Evening Encounter.

[Balthazar Clayborne]

Det var ved at være en smule sent, men solen var endnu ikke helt gået ned. Solens nedgang over det uendelige hav af sand, skabte et rødligt lys på skyerne over himlen. Det var altid denne tid på døgnet, som var smukkest. Efter at have tilbragt stort set hele dagen på slottet, til møder og ceremonier af enhver slags, var Balthazar gået ud af selve slottet, og mod staldene. Hans egene hingst skulle jo have et sted at være imens han var inde på slottet, og der var uden tvivl ingen bedre steder for en hest, end denne stald.
Balthazar var iklædt den mere eller mindre sædvanlige udrustning. Det bestod af hans gullige brynje af messing og de blanke stålplader der dækkede hans skuldre og arme i bløde buer og i adskillige lag. Om benene bar han et par sorte bukser af læder. Balthazar bar ingen våben så længe han var på slottet, ikke officielt i hvert fald. Dog var en håndfuld daggerter gemt i et spænde ved hans lænd. Han trådte ind i stalden, og blev en smule overrasket over at der ikke var andre til stede. Han så sig omkring, og lod hans ene hånd køre igennem det lange hår. Han fik øje på en stor, majestætisk hingst stå og kiggede direkte på ham. Det var selvfølgelig Dune, hans egen hingst.
Med en rolig hånd, tog Balthazar et æble fra en spand, og rakte den til hingsten, som hurtigt fik den snuppet fra hans hånd. Den anden hånd kørte langs hingstens manke, og han hviskede nogle utydelige ord til den.

[Talija Cisana Maria Ignatio]

Talija havde fri fra undervisning om aften. hun havde spist for sig selv som altid og var gået uden for på bagsiden af stalden længest fra slottet. hun så op på himlen med de gyldne øjne. et stjerne skd fløj over himlen. hun smilte stille og sukkede så. hun havde det med eig og altid at smile men ikke lige nu. den lyserøde kjole dansede med vinden.
hun havde en fin holdning selv om hun bare stod og kunne slappe af. men hun var altid bange. hun så på hegnet og trak vejret rolig. hun begyndte stille og synge. hendes stemme var klar og smuk og hun så bare på hegnet som holdte hende fanget.
inde i stalden vågnede dyr op ved hendes sang. et bestemt dyr vågnede op. det var en af slottes vagthunde som aldrig var bundet for at kunne jage folk væk. den rejste sig og løb hurtigt ud af stalden og over til Talija. hun sang stadig og folk der kendte hende vidste at vis hun først begyndte at synge blev hun ved til den var slut. hun så ned på hunden imens hun sang og satte sig på hug og nussede den bagøret. den kendte jo hendes lugt så den var ikke fjendelig.

[Balthazar Clayborne]

Idet at Balthazar skulel til at lukke Dune ud af den bås hvori den stod, hørte han hvad der lød som en stille nynnen, eller måske endda sang? Han rynkede sine øjenbryn og lukkede igen lågen. Dune måtte vente. Sjovt nok havde han ikke engang hørt en af vagthundene gø eller knurre, så hvem var det mon? Med den sædvanligt lidt afslappede holdning, gik han ud af stalden igen, og kiggede til begge sider. Det lød som om stemmen kom bag fra stalden, så det måtte selvfølgelig undersøges. Da han ikke bar rustning på benene larmede hans skridt ikke, og for hvert skridt han tog rundt om stalden, jo tydeligere blev denne stemme. Et skævt smil bredte sig over hans læber, da han langsomt begyndte at kunne gætte sig til hvem denne klare stemme tilhørte.
Da han var nået om bag stalden, stoppede han op ved hjørnet, og kiggede på den unge Prinsesse. Hun var åbenbart svær at holde indendørs, men det var vel også forståeligt nok at hun ville udenfor fra tid til anden? Balthazar krydsede sine arme over brystkassen, og lænede sig op af staldens mur, med fronten mod hende. Hunden havde endnu ikke opdaget ham, hvilket sikkert var grundet de kærlige klap den fik fra Prinsesse Talija. han sagde ikke noget, men vovede blot at betragtede hende imens hun sang. Han forstod ikke et ord af hvad hun sagde, og musikken sagde ham ikke rigtig noget. han gik ud fra det var et sprog hun havde lært i hendes undervisning, ikke noget han selv havde gået meget op i I hans undervisningstid.

[Talija Cisana Maria Ignatio]

Talija var ung men fyldt med kærlighed selv til dem hun ikke havde mødt. nemlig hendes folk. hun elskede dyrende i staldene og det var tydeligt at de vidste at hun var god for de var altid venlige over for hende. Talija blev roligt færdig med sangen og nussede hunden på halsen og selv om det var en vagthund logrede den meget med halen lige nu. Talija så på hegnet og rejste sig op. hun skulle lige til at få vinger da hunden vendte sig om og lagde ørende ned og knurrede. hun så på hunden og fulgte dens blik over på Generalen. den knurrede kun pga hans kropsprog ikke var åbent og venligt og den ville beskytte prinsessen.
Talija smilte stort da hun fik øje på ham og fniste lidt. hun klappede hunden på hovedet. "Rolig det er ingen fjende" hunden så på hende og satte sig ned. da hunden sad ned og var rolig så Talija på Generalen og nejede og smilte. det var virkelig tydelig at hun havde et kæmpe stort hjerte. altid smilene selv om hun var en fange i sit ejet hjem.

[Balthazar Clayborne]

Der var intet over ham der tyede på at han var bange for den knurrende hund, hvilket han så sandelig heller ikke var. Så derfor blev han stående lidt i samme stilling, og smilte venligt til Prinsessen. Hun var åbenbart lidt af en ballademager, sådan at snige sig udenfor. Og han syntes dog også at hun havde kigget lidt mistænksomt på hegnet. Da Talija nejede, stillede Balthazar sig oprejst og tog et par skridt imod hende, for derefter at vifte en hurtig gang med hånden imod hende.

"Jeg ved ikke med dig, men jeg er lidt træt af etikette og perfekte manerer. Vi er alene, du kan slappe af."

Hans stemme var dyb og virkede sikkert også en smule medtaget. Den var slet ikke fin og havde heller ikke en blød klang som mange i hoffet anså som værende ædelt. Dog var der faldet et smil over hans læber, som kunne være tegn på at hvad han sagde var ment i al godhed. i stedet for at stoppe ved hende, gik han i en lille bue om hende, og kiggede ud imod hegnet, og resten af kongeriget på den anden side. Man kunne ikke se Ørkenen på grund af den høje mur der omringede byen, hvilket vel også var godt nok for de fleste beboere. Det var ikke et beroligende syn.

"Og hvad laver vores lille yndlingsprinsesse så herude så sent på dagen?"

Spurgte han og vendte sig imod hende igen. Han havde altid syntes det var lidt synd for hende at være 'indespærret' på slottet, men hun var jo også prinsesse, og skulle en dag overtage tronen. Balthazar ville i hvert fald være bekymret for hendes velfærd hvis hun begav sig ud i en verden hun ikke kendte så godt som han selv gjorde.

[Talija Cisana Maria Ignatio]

Talija så på ham og da han sagde det med maner og sådan lagde hun hovedet på skrå. hvad mente han. hun gjorde jo bare hvad der var naturligt for hende. det var jo noget hun var opdraget. sådan hun altid skulle være siden hun var helt lille. det var en del af hende. hun så på ham og bed sig i læben.
"jeg er ikke helt med hvad De mener... jeg er jo opdaget sådan her... det er sådan jeg er."[/color
Talija så på ham og da han gik over til hegnet fulgte hun med og lagde hænderne som bar de hvide handsker, på hegnet. hun så på ham og sukked med et smil på læberne."vores ynglingsprinsesse" det var sjældent hun hørte det. hendes forældre snakkede ikke med hende
" Deres ynglingprinsesse nyder naturen og vinden. noget der ikke er meget af i et værelse.
hun havde en smul tristhed i stemmen. hun ville gerne ud. hun ville være fri.

[Balthazar Clayborne]

"En dag vil du forstå nødvendigheden i at koble af en gang imellem..."

Idet Balthazar stod tæt på hegnet, betragtede han Talija som hun stod lidt længere fremme, helt ved hegnet. Han sænkede hovedet lidt og kiggede på hende imens hun talte. Hans blik gik fra hende og mod solen man kunne se var ved at forsvinde bag bymuren. Derefter vendte han sig halvt i den modsatte retning, og kiggede op på det store slot. Selv ville han ikke kunne holde til at sidde inden døre hele dagen lang. Men han var jo også af en helt anden støbning, mere hård, hvorimod den unge Prinsesse stadig var ung og skrøbelig i hans blik. Balthazar tog en dyb indånding og stillede sig hen ved siden af hende, igen med armene krydset over hans brystkasse, og et blik ud over kongeriget.

"En dag vil du få alt hvad du drømmer om. Det er jeg sikker på."

Sagde han først og kiggede ned på hende med et smil over hans læber. Så gik han lidt ned i knæ med fronten imod hende, så de var i samme højde. Han kiggede ind i hendes øjne, stadig med det varme smil over hans læber.

"Nu skal du høre. Hvis du passer dine studier, og udfører dine pligter, så vil du en dag blive Dronning af Talian, og så kan du gøre lige hvad du vil. Og jeg lover dig, at jeg en dag vil vise dig rundt i hele kongeriget, og måske endda lade dig ride med ud i den endeløse Ørken. Hvad siger du til det?"

Der var ingen løgn at spore i hans stemme eller øjne. Talija burde også vide at Balthazar altid ville være der for hende, i godt og ondt. Han ville beskytte hende den dag hvor ingen andre ville, og ville altid være der til at vise hende vejen. Smilerynkerne over hende hans ansigt blev kun større og større. Det var ved at være næsten et år siden han sidst havde set den unge Prinsesse.

[Talija Cisana Maria Ignatio]

Talija lyttede til ham. imens at han talte. hun så ud over byen og smilte stille. alt hvad hun ønskede... det ville hun aldrig få. det ville aldrig ske. men hun kunne håbe. hun så på ham og smilte stille.
"Det jeg ønsker ved jeg at jeg aldrig for.... men jeg kan altid håbe"
hendes øjne søgte ned i byen på det mest inponerende bygning i midtbyen. den øverste Gudindes tempel. hun så på Balthazar og lyttede til hans forslag. vis han bare vidste hvad han sagde. hun vidste at det aldrig ville ske. hun vidste at hendes far og mor ville sørger for hun fik en mand som kunne reagere istedet for hende.
"Det ville være skønt... men tror nu ikke mine forældre vil tillade det nogle sinde. de vil ha jeg for en mand som skal reagere... jeg skal bare være pynt og føde børn."
det var sjældent en dronning reagerede. så at hun ville reagere skete nok ikke. men folk der kendte hende og kendte til mutanter og kunne lig dem ville ha hun reagerede. de ville ha at hun skulle ændre holdningen som der var blevet lavet af kongen og Talija bekymrede sig jo meget for sit folk.

[Balthazar Clayborne]

Balthazar rynkede sine øjenbryn lidt diskret, og lyttede til hendes ord. Han kunne se og høre på hende, at håbløsheden og hendes accept af denne realitet var ved at overkomme hende. Han havde ondt af hende. Det burde ikke være nogens skæbne at leve begrænset, også selvom man var Prinsesse. Om hans hænder bar han et par handsker af læder. Uden først at sige noget, tog han dem begge af, og smed dem på jorden. Derefter tog han fat i Talija's ene hånd med begge hans hænder, og kom igen ned i øjenhøjde med hende. hans hænder var store, stærke og med en hud der var medtaget og næsten som sandpapir. Balthazar kiggede hende dybt ind i hendes øjne, alvorligt, men stadig varmt. Som en elskværdig fader ville tale til sin fortvivlede datter.

"Lyt til mig Talija. Jeg Lover dig, at du ikke blot vil være til pynt. Jeg Lover dig at du ikke blot skal føde børn. Og jeg Lover dig, at vi to en dag vil hoppe op på min hingst, og ride afsted indtil solen står op den næste dag. Du er min Prinsesse, og jeg vil give dig alt i verden."

Sagde han med en alvorlig, men varm stemme, og smilte så til hende. Hun var som en dyrebar skat for ham, selvom han nok ikke direkte ville indrømme det. Græsset under deres fødder, var blødt, og han kiggede hurtigt ned, inden han så satte sig ned på græsset i et bump, og kiggede på hende med et smil. Derefter kiggede han ud over kongeriget, og nikkede tilfreds.

"Ja. Du vil en dag få en mand der skal være den stærke hånd som regerer dette kongerige. Men husk, du vil være dets hjerte... Kan du ikke huske historierne? Om hvordan Dronning Sibylla regerede hele kongeriget for sig selv? Alle elskede hende. Og alle vil komme til at elske dig, også uanset hvem du gifter dig med."

Sagde han og blinkede til hende med et smil der afslørede et par af hans tænder. han strakte sine ben ud og kiggede op på en snart fuldstændig mørk nattehimmel. Det var dog ikke særlig sent endnu, så Talija kunne vel godt slippe afsted med at blive siddende med Generalen i lidt tid ekstra.

[Talija Cisana Maria Ignatio]

da Balthazar pludselig satte sig ned ved hende og tog fat i hendes hånd stirrede hun lidt undrene på ham. hvad havde han gang i. men da han så snakkede. bed hun sig selv i læben indenvendigt og så ud over kongeriget. anede han endelig hvrdan det foregik på slottet. hun så på ham med de gyldne øjne og det gyldne hår ned af sig. hvorfor var hendes far og mor ikke lige så omsorgsfulde. hun så ud over riget da han rejste sig igen. hun trak vejret dybt og lyttede til ham.
"jeg kan historierne uden af. hendes mand døde to år efter de blev gift. hun valgte ikke at få en ny mand og lade hans søn vokse om med en dronning som herskerinde i landet. hun ville vise at selv en kvinde kunne reagere... men.... Hr Clayborne... hvad ved De om hvad der sker inde på slottet. hvordan tingene ser ud der inde?"
selv om hun var trist smilte hun og så ned på gaden hvor et barn løb og efter personen løb en kvinde. begge med smil. de skulle hjem til ægtemanden og havde en koncurrense om hvem der kom først.

[Balthazar Clayborne]

Hun var tydeligvis en bedrøvet ung sjæl, fanget i en verden af høje mure og lukkede vinduer, og han havde ondt af hende. Men der var ikke meget han kunne gøre i denne tid, denne tid med så store mængder had og fortvivlelse iblandt befolkningen. Det var hans pligt at beskytte kongeriget, og ikke mindst Talija, men der var ikke meget mere. Han var blot en General uden adelig titel. I manges øjne var han vel blot en sofistikeret bonde.
Men på trods af den unge Prinsesse og hendes åbenbart meget negative synsvinkel, virkede det ikke til at påvirke Balthazar, som stadig havde et meget tilfreds smil og blik over hans ansigt.

"Jeg er da ofte inde på slottet. Der et par troner og nogle store vinduer... og et stort tæppe hvis jeg ikke tager fejl."

Sagde han først, og kom så lidt tættere på hende. han lagde sin ene hånd på hendes skulder og pegede ud imod hele kongeriget og de små lys der kom fra hist og her.

"Tænk på alle de unge piger der ville ønske at være dig. Mange af dem er fattige og lever hver dag på gudernes gunst. De ville med glæde bytte deres plads i rendestenen med den bløde seng på dit værelse. Talija. Vi er hvad vi er, hvor vi er, og ligesom guderne er forskellige, er vi også forskellige. Hvad du må lære, er at elske hvem og hvad du er, og ikke mindst elske det hjem du har. Du er stadig ung, og fremtiden ligger for dine fødder. Hvorimod gamle sure mænd som mig, engang vil være fortid."

Fortsatte han og smilte glad imens han talte med den varme stemme. Hun var alt alt for fortvivlet og sørgmodig. hvis bare hun kunne læse at elske livet som han og mange andre gjorde det.

[Talija Cisana Maria Ignatio]

Talija stod ved hegnet stadig og lyttede. da han sagde hvad der var i slottet smilte hun med et lille grin. hun havde ment med mennesker over for hinanden ikke tingene men det var vel lige meget. da han lagde en hånd på hendes skuldre så hun på den og op mod hans ansigt. da han pegede ud mod kongeriget og fortalte om børn der ude. hun var tæt på at sige at hendes forældre sikkert med glæde ville bytte hende ud. da han var færdig så ud ud over riget og bed sig i læben hun vendte sig pludselig om og farede ind i Balthazars arme. hun gik ham til lidt under hagen. hun trykkede sig ind til ham og rystede lidt. hun anede ikke hvad hun skulle gøre.
Balthazar var sød ved hende. han se hende med en fremtid noget hendes forældre ikke gjorde. hun vidste jo hvad hun talte om og ville så gerne fortælle han hele sandheden men ville han tro hende? ville han stadig ville beskytte hende. hun burde ikke men havde virkelig lyst. hun måtte hellere lade være men hun holdte sig stadig ind til han lige nu.

[Balthazar Clayborne]

Et sus røg igennem hans krop idet den unge prinsesse stormede ind i hans arme, og han smilte lidt idet han placerede sin ene hånd i håret på hende, imens den anden omfavnede hendes krop. Hans åndedræt var tunge og imens de stod der, kiggede han roligt ud over byen der nu lå med et mørkt tæppe over sig. Han valgte ikke at sige noget da det måske ikke var nødvendigt. Talija havde brug for vejledning, og Balthazar ville med glæde stille sig bag en milelang kø, blot for at give hende et par ord med på vejen.
Efter et stykke tid sukkede han lydløs, og placerede et kys i hendes hovedbund. han var lidt uden skrubler, og var ikke bange for at opføre sig på en måde som den unge prinsesse måske ikke var vandt til. Derefter tog han om begge hendes hænder og placerede tungt det ene knæ i jorden foran hende, så hun var lidt højere end ham, og kiggede op på hende, alt imens han roligt gned hans hænder mod hendes.

"Uanset hvordan livet på slottet behandler dig, og uanset om du ikke føler dig elsket, min Prinsesse, så husk dette. Kongeriget og folket elsker dig, stol på mig når jeg fortæller dig dette. Du er deres Prinsesse. Og du er min Prinsesse. Jeg elsker dig, mine mænd elsker dig, og vi ville med glæde give vores liv for dig. Du er elsket i Talian."

han smilte bredt til hende og nikkede en enkelt gang. Derefter stillede han sig igen oprejst og slap hendes hænder. et glædeligt blik blev sendt ud over deres omgivelser, og han tog en dyb indånding.

"Husk det. Og se så at komme ind i varmen med dig."

Sagde han, som et venligt forslag, ikke en ordre. For han var rimelig sikker på at hun ikke måtte være ude så sent som denne aften var ved at være. Hurtigt tog han et par skridt baglæns, og løb tilbage ind i stalden. Skridt fra en stor hest kunne høres, og på et spørgsmål af minutter, red Balthazar ud af stalden, på en sort hingst større end de fleste. Han stoppede op, og hesten stejlede imens han kiggede på hende.

"Vi mødes igen engang Talija."

Sagde han så hun kunne høre det og smilte bredt til hende med et par tænder afsløret. Hurtigt satte hesten i galop, og et par vagter åbnede porten i det høje hegn. Inden længe var han forsvundet ud i riget igen. Så selvisk. han kunne komme og gå som han ville, og hun kunne intet andet end at vente.

//Out

[Talija Cisana Maria Ignatio]

Talija lyttede til ham. hun var glad for at han elskede hende. og at han fortalte at folk der aldrig havde set hende eller mødt hende elskede hende. hun så på ham da han sagde hun burde gå ind i varmen. hun så på ham da han løb sin vej. hun følte sig dum. hun burde ha sagt det. hun burde ha fortalt ham sandheden. men ville han tro hende eller tro kongen. hun så på hingsten der kom ud og idet at han red ud i horisonten vinkede hun og blinkede. to store vinger kom frem på hendes ryg.
"vi ses min kære General. en dag fortæller jeg Dem sandheden"
hun baksede med vingerne og kom op til sit vindue og så ud over talian. hun håbede at det ar sandt at folk elskede hende for hun elskede folket.

//out