Post by Akari Misero on Apr 25, 2013 16:46:17 GMT 1
Akari daskede ham let på skulderen da Esekias fangede balancen igen. Hans drillende smil tydede på en kommentar, men han undlod at sige det. Det virkede upassende at drille en mand man ikke havde snakket ret meget med, men hans natur bød ham at drille folk omkring sig. Han spredte normalt godt humør, men man skulle helst ikke ende med at provokere den forkerte. Esekias lod dog ikke til at tage det hele så personligt eller i hvert fald ikke lige så alvorligt som andre ville.
Da de gik tilbage så Akari lige så oplagt ud som han havde gjort da de startede med nærkampen. Han følte sig heller ikke specielt træt i musklerne, til trods for at han havde båret vægte og holdt sig selv tilbage. Men det i sig selv irriterede ham også. Akari lo af ham, han havde aldrig været kongelig livvagt, men han huskede selv tiden i MeRosal hvor han arbejdede indtil han faldt om af udmattelse, men det havde han ikke oplevet siden han kom til Talian. For det første var det ikke lige så krævende at vogte én person som det var at vogte en hel by, og for det andet kunne han ikke udnytte sine kræfter fuldstændig fordi han skulle holde dem hemmelighed. Derfor havde han heller ikke mulighed for at køre sig selv træt. "Ellers arbejder De bare hårdere end jeg?" foreslog han. Det var uvant for ham at en ridder satte sine evener lavere end sin modstanders. Men måske var det bare fordi Akari havde den opfattelse af riddere at mange af dem var arogante i mere eller mindre høj grad.
Han stoppede nær sit udstyr og viklede en forbinding om håndledene og håndfladen mens han betragtede Esekias, som fandt et sværd. Han betragtede ham, mens han valgte og vurderede det sværd Esekias udvalgte. Let, tyndt og hurtigt. Total modsætning til Akaris preferencer, det skulle nok blive en spændende fægtekamp. Det var ikke fordi Akari var langsom, men hans styrke kombineret med et tyndt og let sværd var resultatet dødeligt. Enten for Akari fordi at han ville komme til at bevæge sig for hurtigt og derved blotte sig selv eller afsløre sig selv, eller for hans modstander, også fordi han ville bevæge sig alt for hurtigt. Det var ikke en god idé, så han holdt sig til de mere tunge sværd. Han ventede på Esekias inden han åbnede munden. "Har De noget imod at jeg benytter mit eget sværd?" spurgte han og samlede det tunge sorte sværd op fra jorden ved siden af sin taske og svingede det et par gange ved siden af sig uden at bevæge hånden ret meget. Det var mest for at vurdere tynden og hurtigt at få føling med sværdet igen. "Jeg har aldrig brudt mig om træningssværdene" forklarede han og lagde den flade side af sværdets blad mod sin skulder og balancerede sværdet mod hånden. At Esekias' udvalgte sværd var tyndt var også besværligt, for hvis Akari slog bare lidt for hårdt med sit hærdede sværd og sin voldsomme styrke, så ville prøvesværdet ikke holde. Og kunne Akari så stoppe sit sværd igen? Han så imidlertid ikke bekymret ud og betragtede afventende sin modstander.
Da de gik tilbage så Akari lige så oplagt ud som han havde gjort da de startede med nærkampen. Han følte sig heller ikke specielt træt i musklerne, til trods for at han havde båret vægte og holdt sig selv tilbage. Men det i sig selv irriterede ham også. Akari lo af ham, han havde aldrig været kongelig livvagt, men han huskede selv tiden i MeRosal hvor han arbejdede indtil han faldt om af udmattelse, men det havde han ikke oplevet siden han kom til Talian. For det første var det ikke lige så krævende at vogte én person som det var at vogte en hel by, og for det andet kunne han ikke udnytte sine kræfter fuldstændig fordi han skulle holde dem hemmelighed. Derfor havde han heller ikke mulighed for at køre sig selv træt. "Ellers arbejder De bare hårdere end jeg?" foreslog han. Det var uvant for ham at en ridder satte sine evener lavere end sin modstanders. Men måske var det bare fordi Akari havde den opfattelse af riddere at mange af dem var arogante i mere eller mindre høj grad.
Han stoppede nær sit udstyr og viklede en forbinding om håndledene og håndfladen mens han betragtede Esekias, som fandt et sværd. Han betragtede ham, mens han valgte og vurderede det sværd Esekias udvalgte. Let, tyndt og hurtigt. Total modsætning til Akaris preferencer, det skulle nok blive en spændende fægtekamp. Det var ikke fordi Akari var langsom, men hans styrke kombineret med et tyndt og let sværd var resultatet dødeligt. Enten for Akari fordi at han ville komme til at bevæge sig for hurtigt og derved blotte sig selv eller afsløre sig selv, eller for hans modstander, også fordi han ville bevæge sig alt for hurtigt. Det var ikke en god idé, så han holdt sig til de mere tunge sværd. Han ventede på Esekias inden han åbnede munden. "Har De noget imod at jeg benytter mit eget sværd?" spurgte han og samlede det tunge sorte sværd op fra jorden ved siden af sin taske og svingede det et par gange ved siden af sig uden at bevæge hånden ret meget. Det var mest for at vurdere tynden og hurtigt at få føling med sværdet igen. "Jeg har aldrig brudt mig om træningssværdene" forklarede han og lagde den flade side af sværdets blad mod sin skulder og balancerede sværdet mod hånden. At Esekias' udvalgte sværd var tyndt var også besværligt, for hvis Akari slog bare lidt for hårdt med sit hærdede sværd og sin voldsomme styrke, så ville prøvesværdet ikke holde. Og kunne Akari så stoppe sit sværd igen? Han så imidlertid ikke bekymret ud og betragtede afventende sin modstander.
