A nice family dinner

[Silja Enetta Montegeu]

"Mooooor?! Tror du snart han kommer?!" Råbte den unge pige gennem hele huset, som hun blev mere og mere utålmodig.
Det var sen eftermiddag, og moderen der ikke svarede, var godt i gang med at sikre sig at alt var som det skulle være til hendes søn kom hjem. Silja blev ikke slået ud af at hun ikke fik noget svar, stilte sig blot igen på tæet for at se ud af vinduet.
Hun stod på anden sal, for en den af gangen ved vinduet, og måtte stå på tær for at kunne se helt ned til jorden. Faderen havde sagt at det ville være uhøfligt, og unladylike, at stå og vente ved døren, når man var en fin dame. Så dette gjorde Silja selvfølgelig ikke. Men det betød ikke at hun kunne sidde roligt og stille og vente tålmodigt.
Det virkede måske lidt overdrevet hvordan den unge pige allerede savnede sin elskede bror. Men sandheden var at hun knap kunne sove hvis ikke Kias var den der puttede hende om natten. Og så nød hun at være sammen med ham. Lidt egoistisk vidste hun jo hvordan hendes bror ikke havde noget imod at være sammen med hende. Og trods hendes faders ord om at Kias i fremtiden ikke havde lige så meget tid til hende, ønskede hun at være den eneste pige Kias så. At hun egentlig faktisk var ganske sulten, betød ikke noget før hendes elskede bror var der.

[Esekias Lawrens Montegeu]

esekias kom gående ind af proten ved familiens hus han havde været ude og forberede sig selv, og burde skynde sig at blive ordenligt klædt på til familie middagen, men der var en vigtig ting han burde gøre først. han var klædt i sit fine adels tøj, med sit arvede sværd evigt hængende ved siden, han var i godt humør og gik og smilede for sig selv. under armen havde han en ret stor kassen, som kun loge kunne være under den ene arm. han trådte med et smil ind af døren, hvor en tjener stod og tog imod ham og hængte hans kappe op på stolen
" fortæl moder at jeg er vendt hjem" [/color]
sagde han til tjeneren og begav sig med det samme op på anden sal på vej mod søsterens værelse, han kendte hende så godt og vidste hun ville have savnet ham, noget han selvfølgelig var ked af, men ikke kunne gøre så meget ved det var der for han bare den store kasse med en stor rød sløjfe på

[Silja Enetta Montegeu]

Silja havde ikke formået at se Esekias ud af vinduet fra sit værelse. Men hun havde hørt døren gå, og vidste med det samme hvordan hendes elskede bror endelig var kommet hjem.
Fin dame eller ej. Den unge pige kunne ikke blive tålmodigt på sit værelse og vente på at hendes bror kom op til hende. ”Kiaaaaas!” Udbrød hun, som hun ude af døren til værelset, så broderen stå for enden af gangen. Ansigtet lyste op, som hun uden tøven løb hen til sin broder. Ugeneret af den lange grønne kjole det dækkede hendes slanke krop. Det lyse hår var redt tilbage og sat op i en sløjfe, hvis farve matchede kjolen. De gulbrune øjne, lyste, og udtrykte hendes glæde ved at se sin bror igen. Selvom denne ikke havde været væk så længe i andres øjne, havde det været længe for Silja. Specielt når hun intet havde haft at lave. Hendes mor var bare ikke heeeeelt lige så sjov at lege med som Esekias.

[Esekias Lawrens Montegeu]

En lille pige klædt som en lille fin dame kom ud af døren nede for enden af gangen lige som Esekias kom op for enden af trappen, den velkendt lyd af hans navn der blev kaldt af denne lille pige, gjorde ham altid så fantastisk glad, han lyste op i et stort smil, og skyndte sig at stille kassen forsigtigt på gulvet inde til siden så der ikke skete noget med den, det var nemlig en sat æske, så snart han havde gjort spredte han armene ud til det uundgåelige kram. Da silja kom hen til hende greb han hende i sine arme, og snurrede hende en enkelt gang rundt, inden han lod hende side på den ene arm, sådan som børn nu en gang kan. han smilede til hende og kyssede begge hendes kinder.
" Hej prinsesse"[/color]
sagde han varmt til hende, han elskede hendes iver, ved hende følte han virkeligt at han havde noget at vende hjem til. hendes glæde var så åbenlys. selvom moren og elskede ham, hvilket Esekias vidste og gengældende, kunne hun jo ikke styrte ham i armene på samme måde, de blev nød til at spille deres roller. papfaren accepterede ham og behandlede ham også godt, så længe han gjorde hvad han burde, men der var ingen kærlighed men de to mænd i huset.

[Silja Enetta Montegeu]

Silja strøg straks ind i sin brors favn, og krammede ham tæt i omfavnelsen. Hun følte sig let og fri, glad og lykkelig, sådan som hun altid havde det med sin elskede bror hos sig. Middagen var ikke uvant, men det betød ikke at hun nogen sinde ville vænne sig til, eller blive træt af, at have sin bror hos sig. Det ønskede hun i hvert fald ikke. Hun drømte jo om at blive en fin dame, så han aldrig ville ligge sine øjne på andre dumme piger.
”Jeg har savnet dig sååååååååh meget Kias! Hvorfor var du ikke hjemme i går??” spurgte hun, selvfølgelig med et skuffet udtryk ved spørgsmålet. Hun havde manglet ham til at putte sig. Og hverken mor eller far læste godnathistorier lige så godt som Esekias. Egentlig var hun ikke skuffet. Mere bange for at hendes far havde ret, og at hendes elskede bror måske snart ikke ville have tid til hende længere. Og at han måske ville glemme hende. Noget hun vidste hun måtte sørge for at forhindre.
Med armene om sin bror, gav hun ham endnu et knus. Ligeglad med om kjolen blev krøllet, eller håret røg ud af båndet. Hun havde kun gjort sig så fin for Esekias. Ikke for forældrene.

[Esekias Lawrens Montegeu]

Esekias krammede Silja ind til sig, han fik altid sådan en ro og lykke følelse når han var inærheden af hende. han var glad for at have en der stolede fuldt på ham, og som ventede på ham og savnede ham når han var væk, godt nok forkælede han hende, og selv når han var på vej i byen med vennerne blev de tvunget til at vente mens han gik ind og puttede sin lille søster hellere det end, som hans ven jake hvis forældre og søskende ikke ventede på ham, de overså ham og det havde Esekias længe ham ondt af ham for. han gav Silja et stort kys på kinden og så ind i hendes øjne.
" beklager prinsesse, men jeg havde nogle ting jeg skulle nå så jeg kom først hjem da du var faldet i søvn, og jeg måtte gå før solen stod op, Det er sket meget med mit arbejde de her dage, men det fortæller jeg mere om under middagen"[/color]
sagde han varmt og satte hende ned igen, han kunne ikke både bære hende og pakken, forsigtigt tog han den op i sine arme, og det var tydeligt at det var noget skrøbeligt.
" hvis du nu skynder dig ind til sengen har jeg noget til dig"[/color]
sagde han glad og begyndte at gå mod hendes værelse, han gav hende alt for tit gaver, han brugte næsten aldrig sine penge på sig selv, men som han altid havde ment, så var det forældrenes job at opdrage hende og hans ret at spolere og forkæle hende, når nu der var så stor forskel.

[Silja Enetta Montegeu]

Silja rynkede let på de fine bryn ved hans ord. Arbejde. Det var noget dumt noget… Sådan noget voksne skulle, som tog deres tid. Hendes far arbejdede også alt for meget til at kunne lege med hende. Og selvom hun elskede sin mor, der noget så gerne ville lege med sin fine datter, så kunne Silja godt blive træt af blomster og dukker. Ikke at hun ikke elskede sit legetøj, specielt det ton af bamser og stofdyr der prægede pigeværelset, men hendes fantasi var stor, og tilmed utålmodig. Hun kunne ikke bare sidde og lave det samme i flere timer. Af samme grund havde undervisningen der næsten lige var begyndt, også en udfordring.
Ved hans andre ord, fik hun et stort smil på læberne. Hun elskede at blive forkælet af Esekias. Det fik hende til at føle sig speciel hos ham, og gav hende derfor tiltro til at den dejlige halvbror ikke bare ville erstatte hende med en dum pige der troede hun kunne komme og stjæle ham. Sandt at sige hadede lille Silja at se sin bror i nærheden af andre kvinder, foruden deres mor. Jalousi havde tit præget hende hvis de havde været til en fest, for så skulle alle åbenbart forsøge at mænge sig ind.
Silja droppede hurtigt sine tanker, og fulgte med små løbende trin efter sin elskede bror. Døren skubbede hun op i det hun i sin løbende gang var nået værelset først. ”Hvad er det?? En bamse? En kjole??” spurgte den unge pige begejstret og nysgerrigt, som hun gjorde som hun var blevet fortalt og gik hen og satte sig på sengen. Utålmodig. Mest fordi hun vidste at hendes elskede bror kendte hende, og derfor aldrig ville ende med at købe en gave hun netop ikke kunne lide.

[Esekias Lawrens Montegeu]

Esekias smilede glad til hende og fulgte roligt efter hende
" du er da lidt utoldmodig"[/color]
sagde han små grinende, og satte sig på sengen ved siden af hende med et varmt smil. forsigtigt løftede han kassen op på sengen og så på hende, Pakken gav en lille lyd fra sig. han kiggede roligt på hende
"så må du jo hellere åbne den"[/color]
sagde han med et glimt i øjende, og vidste hun ville elske den lille gyldne hund valp der var inde i pakken, med en stor rød sløjfe på.

[Silja Enetta Montegeu]

Som det kom en lyd fra kassen af, sendte den unge pige sin bror en undrende blik. Hun var faldet lidt til ro ved hans ord, kun fordi hun var bange for at hendes utålmodighed generede ham. Hun kendte ham selvfølgelig nok til at vide at det sikkert ikke var tilfældet, men hun tog ingen chancer. Hvorfor sagde hendes gave lyde? Det måtte undersøges!
Silja vente alt interesse imod hendes gave. Forsigtigt løsnede hun det røde bånd, hvor låget så i det samme hoppede af og afslørede en logrende, glad lille hvalp. De mørke øjne blev først store. Hun vidste ikke hvem hun skulle kramme først, hunden eller hendes dejlige bror. Det blev dog hunden, idet den hoppede, ja rettere sagt kravlede ud af kassen, og op på hendes skød. De tynde slanke arme smøg sig straks om hunden. Overrasket, og lykkelig, anede hun for en gangs skyld ikke helt hvad hun skulle sige. Det endte dog med at hun grinte som den kære hvalp slikkede hende i hovedet. ”KIASS!! Den er fantastisk! Taaaaark!” udbrød hun glad, grinene, dog fokuseret på sit kæledyr. Hendes eneste kæledyr. Hun havde trods alt spurgt far førhen, men han havde ikke troet hun ville kunne klare ansvaret. Nu kunne hun modbevise ham! ”Nuuuurh… Hvor er du bare søøøøøød…. UH! Jeg skal finde på et navn til dig” kommenterede hun til den smilende og logrende hund, der åbenbart enig gæffede et lille, pjevset gæf. Hun var virkelig glad for gaven. En smuk og dejlig hundehvalp. Nu havde hun nogle at lege med hvis hendes elskede bror ikke var hjemme.

[Esekias Lawrens Montegeu]

Lille søsterens reaktion var lige den han havd håbet på, godt nok havde han ikke fået hørt hans stedfar endnu, men han kendte ham godt nok til at vide at efter den nyhed han havde til ham i aften ville han gladeligt føje ham i, at han havde givet silja en der kunne være der når han ikke var, han klappede blidt hunden og så alvorligt på sin søster.
" Hun har allerede et navn prinsesse, hun hedder Centa, det betyder Dronning"[/color]
sagde han blidt og håbede ikke at silja ville blive for skuffet over at hunden havde fået et navn, men han syntes nu det var passende med en lille dronning til hans lille prinsesse.

[Silja Enetta Montegeu]

Silja så først undrende op på sin bror, men endte kun med at smile over hans ord. "Centa... Det er da også et godt navn" eniggjorde hun sig Esekias, som hun gav hunden et blidt og forsigtigt kram. Hun var ligeglad med hvad hendes far sagde. Hun beholdt Centa uanset hvad. Og hun skulle jo nok passe hende. Give hende mad og vand, og gå med hende, og lege med hende.
Silja slap endelig hunden, kun for at overfalde sin bror i et mindre kram. Centa gøede selvfølgelig begejstret, som hun troede de legede på den ene eller anden måde. ”Tak Kias… Virkelig… Det var lige hvad jeg ønskede mig.” lød det mere roligt fra hende, med en lykkelig, virkelig taknemmelig tone. Hun elskede kun sin dejlige halvbror mere efter dette. Og nu med Centa, så havde hun en allierede, der nok skulle støtte hende i kampen om Esekias. Eller… Well, Centa var i hvert fald vidunderlig, og allerede nu følte hun ikke den triste følelse over at vide at hendes bror skulle på arbejde, og ikke kunne være hos hende, var ved at forsvinde lidt.

[Esekias Lawrens Montegeu]

esekias smilede stort og gengældte det varme kram, han kendte jo hans lille søster ret godt, og han kyssede kærligt hendes kinder, og tryggede hende på næsen
" Det vidste jeg da godt, det er sådan noget brødre ved om deres søstre"[/color]
sagde han drillende og slap hende så fra sit greb, og kiggede alvorligt på hende
" Nu må du love mig at bevise over for Richard at jeg har ret og du er gammel nok til at tage dig af hende, hun skal passes og opdrages lige som en lille baby er hun helt afhængi af dig"[/color]
sagde han alvorlig, men med et glad smil. Esekias havde altid kaldet sin papfar for Richard, der havde enda gået lang tid fra hans mor var blevet gift med ham og til han holdte om med at kalde ham sir, også når han bare snakkede om ham, i formelle sammenhænge tiltalte han ham stadigt sir.

[Silja Enetta Montegeu]

Silja nikkede hurtigt forstående, som hun lige så hurtigt endte med den dejlige hundehvalp i sin favn igen. Hun kunne ikke vente til at vise hende frem til mor og far. Og hun skulle nok vise far! At hun var ansvarlig! Og kunne passe en baby.
Silja grinte glad da Centa slikkede hendes hånd og dernæst puttede sig hos hende. Det burde i Siljas øjne være ulovligt at noget var så nuttet, men det var det jo heldigvis ikke. Hendes helt egen hund!
Silja var stadig lidt oppe og køre. Og havde et sted glemt alt om middagen trods hun var sulten. Hun sad i stedet og tænkte på hvordan hun måtte finde en skål til Centa så hunden kunne få noget at drikke. Og mad skulle hun også finde. Så Centa kunne vokse sig stor og stærk. ”Far kommer til at fortryde at han sagde jeg ikke kunne passe et kæledyr… Ikke også Centa?” spurgte hun hunden, der blot logrede glad tilbage til hende.

[Esekias Lawrens Montegeu]

Esekias grinede glad, han var helt sikker på at han havde valgt den rigtige gave, det papfaren havde sagt med at han ikke ville være så meget hjemme passede desvære, hans pligter gjorde at han fra nu af måtte tilbringe meget af sin tid på slottet, og han håbede at centa ville kunne passe på hende når han ikke var der, han vidste hvor meget hun savnede ham når han ikke var der, og hvor lidt hun brød sig om at være alene, nu ville hun i det mindste aldrig være rigtigt alene igen. han strøg hende glad over håret med et smil.
" det er jeg sikker på han kommer til"[/color]
sagde han glad og kiggede ud af vinduet, solen var ved at gå ned og der ville ikke være så lang tid til mad, men esekias burde virkeligt blive vasket og få nyt tøj på
" jeg bliver vidst nød til at gøre mig klar til middagen"[/color]
sagde han blidt og kyssede hendes kind