En varm sommernat

[Ailith Ceola Chartres]

Alli drejede ind ad den nærmeste gyde og sikrede sig at der ikke var nogen før hun lod hætten falde. En varm brise legede med hendes røde hår, hun sukkede, lænede sig mod muren og tog en dyb indånding. Hendes brune og hvide kjole sad perfekt , den sorte kappe udover hang elegant ned ad hende, intet tydede på hvad der lige var sket *Nu gik det lige så godt.. han har så mange gode kontakter, ved alt der er værd at vide* hun sukkede igen og sparkede til en bunke jord før hun gik væk fra muren *Hvis det er sådan han vil have det, er det sådan han får det* et lille dystert smil undslap hendes læber *Hvis bare han havde vidst hvad han fik sig selv ind i, nu må vi jo gøre det på den hårde måde* hun havde fået sine aggresioner ud, og tænkt sine tanker igennem, det var omkring nu hun normalt tog hjem, men i dag gjorde hun ikke. Hun vidste egentligt ikke rigtigt hvorfor, om det var fordi hun ikke gad hjem til et hullet tag, en kedelig middag og en seng der langt fra var blød, var hun ikke sikker på, men noget træk i hendes fødder og fik hende til at gå de få trin ned til muren for enden af gyden. Mange havde igennem hele hendes liv fortalt hende at det var farligt at være i blindgyderne, men hun var ikke bange, hun vidste at hun inderst inde burde føle medlidenhed for den arme person der prøvede at gøre hende fortræd, men hun følte intet. *Hvis han vil gøre mig fortræd fortjener han det så ikke?*

[Archer Lex Stanton]

Archer vågnede pludseligt. Badet i sved og med pandehåret som limet til panden. Ryggen i hans hullede bluse klistrede til hans hans og han måtte flere gange hive i stoffet for at få det til at give slip. Nu var det sket igen. Det samme mareridt som altid, men det formåede alligevel at slå hårdt hver eneste gang. Han var dog blevet så vant til mareridtet, at han ikke længere vækkede sine søskende og sin mor med sine skrig. Det var så også det eneste positive aspekt af hele situationen. Han vidste, at nu når han var vågnet, var der ingen chance for at han ville kunne falde i søvn igen. Derfor kunne han ligeså godt stå op. Han rullede sig så lydløst som muligt ud af den seng han delte med sine to mindre søskende og begav sig hen mod den lille kommode, der alligevel var alt for stor i forhold til dens indhold. Det var bestemt ikke noget at prale af. Han fandt en tyk brun striktrøje frem, som hans mor havde strikket, og hev et par cowboybukser på, mens han ledte efter sit eneste par sko. Dem som han havde sparket af inden han var gået i seng. Han fandt de slidte, brune støvler inde under sengen og begav sig hen mod døren på bare tæer. Først da han var kommet udenfor, hvor han var sikker på han ikke vækkede sin familie, tog han støvlerne på. Hvad han nu skulle tage sig til vidste han ikke. Så langt havde han ikke tænkt. Han vidste bare at han skulle væk. Langt væk fra det faldefærdige hus og hans mor, hende der havde forårsaget de grimme billeder, der hjemsøgte ham i hans søvn. Han gik langs den stenede gade, uden rigtigt at se sig for. Han kom først i tanke om at han ikke havde dækket sit ar til, da han stak hænderne i bukselommerne og der var han allerede for langt hjemmefra, til at han gad at gå tilbage.

[Ailith Ceola Chartres]

"Hvad laver jeg her?" mumlede Allie stille for sig selv, det var midt om natten, alle andre lå og sov, og hun gik bare rastløst rundt. Alligevel kunne hun ikke tvinge sine ben til at vende rundt og gå tilbage mod huset, hun kiggede ned på sine bare arme, for alle andre ville det være for koldt, på trods af at det var en sommernat, men hendes kropstemperatur lå langt over menneskers, hendes ild holdte hende varm ligegyldigt temperaturen omkring hende. Hun smilede et skævt smil da hendes blik faldt på en tyk kæb der lå ved hjørnet, *Hvis jeg ikke vil hjem, kan jeg ligeså godt få det bedste ud af tiden* hun skyndte sig hen og samlede kæbben op, hun kiggede lidt på toppen, selvom det var lang tid siden hun lærte at udnytte hendes kræfter til at starte ild fra hendes hænder følte hun sig ikke helt sikker på det. Hun løftede den hånd der ikke holdte kæbben og førte hendes pegefinger til toppen, en lille flamme sprang ud og blev hurtigt større. Hun smilede større da hun smed kæbben og den ramte den sandede jord, den brændte videre, men meget mildere. Hvem prøvede hun at snyde? Der var meget at lave midt om natten, bare ikke i en blindgyde. Allie gik roligt mod den anden ende af gyden så hun kunne komme ud på vejen igen, da hun hørte nogen komme gående imod gyden. Og hun gik i panik. Hendes rød/blonde 'flammehav' på hovedet var temmelig afslørende, alle der så hendes hår vidste at hun ikke var normal, og hun havde ikke råd til at virke unormal. Ikke nok med at hun var en mutant, og hendes liv var på spil bare fordi hun levede, så var hun lejemorder, ikke den slags person der kan risikere at blive husket alt for længe. Hun trak hætten op over hovedet og bakkede ind i skyggerne, imens hun stille og roligt begyndte at slappe af igen.

[Archer Lex Stanton]

Archer stoppede op. Han vidste ikke selv hvorfor, han følte bare ikke for at gå mere. Han lænede hovedet helt tilbage, så han stod og kiggede op på himlen. Han trak vejret dybt ind gennem næsen og nød sommernattens kølige luft. Den lette brise legede med hans hår ved at hive let i det og føre det væk fra hans ansigt. Han kunne ikke lade være med at smile ganske let, nærmest smørret, for sig selv. Selvom luften ikke var den bedste her blandt alle fattighusene, fandt han den stadig forfriskende og minderne om både mareridtet og episoden der lå bag, forsvandt langsomt om bagerst i hans bevidsthed. Med hænderne dybt begravet i bukselommerne stod han der midt på vejen og så op på himlen i hvad der føltes som flere timer, men som i virkeligheden kun var et par minutter. Han stod foran en sidegade, en blind vej. En af de veje der ikke førte nogen steder og derfor ikke var en vej han havde befundet sig på særligt ofte. En vigtig del af hans arbejde var jo netop at stå steder hvor folk både kunne høre og se ham, ellers kunne han ligeså godt lade være med at lave noget. Ud af hans øjenkrog var der dog noget der fangede hans opmærksomhed. Der, i den anden ende af gyden, lå en kæp og brændte. Han kunne ikke lade være med at tænke over hvorfor kæppen brændte, der var så vidt han kunne se ikke brand nogle andre steder. Hvis der var ville der sikkert også være mere liv på gaden. Det måtte betyde at en eller anden bevidst havde sat ild til lige netop denne kæp, men hvorfor kunne Archer ikke regne ud. Det var også alt for sent. Archers tanker var stadig tågede efter søvnen og han kunne mærke begyndelsen af en hovedpine forme sig, blot ved at tænke alle disse tanker. Hans blik flyttede sig dog ikke fra den brændende kæp, for selvom hans hjerne ikke var i stand til at processere alle tankerne, så var hans blik alligevel draget til ilden, der i øjeblikket var det eneste der oplyste gaden og blindgyden.

[Ailith Ceola Chartres]

Allie var kun lige nået ind i skyggerne da en dreng stoppede foran blindgyden. Da han træk vejret dybt gennem næsen og smilede smørret bakkede hun længere ind i skyggerne *Hvad nu hvis han er ligesom mig? Hvad nu hvis han også har evner? Ved han jeg er her?* hendes tanker kørte derud af i hvad der føltes som en evighed, hun var måske en kold kælling, hun skulle nok selv være den første til at indrømme det, men hun gik ikke rundt med selvmordstanker, som mutant, som lejemorder, skulle man passe ekstra godt på. Så flyttede han blikket til ilden, og stod bare stille og kiggede på den, da hun fastslog at han ikke var så farlig tog hun sig sammen til at kigge bedre på ham. Han var ikke specielt høj, i hvert fald ikke i forhold til de andre drenge, og han havde lidt et feminint ansigt, ikke meget bare en smule mere end dem hun ellers ser, hans hår og øjne var mørkebrune, men det der fascinerede hende mest var at han ikke så udsultet ud ligesom alle andre på denne egn. Måske var han ikke fra denne del af byen, men hvad lavede han så her midt om natten? Hendes forkærlighed for information fik det bedre af hende og hun sikrede at hætten dækkede alt hendes hår før hun roligt gik ud af skyggerne "En smule bange for ild?" spurgte hun drilsk med et køligt smil og stillede sig afventende på at han skulle reagere, nu kom det store øjeblik, vidste han hvad hun var?

[Archer Lex Stanton]

Det gav et sæt i ham af forskrækkelse, da han brat blev revet ud af sin stirre-konkurrence med den brændende kæp og i stedet blev nærmest tvunget til at se over på den skikkelse der pludselig dukkede frem fra skyggerne. Han kunne høre på stemmen at personen var en kvinde, men det gjorde ikke forskrækkelsen mindre. Hans pludselige hop, betød at han nu stod med armene beskyttende op foran kroppen, mens hans ene ben var bøjet en smule, som om han var klar til at løbe derfra. Det gjorde dog bare at størstedelen af hans kropsvægt blev holdt oppe af det andet ben og han havde lidt problemer med at holde sig oprejst. Hans øjne var opspilede og håret lå inde over hans pande og øjne som et tjavset gardin. Han var usikker på om hun forventede, at han skulle besvare hendes spørgsmål, så først efter et stykke tid valgte han at åbne munden. ”Jeg er ikke bange for ild. Det er bare... dragende.” sagde han med hævet stemme, både for at sikre sig at hun kunne høre ham og for at skjule usikkerheden der lå og lurede i hans stemme. Den sidste del af hans svar blev dog sagt lavmælt, næsten mumlende, så han var ikke sikker på om den ukendte kvinde havde hørt det. Han blev lidt mere modig efter at have ytret sin mening og han fandt sig selv betragte den ukendte person. Det var ikke meget han kunne se, for hans øjne havde stadig ikke vænnet sig helt til mørket og personen bar også en sort kappe, der ikke lod meget være åbent for beskuelse. Han kunne dog se konturen af en kjole inde under kappen og han kunne se så meget at han vidste at tøjet var i god kvalitet. Ikke ligesom hans eget, gammelt og hullet. Trøjen var tilmed hjemmelavet. Han kunne dog ikke se det han egentligt var ude efter, personens ansigt.

[Ailith Ceola Chartres]

Hun så den tynde skikkelse hoppe tilbage og tage hænderne beskyttende op. *Ikke mutant* fastslog hun og kiggede indgående på ham imens et køligt smil voksede. Der gik lidt tid hvor han ikke svarede, og hun begyndte utålmodigt at overveje om hun skulle gå hjem og lade fyren alene tilbage, men så svarede han endelig og hun besluttede at blive. Hendes nysgerrighed havde vundet, hun ville alt for gerne vide hvad han lavede derude midt om natten, en fyr der er bange for en person der kommer ud af vestdelens skygger burde blive hjemme, hvis han vidste hvad der var bedst for ham. "Dragende.." mumlede hun, kun lidt højere end han havde sagt det og kiggede fortryllet på ilden der stadig brændte på trods af at den var ved at løbe tør for træ, "Jeg har hørt mange sige skræmmende, vild og uhyggelig.." hun kiggede tilbage på ham og ildens skær lyste hendes ansigt en smule op, dog skyggede hættens kant så man ikke kunne se det mindste af hendes hår, "Men aldrig nogen sige dragende." afsluttede hun med hendes lille kølige smil. Hun holdte hendes nysgerrighed nede, men overvejede stadig om hun burde spørge ham hvad han lavede her, alligvel.. hvad nu hvis han vidste sig nyttig? Hun kiggede indgående på ham og gav op "Hvad laver en som dig herude midt om natten?" spurgte hun i en truende tone der dog tydeligt havde en undertone der afslørede at hun morede sig, og tog de bare arme i siden så de stak ud af kappen. Hvis han så spurgte igen.. ja det måtte hun tage sig af senere. Hun kiggede på hans tykke hjemmelavede striktrøje og indså at hun burde fryse i de bare arme, så hun lavede en mindre rystende bevægelse, der måske kunne have set lidt falsk ud, hvis han kiggede ordentligt efter og trak kappen om sig. Det var det der var så svært ved at være omkring mennesker, hun skulle altid sikre sig at de ikke opdagede at hun var anderledes, hun var nødt til at virke normal. Altid.

[Archer Lex Stanton]

Archer overvejede et øjeblik at fastslå overfor den ukendte kvinde, at han altså ikke var bange, han var bare blevet forskrækket, men den idé slog han hurtigt ud af hovedet igen. Ville det da ikke bare få det til at virke som om, at han prøvede at dække over sin frygt? Jo, det ville det nok og netop derfor valgte han at lade det ligge. Han lyttede stille til hvad kvinden havde at sige, men sagde ikke selv noget. Hvad skulle han også sige? Det lød mere som om kvinden talte med sig selv og Archer havde en underlig følelse af at smuglytte til en samtale der ikke kom ham ved. Det hun sagde lød så fremmed for ham, at han ikke kunne se selv sig bidrage med noget konstruktivt til samtalen og derfor lod han igen munden være lukket. Archer overvejede om hun egentligt var i gang med at gøre grin med ham. Det kunne hun meget vel være. Men i så fald var det øjeblik, hvor han kunne springe ind med en kommentar, passeret. Han var alligevel ikke sikker. Og han var ikke en person der stolede helt hundrede på sine egne mavefornemmelser, så det var nok meget godt at han havde ladet chancen spilde. Han blev en smule overrasket da skæret fra ilden lyste kvindens ansigt op. Han havde forstillet sig hende til at være ældre, men hun så slet ikke så gammel ud. Idet hendes ansigt kun var lyst op af en enkelt lyskilde, synes Archer at skyggerne fik hende til at se en smule uhyggelig ud, men der var også noget spændende mystisk over skyggerne og han fandt det pludseligt svært at se væk. Ligesom da han havde betragtet den brændende kæp. ”Jeg går en tur.” sagde han simpelt, mest fordi han ikke havde lyst til at fortælle en vildt fremmed om sit mareridt. Han var jo trods alt en voksen mand, sådan rent biologisk. Han kunne ikke undgå at lægge mærke til den ukendte kvindes bare arme, men han kommenterede ikke på det, for der var et eller andet over hende, der sagde Archer at det nok var bedst ikke at gøre hende hverken vred eller irriteret. Måden hun havde sagt ”en som dig”, som om at hun ikke var ligesom ham selv og måden hendes hætte var som syet til hendes hoved, pegede på at han skulle passe lidt på med hvad han gjorde og sagde.

[Ailith Ceola Chartres]

Fyren sagde ikke noget i lang tid, Allie kunne egentlig godt forstå ham, hvad var der at svare, det hun lige havde sagt var vel også mest ment til hende selv. Det var anderledes for hende at høre en kalde ilden dragende, hun hørte dem altid kalde den farlig, hende farlig, og for at være helt ærlig nød hun det. Dragende var skam fint nok, det kunne hun udnytte, men farlig.. det nød hun at være. Allie tvang sig selv til ikke at smile, hun var så vant til at ild var en del af hende at hun altid glemte at tænke over at mennesker ikke vidste det, at hun ikke var det samme som ilden. Hun slap sin tankerække og kiggede på ham, han kiggede også på hende, "Midt om natten.. tja det er vel også det bedste tidspunkt at gå en tur på, når man ser væk fra de store chancer for at blive røvet og banket" sagde hun stille, og lidt køligt, hun følte stadig en trang til at regne ham ud, en del af hendes job bestod i at vide hvem der var hvem i hele byen, så hvis hun ikke allerede vidste hvem han var, var han ikke nogen vigtig, men hun havde ikke noget bedre at tage sig til denne nat. Hun lagde hovedet lidt på skrå imens hun overvejede om det var det værd at lade ham kende hendes navn, hun gjorde meget for at sikre sig at dem tættest på hendes hus ikke kendte hendes navn, men hun vidste jo ikke hvor i bydelen han boede, og han vidste ikke hvor hun boede. "Mit navn er Allie, jeg synes ikke jeg har set dig før" sagde hun med et smil og fjernede det kølige fra hendes stemme, hvem vidste hvor brugbar han kunne blive, og hvis man holdte sig venner med folk man kunne bruge, kunne man bruge dem længere uden de klagede alt for meget over det. At bringe vold og trusler ind i det hele gjorde kun tingene mere komplicerede og længerevarende, *Lad os bare håbe for hans skyld at han er værd at være gode venner med* tænkte hun imens hendes smil voksede, dog med en kølig undertone.

[Archer Lex Stanton]

Archer kom i tanke om at han endnu ikke havde indtaget en mere afslappet stilling, efter sin forskrækkelse. Ved tanken om dette, smilede han skævt for sig selv og stak hænderne ned i bukselommerne igen, hvor han altid følte de hørte til når hans hånd ikke var indbundet eller skjult på anden vis. Det var nok den ting der gjorde ham mest selvbevidst og paranoid, mere end hans feminine udseende og den tydelige mangel på penge gjorde. Fattigdommen var i det mindste noget han ikke var alene om, de havde jo for fanden en hel bydel kun med fattige. Og udseendet kunne han nok blive nødt til at leve med, plus det nok havde hjulpet ham på en eller anden måde. Man blev vel nok en smule mere hårdfør efter et par slåskampe og for folk som Archer var disse en nødvendighed, hvis man ville tages seriøst. På den anden side havde han nok også vundet et par ekstra mønter grundet sit udseende. De rige kunne jo dårligt benægte en ung knægt, der tilmed lignende en der ikke kunne forsvare sig selv. De skrøbelige, det var hvad de ville give penge til. Det var i hvert fald Archers erfaring. Han vendte sig, så han stod med fronten direkte mod gyden og dermed også kvinden, han nu tilmed havde navnet på. Allie, det lød som et kælenavn, men Archer var faktisk mere eller mindre ligeglad. Folk kunne kalde sig hvad de havde lyst, navne var alligevel kun til for at kunne skelne mellem den ene og den anden og for ikke at skulle forklare folk mere end nødvendigt om andre mennesker, og mutanter for den sags skyld. ”Archer. Jeg hedder Archer Lex Stanton.” sagde han med anelsen af et smil. Han tænkte ikke meget over at Allie nu kendte hans fulde navn, mens han selv kun kendte en brøkdel af hendes. Han havde bare sagt det navn hans forældre synes han skulle have, mere lå der egentligt ikke i det.

[Ailith Ceola Chartres]

Allie havde helt vænnet sig til at han stod i forsvarsposition, det var først da han rykkede sig at hun sådan virkelig tænkte over det. Det havde ikke føltes så unaturligt at han var bange for hende, heller ikke selv om hun intet havde gjort for at han skulle være bange for hende, når man lige så væk fra den mindre forskrækkelse, han vidste ikke hvad hun kunne, med hendes evner og uden dem. Som han tog hænderne i lommen så hun omridset af et ar og lagde hovedet på skrå med en forvirret mine. Men hun tog sig hurtigt i det og rettede sig op, hun var nysgerrig for at finde ud af hvad det handlede om, men vidste at det var for tidligt at spørge ind til det, hun ville bare få en meget sur fyr der nok gik, og så ville hun aldrig få svaret. På trods af at hun bare havde sagt hendes kælenavn, kom han med hele navnet, hun havde ikke hørt noget om ham, og det var de færreste mennesker hun ikke havde hørt det mindste om det. "Hyggeligt at møde Dem Archer" sagde hun høfligt og med en glad tone, det kunne vel ikke skade at starte ud høflig, på trods af at hun var ved at være sikker på at der ikke var noget brugbart i at være flink ved ham, for nu var hun bare så nysgerrig på det ar at hun holdte sig flink. "Jeg kender ikke mange mennesker der går tur midt on natten" sagde hun med et smil og lagde lidt tryk på ordet menneske, mest for at se hvordan han reagerede på det, det kunne jo ske at han bare gemte det godt.

[Archer Lex Stanton]

Allies pludselige høflighed overraskede ham en del. Det virkede ikke helt naturligt, da de ikke ligefrem havde talt høfligt til hinanden forinden. Faktisk havde han troet at Allie kom fra et finere sted end han selv, men efter at have talt med hende var han blevet enig med sig selv om, at hun nok nærmere var en del af den vestlige bydel, ligesom han selv. Men måske skulle dette genovervejes. Han kunne i hvert fald ikke se nogen grund til at hun skulle omtale ham i flertal, han var næppe en vigtig nok person til, at det var nødvendigt. Archer var ikke vigtig. Det havde han aldrig været og det ville han højst sandsynligt heller aldrig blive. Medmindre han faldt over en stor hemmelighed sådan lige ud af det blå, men det skulle man nok ikke regne med ville ske. Sådan noget skete ikke for folk som Archer og hvis de gjorde var de lette at få til at holde tæt, de var nemlig lette at slippe af med. Folk som Archer ville ikke blive savnet. Forsvandt de, ville verden fortsætte som den havde gjort forinden, som om de aldrig havde eksisteret. Archer lagde godt mærke til det ekstra tryk og det tilføjede egentligt bare mere bevis til hans allerede ret overbeviste sind. Allie var ikke et almindeligt menneske ligesom han selv. Han blev mere og mere sikker på at hun var mutant. Men hvorfor ville hun have at han skulle regne det ud? Ville hun bare se hans reaktion eller lå der mere bag? ”Men folk som dig selv går tit rundt om natten?” spurgte han hende, stadig med hænderne i lommerne og med fødderne lidt fastere placeret i den stenede jord. Han havde ikke direkte sagt ordet, men han havde klart hentydet til det.

[Ailith Ceola Chartres]

Allie var ikke overrasket da han regnede det ud, hun havde jo lagt op til det selv, på en måde vidste hun ikke hvad hun mest ønskede, at han var menneske eller mutant, et menneske var lettere at manipulere, men en mutant var der mere udfordring i, og hun elskede udfordringer. Ihvertfald indtil de var for svære, hendes stædighed og utålmodighed gjorde at hun meget let kunne blive ulidelig at være omkring, især hvis hun ikke fik lov til at fuldføre noget hun havde sat sig for, hvis hun ikke fik sin vilje. Så igen, hvis han var menneske var der nok ikke så meget brug for ham, man kunne tydeligt se at han var fra den her bydel, og det var de færreste af hendes mål der kom herfra. Hvis nogen fra vestdelen kom i en uenighed kunne de for det meste selv ordne det, desuden havde de ikke penge nok til at hyre en lejemorder, og dem der havde penge nok til det brugte for det meste ikke tid i den fattige, og efter deres mening ulækre, del af byen. Han undgik hendes inddirekte spørgsmål, og stilte hende et nyt, der bare gjorde det mere tydeligt at hun havde forstået det, og mere tydeligt at han ikke var en af dem. Men alligevel var han ikke bange for hende, og ikke bange for at udfordre hende lidt, hvis det da var det han havde prøvet på, og det måtte hun da give ham et par points for, alligevel kunne hun ikke lade værre med at udfordre ham lidt, hun elskede at være i kontrol, og han skulle også vide at hun var det, måske var det også derfor hun havde ladet ham finde ud af hvad hun var. "Folk som mig kan for det meste bedre passe på sig selv" sagde hun med en lidt overlegen stemme og et køligt smil, hun så ham an i kort tid og gik så et par skridt tættere på ham, samtidig lod hun hendes bare arme glide ud af kappen og afslørede den brune og hvide kjole, nu var der ikke noget ved at lade som om hun fryste, også selvom han stadig ikke vidste hvad hendes evne var.

[Archer Lex Stanton]

Archer lagde godt mærke til overlegenheden i hendes stemme. Hele måde hun førte sig selv på, viste ham at hun havde et ønske om at være ham overlegen. Det var hun måske også, det var der størst sandsynlighed for, men han brød sig alligevel ikke om det. Hvilken person med respekt for sig selv ville bryde sig om at blive nedgjort på en så direkte måde? Godt nok var det, indtil videre, kun attitude-mæssigt, men beskeden var ikke til at misforstå. Han brød sig slet ikke om det, ikke det mindste. Selvom hun nok var mere værd end ham, sejere, stærkere og mere intimiderende, ville han ikke vise udenpå hvordan det egentligt påvirkede ham. Han kunne også være frygtløs og kold, og hvis han ikke kunne, så var der i hvert fald noget andet han kunne. Lade som om. Han trak lidt på skuldrene, rettede sin slanke skikkelse op og stod lidt mere komfortabelt. Han vidste ikke hvad Allie havde i tankerne med hensyn til ham, hvad hun ville have ud af deres ret meningsløse samtale. Der var dog kommet noget positivt ud af deres sammenstød, hans tanker var ikke længere på sit mareridt og han var begyndt at blive lidt træt igen, så når deres underlige udveksling af ord var overstået, kunne han måske endelig falde i en drømmeløs søvn. Det var det han altid håbede på, så måske var det i dag, eller rettere sagt i nat, at hans ønske skulle blive opfyldt. Han kløede sig let på siden af hovedet med sin venstre hånd, som han helt havde glemt var fuldt synlig. Et eller andet sted var det nok også lidt ligegyldigt. Allie var næppe interesseret i det, og hvis hun var, ville hun helt sikkert ikke ud med sin egen hemmelighed, selvom han godt vidste hvad den omhandlede. Så spurgte hun, kunne han altid bare spørge igen. ”Nå. Kan i nu også det?” spurgte han med et smørret skævt smil. ”Er det derfor du er klædt i en sort kappe, selvom det er midt om natten?” tilføjede han og førte hånden om bag i nakken, for at kradse huden omkring halsen og skulderbladet.

[Ailith Ceola Chartres]

Da Archer rettede sig mere kunne hun ikke lade værre med at smile, hvis han ikke havde prøvet at udfordre hende før havde han helt klart gjort det nu, og hun var parat til udfordringen, selvom det var midt om natten var hun ikke træt, hun var for vant til at være vågen om natten, det var jo trods alt om natten man lettest kunne komme afsted med at dræbe nogen. Da Archers venstre hånd endelig forlod hans lomme blev hun sikker i sin sag, han havde et ar på hånden, og et stort et af slagsen. Hun var helt sikker på at hun snart ville spørge ham ind om det, men for nu var det ikke tiden til det, hvis de skulle køre en masse spørgsmål måtte han starte det, eller i hvert fald tro det var ham, for hvis han ikke snart begyndte at stille spørgsmål måtte hun gøre et eller andet for at få ham til det, det var altid lettest at få information ud af folk når det var dem der havde startet samtalen. Men det undrede hende lidt at han kradsede sig i ansigtet, var der noget galt med ham? Måske var han træt.. det var jo midt om natten.. For hvert ord han sagde kiggede hun mere og mere undrende på ham, det virkede som om han tog udfordringen til et nyt niveau, et langt køligere og overlegent niveau. Og hun elskede det. Selvfølgelig hadede hun inderligt at hun ikke var i fuldstændig kontrol, men det var sjovt for hende at se hvor langt han ville gå på dette niveau, og hvor langt hun skulle gå for at komme i fuldstændig kontrol. "Jeg har mine egne grunde" svarede hun stille, "Desuden er det lidt køligt herude, en pige må jo sørge for ikke at komme til at ligge syg, det er farligt i denne del af byen" sagde hun somom det morede hende at svare på spørgsmålet, somom hun svarede på det spørgsmål hvert minut af hver dag, og sluttede med et skævt køligt smil. Hun så vurderende på ham, stadig med det skæve kølige smil "Træt?" mumlede hun uden egentligt at ville have et svar så hun skyndte sig videre til det hun personligt syntes var meget mere interessant. "Så.." sagde hun lidt højere, "Den der hånd du hele tiden skjuler, skjuler den en god historie?" hun skjulte sin nysgerrig bag en ny overlegen tone og gik lidt tættere på ham, parat til at studere alt hvad han nu gjorde, parat til at beskytte sig selv, parat til hvad han kunne finde på at skyde af spørgsmål afsted mod hende.