Uventet, men nyt bekenskab..

[Talija Cisana Maria Ignatio]

Talija så det røde æbel kom mod hende. hun tog det stille og så på ham. hun gav hesten det roligt imens at han spurgte med hætten. hun svarede ikke i den første tid imens at hesten tog æblet og spiste. da den var færdig så hun mod ham. han så væk. hun gik under hestens hals og over på den side han var på og gav ham et hurtigt kys på kinden og smilte til ham.
"De skal ikke tage den på. jeg kan bedre lig at tale til de smukke øjne end til et halvt dækket ansigt"
hun smilte venligt og så på ham. af en eller anden grund var hans øjne bare mere venlige end Ciels. men det var nok også pga at denne freng hun ikke havde navnet på var så venlig mod hende og ikek ond eller noget.

[Caleb Dé Ricéy]

Caleb blev ved at holde blikket fra hende, mens han afventede hendes svar. Han ville jo ikke skræmme hende. Han bemærkede at hun bevægede sig, men vidste ikke hvorhen før han mærkede det hurtigere kys på hans kind. Han så overrasket på hende og rødmede som en sindssyg. Smukke? Hun synes at hans øjne var smukke? Han endte alligevel med at se væk, en smule genert før han så tilbage på hende med et venligt smil, som han ikke havde smilet længe.
”Mange tak” sagde han og var glad for at der ikke lige pludselig blev snakket om hans far, som folk jo forbandt hans øjne med. Der var jo en grund til at han skulle passe på. Ikke alene kunne folk se sit es for at prøve at kidnappe ham for at presse Ciel, men hans far vidste som regel også alting om hvor han befandt sig på en dag..
”Bare kald mig for Cale” sagde han så, da det var gået op for ham at han endnu ikke havde sagt sit navn overfor hende. Han turde ikke sige hele hans navn, så han brugte et gammelt kælenavn, som han havde haft..

[Talija Cisana Maria Ignatio]

Talija synes det var rart da han smilte. hvor havde han bare et sødt og utroligt smil. hun kunne ikke lade vær at smile. og hun fattede ikke hun havde kysset ham på kinden. men det havde virket rigtigt der. hun så på ham med et varmt smil og hørte hans navn.
"det er dejligt at møde Dem Hr. Cale."
hun gik over mod ham og så ind i hans øjne. hun var betaget af dem. de var smukke. de var venlige og de var for hende strållende af stor venlighed og kærlighed. hun smilte til ham og kørte lidt hår bag sit øre. hun følte sig faktisk godt tilpas lige nu. han var sød og venlig. han fik hende til at smile.

[Caleb Dé Ricéy]

Hans rødme blev mindre, men lå stadig en smule tydeligt over hans kinder. Han var blevet glad for det kys havde fået på hans kind. Han kunne ikke lade vær med andet end at nyde hendes selskab. Hendes venlighed og varme fik ham til at føle igen, og ikke bare være den tomme skal, som han udgav sig for normalt.. Han vidste ikke hvordan det havde været hende muligt at fjerne hans facade sådan..
”I lige måde, frøken Cisana” svarede han med et venligt smil, mens han så ind i hendes gyldne øjne. Men måtte se genert væk igen efter lidt tid, da han var bange for at han var kommet til at stirre på hende.
”Bor du i denne her del af byen?” spurgte han så og valgte at forkusere på hendes hår der lå om hendes ansigt i stedet for hendes øjne, selvom blikket ikke kunne lade vær med at glide en smule imod dem alligevel..

[Talija Cisana Maria Ignatio]

Talija synes han var sød som han var så normal og på sammetid med manere. hun smilte til ham og da han spurgte om hun boede der i nærheden måtte hun tænke hurtigt. det gjorde hun jo tættere end man skulle tro. hun så på ham og smilte varmt og grinte.
"ja det gør jeg faktisk. hvad med Dem?"[/colo]
hun smilte og så på ham roligt. hun boede der jo og vis han spurgte hvor måtte hun sige i nord og øst. hun måtte sige hendes forældre ikke boede sammen eller noget. hun måtte finde på noget. selv om lige nu havde hun mest af alt ikke lyst til at lyve. hun havde lyst til at sige nordøst men så ville han vide det med mindre... at han troede hun arbejdede på slottet som en anden havde troet.

[Caleb Dé Ricéy]

Caleb nikkede stille og ville egentlig ha' spurgt hvor han befandt sig henne, men kom i tanke om at kunne ende med at udspille ham som dum. Hvorfor han dog var riddet i en retning, som han ikke anede selv hvor han befandt sig henne. Dog havde tanken aldrig kommet til hans hoved, da han var vred, mens han bare havde ladet hesten føre ham bort fra palæet.
Dog kom han til at fortryde hans spørgsmål, da den blev vendt tilbage til ham. Han kunne ikke sige at han var fra øst? Ville det ikke bringe for meget mistanke over ham selv?
"Nej, jeg er ikke fra denne del af byen" svarede han høfligt og var bange for at hun så ville ende med at spørger hvor han så var fra. Han havde ikke rigtig lyst til at skulle lyve overfor hende, men det virkede for farligt at fortælle sandheden. Det kunne nemt ende galt og han kendte jo sådan set ikke Cisana..

[Talija Cisana Maria Ignatio]

Talija så roligt på ham. hvor mon han var fra så. lige nu ville hun ikke spørger da han ikke havde spurgt hende. hun smilte varmt og så på ham.
"det er jeg da ked af at høre. så ser jeg Dem ikke så tit."
hun grinte stille og så varmt ind i hans røde øjne. de så venlige ud de virkede slet ikke som ciels. men var han mon i familie med ciel eller var det et tilfælle?

[Caleb Dé Ricéy]

Caleb kunne ikke hindre den lidt større rødme, som endte med at stige i hans kinder igen. Ikke alene hendes varme smil og milde latter, men hendes ord. At hun var ked at høre det, for så kunne hun ikke se ham så tit? De havde dårligt været sammen i halv time og hun snakkede allerede om at mødes igen? Der havde været en latter, så mon ikke bare hun lavede sjov.. Han smilede bare, mens hun grinte og mødte hendes blik, da hun igen så ind i hans øjne. Hun havde godt sagt at hun fandt dem smukke, men havde det bare hun havde sagt for at han ikke skulle blive utilpas? Folk kunne ikke lade vær med at forbinde dem med mutanter, pga den så specielle farve. Caleb vidste dog ikke helt hvad mutanter var, så han vidste ikke hvad det var at hans øjne blev sammenlignet med, udover at det var noget dårligt..
"Sikker på at mine øjne ikke genere Dem?" spurgte han en smule bekymret.

[Talija Cisana Maria Ignatio]

hun mente hvert et ord hun havde sagt. hun havde altid lært at en prinsesse ikke måtte lyve. hun så på ham og gik roligt over til ham. nok havde de kun lige mødt hinanden men hun ønskede da at se ham igen. han fik hende til at smile. fik hende til at føle sig glad. det var ikke en som så hende som en pynte pige. ikke en som så hende som en lille prinsesse som bare var til besvær. han fik hende til at føle at hun faktisk var helt normal. hans spørgsmål gjorde hun gik over ved ham og lagde roligt en hånd på hans overarm.
"Jeg lyver ikke. Deres øjne er smukke. de virker hverken kolde eller onde men fyldt med varme som bare har behøv for at komme ud."
hun sank en klumb og rødmede. hun fattede ikke hun havde sagt det men det var sådan hun følte det. hun slap roligt hans arm og gned sine hæænder i flovhed

[Caleb Dé Ricéy]

Caleb så kort på hånden, som blev lagt på hans overarm, inden han så på hende, som det var at hun fortalte at hun ikke løg. At hans øjne skulle ha' en varme der bare havde behov for at komme ud, ikke kolde eller onde. Sjove ord bruge, men det havde jo egentlig været det, som han troede de havde virket overfor hende. Selvom det kom som et mindre chok, så kunne han ikke lade vær med at smile alligevel. Hun var sød når hun rødmede.
"Tak, frøken Cisana. Så vil jeg ikke længere tvivle på Deres ord" sagde han med et varmt smil og lagde hans hånd over hendes hænder, da der ikke var nogen grund til at være flov over hendes egen mening.
"Dog kan jeg ikke lade vær med at finde Deres øjne meget smukkere end mine.."
Han kiggede hende ind i øjnene, men rødmede ikke mere ved hans ord, men sagde dem en smule bestemt.

[Talija Cisana Maria Ignatio]

hans ord varmede hendes hjerte. der var en der faktisk ville tro hendes ord. hun blev tit set som udulig og en løgner fordi hun var mutant. hun smilte varmt til ham. hans hænder var varme om hendes. hun så op på hans øjne og smilte varmt.
"Det glæder mig Hr. Cale."
hun hørte hvad han sagde om hendes øjne og de gyldne øjne lyste næsten op i lykke. synes han virkelig hun havde smukke øjne. hun rødmede småt og smilte.
"Det første gang jeg høre nogle sige det om mine øjne. tusind tak Cale... ups. jeg mener Hr. Cale."
hun var van til at blive skældt ud når hun ikke brugte rigtig etikete. så hun var van til at sige undskyld.

[Caleb Dé Ricéy]

Det var dejligt at se hvordan hun tog godt imod hans ord og ros. Der var ikke meget egoisme at finde hos hende. Der var intet kækt svar på omkring hendes øjne. Caleb havde stirret en smule undret på hende, da hun sagde at det var første gang at hendes øjne var blevet omtalt som smukke. Havde hendes forældre ikke sagt noget om dem før? Var det ikke normalt at få den slags ros og komplimenter? Han kom til at tænke på den tidligere melodi hun sagde nynnet og lært fra en pige, mon Cisana ikke havde nogen forældre? Caleb turde ikke rigtig at spørger, da han var bange for at det ville ende med at såre hende. Dog havde han ikke haft noget imod at hun bare havde kaldt ham Cale, uden at skulle for alt for formel..
Han rystede svagt på hovedet.
"De behøver ikke at sige hr til mig.. Det gør mig ikke noget hvis De kalder mig Cale, frøken Cisana" sagde han med et venligt smil og gemte alt om hans hånd, som stadig lå over hendes hænder. Ville det være forvovet at spørger om de skulle være dus?

[Talija Cisana Maria Ignatio]

Talija smilte varmt til ham hun kunne godt lig at han ikke ville kaldes hr. men hvorfor sagde han så stadig frøken. hun smilte varmt og nikkede.
"okey det vil jeg prøvede men så skal De også lade vær at kalde mig frøken."
hun smilte blidt og hørte pludselig noget bag sig. hun vendte sit hoved om og så det var en tjeneste pige. hendes tjenestes pige. hun så mod cale og smilte.
"jeg må desværre smutte nu. jeg håber vi kan mødes igen en dag."
hun så ned på hans hånder og gav dem et lille klem og løb hurtigt videre ind i parken hun ville tage en genvej mod hegnet uden at blive opdaget af hendes tjenestepige. hun så sig tilbage og håbede at hun ville møde cale igen. han var så sød.
//out.

[Caleb Dé Ricéy]

Det lød meget fair at han så også skulle stoppe med at sige frøken til hende. Dog havde han også haft indlært hvordan man skulle tiltale folk, så det ville virke for underligt for ham, samt ville han ende med at føle at han snakkede ned til hende..
"Jeg skal prøve" sagde han dog med et skævt smil..
Han så undret på hende, da hun pludselig så rundt, dog vidste han ikke hvad det var at hun kiggede efter. Han mødte hendes blik, da hun så tilbage på ham. Et mindre trist skær havde været i hans øjne, men han slap hendes hænder.
"Det håber jeg også vi gør, frø.. Cisana.. Det gør jeg virkelig.." sagde han og så på hende forsvinde før han så rundt. Mørket var på vej.. Han træk sin hætter over sit hoved igen og træk hesten med ud fra parken og et godt stykke ud af byen før han stoppede op og stirrede på hesten.. Det ville gå hurtigere at ride hjem og siden hans frygt for mørket var større end hans frygt for heste, så satte han sig op på dyret og lod den begynde at trække ham tilbage hjem.. eller han håbede på at den førte ham hjem..

// OUT - THE END //