Explain yourself (Akio)

[Yaya Dé Ricéy]

Yaya havde efter sin tilbagevenden til Talian taget sig tid til at opretholde sine interesser. Både for at beskæftige sig med noget underholdende, men også for at give Ciel ro til sit arbejde. Desuden fjernede det hendes tanker fra at han stadig lukkede sig inde, både på sit arbejdsværelse men også i sig selv, i hvert fald når han arbejdede. Hun havde i starten fokuseret meget på sine heste, men hun havde ikke medbragt mange af dem, så da de var på plads i deres nye hjem og ikke krævede meget af hendes opmærksomhed, hendes personlige hest som eneste undtagelse, så havde hun udforsket andre af hendes hobbyer. Hendes førstevalg havde været musikken. Hun havde udemærket sig indenfor flere instrumenter men hun havde altid holdt af klaveret. Derfor var det også der hun invisterede sin tid først. At spille alene, var blot tidsfordriv og Yaya havde mere og andet i tankerne end at få tiden til at gå. Derfor havde hun også skrevet til en af byens kendte pianister, en mand ved navn Akio Takahiro. Hun havde skrevet et brev til ham med forespørgsel om at han kom til palæet og underviste så hun kunne vurdere hans evner som både lærer men også pianist. For hun var af den overbevisning at kun de bedste kunne.. eller burde lære fra sig.
De færreste sagde nej til en forespørgsel fra hende, om end pga. af hendes udseende, hendes rygte eller hendes rang var hende ligegyldigt. Men denne uvante situation hvor en underviser blankt nægtede at tage hende som elev uden synderlig begrundelse var nyt for hende. Specielt fordi en af hendes søns bekendte modtog undervisning af samme mand. Derfor besluttede hun også at opsøge manden for at få en forklaring, som hun følte at hun manglede.

Dette var grunden til at hun nu red målrettet gennem byen med sin livvagt ved sin side. Hendes hest bar et hvidt tæppe i den kolde vinterluft og farven og det sølvfarvede broderi stod i voldsom kontrast til hesten sorte pels, og fremhævede hestens farve betydeligt. Livvagtens hest var langt mindre iøjenfaldende men den havde en sjælden egenskab der fik Yayas hest til at acceptere den. Yaya selv var klædt i stærke farver, men det meste var skjult under hendes tykke kappe der holdet vinterens kulde på afstand. Hun havde fået anvist vejen til kroen hvor ejeren efter sigende opholdt sig meget af tiden og fandt da også frem til kroen. Hun gjorde holdt og tog kroen i betagtning inden hun stod af og overlod sin hest til sin livvagt og gik ind uden at vente på ham. En tjener mødte hende da hun trådte ind og efter at have trukket hætter tilbage henvendte hun sig til hende. "Jeg er her for at tale med hr. Takahiro" forklarede hun tjeneren der tog imod hende da hun trådte ind "han forventer sikkert ikke mit besøg, men fortæl han at Yaya Dé Ricéy ønsker en samtale med ham" forklarede hun og accepterede tygeligvis ikke et nej, ikke denne gang.

[Akio Minori Takahiro]

Akio havde mere end en grund til at sige nej til at undervise denne kvinde. men at hun ligefrem valgte at opsøge ham havde han ikke set for sig. Akio sad i sit private rum som han så tit gjorde. han havde lige lavet alt sit parpirarbejde færdig og gik roligt over til sit flygel. han kørte hånden over det og så på sin hånd. arene var tydelige. han skulle finde en måde at få ciel til at glemme.
tjeneren var en ung pige der lige var begyndt. hun var enlig mor og kun 18 år. hun bukkede dybt for yaya og da hun sagde hun skulle tale med Akio så hun rundt. hun havde ikke været der længe nok til at turde tale med chefen. en stor mand som stod bad bardisken overhørte det hele og gik over til dem og lagde en hånd på pigens skuldre og bad hende gå ud og vaske glassende af. han så på Yaya og sukkede lidt.
"Akio Takahiro ønsker ikke at forstyrres for tiden. men jeg kan se om han har tid til en samtale."
det var tydeligt at manden ikke var så glad for den måde Yaya var på. han gik over ti bagdøren og bankede på. Akio havde sat sig ved flyglet og var begyndt at spille. han var ganske rolig og da bartenderen åbnede døren støg Akios musik ud i kroen og mange gæster blev tavse og lyttede. Akio var kendt for en musik indlevelse og det passede. Akio sad med lukkede øjne og spillede roligt.

[Yaya Dé Ricéy]

Yaya blev sjældent blandet ind i Ciels arbejde og hun kendte ikke noget til denne herre før hun havde hørt om hans klaver talenter. Det var den eneste grund til at hun havde skrevet til ham, men hun kunne af samme grunde ikke vide hvorfor han undgik hende og palæet. Det afslag hun havde modtaget havde været for kortfattet til Yayas smag, blev hun nægtet noget havde det ofte en god grund.

Yaya havde tendens til at udvælge sig nemme ofre, pigens tydelige usikkerhed havde været oplagt til at få hende til at handle, hvis ikke manden havde blandet sig. Hun fandt det også en anelse morsomt at få den almene borger til at vride sig af usikkerhed. Hun flyttede blikket fra pigen til manden som han talte til hende. Yayas blik blev en anelse spidst pga. den tone som manden manden behandlede hende med, men hun holdt sig fra at kommentere det. Hun kunne ikke opdrage hele verden selv "Ja, gør det" sagde hun med et høfligt smil og hun bekræftigede sig selv i at være en førsteklasses skuespiller ved at kunne skjule sin lyst til at sætte manden på plads. Hvis nogen skulle sende hende væk blev det ejeren selv, men hun var ikke i tvivl om at det ville være dumt at nægte at tale med hende. Desuden ville det også starte en masse rygter om Akio, og dårlig omtale kunne han da ikke være synderligt interesseret i. Eller hvad?
Yaya lukkede øjnene da musikken pludselig strømmede ud i kroen, hun smilede tilfreds. Hun havde ikke taget fejl da hun havde udvalgt denne herre til sin nye musiklærer. Musikken fik hende ikke til at ønske hans undervisning mindre, men noget hun aldrig ville gøre var at tigge. Ville han ikke undervise hende accepterede hun det, men helst ikke uden en forklaring. Specielt fordi hun lidt følte sig tilsidesat når han tydeligvis underviste andre. Hun åbnede øjnene igen og ventede, hun havde ikke brug for at lave en scene i kroen. Flere af gæsterne snakkede allerede om hende kunne hun høre, men det rørte hende ikke. Hendes tilstedeværelse blev altid bemærket. Mest af alt fordi hun tit overstrålede sin omgivelser og hendes tilstedeværelse i rummet var som en hovedballerina på scenen, dragende og sjældent væk fra centrum af opmærksomheden. Hun var ikke blevet bedt om at vente så hun krydsede rummet og gjorde manden selvskab ved baglokalet, og hendes attitude gav ham ingen mulighed for at sende hende væk derfra igen.

[Akio Minori Takahiro]

Akio var nok i samme klasse som yaya. men han opførte sig tit som en borger og alligevel ikke. nogle ville sige at han mente han var bedre end andre. men faktisk. så mente han bare at det var bedre at gå alene end sammen med andre. han stoppede til sidst og vendte sig mod døren og så på manden.
"der står en kvinde her som vil tale med dig. skal jeg sende hende væk"
de fleste rige ville blive rasene over at han ikke tiltalte sin chef med De men Akio havde sagt at du var okey. han rejste sig roligt og gik over til vinduet og så ud af det med rolige øjne.
"jeg ved hvad hun vil. bare send hende end Ricky"
hans stemme var rolig og hans isblå øjne så ned på gaden hvor familier gik og børn legede. han vidste at en kvinde som hende ikke bare ville gi op. hun mindede om sin mand. Akio så kun noget godt i deres søn. han så kun posientiale i Caleb. forældrene kunne rende ham. men som rigmand kunne man jo ikke sige sådan til andre rige.

[Yaya Dé Ricéy]

Det virkede lidt som om at denne herre opførte sig som de menneske han omgav sig selv med. Hans brev havde passet til de forventninger hun ville have fra en anden mand af samme stand som hende. Det var heller ikke for at påpege hans opførsel hun var her, men at hans arbejdere tiltalte ham med du, og ved fornavn, det kom alligevel bag på hende. Denne herre opførte sig som om at han skiftede rang så det passede til den person han snakkede med. Det forbløffede hende lidt men hun sagde ikke noget. Betragtede blot mændene på skift og skjulte sine egentlige følelser bag en pletfri facade hun sjældent lod falde. I hvert fald ude i det offentlige rum, i privaten var hun også på fornavn med sine mest betroede tjenere, og hun tillod faktisk slet ikke nogen form for høflig tiltale fra sin familie. Respektfuld måske, men på ingen måder høflig eller underdanig, det virkede så koldt. Ikke en facade hun havde noget imod at holde overfor fremmede, men bestemt ikke noget hun accepterede i selvskab med sin familie.
Hun lyttede til deres samtale og et smil legede kort med hendes læber. "Yderst bemærkelsesværdigt" sagde hun henvendt til Akio, som for at påvise at hun fandt det både underholdende og egendommeligt at han allerede nu vidste hvad hun ville. Hun tog hans ord som en invitation og ventede ikke på at manden fra baren skulle begynde at fortælle hende hvad hun skulle og hvad hun ikke skulle. Hun passerede ham rolig og trådte ind i Akios rum og så sig lidt om, ikke dømmende, men bare for at tage rummet i betragtning. Flygelet fangede hendes opmærksomhed og hun strøg blidt og tankefuldt fingrene over de nærmeste tangenter. "Men hvis de allerede havde forudsagt min reaktion på deres brev, hvorfor så ikke blot forebygge det hvis de ikke ønskede mit besøg?" spurgte hun med en høflig om end mildt undrende tone. Hun havde ingen intentioner om at fornærme eller gøre sig uvenner med denne mand, tvært imod ønskede hun oprigtigt at han ville ombestemme sig. Hun betragtede hans ryg som han stod ved vinduet men gjorde ingen mine til at ville skynde på deres samtale eller på ham. Hun ventede roligt og vidste ikke rigtigt om hun skulle sætte sig eller om dette ville blive en yderst kort samtale og det derfor var overflødigt. Denne følelse med at stræbe efter det uopnåelige havde dybt tag i hende for første gang længe, det havde været den samme følelse der havde drevet hende til at begynde at træne heste selv og var i sidste ende også den følelse der havde drevet hende til at rejse tilbage til Talian. Indtil videre gik tingene i orden når hun fulgte denne følelse, men hun havde ingen forventninger om hvordan dette ville ende, taget i betragtning af at hun ikke kendte noget til denne mand, ikke udover hans tydeligt ønske om at fjerne klasseforskellene mellem ham og folkene omkring ham og hans åbentlyse talent. Hun kunne kun billige en af tingene, og han burde vide hvilken. For modsat ham lagde hun ikke skjul på sin rang og den værdighed og stolthed som hun blev forventet at opføre sig med. Hun blev stående ved flygelet men valgte at åbne sin kappe i halsen og trække den af skuldrene.

[Akio Minori Takahiro]

hun så måske på Akios forhold til sine medarbejder som underlig. men faktisk. var det kun Ricky han sagde du til og var på fornavn med, Ricky havde været en god ven til Akio imens hanhavde startet alt op og var en tro medarbejder. han hørte pludselig hendes ord og vendte sig om og lænede sig op af vindues kammen. hun fattede vist ikke just tingenes betydning i et enkelt nej.
Akio så hvordan hun kørte sine finger over hans flygel. det var næsten det eneste i hele det rum. et flygel og et bord i hjørnet til parpir arbejdet men rummet var stort i forhold til indholdet. Akio krydsede ikke armene da han vidste det betød at folk ikke var indviteret, at de var uvelkommende og at de ikke var ønsket at tales med. Akio betragtede hende ganske roligt som hun så på ham.
"De, en rigmands kvinde. De burde kunne skaffe dem hvad De lyster. Skaffe Dem de lærer De vil ha. men dog har De ikke lært betydningen af et enkelt og simpelt ord som nej."
Akio skuffede sig væk fra vinduet og gik mod hende med tomme følelser i øjnene og stilte sig tæt på hende og så hende direkte ind i øjnene. hans isblå øjne med katte prupiller var et sjældent syn. men selv om mange ville tro de var mutant øjne var de faktisk blot en ulykke fra hans side af han så på hende og ventede roligt på hendes reaktion på hvad han havde sagt. Akios sorte tøj gjorde hans lyse hår nærmest lyste mere op end normalt.

[Yaya Dé Ricéy]

Yaya havde ikke andre indtryk at bygge sin bedømmelse op på, så indtil hun så andet skulle Akio selv sige noget for at ændre hendes syn på ham. Hun betragtede ham, og på trods af at han ikke krydsede armene så virkede hans kropsprog på ingen måde indbydende. Men det lod heller ikke til at ligge til hans person at byde folk velkommen. Når hun så på ingen måder var ønsket så var hans reaktion ikke uventet.
Han havde ganske ret, hun kunne skaffe sig lige hvad der passede hende. Af selv samme grund stod hun nu i hans kro. "Jeg takker for Deres tillid til mine evner, men de tager ganske fejl" svarede hun henrykt over hans forsøg på at tale ned til hende "Jeg har blot lært aldrig at acceptere et nej uden en god grund" tilføjede hun og betragtede ham med et smil "Som.. Hr. Takahiro.. jeg ikke kunne spore i deres brev" sluttede hun og lagde op til at han kunne forklare sig nu. Han gik over mod hende men hun så ikke den mindste smule skræmt ud. Selv ikke fordi han fysisk var højere og så større og mere skræmmende end hende, så lod hendes udtryk og væsen sig ikke kue og hun virkede på alle måder lige så magtfuld som ham. Hun behøvede ikke sin krop eller fysisk overlegenhed til at bevise hvem hun var. Det var også noget hun havde lært at være rigmandsdatter. Hans øjne faldt hende ikke som unaturligt da hun havde tilbragt de sidste 6 år i Merosal og derfor var vant til mutanter. Derfor tænkte hun ikke over det da han ikke gjorde noget for at skjule dem. Hun satte sig ned på bænken foran flygelet men ryggen til instrumentet og front mod ham. Hun foldede kappen i sit skød og så afventende på ham, hun lod ikke sit blik vige fra hans under den magtkamp han lod til at forvente. Hun gjorde det tydeligt hvor ubetydligt hans truende skuespil var for hende. Hun ville have sin grund, så skulle hun nok lade ham være alene med sine lavere rangerende venner. Hun betragtede hans øjne med en undrene mine og lod efterfølgende tydeligt lod blikket glide over hans skillelse og hendes blik stoppede ved hans hænder og hun løftede øjenbrynene med en let overrasket mine. Havde en skade været problemer havde det blot været at skrive det i brevet, så havde hun lader ham få fred og fundet en anden. Men en tanke om at han måske havde holdt grunden hemmelig havde også strejfet hende, og gjort hende endnu mere nysgerig på hvilken årsag han havde til ikke at ville undervise hende.

[Akio Minori Takahiro]

Akio så på hende. han forventede ikke en magtkamp men så blot på hende for at vise at han ikke var bange for hende. hun blev nok set som meget høj i rang. men for Akio var alle i samme båd. alle i samme rang men han kunne sagens tilpasse sig andre. han så hvordan hun satte sig ned og sukkede lidt af hende.
"alting behøver ikke en grund. Ej behøver jeg at gi Dem en. har De tænkt at jeg måske bare har meget travlt."
han så pludselig hvordan hendes øjne gik fra hans øjne ned af ham og ned til hans hænder hvor hun løftede øjenbryn. han tog hænderne stille om bag ryggen. sårene var næsten helt helet. men han kunne intet gøre for at skjule arene eller hans øjne, han var jo bare ikke den mest heldige mand. Akio så på hende og anede faktisk ikke helt hvordan han skulle få hende til at forstå at han bare ikke ville uden at gi en grund.

[Yaya Dé Ricéy]

Yayas attitude havde ikke til formål at skræmme folk, det havde nogengange den effekt, men hun havde ikke til formål at virke frygtindgydende. Det var så besværeligt at havde en samtale med folk der var bange for en. Akios frygtløse fremtoning havde været perfekt hos en lærer, en person der ikke var bange for at sætte hende på plads, og som ikke blot ville rose hende af frygt for hendes reaktion på kritik. Jo længere og længere hun kom i samtalen jo mere blev hun sikker på at han var et glimrende valg. Hun smilede en anelse medfølende da han sukkede, men hun stoppede ikke sit 'projekt'. Hun lyttede roligt til hvad han havde at sige til hende. "Tanken har strejfet mig" indrømmede hun med et nik "men havde Deres årsag været et enkelt problem havde det vel ikke været yderst besværeligt at skrive det, nu De alligevel sendte et brev?" sagde hun med en spørgende tone der tydeligt indikerede at hun ikke forventede en almindelig årsag. "Har sårene på Deres hænder nogen forbindelse til denne manglende tid?" spurgte hun roligt og høfligt, men med en nysgerrigt glimt i øjet da han valgte at skjule hænderne for hende. "Jeg havde forstået Deres beslutning, havde De blot sagt at De var skadet" forsikrede hun ham og betragtede hans øjne med en fortsat rolig mine. "Til trods for at det ikke lader til at have påvirker Deres evner" kommenterede hun og kastede et blik tilbage på flygelet bag sig. Hun var vant til at få forklaringer på de nægtelser der blev hende budt. Men et eller andet sagde hende at denne herre faktisk ikke ville fortælle hende årsagen. Men det ville gøre situationen langt nemmere for ham. Til trods for at hun kun ville blive mere stædig hvis han gav sig til at lyve for hende.

[Akio Minori Takahiro]

Akio var ganske rolig og da hun nævnte hans sår på hænderne om de var grunden til hans manglene tid så han ned på det ene sår i håndfladen. han ville ikke lade små skader gøre han ikke kunne spille hans pasion ud. han så på hende og hævede et bryn.
"hvorfor ønsker De så brandene at lige netop jeg skal undervise Dem?"
han gad ikke diskutere hans sår. og hans liv. Akio var en meget ensom mand og levede faktisk godt sådan. dog vidste han at det ville være bedst at vise man tænkte på fremtiden og få familie. Men hvorfor få en familie man intet følte før. musik var hans pasion. hans liv. hans lidenskab. Akio så på hendes lange hår og tænkte lidt over hvorfor hun ønskede ham. han havde 3 kroer og et vase værksted. Akio havde meget at se til. meget at skulle. plus han også passede på mutanterne
Akio var ganske roligt og ventede på hendes forklaring på hendes ønske om ham som lærer. for at ha ham krævede mere end bare penge. det krævede at han så pasionen og talentet i personen og lige nu så han intet i hende andet end hun ønskede at få sin vilje

[Yaya Dé Ricéy]

Yaya bemærkede at han ikke ville tale om sin skade og lod emnet passere. Hun betragtede ham og hans spørgsmål fik hende til at trække på smilebåndet. Han lod ikke til at være typen som man skulle fedte for. Det passede hende fint så hun svarede oprigtigt. "Fordi Deres evner overgår mine egne" forklarede hun roligt i et logisk tonefald og betragtede hans følelseskolde ansigt. Hun ville ikke have en lærer der var dårligere end hende selv, og selv Akios dagligdags spil indeholde evner hun ønskede at beside. "Og et eller andet sted ønsker jeg også at ændre Deres opfattelse af mig" tilføjede hun med et sigende smil "det er ret tydeligt hvad De tænker om min person hr. Takahiro, men jeg, ligesom De, rummer mere end hvad de fleste ved, og dette forplanter sig til min musik, og jeg er ikke sikker på hvordan jeg skal formidle dette, og jeg er overbevist at en lærer som Dem kan lære mig det" forklarede hun oprigtigt. "For Deres musik og deres fremtoning har praktisk talt intet tilfælles" konstaterede hun roligt. "Desuden har jeg brug for en lærer der ikke blot roser de evner jeg allerede behærker eller fortaber sig i min person, og at De allerede nærer en skepsis for mig styrker min beslutning på det punkt" tilføjede hun og mente oprigtigt det hun sagde. At han havde sagt nej havde vakt hendes interesse. Hun var blevet træt af mange lærere fordi de enten fedtede for hende, ikke højnede hendes evner eller kun underviste hende pga. hendes udseende, hendes status eller hendes familie. Ham her nægtede pure til trods for at han vidste hvem hun var og nu også havde mødt hende. Hun havde først bare ønsket ham som lærer fordi han var dygtig, nu ønskede hun ham som lærer fordi han faktisk kunne lære hende noget, og hvis han tog jobbet, sandsynligvis ikke ønskede andet end at undervise hende. Mange mente at hendes musiske evner var fejlfrie, men hun mente selv der var langt fra fejlfri til perfektion, og at hun ikke kunne formidle sit indre og sine følelser fejlfrit ind i sit spil, det gjorde at hun ikke følte at hun spillede forkert, selvom hver tone i sig selv var perfekt. Og det frusterede hende.

[Akio Minori Takahiro]

Akio forstod godt hvad hun sagde og forstod også hvad hun mente. en lærer skulle være en der var bedre end en selv og en som ikke bare så på ens udseende og fortabte sig i det. man skulle fortabe sig i perfektionen i musiken. hver en fejl i musiken var som at lave fejl i livet. Akio var dog stadig ikke vild med ideen. han satte sig ned ved flyglet og havde fronten mod hende og tænkte lidt over det.
"vis De kan bevise for mig at min mening om dem er forkert og at De er værd at arbejde med.... så vil jeg tage deres ansøgning op til stærk overvejelse"
han så på hende med faste øjne. han så ikke på hendes krop, ikke på hendes former, men i hendes øjne. han ville vide at hun var værd at arbejde med før han kunne sige ja. nok havde han hørt at hun var fyldt med talent men for ham var talent noget sjældent og da hun også var tæt til hans død fjende kunne han ikke få hende for tæt ind på hvad der var hans svage punkt. hans musik. hans pasion. måske kunne hun dog også få overbevist ham om at hun ikke var værd at arbejde med. Akio så små fejl i musik noget nogle lærer ikke så. Akio vidste man skulle spille som man følte inderst inde og kunne man ikke det kunne det være uuh så fejlfrit men aldrig perfekt. aldrig med sjælen og hjertet. hun skulle dog virkelig være god for at han ville arbejde med hende. Etienne var en anden sag. han havde talent. og han havde været igennem helved. nu skulle han på ret spor igen.

[Yaya Dé Ricéy]

Havde Akio ikke forstået hvor hun ville hen med det hun sagde så havde hun genovervejet sin beslutning kraftigt. Det var nødvendigt for hende at Akio forstod netop dette. Hendes lærer behøvede faktisk ikke være bedre end hende, den bedste lærer var for hende en der kunne hjælpe hende til selv at opnå et højere niveau, ikke blot fortælle hende hvad hun gjorde forkert og blære sig med selv at kunne det rigtige. Hun tvivlede på at Akio var typen der pralede, men alligevel fremstod han nogengange både snobbet og bedrevidende, set fra hendes synsvinkel. Men måske fordi hans personlighed provokerede hende lidt, kunne han også vække andre sider af hende. Sider hun oftest holdt skjult for omverdenen. Hun vendte fronten mod ham da han satte sig ved siden af hende. Yaya løftede øjenbrynene af hans ord "Mit ord er ikke godt nok til Dem?" spurgte hun og hvilede hovedet let mod sin hånd samtidig med at hun lagde en finger mod sin kind. Han fik pludspoint i hendes bog for at se på hendes øjne i stedet for hendes krop, få mænd gjorde det. De to andre hun først kom i tanke om når hun tænkte på undtagelser ud over sin familie var Ciel og Esekias. "Jeg kom ikke her for at sælge mig selv hr. Takahiro" svarede hun roligt, men med en let irriteret undertone. Hvad havde han forventet at hun ville gøre, give sig til at bevise sit værd? Det var hun altså for stolt til. Og en lærer burde vel ikke bedømme sine elever på hvad de kunne, men i stedet på hvad den pågældende elev kunne udvikle sig til. Hvad læren basserede sin vurderinger på var så individuelt. Men det kunne ikke være niveauet Akio dømte på, for Yaya kendte godt til hans elev, og han var i hvert fald ikke på niveau på hende - endnu. Hun betragtede ham et øjeblik med sit vurderende orange blik og smilede så af ham. "Men hvad havde De i tankerne?" spurgte hun alligevel en anelse nysgerigt. Hun var ikke interesseret i at skulle til prøve for hun vidste at hun var god, og det burde han vide hvis han bare var lidt social i de musiske kredse. At Akio havde en personlig krig med hende mand kunne Yaya selfølgelig ikke vide noget om, og denne information havde fået hende til at holde sig langt væk fra ham automatisk. Men det ville også være afslørende for hans vedkommende og selvom Yaya måske ikke selv ville kunne drage konklusionen. Yaya ville ikke have noget imod at spille for ham, men ikke nu her på stående fod i disse omgivelser og uden varsel. Hun brød sig ikke om stedet, eller de ansatte. Desuden var musik meget personlig for hende og ikke noget hun ville udstille foran hvem som helst.

[Akio Minori Takahiro]

Akio var måske snobbet for hendes synsvinkel men han var bare sig elv. han så på hendes øjne da hun pludselig virkede meget tænkende. ja hun kendte måske hans elev men den elev var noget særligt. han havde talent vis han ville og det var det som Akio prøvede at få frem i lyset. Akio vidste at Etienne var lavt i musikens verden i forhold til yaya men Akio havde lovet hans forældre at gøre ham god at Akio holdte sit ord.
han så på Yaya da hun sagde hun ikke solgte sig selv rejste Akio sig op og gik over til vinduet og så ud på folket der gik uden for og tænkte roligt over hvad hun ville med han vis hun ikke engang ville bevise hun var værd at arbejde med. han ville ikke arbejde med nogle han ikke kunne høre sjælen i musiken hos. han ville ikke arbejde med folk som bare spillede noderne men ikke melodien. Akio var meget præsis med hvad han arbejdede med. han hørte så hvad hun sagde til sidst og så over mod hende og fangede igen hendes øjne. noget fangede ham med de øjne hun havde. måske var det den vilje de udtrålede.
"jeg vil høre at De kan spille. ikke bare spille"
han vendte sig om og de isblå øjne lyste næsten op med passion og han stod ret og lige op. han så på hende og så faktisk ikke på hendes krop da han ikke havde interrasse i kvinder eller i kvinders krop. musiken var hans kærlighed og hans lidenskab. noget mange ikke forstod.
"lad mig høre Dem nu! lad mig høre Deres følelser"
hans stemme var fast og det var tydeligt hun skulle vise hvad hun kunne nu eller opgive Akio. noget hun måske ikke ville. hun virkede jo meget stædig i hvem hun ville ha.

[Yaya Dé Ricéy]

Yaya bekymrede sig egentlig ikke om Akios personlige grund til at tage sig af Etienne. Yaya vidste på dette tidspunkt ikke engang hvilke traumatiserende oplevelser som drengen havde været igennem og da slet ikke at hans forældre var døde. Hendes 6 års lange fraværdsperiode havde efterladt et stort hul i hendes viden om det sociale i Talian. Noget hun langsomt begyndte at indhente.
Yaya fulgte ham med øjnene da han rejste sig og gik over til vinduet. Hun løftede spørgende et øjenbryn med brød ikke stilheden og lod ham stå. Denne situation lod til at volde ham mange indviklede tanker, for ikke at sige kvaler, men det bekymrede hende ikke. Han ville ikke give hende en brugbar grund til ikke at undervise hende, og nu formulerende han sig endda sådan at situationen kunne vendes fuldstændig på hovedet hvis hun spillede tilfredsstillende. Hun betragtede ham tænkende. Hun lod igen sit blik blive opmærksomt da han vendte sig mod hende.
"Med al rettelig respekt hr. Takahiro.." begyndte hun med et tydeligt afdæmpet afsigsudtryk, der let kunne have været irriteret eller utilfreds hvis hun ikke havde kontrolleret det. Da han verbalt bed af hende sukkede hun opgivende. Hun havde vurderet hans karakter forkert, hun kunne tilføje 'krævende' og 'utålmodig' til sin opfattelse af ham. Det var jo ikke just værdig opførsel. Hun sukkede skuffet og så fra ham til klaveret ved sin side. Hun overvejede det. Men det han krævede at hun viste for at han ville undervise hende, var det hun håbede at udvikle gennem hans undervisning, derfor var det langt fra sikkert at hun kunne møde hans krav i den pågældende stund. Og at lade denne mand vrage sig var ikke en mulighed, det var en anden grund til at hun var kommet. Hun rakte hånden ud og lod, med en elegant bevægelse, en finger trykke en tangent ned så en mørk og dog fuldstændig ren tone spredte sig ud i rummet og langsomt fortonede sig. Med denne tone spredte der sig en ubehagelig stemning der matchede lydens mørke. Yaya vendte blikket mod Akios blik, holdt det og bevægede sig ellers ikke. Den mørke tone blev til en blanding mellem en mørk trussel og et ekko af irritation som tydeligt afspejlede sig i hendes øjne. Lyden næsten klistrede til huden og føltes som noget der blev fjernet med vold da lyden udtonede og fornemmelsen forsvandt. En oplevelse af musikken der kun varede nogle få sekunder indtil at tonen var blot en hvisken og hun slap tangenten igen og trak hånden til sig. Hun sagde ikke noget men betragtede ham blot med sine orange øjne der ikke viste spor af de følelser der kort forinden havde fyldt rummet. Det burde opfylde hans krav. Følelser i én eneste tone. Mere behøvede hun ikke for at udtrykke sig. I sidste ende behøvede hun ikke engang musikken. Hun så på klaveret igen, hun brød sig ikke om at vise den side af sig selv, men når Akio havde tændt de følelser i hendes indre og på stående fod krævede at hun spillede sine følelser, så blev det ikke nogen munter tone. Tonens mørke rungede stadig i hendes indre og gav hende kuldegysninger. Selvom det ikke var hendes intention kunne hun ikke lade vær med at virke påvirket af hvad hun lige havde formidlet. I hvert fald indtil hun så på ham igen, så var det hele fjernet fra hendes blik og afløst af et mere eller mindre neutralt og spørgende blik. Hvad nu?