Så meget at se...

[Olive Phanthes]

Olives blik søgte undersøgende rundt over de mange sjove planter og frugter han kom forbi. Nogle af dem genkendte han fra hvad de havde fået derhjemme, men der var skam også flere der ikke sagde ham en dyt. Der var nyt og anderledes, ikke mindst spændende. Hans onkel havde nemlig aldrig taget ham med til frugtplantagen førhen, og selvom onklen ikke var med nu, vidste Olive at han nok skulle nyde oplevelsen.
Den dejlige sødme der lå i luften, kunne på ingen tid løfte hans humør. Det var sikkert den perfekte opmuntring. Det var dog ikke kun frugterne, eller duften i luften, der var også den dejlige simpelhed og åbenhed på plantagen. Skævede man forbi plantagen, kunne man se slottet, et sted Olive ikke mindedes nogen sinde at have været. Så selvom blikket faldt på det, og han flere gange havde tænkt på hvordan det måtte være derinde, droppede han sådanne tanker nu, og gav sig i stedet i let løb med et grin. Den løste bluse, der mere hang omkroppen, fangede vinden og bølgede bag ham. Der var nogle halvlange ærmer på blusen, hvor skuldrene dog var fri. Bukserne var simple, men tydeligt at godt stof, knælangt og brune. Og ellers havde han nogle helt nye sandaler på.

[Adonis Cyril]

Adonis kom spadserende igennem plantagen, han havde efterhånden vendte sig til disse gå turen i de omkringliggende have om slottet, når hans Lære var inde på slottet, Adonis selv manglede stadigt en del før han kunne blive taget med der ind og blive præsenteret, han havde dog ikke travlt med det, han havde ikke lyst til at skulle Hilse på nogen af de vigtige folk, før han var sikker på at hans viden var tilstrækkelig og at han kunne begå sig, som de andre da Gik adonis rundt med en bog, han havde næsten altid en bog på sig han var ved at læse, han havde fundet ud af at han elskede bøger, han slugte al den viden til sig han overhovedet kunne få fat på. Adonis smilede for sig selv, han havde været heldig at Shade fandt ham, Adonis plukkede fornøjet et æble og begyndte at spise af det, han var enlig ikke sulten, men de søde æbler var fristende. han havde behageligt og praktisk tøj på, men det var samtidigt også meget foremt, han bar en lys fin skjorte, med en lille åben vest over og et et par mørke bukser. Ved siden hang et lille sværd, der dog mest var til pynt, adonis havde endnu ikke fundet ud af om han var i stand til at bruge det, og om halsen havde han en lille medaljon med hans navn på

[Olive Phanthes]

Olive kunne ikke lade være. Han steg på tæer, og gav sig til at sno sig rundt. Rundt og rundt og rundt i ring. Grinende, ind til han opdagede hvordan han begyndte at blive svimmel. Han kom tumlende hen til den nærmeste bænk, som han trods sin rundtossede tilstand, smilte over. Frugtplantagen var vidunderlig. Det var bestemt ikke sidste gang han kom der heller. Nu var det mere… hvad skulle han lave lige nu?
Blikket stoppede svømmeriet efter et øjeblik, og Olive så sig undersøgende omkring efter et eller andet der kunne give ham en ide til hvad han skulle lave. Sandt at sige følte han sig en smule ensom. Han havde ingen venner, og turde i længden slet ikke få nogle. Bange for at skade dem. Og hans onkel havde efterhånden så travlt at han ikke længere havde tid til at lege med ham. Lege var vel også overdrevet. Olive havde da godt hørt tjenestepigerne snakke om at han burde vokse op og blive en god mand, og gifte sig ind i en god slægt. Alt det der. I det mindst havde hans onkel ikke tvunget ham til noget endnu.
Olive sukkede lidt ved mindet om tjenestepigerne han havde overhørt. De kendte hans hemmelighed, og alligevel sagde de sådan. Well, han ville ikke giftes med nogen nej! Ikke med mindre han fandt den person han elskede. Smilet krøb selvsikkert tilbage på læberne ved tanken. Viljebestemt. Ingen skulle gifte ham bort. Så ville han selv finde den person der kunne betyde alt for ham. Lige som hans Onkel havde forklaret at Olives forældre havde været uigenkaldeligt forelskede.
Med tilfundet ”styrke”, rejste Olive sig, og luntede udforskende videre med en let nynnen på læberne. En børnesang, som han var sikker på hans mor måtte have sunget for ham da han var lille. Han tænkte ikke på at han eventuelt ville støde på nogen. Dette gav lidt sig selv, idet han jo langt fra var iklædt til at møde nogle. Normalt når han skulle ud blandt mennesker, var han jo altid helt dækket til af tøj. Men ikke i dag nej...

[Adonis Cyril]

Adonis så en stor dreng komme nynnende i retning af ham, drengens humør smittede af og gjorde Adonis i endnu bedre humør, det virkede så livs bekræftende at se. Adonis smilede, men vidste ikke om han burde henvende sig til drengen, noget gav ham lyst til det, men han vidste ikke helt hvordan man startede en samtale, han kiggede op mod solen som han kunne se igennem grene på æbletræerne, da han kiggede ned igen var drengen kommet meget tættere på, men det lod ikke til at han havde opdaget ham endnu, hvilket gjorde Adonis lidt utilpas.
" herlig vejr ikke sandt"
sprugte han drengen, og brugte den sætning som han havde fundet ud af de andre der havde hilst ham for første gang havde sagt

[Olive Phanthes]

Olive udviste nok tydeligt en kort forskrækkelse ved lyden af den pludselige stemme. Først nu opdagede han manden under æbletræet. Hele udtrykket i ansigtet ændredes straks og hurtigt. Først blussede de lyse kinder op, idet han var flov over at være blevet forskrækket. Dernæst fandt smilet tilbage til de lyse læber, og Olive sendte manden et imødekommende varmt smil, sådan som det var den unge Olive ganske normalt. Han kunne kun undre sig over sin egen afstrejfelse, idet han ikke havde opdaget manden. Well, måtte han jo bare tage som det var.
Olive luntede hen imod manden, holdt af vane en passende afstand på godt 2 meter dog. Herfra nikkede han begejstret som svar. Dagen var herlig, vejret og plantagen. Også selvom han var derude alene. Men vejret var klart det bedste… for havde det været uvejr, ja havde det bare regnet, ville han næppe have fået lov til at forlade huset. ”Godt vejr er det bedste… Så kan man være udenfor” uddybede Oliver sit nikkeri. Blot så manden ikke troede han ikke kunne formulere sig anderledes. ”Der er en form for.. frihed herude” tilføjede han, dels lidt drømmende i stemmen, kun for at le over sig selv dernæst.

[Adonis Cyril]

Adonis så at drengen blev overrasket ved lyden af andre, noget han selv havde oplevet en del gange, når han troede sig alene i de store haver, men da drengen sendte ham et stort smil gengælde han det, han var kort bange for at drengen ville styrte helt hen til ham, vilket var noget der gjorde Adonis utilpas, men da drengen var kommet 2 meter inden for ham stoppede han op, en afstand som Adonis var tryg ved.
" det er det i hvertfald"
Adonis stemme var venlig og hans smilede glad til drengen, inden han tog et bid til af æblet han havde plukket, han kiggede på drengen og så op på den gren hvor der hang endnu et æble, de flest æbler hang for højt oppe til at man kunne nå dem, han smilede
" kunne de tænke dem et æble?"
sagde han glad det virkede som om drengen havde de samme tanker som ham, og det var en herlig ting at opleve.

[Olive Phanthes]

Olive følte en lille lettelse da manden ikke så ud til at genere sig af afstanden. Andre i de finere kvartere krævede en præcentation normal. Forklarede hvem man var. I Olives tilfælde, hvem hans onkel var osv. Men denne mand så lige så tilpas ud ved afstanden som Olive selv var. Så selvfølgelig var der lettelse at føle.
Olives blik hang nok på æblet, dog ikke fordi han havde forventet spørgsmålet. Æblet i mandens hænder så blot yderst lækkert ud. Så jo, han ville gerne have et. Hans blik var allerede søgt op til grenen, som han, hvis han var heldig, lige ville kunne nå. Så mandens ”tilbud” om meget praktisk. Olive nikkede selvfølgelig hurtigt, sikkert lidt ivrigt. Han kunne ikke lade være med at smile over manden, der virkede så ganske imødekommende og ubekymret. Sådan nogle personer Olive syntes bedst op.
Som manden eventuelt rakte op for at tage æblet til Olive, trådte Olive en anelse nærmere. Rakte frem for at tage imod, men tøvede dog i bevægelsen, som blikket faldt på hans bare hænder. Hvis han rørte manden… hvis deres hænder fik kontakt. Smilet blegnede lidt ved tanken. Det ville sikkert drive ham væk… sådan var det jo altid. Olive sank en klump, mens han ihærdigt forsøgt at finde ud af hvad han dog skulle gøre.

[Adonis Cyril]

Adonis smilede glad ved drengen, det var så herligt at se en der var så ivrigt, alt han så for tiden var alvorlige mennesker, og de passede ham også ganske godt, det meste af tiden, men denne iver var forfriskende fra hvordan det var der hjemme, han smilede for sig selv han var kommet til at tænke på Shads hus som hjemme. roligt ragte han op og plukkede et æbel, da han kiggede ned var drengen kommet tættere på, kort øjeblik blev Adonis nervøs, men det så ikke ud til at han ville komme tættere på.
" her, kan du gribe"
spurgte han da han ikke ønskede nogen fysisk kontakt, så længe det ikke var nødvendigt, når det kom til patienter havde han intet imod nærkontakt, men af en eller anden grund brød han sig ikke om det unødigt. forsigtigt kastede han æblet til drengen med et glad smil, så det var nemt at gribe.

[Olive Phanthes]

Olive vågnede fra sine tanker ved sætningen, og blikket rev sig løs fra hånden, og fulgte i stedet æble det blev kastet. Han stumblede lidt tilbage, og greb så æblet i favnen. På den korte tid var havde smilet låst sig fast på læberne igen. Dels over at han greb æblet, men nok mest fordi han slap for den fysiske kontakt. Han syntes trods alt manden virkede så ganske flink. Bedre at snakke med en de andre rigmandsunger.
Olive tog æblet op til munden, og snuppede en stor bid. Æblet var som han havde forventet sødt, og dejlig saftigt. Perfekt om man kunne kalde det det. ”Mhmm, Mit navn er Olive” præsenterede han sig, som han da lige fik tygget af munden. Lidt manere havde hans Onkel da fået ind i hovedet på ham.

[Adonis Cyril]

Adonis smilede fornøjet knægten var et herligt let selvskab i forhold til den den alvorligt atmosfære der var de fleste steder hvor han begav sig hen, og han nød at mærke den impulsive følelse der kom fra den unge. Adonis stak roligt hænderne i lommerne da han havde fået den sidste bid af sit æble, og smilede glad til dreng
" mig en fornøjelse at møde dem, jeg er Adonis"
sagde han glad og kiggede på drengen med munter øjne.

[Olive Phanthes]

Olive var glad for at Adonis ”gengældte gestussen” og præsenterede sig. det var bare mere betryggende at vide andres navne. Desuden kunne man regne mange ting ud fra et navn, og ikke mindst måden det blev præsenteret på. Olive kunne jo hurtigt antage at Adonis, trods tøjet, ikke altid havde været af højere status. Selvom drengen godt vidste at ikke alle kendte ham, så havde de fleste hørt om rigmandssønnen, hvis familie var blevet overfaldet og dræbt. Men Adonis så i hvert fald ikke ud til at kendte til nogle af rygterne der var blevet spredt i tidernes morgen.
Olive gengældte det muntre blik, der afspejlede hans humør og følelser. Han gumlede dermed roligt, ubekymret og tilfreds, videre på æblet. ”Adonis?.. Hvad laver du her?” lød det spørgende, nysgerrigt, som han igen havde tygget af munden. Han tillod sig et du. Mest fordi han ikke rigtig selv orkede at være over formel, i et tilfælde hvor han ønskede at lære personen at kende.

[Adonis Cyril]

Adonis smilede fra drengen sanheden var at han ikke anede hvor han kom fra, han havde blot anlagt sig en vane med at følge den måde som dem han mødte vidste at tale til ham på, så hvis nogen sagde du til ham sagde han det tilbage, med mindre han var blevet oplyst om andet. han anede heller ikke noget om hvem drengen var, han kunne se hans tøj var godt matriale så han var nok ikke fatig men der ud over vidste han ikke noget om drengen. Adonis tog sig endnu en bid af sit æble
" jeg læser mens min lære er inde hos kongen"[/color]
sagde han ærlig og kiggede på drengen
"Og dig?"[/color]

[Olive Phanthes]

Olive valgte tøvende at træde lidt nærmere. Ikke meget, og blot for at vise at han ønskede at lære Adonis at kende. Måske lidt barnligt tænkt. Specielt når han vidste han ikke burde snakke med fremmede og alt det. Men Adonis udtrykte ingen fare. Han virkede simpel, og venlig og imødekommende, trods afstanden, der jo egentlig kun glædede Olive en anelse.
”… Jeg …. Altsåå… Jeg legede bare lidt rundt??” forklarede Olive med et usikkert lille smil. Virkede det for barnligt? At lege rundt? Han kunne trods alt godt lide frugthaven. Og som sagt var der en form for frihed i at være der. Specielt fordi han så sjældent stødte på andre.
”…Din Lærer??” spurgte han så tilføjende, med nysgerrighed der var svær at skjule. Hvis Adonis havde en lærer, måtte manden jo være en lærling. Men i hvad? og hvorfor var læreren hos kongen?

[Adonis Cyril]

Adonis smilede venligt til drengen da han trådte nærmere, Adonis havde et problem med nærkontakt, men det var kun diekte kontakt og drengen virkede venlig nok. Adonis havde godt regnet ud at det var noget i den stil som drengen lavede i haven.
" det er det også en perfekt dag til "[/color]
savrede han venligt og kiggede roligt på ham, mens han tog den sidste bid af æblet, Adonis spiste hele æblet med kærne hus, så der var kun den lille stilk tilbage som han lod glide ned i græsset, det var trods alt bare som en lille bitte gren. han smilede venligt til drenges næste spørgsmål om hans lære, han var vidst relativt nysgerigt, men så længe det var den slags spørgsmål så gjore det ikke Adonis noget
" Ja jeg er læge studerende under Dr. Shade Cyril Archibal"[/color]
svarede han venligt drengen, det forklarede også bogen om medicin han havde under armen

[Olive Phanthes]

Smilet det ellers prydede Olives læber, faldmede ved ordene om hvilken slags lærer han var under. En læge.
Et kort øjeblik blev ansigtet blegt, og Olive trådte samme skidt han havde taget frem før, tilbage. Hånden rystede let, som han nær havde lagt hånden over øjenklappen og det blinde øje, men hurtigt indså han dog også sin egen reaktion, og han forsøgte at slappe af med at trække vejret dybt.
Ved ordet læge, havde Olive blot oplevet et flashback. For ham, havde han genset i en tåge, sin onkel der hvilede over ham og råbte til tjenerne at de skulle få fat på lægen. Alt sammen imens den kære onkel forsøgte at holde Olive i live.
Han kunne godt huske dette, fordi det trods alt ikke direkte skadede hans sjæl. Men siden hen havde han gerne haft svært ved at forholde sig til læger. Han var ikke bange for dem, slet ikke. Men han frygtede at være sammen med nogle der havde set der forfærdelige i verden. Blod, død og ødelæggelse. Ting Olive frygtede noget så inderligt i sin tilstand med hukommelsestabet om fortiden.
Olive rystede det som sagt af sig, og smilte som også igen. Hånden endte også ved det blinde øje, som han huskede fortiden. Han faldt dog til ro ret hurtigt, og farven vendte tilbage i ansigtet som han lod hånden falde ned langs siden igen. ”Så du bliver læge en dag? Det lyder… spændende.” kommenterede Olive, oprigtig i sine ord. Han havde meget respekt for dem der kunne blive læger. Men selv, ville han aldrig have psyken til det.