Lige tilbagevendt til mange overraskelser

[Mimi van Dall]

Mimi havde ikke helt forstået mening med hvorfor hun pludselig skulle sendes op og besøge den del af familie, som hun havde haft boede før. Det var ikke fordi ikke holdet af at være ved den del af familie og det var også derfor hun først var vendt tilbage til hendes forældre sent den aften og da hun var nåede op til slottet så var hendes forældre gået til ro for dagen, hvilke ikke var så underligt igen fordi, at solen var gået ned forlænge inden. Men efter at hun havde pakkede hendes ting oppe på hendes værelse så forsøgt hun at selv gå til ro, hvilke var derfor hun skiftede over til en af de lange skjorter der gik hende til midt på lårerne, som hun havde til vande at sove og dog, så efter lidt over en halv time hvor hun bare havde vendt og deje sig i sengen så opgav hun det. Mimi valgte at gå af de hemmelige gange ned til køkkenet, da hun var lidt sulten - noget, som ikke var så mærkeligt igen, da hun havde spist noget siden morgen. Mens hun gik af gangene så kunne hun godt mærke at det var længe siden hun sidst havde gjort det og det skyldtes især at hun meget hurtigt fik fornemmelsen af hun var farrede vildt. Der kom et opgivende suk fra hende mens hun stillede sig op af det, som hun troede der var en mur og dog, så vise det sig ikke at være det fordi at murren forsvandt bagved hende, hvilke fik hende til at komme med et meget overraske udbrud lige inden at hun lande i noget blødt og hun var ikke lige med det sammen klar over hvor det var hun befandt sig henne. Faktisk så mens hun lå ovenpå det bløde med lukkede øjne så forsøgt hun bare at komme sig ovenpå chokket hun lige havde fået.

[Fahim Zacharis]

Det var en af de der stille dage, specielt nu hvor både Sabi og David var væk fra slottet og Mimi var også blevet sendt væk op til Sabis bryllup som der havde været utrolig meget hemmeligs klammeri omkring det, og ærlig talt Fahim havde ikke forstået det men alligevel så havde han forstået det og havde overvejet at gøre noget men hvad kunne han gøre når det kom til stykket? Afsløre sig selv og gifte sig med Sabi for at sørge for hun fik en mand hun kunne med? men det ville bare at forråde hans hjerte når det kom til stykket så han kunne ikke gøre meget og håbe på det bedste men efter familiens reaktion kunne han næppe tro at Sabi havde været glad for de havde hentet hendes ting og hendes dyr så hun havde nok helt sagt hun ikke ville vende tilbage hertil.
Der var nu stadig nogle ting der skulle ordnes men han var endelig blevet færdig og var gået tidlig i seng men helt træt var han ikke så han havde taget en bog og sat sig på hans seng med dynen over sig så hans ben var dækket mens hans over krop var bar, så han ikke helt skulle fryse om natten, kun et enkelt stearin lys var tændt inde i hans værelse så han kunne læse i dens skær. Det var dog ikke særlig længe han fik lov til at sidde før der røg et eller andet ned over ham som et kort øjeblik tog pusten og koncentrationen fra ham, de brune øjne så op fra bogen og det der var røget ned over ham temmelig overrasket, men han kunne dog ikke lade være med at komme med en kort latter da han så hvem der var. "Det var da også en måde at sige hej på. Men er du sød at flytte dig? du ligger ikke specielt godt eller rettere jeg sidder ikke specielt godt lige nu" sagde han roligt for det var da noget af en overraskelse at hun sådan ville falde ned på ham fra en åbning han ikke anede der fandtes i hans ellers lille kammer, men igen hvor meget vidste han lige om slottets historie? Han lukkede roligt bogen i og satte sig til at se på hende, for han måtte sige det var en behagelig overraskelse men alligevel så kunne hun da godt lige have givet ham en advarsel eller noget før hun nær brækkede hans ben eller ihvertfald bare gjorde skade på det.

[Mimi van Dall]

Hvad der var sket mens Mimi havde være væk vidste hun intet omkring det skyldes at hun ikke havde rigtig snakkede med nogen siden at hun var ankommet til slottet. Faktisk så regne hun lidt med at de andre - både hendes familie og de ansatte på stedet sov hvilke også var derfor hun havde haft besluttede sig for at gå af de hemmelige gange, da hun ikke ville vække nogen.
Lige hvad eller hvem det var hun var lande ovenpå havde hun ikke nogen ide omkring og dog, så da hun hørte en velkendt latter, hvilke var noget som fik hende til at åbne øjne ret hurtigt mens hun satte sig op samt væk fra Fahim tiltrods for hun ikke rigtig havde hørt hvad det var han havde sagt "Det må De virkelig undskylde.." startede hun ud med at sige og da hun havde sagt var det først bagefter at det gik op for hende, at Fahim sad i bar overkrop, hvilke fik hende til at se væk fra ham og rundt i det lille krammer, som de befandt sig i. Grunden til at hun så væk fra ham var ikke fordi at hun ikke brød sig om det hun så og faktisk så kunne hun godt li det udsyn mere end hvad hun brude kunne. Nej, grunden til at hun så væk fra det fordi at det var meget uhøfligt at stire på andre når de var afklædte og sad på den måde, som Fahim gjorde for ikke at snakke omkring hvordan hun selv var påklædt eller manglende på det sammen.

[Fahim Zacharis]

Han havde godt forventet hun ville rykke sig væk fra ham men hun virkede nærmest som om hun havde set et eller andet spøgelse eller at hun slet ikke kendte ham så han så lidt undrende på hende, uden videre at tage notis af hvordan hun var klædt men det var nok fordi hans opmærksomhed var imod hendes ansigt og ikke imod selve kroppen under halsen. "De? Hvornår er vi begyndt på formel tale igen? Var det ikke dig som forbød mig at sige de til dig?" spurgte han som han kort rystede på hovedet for det kunne godt ske hun var blevet overrasket af ham men det var da uhøfligt af hende at sige de til ham når han ikke måtte sige det til hende når de nu var bare dem selv, ikke ligesom dette sted han havde tænkt på det men det var vel bedre end de blev afsløret så mange andre steder.
"Døren er der men de kan også få mit tæppe i stedet hvis det behager frøken, eller vi kunne gå ned i køkkenet og få noget mad?" sagde han roligt som han roligt lagde bogen fra sig på hans lille beskedne bord, ikke ligefrem noget som kunne sammenlignes med hendes ting men det var fint nok til ham, han havde jo selv en gang haft så fine ting som hende men de ting var en del af hans fortid og det var næppe nogen som han behøvede for få ting der duede var jo fint nok for ham når det kom til stykket. Egentlig så var han lidt små sulten men det havde ikke været slemt nok til at han gad at tage noget fra køkkenet så kunne han lige så godt smutte i seng og nyde en god bog i stedet.

[Mimi van Dall]

Lige hvordan det kunne blive opfattede måden, som hun rykkede væk fra Fahim var ikke noget, som hun tænke videre over og faktisk så lade hun slet ikke mærke til hvordan han så hen på hende. Men da han kommentere det med at hun havde haft tiltalt ham på den måde, som hun havde gjort så vendte hendes opmærksomhed tilbage på ham igen mens hun ikke kunne undgå at se lidt forvirret ud fordi at hun ikke engang selv var klar over, at hun lige haft tiltalt ham på den måde, som hun havde gjort "Det er vi hellere ikke.." kom det hurtigt fra hende og på ingen måder så havde hun lyst til at de to skulle vende tilbage til det med at tiltalte hinanden på den formel måde. Især ikke da det at de snakket på den normale måde til hinanden var noget af det, som Mimi holdet allermest af ved at snakke med Fahim og havde savnet en del mens hun havde være væk.
Men da han kom med forslaget omkring at de kunne søge hen i køkkenet for at få noget at spise så kunne hun ikke lade vær med at se hen på ham med et letter hævet øjnbryn mens hun tænke for sig selv om han havde haft læst hendes tanker "Har du læst mine tanker ?" orderne gled udover hendes læber inden at hun nåede at kunne stoppe sig selv og lige så snart, som orderne havde forladt hendes læber så vidste hun godt at det var forsent for hende at trække dem tilbage, hvilke var derfor hun sendte Fahim et undskyldende smil. Knap nok havde hun gjort det før at hendes mave begyndte at rumle og det var noget, som fik hende til at lægge en hånd henover hendes mave mens det undskyldende smil blev ved med at spille henover hendes rosablege læber. "Men hvis jeg kan låne dit tæppe for en stund så er jeg med at søge hen til køkkenet for noget at spise" smile med et lille halvt skjult skævt smil og da hun havde sagt de ord, så rejste hun sig op.
Det at han havde forslået at hun kunne låne hans tæppe var noget, som hun synes godt om fordi, at hun vidste hvor let det kunne misforståes hvis der var nogen, som så hende komme gående hen af gangen vedsiden af Fahim kun iført en skjorte. Men det var først da hun havde stillede sig op, at det rigtig gik op for hende hvad det var, som hun havde haft forstyrre Fahim ved at falde sådan ind i hans seng på den måde, som hun havde gjort. Bogen, som han havde lagt fra sig var noget, som fik hende til at kort at måtte kæmpe med sig selv for ikke at se alt for overraskede sig ud på grund af så vidt hun vidste så var der ikke særlig mange mennesker udover dem, som var af adlig slægt der kunne læse eller skrive eller i hvert fald ikke sådan, at det ville kræve at læse sådan en bog, som Fahim åbnebart var i gang. Men dog, så valgte hun ikke at kommetere det selvom det blot bekræftede hende i, at der var en masse som hun ikke vidste omkring Fahim og dog, så det, som hun kendte til ham så var ikke noget, som hun ikke brød sig omkring. Bevist så valgte hun, at se hen på hulet, som hun var faldet igennem "Jeg er vist ude af træning med de hemmelige gange" sagde hun halvt om halvt for sig selv og hun måtte virkelig være ude af træning fordi at hun havde ingen ide omkring, at der var nogen af gangene, som førte hen til de ansattes sove-krammer.

[Fahim Zacharis]

Det at hun mente de ikke var kommet tilbage med at tiltale hinanden med de var nu fint nok men derfor måtte han vidst godt drille hende en smule med det, men det virkede ikke til at hun havde lagt mærke til det så det var nok ham selv som morede sig over det. "Så siger vi det" svarede han bare roligt for det passede ham jo fint nok han ikke skulle tiltale hende med de, ikke nu hvor han havde lidt vænnet sig til det andet så ville det bare være trist at vende tilbage med de medmindre hun jo var sur på ham så måtte han allerede gøre som hun sagde for ikke at pisse hende mere af, men nu var hun jo ikke sur måske bare lidt mere småforvirret.
At han skulle have læst hendes tanker kunne da godt have sket men det var nu mest fordi han selv var lidt små sulten og at hun nok var mere tryg ved at være i køkkenet i stedet for i et meget lille kammer som hans. "Nej jeg tænkte bare det var måske lidt bedre end at sidde her og glo" sagde han roligt med et drillende smil for han kunne da også godt blive siddende her og glo på hende, men han regnede ikke ligefrem med at hun vandrede rundt om natten for at besøge ham men fordi hun var sulten, det var vel den eneste grund ? ihvertfald den mest logiske for ham specielt fordi han ikke kendte til andre grunde.
da hun rejste sig op slog han tæppet til side før han rejste sig og rakte det til hende, heldigvis havde han bukser på denne aften det havde jo været noget andet hvis de havde været kortere men de sad da løse og behagelig så de lige dækkede hans ben. Efter han havde rakt hende tæppet gik han tæt forbi hende hen til døren men det var mere fordi der ikke var så meget plads at gøre med i det lille rum, så det var ikke rigtigt beregnet til 2 mennesker. "Det siger du ikke. Jeg anede da ikke en gang at der fandtes en hemmelig dør her til men det må vel høre med til slottets hemmeligheder" sagde han med et drillende smil for han kunne da kun tænke hvem der tidligere havde brugt sådan en gang til en tjeners kammer men det kunne jo også være det var en speciel tjener der boede her som havde noget med de adelige at gøre, altså andet end at være elsker til en af dem, selvom man nok ikke rigtigt ville blive afsløret sådan et sted. Han åbnede roligt døren og ventede på at hun ville gå først ud inden han selv ville følge efter så de kunne komme hen til køkkenet

[Mimi van Dall]

Det, at han morede sig over det med, at hun ikke rigtig havde regne ud, at han drillede hende var ikke en af de første ting, som hun ville tænke på og det skyldtes til dels at hun stadigvæk var en del overraske over det, som lige havde sket. Det var også derfor hun ikke endnu havde flyttede sig fra at havde hendes hoved læggende i hans skød mens hun så op på ham. Hun kunne ikke lade vær med at havde et lille smil til at spille henover hendes læber mens der dukket en tanke op i hendes sind og inden, at hun kunne stoppe sig selv så lød ordene ”Godt for ellers så bliver vi nød til at bryde den gamle skidt igen” Lige så snart ord, som ordene havde forladt hendes læber så begyndte hun med det sammen at forbandet sig selv og hendes mund for hun vidste udmærket godt, at lige det ikke var sådan noget, som en kvinde af hendes stand brude sige. Men alligevel så havde hun tage sig selv i de stille stunder mens hun havde være væk fra grosset at tænke tilbage på det kys, som havde sket under hendes søsters forlovelse fest og hun sagde til sig selv at det udelukket var fordi, at det havde være hendes første kys. Alligevel så var der en lille stemme indeni hende, som sagde det modsatte og hver gang hun havde hørt den stemme så skubbet hun fra sig igen. Ikke fordi, at hun havde gjort sig nogle særlige tanker omkring hvordan hendes første kys skulle være og hun havde måtte indrømme overfor sig, at det så let kunne havde være meget værre end det lette, korte, blide kys fra Fahim. Hver eneste gang den lille stemme havde ’vis’ sig i hendes sind så plejede den at blive efterfulgt af hendes lillesøsters drilleri med, at der var noget mere.

Da han næste kommentar faldt så lykkes det hende, at stoppe sig i at komme med en kommentar omkring at hun ikke havde noget som helst imod den udsigt, som hun havde fra den stilling, som hun lå i og alligevel så var ikke lige den bedste stilling, som hun lå i - eller det var en af dem, som man ikke kunne forblive i alt for lang tid af gangen. Det var også derfor hun satte sig op kort inden, at hun rejste sig op således, at de kunne komme afsted imod køkkenet, hvilket næsten kun kunne gå for langsomt på grund af det kunne så let misforstås, hvis der var nogle som ville opdage dem i hans kammer. Men da han rejste sig og fjerne tæppet så måtte hun tvinge sit blik ned imod gulvet og ikke fordi, at hun ikke før havde set en af det modsatte køn i bar overkrop - men mere fordi, at hun vidste at det ikke var høflig at stiger på andre og der var noget ved ham, som gjorde at hun ikke reagerede, som hun ellers normalt ville havde haft. Lige hvad det var, som der gjorde det kunne hun ikke svare på og hun var blevet enig med sig selv omkring, at det bedste hun nok kunne gøre at lade som ingenting mens hun kæmpe med sig selv om at skubbe det andet væk på grund af det forvirre hende bare endnu mere end noget andet hun nogle siden havde oplevet gøre. Da han række tæppet over imod hende så tog hun imod det med et lille ”tak” inden, at hun hurtigt foldet det på halvt og tog fat i hver ende af det for, at tage det rundt om livet mens hun blev lettede over, at han sagde noget, hvilket hjalp hende med at få skubbe de andre tanker væk fra hendes sind ”Det gjorde jeg hellere ikke og faktisk…” starte hun ud med at sige og grunden til at hun stoppe midt i det hele var fordi, at hun fornemmede at der var en anden person meget tæt på hende, hvilket fik hende til at stoppe med at trække tæppet ind omkring sit liv mens hun så op på ham og lige i hans øjne, hvorved at hun kort glemt alt omkring sig. Det lille øjeblik virkede som en mindre evighed og alligevel så lykkes det hende at genvinde sin fatning ret hurtigt igen, hvorved at hun sendte ham et lille undskyldende smil mens hun forsøgte at skabe lidt afstand mellem dem, hvilket ikke var noget let at gøre på grund af rummets størrelse og dog, så blev det letter da han åbnede døren ”så er de gange over alt og jeg er ikke engang sikker på, at jeg kender til dem alle sammen” afsluttede hun den sætning, som hun var begyndt på og hun træk tæppet ind omkring sit liv inden, at hun søgte ud af den åbnede dør.

Alt sammen mens hun blev enig med sig selv omkring, at noget mad ville gøre hende godt selvom hun ikke vidste hvornår han sidst havde spist noget - dog, så for hendes vedkommende så havde det ikke være siden formiddagen på grund af hun ellers havde haft være på farten resten af dagen. Men da de begyndte at gå hen imod køkkenet så gik der lidt tid inden, at hun spurgte nysgerrig uskyldigt ”Er der sket noget mens jeg har være væk ?” På ingen måder så havde Mimi nogle ide omkring hvad der var sket i de par uger, hvor hun havde være oppe nord på og det skyldes en del at der ikke havde være nogle, som havde svare tilbage på de breve, som hun havde sendt til grosset. Mimi havde både skrevet til hendes mor og lillesøster. Det eneste, som Mimi vidste var at hun havde nydt sin tid deroppe fordi, at der ikke havde nogle forventninger til hende og hun kunne gøre næsten lige, som hun ville.