Post by Silvia Hunter on Mar 28, 2012 21:30:26 GMT 1
Hun ville inderligt ønske, at andre folks tanker ikke kunne gå hende på, men hun havde stadig svært ved at ignorere deres tanker, hvilket ofte kunne blive en belastning. Specielt når hun forsøgte at gemme tankerne væk blev det værre, medmindre at hun kunne finde en form for indre ro. Hvis hun først blev stresset kunne det ikke rigtig lykkedes for hende. Så hun forsøgte blot at bruge tiden på at udelukke tankerne i stressede situationer. Hun var dog allerede mere lettet i hans selskab, derfor virkede hun også mere afslappet, hvilket jo ikke var skidt?
"Jeg ved ikke rigtig om jeg tør tage det første skridt. De fleste gange er det bare endt galt, men det kan også have noget at gøre med min håndtering af deres problemer."
sagde hun med et skævt smil hvilende hen over de smalle læber, hvorefter hun lod sit blik glide ned i hendes skød. Hun endte dog med at betragte hans hænder i stedet for hendes skød. Silvia var egentlig meget tilfreds med deres samtale ind til videre, det virkede også næsten som om de kunne blive ved lige indtil at solen ville stå op og hun ville blive nød til at bevæge sig mod hendes arbejde igen, selvom hun ikke havde lyst til at forlade ham. Muligvis en underlig følelse? Hun holdt dog øjenkontakten og ønskede ikke rigtig at slippe igen, selvom hun muligvis blev nød til, i sidste ende.
Et grin forlod hendes læber, som han valgte at gøre hendes opførelse efter, det var ikke lige det hun havde forventet, at han ville gøre. Latteren blev dog ikke rigtig mindre, som hun hørte hans kommentar. Det morede hende faktisk at se ham på den måde, da det ligesom gav hende en form for indre ro.
"Pas på, at du ikke bliver alt for hurtig træt af mig, hvis jeg først begynder for alvor, så vil du nok lukke munden på mig igen med din finger."
sagde hun med et drillende smil på læben, selvom de allerede havde fået snakket en del om hinanden, men det kunne da godt være at det blev for meget for ham på et tidspunkt. Hun havde ikke selv noget imod det, da det fik hende til at tænke på noget helt andet. Hvis de altså havde en mulighed for at lade hendes problemer ligge? Men på den anden side, så var det måske godt at få snakket ud omkring det?
"Synes nogle gange godt at min evne kan være en belastning"
indrømmede hun en smule lavt, da det ikke var sikkert, at han havde samme mening. Men det eneste hun ikke kunne lide var nok at hun ikke havde ro for tanker, medmindre at hun virkelig var alene eller koncentrerede sig. I det store sammenhæng så var hun jo også glad for, at hun havde mulighed for at få folk til at åbne sig overfor hende. Hvis hun mente at de skjulte noget for hende. Hun smilte lidt, som hun hørte at han var glad for sin evne, det var helt klart en positiv ting, som hun ville ønske at hun kunne dele. Silvia havde dog svært ved at dele ud af sine følelser, men det havde også noget at gøre med hendes fortid, som til tider trykkede hende. Hun gik dog en smule i stå, da hun fortsat lyttede til hans tanker.
"Blive din død?"
sagde hun en anelse overrakset og vidste ikke rigtig hvordan en evne kunne påvirke en så meget, men det var tydeligvis ikke godt, hvis det kunne ende i den slags. Hun forsøgte dog ikke at tænke på det, fordi det helt klart var en forfærdelig tanke.
Silvia livede en smule op, som hun mærkede at han tog mere fat i hendes hånd, derfor vendte hun sig mod ham med et kærlig smil på læben. Men hun forsøgte alligevel at skabe en form for balance mellem risikoen ved hans evne og deres mindre diskussion mellem om hun skulle have lov til at byde ham et værelse eller ej. Dog virkede det som om det gik efter hendes hovede.
"Det var jo meningen, at du skulle sove i sengen" sagde hun med et kærligt smil på læben og valgte roligt at gøre plads til ham, som han valgte at rykke sig tættere på hende. Det gjorde hende ikke noget, da det bare var med at til varme hende yderligere. Det var også ved at blive en anelse køligt.
*Jeg kan stadig lytte til dine tanker, White, men hvorfor er du så bange for vandet?* hendes stemme var kærlig, også selvom hun valgte at kommunikere med ham via hans tanker, men det kunne jo være, at han ikke ønskede at snakke om det, så var det måske lettere at snakke igennem hans tanker, så var det kun dem der hørte det?
"Jeg ved ikke rigtig om jeg tør tage det første skridt. De fleste gange er det bare endt galt, men det kan også have noget at gøre med min håndtering af deres problemer."
sagde hun med et skævt smil hvilende hen over de smalle læber, hvorefter hun lod sit blik glide ned i hendes skød. Hun endte dog med at betragte hans hænder i stedet for hendes skød. Silvia var egentlig meget tilfreds med deres samtale ind til videre, det virkede også næsten som om de kunne blive ved lige indtil at solen ville stå op og hun ville blive nød til at bevæge sig mod hendes arbejde igen, selvom hun ikke havde lyst til at forlade ham. Muligvis en underlig følelse? Hun holdt dog øjenkontakten og ønskede ikke rigtig at slippe igen, selvom hun muligvis blev nød til, i sidste ende.
Et grin forlod hendes læber, som han valgte at gøre hendes opførelse efter, det var ikke lige det hun havde forventet, at han ville gøre. Latteren blev dog ikke rigtig mindre, som hun hørte hans kommentar. Det morede hende faktisk at se ham på den måde, da det ligesom gav hende en form for indre ro.
"Pas på, at du ikke bliver alt for hurtig træt af mig, hvis jeg først begynder for alvor, så vil du nok lukke munden på mig igen med din finger."
sagde hun med et drillende smil på læben, selvom de allerede havde fået snakket en del om hinanden, men det kunne da godt være at det blev for meget for ham på et tidspunkt. Hun havde ikke selv noget imod det, da det fik hende til at tænke på noget helt andet. Hvis de altså havde en mulighed for at lade hendes problemer ligge? Men på den anden side, så var det måske godt at få snakket ud omkring det?
"Synes nogle gange godt at min evne kan være en belastning"
indrømmede hun en smule lavt, da det ikke var sikkert, at han havde samme mening. Men det eneste hun ikke kunne lide var nok at hun ikke havde ro for tanker, medmindre at hun virkelig var alene eller koncentrerede sig. I det store sammenhæng så var hun jo også glad for, at hun havde mulighed for at få folk til at åbne sig overfor hende. Hvis hun mente at de skjulte noget for hende. Hun smilte lidt, som hun hørte at han var glad for sin evne, det var helt klart en positiv ting, som hun ville ønske at hun kunne dele. Silvia havde dog svært ved at dele ud af sine følelser, men det havde også noget at gøre med hendes fortid, som til tider trykkede hende. Hun gik dog en smule i stå, da hun fortsat lyttede til hans tanker.
"Blive din død?"
sagde hun en anelse overrakset og vidste ikke rigtig hvordan en evne kunne påvirke en så meget, men det var tydeligvis ikke godt, hvis det kunne ende i den slags. Hun forsøgte dog ikke at tænke på det, fordi det helt klart var en forfærdelig tanke.
Silvia livede en smule op, som hun mærkede at han tog mere fat i hendes hånd, derfor vendte hun sig mod ham med et kærlig smil på læben. Men hun forsøgte alligevel at skabe en form for balance mellem risikoen ved hans evne og deres mindre diskussion mellem om hun skulle have lov til at byde ham et værelse eller ej. Dog virkede det som om det gik efter hendes hovede.
"Det var jo meningen, at du skulle sove i sengen" sagde hun med et kærligt smil på læben og valgte roligt at gøre plads til ham, som han valgte at rykke sig tættere på hende. Det gjorde hende ikke noget, da det bare var med at til varme hende yderligere. Det var også ved at blive en anelse køligt.
*Jeg kan stadig lytte til dine tanker, White, men hvorfor er du så bange for vandet?* hendes stemme var kærlig, også selvom hun valgte at kommunikere med ham via hans tanker, men det kunne jo være, at han ikke ønskede at snakke om det, så var det måske lettere at snakke igennem hans tanker, så var det kun dem der hørte det?