The legendari Minori?

[Akio Minori Takahiro]

det var en stille aften. nogle vagter gik rutine gennem de fattiges huse. vagterne var bevæbnet og vagtsome for hvad der bevægede sig. men hvad de ikke regnede med var hvad der var for oven. oppe på tagene sad Minori i sin sorte kappe. hans øjne hvilede på vagterne. næsten alle mutanter hviskede minoris navn som deres beskytter. vagter glemte tit når minori havde været der.
Minori så rundt og da vagterne gik ind ved et forladt hus og tjekkede det hoppede Minori ned foran dem med hænderne klar som det første. han lagde hænderne på vagternes pande og de stod helt stille og da Minori slap dem havde de glemt om den mutant de jagtede og troede bare de var faret vild. Minori havde skyndt sig i skjuld og tog sig til hænders håndflade. hvorfor gjorde det så ondt efter det med nålene.
Minori havde stadig kappen på og hætten over hovedet. bare ingen havde set det. Minori skulle forblive et mysterium. og helst for alle.

[Devin Jared Lynwood]

Jared gik imellem de mørke bygninger og små nød nattens kølelige luft. Det hjalp med at holde hans nerver på et roligt plan.. Mørket var hans sande ven, ifølge ham selv.. Der var selvfølgelig hans bror, som betød alt for ham, men mørket var som en del af ham selv. Delen var som vokset og han fandt dagen mere og mere fremmed. Lyset var som mennesket mørke.
Han så vagterne luske rundt på deres sædvanlige rutine og fulgte dem et godt stykke væk i mørket hvor intet menneske kunne se ham.. Eller mutant for den sags skyld..
Han bemærkede en hætteklædt, som også virkede til at følge dem. Han så scenen finde sted.. Han så hvordan vagterne bare sådan... glemte...
Jared fik en stærk teori om hvem denne person var. Deres beskytter. En af de personer, som gjorde det svært for Jared at overtale dem til at blive medlem af oprøret. Deres elsket Minori. Efter Jared egen mening havde han troet at det bare var noget, som mutanterne havde fundet på, ligesom deres gudinde.. Brugte dem som undskylding for ikke at kæmpe..
”Mon ikke jeg har fundet mig noget ganske spændende for en ganske fredelig aften” kom det fra Jared. Han var stadig gemt i mørket, som stemmen kom bag skikkelsen, som Jared var overbevist om var Minori..

[Akio Minori Takahiro]

Minori hørte pludselig en stemme efter at vagterne var væk. han åbnede langsomt øjnene og så om bag sig mod stemmen. han så intet menneske men så den blå tåge han altid så hos mutanter. Akio hen hætten lidt ned over ansigtet og skjuldte sine genkendelige isblå øjne. han trak vejret dybt og havde håbet ikke at være set.
"kom hellere frem når De nu alligevel har afsløret Dem med Deres stemme."
Minori så op på den blå tåge han så over mutanter og var faktisk glad for det kun var en. vis der havde været flere kunne han være i store problemmer. ihvert fald være sårbar på en måde kun en han havde mødt ikke var Minori tog hænderne ind i kappen og skjuldte dem derved og gjorde ham selv meget sort som natten, god måde at skjule sig på

[Devin Jared Lynwood]

Jared bevægede sig småt, som Minori så op på ham. Et letter koldt smil lå på hans læber, som han lod skyggerne giver slip på deres tag. Han var synlig, som man kunne være i mørket. Hans lyse hår var utroligt nemt at se i mørket. Han bevægede sig om på venstre side af Minori, meget på vagt. Han ville ikke ende med at glemme..
”Det kræver at du rør dine 'offer' for at bruge din evne?” spurgte han åbenlyst og tydeligivs meget nysgerrig på den hætteklædte. Han gættede sig til det krævede at han rørte ved nogen for at få dem til at glemme udefra scenen tidligere. Der var ingen tvivl om at Minori ønskede at være diskret og havde nok ikke rørt dem, hvis han havde kunne undgå det.
Jared stoppede op med et bredt smil og stort interesse lysene ud af de mørkebrune øjnene.
”Fortæl mig istedet... hvorfor gør du dette, Minori?” sagde han hurtigt efter hans spørgsmål, som han heller vil ha' svar på det, frem for den første, som var mere af en konstatering.

[Akio Minori Takahiro]

Minori så pludselig det hvide hår komme frem og den unge mand stå foran ham. så det var en mutant med skygge evner så. da han spørgsmåls konstatering vvar rigtigt nikkede Minori lidt og så på ham.
"men hvem siger at det er alt jeg kan."
han talte jo om sin evne til at se mutanter. bare et blik på en kunne han sige om de var menneske eller skjuldt mutant. hvilket ikke generede ham det generede ham dog at for mange mutanter på et sted gjorde ham blind.
mandens spørgsmål kom ikke helt bag på ham og heller ikke at han sagde hans navn. Minori. beskytter. hvorfor? ja hvorfor skulle han lade vær. han så på manden og trak vejret roligt og behersket ind.
"ja.... hvorfor gør jeg det... hvorfor gemmer De Dem i mørket med Deres evne. Mutanter bruger Evner. sådan er naturen jo"
han var behersket og rolig som han sagde det. og det var jo rigtigt. det var naturens gang.

[Devin Jared Lynwood]

Kunne Minori andet end at slette hukommelse? Det ville være første gang at Jared ville møde en mutant, som havde mere end en evne. Minori var vist farligere end han troede, hvilket kun morede Jared. Han anede så ikke hvad evne, som det var at han snakkede om, da Minori lige så godt kunne ha' sat imod hans retning pga lyden af hans stemme.
Jared bevægede sig foran Minori, som han lyttede til hans svar. Han gav et svagt nik, som han gav ham ret i at mutanter bruger evner, fordi sådan er naturen.
”Hvis det er så naturligt, hvorfor gemmer vi os så?” spurgte han, selvom han ganske godt kendte svaret og valgte at svare før Minori ville nå at sige noget.
”Mutanter lever i undertrykkelse, vi bliver jagtet fordi vi er anderledes. Fordi vi er født med fantasiske evner, som bare går til spilde ved at leve i skjul og frygt...” Hans stemme havde et hint af had og vrede, som han talte. Han var ikke i stand til at kontrollere disse frustrationer.
”... Jeg agter at lave om på det. Jeg agter at slippe mutanterne fri og leve et samfund hvor mutanterne ikke skal være bange for hvem de er.. Minori.. Det er vores pligt at kæmpe for vores drøm om fred.”

[Akio Minori Takahiro]

Minori var nok selv træt af undertrykkelsen og levede som en af dem som undertrykte mutanter. men det var jo den måde han så verden til. han kunne mærke denne unge mands dybe had som han talte om hvorfor mutanter var undertrykt. Minori lagde hovedet lidt på skrå og lyttede.
"De glemmer en ting knægt. Vi gemmer os, fordi vi er frygtet. se det engang fra menneskernes syns felt. De kan ikke stille noget op mod os, de er bange for vi overtager."
denne dreng var fyldt med had til undertrykkelsen. men hvorfor var det så at han selv levede i de fattiges rang. han kunne stige vis han ville uden at bruge sin evne, uden snyd. Minori så på knægten foran ham. mutanter var bange for at blive dræbt. men måske var mennesker det samme. bange for at blive dræbt af noget de ikke selv kunne.
"men siden De kender mit navn må De ha hørt mit navn fra nogle. hvad ved De om mig?"
han var blevet svigtet en gang, det ville han ikke igen. han ville kæmpe for mutanter. men ikke på den måde som Jared. Minori kæmpede i stilhed. prøvede at få kongefamilien til at ændre mening om mutanter.

[Devin Jared Lynwood]

”Hvorfor skulle vi ikke overtage? Vi er født til noget større end at gemme os fordi andre frygter. Det var ikke ligefrem os der fik den fantastiske idé om at få disse evner” svarede han tilbage roligt, koldt og tydeligvis prøvede at beherske sig selv. Jared delte ikke den mening om at mennesket var bange for at blive dræbt fordi de ikke evnet. Så langt så han ikke, da han mente at det var mennesket egen skyld at være så uduelig. Mutanter kunne skabe det perfekte paradis, for dem. Ingen mennesker som kunne ødelægge deres lykke ved at være misundelig på deres evner.
Hvad havde Jared hørt om ham? Et koldt lusket smil gled over hans læber.
”Hvad har jeg hørt om den berømte Minori? Vil du også slette min hukommelse, så jeg intet ved?” spurgte han nysgerrigt og tydelig små hånende. Selvom at han havde stilt spørgsmål tilbage, så valgte han alligevel at svare på Minoris spørgsmål. Hans hænder gled om på hans ryg og samlede sig.
”Jeg har hørt at du hjælper mutanter ved at slette minder for at gøre det kort.. Skal jeg være ærlig, så er der faktisk ikke så meget snak omkring dig i gaderne.. Det mest talte emne er mig og oprøret”