Keep your head held high

[connor mitchell]

"Bare sige du jeg er ikke særlig fin" sagde han venlig han vidste godt han havde en del penge og en smule jord han ejede gennem hans familie men han var ikke interesseret i den slags han var mere tilfreds med det liv han havde nu og sagde venlig "Silvia er der noget som vil kunne vil lade dig til at tænke på noget andet"

[Silvia Hunter]

Hun nikkede en smule for sig selv og lukkede roligt øjnene. Måske det var lettere hvis hun kunne sove tiden væk? Men så blev hun også nød til at tænke på noget andet end jorden, der befandt sig rundt omkring hende.
"Jeg ved det ikke rigtig. Jeg har endnu ikke rigtig fået styr på mig selv endnu. Men hvad med at fortsætte historien?"
spurgte hun med et ganske roligt smil på læben, som hun lod blikket glide op mod loftet. Silvia kunne dog ikke huske, hvor de var kommet til.

[connor mitchell]

Han nikkede forståeligt og sagde "okay da Sparrow vågnede op gjorde han sig klar til at blive en helt et par timer senere fik han var han blevet en helt og så han kunne tage ud i verden og tage opgaver folk alt fordi det var det rigtige at gøre eller for at blive rig og tilbedt at folk så han havde valget med at tage til to byer den ene hed Bloodstone en by uden regler hvor den stærkeste bestemte og så var der byen Millfields en by hvor der var regler for at beskytte folk i den og en borgmester som skulle passe byen så den blev større og gladere og så er valget dit Silvia" og smilede venligt til hende

[Silvia Hunter]

Silvia smilte en anelse, som det kunne lyde på ham, at han gerne ville fortsætte historien. Det var i hvert fald med til at bringe nogle andre tanker på banen. Specielt da han begyndte på de to byer. Hun forstod ikke rigtig, hvorfor man ville bevæge sig ind i en by som Bloodstone, så nærmere stole på en borgmester og satse på at byen nu også var så god og fredelig. Ofte kunne en borgmester ligge en dæmper på problemerne. Men i en by som Bloodstone gjaldt det jo bare om at skabe sit eget ry og leve på det. Hun så derfor en smule eftertænksom på Connor, da han sagde at det var hendes valg.
"Øhm.. Så vil jeg mene at det er bedst med Millfields"
sagde hun en anelse nervøs for at hun måske havde valgt helt ved siden af. Man kunne jo aldrig vide, om det ville ende galt?

[connor mitchell]

Han smilede at hendes svar hun havde taget den første af mange valg i historien og det var et godt valg og sagde "så han tog til Millfields men lige udenfor indgangen til byen var der en kvinde som græd og Sparrow gik hen til hende og spurgte hende om hvad der var i vejen og hun svarede min datter er løbet væk hjemmefra fordi at hun og hendes mand var kommet op at skændes om hvem skulle passe hende efter de var gået fra hinanden og Sparrow sagde jeg vil gå ud at finde din datter som min første opgave som en helt og han begyndte at lede efter pigen mens kvinden takkede ham"

[Silvia Hunter]

Silvia var egentlig meget spændt på at se, hvor det mon kunne føre hen og om det ville blive en alt for stor udfordring for hovedpersonen i historien, derfor endte det også med at hun lyttede mere end så mange andre, måske fordi han havde fanget hendes opmærksomhed. Men hvordan ville Sparrow mon finde datteren, hun kunne med sikkerhed være ovre alle bjerge, dog valgte hun ikke at stille et spørgsmål til hvordan.. Det kunne lade sig gøre.
"Fandt han datteren?"
spurgte hun efter lidt tid, da han lod til at blive tavs, det kunne selvfølgelig blot være en pause der var planlagt, men hun var nu ikke helt sikker, som hun så undersøgende på ham for at se om hun ikke kunne læse hans træk, uden at læse hans tanker for at finde frem til svaret. Det kunne jo være at han gerne ville svare?

[connor mitchell]

Han kunne ikke lade være med smile til hende for det var lige det han havde håbet på hun ville stille ham for så var han sikker på hun hørte ham og ikke rigtig tænke over hvor de var henne og sagde "det gjorde han pigen havde gået ud i skoven og fandt han en dukke uden for en hule og han gættede at pigen var der og gik ind i og ikke længe efter fandt han den lille pige som sad og græd Sparrow trøstede hende men da de var lige ved at gå tilbage til Millfields hørte de nogle som talte uden for hulen hvornår skulle vi angribe Millfields og den anden mand sagde i aften når alle spiser jeg glæder mig til alle de penge og mændene gik igen og Sparrow og den lille pige løb hurtigt tilbage til Sparrow"

[Silvia Hunter]

Det var egentlig underligt og helt utroligt, som han kunne få hendes tanker væk fra den situation, som de sad i lige nu. Det var jo lettere mørkt og klaustrofobisk for hende overhovedet at være der, men i takt med at historien skred fremad, glemte hun faktisk hvor hun var og koncentrerede sig om noget helt andet.
"Kunne de nå tilbage?"
spurgte hun ganske roligt, som hun var helt afslappet og faktisk ikke tænkte over, at den eneste form for lys kom fra nogle små huller. Men hvor længe skulle de mon blive under jorden for var det ikke en del af hans evne at han ville kunne få dem op igen? Tanken havde strejfet hende tidligere, men hun tænkte måske ikke så meget over det lige nu, som hun holdt sine tanker under kontrol.

[connor mitchell]

Han kunne godt få dem på overfladen nu men der var en stor chance for der var noget i jorden han kunne ikke mærke hvis de kom for hurtigt op så de kunne blive dræbt af så han måtte få dem langsomt op så han var langsomt ved at få dem op mens han forsatte hans historie ”ja men da de kom tilbage til Millfields var byen under angreb fra røvere så Sparrow sagde til pigen hun skulle løbe til de andre helte så de kunne hjælpe med og Sparrow løb byens folk til hjælp han nåede at redde en del byens folk fra røvere en til han nåede hen til borgmesterens hus vor de fleste af byens vagter var for at beskytte borgmesteren” han lavede nogle små hånd bevægelser så de bevægede sig meget langsomt op ad