Post by Azreal Joseph Haldis on Jul 10, 2013 17:42:12 GMT 1
At bruge sin mors pigenavn virkede stadig risikabel, men på den anden side havde han kun haft sin titel ude overfor Keane. Heldigvis havde det ikke bragt nogen større reaktion fra knægten, som selv var fra MeRosal, så han havde tænkt sig at holde sig til sit navn. Når en bonde fra MeRosal ikke kendte navnet, så kunne det heller ikke være vildt kendt blandt almindelige borger af Talian.
Azreal havde ingen hensigter om at afsløre Akari på hans rigtige navn, hans fortid eller hans mutantevner. Hvad end som havde gjort at Akari fortrak hans liv i Talian, så var det hans valg og han måtte acceptere det, selvom han ikke forstod hvorfor. Azreal var ikke typen til at pege finger af folk eller bare fortælle folks hemmeligheder åbenlyst. Det lå ikke i hans natur, selvom hans far havde det at pege finger. Måske det, som har gjort at han afholdt sig fra det, dog ville han ikke tjekke teorien.
Et grin ville ha' ødelagt stemningen og var ikke passende i situationen, så derfor var der kun et kort smil. Den måde de synkront havde rynkede på brynene og vendte hovedene imod hinanden så utrolig komisk ud. Han førte sin hånd fra armen op til hans mund for at skjule det helt, mens han roligt mødte Akaris blik, inden han så videre over på De'croix. Han fjernede hånden fra den seriøse mine og begyndte at skifte vægten fra hans fødder, indtil han valgte at bevæge lidt rundt i rummet. Hans blik forblev dog hos De'croix ved det udtryk, der var hos ham. Blikket gjorde blot ham mere betænksom og var det, som gjorde at han bevidst stod 3 meter skråt fra døren. Nok til at kunne styre stålet i dørens håndtag og nok til det ikke virkede som om at han ville stikke af, som hans bevæge stoppede.
”Det en mutant normalt har at frygte i en by fuld af mutanthader.. ” svarede Azreal med et halvt undret blik, da han synes det virkede meget naturligt for en mutant at føle sig usikre og nervøs, for ikke at glemme bange, i Talian
Han rystede derefter på hovedet og tog om hans næseryg med hans pegefinger og tommelfinger. Han lukkede øjnene kort, inden han kiggede på Akari og igen skiftede over til De'croix, som det stadig var ham, som han ikke stolede på.
”Det var min egen stupide idé om at tage hertil og tvivler på at en general fra MeRosal ville blive taget godt imod her” fortalte han med et dybt suk, som virkelig begyndte at fortryde at han havde fået den idé. Dog var han alligevel spændt på hvordan De'croix ville reagere, som han godt kunne se hvordan hans ord gav ham af ideer, mens Akari indtil videre ikke virkede til se det samme som ham. Han overvejede om det var hans egen sjove måde at teste De'croix af på, som Akari virkede til at lægge tillid i Azreal, hvis krig ikke var det første, som han havde tænkt..
Azreal havde ingen hensigter om at afsløre Akari på hans rigtige navn, hans fortid eller hans mutantevner. Hvad end som havde gjort at Akari fortrak hans liv i Talian, så var det hans valg og han måtte acceptere det, selvom han ikke forstod hvorfor. Azreal var ikke typen til at pege finger af folk eller bare fortælle folks hemmeligheder åbenlyst. Det lå ikke i hans natur, selvom hans far havde det at pege finger. Måske det, som har gjort at han afholdt sig fra det, dog ville han ikke tjekke teorien.
Et grin ville ha' ødelagt stemningen og var ikke passende i situationen, så derfor var der kun et kort smil. Den måde de synkront havde rynkede på brynene og vendte hovedene imod hinanden så utrolig komisk ud. Han førte sin hånd fra armen op til hans mund for at skjule det helt, mens han roligt mødte Akaris blik, inden han så videre over på De'croix. Han fjernede hånden fra den seriøse mine og begyndte at skifte vægten fra hans fødder, indtil han valgte at bevæge lidt rundt i rummet. Hans blik forblev dog hos De'croix ved det udtryk, der var hos ham. Blikket gjorde blot ham mere betænksom og var det, som gjorde at han bevidst stod 3 meter skråt fra døren. Nok til at kunne styre stålet i dørens håndtag og nok til det ikke virkede som om at han ville stikke af, som hans bevæge stoppede.
”Det en mutant normalt har at frygte i en by fuld af mutanthader.. ” svarede Azreal med et halvt undret blik, da han synes det virkede meget naturligt for en mutant at føle sig usikre og nervøs, for ikke at glemme bange, i Talian
Han rystede derefter på hovedet og tog om hans næseryg med hans pegefinger og tommelfinger. Han lukkede øjnene kort, inden han kiggede på Akari og igen skiftede over til De'croix, som det stadig var ham, som han ikke stolede på.
”Det var min egen stupide idé om at tage hertil og tvivler på at en general fra MeRosal ville blive taget godt imod her” fortalte han med et dybt suk, som virkelig begyndte at fortryde at han havde fået den idé. Dog var han alligevel spændt på hvordan De'croix ville reagere, som han godt kunne se hvordan hans ord gav ham af ideer, mens Akari indtil videre ikke virkede til se det samme som ham. Han overvejede om det var hans egen sjove måde at teste De'croix af på, som Akari virkede til at lægge tillid i Azreal, hvis krig ikke var det første, som han havde tænkt..