Workout (Esekias)

[Esekias Lawrens Montegeu]

esekias så roligt på ham, det var de færreste der havde let ved at indrømme hvad deres svage punkter lå i, selv havde han i den sidste tid blevet slået flere gange end han var van til, de andre 4 af kongens ridder var alle utroligt dygtige kæmper. det var ikke sådan han blev slået hver gang, men der var sådan cirka halvdelen af gangende.
" lad os nu se, det er lang tid siden jeg har sparret med andre en de andre 4 hos hans majestæt, så jeg er lidt rusten til at forudse ting"[/color]
sagde han alvorligt, han blev kun bedre hvis han tog de ting op han var rusten i. han kunne ikke lade være med at smile skævt da han spurgte om han ville blive ladt i fred når de begyndte at fægte
" Nok ikke, vi får nok tilskuer på"[/color]
sagde han uden at virke så begejstret for det, han følte ikke der var noget at kigge på, men han kunne jo heller ikke benægte at det gjorde de aligevel, nogle gange var det lidt som om præsset om at vinde var meget stort.

[Akari Misero]

Akari kiggede overrasket på ham da han kaldte sig selv rusten, måtte man være det som kongens livvagt? Nå ja, han rystede tanken af sig, han havde måske overvurderet ham? "Er der en speciel type nærkamp De fortrækker?" spurgte han, det var næsten som om at det var Esekias der havde mest brug for træningen. Men hvis Esekias var rusten så blev det måske endnu mere tydligt hvor hurtigt Akari egentlig kunne reagere. Han gruede lidt for det, men nu havde han jo aftalt at de skulle spare, så nu måtte han tage det som det kom. Han strakte sig og kørte så lidt rundt med skuldrene for at løsne dem op. Han kunne ikke tillade sine muskler at blive helt kolde så de skulle nok snart i gang, uanset hvad de så skulle give sig til. Han gennemgik sit udstyr, han kunne heller ikke tage for mange vægte på for så kunne Esekias ikke flytte rundt på ham, så resten måtte han altså selv kompencere for. Akari smilede over hans klemte udtryk "Så lad os give dem et godt show?" foreslog han med en tydeligt spøgefuld tone, som om at han kunne være helt rolig, og at Akari så nogen problemer idet. Det var mest for at få Esekias til at tage det mere rolig, det var trods alt kun træning. Akari levede heller ikke på sit rygte som ubesejret, det var ingen pointe i at sætte sådan et rygte i gang, så fik man da aldrig ro, det var måske det som Esekias oplevede nu.

[Esekias Lawrens Montegeu]

når esekias sagde han var rusten var de selvfølgelig i forhold til hvad han selv syntes han havde været, og når man kun trænede med de samme i lang tid, blev man vand til dem, og derfor mindre van til at se nye ting, det var en af grundene til at han var gået her ned. han havde aldrig selv syntes han var noget specielt i kampsport, han brugte bare de ting han kunne finde ud af. han rystede på hovedet til hvilken nærkamp han foretrak, det var bare for at have en kamp uden våben
" Nej det har jeg ikke"[/color]
sagde han roligt og kiggede på ham, ved hans næste kommentar kunne han ikke lade være med at små grine, det var første gang han havde fået det svar på at der var mange der så på
" ja det må vi nok hellere"[/color]
sagde han med smil i stemmen og kiggede på manden, han virkede som om han gerne ville igang, og det ville esekias enlig også gerne, så han trak ud på gulvet hvor der var plads til at kæmpe og ventede

[Akari Misero]

Akari lod blikket glide undersøgende over Esekias mens han nikkede "okay så" så måtte han altså lade Esekias starte. Alt andet var for besværligt. Han fulgte efter Esekias ud på gulvet hvor de alligevel ikke ville slå andre ud når de engang begyndte at slås. Han var dog stadig lidt usikker på hvordan han skulle gribe det an, der var det lidt nemmere med fægtning, der var det logisk at gå over til nærkamp når den ene mistede sit sværd, men sådan var det altså ikke denne gang. Men kampene i virkeligheden var ofte også langt fra logiske. Esekias' latter løsnede dog hans grublerier op, nå ja, det var jo bare træning. Han ville ikke tænke så meget over det hvis det var en kamp relateret til hans arbejde eller en udfordring. Han rystede påhovedet af sig selv.

[Esekias Lawrens Montegeu]

Eskias betragtede modstandere, og mødte så hans blik, folks hensigter lå i øjende, man kunne styre sin mimik, men ikke intentionen i øjende. han ventede roligt til at Akari var klar. han startede langsomt ud med et par almindelige slag og spar, der var ikke blevet opsat nogle regler for hvad man gjorde, men man kunne lige så godt starte roligt ud, han brugte det meste til at måle sin modstander og finde ud af hvordan han kæmpede. Esekias styrke lå som sagt ikke i hans kræfter, men i at han kunne vende sine modstander styrke mod dem, med sin indøvede teknik, og så var han hurtigere end de fleste. i hvert fald hurtigere end de fleste mennesker. der gik noget tid men inden længe stod et par enkelte og så på, der var dog ikke kommet så mange der over endnu for at kigge på det. esekias smilede roligt hele tiden, men var meget koncentreret, og tonede hvem end der måtte være kommet for at kigge på ude, han holdt kun øje med Akari, og i sin bevidsthed området omkring sig, i tilfælde af andre modstander kom på, dette var ikke så relevant i træning, men det var relevant i virkeligheden, og i træning var det brugbart til at man ikke stødte ind i nogen eller noget.

[Akari Misero]

Det var ikke svært at se at nærkamp var noget Akari var god til, nok det han var bedst til. Han tog imod Esekias' slag, og bedømte ham, hans metode og hans styrke. Han forventede ikke at Esekias ville bruge al sin styrke i de første slag. Han øjne var meget rolige men samtidig meget analyserende, der lå ikke den store angrebslyst i dem endnu. Der var hurtigt ret tydeligt at Akari både var stærk og hurtigt. Også selv om hans vægte besværliggjorde hans bevægelser. Det tog ham nu længere tid at ændre retning på hans bevægelser med hænderne. Og han holdt sin egentlige styrke og egentlige hastighed i skak udover det. Han begyndte at svare på Esekias' spar og slog et par prøvende slag for at se Esekias' reaktion på dem. Både for at se om hans slag var for stærke men også for at se hvordan Esekias kæmpede sådan helt strategisk. Derefter lukkede han op for lidt mere avancerede slag og kombinationer.
Akari lagde mærke til menneskerne der begyndte at stå rundt om kring og se på når de nærmede sig. Men derefter lagde han kun mærke til dem hvis de bevægede sig. Eller nærmede sig endnu mere. Hans reaktioner på Esekias' slag var altid en smule langsommere end de ville have været hvis han havde været et menneske, for Akaris reaktionsliste havde en ekstra led. Esekias' aktion - opfattelse - udregning af reaktion - vurdering af reaktion i forhold til hvad der er menneskeligt muligt - reaktion. Mennesker vurderede ikke deres reaktioner på den måde som han gjorde. Derfor var hans reaktioner langsommere, hvilket gjorde dem menneskelige det meste af tiden. Men han var stadig hurtig og stærk, også selv om han holdt sig tilbage. Specielt når noget distraherede ham, nyankomne f.eks. Han mistede aldrig fokus helt, men han registerede ændringer i omgivelserne. Og det slækkede en gang imellem hans begrænsning af sig selv.

[Esekias Lawrens Montegeu]

umiddelbart virkede det ikke som om at akari var hurtigere, eller stærkere, men esekias var ret sikker på at mandes rå styrke var stærkere end hans, dog virkede det til at esekias reagerede en smule hurtigere end akari, og det var på det punkt har var stærkest, men en gang imellem fik akari et par slag ind hvis styrke og hastighed kom bag på esekias og han mistænkte ham for at holde sig tilbage, det var dog også kun fair nok, det var kun markering man skulle ind og vise, de havde jo ingen planer om at banke hinanden rigtigt, kampen trak i langdrag for esekias var hverken en for at give op, eller en der blev hurtigt udmattet. esekias havde en god taktik der hjalp ham med at vinde over stærkere og hurtigere modstandere end ham selv, men han var ikke lige så skrap til det i nærkamp som med svær, og akari var dygtig. esekias holdt ikke igen på sig selv, han slå ikke igennem for det gjorde man ikke, men han sparede ikke på sig selv, da det var den eneste måde at blive bedre på, folk omkring dem blev kun rigistret men ikke taget sig af

[Akari Misero]

//Lidt tid senere..//

Akari irriterede sig kort over larmen fra de omkringstående riddere der heppede højlydt på deres farvorit. Han fjernede dog ikke blikket fra Esekias, det havde han fundet ud af var en usigeligt dårlig ide hvis han nærede noget som helst håb om at vinde. Esekias var dygtig, dygtigere end han først havde forventet. Men han havde vel ikke rigtig kunne forvente andet fra en af kongens personlige livvagter. Han havde efterhånden fået et permanent begrejstret smil om læberne. Han morede sig, det var sjældent at folk kunne følge med ham så længe eller matche ham så godt. Esekias gjorde begge dele. Og til trods for at Akari havde lyst til at lægge al sin formåen i kampen så holdt han sig stadig tilbage. Han havde ingen intentioner om at skade Esekias rigtigt, og han havde lidt på fornemmelsen at han kunne komme til det hvis han gav sig selv frie tøjler. Effekten af vægtene, som han bar, kunne efterhånden mærkes. Jo mere energi han brugte jo tungere føltes de. Han havde nok ikke andet valg end at tage dem af når de skulle fægte. Det havde han så også sværdet til at veje i stedet for vægterne. Der farede i det hele taget mange tanker igennem Akaris hoved mens han holdt Esekias beskæftiget med at forsvare sig. Jo længere de kom med deres kamp jo mere angreb Akari ham, det hang nok sammen med at kampen begejstrede ham mere og mere. Alligevel fik han forsvaret sig, selvom han nok mest sørgede for at undgå Esekias' slag end han blokerede dem.

[Esekias Lawrens Montegeu]

Esekias holdt tempoet et stykke tid endnu, men Akari var dygtigt meget dygtig og efter noget tid slap han igennem esekias parader, og han blev slået på redelig hvis. det havde været en god kamp og esekias var ikke en der tog et nederlag i en trænings kamp som nogen skam, det skulle der til for at man kunne blive bedre. han smilede til akari og kiggede op på ham, han havde taget et spark til maven der havde fået ham til at snupled bag over da han havde en haft en lille fejl i sin fodsætning. folk begyndte at klappe rundt om dem, de havde vidst ikke forventet dette udslag, men det var dog ikke helt specielt.

[Akari Misero]

Akari havde måske ikke forventet at Esekias kunne slå ham, men han havde ikke forventet så stort udbytte af træningen. Han havde måske kritiseret for sig for meget? I hvert fald lykkedes det ham ikke at afsløre sig selv. Han var faktisk ret lettet. Men han kunne ikke gå med de begrænsende vægte hele tiden, men han stolede mere på sig selv efter denne sparing. Han var faktisk overrasket over at det faktisk lykkedes ham at slå Esekias i gulvet. Ingen var ufejlbarlig, men det var alligevel kommet bag på ham. Men de havde efterhånden også sparret længe. Han trak vejret dybt en gang for at få sin vejrtrækning helt under kontrol igen. Han ignoerede primært tilskuerne og deres klappen og gik hen og rakte Esekias hånden. Han smil var roligt og på ingen måde overlegent eller pralende. Han var stadig lettere forpustet efter kampen og hans øjne viste stadig tydelig begejstring fra kampen. Inden i frydede han sig dog en smule over at de andre riddere i sidste ende så deres farvorit tabe til ham. Det kunne måske få dem til at lade ham være hvis deres intentioner var negative eller skadelige. For han havde ikke lyst til at banke hver og en af dem for at slippe for deres irritationer. "Tak for kampen" sagde han rolig og ventede på at Esekias tog hans hånd så han kunne trække ham på benene igen.

[Esekias Lawrens Montegeu]

Esekias var ikke så overrasket igen, det var trods alt den disciplin hvor han var svagest, han var blot glad for at have fået ordentlig modstand, for det var den eneste måde man blev bedre på. han tog imod akaris udstrakte hånd med et roligt venligt smil og lod ham hjælpe ham på benende
" Selv tak, det var en fornøjelse"[/color]
sagde han mens han sveden væk fra panden i ærmet, det var trods alt arbejdstøj. det havde været en lang kamp.
" lidt vand før vi fortsætter ?"[/color]
spurgte han med et smil, det var vigtigt at man huskede at drikke rigligt når man trænede så meget, og de havde allerede været igang længe. Esekias tog sig heller ikke meget af de andre lige nu, som sprædte sig ud for at forsætte hvad de selv havde været igang med

[Akari Misero]

Akaris styrke gav han en fordel i de fleste discipliner, men nu han skulle styre den var den faktisk en begrænsning i lige så mange. Så længe han ikke ville opdages som mutant så var det en begrænsning han kæmpede med. Men han havde nydt endelig at få noget modstand, for Esekias havde ikke lagt fingrene imellem. Men han glemte at tænke over sine kræfter så snart at de ikke længere kæmpede og hev lidt for let og en smule for ubesværet Esekias på benene igen. Det var måske noget man ville lægge mærke til efter at de havde kæmpet så længe og begge egentlig burde være trætte. Akari smilede igen til hans kommentar og gav sig til at løsne vægtene om sine arme. De var irriterende at gå med, så han havde dem på så lidt som muligt. Da han havde fået dem af kopierede han ubevidst Esekias og tørrede sig over panden med ærmet. Han lagde vægtene ved sin taske og rettede sig op igen og så på ham. "Et glimrende forslag" sagde han med et nik, det var nu ikke så meget for vandets skyld, mere for pausen. Akari kunne godt have fortsat direkte men han havde ingen planer om at tage vægtene på igen nu hvor han skulle slæbe rundt på et sværd der modsat Esekias' med vilje var lavet for tungt. Det var mere end dobbelt så tungt som et almindeligt sværd men perfekt afstemt og tilpasset til ham. En af de ting han havde haft med fra Merosal. Han kastede et kort blik rundt for at få overblik over omgivelserne men så vendte han opmærksomhed tilbage til Esekias.

[Esekias Lawrens Montegeu]

esekias mere fløj op fra gulvet end blev hevet på benende, det virkede mere som om han var et barn der lev hevet op med stort styr end en fuld voksen mand der rejste sig op med en hånd til hjælpen, og folk kiggede undrende på ham. bevidst kørte han den ene hånd om i nakken og smilede fjoget rundt før han henvendte sig til Akari igen. hvis han selv havde sat af på vej op ville det være naturligt han fløj sådan op, og det ville de andre nok tro at han havde gjordt, på trods af at esekias ikke ligefrem var noget legebarn. det var kun esekias der vidste at han ikke havde brugt kræfter selv på at komme op, og vagt som som esekias var kunne han ikke lade være med at undre sig, selvom det var alt for lidt at vudere en mand ud fra.
" jeg skal hvis passe på med at lade dig hjælpe mig op når du ikke er træt"[/color]
sagde han henkastet med venlig stemme, og i et yderst diskret tonefald og tonelege. Esekias gik hen til vandposten der var og tog nogle store lange slurke af det kølige vand, det var en sand fornøjelse at få efter anstrengelserne og trådte så til siden så Akari kunne få

[Akari Misero]

Akari halv greb halvt stoppede hans fremfærd da han indså at han havde lagt for mange kræfter i at hive han op fra gulvet. Han trak undskyldende på skuldrene med et smil. "Jeg beklager" sagde han med et drenget smil og proppede hænderne i lommerne. Det var tydeligt det ikke var med vilje. Det havde både udstillet sin styrke, afsløret at han ikke var træt og sandsynligvis også at han ikke have givet sig fuldstændig i kampen. Alt dette kunne også indirekte fremstille Esekias som om at han var på et meget lavere niveau end Akari selv. Akari undlod at se rundt på de omkringstående, netop fordi det ville udstille at det ikke havde været med vilje at han havde hevet Esekias så voldsomt på benene. Han ønskede ikke at rygterne spredte sig om hans styrke, både fordi det ville få folk til at udfordre ham, og fordi det ville gøre folk mistænkelige omkring hans race. Han løsnede skuldrene og der lød et par dæmpede knæk. Han lo let af Esekias' kommentar "En rigtig ridder er aldrig træt" svarede han og blinkede let til ham med et skævt smil. Akari fornemmede godt undertonen men valgte at overhøre det, til alt held for ham så reagerede Esekias hverken mistroisk eller fjendtligt. Han slappede langsomt af igen og lagde ikke engang mærke til at han stort set ikke var mærket af kampen længere. Han drak lidt vand men hældte større mængder i ansigtet og håret. Han strøg fingrene gennem håret og lagde det tilbage og væk fra i hvert fald sit ene øje. Det hang stadigvæk ned foran det andet.

[Esekias Lawrens Montegeu]

esekias smilede skævt det var ikke hver dag han var så tæt på at have i armene på en mand.han kiggede roligt på manden mens han drak,han virkede ikke længere som om han var sæligt udkørt, ved hans kommentar grinede esekias og rystede næsten opgivende på hovedet
" så er du mere ridder end mig, jeg kan ikke huske hvornår jeg sidst gik fra mit arbejde og ikke er faldet om i min seng af træthed"[/color]
sagde han grinende og tog sig så en slurk mere før han gik over mod træningsværdene og fandt det frem han plejede at bruge, det var det allermindste af sværene, og aller letteste, et af de svær det normat kunvar de unge drenge der brugte. det var ikke samme type som hans eget lange og tynde sværd som han brugte i alvorlig kamp, men det var det der kom tættest på