig var noget de skulle ud i lige med det samme. Han kunne jo heller ikke fortælle hende hvad der var sket nede i kælderen. For hvordan ville hun ikke reagere på det?

[Yaya Dé Ricéy]

Yaya havde aldrig set ham som den onde, mange mødre ville nok have skabt et had til ham og i stedet været kommet for at kræve den skilsmisse. Men hun elskede ham for meget til at kunne hade ham, og desuden ønskede hun ikke at deres søn skulle være fanget mellem to forældre der hadede hinanden. Hun ønskede aldrig at han skulle opleve noget negativt fra sine forældres side, og nu skulle hun nok gøre sit bedste for at det ikke skete.

Hun smilede af ham, han fangede måske ikke hendes hentydning til at mænd ikke burde omtale kvinders alder, for han gjordet det blod endnu mere tydeligt. Hun smilede lidt af ham men hendes smil falmede igen. "Det lyder som om at hun er det eneste der har holdt dig fra at overbebyrde dig selv og lukke dine følelser fuldstændig af" sagde hun men en undertone det tydeligt fortalte at hun lidt skammede sig og ærgrede sig over at en ansat havde været til mere nytte end hende selv. Men samtidig var hun glad for at der havde været nogen i palæet der havde kunne sætte Ciel på plads i hendes sted. Det havde manden jo tydeligvis kraftigt brug for selv om han var så selvstændig, eller måske fordi han var så selvstændig og enerådig.
Hun lagde mærke til at han havde det svært med hendes blik, men det var kun fordi hun ikke ville have han holdt noget fra hendes opmærksomhed at hun insisterede. Ellers havde hun helst ikke forladt hans favn.
Yaya var ikke helt sikker på hvad hans forsøg på at genskabe en forbindelse til hans søn indebar men hun smilede alligevel over hans kommentar "Med dine gener undrer det dig så at han er blevet stædig?" spurgte hun og var tydeligvis ikke selv sport overrasket over det karaktertræk. Hun betragtede hans blik og så straks hans tanker flyve et andet sted hen. "Hvad er det du ikke fortæller mig om ham?" spurgte hun næsten krævende, han skulle bestemt ikke holde noget hemmeligt for hende når det vedrørte deres fælles søn. Detaljerne omkring hans arbejde interesserede hende ikke, men hun ville helst vide alt om sin søn. Så håbede hun bare på at han kunne fortælle hende det, eller at Caleb ville på et tidspunkt hvor hun havde fået sagt undskyld til ham. Hun ville nok aldrig tilgive sig selv for at have ladet sin søn i stikken, også selv om hun først denne dag havde fundet ud af at det havde været tilfællet.
Ciel skiftede hurtigt emne og ville pludselig snakke om hende i stedet, og hun sendte ham et let irriteret blik der tydeligt viste ham at hun havde luret hans intentioner. Alligevel lod hun ham få luft for et øjeblik og vendte i stedet blikket indad og besluttede at være lige så ærlig som han havde været. "Meget ensomt" begyndte hun og sænkede blikket da det overflød med minder og hun tvivlede på at hun kunne holde hans blik uden at bryde i gråd. "Til trods for at jeg stort set aldrig var alene var jeg altid ensom, og selvom tiden gik blev den glæde jeg følte heller aldrig helt ægte" fortsatte hun med et let suk. Det havde for hendes vedkommende været som om at hun havde efterladt en del af sig selv på palæet i Talian. En del hun nu havde fået tilbage, men ikke helt havde fået på plads endnu. "Hver gang jeg blev alene med mine tanker fandt de altid vej tilbage hertil, men det første lange stykke tid blev jeg konfronteret med kendsgerninger hele tiden.." hun betragtede ham løbende ".. for min familie var ikke særlig begejstede for den udvikling tingene havde taget. De vendte dog aldrig deres vrede mod mig" sagde hun og havde et eller andet sted forventet at få en del af skylden, det gjorde hun bare aldrig. Og alle der hentydede til det blev sat på plads af hendes far. "Min familie gjorde virkelig alt for mig igennem årene, selv min bror der skulle tackle sin kones bortgang, de gjorde det udholdeligt at være til". Hun spekulerede lidt på om hun var for grov ved ham, men hun fortsatte, "Du sendte aldrig papirerne vedrørende skilsmissen til mig.." fortsatte hun, forpint af ordet"..så på et tidspunkt spirede et håb om at jeg en dag kunne vende hjem igen, men du kom aldrig selv efter mig, så måtte jeg selv gøre noget ved det" sluttede hun og vendte igen blikket opad og mødte de røde øjne. Et eller andet sted fornemmede hun at håbet om at kunne vende tilbage, fordi han aldrig sendte de papirer til hende, var det eneste der havde holdt hende fra at bryde fuldkommen sammen. For givet hvor slemt hendes tilstand havde været efter hun var brudt sammen i Merosal, så havde hun måske ikke overlevet endnu en flænge i sjælen. Men det behøvede han ikke vide. "Jeg er ked af at jeg ikke fortalte dig hvem jeg var, men det sårede mig at du ikke længere genkendte mig" smerten i hendes blik var oprigtig og alle minderne bragte den tydeligvis op igen.

[Ciel Dé Ricéy]

Det var naturligt at hade Ciel, hvilket gjorde, at han ikke rigtig lagde mærke til det, når folk først gav udtryk for deres had. Det var det samme med prinsessen, hun hadede ham jo tydeligvis også, men alligevel gjorde han sit arbejde og hun kunne bestemt ikke forstyrre ham i det. Han var netop ligeglad med hvad der egentlig skulle ske med hende, også selvom han helst så en måde hvorpå han kunne vende magten over til ham selv, men lige nu klarede han sig med at være kongens rådgiver, så længe Hiroki valgte at lytte til ham dog.

Han kunne ikke rigtig bekymre sig om, hvad hun forsøgte at få ham til at forstå, da det jo helst ikke skulle handle om 'damen', men mere om deres forhold, så de kunne forsøge at få det bedste ud af tiden de nu kunne få sammen. Han var i hvert fald begejstret for at hun var vendt tilbage.
"Hun har vist håndteret mig ganske udmærket"
sagde han med et skævt smil på læben, som han ikke var særlig glad for at indrømme det. Hun var jo trods alt kun en tjenestedame, der hørte til under denne familie. Men alligevel var hun med årene blevet en større del af familien, også selvom det kunne være svært at forstå, men hun havde bestemt opfattet det ellers ville hun umuligt have turde sætte ham på plads, uden at forvente konsekvenser.
Lige i det øjeblik hvor hun kommenterede det, valgte han at nikke en anelse, som han godt kunne give hende ret, men havde det nu alligevel været nødvendigt for Caleb at arve lige den del fra ham? Han fandt det svært nok at håndtere sin egen stædighed. Men det var nok alligevel forsent at brokke sig over, som han endte med at smile til hende. Egentlig forsøgte han at glemme hendes spørgsmål en anelse, som han ikke var sikker på om han overhovedet skulle fortælle det. Det var jo ikke en gang sikkert at hun vidste hvilken del han tænkte på lige nu. Derfor tog han en rolig indånding og kiggede mod vinduet.
"Caleb er blevet set sammen med prinsessen"
sagde han ganske kort, inden at han vendte blikket mod hende, for han vidste egentlig ikke hvordan hun ville tage det. Det kunne jo være hun blot ville være glad på hans vegne over at knægten havde fundet en interesse for en pige. Men på den anden side, så burde hun da også vide at prinsessen var mutant og det var bestemt ikke noget han kunne acceptere, hverken på den ene eller anden måde. Men det kunne jo også være, at han virkelig havde holdt sandhende skjult omkring Talija til sin egen kone. Ærligtalt så kunne han ikke huske det. Men han kunne ikke sige et eneste ord, om den mutant, der havde været nede i kælderen! Hun behøvede virkelig ikke at vide hvad han tilbragte sin tid med, når det ikke var papirarbejde. Der var jo en grund til at hans arbejdsværelse altid var aflåst.

Ciel blev nød til at skifte emne eller havde hun blot spurgt mere ind til Caleb og så var de først kommet ud i problemer. Derfor han også håbede på at drengen ikke ville fortælle hans mor om hvad han havde set i kælderen. Hemmeligheder var der jo altid også i et forhold, specielt i et forhold, som involverede Ciel. Måske det skulle komme bag på ham, men det gjorde det egentlig ikke, da hun forklarede at hun havde følt sig ensom. Underligt, men der var ingen rigtig forklaring på det, som han så til, imens at hendes blik gled ned af. Han valgte roligt at tage blidt fast i hendes hage, som han løftede hende blik med et svagt smil på læben. Hvis han skulle se hende i øjnene, når sandheden skulle på bordet, så blev hun næsten nød til at gøre det samme.
"De vendte den mod mig? Du kan roligt sige det"
indrømmede han roligt, som han var ret sikker på, at specielt svigerfar, ikke ville give sin datter skylden for det der var sket. Det var jo heller ikke hendes skyld, tværtimod for hun havde været en perfekt mor og kone. Det var bare ham der ikke havde kunnet tage ordentlig imod hendes kærlighed. Et suk forlod hans læber, som de endte med at komme over på skilsmissepapirerne igen. Det var en kendsgerning efterhånden og der var ikke meget at stille op med det, men han så lettere overrasket på hende. Havde hun håbet på, at han ville komme og hente hende. Nu havde han det da først dårligt, også selvom hendes far aldrig nogensinde ville lukke ham ind på deres grund.
"Jeg gruer for den dag, jeg skal se din far i øjnene igen"
indrømmede han roligt med et svagt smil på læben, som skulle hun ikke tage det helt alvorligt, selvom han ikke var helt sikker på om hendes far overhovedet ville byde ham indenfor, hvis han endte med at dukke op i MeRosal i en forhåbentlig fjern fremtid. Han sank roligt en klump, som hun mindede ham om at han ikke havde genkendt hende, også selvom minderne pressede på, så havde han skubbet disse til siden og blot ført hende rundt på grunden, som var hun gæst. Hun havde egentlig en meget større værdig end det, så han kunne godt se at det han havde budt hende ikke havde været retfærdigt eller noget.
"Det sker ikke igen, du bliver virkelig nød til at stole på mig, Yaya"
sagde han med et alvorligt blik i øjnene, som han lod en hånd glide hen over hendes kind med det svage smil hvilende hen over læberne. Han ville aldrig nogensinde glemme hendes kønne ansigt. Aldrig!

[Yaya Dé Ricéy]

Yaya nikkede acceterende til hans ord, hun var enig i at det ikke skulle handle om hans tjenestefolk men i stedet deres forhold. Men det var ikke et emne der var nemt for hende. Samtalen om tjenestedamen beroligede hende en anelse selvom hun vidste hvad der nok fulgte i løbet af samtalen. Det virkede næsten som om de var tilbage i fortiden og havde en almindelig samtale omkring deres tjenestefolk. Hvis hun altså så bort fra sin hovedpine og sin usikkerhed. Uden Yaya i huset havde palæet uden tvivl manglet en kvinde, og det havde Caleb uden tvivl også. Hun var faktisk taknemmelig for at hun havde haft styr på huset og dets beboere mens hun havde været væk. Desuden havde hun givet Yaya modet til at konfrontere Ciel og de modstridende følelser i sig selv, hun var helt klart et værdsat medlem af deres tjenestestab.

Yaya smilede af hans reaktion på genkendelsen af netop dette karaktertræk fra sig selv. Desuden havde Caleb nok også fået en portion af Yayas stædighed, så det skulle ikke undre hende hvis Ciel havde hænderne fulde med ham, specielt hvis drengen havde nået en løsrivelsesface som Ciel nok ikke ønskede. Hvis han mente at Caleb skulle følge i hans fodspor. Hun smilede let ved tanken. Hun rynkede brynene da hun fornemmede at han fortiede noget men så en anelse undrende på ham og løftede det ene øjenbryn da han forklarede hvorfor. "Er det så underligt? Jeg kan da forestille mig du har tilbragt en del tid på slottet, så har han vel også" sagde hun med tydelig undren "Desuden, hvad er problemet i det?" spurgte hun tydeligt uforstående, måske kunne hun finde et modargument hvis hun ledte grundigt efter, men hendes første indskydelse talte ikke imod at de sås. Ciel var meget på slottet, så i hendes hoved ville Caleb naturligvis også være det. Desuden ville Ciel kun få mere magt hvis Caleb blev kronprins til Talian. Hun regnede imidlertid ikke med at et ungdomscrush ville holde og det eneste modargument der slog hende var at hun ikke ville se sin søn knust hvis forholdet gik skævt. Men der var endnu igen der sagde de havde et forhold, som sagt kunne de blot være venner. Det kunne der da umuligt være problemer i, eller hvad? Der måtte ligge et eller andet under hans utilfredshed, men det var ikke klart for hende hvad det var. At prinsessen var mutant var ikke kommet hende for øre. En mistanke om hvad Ciel brugte sin fangekælder til var heller ikke begyndt at spøge i hendes hoved mens hun boede på palæet, en fangekælder var til fanger, altså ikke noget hun ville blande sig i. Hun havde været vant til at holde sig væk fra kælderen hjemme fra Merosal, så det havde hun ærligtalt aldrig tænkt over.

Yaya trak en anelse på smilebåndet da han tog fat i hendes hage og hun lod ham vendte sit hoved tilbage så hun så ham i øjnene, hun lagde blidt sine fingre om hans hånd der holdt hende. Hun nikkede let, så meget hans hånd nu tillod. "Min far vendte sin vrede og sin frustration mod dig, mange gange kunne man høre hans vrede diskussioner i hele huset" sagde hun med et suk, hun havde altid ment han havde en tendens til at overdrive. "Det tog også en del overtalelse fra min og min mors side at holde ham i Merosal" tilføjede hun med et svagt smil. Hun forstod godt at Ciel et eller andet sted frygtede hendes far, det var det mange der gjorde, hun havde dog aldrig haft grund til at frygte ham, da hun nok var indbegrebet af en 'fars pige'. Hendes søskende havde altid misundet hende det og kastet diskussionen til side ved at sige at det kun var fordi Yaya lignede deres mor. For Yaya var den eneste af de tre børn der lignede deres mor, hendes søkende havde ikke det mindste strejf af hende i sig, hvorimod Yaya lignede hende på en prik, bare yngre.
Hun gav hans hånd et blidt klem da hun kunne se hans dårlige samvittighed blusse op, det havde ikke været hendes mening. Hun lo lidt af ham "Han gør værre end han bider" forsikrede hun med et opmuntrende smil, det var nu ikke engang sandsynligt at han skulle hilse på hendes far igen, men det kunne jo værre.
En stor del af usikkerheden og nervøsiteten forsvandt langsomt fra hendes øjne som han igen forsikrede hende om at noget lignende aldrig skulle ske for hende igen "jeg tror dig" svarede hun og lod roligt sit blik hvilke mod hans røde øjne "og jeg stoler på dig" bekendt gjorde hun og lod sit blik fortælle ham vigtigheden af at han holdt det løfte han havde givet hende. Hun strøg sin hånd op ad hans håndryg da han lagde hånden mod hendes kind. Hun lænede blidt hovedet mod hans hånd mens hun stadig så ham i øjnene.