flodens kant.

[Jayden White]

Det var ved at være aften, der var ikke så mange mennesker tilbage omkring floden og man kunne se at de fleste nok ville være væk inden alt for længe. det blev roligt mørkere, men indtil videre var der stadig nogle få solstråler der lod sig skyde frem omme bag muren, man kunne ikke se den runde sol, men bare disse solstråler beviste at folk stadig havde tid inden der rigtig ville komme mørke, dog kunne man se at fakler var ved at blive tændt nogle forskellige steder, for en sikkerheds skyld hvis natten skulle komme pludselig. flodens strøm var rimelig stærk og man kunne se hvordan det klare vand to alt med sig der kom ind i dens greb, selvom der nu ikke var meget at se når der ikke var så mange mennesker omkring der kastede noget i den.

Jayden sad lidt fra vandkanten, selvom det var i de finere kvarter, så var der ikke nogle der tog sig af ham, især ikke når de var på vej hjem, han var jo normalt en person der hjalp børene meget med sine fortællinger og det havde han også gjort i dag, han havde endda fået 2 kobber mønter i alt af forskellige forældre der havde lyttet med, selvom an var ung var hans fortællinger virkelig noget folk kunne lig. Han var nu foran vandet i skrædderstilling, men dog et stykke der fra, omkring 2 meter, man kunne se hans blik var fast på vandet, mens han holde godt fast i jorden, som om at han var bange for at falde længere ned mod vandet, selvom der på ingen måde var en mulighed for det, hans blik var underligt, der var en vids frygt i det, der virkede som om at han faktisk prøvede sig selv af, som om han ville bevise for sig selv at han kunne klare det her, han ville ikke give op.

[Silvia Hunter]

Nok var det ved at være aften, og mørket var langsomt ved at falde på, men det var ikke rigtig noget der kunne forhindre folkene i nord at nyde deres omgivelser. Der var jo næppe nogen, som ville kunne tage deres oplevelser fra dem, og hvor ville det ikke være lettest at opleve noget? Floden var der jo næsten altid liv i, selvom den til tider godt kunne være mere fredelig end andre gange, dog var det ikke sagen denne aften. Dog valgte en slank skikkelse at nyde lydene fra vandet, der strøg igennem nord området. Skikkelsen var iklædt et mere eller mindre læder look, som personen selv havde skaffet pengene til, dog hjalp det en smule, når man blev værdsat for sit arbejde. Dog havde hun ikke valgt at benytte sig af alle sine penge, fordi hun gerne ville være sikker på, at der var råd til de næste måneds leje.
Hendes skikkelse var slank, men også med tydelig forme, eftersom at læder stoffet ikke overlod særlig meget til fantasien, hvilket hun jo ikke havde noget imod? Silvia's blik gled langs med floden, hvilket bare fik hende til at slappe af. Hendes dag havde egentlig været ganske udmærket, selvom hun allerede nu savnede at arbejde, så var det godt med nogle timers fri, også selvom der ofte var mest gang i kroen om aftenen, så måtte hun også overlade vagterne til de andre bartendere. Det sorte hår bevægede sig en smule igennem vinden, som hun bevægede sig ned mod floden. Det var ganske fredeligt, dog fik hun pludselig øje på en skikkelse. Dermed fik hun oprettet en barriere for denne persons tanker, eftersom at hun ikke ønskede at blive overvældet med tanker lige nu. Hun endte dog med at stoppe op nogle ganske få meget fra personen. Der gik noget tid før at hun valgte at bryde tavsheden, eftersom at hun håbede en smule på, at personen ville have lagt mærke til hende, så denne ikke blev forskrækket.
"Godaften"
sagde hun ganske roligt og lod sine arme hænge ned langs med siden.. De lyseblå øjne hvilede roligt på skikkelsen, som hun ventede tålmodigt på en reaktion, hvis personen altså ville reagere?

[Jayden White]

Jayden sad bare og stirede i vandet, det eneste hans tanker faldt hen på at han skulle blive her, han skulle klare det, han ville ikke bevæge sig, han kunne godt klare at være så tæt på vandet, vandet der kunne ødelægge alt for ham. hans øjne var virkelig besat at strømmen, da han pludselig hørte en lyd ved siden af ham, han blev letter skræmt og vende hoved hurtigt mod lyden, hans ene hånd der var på hendes side bevægede sig væk fra hvor den havde ligget, men hånden bag ham, der ikke var inden for hendes synsfelt, blev boret ned i stenen han sad på, som om det var sand, han havde ikke regnet med at nogle mennesker ville sige noget til ham, siden han tydeligvis ikke helt passede til den nordlige bydel. hans tøj var som det plejede, en trøje der havde oprevet ærmer, bukser lige ned over knæene og et bandana til at holde hans hår oppe, han havde stadig ingen sko. Han tog hurtigt sin hånd op fra jorden før hun så noget og kiggede bare ind i hendes øjne, hvem var denne person, han kunne ikke helt forstille sig hvem der ville sige noget til ham.

Han faldt lidt til og nåede lige at kigge lidt på hende, hun havde vidst tøj på der virkede ikek var noget han kunne få fat på, læder, der passede flot til hendes krop, det var som om det var særligt lavet til hende ofr at vise hendes krop frem for folk der var omkring hende, han slog det hurtigt ud af hoved og fokuserede igen på hendes ansigt, så han ikke ville virke som en der savlede over alt hvad man kunne se, han havde jo også vandet at tænke på.
"øhm... goddag, er det ikke lidt sent at være ude for dem" sagde han, han vidste jo at han ville skulle sove på gaden et sted, da han ikke lige havde et job for tiden der kunne give ham husly, men hende her havde da helt sikkert et hus et sted at bo i, men måske kunne han bruge de to kobber mønter til noget brugbart så han kunne komme til at sove et sted der ikke helt var åben himmel.

Han fik sig lige taget lidt længere fra vandet og kiggede igen op på hende. "men kan jeg hjælpe dig med noget? sagde han og fik et mere velkendt smil frem der normalt kom fra ham,d et folk ende ham for, den positive person der altid var frisk på at hjælpe og mere til.

[Silvia Hunter]

Silvia lod roligt blikket glide ud mod floden, hun havde ikke rigtig noget imod vandet og kunne sikkert godt bruge lang tid bare på at stirre på det. Men hun havde jo heller ikke noget imod at blive våd, selvom det ofte endte med at kunder spildte drinks ud over hende, så tog hun det altid med at smil. Det var også en fordel ved læder, når det bare blev behandlet ordentlig, så kunne det klare det meste. Måske det var knap så godt i koldt og vådt vejr, men så måtte hun bare ligge sin fantasi om læder på hylden og trække i noget mere passende. Da han vendte blikket mod hende eller bare hovedet mod lyden, forsøgte hun at skjule et mindre smil, da han virkede forskrækket. Hun nåede dog ikke rigtig at ligge mærke til at han rent faktisk borede sin hånd ned i stenen, som var det et ganske blødt materiale, hvilket hun jo godt vidste, at sten ikke var.
Det var ikke rigtig fordi hun undrede sig over, at han rent faktisk valgte at trække sig en smule tilbage fra vandet. Men det var ikke fordi hun kunne ligge mærke til alt omkring sig. Selvom hun egentlig valgte at undersøge hans tøj. Hun dømte sjældent folk på tøjet, men alligevel kunne hun godt fornemme på hans tøj, at han muligvis ikke kom fra nord, men det var ikke noget der gjorde hende noget. Et roligt smil gled hen over hendes læber, da hun hørte hans ord. Det var muligvis en anelse komisk, da hun selv synes at hun var gammel nok til at bevæge sig ud i mørket.
"Synes De at det er sent? Jeg synes ellers at det er det perfekte tidspunkt på dagen"
sagde hun med et let smil på læben og valgte roligt at bevæge sig tættere på ham, dog fortsat med armene hængende langs med siden. Hun valgte ikke rigtig at tage hensyn til om hun måtte gøre ham selskab eller ej, hun gjorde det bare. Silvia selv var glad for at have tag over hovedet, men mente ikke selv at andre burde være frataget denne mulighed, da det jo hurtigt kunne ende i sygdom? Noget der ville blive svært at ændre på.
"Måske med lidt selskab?"
sagde hun med et let smil på læben, og endte med at folde hænderne foran sig. Hun så ganske kært på ham, som om hun ikke ønskede at han skulle sige nej. Ofte var hun omringet af mennesker og deres tanker, men nu var der rent faktisk ro, hvilket var en ganske underlig følelse for hende, som hun lige skulle vænne sig til. Men måske hun ikke behøvede? Hvis han altså ville have selskab?

[Jayden White]

Jayden kiggede meget på hvordan hun gik tættere på ham, hun var da helt sikkert en elegant kvinde, men hun virkede ikke som en person der havde høj status, hun var helt sikkert en der var populær, men han var ret sikker på at hun var en person der var van til folk, i hvert fald sådan som hun begynde at gå imod ham, hun havde en charme over sin gang, det var som om hun normalt når hun gik skabte interesse hos folk, hvad hun lavede vidste han jo ikke og om hun bare gjorde det til dagligt for at forføre folk eller om det var for at bringe opmærksomhed på hende ville han ikke kunne gætte uden at spørge, men det var ikke et spørgsmål han ville stille lige nu, han smilte bare venligt til hende, han forstod stadig ikke hvad interesse han bragte hende, men det passede ham fint, det at andre var her nu gjorde at han ikke længere tænkte så meget på at vandet ikke var ret langt fra ham, det vand der kunne ødelægge alt for ham. "bedste tid på dagen, solnedgangen eller ideen om at mørket kommer frem?" sagde han lidt spørgende, ikke fordi det betød så meget for ham, men han var ikek en person der tog sig så meget af mørke eller lys, han var her for at arbejde. "jeg kunne godt forstille mig som en person der kunne nyde natten" sagde han med et lille smil og kiggede så ud på vandet, det var ikke for at dømme hende, men bare den måde hun gik på og så ud gjorde at natten passede hende, på en god måde dog.

Da hun nævnte hun søgte selvskab nikkede han bare venligt til hende. han rykkede sig lidt, selvom at den flade jorde var stor og at det på ingen måde ville havde betydet noget med alt den plads, men det var mere for at vise hun var velkommen, han klappede lidt på jorden ved siden af sig. "det ville være mig en glæde, det er jo ikke hver dag man får chancen for at side med en kvinde fra den nordlige den af byen" sagde han med et smil, men det var som om man kunne se i hans øjne at han ikke var påvirket, han kigge på hende som en lige person, hvor mange penge de havde betød intet. "men hvad bringer dig her ud, burde du ikke være hjemme i dit varme hjem, her inden kulden bryder frem" spurgte han,ikke fordi det blev meget koldt, men mange ville i hvert fald mene at han selv havde alt for lidt tøj på for den, men han klarede sig, når han kunne komme ind i en gyde kunne han komme under jorden eller noget liggende, som om han fik det til at se ud som om han havde gravet en hule til sig selv, men det skulle ske i den sydlige del, ellers så tilbragte han bare dagen ved at gå hen til et sted i den nordlige del hvor der var noget varme, han fandt altid en metode til at klare sig.

[Silvia Hunter]

Idet at han valgte at kigge på hende, som hun bevægede sig tættere på ham, stoppede hun roligt op, da hun muligvis tolkede det til, at han ikke ville have hende til at gå tættere på. Men alligevel virkede hans holdning ganske fredelig og imødekommende, men hvorfor hun så valgte at stoppe, var muligvis en smule dumt? Hun valgte derfor at smile en anelse til ham, da hun bevægede sig tættere på ham. Silvia endte dog med at stoppe op et mindre stykke fra ham, eftersom at hun ikke ønskede at presse sig på. Et let smil gled hen over hendes læber, som hun valgte fortsat at betragte hans skikkelse. Hun vidste egentlig hvor hun skulle placere ham henne i Talian.
"Ideen om at der ikke er særlig mange ude på dette tidspunkt. Det har en vis form for ro over sig"
svarede hun varmt med et venligt smil på læben, som hun betragtede floden igen. Hun lukkede kort øjnene blot for at lytte til flodens strøm igennem den nordlige del. Silvia følte sig næsten altid tilpas i nord, men alligevel havde hun endnu ikke haft tid eller lyst til at bevæge sig hen imod de andre dele af Talian. Bortset fra den dag, hvor hun havde forstyrret prinsessen, en dag, hvor hun nær havde afsløret sig selv.
"Jeg er van til at arbejde om aftenen, så at have fri idag, er lidt af en omvæltning"
sagde hun ganske ærligt, som hun valgte at lade blikket glide op mod himlen. Hendes barriere var dog stadig indtakt, da det ofte endte galt, så snart at hun lyttede til andres tanker. Fordi hun ofte glemte at ikke alt var ord, men også tanker.

Silvia smilte venligt til ham, da hun så at han flyttede sig. Hun kunne dog ikke sige nej og valgte at sætte sig ned ved siden af ham. Hun trak dog roligt benene hen til sig, som hun fik sat sig til rette ved siden af ham. Måske hun var lidt for meget fremme i skoene, eftersom at det ikke havde været sikkert, at han overhovedet søgte selskab. Dog var hun ganske glad for at han ikke havde afvist hende.
"Der er nu intet specielt ved mig"
hendes stemme var oprigtig, som hun lod blikket glide ud på søen og lagde sine arme i hendes skød. Han virkede faktisk som en der var nede på jorden og ikke en af de såkaldte høje herrer eller damer, der ikke tænkte på andet end deres status. Hun lod sin hånd glide igennem håret, som hun valgte at fjerne en tot fra sit ansigt. Silvia tænkte sig en smule om, da hun hørte hans spørgsmål.
"Jeg trængte faktisk til en smule ro fra alles tanker. Forresten, undskyld at jeg endnu ikke har præsenteret mig, men navnet er Silvia Hunter"
sagde hun ganske roligt, selvom det ikke var sikkert, at han overhovedet vidste hvad hun mente, hun kunne jo også bare have sat det forkerte? Men selvom hendes ord havde været de rette, så behøvede han ikke forstå det. Hun lod blikket glide mod ham, som hun betragtede hans skikkelse endnu en gang. Der var et eller andet over ham, som hun ikke kunne forklare, men hun havde på fornemmelsen af, at han ikke var helt normal. Det var muligvis en lille smule pinligt, at hun faktisk havde glemt at præsentere sig, men det var vel aldrig for sent?
"Hvad med dig, er det ikke en smule for koldt?"
spurgte hun efter lidt tid, da hun ikke mente, at det kun behøvede at dreje sig om hende. Derfor valgte hun også at spørge ind til, hvad han faktisk lavede ved floden. Han lignede også en der holdt meget øje med vandet? Ville han gerne hoppe i, eller var han bange for noget i vandet eller bare vandet?

[Jayden White]

Jayden lage mærke til hvordna hun hele tiden kom lidt tættere på ham som da hun vende på at han havde accepteret hendes forslag om at hun måtte sætte sig ned, men det gjorde dog ikke at han på noget tidspunkt kiggede på hende i hentydning til at hun skulle blive væk han havde aldrig noget imod selvskab og især ikke her, mens han hjerte var ved at hamre sig ud af brystet før på grund af vandet, han var dog faldet til ro nu ved at komme lidt længere væk fra det og fordi hans fokus var kommet over på hende, så vandet var en meget lille tanke inden i ham lige nu. hans blik faldt også meget på hende, hun var ikke muskuløs bygget i forhold til ham, ikke fordi hun ikke så ud til at kunne klare nok med sin krop, men i forhold til hans egen der var godt trænet dog til at kunne være meget udholdende var der en del forskel, ideen om at hun var en kvinde gav også god mening om det, bagefter fik hans øje på hendes øjne, han faldt hurtigt ind i det stærke blå øjne der fangede ham i et sekund, der var noget meget specialt ved dem, der var ikke mange folk der kunne sige at havde sådan nogle, han begynde at tænke på om det havde noget med hendes familie at gøre, siden de var så unikke. "så det der tiltaler dig nu er hverken at natten kommer eller skønheden ved solen der går ned, men stilheden, roen fra at folk faktisk går hjem og lader dig være dig" sagde han, lidt undersøgende om han faktisk forstod hende her, han kunne jo også nogle gange selv lig rom men han var glad for at være social og ville heller havde folk omkring sig end at være alene, det gjorde også alt letter det gjorde ham tryg.
Som stilheden faldt ligt på imellem dem kunne han høre floden igen, han kiggede lidt ud på den og man kunne se en let nervøsitet i hans blik, han kunne ikke lig at være så tæt på, men det var letter nu hvor her var andre.
Arbejder om natten, så vil jeg gætter mig til du arbejder på kroen, de ønsker helst at dem der arbejder ser godt ud og lædere er godt til at prale væsker af"
Efter at havde søg hende igennem så meget ville det være hans bedste bud, han kunne ikke helt forstille sig andet, det eneste der ellers arbejde om natten var prostitueret og vagter og intet af de to ting passede på hende, ikke som hun gik.

Jayden begynde at grine lidt af hendes ord, det var ikke for at være uhøflig på nogen måde, men det gav bare ikke mening i hans verden, var hun ikke special, havde hun lavt selvær eller hvad, han kiggede ud over floden med et roligt men glad smil, mens han stoppede sin latter lige så stille, så han også kunne forkalre hvorfor han havde gjort det.
"er du ikke special, du går hen til en fattig person der sidder på gaden for en snak når jeg er sikker på at folk på både kroen og mange flere steder ville gøre det med stort velbehag, jeg vil sige at i denne by er du nok en af de mest specialle mennesker, fordi du er fri til at gøre som du vil uden at tænke over andet"
Han kiggede varmt på hende med et bredt smil, hun skulle på ingen måde sige han imod kunne man se, ikke på en pressende måde, men fordi man bare kunne se på ham at han havde besluttet sig for hvad han mente. Han blev dog lidt forvirret over hvad hun sagde, tanker, hvordan kunne tanker plage hende.
"tanker, er du sådan en vild person der kan læse ting der forgår inde i folks hoved"
Han holde omkring hans hoved, som om han ville beskytte det, mens han begynde at grine for at vise at han gjorde det i sjov, selvom han havde meget i hans hoved han ikke ønskede folk at læse, så forstilte han sig ikke lige at han havde ret.
"nah, det er ikke så slemt, min krop er van til det, hvis det bliver for koldt træner jeg mig igennem natten og sover i morgen, mit hjem er gaderne, med det job jeg laver der er så uregelmæssigt har jeg ikke noget fast sted at bo"
Jayden smilte og grinte lidt, det var sandt, gaderne var hans hjem og han ville nok ikke få råd til et sted at bo lige med det samme, selvom han sparede lidt penge sammen til det, men det var godt gemt.

[Silvia Hunter]

Hun håbede inderligt ikke, at han ville få noget imod hende, fordi hun var jo bare som hun nu en gang var blevet efter så mange år på sine egne ben. Et let suk forlod hendes læber, som hun lod sine hænder glide ned langs med hendes ben, blot for at mærke om læderet nu også stadig var intakt. Det kunne jo sagtens tage skade med tiden, specielt når hun elskede at gå i det. Derfor blev hun jo også nød til at forholde sig nogenlunde rolig, men samtidig også være opmærksom på hendes omgivelser, fordi læder kunne umuligt modstå alt.
"Jeg kan godt lide at være mig selv. Selvom jeg nu sjældent forandre mig bare fordi jeg skulle være i selskab med andre"
sagde hun med venligt smil på læben. Man kunne sagtens kalde Silvia lidt af en enspænder, men alligevel var hun ofte åben omkring hendes kunder og andre der måtte bevæge sig ind på kroen, eller andre, som hun faldt i snak med. Hun synes bare at det havde været synd, hvis han skulle sidde ved floden helt alene, lidt selskab kunne jo heller ikke skade hende? Dog var hun bare van til at klare sig selv, derfor forsøgte hun ikke at blande sig i andres liv, da hun sikkert ikke ville bryde sig om, at andre blandede sig i hendes.
I ét split sekund fik Silvia et glimt af hans nervøsitet, hvorefter hun lod blikket glide ud på floden, kunne han se noget, som hun ikke kunne? Eller var det virkelig vandet, som skræmte ham, hvorfor havde han så sat sig ned til vandet.. Det virkede en smule underligt, men kunne hun overhovedet tillade sig at spørge ham?
"The Black Rose.. Det er ligesom mit andet hjem og folk værdsætter mine egenskaber, så jeg er faktisk glad for at kunne arbejde der"
hendes stemme havde en minder undertone at lykke, da hun ikke ønskede at miste sit arbejde, netop fordi hun mente at det var det perfekte arbejde, i hvert fald til hende. Hun kunne nu også sagtens sætte folk på plads, hvis der lige pludselig kom for meget gang i kroen i form af slåskamp.. Et temperament besad hun jo også. De lyse blå øjne viste en mindre glød, som hun lod blikket betragte ham. Hun kunne ikke rigtig lade vær med at smile af hans ærlighed, noget folk sjældent besad.

Idet at han begyndte at grine, kiggede hun blot en anelse undrende på hende, hvorefter hun begyndte at overveje, hvad hun mon havde gjort forkert eller sagt forkert? Hun kunne dog ikke rigtig komme i tanke om noget, eftersom at hun blot ventede på at han ville trappe sin latter en smule ned. Dog smilte Silvia en anelse til ham, som han forsøgte at forklare sig.
"Så vidt jeg ved, så er der ikke nogen som bestemmer over mig. Jeg bedømmer heller ikke folk på deres rang, vi burde jo alle være lige"
sagde hun med et mildt smil hvilende hen over de smalle læber, som hun forsøgte at lade blikket glide ud over floden. Dertil kom hun blot i tanke om hans nervøsitet, måske hun alligevel skulle spørge ham? Silvia mente selv at han var ganske hyggelig at snakke med og ønskede bestemt ikke at dømme folk udfra deres situation i Talian. Til et vist punkt var de jo alle udstødte? Det var jo sådan at denne by var blevet skabt. Hun kløede sig en smule i nakken, som hun lyttede til hans ord, men kunne ikke lade vær med at grine af hans reaktion, som han forsøgte at beskytte sig hoved.
"En vild person? Kun når jeg har fri og stadig befinder mig på kroen. Men på sin vis kan jeg vel godt aflæse ting"
sagde hun en anelse tænkende, da det godt kunne være en smule dumt at indrømme alt for meget, hun kendte ham jo ikke helt? "Er din krop van til det? Jeg ville nu næppe kunne undvære en seng? Hvis det er, så har kroen altid et ledigt værelse, jeg kan sikkert godt dække over dig, hvis du ikke ønsker at sove udenfor hver nat" Et mildt smil gled over hendes læber, som hun valgte at samle hendes hænder igen. Hun forsøgte dog at holde sig ude af hans tanker, selvom der var nogle enkelte smuttere. Dog handlede hans tanker mest om floden.. Som om han frygtede det.

[Jayden White]

Jayden kiggede roligt på hende, hun virkede virkelig som om hun havde meget på hjertet, meget der palgede hende, men på samme tid undrede hende, han var nok ikke den bedste person til at sige det til hende, men han var jo sådan set den eneste lige nu, han kunne nu godt lig hun godt kunne lig at hun gik meget op i at kunne være sig selv, det var jo noget der skabte hendes karater, hun valgte ikke andet end roen omkring sig.
"der er heller ingne grund til at være andet, men du virker som om at den du er er i tvivl og har så meget at tænke på at hun ikke ved hvad hun skal gøre"
Han snakkede med et lille smil og kiggede op på himlen for at undgå vandet, mørket var stærkt efterhånden og den sidste solstråle kom frem over muren, hvilket også gjorde at nogle få stjerner var begyndt at vise sig på himlen. så hun var en bartender, men at det var der hvor hun sagde gjorde det jo lidt fansiet, det var ikke et dårligt sted, han var dog ikke en person der gik der ind, folk sende ham blikke hvis han gjorde, de accepterede ham på gaden nå han fortalte historier til børn, men ikke mere end det.
"det er godt at havde sådan et job, sådan har jeg det også når jeg arbejder, men jeg savner tit at tage med caravanerne og opleve verden som jeg gjorde da jeg var lille"
Uden at tænke over at han faktisk var kommet ind på sin fortid, en historie der normalt ikke skulle fortælles, men da han bare snakkede om caravanerne var det ok, det var det lille lyspunkt der var ok, bare der ikke kom mere på og at folk begynde at spørge, hvorfor, hvordan og hvorfor han nu var her.

Jayden rysted epå hoved af sig selv, det var ikke meningen at hun skulle frygte hans latter.
"tag det helt roligt, min latter kommer tit, den er dog næsten altid positiv."
Han lyttede til hendes ord, ingen person kunne sige det bedre, en person skulle ikke dømmes fordi han eller hun havde flere penge eller var tættere på kongen, men på hvad personen kunne og da alle havde deres talenter var alle lige.
"en vismand kunne ikke havde sagt de ord bedre, alle har deres talenter og dend ag vi lærer at bruge dem for at opvarde hinanden er den dag verden er i fred"
Han smitle varmt til hende igen og sukkede ldit, mest fordi han vidste det ikke var i hans levetid det skete, men han holde sit smil da han var glad for at der var en der havde samme syn som ham. det var en ra fornemmelse at blive forstået på hvad man mente og sagde.
Hendes grin gjorde ham glad, så var det han havde gjort da ikke galt, hun virkede meget åben overfor det, men at hun begynde at snakke om at kunne forstå noget gjorde at han måtte prøve det, var hun synsk eller sådan noget. han kiggede hende ind i øjne og blev igen fanget af de isblå øjne, der nærmest gav et glimt fra sig i den sidste solstråle der skød frem over muren. hans egne grønne var mere mørke her, så deres glimtende effekt var ikke mulig at se med mindre der kom et skær fra hendes øjne.
"lad os prøve det så, hvad tror du så jeg tænker på lige nu, kan du sige mig det?"
han blev ved med at kigge hende ind i øjne og begynde faktisk at tænke på hendes øjne, han begynde at fortælle sig selv detaljer om hvordan de så ud, hvad der gjorde dem pæne og hvad der fangede en i det flotte syn.
Han smitle over hendes tilbud, at kunne komme ind i varmen at sove ville han gerne, men han ville ikke være til besvær.
"jeg har intet at tilbyde dig til gengæld og jeg vil så nødig bringe dig i problemer, at lade en fattig mand som mig ind i kroen ville gøre dig upopulær og mig det samme, jeg skal nok overleve udenfor, jeg har mine egne triks til at klare mig"
Han blinkede til hende efter de sidste ord, han vidste da hvad han lavede, men det varmede ham at hun ville give ham en seng at ligge i og varme og endda dække over ham, men han ville ikke være til besvær for hende på nogen måde.

[Silvia Hunter]

Det var efterhånden svært for hende at skjule, hvad hun egentlig havde på hjertet, men samtidig forsøgte hun virkelig at gøre indsats for at skjule hendes sande følelser. Hun havde jo ikke rigtig nogen at gå til, da hendes chef sikkert ville tro at hun var tosset, hvis hun først åbnede sig op for ham. Samtidig var hendes hoved også fyldt op med andres problemer. Tankerne kunne jo ikke lyve, hun kunne høre det hele, så længe at hun valgte at åbne op for andres tanker. Til tider kunne det hurtigt blive for meget for hende. Silvia ønskede dog ikke at blive påvirket af nogen, selvom andres problemer bekymrede hende, netop fordi hun kendte deres sande følelser. Det var også det eneste der gjorde ondt med hende, fordi tankerne kunne man jo umuligt stoppe eller skjule for hende. De fleste tænkte jo altid på et eller andet.
"Jeg er kun i tvivl om, hvad jeg skal stille op til tider"
sagde hun med et mindre smil på læben, hvorefter hendes blik gled ned mod jorden. Hun lod roligt den ene sko glide rundt på jorden, som hun forsøgte at glemme det. Men hun var jo ofte hjælpeløs, netop fordi hun ikke bare kunne gå hen til en og hjælpe dem med deres problemer, når tankerne jo ikke var noget folk skulle blande sig i. Samtidig med at hun ville blive afsløret som mutant ganske hurtig. Silvia havde ikke noget imod at det så småt var ved at blive mørkt, hun var selv van til at bevæge sig igennem natten, når hun skulle hjem fra aftenen, selvom det langsomt var begyndt at blive nogle længere vagter, så hun faktisk kunne gå fra sin vagt i solopgangens varme.
"Caravaner?"
gentog hun langsomt, da hun ikke selv havde set nogle caravaner eller vidste hvad det var. Måske fordi hun altid havde holdt sig indenfor muren og ikke turde at bevæge sig ud i den store ørken. Det var helt sikker mere sikkert inde i Talian. Der var jo sikkert mulighed for sandstorm og tørke på den anden side.

Silvia så en anelse undrende på ham, som han rystede på hovedet og forsøgte at holde et mindre fnis inde. Hun nikkede dog roligt til hans ord og valgte at trække benene ind til sig igen, som hun ikke ønskede at gøre sine sko mere beskidte. Det var også først der, at hun lagde mærke til at han faktisk ikke havde sko på?
"Fryser du ikke med bare tæer?"
sagde hun midt i det hele, som det bare var noget der lige pludselig var røget ud af hende. Men hun tog sig efterfølgende til munden, da det ikke havde været hendes mening, at hun ville spørge ind til det. Hun så en smule undskyldende på ham, da hun jo ikke skulle blande sig i hans liv. Ligesom andre ikke skulle blande sig i hendes?
Hun så en smule skeptisk på ham, da han tilsyneladende havde bidt mærke i hendes ord, hvorefter hun gned sine hænder op imod hinanden, blot af nervøsitet, men også på grund af at hendes hænder var blevet ganske kolde. Silvia valgte dog at rette blikket mod ham og lod barrieren falde, hvorefter hans tanker ramte hende. Hun lyttede roligt efter og begyndte lidt efter lidt at rødme. Bare ganske svagt, men det var nu mere tydeligt hos hende, eftersom at hendes hud var så lys.
"Jeg tror, at mine øjne er et gen fra min far"
sagde hun ganske lavt, som hun lod blikket glide ned i hendes skød, hvor hendes hænder stadig forsøgte at få varmen. Kort tid efter ledte hun sin opmærksomhed mod ham igen. Hun var stadig en anelse rød i kinderne, men hun forsøgte dog at få det til at falde en smule til ro. Det var da også en anelse pinligt.
"Jeg er ikke typen, som ønsker noget til gengæld, bare en at snakke med ville være det eneste, jeg kunne bede dig om. Desuden så ville det være dumt af min chef at fyre mig. Han vil ikke kunne undvære mig i særlig lang tid"
sagde hun med et ganske blidt smil hvilende hen over de smalle og lettere fyldige læber, som hun valgte at lade den ene hånd glide op til hendes hår og placere det bag ved hendes ører, fordi vinden fik det til at gå ind foran hendes øjne. Hvilket bare irriterede hende.

[Jayden White]

Jayden lænede sig tilbage og ende med at lille med ryggen mod jorden, mens han kiggede op på stjerner han kunne godt mærke at det her var et emne der palgede hende lidt, men det stoppede ham ikke i at vende hans hoved og kiggede direkte på hende, med et varmt smil og glade øjne, det var helt mørkt nu, men det gjorde at lysende fra faklerne var mere tydelige og hans grønne øjne blev nu en mere skinnede mørkegrøn farve, der kom hende i møde, næsten som om han fortalte hende at alt nok skulle blive godt igen, han ønskede ikke at se hende være nede, men han vidste også at det første skridt til et smil var at få alt sorg ud af sjælen.
"hvis du har behov for at fortælle om det, så fortæl, tro mig, der er intet her i verden du ikke kan bringe på mine skuldre, jeg skal nok tage lidt af din byrde hvis du har lyst"
Der var intet i denne verden der kunne overraske ham ville han tro og med alle de problemer han havde haft da han var lille og hvordan han arbejde sin vej op havde gjort at han kunne tage meget mere i dag og hans problemer i dag var der jo næsten ikke nogle af. Hendes spørgende ansigt til en caravane gjorde at han fik et underligt udtryk i ansigtet, vidste hun ikke hvad det var, dog smilte han stadig.
"ja, handelsfolk det går rundt fra by til by og sælger ting, de får ting billigt et sted og sender det til et sted der mangler og sælger det for en højre pris, jeg har levet i sådan en hele mit liv næsten, jeg har oplevet det meste af verden sådan"
Han var tydeligvis glad for hvad han havde oplevet verden, selvom det jo den gang havde betydet at han skulle væk fra det han havde kaldt hjem, men han havde det fint med det.

Jayden kiggede ned på sine tær med et undrende blik, lade hans tær fryse, nej det kunne han ikke sige, det var faktisk en ting de aldrig gjorde, han var meget varmblodet af person i sig selv, det var nok grunden til han havde letter ved at holde varmen, så det gjorde ham ikke noget, men lige præcis hans fødder frøs aldrig det mindre, sådan havde de det altid når de rørte jorden, det var som om de modtog varmen der kom fra jorden selvom der ikke var meget at tage af. "næ, jeg har det faktisk fint, jeg fryser aldrig om fødderne, nå ja mit navn, mit navn er Jayden, Jayden White, men mange kalder mig bare White." sagde han og satte sig op igen og nikkede venligt til hende med et smil, det virkede meget vel som hans præsentation at sige det sådan, men det var vel hvad det behøvede, det var jo ikke så formelt og det var han sikker på at det heller ikke behøvede at være.
Jayden åbnede øjne meget kraftigt og rødmede selv meget kort, men det gik hurtigt væk, han var ret solbrun selv, så det var ikke helt så tydeligt at se det på ham, men hun havde set lige igennem hvad han havde tænkt, hvordan i alverden gjorde hund et, var hun... nej hun kunne ikke være som ham, ikke mutant, eller var hun. På samme tid lage han mærke til hun rødmede lidt, ja han havde jo komplimenteret hendes øjne meget i sine tanker, hun havde nok hørt det.
"ja undskyld, men de ser meget flotte ud, jeg havde faktisk ikke regnet med at du sådan kunne gøre det"
Han grinte lidt af sig selv og kiggede lidt undskyldende på hende, det var ikke så tit man gav en kvinde et kompliment og så faktisk blev afsløret bare ved at tænke det.
"hvordan gjorde du endelig det"
Hans ord viste at han på ingen måde var bange for hendes evne, han var næsten betaget af at vide hvordan hun havde gjort, måske fordi hun ville vide om hun var som ham.
Haa lage mærke til at hun prøvede at varme sin hånd, han havde ikke rigtig noget hun kunne tage over sig, men han syndes det var synd, men hvis det bare var hendes hænder kunne han måske hjælpe, så uden videre lage hans sin hånd over på hendes to,m han vidste jo han var varmblodet og man kunne også tydeligt mærke den stærke temperatur forskel på hans og hendes hænder, han begynde at varme dem sådan, så hun kunne få det bedre.
"du skal ikke fryse på grund af du snakker mig så lad mig varme dine hænder"
Han så ud som om det var det mest naturlige i verden at han gjorde det sådan. det var tydeligt at se på ham at han ønskede det bedste for hende og især ikke at hun frøs.
"er du sikker på jeg ikke kan gøre et eller andet tilgengæld, jeg ha ingen penge, men jeg vil meget gerne betale på en eller anden måde for at være en byrde, på den måde har jeg det bedre med at tage imod det"
Hans venlige ord, kom med et lidt spørgende blik, han kunne ikke bare tage, bare han kunne gøre et eller andet for ham, for at snakke sammen var en lige så stor glæde for ham som det var for hende.

[Silvia Hunter]

Hun så roligt til, imens at han valgte at læne sig en smule tilbage, det måtte jo næsten betyde, at han rent faktisk kunne slappe af i hendes selskab, hvilket bare glædede hende. Silvia smilte let til ham, som hun vendte sig mere imod ham, både fordi hun ikke ønskede at anstrenge hendes nakke, men samtidig også fordi hun ikke havde noget imod, rent faktisk at kigge på ham. Hun gned hænderne en smule imod hinanden, da hun i bund og grund var en smule nervøs for, hvad han nu ville mene omkring hende, hvis hun først forsøgte at fortælle ham det. Hendes blik gled op mod himlen, som de lyseblå øjne blev mere klare i det, efter at være blevet ramt af månens lys. Et let suk gled over hendes læber, før at hun vendte sig mod ham igen. Han var altså ganske flink at snakke med.
"Det er bare svært at holde sig selv tilbage, når man ved at andre er i problemer, men man kan ikke hjælpe dem, fordi de vil kigge underligt på en, netop fordi deres problemer ikke bliver set eller hørt."
sagde hun en smule lavt, selvom det muligvis havde været lettere at forklare ham, hvis han vidste at hun var mutant og en telepat, der havde op til flere muligheder i verdenen, men hun forstod bare ikke at udnytte sine evner helt endnu. Det eneste der faktisk havde plaget hende hele hendes liv var tankerne.. Mareridt med det brændende hus. Men inderst inde var det værste nok alle tankerne i Talian, der var som en uendelig strøm.. Noget hun kun kunne holde ude, hvis hun virkelig koncentrerede sig. Noget hun ikke altid havde overskud til.
Silvia lyttede opmærksomt efter hans forklaring og valgte at nikke en smule, da hun endelig havde forstået det. Underligt nok så var hun aldrig rendt på en caravane, men det havde vel sine grunde? Hun havde jo også selv haft problemer med at kæmpe sig op fra grunden og nå til det punkt, hvor hun var lige nu. Derfor kunne hun godt se sig selv i hans situation, selvom hun blot valgte at smile af det, fordi hun tydeligvis kunne fornemme på ham, at han ikke bare gav op.

Stemningen var ganske behagelig også selvom hun havde valgt at kommentere på hans bare fødder, så virkede det ikke rigtig til at gå ham på, men det måtte jo næsten betyde, at han var afklaret med situation? Hun så med et smil ned på hans fødder, men endte med at kigge op på ham igen. Silvia kunne jo heller ikke vide, at Jayden havde en form for forbindelse med jorden, da hun jo endnu ikke havde tænkt den tanke, at han muligvis var mutant?
"Undskyld jeg spurgte, det var slet ikke meningen.. Men jeg er glad for at have mødt dig White"
det var egentlig svært for hende at beslutte sig for, hvad hun ville kalde ham. Hun kunne sikkert godt havde valgt hans fornavn, men nu hvor andre kaldte ham White, så kunne hun jo godt følge deres fodspor?
Det var ret tæt på, at Silvia havde fået et mindre chok af hans reaktion, sådan at hun slet ikke nåede at se den svage rødmen i hans kinder. Hun havde slet ikke forventet en sådan reaktion, så det kom vel bare bag på hende. Hun forsøgte dog at skjule hendes overraskelse bag ved de lettere rose kinder, som svagt falmede i det. Hun sank en mindre klump ligesom for at få styr på sig selv.
"Du skal ikke undskylde, jeg burde slet ikke have ladet min barriere falde. Der er ikke mange som bryder sig om det. At jeg roder rundt i deres private sager"
sagde hun lettere undskyldende, som hun kiggede væk ud over floden i et øjeblik. Hun forsøgte at samle sig selv igen, og kiggede tilbage på ham efter noget tid. Hun trak en smule på skulderne, men hun valgte dog at være ærlig overfor ham, eftersom at hun ikke følte at andet ville være rigtigt.
"Jeg kunne sikkert godt sige, at jeg har set dig holde øjenkontakten med mig.. Og derved konkluderede dine tanker.. Men så ville jeg jo bare lyve. Sandheden er .. Jeg er .. Telepat"
Der gik noget tid før at det sidste ord kom over hendes læber, eftersom at hun ikke var helt sikker på om hun skulle fortælle ham det eller ej. Men det var i bund og grund derfor at hun bar sådan en byrde, netop fordi hun kunne høre alles tanker, og de fleste tanker involverede problemer.
Det gav et mindre sæt i hende, da hun mærkede hans hænder mod hendes. Det overraskede hende en smule, at det rent faktisk var ham, som skulle varme hende, når hun jo næsten lige havde spurgt om han ikke frøs med bare tæer? En svag rose farve viste sig i hendes kinder, hun slappede dog hurtigt af, så farven forsvandt.
"Jeg fryser ikke på grund af dig. Jeg er bare ikke van til at være så længe udenfor."
det var måske en anelse fejt af hende, at indrømme det, men på den anden side, så var det også rigtigt. Fordi hun jo netop plejede at gå direkte hjem, men denne aften tiltalte natten hende mere end andre gange. Måske på grund af hans selskab? Hun kunne dog godt mærke varmen fra hans hænder trænge ind i hendes. "Hvis jeg allerede fryser nu, hvordan skal du så kunne overbevise mig om at du kan holde dig varm igennem hele natten? Og jeg ønsker ikke at tage imod noget, bare så længe at jeg ved at du ikke ender med at fryse og måske ikke få noget søvn"

[Jayden White]

Jayden hørte på hvad hun sagde, for ham lød det jo lidt som om hun havde overhørt nogle tale og det måtte da give god mening hun var bartender og hvis der var en ting folk gjorde i en bar så var det jo at tale over sig og med lidt alkohol indenbords så var det jo endnu letter, folk kunne plapre løs og oven i det så kunne de muligvis ikke huske de havde gjort det dagen efter, så det gav jo meget god mening i hans hoved, men hvis man ikke skulle hjælpe dem med det direkte hvad skulle man så gøre, han var da ret sikker på han kunne finde på en ting eller to, men man måtte jo gøre det så folk ikke lage helt mærke til det på nogen måde.
"det er aldrig let at sige ting lige ud, men du kan ligge det ud så de kan fortælle dig om det, som hvis du siger en hentydning til at der er mange folk der har et særligt problem, så bliver personer påvirket og hvis man henvender sig til dem og spørg om de er ok, så kan de jo mange gange fortælle det og det gør det muligt at hjælpe dem bedre, men er du sikker på at du skal tage andre folks problemer på dig, det er mange gange godt først at tage sig af sine egne"
Han kiggede varmt tilbage op på hende, ikke fordi han vidste at hun havde nogle, men hun virkede nervøs, hun virkede plaget og andres problemer kunne ikke sådan ødelægge noget for en selv så let, det ville han da i hvert fald ikke tro, så skulle hun høre problemer hele tiden altid.
Han lage mørke til hun lyttede meget til hans ord om en caravane, det var jo en ting han kunne fortælle mange historier om, men lige nu ville han bare holde det for sig selv, han skulle ikke kede hende med alle de mange historier og han havde også fortalt dem hele dagen.

Som hun begynde at undskyld for at hun havde spurgt om hans fødder, smilte han bare og lage så en finger på hendes læber, lidt for at stoppe hende, dog smilte han bare til hende, mens han gjorde det, så hun havde ikke rigtig gjort noget galt, det var bare ikke nødvendigt at undskylde, ikke overfor ham, hun havde ikke såret ham og at hun havde interesse i ham gjorde ham glad, det var en god ting for ham.
"en undskyldning er noget man bruger når man har gjort nogle ondt, undskylder man for meget mister det sin betydning og tro mig at du interessere dig for at jeg har det godt er ikke noget at undskylde for, hvis du undre dig over det mindste så spørg, jeg er ikke bange for at svare"
Han blik og smilt blev igen varmt, hvorefter han fjernede sin finger fra hendes læber, først nu havde han lagt mærke til hvor bløde hendes læber endelig havde været og måske havde han været lidt underlig bare sådan at røre hende på munden.
"og på trods af hvad jeg lige sagde, så undskyld jeg stoppede dig sådan, men jeg er sikker på at din undskyldning kan blive brugt på en bedre person end mig"
Han grinte lidt og kløede sig bag nakken, det havde jo været lidt doble moralsk, men nu havde han jo gjort det og han syndes selv det var lidt sjovt sådan.
Jayden sagde intet før han havde ladet hende slutte det hele, så hun havde rodet i hans hoved og nu fortalt ham at hun var en telepat, så var hun, ja hun var, hun var lige som ham, det var faktisk dejlig, ham der havde troet at han var noget af det eneste i området, bare fordi han havde skjult det så havde han nok været opdaget for længst, han begynde bare at smile mere venligt til hende og grinte, hvorefter han grinte let, det var som om at det med hun havde sagt havde gjort ham bedre tilpas.
"du er ligesom mig, jeg er godt nok ikke telepat, men jeg kan andre ting"
han havde holdt stemmen lidt nede, men han kunne ikke skjule sin glæde. han lage roligt en hånd på stene og man kunne se hvordan stenen begynde at bevæge sig omkring hans hånd, ligesom det var en væske, stenen bevægede sig op af og formede en blomst lavet af sten, dog blev stene hurtigt til sig selv igen, hvis han faktisk havde ladet den stenblomst blive ville folk jo finde den en dag og ingen ville tro det var normalt.
"jeg har en gave ligesom dig, den har været meget nyttig, men jeg har kontakt med alt jord og så længe jeg rør det kan jeg få det til at bøje sig til min befaling"
han virkede meget glad for sin evne, men han havde jo også kunne bruge den meget fordi at nomaderne i caravanen havde accepteret den som noget meget nyttigt. Han holde bare hånden på hendes to hænder så han kunne blive ved med at varme hende, han ønskede ikke at hun skulle fryse.
"selvom det ikek er min skyld kan jeg jo godt prøve at varme dig, du er jo allerede begyndt at få lidt farve i kinderne"
sagde han, det var måske mest dril fordi han faktisk havde lagt mærke til at hun rødmede foran ham på grund af hans berøring.
"jeg ved ikke hvad jeg skal sige, jeg vil gerne tage imod tilbudet, men kan jeg så ikke følge dig hjem eller noget, jeg føler mig i stor gæld til dig for at give mig sådan en chance for at sove i en seng og det hele, men tak"
han kunne jo ikke rigtig sige nej, han ville bare sådan ønske han var en større hjælp til ham, det her virkede ikke som hams liv, han fik aldrig noget foræret, men nu var her en kvinde der bare fordi hun troede han ville fryse ville give ham et værelse for natten.

[Silvia Hunter]

Man kunne vel forstå hendes problem på mange forskellige måder, men det hele var dog forbundet med hendes evne, eftersom at hun til tider var alt for udmattet til at holde tankerne væk. Dog var hun glad for at komme ud med hendes tanker, og han virkede som en, der ikke havde noget imod at lytte. Det var faktisk ganske rart, så håbede hun bare at han ikke lige pludselig ville forsvinde. Men hun kunne jo heller ikke forvente at han havde lyst til at blive ved med at lytte til hendes ord, det kunne vel også kede ham til et vist punkt?
"Ved ikke rigtig hvor meget folk er for at snakke med mig udenfor kroen. Jeg er også mest van til at være alene.. Men på kroen kan jeg godt vise mig fra en anden side, da de fleste kender mig som bartenderen, med de mange ideer. Men det kunne selvfølgelig godt være, at jeg skulle forsøge. Det er bare ganske svært at ignorere andres problemer, når man ikke ønsker at tænke på ens egne."
sagde hun med et kærligt smil på læben. Da det faktisk var ret sødt af ham, at han forsøgte at lette hendes byrde. Hun var sjældent van til denne form for personer, men det kunne have noget at gøre med, at hun ofte stødte ind i fulde folk, der yderst sjældent havde noget godt at sige. Men der var efterhånden gået så lang tid med tankerne, at hun forsøgte at ignorere de fleste ting, selvom det var svært at lukke alt ude. De lyseblå øjne valgte at søge øjenkontakt med ham, et svagt glimt viste sig, før at det forsvandt langsomt igen.

Det var måske ganske normalt at ligge en finger mod hendes læber for at få hende til at holde mund? Men det kom bag på hende, netop som han valgte at lade sin finger ligge sig mod hendes smalle læber. Dog gled et smil frem på hendes læber, som hun valgte at tie stille, da han jo bad hende om det. Hun nikkede en anelse med et drilsk blik i øjnene. Hun valgte dog at lytte til hans ord og trak en anelse på skulderne, da hun ikke var helt enig med ham. Men hun forsøgte dog at holde sin mund lukket lige indtil at han fjernede fingeren fra hendes læber. Da han fjernede sin finger, valgte hun roligt at slikke sig en smule rundt om munden, blot for at drille. Hun lagde dog godt mærke til hans varme smil og gav blot hans hænder et mindre klem
"Du kunne bare sige til, hvis du ikke ville høre på mig, White. Men jeg måtte da godt undskylde for ikke at tænke mig om"
sagde hun med et drilsk smil hvilende hen over læben. Hun så dog en smule undrende til, som han valgte at klø sig i nakken. Han havde da ikke sagt noget forkert, fordi det var jo ikke altid nødvendigt med en undskyldning, selvom hun ikke delte samme mening.
Det virkede lidt som om hende ærlighed havde gjort ham meget mere tilpas, men hun var dog ikke helt sikker på hvorfor? Det var jo ikke alle der var særlig glad for at hun kunne rode rundt i deres hoveder og faktisk aflæse deres tanker. Noget som hun hurtigt kunne bruge imod dem, selvom det endnu ikke var sket. Men der kom selvfølgelig en forklaring på, hvorfor han faktisk følte sig tilpas. Han var ligesom hende? Til at starte med så forstod hun det faktisk ikke helt, før at hun kom til at tænke lidt mere over situationen. Sad hun ved siden af en mutant?
"Jeg troede ikke rigtig at jeg ville støde ind i andre mutanter, fordi vi lever så skjult. Men andre ting?"
sagde hun en smule lavt, men stirrede roligt på hans hånd, som han begyndte at forme stenen. Til at starte med kunne hun ikke rigtig tro hvad hun så. Hun havde aldrig før oplevet en sådan evne, så det kom helt bag på hende, at han faktisk kunne manipulere med stenen, som var det en ganske tynd væske? Hun så en smule beundrende på blomsten, som han fik formet. Hun valgte at række ud efter den bare for at tjekke om den nu også var virkelig.
"Det er da en fantastisk evne"
sagde hun begejstret og lod blikket glide op på ham igen, da blomsten forvandlede sig tilbage til stenens oprindelige form. Hans even var der mulighed for at se, men hendes evne kunne man ikke rigtig fornemme eller se. Det var muligvis en skam, men hun var stadig glad for at være telepat.
Af en eller anden grund, så havde hun ikke lyst til at han skulle slippe hendes hænder igen, derfor valgte hun at ligge sin hånd nedenunder hans igen og blot give den endnu et klem. Det var da ganske sødt af ham, at forsøge at varme hende op, men hans ord fik hende blot til at rødme en smule kraftigere, hvorefter hun vendte blikket væk i et forsøg på at skjule de røde kinder. Men hun havde på fornemmelsen af at han nok havde gjort det med vilje.
"Som sagt dit selskab er nok. Eller måske jeg kunne få lov til at blive på kroen? Jeg kan altid tage hjem på et andet tidspunkt"
sagde hun med et håbningsfuldt blik i øjnene, da hun ikke ønskede at tage hjem og overlade ham til kroen, fordi nogle ville muligvis blive mistænkelige, hvis han blot gik ind på kroen og bevægede sig mod værelserne, så ville det måske være bedre at være i hendes selskab. Hun kunne jo sagtens ligge ud? Så kunne hun selvfølgelig vælge at benytte sig af værelset, når han ikke havde det behov mere eller blot gøre ham selskab, indtil at han faldt i søvn og så tage på arbejde?

[Jayden White]

Jayden kiggede lidt på hende, det kunne virkelig plage hende, men det måtte han vel bare hjælpe hende med på en måde, han havde ikke tænkt sig at forlade hende før han vidste at han kunne fra her med et smil på læben, det betød meget for ham at han faktisk kunne hjælpe hende og siden hun var så opsat på at finde ham et sted hvor han faktisk kunne sove, så kunne han vel gøre det her, det var så hans lille hjælp til at søre for at hun kunne komme videre med dette problem. det var i hvert fald hans mål lige nu.
"man ved intet før man prøver det, så for at være ærlig, hvis du gerne vil hjælpe, så er det bare at prøve, det er den eneste start du kan tage hvis de ikke vil, tag første skridt for at kunne tage nummer to og tre, tro på at du kan hjælpe dem, så skal du nok kunne og hvis noget går galt, så skal jeg nok være her og hjælpe dig med det, i promis"
Han lage mærke til hendes kærlige smil der kom ham i møde og han gengælde det med det samme, han kunne mærke hvordan hun langsomt blev lettet fra et tryg som hun kom ud med det her, det kunne både ses i hendes smil og især i hendes øjne, da øjenkontakten kom og deres øjne flød ind i hinanden.

Jayden kiggede lidt på sin finger, den bløde fornemmelse fra hendes læber var der faktisk stadig og han kunne ikke helt stoppe med at tænke på det, men han valgte bare at kigge op på hende og se hvordan hun drillende slikkede sig om munden, hvilket fik ham til at grine lidt og kigge ned på sin finger og lage den på sin egen mund på samme måde og gjorde lige som hende efter han havde taget den væk og slikkede sig om munden.
"det smager altså ikke godt, men jeg vil meget gerne høre på dig, jeg ønsker bare ikke en undskyldning for noget du ikke har gjort galt og så ville jeg fortælle at du kunne spørge om alt i verden, jeg skal gøre mit bedste for at svare"
han grinte lidt til hende, han var ligeglad om hun undskyld for at hun ikke tænkte sig om, hun havde jo fået hans mening og hvis hun ikke var helt enig så var det det, men han havde ikke haft behov for en undskyldning mere af hende. han smilte bare kærligt til hende og kiggede hende ind i øjne. det at pludselig føle sig mere på lige fod med hende som hun havde fortalt ham at de begge var mutanter, det var en rar følelse, han kunne for første gang siden caravanen være 100% sig selv.
"jeg må indrømme at jeg heller ikke havde forstillet mig at møde nogle som mig selv, der havde en gave som det jeg har"
Han smilte til hende, mens hun kiggede på hans evne, han behøvede endelig ikke forme det, han kunne sådan set bare holde på jorder og gøre det, men når det var en blomst var det smart, fordi stilken kunne knække hvis den ikke blev holdt for let. Dog hendes ord om at hans evne var fantastisk var han lidt glad for.
"jeg er selv meget glad for den, men den er også hård, den køre på min fysiske form og hvis jeg bruger den for meget kan den skade mig, så med magten kommer der svagheder.
Man kunne se på ham at han også kunne se gode og dårlige ting ved denne evne *men den bliver nok min død* tænkte han lige så stille, men stadig med et smil, det kunne til gengæld være så meget bedre end meget andet. han kunne jo miste alt i dette land hvis de fandt ud af at han virkelig var mutant, men nu havde han da en han kunne dele det med,d et var ikke længere bare hans hemmelighed.
Han mærkede endnu et klem på sin hånd og resultatet var at han begynde at holde lidt mere om henes og kiggede op på hende, det var en dejlig fornemmelse at mærke hende tæt på faktisk, mere end han havde tænkt på da han havde lagt sin hånd oven på hendes, hendes hånd virkede også som om den var varmere nu, men han rykkede den ikke endnu, han havde ikke lyst og hvis hun ikke ønskede den der, så ville hun ved nok også selv rykke den. hun rødmede stærkere og han grinte lidt, han nænnede ikke at sige noget til det, det ville bare være ondt.
"du er da mere end velkommen, det er jo sådan set dig der får mig ind i varmen, vi kan da nyde den sammen og hvis du har lyst, så sover du der da også bare, jeg kan jo sove hvor jeg vil, det er jeg van til og for ikke at vænne mig for meget til en seng så kan du jo bare sove der"
Han blinkede til hende og kiggede tilbage på vandet, det gav ham et meget lille sæt, men den eneste ting hun ville kunne mærke det på var hans hånd, han trak sig meget lidt længere væk fra vandet, hvilket på samme tid fik ham tættere på hende, mens han kiggede på vandet, han lukkede derefter øjne for at kigge på noget andet. *det er bare vand, jeg kan godt klare det, du drikker det hver dag*