Post by Ciel Dé Ricéy on Aug 14, 2013 16:52:35 GMT 1
Silvia, Verri, Zearia.. Det var alle mutanter, som han havde fået muligheden for at spærre inde i fangekælderen under slottet, men om han var sikker på at stedet var sikkert nok, vidste han ikke helt præcist, som han nok aldrig ville komme til at stole på nogen fuldt ud, udover dem der virkelig stod ham nært, som Yaya og Caleb. Det ville være yderst dumt at stole på den forkerte og Ciel var bestemt ikke i en situation, hvor han ville tale med en hver. Men for at være på den sikre side, så havde han sat flere vagter til at holde et vågent øje med fangekælderen, da intet måtte gå galt, så længe at han ikke var i landet. Han kunne ikke længere skubbe rejsen, som det var nødvendigt for ham, at komme væk.. Han havde behov for tid til at redde trådene ud i sit hovedet, også selvom der var blevet pakket flere arbejds relaterede ting, så ville han gøre et forsøg på at ligge det til side og få ro over kroppen.
Ciel havde forberedt rejsen i nogle dage efterhånden og havde da også fået tjekket op på Etienne, bare for at være sikke på at knægten havde kontrol over det store palæ ikke langt fra Ciels bolig. Men nu hvor dette var gjort, så var der ikke længe noget som holdt ham tilbage, udover tanken om hvad der kunne ske i hans fravær.
"Det nytter ikke noget at være så nervøs over ingenting!"
nærmest råbte han af sig selv, som han dog gik for sig selv oppe på sit arbejdsværelse, men tjenestefolkene på gangen ville sikkert godt kunne høre ham, også selvom de burde have travlt med at ligge forsyninger i vognen, så han kunne klare den lange tur, alene. Ja han rejste alene, blot for ikke at vække for meget opmærksomhed, samtidig med at tjenestefolkene skulle sørge for at der fortsat var liv i huset, så ingen ville forsøge på noget, de senere ville fortryde. Ciel vandrede hen til skrivebordet, som han tog nøglen fra sin lomme frem og stirrede i nogle sekunder på den. Han kunne ikke bare lade den ligge her. Det ville være alt for risikabelt, så han blev nød til at finde et sted og opbevare den.. Han bukkede sig ned og satte nøglen i låsen i den nederste skuffe, som han drejede den rundt og åbnede skuffen. Bogen lagde han op på bordet og lukkede skuffet, hvorefter han låste den igen, ren og skær refleks. Roligt hvilede han hånden mod den sorte bog og lod en finger glide hen over ryggen på bogen før at han slog op i den. Det var bare en tilfældig side, men.. Siden har slog op på tilhørte en mutant, hvis navn var kommet ham for ører, som han hørte hendes forældre berolige hende. Han lukkede roligt øjnene og tænkte tilbage på torturen, hvorpå et kold blodigt smil bredte sig over hans læber.
"Straks efter min rejse, må jeg heller besøge den stakkels knuste pige, Verri"
Hans stemme var fuld med kontrol, som han trak en pen frem og begyndte at skrive på papiret.. Han skulle lige tilføje hendes navn, også selvom han næppe ville glemme navnet. Hvordan pinslerne og torturen omringede hendes krop. En lo svagt, som bogen atter blev lukket. Han tog noget sort stof frem og pakkede bogen ind i dette. Der gik ikke lang tid før at han forlod stolen bag ved skrivebordet og nærmest sagde farvel til arbejdet. Hans blik gled dog roligt ned på hans hænder, som han hurtigt blev mindet om fuglens angreb og derpå kom i tanke om forvandlingen. Noget han aldrig ville have troet på, hvis ikke han havde set det med sine egne øjne. Men nu var det slut med mutant jagt for nogle uger.. Nu skulle han bare finde den vigtigste af dem alle, prinsessen, som sikkert var kommet til MeRosal. Det forbistrede barn.
The Black Book
Døren knirkede svagt efter dem, som en hel flok vandrede ud af palæet i hælene på Ciel, der var iført en kappe med hætte, dog havde han endnu ikke hætten over sig, som han ikke fandt det nødvendigt i øst. I den ene hånd havde han bogen, som var skjult af det mørke stof. Han ville aldrig overlade denne bog til nogen anden, også selvom han havde bedt Yaya om at bringe den hjem, den gang hvor det gik galt med bæstet.. Men det var også nok til at bringe hende i fare. Han vendte roligt rundt, som han kiggede mod tjenestefolkene og specielt den ældre dame i baggrunden, som sendte ham et blidt smil. Hun vidste godt, at han skulle til MeRosal for at besøge Yaya, hvilket hun blot var taknemmelig for, da det måtte betyde at deres forhold var mere stabilt denne gang. I det tidligere forhold havde Ciel aldrig taget turen til MeRosal alene, kun når Yaya var med, men nu var det hans egen beslutning, blot for at se hendes ansigtsudtryk. Dog kunne han ikke gøre for at prinsessen havde forladt Talian, og at han derfor var blevet tvunget til at tage en opgave med på rejsen. Men han kunne lige så godt indrømme det overfor Yaya, når de først kunne tale i fred sammen, ellers ville hun hurtigt finde ud af det.
"Hils Fru. Dé Ricéy fra mig, hr."
kom det ganske roligt fra hende, som Ciel blev trukket ud af sine tanker om arbejdet og valgte at nikke til hende.
"Jeg skal gøre mit bedste for at huske det. Det er en lang rejse"
svarede han roligt, som han godt kunne se på hende, at hun ikke var helt tilfreds med hans svar, men alligevel ikke valgte at sige noget, netop fordi hun ikke var i en position, hvor hun kunne tillade sig dette. Ciel nikkede roligt til hende, som han gik hen til vognen og til sin overraskelse så at Cáel var spændt for vognen, sammen med 3 andre heste. Han vendte sig mod stalddrengen, der straks pegede mod hende.
"Jeg beklager, hr. Men vi kunne ikke kontrollere ham, da han først så at vi hentede 4 andre heste i stalden frem for ham. Men jeg er sikker på, at han nok også skal klare opgaven, som de andre, så længe De kan styre ham sammen med de andre 3 heste."
forklarede hun roligt, som Ciel rullede med øjnene, men faktisk endte med at grine let, før at han gik hen til Cáel og klappede ham på siden, hvorefter Cáel vrinskede og puffede let til Ciel med mulen.
Der gik ikke lang tid før at Ciel sad på vognen og vendte blikket mod palæet en sidste gang og tjenestefolkene, som enten bukkede eller nejede for ham.
"Pas godt på stedet, indtil jeg vender tilbage"
beordrede han med en rolig, dog streng stemme, som han mente det alvorligt, der måtte ikke ske noget. Han lod blikket glide ned ved siden af sig, som bogen stadig lå ved hans side. Han tog en rolig indånding og greb tøjlerne for at komme afsted. Inden at de forlod øst havde Ciel trukket sine hætte over, så man kun svagt kunne fornemme de røde øjne, som gemte sig under.
Der gik ikke lang tid før at vognen nåede den ydre port i den sydlige del af Talian. Undervejs var han stødt på op til flere vagter, som hverken forstyrrede eller kommenterede hans færden. Så snart de fik et glimt af de røde øjne, så var der ikke flere spørgsmål at stille. Desuden så havde Ciel muligvis sørget for at placere flere vagter i Talian, imens at han ville være i MeRosal, dog ikke et antal, som ville skabe opsigt, da det bare ville få folk til at undre sig. De havde jo stadig kongen til at håndtere opgaverne, problemerne og de sædvanlige kongelige opgaver. Porten var fortsat åben, eftersom at Talian ikke skulle være den der lukkede folk ude eller inde, specielt ikke hvis nogen kom fra MeRosal og forsøgte at gøre en indsats for landet, enten økonomisk eller ved at skaffe afgrøder. Derfor var det også mere eller mindre uden at vække opsigt at Ciel forlod Talian. Noget der efterhånden var rigtig lang tid siden, da han ikke havde haft et behov for at forlade byen, ej havde noget formål med at vandre i ørkenen.
Cáel begyndte at vrinske det øjeblik at han mærkede det varme sand under sine fødder, dog beroligede Ciel ham med sin stemme, så de havde mulighed for at fortsætte, den lange rejse, som nu lå foran dem. Ciels blik gled kort mod himlen, hvor der ikke var den eneste sky at finde, det eneste man kunne se var den blå himmel og den bagende sol. Han smilte roligt for sig selv, som han rettede blikket mod sandet og den sti, der efterhånden var blevet lavet af de mange rejsende. Der var ikke nogen tvivl om, hvilken vej de skulle tage for at nå MeRosal inden for de 5-6 dage, det ville tage dem. Det kunne godt ske, at det eventuelt ville tage længere tid, netop fordi Cáel ikke var van til ørkenvandring, som de andre heste var.
Det var ikke fordi der var særlig meget at se på rejsen, men alligevel prøvede Ciel at få tiden til at gå ved at gennemrode gamle dokumenter og sager, hvor han havde haft kontakt med mutanter. En sag som fangede hans opnærksomhed meget hurtigt var sagen omkring 003 0666. Tanken omkring det der var sket, bragte den kolde facade op i Ciel igen, som han straks pakkede dokumenterne væk og satte sig op foran for at fortsætte rejsen. Han kunne stadig mærke de skader, der var blevet påført ham, også selvom der ikke var særlig meget at se mere, så kunne man stadig fornemme dem, specielt, når man vidste hvor de var.
Turen var lang, så der var ikke andet at gøre end at forsøge at få noget ud af det og bare slappe af på turen, som Ciel ikke altid valgte at tage den vej, som var blevet lavet med tiden. Han red nogen gange udenom for at sikre sig at ingen vidste hvor han var på vej hen, samtidig med at han ikke ville overraskes på et pludseligt tidspunkt.
//out
Ciel havde forberedt rejsen i nogle dage efterhånden og havde da også fået tjekket op på Etienne, bare for at være sikke på at knægten havde kontrol over det store palæ ikke langt fra Ciels bolig. Men nu hvor dette var gjort, så var der ikke længe noget som holdt ham tilbage, udover tanken om hvad der kunne ske i hans fravær.
"Det nytter ikke noget at være så nervøs over ingenting!"
nærmest råbte han af sig selv, som han dog gik for sig selv oppe på sit arbejdsværelse, men tjenestefolkene på gangen ville sikkert godt kunne høre ham, også selvom de burde have travlt med at ligge forsyninger i vognen, så han kunne klare den lange tur, alene. Ja han rejste alene, blot for ikke at vække for meget opmærksomhed, samtidig med at tjenestefolkene skulle sørge for at der fortsat var liv i huset, så ingen ville forsøge på noget, de senere ville fortryde. Ciel vandrede hen til skrivebordet, som han tog nøglen fra sin lomme frem og stirrede i nogle sekunder på den. Han kunne ikke bare lade den ligge her. Det ville være alt for risikabelt, så han blev nød til at finde et sted og opbevare den.. Han bukkede sig ned og satte nøglen i låsen i den nederste skuffe, som han drejede den rundt og åbnede skuffen. Bogen lagde han op på bordet og lukkede skuffet, hvorefter han låste den igen, ren og skær refleks. Roligt hvilede han hånden mod den sorte bog og lod en finger glide hen over ryggen på bogen før at han slog op i den. Det var bare en tilfældig side, men.. Siden har slog op på tilhørte en mutant, hvis navn var kommet ham for ører, som han hørte hendes forældre berolige hende. Han lukkede roligt øjnene og tænkte tilbage på torturen, hvorpå et kold blodigt smil bredte sig over hans læber.
"Straks efter min rejse, må jeg heller besøge den stakkels knuste pige, Verri"
Hans stemme var fuld med kontrol, som han trak en pen frem og begyndte at skrive på papiret.. Han skulle lige tilføje hendes navn, også selvom han næppe ville glemme navnet. Hvordan pinslerne og torturen omringede hendes krop. En lo svagt, som bogen atter blev lukket. Han tog noget sort stof frem og pakkede bogen ind i dette. Der gik ikke lang tid før at han forlod stolen bag ved skrivebordet og nærmest sagde farvel til arbejdet. Hans blik gled dog roligt ned på hans hænder, som han hurtigt blev mindet om fuglens angreb og derpå kom i tanke om forvandlingen. Noget han aldrig ville have troet på, hvis ikke han havde set det med sine egne øjne. Men nu var det slut med mutant jagt for nogle uger.. Nu skulle han bare finde den vigtigste af dem alle, prinsessen, som sikkert var kommet til MeRosal. Det forbistrede barn.
The Black Book
Døren knirkede svagt efter dem, som en hel flok vandrede ud af palæet i hælene på Ciel, der var iført en kappe med hætte, dog havde han endnu ikke hætten over sig, som han ikke fandt det nødvendigt i øst. I den ene hånd havde han bogen, som var skjult af det mørke stof. Han ville aldrig overlade denne bog til nogen anden, også selvom han havde bedt Yaya om at bringe den hjem, den gang hvor det gik galt med bæstet.. Men det var også nok til at bringe hende i fare. Han vendte roligt rundt, som han kiggede mod tjenestefolkene og specielt den ældre dame i baggrunden, som sendte ham et blidt smil. Hun vidste godt, at han skulle til MeRosal for at besøge Yaya, hvilket hun blot var taknemmelig for, da det måtte betyde at deres forhold var mere stabilt denne gang. I det tidligere forhold havde Ciel aldrig taget turen til MeRosal alene, kun når Yaya var med, men nu var det hans egen beslutning, blot for at se hendes ansigtsudtryk. Dog kunne han ikke gøre for at prinsessen havde forladt Talian, og at han derfor var blevet tvunget til at tage en opgave med på rejsen. Men han kunne lige så godt indrømme det overfor Yaya, når de først kunne tale i fred sammen, ellers ville hun hurtigt finde ud af det.
"Hils Fru. Dé Ricéy fra mig, hr."
kom det ganske roligt fra hende, som Ciel blev trukket ud af sine tanker om arbejdet og valgte at nikke til hende.
"Jeg skal gøre mit bedste for at huske det. Det er en lang rejse"
svarede han roligt, som han godt kunne se på hende, at hun ikke var helt tilfreds med hans svar, men alligevel ikke valgte at sige noget, netop fordi hun ikke var i en position, hvor hun kunne tillade sig dette. Ciel nikkede roligt til hende, som han gik hen til vognen og til sin overraskelse så at Cáel var spændt for vognen, sammen med 3 andre heste. Han vendte sig mod stalddrengen, der straks pegede mod hende.
"Jeg beklager, hr. Men vi kunne ikke kontrollere ham, da han først så at vi hentede 4 andre heste i stalden frem for ham. Men jeg er sikker på, at han nok også skal klare opgaven, som de andre, så længe De kan styre ham sammen med de andre 3 heste."
forklarede hun roligt, som Ciel rullede med øjnene, men faktisk endte med at grine let, før at han gik hen til Cáel og klappede ham på siden, hvorefter Cáel vrinskede og puffede let til Ciel med mulen.
Der gik ikke lang tid før at Ciel sad på vognen og vendte blikket mod palæet en sidste gang og tjenestefolkene, som enten bukkede eller nejede for ham.
"Pas godt på stedet, indtil jeg vender tilbage"
beordrede han med en rolig, dog streng stemme, som han mente det alvorligt, der måtte ikke ske noget. Han lod blikket glide ned ved siden af sig, som bogen stadig lå ved hans side. Han tog en rolig indånding og greb tøjlerne for at komme afsted. Inden at de forlod øst havde Ciel trukket sine hætte over, så man kun svagt kunne fornemme de røde øjne, som gemte sig under.
Der gik ikke lang tid før at vognen nåede den ydre port i den sydlige del af Talian. Undervejs var han stødt på op til flere vagter, som hverken forstyrrede eller kommenterede hans færden. Så snart de fik et glimt af de røde øjne, så var der ikke flere spørgsmål at stille. Desuden så havde Ciel muligvis sørget for at placere flere vagter i Talian, imens at han ville være i MeRosal, dog ikke et antal, som ville skabe opsigt, da det bare ville få folk til at undre sig. De havde jo stadig kongen til at håndtere opgaverne, problemerne og de sædvanlige kongelige opgaver. Porten var fortsat åben, eftersom at Talian ikke skulle være den der lukkede folk ude eller inde, specielt ikke hvis nogen kom fra MeRosal og forsøgte at gøre en indsats for landet, enten økonomisk eller ved at skaffe afgrøder. Derfor var det også mere eller mindre uden at vække opsigt at Ciel forlod Talian. Noget der efterhånden var rigtig lang tid siden, da han ikke havde haft et behov for at forlade byen, ej havde noget formål med at vandre i ørkenen.
Cáel begyndte at vrinske det øjeblik at han mærkede det varme sand under sine fødder, dog beroligede Ciel ham med sin stemme, så de havde mulighed for at fortsætte, den lange rejse, som nu lå foran dem. Ciels blik gled kort mod himlen, hvor der ikke var den eneste sky at finde, det eneste man kunne se var den blå himmel og den bagende sol. Han smilte roligt for sig selv, som han rettede blikket mod sandet og den sti, der efterhånden var blevet lavet af de mange rejsende. Der var ikke nogen tvivl om, hvilken vej de skulle tage for at nå MeRosal inden for de 5-6 dage, det ville tage dem. Det kunne godt ske, at det eventuelt ville tage længere tid, netop fordi Cáel ikke var van til ørkenvandring, som de andre heste var.
Det var ikke fordi der var særlig meget at se på rejsen, men alligevel prøvede Ciel at få tiden til at gå ved at gennemrode gamle dokumenter og sager, hvor han havde haft kontakt med mutanter. En sag som fangede hans opnærksomhed meget hurtigt var sagen omkring 003 0666. Tanken omkring det der var sket, bragte den kolde facade op i Ciel igen, som han straks pakkede dokumenterne væk og satte sig op foran for at fortsætte rejsen. Han kunne stadig mærke de skader, der var blevet påført ham, også selvom der ikke var særlig meget at se mere, så kunne man stadig fornemme dem, specielt, når man vidste hvor de var.
Turen var lang, så der var ikke andet at gøre end at forsøge at få noget ud af det og bare slappe af på turen, som Ciel ikke altid valgte at tage den vej, som var blevet lavet med tiden. Han red nogen gange udenom for at sikre sig at ingen vidste hvor han var på vej hen, samtidig med at han ikke ville overraskes på et pludseligt tidspunkt.
//out
