Post by Silvia Hunter on Sept 1, 2012 9:31:58 GMT 1
Silvia lyttede ganske opmærksomt til hans historie, som om det virkelig var noget der kunne ske nu. Også selvom hun aldrig før havde set en kæmpe rotte, men man havde det jo også med at blive overrasket, så hun ville ikke udelukke muligheden for kæmpe rotter. I hvert fad ikke lige med det samme. Imens at han fortalte historien, valgte hun at trække benene ind til sig og sidde mere eller mindre oprejst, imens at hun lyttede. Egentlig slappede hun af, ved at lytte til hans stemme, men samtidig også ved at betragte sine opgivelser, hun ville helst ikke have nogle overrraskelser. Hun så lettere overrasket på Connor, da han begyndte at fortælle om røvere og lyttede derfor ekstra godt efter, da hun helst ikke ville miste nogen detaljer eller noget.
You shouldn't have lied to me.. I'm not good with lies..
Post by connor mitchell on Sept 1, 2012 13:14:04 GMT 1
connor sad helt stille efter som han ikke se det som var omkring sig så det kunne være ligemeget om han så omkring og sagde "da Sparrow fandt sin far var det for sent at gøre noget han var væk fra denne verden men han havde noget at nogle af ham som havde gjort det noget rødt stof og han tog den ud at sin fars hånd og begyndte at græde over sin far og en gammel mand kom frem blå luft og sagde du kan ikke gøre mere her hvis du tager med mig vil jeg hjælpe dig med at finde din mor"
Post by Silvia Hunter on Sept 1, 2012 13:19:58 GMT 1
Silvia begyndt så småt, som historien blev fortalt, at overveje hvornår den mystiske kvinde ville dukke op og hvilken rolle hun egentlig havde. Det kunne jo godt være, at det slet ikke var som hun forestillede sig, men at det måske var det stik modsatte? Nogle forfattere havde det også med at hentyde til noget, men i virkeligheden lave en drejning til sidst, hvorefter man blot ville sidde tilbage med åben mund og være helt uforstående overfor det der var sket. Men det var jo også med til at gøre det hele meget sjovere. Hun lagde roligt armene rundt om sine ben, hvorefter hun placerede sin hage mod sine knæ og virkede meget mere afslappet. "En ånd?" sagde hun lettere spørgende, men mest til sig selv, i håb om at hun måske kunne regne det hele ud og ende med at finde frem til slutningen, selvom det med sikkerhed ville blive svært.
You shouldn't have lied to me.. I'm not good with lies..
Post by connor mitchell on Sept 1, 2012 15:43:49 GMT 1
han smilede og sagde "nej en helt faktisk lederen af Heroes 'Guild som blev kaldt Guildmaster fordi han var den største helt som nogle kunne huske og Sparrow kiggede op Guildmaster og nikkede han ville have sin hævn over dem som var skyld i hvad der sket og Guildmaster lagde en hånd på Sparrows skulder og de kom med det samme hen til Heroes 'Guild hovedkvarter og Sparrow begyndte at træne til at blive en helt men om natten drømte han om en pige som ledte efter noget men han vidste ikke hvad hun ledte efter" og han lænede sig tilbage for at sidde bedre men han vidste ikke der var noget bag sig
Post by Silvia Hunter on Sept 2, 2012 16:33:25 GMT 1
Historien skulle nok vise sig, at være meget mere anderledes end det hun selv havde i hovedet, når man tænkte på, at alt ikke ligefrem gik som hun forestillede sig. Dog havde hun ikke noget imod overraskelser, fordi det jo netop ikke ville være sjovt at kende historien på forhånd. Man kunne også tydeligt fornemme på hende, at hun var spændt på at vide hvornår Silvia Hunter kom ind i historien. Men samtidig var hun også bekymret for drengens rejse, også selvom det var en historie, så kunne man sagtens sætte sig i samme situation. Silvia nikkede roligt til hans ord, som hun lyttede med og begyndte at overveje, hvad pigen mon ledte efter, dog lod hun vær med at spørge denne gang og ventede heller på at historien fortalte hende det. Hun var næsten helt opslugt af det.
You shouldn't have lied to me.. I'm not good with lies..
Post by connor mitchell on Sept 2, 2012 18:36:23 GMT 1
"av" sagde han da ramte og kom til at lave en bevægelse som han gjorde alt for at undgå at lave så jorden bevægede sig over dem hvis man var et par meter væk fra dem ville det ligne at et kæmpemæssigt løve kom op ad jorden og spiste dem og hev dem ned under jorden så langt ned man kunne fornemme at det blev meget varmt connor begyndte at svede og han sagde "er okay Silvia"
Post by Silvia Hunter on Sept 3, 2012 16:46:39 GMT 1
Ligesom hun hørte ham udråbe av, rejste hun sig hurtigt op, men hun var desværre ikke hurtig nok til at gribe ham. Det var jo heller ikke fordi hun havde forventet, at han lige pludselig ville vælte. Men måske han skulle sætte sig ned? "Er De okay?" røg det ud af hende, som en refleks, men der gik ikke længe, før at hun ikke længere kunne koncentrere sig om ham, da jorden lige pludselig rejste sig op rundt omkring dem. Til at starte med kunne hun godt holde sig hen, men som det hele klappede begyndte hun at hyperventilere og kunne ikke længere holde fokus. Varmen steg hende til hovedet, som hun forsøgte at finde en udvej ved at kradse i jorden rundt om hende.
You shouldn't have lied to me.. I'm not good with lies..
Post by connor mitchell on Sept 3, 2012 17:58:06 GMT 1
connor rejste så hurtigt og gik så hurtigt han kunne hen mod hende og tog fat i hendes skuldre og vente hende om så hun kunne fornemme hans omrids og sagde fast men venlig "Silvia tage det roligt jeg er her og passer på dig og hvis du prøver at grave dig ud så vil vi drukne" han havde lært det på den hårde måde han havde kun overlevet ved for han kunne styre vand
Post by Silvia Hunter on Sept 4, 2012 20:17:48 GMT 1
Panikken havde fanget hende i hendes egen lille verden, som hun forsøgte at krave sig ud af rummet. Hendes vejrtrækning var ikke regelmæssig, som hun følte sig fanget. Idet han tog fat om hendes skuldre, gav det et sæt igennem hele hendes krop. Silvia vendte dog blikket mod ham, også selvom hendes øjne nærmere farede rundt i hovedet på hende, for at finde en udgang. "Det er alt for småt.." sagde hun panikslagen. Men hun forsøgte alligevel at tage sig sammen. Da hun fandt ud af, at de kunne ende med at drukne. Derfor tog hun også en dyb indånding og lukkede øjnene, så hun i det mindste ikke kunne se, hvor hun var henne. Nok vidste hun det, men det beroligende hende, ikke at kunne se det.
You shouldn't have lied to me.. I'm not good with lies..
Post by connor mitchell on Sept 4, 2012 20:38:19 GMT 1
"Roligt roligt der er faktisk omkring 100 skridt fra den ene hjørne til den anden hjørne det er bare svært at se så bare lukke dine øjne" sagde han venlig han havde undersøgt det anden gang han havde undersøgt det her sted anden gang han var kommet der ned så han vidste hvordan og sagde lidt efter "hvis du er faldet lidt ned ved jeg hvor man sidde godt ned hvis du vil sidde ned Silvia"
Post by Silvia Hunter on Sept 5, 2012 9:18:55 GMT 1
Mørke og aflukkede rum var ikke ligefrem hendes yndlings, hvis man kunne sige det på den måde. Det at være lukket inde i jorden føltes næsten som at være blevet begravet levende, noget der sagtens kunne få hende til at gå endnu mere i panik. Silvia tog en dyb indånding og valgte at slappe af ved ikke længere at koncentrere sig om at holde andre folks tanker ude.. Hun havde dog ikke i sinde at lytte til hans tanker, men hun havde ikke længere kræfter og koncentration til at holde tankerne bort fra sig. "Hvordan kommer vi ud?" spurgte hun en anelse håbningsfuld, da hun næsten regnede med, at siden det var hans skyld, at de var komemt derned, så måtte han jo også næsten kunne få dem op igen? Eller tog hun helt fejl. Silvia faldt roligt ned, da hun hurtigt fandt ud af, at hun nok bare gjorde situationen værre ved at gå i panik.
You shouldn't have lied to me.. I'm not good with lies..
Post by connor mitchell on Sept 5, 2012 14:25:43 GMT 1
"Vi er nødt til at vente til jorden ikke har så mange vibrationer jeg kan finde cirka hvor langt tid det vil tage hvis du ikke prøver at grave dig ud" sagde han og gav slip på hendes skulder og lagde en hånd på jorden og kunne mærke vibrationerne og fjernede den hurtigt igen og sagde "to måske 4 timer vil jeg tro det er mest sikkert at prøve at komme ud så hvad skal vi lave i mens"
Post by Silvia Hunter on Sept 5, 2012 15:42:26 GMT 1
Idet at hun hørte ordet vente, så hun en anelse nervøs på ham. Hun havde ingen ide om, hvor længe de skulle vente og hun var også ret sikker på, at hun ikke ville kunne holde ud at vente særlig længe. Hun gispede lidt, som hun langsomt tog det i sig. Dog havde hun ikke helt forventet at de skulle vente i timer.. Hun så en anelse nedtrykt på ham, også selvom han ikke kunne se det, så ville han kunne høre det på hendes stemme. "Slipper.. Ilten ikke op.. når vi.. skal være så længe.. hernede?" spurgte hun lettere nervøs og bange, eftersom at timer ikke gik særlig hurtigt. Hun tog en rolig indånding, som hun var i færd med at spare på ilten.
You shouldn't have lied to me.. I'm not good with lies..
Post by connor mitchell on Sept 5, 2012 16:04:50 GMT 1
Han lagde en hånd på hendes skulder og sagde venlig og helt roligt "der er nogle planter eller noget andet som laver luft rimeligt hurtigt så længe vi så selv om vi begge begyndte at trække vejret så hurtigt vi kan burde vi ikke dø af blive kvalt jeg har været her nede et par gange efter hånden og hvis det hele begynder selv om den chance er mindre end at kongen vil blive lade mig være hans højre hånd så sæt dig ned vil jeg prøve at få dig op på overfladen og tænk på noget andet f.eks at tænke på noget du kan lide" og han satte sig ned på jorden og lagde ryggen op ad væggen
Post by Silvia Hunter on Sept 5, 2012 16:09:01 GMT 1
Han havde vel ret nok, men hun havde ikke selv lagt mærke til planterne, netop fordi hun ikke regnede med at der ville være planter så langt nede under jorden. Dog kunne hun ikke ligefrem stille sig klog på jordens element. Dog havde hun ikke forventet at blive opslugt at jorden på denne måde, før var der i det mindste mulighed for at få luft ovenfra, så hun i det mindste kunne nyde den friske luft. Hun nikkede dog til hans ord, som hun blev nød til at stole på ham. "Jeg stoler på Dem" sagde hun ganske roligt og satte sig ned på jorden med ryggen mod væggen. Hun vidste godt at jorden ville gøre det hele beskidt, men lige nu så hun ikke nogen anden udvej. Desude så var der næppe nogen, som ville finde hende så langt nede under overfladen.
You shouldn't have lied to me.. I'm not good with lies..
Hvilken årstid befinder vi os i? Det afgør ugerne:
The List:Uge 19 - 46: 5. år- 19-25: Forår -
26-32: Sommer
33-39: Efterår
40-46: Vinter
!Population!
Hvor mange mutanter og mennesker er der i landene?
Talian:
Nord:
8 Mutanter / 5 Mennesker
Øst:
9 Mutanter / 10 Mennesker
Syd:
11 Mutanter / 1 Menneske
Vest:
8 Mutanter / 1 Mennesker
Kongelige:
1 Mutant / 1 MenneskeMeRosal:
14 Mutanter / 3 Mennesker
Kongelige:
1 Mutant / 0 Mennesker