Et lille besøg?

[Nimue Satinka]

Efteråret var kommet, de orange, røde og gule blade faldt fra træer og buske og gjorde alt nøgent men også meget smukt efter Nimues hoved men hun kunne nu godt lide de brunlige farver fordi gik man i de rigtige haver så kunne det ligne et flammehav så det var meget smukt.
Lige nu ville hun dog lige se hvor Azreal boede, fordi hun havde hørt han vidst var rejst et eller andet sted men igen hun ville da også lige vise at hun stadig havde evnen med at komme ind forskellige steder uden at blive opdaget, så hun havde planlagt nogle få overraskelser, som hun havde med i en mindre madkurv, så hun altid kunne bruge til undskyldning at hun havde en frokost aftale med ham for vejret var jo godt, solen skinnede højt på himlen og ingen skyer til at dække for den og det blæste ikke så bladene fladt lige så stille ned imod jorden.
Hun gik roligt hen til palæet som Azreal skulle bo i, eller det var ihvertfald hvad hendes bror havde fortalt hende så hun ville da lige undersøge det. Indtil videre var det lykkes hende meget godt at komme tæt på det store hus uden at blive opdaget men da hun kom til et vindue fangede en duft af mad hendes næse og hun stod lidt og duftede til det inden hun gik fulgte duften til noget hun ville kalde bagdør fordi hun ikke ville gå ind af hoveddøren, ikke lige nu ihvertfald. Så hun åbnede roligt døren og gik ind hvor en ældre dame som måtte være madmor, gik rundt og lavede mad sammen med 2 piger mens en ung mand sad ved et bord og vidst fik noget at spise. Det virkede ikke til de havde opdaget hende før hun begyndte at tale "Det dufter godt, men mangler vidst lidt salt og pepper.." sagde hun roligt med et venligt smil som hun bare så på de overrasket personer. "I ved vel ikke om Azreal er kommet hjem?" forsatte hun dog roligt for de kunne jo ikke stå her og glo på hinanden hele dagen, så hun kunne lige så godt komme til sagen med det samme, selvom hun lidt gættede han ikke var kommet hjem og de vidst lavede mad til andre her på stedet..

Håret: Det lange røde hår hænger løst.
Tøjet: I dagens anledning har Nimue en rød kjole på som hun selv har lavet..
Sko: Et par røde ballarina sko som høre til kjolen.

1.bp.blogspot.com/-BlcguTgY-wY/TmL9QIJwvHI/AAAAAAAABWQ/Zn64V6X2g-Y/s320/Fashion%2Bfor%2BBody%2BType%2B%2526%2BSize.jpg <- link til kjolen

[Azreal Joseph Haldis]

Maria, Liah, Hiah og Tero sad i køkkenet og snakkede lidt frem og tilbage. De vidste at Azreal var taget afsted, men ingen vidste hvor eller hvor længe han ville være væk, da han ikke havde gjort andet end at efterlade en seddel til Charles om at han ville være hjemme hurtigst muligt. Sero befandt sig ude ved hestene i stalden, mens Jero skulle befinde sig hos Charles. Nok i færd med at prøve at holde Charles rolig, da han flere gange havde truet med at ridde begge riger rundt for at finde sin søn og give ham en omgang han ikke ville glemme.
Ingen havde opdaget damen i rød med løst rødt hår før hendes stemme gjorde grav på deres opmærksomhed. Maria nåede dårligt at reagere på hvad hun fandt som en fornærmelse før hendes mund blev lukket ved Azreals navn. De fire personer, så frem tilbage imellem hinanden for at se om en af dem genkendte hende eller påpege hvor hun var fra. Dog var alles ansigt lige forvirret og undrende. Tero var den første til at tale efter den lange stilhed. Han måtte rømme sig en smule, som hans stemme havde givet efter kort.
”Hv...Hvad drejer det sig om?” spurgte han og rejste sig fra bordet. Liah og Hiah begyndte at se undersøgende på hende for at se om det mon var en kvindelig rival, som de stod overfor? De fandt hende for fin til et ganske almindeligt besøg. Maria begyndte at få samme idé om kvindens fine påklædning og overvejede om hun skulle sende en af pigerne op efter Jero og Charles..

[Nimue Satinka]

Nimue stod roligt lige inden for døren og så på de andre selvom ingen af dem talte men hun var temmelig sikker på de unge kvinder så på mistænkelig på hende, som om hun havde gjort forkert allerede som hun var trådt ind af døren, noget hun just ikke forstod så hun kommenterede det ikke men vendte blikket imod den mand som talte til hende, den første der endelig begyndte at tale for det ville da blive en utroligt kedelig samtale hvis hun selv skulle stå for at snakke, men igen så var hun jo gået på opdagelse i huset i stedet.
"Jeg havde bare håbet at han var kommet hjem. Jeg havde nogle ting til ham og nogle ting jeg skulle sige, men kan en af jer så vise mig til hans arbejdsværelse eller et eller andet sted hvor jeg kan sætte tingene så jeg er sikker på han ser det? Der er et vigtigt brev fra slottet" spurgte hun roligt som og løftede den ene arm med kurven en smule som tegn til at hun havde nogle ting til Azreal i denne kurv som hun bar, selvom hun ikke havde et vigtigt brev til ham men det var mere så hun var sikker på de ikke bare ville læse det hvis det var vigtigt fra slottet, for hun regnede da med at tjenestefolk ikke ville læse sine herres breve, ellers var de vidst ikke gode tjenestefolk men igen det kunne jo være reglerne var anderledes her eller at hun havde misforstået det for hun havde jo ikke selv nogle tjenestefolk fordi hun var datter af en skrædder, hvilket var grunden til at hun næsten altid havde fine kjoler for de lavede dem selv og det var jo god reklame når folk spurgte hvor hun havde fået den fra.

[Azreal Joseph Haldis]

Tero nikkede ved hendes forklaring og gjorde tegn imod døren, som førte videre ind på palæet. Spisestuen. Han gik dog først, mens han forklarede.
”Den unge herren er ikke hjemme, men jeg kan vise Dem til hans værelse.”
Han åbnede døren til spisestuen og lod hende gå først igennem. De to pigers øjne var som fastlåst på kvinden, mens Maria gik tilbage til maden uden at sige noget. Hun var dog stadig mistænksom omkring den kvinde.
De ville kun nå ud til forhallen, som Jero var på vej ned af trappen. Han stoppede småt op ved synet af Tero og kvinden. En høj lyd af ler, som blev smadret kunne høres. Jero så tilbage og kunne gætte på det var fra Charles værelse. Han sukkede af den ældre mands nye anfald og så på kvinden med et vurderende blik.
”Hun vil lever et brev på den unge herres værelse” forklarede Tero og stoppede op foran Jero. Han var trods alt hovmester, så han var over Tero. Jero løftede det ene øjenbryn og så på den unge Tero.
”Hvorfor tog du så ikke bare imod det?” spurgte den ældre mand og Tero virkede til at ha' svært ved at finde et svar. Men svarede dog ærligt.
”Det er vigtigt.. fra slottet” svarede han med et svagt smil og begge bryn kom op i panden på den ældre mand. Det gav stadig ikke mening for ham hvorfor den unge havde ladt en fremmed kvinde ind. Det var noget over hende, som Jero bestemt ikke kunne lide..
”JERO! GIV STALD-..”
Charles var kommet styrtende frem fra sit værelse med et råbende stemme, som straks døde ud, som han nåede trappen. Han stirrede på kvinden i rød, som den eneste fremmed i palæet.
”Hvem er De?” spurgte han, tydeligt stadig vred, men holdte det tilbage så godt han kunne. Jero så imod Tero for at han skulle præsentere hende, men Tero rystede på hovedet, inden han så ned på kvinden i rødt.

[Nimue Satinka]

Nimue nikkede som Tero gjorde tegn og hun gik med rolige og lettere elegante og yndefulde skridt over imod døren men det var nu fordi de andre stirrede på den måde og så kunne hun jo ikke lade være, bare for at vise hun tog sig altså ikke af deres blikke. Hun smilede roligt selvom hun ikke kunne lade være at tænke *Unge herre? interessant så må der jo være en ældre også* men det var nu også fordi hun ikke havde forhørt sig meget om Azreal når det kom til stykket. "Tak for det, vil jo fortrække at aflevere sådan noget personligt" sagde hun roligt for hun ville jo helst være sikker på at Azreal fik brevet, eller ihvertfald bare lagde det et sted hvor han ville kunne finde det.
Hun fulgte roligt med og gik i den retning som Tero pegede for hun var jo ikke kendt i dette hus så hun måtte hellere følge med for færten af Azreal var nok svag lige nu fordi det var længe siden han havde været her. Hun stoppede roligt ved siden af Tero og så op på Jero med et venligt og sødt smil selvom hun kort så op af trappen hvor lyden kom fra inden de rolige og glade øjne så på Jero igen men stod bare tavs mens de snakkede med hinanden.
Hendes øjne blev dog undrende da Charles kom styrtende ud og stoppede ved trappen, temmelig nemt at vide han ikke var i særlig godt humør, men det tog ikke modet fra hende for hun var stadig i godt humør, vejret var jo smukt og hun havde haft en god start på dagen fordi hendes kjole var blevet færdig. "Mit navn er Nimue Satinka herre... Jeg er en veninde til Azreal og har nogle ting som jeg skal aflevere til ham" svarede hun roligt for hvad skulle hun ellers sige? Helt venner var de ikke ligefrem men hun blev jo nødt til at komme med en eller anden undskyldning foruden brevet som hun jo måtte forsvare at kun han måtte se, specielt fordi det ikke var så vigtig igen men det var jo blot hendes og Azreals lille leg, denne fange og gemmeleg de havde gang i for hun havde jo fået fornemmelsen af at Azreal ikke havde troet på at hun ville finde ham og stjæle ham væk fra hverdagen og nu ville hun så bevise at hun kunne komme ind alle steder enten med list eller så med charme, nogle gange var det jo bare godt at være kvinde.

[Azreal Joseph Haldis]

Tero nikkede ved det. Det ville bestemt være fortrukket at kunne aflever det fra person til person, frem for at skulle ligge det af på Azreals værelse. Det var dog svært at aflever noget til person, som man ikke anede hvor var henne. Der var ikke andet end at håbe på at Azreal snart ville vende tilbage til palæet og gerne uskadt, uden alt for mange skader. For dem han kom til at få var de bange for at han ville få fra Charles..
Tero sikkert sig at hun fulgte med, som han fulgte hende igennem palæet. Selvom der ikke var meget af at fare vild i. Det var selve designet af palæet hvor simpelt til. Man ville nemt kunne finde rundt, hvis man brugte tid på at gå de forskellige rum igennem.

Charles stirrede på hende, som hun fortalte hvem hun var. Det var som lys blev tændt i hans øjne ved sætningen om at hun var en veninde til hans søn. Det var hans fornavn hun havde haft brugt, ikke efternavn og/eller hans titel. Det måtte vel betyde noget?
Som en storm der var drevet over forsvandt det meste af vrede fra den ældre mands ansigt.
”Så får De ikke meget af være her, frøken Satinka.. Min søn er her ikke.. ” fortalte han og så imod Tero, som havde ført hende op af trappen på trods af at vide at Azreal ikke var til stede i palæet. Måske havde de været på vej imod ham? Hvad kunne være så vigtigt?
”... Men jeg kan modtage det i hans sted?” tilbød han og lod sit blik glide tilbage på Nimue.

[Nimue Satinka]

Nimue tog det hele forholdsvis roligt selvom hun stod sammen med nogen der tydeligvis ikke brød sig om hendes tilstedeværelse, selvom hun ikke havde forstået den del fordi Azreal var vidst nok single så hun trådte da vidst ingen over tæerne ved at være her og kalde sig for en veninde, eller gjorde hun? De kunne jo også tro hun var ude efter hans penge eller titel, men igen det var jo deres egen sag fordi de ville jo blot hurtigt lære at sådan en var hun ikke, hun ville hellere have sin frihed end penge til hver en tid, men derfor kunne man jo godt tilbringe tid med en anden.
At hun ikke havde brugt titel eller efternavn havde hun just ikke tænkt over for hun vidste da godt han var general men efternavnet havde hun egentlig glemt igen, og så var det ligesom nemmest for hende bare at sige Azreal, det rullede også bedre på tungen end general.
"Nej det fortalte.." hun så lidt over på Tero fordi hun jo ikke havde fået hans navn så kunne hun jo ikke sige hans navn eller nogen af de andres navne for den sags skyld,. Det endte dog med hun vendte dog blikket op imod Charles igen stadig med et sødt smil. "Der er desværre noget her i jeg gerne ville aflevere på hans arbejdsværelse, men de kan da få denne her, som vi skulle have haft til frokost og se det som en undskyldning for at jeg sådan kommer brasende fordi jeg ville stjæle deres søn til frokost og nu er nødsaget til at ligge brevet til ham i stedet" sagde hun roligt og skubbede låget til kurven op for at finde en flaske god gammel hvidvin som hun hev op, og gik de sidste skridt op til Charles som hun rakte ham flasken, så hun håbede da lidt at hun stadig måtte komme ind på Azreals arbejdsværelse for at efterlade brevet til ham, et lille brev hun selv havde lavet bare for at vise hvor god hun egentlig var, selvom han nok ville blive rasende.

[Azreal Joseph Haldis]

Charles fulgte hendes blik imod Tero, som det havde været regnet ud at han havde ført hende. Men det var godt at han havde informeret hende om det, men han forstod stadig ikke formålet af at hun stadig var på palæet.
Charles tog imod flasken med stor nysgerrighed og rakte den over til Jero lidt efter.
”Tak, så vil jeg personligt vise Dem derhen.. Jeg er Charles Haldis” fortalte han og viftede Jero og Tero væk. Tero så en smule mistænksom ud. Brevet skulle være fra slottet, så hvorfor ikke bare give det til Charles? Det virkede nu mere til at brevet skulle være personlig og så med vin til maden? Han stilte dog ingen spørgsmål, som han fulgte Jero tilbage imod køkkenet.
Charles gik roligt imod Azreals værelse, som han havde al tid i verden.
”Hvad omhandler Deres besøg og brevet? De og min søn er vel ikke...?” spurgte han og løftede hentydende med øjenbrynene der hvor han manglede ordene. Der var måske et mindre håb bag de ord, som han håbede på at de to havde et mere tæt forhold end venner.
”Vil nødig efterlade et brev, som knuser hans hjerte” forklarede han letter alvorligt og spurgte ikke sig om hvor vidt det i virkeligheden ville knuse Azreals hjerte eller stoppe hans eget..

[Nimue Satinka]

"En fornøjelse at møde dem Hr. Haldis og tak fordi de vil vise mig derhen" sagde hun roligt for nu virkede det da til at folk blev bare en smule høflige overfor hende, ihvertfald en enkelt gjorde selvom Tero også havde været lidt men hun havde jo ikke fået en præsentation eller der var sagt noget som ikke fik hende til at virke mistænkelig, som om hun var her for at bringe skam eller uheld ned over familien.
Hun fulgte dog roligt med Charles, stadig med den kurven over den ene arm, som nu var blevet en del lettere at den var lidt mere behagelig at gå med, men igen så mange andre ting havde der jo ikke været i den. Hun så dog en smule undrende på Charles da han spurgte ind til hvad det hele handlede om. "Jeg tror ikke helt jeg forstår. Jeg er en veninde til deres søn, for jeg tror ikke han vil mere end det, han har ihvertfald ikke givet udtryk for andet" sagde hun roligt måske fordi noget i hende virkelig bare ville stikke til Azreal for at gøre ham sur eller et eller andet selvom hun godt vidste det kunne gå udover hendes bror, men igen hvis Azreal virkelig var nede på jorden som han havde udvist den dag så ville han bare finde det morsomt.
"Jeg tror just ikke brevet vil knuse hans hjerte.. Det er fra slottet så medmindre han har en eller anden deroppe skal jeg ikke kunne sige det" svarede hun roligt for hun måtte jo hellere holde sig til at brevet var fra slottet som hun tidligere havde nævnt, selvom det godt nok var fra hende selv, men igen indholdet af brevet ville just ikke knuse hans hjerte, eller det regnede hun da ikke med.

[Azreal Joseph Haldis]

Pigebarnet var da høflig og havde måske nogle gode maner i hende, tænkte Charles for sig selv med et svagt venligt smil. De undrede udtryk havde næsten afsløret at det ikke var tilfældet før hendes ord havde. Det var ikke første gang han havde hørt ordene: han har i hvert fald ikke givet udtryk for andet. Det var faktisk en sætning, som han hørte ret tit måtte han indrømme overfor sig selv. Nogen gange undrede han sig virkelig over hvad hans søn tænkte. Hvad var det idioten ventede på? Han forstod det ikke.
Han nikkede bekræftende, som hun fortalte omkring brevet. Han stoppede op i gangen og så små undrende på hende. Hans øjne så spørgende på hende.
”De ligner ikke just en, som arbejder på slottet” påpegede han roligt, som han selv havde arbejdet på slottet i hans tid. Kvinder der gik rundt i sådan tøj med matchende sko og løst hår arbejde næppe som tjenestefolk på slottet. Han kunne bedre forestille sig et anden form for arbejde, hvis hun arbejdede på slottet, men ville ikke sige det højt når der lå en mulighed i hende.

[Nimue Satinka]

At det ikke var første gang Charles havde hørt den sætning kunne hun vel egentlig gætte sig til, for Azreal havde jo just ikke virket som en som ligefrem var vant til kvinder når det kom til stykket, nok derfor hun havde drillet ham på den måde som hun havde, bare fordi hun ikke kunne lade være når han skulle være general så skulle man jo ikke være bange eller nervøs overfor noget, og det havde hun jo set hos ham, det morede hende lidt.
Hun stoppede op ved siden af ham og smilede bare sødt til ham som han stillede hans spørgsmål som frembragte en blid latter over hendes læber. "Det er jeg ved gud heller ikke.. Jeg er skrædder, så tøjet jeg bære har jeg selv lavet.. Jeg har blot en bror som er krigerlærling på slottet, da vi stod og snakkede overhørte en af de andre os og bad mig bringe brevet her til Azreal fordi jeg alligevel skulle se om han var kommet hjem så ham og jeg kunne spise frokost sammen igen og han måske kunne lærer mig at ridde" forklarede hun roligt, lidt for at give forklaring på det hele, både med hvorfor hun havde et brev og hvorfor hun gik klædt som hun nu en gang gjorde for det var jo god reklame over at deres familie kunne lave så fint tøj der måske var lidt udfordrende, sikkert noget for unge adelige kvinder som jo skulle have en adelig eller rig mand på krogen.

[Azreal Joseph Haldis]

Det bragte en blid latter frem, så det var heller ikke tilfældet, men Charles lyttede tålmodigt til hendes forklaring. Hendes bror var altså lærling. Han følte sig en smule overrasket over hvordan hendes bror overhoved turde lade sig føres ud i snak når hans træning sikkert var vigtigere, men lod det ligge. Han bemærkede hendes igen på frokost. Hun havde godt sagt at hun var veninde af Azreal, men hvor længe havde de mon kendt hinanden. Et noget overrasket og forbavset udtryk kom i den gamle mands ansigt, som hun fortalte at Azreal måske kunne lære hende at ridde. Havde knægten virkelig selv forslået det? Måske var der et håb, hvis bare knægten spillede sine kort rigtigt.
”Altid godt med kvinder, som forstår at bruge hænderne” sagde han næsten for glad og bevægede sig hen til Azreals dør, som han åbnede for hende. Han trådte selv et skridt tilbage for at lade hende gå ind. Han vidste hvordan værelset så ud og så inden grund til at gå derind selv.
Der var aske i kaminen, selvom den normalt sjældent blev brugt. Selvom at Azreal havde været væk længe så var værelset stadig vedligeholdt til når han skulle vende hjem. Rent og med sengen redt, klar til at modtage den manglede beboer.

[Nimue Satinka]

Om Azreal egentlig havde lovet hende at lærer at ridde eller ikke kunne hun ikke helt huske, men hun ville da se om hun ikke kunne lokke ham til at lærer hende det, bare for det var jo godt at lærer selvom hun ikke ligefrem havde noget at skulle bruge det til, så var det måske nyttigt på et tidspunkt.
"Det siger min far også. " sagde hun roligt for det sagde hendes far jo så tit ligesom hendes mor, begge mente jo hun skulle kunne sy, strikke og alt det der huslige noget som hun godt kunne finde ud af, når hun altså gad, hvilket ikke var så tit som det burde men hun kunne da godt.
Hun fulgte roligt med Charles hen til Azreals dør og lod ham åbne den for hende før hun nikkede som et tak inden hun gik roligt ind i rummet, og hen til bordet hvor hun kort studerede det, nærmest for at finde en plads mens hånden rodede i kurven og fandt brevet frem, hvor hun satte det så det nærmest stod op.
Uden på brevet stod der Til General Azreal Haldis.. Vigtigt
Inde i brevet var dog ikke så fornemt da der stod Nydeligt hjem du har Azreal - Din Nimue
Efter hun havde stillet brevet vendte hun sig rundt igen med et sødt smil og gik hen til Charles for hun havde jo afleveret brevet som hun skulle og der var ingen grund til at trække dette i langdrag. "Tak fordi de viste mig til hans værelse.. Men hvis de vil have mig undskyldt, så må jeg hellere komme videre og få noget frokost nu hvor min plan blev ødelagt, men jeg håber de vil nyde vinen" sagde hun roligt for hun havde hverken nået at få morgenmad eller frokost fordi hun havde arbejdet på kjolen og var faldet i søvn mens hun havde været i gang, så da hun blev vækket sent om morgen af hendes mor måtte hun jo få den færdig og så skynde sig videre for at finde Azreal efter hun havde fået kjolen på og pakket kurven med meget få ting for det kunne jo være Azreal kunne havde fået fat i noget mad til dem hvis hun bare sørgede for drikkelse.

[Azreal Joseph Haldis]

Det var forventet at en kvinde kunne lidt mere end at se pæn ud, ligegyldig klasse. Dog følte Charles sig alligevel overrasket over det gode værk, som Nimue havde lagt i kjolen. De var dog noget udfordrende i forhold til hans gammeldags smag, men han var sikker på at det sikkert var noget for unge mænd.
Han fulgte hende roligt med øjnene, som hun bevægede sig ind i rummet og satte brevet. Derefter bevægede hans sin opmærksomhed imod gangen. Det blev dog hurtigt kedeligt, som han kendte gangen så godt. Hans blik fandt tilbage til Nimue, som hun kom ud. Han lukkede døren bag hende, mens han lyttede til hende. Mere for at bevise at han nok skulle lade brevet blive derinde og ikke smugkigge hvad der stod i det.
”Selvfølgelig, frøken Satinka.. Kan De selv finde ud?” spurgte han høfligt med et venligt smil. Samlede hænderne på ryggen, som han kæmpede imod sin nysgerrighed omkring hvad der stod i brevet. Han måtte vel heller vente til at hans søn vendte hjem og fortalte ham hvad der stod..

[Nimue Satinka]

At Charles var nysgerrig måtte han jo om, for brevet havde hun med vilje rettet til Azreal bare så ingen skulle finde ud af hvad det var, for det var jo deres lille leg eller hendes lille leg for det var jo ikke sikkert Azreal var særlig glad for den når han vidste hun havde været inde i hans hjem mens han havde været væk, dog havde hun da været flink og gjort opmærksom på sig selv da hun kom ind i hjemmet i stedet for at liste rundt.
"Det tror jeg godt jeg kan.. Men tak for denne gang" sagde hun roligt og nikkede kort høfligt før hun vendte rundt men nåede ikke at gå mere end et skridt før hun vendte sig rundt igen og så lidt usikkert imod Charles. "Dog bliver jeg nødt til at spørge inden jeg går.. Hvorfor har alle i dette hus set på mig som om jeg var ond eller uønsket her? det er ikke ligefrem høfligt" spurgte hun lidt stille men hun ville da gerne have svar for det var nærmest som at føle sig som en mutant blandt mennesker der ikke brød sig om dem.