ro i sindet

[Shirou Augustus Roosevelt]

Solstrålerne skinnede over de dugvåde roser denne morgen. Sådan et lys der nærmest fik hele rosehaven til at glimte som var den lavet af diamanter. Mellem de glimtende roser prins Shirou roligt gennem haven. Hans kraftige røde hårfarve stod godt til de blomstrende roser omkring ham . Han bar denne dag ret neutralt tøj, et par mørkebrune bukser med en hvid skjorte. Shirou bar mest det finere tøj når han var på slottet og når han skulle ud i offentlig anliggender. Denne dag havde han en smule fritid, det var først om eftermiddagen der var forskellige møder han skulle vise sig til. Det hele var blevet lidt ekstra stresset nu hvor Shirou og Prinsessen af Talian skulle giftes i fremtiden. Shirou vidste endnu ikke hvornår han ville se sin kommende dronning og samtidig sørgede hans bedste ven Leonard for at Shirou ikke lavede noget med andre, noget han var ved at være godt træt af. Shirou vidste ikke om han ville kunne lide sin kommende brud, men lige meget hvad der skete ville han ikke stride mod hans fars ønske. Vis svigerfamilien var ude på noget med at overtage MeRosal eller noget i den retning ville Shirou ikke være bleg for feje tricks i denne forening af landene. Konger kunne let blive forgiftet eller dø af en oprørs hænder som der var så mange af i Talian efter rygterne. Det var Shirous plan at overtage landet engang og om det blev på denne rolige måde eller den anden var ligemeget for ham. Selvom han så fordelene ved hans fars måde i sidste ende, bare Talians kongefamilie ikke spillede for højrøvet.
Alt dette gik Shirou og tænkede meget over, fremtiden var usikker lige nu. Men han havde i det mindste en del planer. Lige nu nød han blot synet og duften af de mange roser. Haven havde altid været et fantastisk sted for ham.

[Sasori 'Inku' Korosu]

Rosenhaven.. Hvad skulle man egentlig fordrive tiden med på sådan et sted? Lige umiddelbart, så virkede det som et sted, hvor man sagtens ville kunne finde ro, så længe at man ikke befandt sig ude på stierne. Det ville sikkert være meget lettere at vandre rundt inde ved roserne, uden at blive forstyrret, dog havde Sasori valgte at bevæge sig langs med stierne, som de rolige skridt ramte jorden og førte ham rundt. De mange forskellige roser var næsten ikke til at bære, som det hele virkede yderst sukker sødt. Han gyste en smule ved tanken om romantik. Han havde før fået et indtryk af, at kvinder nærmest smeltede så snart at de fik kastet en buket roser i hånden. Sasori grinte en anelse af tanken, før at han stak hånden ned i lommen og trak en ganske almindelig pen op af de sorte bukser. I den anden hånd bar han en tegneblok, som efterhånden var flere år gammel, men han havde endnu ikke benyttet alle sider, så han havde ikke tænkt sig at skille sig af med den. Så længe at hans kunst forlod blokken og ikke vendte tilbage, så endte han ud med en tom side, som han kunne tegne på endnu en gang. Han stoppede op foran et område, hvor der var fyldt med gule roser, der valgte han også at sætte sig ned på hug for at køre hånden hen over roserne, hvorved han nærmest trak dugen af. Hans hænder var efterfølgende våde, som han blot tørte af i sine bukser, inden at han tog blokken frem og begyndte at tegne rosen.. Rosen var dog ikke fyldt med dug, nærmere en tykkere væske, som ikke bare sådan lige forløb kronbladene.
Hans skikkelse virkede måske mistænksom, men mange kunne hurtig blive nysgerrige, når de først fik øje på tegneblokken. Han smilte lidt for sig selv som han strøg en hånd hen over jakken. Den rødlige farve var tydelig at se, eftersom at han næsten befandt sig i et hav af gule roser. Den røde jakke sørgede dog for at dække hans ansigt til, eller i hvert fald holde styr på det blonde hår.

[Shirou Augustus Roosevelt]

Shirou gik rundt i haven i et par minutters tid for sig selv, ikke mange havde fri ved denne tid og derfor var haven også yderst stille. Shirou var nu glad for at have fri denne morgen. Vis han var kommet om eftermiddagen ville der være små larmende børn med deres forældre. Ikke lige det han så som det der kunne bringe ro i ens sind. Men det var selvfølgelig aldrig helt sikkert at haven ville være tom for liv. Det var der heller ikke denne dag, da Shirou drejede ned ad stien mod de gule roser fik han straks øje på en skikkelse iført et rødt stykke tøj. I starten forstod Shirou ikke hvad manden lavede og da han så tegneblokken, fik han tanken at personen kunne være kunstner eller igang med et eller andet med en form for kort, lidt mystisk vis det var noget i still med det sidst nævnte. Shirou valgte at gå hen ad stien på trods af den fremmede. Det kunne være han fik svar på hvad denne lavede når han gik forbi en tur. Hans skridt var stadig helt afslappet, der var stadig lang tid før han skulle nå noget.
Hver skridt han tog mod den rødklædte mand blev han mere tydelig og inden længe var han næsten helt henne ved ham.

[Sasori 'Inku' Korosu]

De gule roser virkede til kun lige at være vågen, som roserne nærmest valgte at strække sig efter sollyset, som Sasori egentlig skyggede for. Han virkede dog ikke til at være interesseret i naturen, som sådan, men det skyldes nok nærmere, at han ville få svært ved at udnytte roserne til noget af hans kunst, andet end at tegne dem. Den gule rose virkede ensom, som den var omgivet af ingenting. Der var ikke blevet tegnet nogen baggrunden og det eneste som rosen stod i virkede som en større blodpøl, eftersom at væsken virkede tyk og væmmelig. Sasori stoppede dog med at tegne, som han kunne fornemme nogen gå imod ham. Han trak vejret roligt, som han valgte at pakke pennen ned i et længere hylster, som han bar om livet, imens at han lukkede tegneblokken og vendte blikket mod den fremmede..
Egentlig burde alle kende prinsen, men Sasori var ikke typen, der holdt sig til de øverste kredse, også selvom han hørte til overklassen, så vidste han sig sjældent i sådanne tilfælde. Dog havde han på fornemmelse af, at drengen var vigtig, hans fremtoning var i hvert fald tydelig nok til at han kunne fastslå det. Han valgte dog at lade blikket glide mod roserne igen, som han lod det blonde hår glide ned for øjnene. Ingen vidste hvilken øjenfarve han havde, hans forældre havde også altid været i tvivl og de fleste som endelig valgte at se ham i øjnene, kunne ikke gå levende fra stedet, eftersom at når han først var tæt på folk, så var det for at slå ihjel. Hans fremtoning, imodsætningen til prinsen, virkede lettere middelmådig, men også anspændt, som han blot holdt blikket mod den fremmede.

[Shirou Augustus Roosevelt]

Shirou mødte kort den fremmedes blik mens han kiggede op, ingen af dem sagde noget og Shirou følte kort luften lidt presset omkring ham. På en eller anden måde virkede han lettere fjendtlig, selvom Shirou tit fik den følelse at fremmede var sådan. Ja selv hans moder kunne virke helt fjendtlig til tider. Men sådan var livet vel.
Shirou stoppede nu op foran manden og valgte at bryde isen, det ville være mystisk blot at gå forbi ham og Shirou havde det med at sætte sin høflighed frem når han var ude blandt fremmede. Der kom hans prinse karakter ordentligt i brug. " jeg kunne ikke undgå at ligge mærke til de sad her midt i det hele, Tegner de roserne?" Spurgte Shirou roligt og kiggede på ham med et neutralt blik til den venlige stemme. Shirou var høflig og venlig, men det betød ikke man behøvedes at være over entutiastisk.

[Sasori 'Inku' Korosu]

Hvis man skulle beskrive Sasori på nogen måde, så var det nok, at han havde det med at bedømme folk ud fra deres fremtoning og ofte var det også rigtigt nok, som han ikke lod andre give ham en anden mening, end den han selv så. Når han først så på folk, så kunne han ofte se igennem dem, netop fordi han vidste hvordan han udtrykkede sig igennem sin kunst, så han analyserede blot de mest basale punkter på mutanter eller mennesker. Men lige nu ville han ikke fastslå denne mands positionen, som han ikke valgte at ligge sig fast på en al for høj stilling.
Som hans blik gled op mod den fremmede, vendte et svagt smil tilbage, men det forsvandt hurtigt. Denne mand var tydeligvis opmærksom, men ikke nok efter hans egen mening, dog valgte han for en stund at ligge det bag sig. Han skulle nødigt træde ved siden af? Sasori fik lige pludselig lyst til at ryste på hovedet, men gjorde det ikke.
"Nok nærmere tegnede.. Men ja.. Dog ikke som De ser dem"
svarede han ganske roligt, også selvom svaret kunne tages på mange måder, så mente han bare, at han havde lagt blokken fra sig nu. Derfor valgte han også at rejse sig op, så de i det mindste var på højde med hinanden.. Det kunne godt være, at manden var vigtig, men i hans øjne, så var det endnu ikke blevet gjort klart overfor ham, hvem han var, så derfor kunne han ikke tage hensyn. Og mente ikke at han kunne straffes for det, når han ikke vidste noget.