Silent souls (David)

[Verri Noen]

Den lyshårede pige sad under et fjernt træ i parken omgivet af forskellige dyr. Dyrene blev altid tiltrukket af hendes forståelse af dem og anderledes tilgang til dem. Hun fokuserede sin evne på en hankat der sad overfor hende og betragtede hende med en seriøs mine. Han havde givet hende lov, eller hand følelser havde udtrykt en accept som hun tolkede som tilladelse. Han kunne altid vælge at gå hvis han ikke brød sig om hende. Men det gode ved hendes evne var at folk ikke kunne mærke noget. Selvom hun rodede rundt i deres inderste. Verri var begyndt at udforske sin evne mere siden det hun havde oplevet under mødet med Akio, mutanternes beskytter, men stadig en fremmed for hende. Og netop det at han stadig var hende fremmed havde gjort at hun nu trænede sin evne intensivt når hun kunne. Hvilket havde gjordt at hun var begyndt at stikke meget mere af end hun plejede. Hun havde brug for at være alene, eller i selvskab med folk der forstod hende, andre mutanter.
Verri kunne ikke se katten, men det hun så var mere end hvad de fleste så. Katten var en gammel og stolt skabning der emmede af erfaring og visdom, og jo dybere Verri undersøgte hans lys jo mere blev dette tydeligt. Hun mestrede ikke sin evne så hun formåede ikke at trænge særlig dybt ind i kattens sjæl. Måske et sted fordi hun ikke turde slippe sin kontrol helt. Hun havde aldrig måtte bruge sin evne. Kattens lys havde den karakteristiske opbygning der viste hende at det var en kat men resten var personligt og individuelt og kendetegnede kun denne kat. Faverne strøg omkring hinanden og gnisterne fremhævede farverne på en underligt behærsket måde. Verri smilede for sig selv som hun tolkede farverne. Hun sad i skrædderstilling i sin arbejdsuniform med øjnene lukket. Hun behøvede ikke se på katten for at bruge sin evne. Yderst nyttigt når man ikke ville virke mærkelig eller tiltrække sig opmærksomhed. Dyrene tildelte hende nok opmærksomhed.
Hendes vejvisende fugl sad på en af grenene over hende og holdt øje med situationen, langt væk fra katten.

[Deleted]

David havde tilladt sig selv at tage en fridag for en gangs skyld, selv om det ikke havde været hele dagen, for han havde ikke kunne dy sig fra at ordne nogen af de heste han arbejde med inden han tog vidre. Hans hunde havde forslået ham at tage hen til parken, som om de vidste det ville være en god dag til det, og som altid lyttede han til dem, de havde som regel ret i de steder de forslog og han havde derfor sat afsted på en løbe tur sammen med hundene hen til parken, han havde ingen snore til dem men de bar alivel halsbånd da han ikke ville resikere noget. han løb roligt gennem parken med hoved rettet og en rolig vejrtrækning som om han bare havde gået hele vejen og ikke løb. han nød vinden imod sit ansigt der hjalp ham med ikke at blive alt for varm som han ellers havde tendens til at gøre nogen dage når han løb langt. hundene løb på hver side af ham, det var tydeligt at han var deres leder, at de ikke et sekund så ham som andet. kort før han kom hen ved hende lod ham dem dog løbe frem som de ville, de fik dog hurtigt øje på katten og selv om de på ingen måde ville skade den løb de gøende imod den, for at lege men det var dog alivel tydeligt at de ville forstå den hvis den ikke ville. tæven, den blå af hundene fik dog øje på pigen og fandt hende mere spændende og skiftede derfor retning og løb imod hende, gøende og med lorgende hale for at sige hej. David stoppede op og så opgivende men med en svag latter inden han løb der hen, han gav et svagt bjæf fra sig og hundene kom med det samme hen til ham og lagde sig, "undskyld frøkken, hun ville ikke gøre dig noget, hun kan bare godt lide nye mennesker" han havde en venlig men svag latter i sin stemme mens han så lige imod hende, uden at det gik op for ham at hun ikke kunne se. han bukkede sig ned med det ene ben i jorden og nussede hver af hundene hen over ryggen "undskyld hvis de skramte din kat" hans stemme var venlig, normalt skulle han først se folk an før han var så venlig, men han havde en god dag og det at hun havde siddet med en kat gav ham et billede af at hun nok ikke var så slem en person som hun kunne være.

[Verri Noen]

Katten panikkede, den havde for mange dårlige oplevelser med gårdens hunde til at forbinde noget som helst opsitivt med racen. Panikken spredte sig øjeblikkeligt til Verri som hun så ind i dens sjæl og var forbundet til katten på et plan. Hun sprang på benene med et gisp. Katten søgte tilflugt i træet hun sad under og skræmte hendes fugl væk. Verri søgte hurtigt efter årsagen til kattens panik ved at lukke øjnene og 'scanne' området overfladisk. Bare for at se om hun også burde flygte. Det lignede bare hun samlede sig ovenpå forskrækkelsen. Hunde. Hun lo for sig selv og åbnede øjnene igen, altså ingen grund til panik fra hendes side. Det virkede også som nogle søde hunde så meget fik hun ud af det korte 'blik' på deres lys. Den ene kom mod hende og hun tog glædeligt imod den og nussede den på halsen med begge hænder indtil han kaldte på dem med.. med et bjæf? Verri undrede sig. Hun brugte sin evne til at se nærmere på denne mand. En anden mutant kunne hun hurtigt slå fast, måske derfor han bjæffede? Hun smilede for sig selv ved tanken. Hun undersøgte ham kun overfladisk men fik et godt indtryk af hvordan han var ved blot at 'se' ham. Hun bøjede hovedet til hilsen da han ikke lod til at kræve en mere høflig hilsen fra hendes side af "De behøver ikke undskylde" svarede hun roligt og smilede til ham, et smil der aldrig nåede hendes øjne. Hun havde ansigtet vendt mod ham med hendes øjne var rettet mod hans bryst, som hun ikke tænkte over at skulle spille menneskelig. Det behøvede hun ikke i mutant selvskab. "Det er desuden ikke min kat" tilføjede hun roligt og lagde hovedet tilbage så det lignede hun så efter katten "Og den lader ikke til at bære nag" katten havde sat sig uden for rækkevidde og kiggede nu årvågent ned på hundende. Det eneste tegn på dens forskrækkelse var dens hale der var dobbelt så tyk så normalt. Verri lo let af dens forstyrrede følelser og kunne mærke sit hjerte falde til ro igen.

[Deleted]

han forblev i sin position på det ene knæ og holdte lidt om sine hunde, "så skal jeg da nok lade være med at undskylde hvis det sker igen" han lo i mens han sagde det, i håb om at hun ville forstå at han mente det i sjov, for i virkeligheden ville han sikkert undskylde hvis det skete igen alivel. han så op imod katten og smilede roligt da hun sagde de næste ord "ooh den virkede eller som om den var din, men jeg må nok heller gå igen så den kan komme ned til dig, den lader til at kunne lide dig" han smilede stadig, mere for at være venlig end for at vise den glæde hans stemme i sig selv afslørede. han rejste sig op og så ned på hundene og for en der ville kunne se ville det være tydeligt at han forstod hvad de ville sige hvis de kunne, selv om ingen lyd kom fra dem, han nikkede roligt og hundene rejste sig med det samme og gik hen til hende med lorgene haler for at hilse ordenligt på hende "de kan godt lide dig" sagde han og kigged igen på hundende hvis bjeffen lod ham vide presis hvad de sagde men selv om han ville spørge hende vidste han ikke hvordan han skulle formulere sig selv, hvilket var sjellendt for ham "hvad bestiller sådan en ung kvinde endelig her ude helt alene ?" spurgte han nyskerrigt kort efter og så igen på hende, stadig uvidende om hendes evner og manglende evne til at se som han gjorde det. Han så sig omkring, som altid nød han naturen og de mange dyr som han kunne høre rundt omkring, og som en bonus var der ikke så mange mennesker den dag hvilket for ham var godt, for selv om han intet havde imod at møde nye mennesker så ville han ikke bruge sine fri dage på at være et sted med en stor flok mennesker og chancen for at han ikke kunne være sig selv når det kom til hans hunde, for selv om han havde bjeffet i hendes nærheden havde han før kunne forklare sig ud af det med at det bare var en normal trænings komando, selv om hun jo sikkert ville vide det var løgn hvis han brugte den undskyldning.

[Verri Noen]

Verri kæmpede mod smilet som hans kommentar fremkaldte, hvilket bare gjorde det tydeligere. "Virkelig?" spurgte hun og vippede ansigtet så hendes blik vendte sig mod hans "De virker ikke overbevisende" tilføjede hun som for at forklare sin tvivl på hans kommentar. Hendes blik var gennemborende og vist som altid og rummede ingen følelser selv om hun smilede. Hun var ikke bekymret for at vise ham det, hun stolede på ham af samme grund som hun vidste at han ikke mente det han havde sagt, hans lys. Hun tog imod hans forsøg på morskab og satte pris på stemningen der ikke var upersonlig eller påtaget til trods for at de begge var høflige. Han virkede ikke som om han kom fra overklassen. Men hun kunne ikke vide sig sikker, så indtil videre var hun forsigtig med hvordan hun tiltalte ham.
Katten vovede sig længere ned i træet som Verri reagerede så roligt på hundende. Den klatrede dog ikke hele vejen ned til de nederste grene. Verri rystede let på hovedet "Det var bare en der opsøgte mig" svarede hun og vendte hovedet tilbage til katten. Hun smilede over den sidste del af hans kommentar "De fleste dyr kan lide dem der respekterer og forstår dem" sagde hun og fornemmede at hun gættede et eller andet rigtigt. Hun forstod bare ikke hvad det var hun havde en fornemmelse af, hvad hun følte var så rigtigt. Hun rynkede brynene og fokuserede lidt mere på sin evne, den sagde hende et eller andet. Hun bemærkede lidt efter at hundene nærmede sig, begges lys præget af nysgerighed, glæde og imødenkommenhed. Hun lagde sig på knæ og bød dem stiltiende velkommen. Hundene kunne godt lide hende? Tolkede han det ud fra deres opførsel? Hun måtte gå ud fra at han var deres ejer, men kunne ikke se denne opførsel. De virkede ikke som hunde der kun hilste på enkelte. Hun strøg dem over pelsen og rettede sig automatisk efter positive og negative reaktioner hun fornemmede i deres lys. Endnu en grund til at dyr kunne lide hende, hun vidste øjeblikkeligt om de kunne lide det hun gjorde eller om hun skulle stoppe igen.
Hendes smil falmede lidt da han spurgte til hvorfor hun var i parken. "Jeg gemmer mig" svarede hun ærligt "min mor forstår mig ikke, så jeg fortrækker at være alene". Hun strøg en af hundende over hovedet og så ikke mod ham mens hun talte til ham, hun koncenterede sig om hundene. Hun fornemmede at han nød naturen og besluttede lidt efter lidt at hun kunne lide denne fremmede dyreven og naturnyder. Men sådan var det altid med hende, hun vidste hurtigt om hun kunne lide folk eller ej, og det handlede hun efter. Der var jo ingen grund til at bruge tid på folk man ikke kunne lide. "Hvad med Dem selv?" spurgte hun "hvis De ser bort fra fra 'unge kvinde' delen" tilføjede hun med et smil, nu havde han selv lagt tonen for samtalen, så fortsatte hun den.

[Deleted]

han lo kort over hendes ord "du er ikke tankelæser vel ?" det var tydeligt at det var ment i sjov og ikke som en rent faktisk spørgsmål "det ligger til mig at undskylde for mine hunde i tilfælde af at de ikke kan forstå dem som jeg kan" selv om han i ord afslørede sig selv fik han lagt ordene som en hver anden hundeejer ville gøre det, som var det en menneskelig forståelse og ikke det som det rent faktisk var for ham. han kiggede igen på katten da den kom længere ned og han hørte hendes ord, han var ikke særlig god til katte sprog, faktisk var der kun meget få ord han forstod og det var ord han havde lært fra hundene når de havde forklaret ham så godt som de nu kunne hvad de mente, men alivel tog han chancen og gav en svag lyd fra sig, en lyd han ikke håbedde hun ville ligge mærke til men som han vidste ville være en måde for nogen katte at sige 'jeg er bare nyskerrig, jeg gør ikke noget' , han havde hørt staldkattene sige det til de nye heste hvor han arbejde og håbede at denne kat havde samme dialekt og derved kunne forstå at han og hundene intet ondt ville den selv om de måske virkede sådan. han så igen imod hende "respekt betyder alt når man vil forstå et dyr" han smilede, det var tydeligt han talte af erfaring at dømme efter hans tone, rolig som man ville forvente det af en der var voksede op med at træne heste. han lyttede til hendes ord igen men så undrend på hende mes hoved på skrå, tydeligt nyskerrig "hvorfor dog ikke ? du lader eller til at være en person der kan udtrykke sig selv ?" hans stemme var spørgende for som sådan vidste han jo ikke om han havde ret, men han havde forstået hvad hun mente ind til nu så han forstod ikke grunden til at hendes egen mor ikke ville kunne forstå hende når han som fremmede kunne ind til videre altså. han lo ved hendes næste ord, det var de færeste han havde mødt der pointerede forskellen når de gav ham hans eget spørgsmål, det var en evne han satte pris på ved folk når de gjorde, nok mest af alt forddi det beviste at de lyttede til hans ord og ikke bare spørgsmålet "mine hunde ville ud og løbe, og jeg havde fri i dag, og de ville gerne her hen så det gjorde vi" forklarede han med det samme svage smil om læberne om før. hundene slappede mere af nu efter at have sagt ordenligt hej og de valgte begge at ligge sig ved hende dog uden at tage øjne fra hende, næsten som om de ventede på noget, om det var en godbid eller bestemte ord var dog ikke til at vide, selv ikke for David, der dog tolkede det som om at de forventede hun ville sige hun vidste han var mutant, men han var langt fra sikker på om det var sandt eller om det bare var i hans hoved.

[Verri Noen]

Hun smilede og rystede lidt mere hemmelighedsfuldt på hovedet "Jeg er mere en slags personlæser" svarede hun med en tankefuld tone. Verri nikkede accepterende til hans forklaring, det var meget logisk. Hun havde ikke reageret som hun gjorde hvis det ikke havde været for katten og hendes midlertidige forbindelse til den. Når man lader andres følelser fylde en fuldstændig så overtog man nogle af deres følelser midlertidigt, specielt de stærke. Ved hans ord fornemmede hun igen denne rigtighed, som om der var noget hun burde vide, som hendes evne informerede hende om hvis hun ville lytte til den. "De forstår Deres hunde?" spurgte hun i et lavere meget mere seriøst toneleje. Hun fornemmede en sandhed i sine egne ord selvom det var et spørgsmål og ikke en konklusion. Det var lidt sagt som et retorisk spørgsmål, som grublede hun for sig selv. Hun bemærkede ikke at han flyttede på sig før hans lys bar præg af kontakten til katten.
Katten vendte ørerne mod David som han pludselig lød forståelig. Katten var selv staldkat, og forstod ham nemt. Selv om det var en ældre og kontrolleret kat var nysgerigheden tydelig. Men den blev hvor den var, grundet hundene. Den udtrykte sin utilfredshed med en lav rullende lyd, som kattene ofte brugte når de skulle advare en fremmed mod at nærme sig. Den var ikke fjendtlig mod David, men brød sig ikke om hans hunde.
Som kattens nysgerighed blussede op fangede den Verris opmærksomhed. Hun undrede sig over den pludseligt ændrede reaktion og fokuserede skiftevis på de 4 lys i hendes nærhed. Hundene var ikke fokuseret på katten men det var David. Hun vurderede mulighederne. Hendes tanker blev skubbet til side da han svarede på hendes kommentar om respekt. Hun smilede af ham "Respekt betyder alt når man vil forstå alle levende væsner" rettede hun høfligt, respekt var ikke kun forbeholdt dyr eller mennesker. Hun fornemmede hans undren da hun fortsatte med at tale og lo tørt af hans kommentar "Det er netop et problem for hende at jeg er så.. udtryksfuld" svarede hun men brugte et pænere ord end det hendes mor plejede at bruge om hende. "Hun benægter hvem jeg er og prøver at ændre hvad jeg er" sagde hun med et suk "Jeg har bare ingen intentioner om at ændre hvad og hvem jeg er" hun fik et tankefuldt indtryk det passede fint til hendes fastfrosne øjne. Det hele gav hende et udseende som om hun så ud i det fjerne, og så en verden som ingen andre så. En verden som hun ikke ønskede at vende ryggen til.
Han lod til at more sig over at hun tilpassede sig det tone han havde lagt for samtalen, det fik hende til at bliver nærværende og igen smile for sig selv. Hun smilede af hans svar, en løbetur med hundende? Det lød uskyldigt og ærlig talt hyggeligt. Hun kunne ikke bestemme om turen, selvskabet eller det med at løbe tiltalte hende bedst, men hun syntes om tanken. Hun skiftede stadig fokus lidt fra den ene til den anden og hundenes konstante fokus på hende fik hende til at vende sit mod dem igen. Hun smilede af hundende da hun kom frem til samme konklusion som David, bare på en anden måde. Hun klappede den nærmeste på hovedet og sænkede stemmen så kun hundene kunne høre det "Hvorfor siger i det ikke til ham for mig?" foreslog hun og sørgede for at han ikke hørte noget som hun prøvede at bekræfte sin mistanke på andre måder end at spørge direkte.

[Deleted]

han så tankefuldt på hende "hvordan det ?" han var tydeligvis nyskerrig, det viste hans stemme tydeligt, lige som hans øjne gjorde det. han burde havde opdaget hendes manglende syn, men af en eller anden grund gjorde han det ikke, om det var fordi hun så imod ham eller fordi hun virkede så normal i forhold til andre han havde mødt uden syn, vidste han ikke men hendes opførsel skjulte det ind til videre stadig for ham. Han var usikker på hvad han skulle svare på hendes spørgsmål, for han havde aldrig sagt til nogen hvad han var og kunne, dem der vidste det vidste det fordi de havde set det, fordi han havde været uopmærksom når de kom, men så rolig som hans hunde var beroligede ham, faren ved at fortælle det var vel ikke så stor, så han valgte alivel at tage en svag chance "ikke bare mine hunde, alle hunde... og heste" sagde han mens han så ned på sine hunde, en svag nervøsitet gled oer ham men forsvandt hurtigt da hans hunde så ud til at forblive afslappede. han så igen imod hende og lo kort ved lyden af hendes ord "i så fald må visse folk af den høje klasse ikke være levende væsner" det var tydeligt i hans stemme at han lavede sjov, men hans erfaring fortalte ham at visse mennesker fra den høje stand altid ville være hvad de var uanset hvor meget respekt man viste dem. han rystede opgivende på hoved da han hørte hendes næste ord "selv en morder bør ikke ændre sig for andre, end ikke famillie" sagde han og smilede roligt "din udtrykfuldhed er en god evne, kan din mor ikke se det, fortjener hun ikke at se dit smil, eller ønske din glæde" hans stemme var næsten filosofisk men det var tydeligt at han mente det, for selv om han ikke kendte hende fandt han hende alivel værdig til hans ærlige mening, for hun havde intet gjort ham, og hvis en fremmede kat og hans hunde gik lige hen til hende uden tøven måtte hun være noget særligt. hundene så ud til at forstå hendes ord, selv om hun ikke talte hundsk, de så på hinanden og det var tydeligt at de uden ord talte sammen, de vendte kort efter hoved imod David og gav nogen bjef fra sig, han smilede og lo en smugle "som i dog kan sige det" han tav kort og så imod hende "de siger at kvinden der ser sjælen under masken ved jeg er en mutant, at hun fandt ud af det helt af sig selv" det var tydeligt han var blødt op nu når han vidste hun vidste det om ham som langt fra alle vidste. "men hvad de mente om det de sagde om dig, det går jeg ud fra du kan forklare mig" han var nyskerrig, men hans stemme var stadig venlig som den hele tiden havde været det.

[Verri Noen]

Hendes evne og instinkter fortalte hende at han var til at stole på, men hun tog stadig små skridt af gangen. Hun betragtede hans lys og nysgerrighedens farve blusse tydeligt, både som gnister og røg. "Man kan sige at jeg er god til at bedømme folks karakter" svarede hun med et skævt smil, det var sandt, men stadig ikke helt direkte. Hun gjorde meget ud af hende tiden at tale sandt. Hun betragtede hans lys og så hans usikkerhed og uro, men det nåede aldrig længere end gnister, og han lod til at finde ro i sine hunde. Det var en forhold de færreste havde til sine dyr, et forhold hun lidt misundede ham. Hun virkede lidt overrasket over at han fortalte hende så åbentlyst at han havde evner der måske lå ud over det sædvanelige. Verri kunne mærke sandheden i det han sagde og vidste at hans lys ville bekræfte hende hvis hun undersøgte det. "De taler med specielle typer dyr?" spurgte hun interesseret "sådan som De taler med mig?" spurgte hun tydeligt nysgerig, hun kunne se og derved forstå dyrs inderste men hun kunne aldrig være sikker på at de forstod nøjagtig hvad hun sagde. Og heller ikke den anden vej, men hun fattede pointen med deres forsøg. Han snakkede videre og Verri lyttede. Hun klukkede muntert over hans indirekte fornærmelse af overklassen, altså tilhørte han den ikke. "Jeg mener stadig man skal behandle folk med respekt selvom de ikke giver den" sagde hun stadig smilende "men man behøver ikke omgås dem mere end højst nødvendigt" tilføjede hun lidt lavere, men stadig højt nok til at han kunne høre hende. Hun nød den naturlige tone som deres samtale havde fundet og fandt ham underholdende, måske fordi mange af deres holdninger var ens, ligesom deres interesser. Hun kunne se hans lys ændre sig da hun forklarede sin utilfredshed med sin mor. Hans reaktion passede hende fint, men hans ord undrede hende en anelse. "En morder burde nok ændre et eller andet" sagde hun, lidt usikker på hvorvidt han havde tænkt kommentaren igennem, men hun fattede hans pointe, "men tak" sluttede hun med et taknemmeligt smil. Hun missede måske et par detaljer pga. hans tale, men hun forstod ham fordi hun kunne 'se' hvad han mente.

Verri kunne ikke se hundene bevæge sig men hun kunne se deres lys påvirke hinanden inden de begyndte at bjæffe. Hun regnede med at det betød de snakkede med denne fremmede. Da han oversatte blev hun overrasket. Dyrene forstod måske mere end hun havde regnet med. Verri var imponeret over hundenes udtalelse "I er nogle kloge hunde" sagde hun annerkendende og strøg dem over hovedet og halsen efter tur. "Hvordan siger man det på hundsk?" spurgte hun David mest i spøg, men hun ville faktisk gerne vide det.
Han spurgte ind til det hundene havde sagt om hende. Det var naturligt. Hun smilede og besluttede at stole på ham. "De ser på en mutant der ikke har det almindelige syn men i stedet ser med sin evne" svarede hun lavt og hemmelighedsfuldt og lavede en neje bevægelse i siddende stilling "jeg ser folks inderste jeg" uddybede hun roligt "men sådan som folk beskriver deres synsevne virker det forkert at beskrive min evne som om jeg ser det, det er mere en fornemmelse der åbenbarer sig for mig" sagde hun og strøg noget af sit hår tilbage med en mine der viste at hun havde svært ved at forklare det.

[Deleted]

han lyttede, tydeligt nyskerrig til hendes ord, han gav en lille lyd fra sig som et 'aha' med uden ordene i sig selv, ikke at han ikke forstod hende men han var overraskede over hendes måde at formulere det på, først der lagde han mærke til at noget ved hende var anderleds, men ikke hvad det var, for så meget studerede han heller ikke hendes ydre, han havde som sine hunde en måde at se forbi det ydre og tage sig af det indereste først, hvilket tit var grunden til at han ikke kunne genkende folk på gaden han havde mødt ved mindre de sagde noget eller han havde mødt dem mange gange. han lyttede til hendes spørgsmål og overvejede det kort "jeg forstår hunde og heste fuldt ud, og de forstår mig, jeg kan nogen få ord til katte og fugle, men det er svært, jeg har evnen til det men det vil ikke rigtig side fast" sagde han med en svag latter i stemmen "men ja, men de inddivider jeg er meget sammen med er det som at tale til dig" han smilede stadig, det var tydeligt han slappede af så længe hans hunde gjorde, men at de fik ham længere ned end han normalt ville være det med en fremmede.han nikkede svagt ved hendes næste ord "det har du nu helt ret i, men det ville nu være rart hvis man kunne tvinge dem til at give respekten igen" han havde en svag latter i stemmen for at lade hende vide at han ikke mente det ondt, men mere i sjov. da hun sagde en morder burde ændre noget, gik det op for ham hvordan hans ord nok var blevet opfattede "self skulle en morder ændre sine handlinger, men jeg mente med det indre, de fleste har noget et eller andet sted i sig der ikke skal ændres" sagde han med en svag latter for at forklare sig selv, dog valgte han ikke at kommentere på hendes tak da han ikke så en grund til det. "øømh" han tænkte lidt over hendes spørgsmål, for selv om han kunne det var han ikke van til at folk spurgte ham så han var nød til at tænke over hvordan han normalt sagde det, han gav en dub næsten rumlende lyd fra sig der tydeligt kom fra et sted dybt i ham inden en dvag piven blandet sig med lyden, en lyd der på ingen måde lød til at komme fra et menneske, hvilket ikke undrede ham da han aldrig havde hørt et menneske være i stand til at sige den sære blandings lyd før, med undtagelse af sig selv. han lyttede til hende, han lyttede på samme måde som når han læste en bog eller talte med en hest han aldrig før havde mødt, han var tydeligt intreserrede i hendes evne, nok mest af alt fordi han ikke havde hørt om den før, "det lyder virkelig spændende, så hvordan ser jeg ud for dig ?" han endte med at sætte sig helt ned, men han holde sin afstand til hende og hundene for at fysisk vise at han ikke vil trænge sig på men bare var nyskerrig af natur.

[Verri Noen]

Hans lys tydeliggjorde en hvis spekulation til trods for at han bekendtgjorde at han forstod med hans 'aha'. Det var ikke noget hun bed synderligt mærke i da det vel var naturligt at mutanter var forsigtige til de vidste at de var blandt venner. Og hentydede man først til at man havde specielle evner blev folk enten nysgerrige eller ængstlige.
Han lod ikke til at bekymre sig for at fortælle hende om sig selv, og hun lyttede opmærksomt. Også selv om hun havde svært ved at genkende folks lys på gaden, så blev det nemmere jo mere hun vidste om personen. Som om at disse karaktertræk lå på overfladen af lyset og sprang hende i øjnene så snart hun så folk. Detvar noget nyt, noget der først havde skræmt hende. Når hun så folk hun havde mødt før fortalte hendes evne hende alt det hun havde fået af vide om dem når hun så dem. Men det var ikke alt den fortalte, kun brudstykker, ofte forvirrede det hende bare. Hunde og heste? Praktisk når man selv havde i hvert fald to hunde. Katte og fugle også? Måske kunne hun få ham til at oversætte for hende engang hvor han kunne det også. For hun ville så gerne vide mere om sin fugl, der p.t. sad i træet over dem. Ved tanken om træet lo hun for sig selv da hun indså forbindelsen mellem ham og kattens nysgerighed tidligere "De snakkede til katten i træet tidligere gjorde De ikke?" spurgte hun for at være helt sikker. Hun lyttede til hans forklaring og fik indtrykket af at det var meget ligesom at lære nye sprog, det havde de fleste mennesker evnen til, men det kom jo ikke bare sådan af sig selv. Hun smilede til ham og nikkede.
Hun så undrende på ham da han begyndte at snakke om at tvinge respekt ud af folk. "De sagde selv at folk ikke burde ændre sig for nogen" kommenterede hun med et drillende smil, hun kendte hans tanker godt, for hun havde selv haft dem, men at tvinge folk til at være noget de ikke var, det var vel ikke at behandle dem med respekt? Eller hvad?
Hun smilede over hans reaktion til hendes kommentar med morderen og nikkede til hans konklusion. Hun havde godt vidst hvad han mente, men hun ville lige se om de var på samme side omkring mord.
Verri lyttede til lyden han lavede og forsøgte så vidt muligt at kopiere den, men det lykkedes hende ikke og hun endte med at le af sit forsøg. Det lød som en mærkelig form for rømmelse med forskellige undertoner. Forsøget endte også med at hun måtte hoste inden hun lo igen. "Det lader ikke til at jeg har talent for det" sagde hun med latter i stemmen "Det som han sagde" forklarede hun henvendt til hundene.
Hun kunne se hans interesse og nysgerighed tydeligt, men også hans tilbageholdenhed. Det fik hende til at smile, men hun kommenterede ikke på det. Hun havde det ikke godt med at fortælle folk om hvordan deres indre så ud, det blev folk ofte sure over hvis de ikke havde spurgt. Hun vidst altid for meget, og talte ofte over sig. Så var det bedre at holde helt mund. Hun tænkte over hans spørgsmål. "De er et virvar af farver i forskellige former" svarede hun roligt "Det var svært at finde rundt i farverne i starten, men jeg bliver langsomt bedre til det" tilføjede hun. "Hver sjæl har et centrum" forklarede hun og holdt en knyttet hånd på "den bærer farven for personens indre godhed eller ondskab, din er meget lys, ergo ved jeg at du er god" forklarede hun og løftede anden hånd og vippede med fingrene omkring hendes knyttede hånd. "De andre farver repræsenterer stærke karaktertræk og nuværende følelser" forklarede hun videre "karaktertrækkene er ligesom en tåge, og de midlertidige følelser er en form for gnister" forklarede hun. Det var ikke nemt at forstå, og slet ikke at forklare, hun håbede han forstod.