Uventet, men nyt bekenskab..

[Caleb Dé Ricéy]

Caleb havde bemærket hvordan deres personale i huset var begyndt at virke spændte på et eller andet. Han vidste ikke hvad og var egentlig bange, selvom han var nysgerrig. Efter en del press havde han fået en af pigerne til at fortælle ham hvad der gik for sig. Der havde været en kvinde, som eftersigende skulle være smuk og skulle ansættes som hans lærerinde. Caleb vidste ikke helt hvad han skulle tænke og blev vred, da han hørte det. En lærerinde? Hvorfor dog? Han vidste godt at han ikke havde haft været god til at holde sig til det der var blevet sagt, men var det virkelig nødvendig at smide folk i hovedet på ham?! Kunne hans far vel ikke tage sig af ham selv?! Han vidste godt hvad svaret var på det spørgsmål. Selvfølgelig kunne hans far ikke det. Han var for travl med at være kongens rådgiver..
Solen stod højt og Caleb var løbet udenfor, efter at ha' hentet en kappe fra hans værelse og en taske, som han fyldt en smule op med mad. Hans far jo bare ligeglad med ham, så skulle han også blive fri! Hans vrede førte ham ud til hestene, og til trods hans ellers så forsigtighed omrking de store dyr fik han den mørkegrå hest med sort manke, som var hans egen, selet op og ud af folden..
Han satte sig op på hesten efter han trukket den ud i gården og råbte af lungernes fulde kræft at de skulle lukke porten op. Ud af forvirring gjorde de det og Caleb var hurtigt ude fra palæet..

----------------------------------

Hesten red med ham, da han dårligt havde kontrol over den, men han kunne blive siddende. Caleb selv anede ikke rigtig hvor han var henne og da hesten gik ned i farten sikker han sig at hans hætte dækker hans øjne og hans sorte rigmandstøj. Han skulle ikke ende med at blive opdaget og bringe sig selv i fare. Han red forbi et skilt hvor der stod dyreparken og kunne gøre andet end at blive nysgerrig og ville kigge det nærmere..
Caleb steg af hesten og træk den med sig til en form for lang træhegn, hvor der stod vand, udlukkende til hestene. Han følte sig en smule stolt over at ha' reddet på hesten, men var ikke mindre bange for dens højde. Han bandt den fast, så godt, som han nu kunne, men havde aldrig lært hvordan man bandt en hest rigtig fast, så han tænkte ikke over at hesten nemt ville kunne slippe fri, hvis den havde lyst..
Han begav sig ind i parken og ikke lade vær med at smile ved synet af dyrene. Godt nok havde de mange dyr derhjemme hvor han boede, men det her var helt utroligt og de virkede alle sammen så rolige og tamme.. Han satte sig dog på en bænk og betragede dyrene, alt imens hans hest havde fundet ud af at den kunne komme løs, men var det en hest, som var trænet til det yderste og opdraget godt, så den blev stående hvor den var og nød godt af vandet efter rideturen..

[Talija Cisana Maria Ignatio]

parken var et dejligt sted. et sted en pige altid ønskede at komme. Talija havde hele dagen set mod parken fra værelset og havde valdt at sætte sin stol foran døren så den var lukket. hun gik over til vinduet og ønskede vinger så meget hun kunne. der gik ikke længe før at et par smukke vinger kom på hendes ryg. hun fløg ud af vinduet med noget ældre tøj på. hun fløj over slots haven og mod parken. hun landte blidt på jorden hvor vingerne forsvandt. hun så rundt og så en smuk hest. hun smilte varmt og begyndte at gå videre. hendes tøj gjorde hun lignede en fra middelklassen og hendes hår var stadig rigmands klasse. hun gik roligt rundt og så nogle hjorte foran sig. den store han hjort vra opmærksom og smuk. hun smilte roligt og begyndte at nynne blidt. hendes stemme var klar og smuk. hendes holdning rang og elegant. hendes beægelser var flotte og hun var ikke bange for at være sig selv. hun satte sig ned på jorden for at vide hjorten at hun ikke var der for at skade dem.

[Caleb Dé Ricéy]

Caleb bemærkede en blid nynnen. Han fandt den smuk og en smule fortryllende, så han ville finde ud af hvor den kom fra.. Han rejste sig og begav sig imod lyden. Han kunne lade vær med at forbinde det som et eventyr at følge en lyd, som man ikke vidste hvor kom fra.. Han tænkte ikke over hvilke fare der kunne ligge ved det. Han opdagede en ung pige, som uden tvivl var ældre end ham. Selvom hendes hår var blevet så godt, så dømte han ude fra hendes tøj at hun nok var fra middelklassen, selvom han ikke kunne lade vær med at sammenligne en smule med de prinsesser, som var i hans eventyre. Han vidste ikke hvordan en rigtig prinsesse så ud, men vidste at den rigtige prinsesse, kongen eller dronning bare skulle kalde, så kom hans far, Ciel, så hurtigt han kunne. Caleb kunne ikke tillade sig at være selvisk på det punkt..
Han gik hende nærmere, stadig med hætten dækkende hans øjne og hans tøj, men hans højde og kropsbygning tyde på at han var et barn, ikke noget et normalt menneske ville se en fare hos.. Han holdte sig lidt over en meters afstand, så hun ikke kunne se op under hans hætte.
”Det er en smuk nynnen, frøken.. En melodi, som De har lært af Deres mor, måske Deres far?” spurgte han høfligt og ganske forsigtigt. Til trods for at han kun var de 13 år, så talte han alligevel, som en der var ældre, hvis man så bort fra hans barnlige stemme, der endnu ikke havde var gået i overgang..

[Talija Cisana Maria Ignatio]

Talija var helt roligt. hun nød at side og se på hjortene og nynnede for at slappe af og måske få dyrene til at slappe af. hun satte sig roligt og da en stemme lød bag hende drejede hun sig så håret fløj efter som en smuk gylden bølge. de gylne øjne så på ham og smilte varmt. hendes mor eller far. desværre var det bare ikke sådan. hun rejste sig roligt op. for ikke at skræmme dyrende. hun børstede kjolen af og så mod ham. hendes gyldne øjne udviste venlighed og varme.
"desværre ikke. jeg har lært den af en pige jeg hørte nynnede den. synes den var så smuk at jeg har lært mig selv den"
Talija så på ham. han virkede voksen men stadig barnlig. men han virkede da meget venlig. hun synes faktisk han var sød. den første fyr hun havde mødt. eller den første dreng. hendes lærer var jo også en fyr. hendes sang hun nynnede var en tjeneste pige der gik og gjorde rent som havde nynnet den. hun sangt tit.

[Caleb Dé Ricéy]

Caleb kunne mærke hvordan han tabte både næse og mund, da hun vendte sig imod ham. Hendes øjne. Den gyldne farve mindede ham en smuk sol opgang og hendes smil. Det var så varmt at Caleb var glad for at hans hætte dækkede som den gjorder, så hun ikke kunne se det mindre rødlig skær, som havde dannet sig, som havde samlet sig i hans kinder. Han lukkede dog munden, da han opdagede den havde været åben, mens hun havde rejst sig fra jorden.
Der gik lidt før det var gået op for ham at hun havde svaret på hans spørgsmål og han heller måtte svare hende tilbage.
”En pige? Javel.. Uanset hvad så var det en fryd for øret frøken.. ?” svarede han og et svag smil og havde trukket lidt på frøken i håb om at han kunne få hendes navn..

[Talija Cisana Maria Ignatio]

Talija ville lidt ønske at hans hætte faldt ned. men dette gav det et straf af mystik og det var ret sjovt. hun så på ham og da der gik lidt tid før han svarede smilte hun lidt og grinte. han var faktisk nyttet. da han trak ud i frøken smilte hun varmt. hunkørte en hånd over et hår der hang over hendes ansigt. hun så på ham med de gyldne øjne og smilte.
"De kan kalde mig Cisana"
hun hadede at afsløre sit rigtige navn, alle vidste prinsessens fornavn. alle vidste at hendes rigtige navn var prinsessens. hun så på ham og synes faktisk at han var meget sød. han var også ret venlig.

[Caleb Dé Ricéy]

Selv hendes latter var skøn. Den stakkels dreng vidste slet ikke hvor han skulle gøre af sig selv. Ikke at han ikke før havde set smukke kvinder, men hun var alligevel anderledes end de andre. Og yngre end de fleste han havde set.
Han smilede en smule mere, da han fik hendes navn. ”Frøken Cisana.. Kan du andre melodier?” spurgte han interesseret, da han ikke ville ha' noget imod at høre hende nynne igen. Han blev en smule nysgerrig på om hun også ret faktisk kunne synge. Ville dyrene så også hen til hende, som i eventyrene? Han rystede på hovedet af sig selv i hans tanker, da han normalt ikke ville blande virkelighed og fantasier sammen. Der var jo meget stor forskel imellem de to ting, selvom det virkede til at denne frøken Cisana skulle være en blanding af begge dele..

[Talija Cisana Maria Ignatio]

Talija så på ham da han spugte om andre melodier.. hun så rundt og tænkte hvad hun skulle vælge. hun sang jo meget til undervisning. hun elskede at synge og stoppede aldrig før sangen var slut. hun så rundt og valgte at se på ham og smilte.
"It's amazing how you can speak right to my heart
Without saying a word you can light up the dark
Try as I may I could never explain
What I hear when you don't say a thing"
startede hun med at synge og gik over imod ham med et varmt og venligt smil. hendes øjne strållede og viste at hun havde stor kærlighed til sang og meget at gi. hun snorrede rundt og elskede at synge varmt og fra hjertet.
[url?http://www.youtube.com/watch?v=v8YEg__RP3w&feature=related]sangen[/url]

[Caleb Dé Ricéy]

Caleb stod som bundet og med fødderne plantet til jorden. Hendes nynnen havde jo næsten været ingenting i forhold til hendes fantasiske sangstemme. Ikke alene var melodien smuk, som den trillede i kærlige tekst. Det var en uden tvivl starten på en kærlighedssang. Musik var ellers ikke noget, som Caleb interesserede sig for, så han blev helt undret over at det fandtes sådanne smukke sange. Han følte sig rørt af hendes sang, følte sig en smule varm.
Han så roligt til mens hun gik imod ham, dog lukkede han øjnene og smilet træk sig en smule, da han følte hun kom for tæt på. Han ville ikke ha' at han skulle blive afsløret. Hans øjne var en af de ting, som kunne afsløre ham, udover hans tøj og den flotte hest, som stod og stadig ventede på ham.

[Talija Cisana Maria Ignatio]

Talija dansede om på hans side og da hun kom til hans side lod hun en hånd ramme hans skuldre med et smil. hun synes faktisk at han var ret sød. hun lod hånden køre over skuldren og sluttede ved ryggen hvor hun slap og gik videre bag ham imens hun sang færdig. hun elskede at synge. og at han ville lytte var helt vildt sødt. hun smilte varmt og grinte lidt. hvor var det sødt at han lyttede. hun blev færdig med sangen og gik roligt videre og stoppede op 3 meter fra ham og så mod hjortene som gik og græssende. hun håbede lidt han snart ville vise sit ansigt men det var jo hans valg.

[Caleb Dé Ricéy]

Caleb var blevet bekymret for om hun mon ville hive hans hætte af, da han mærkede hendes hånd og havde holdt vejret til han mærkede hendes hånd køre over hans skulder og gav slip på ham igen. Han åbnede øjnene igen og vendte sig om for at se hende gå fra ham og stoppede.
Han gav sig til at klappe, da det var gået op for ham at sangen var færdig og begyndte at gå imod hende. Dog kort for ikke at skramme dyrene for meget.
”Helt fortryllende! Jeg er sikker på at De sagtens ville kunne tjene nok til at kunne spise sig mæt hver dag og stadig ha' råd til kjoler, som ville intet i forhold til den de har på nu” sagde han og vidste ikke helt hvordan man gav komplimenter, så han gjorde det udefra hvad han havde lært, frem for hvad han egentlig synes.

[Talija Cisana Maria Ignatio]

hun kunne ikke lade vær emd at grine lidt efter at der gik tid for han klappede. hun smilte og så på dyrede da han gav hende et... kompliment!? hun vendte sig om og så på ham. tjene til dagen og til kjoler. hvad skulle hun svare hun ville jo ikek sige hun var prinsessen. hun smilte varmt.
"jeg elsker nu denne kjole. enkel og lige til"
hun så på ham. faktisk elskede hun sin lillae kjole og hendes lyserøde som var med sløjfer og meget store. hun ville bare ikke ha man så hende som en lille pynte pige som elskede alle store kjoler. men hun ønskede han skulle kunne lig hende for hende.

[Caleb Dé Ricéy]

Caleb kunne ikke lade med at smile lidt, da hun fortalte at hun elskede den kjole, som bar. Han var bange for at hun måske havde misforstået hans udtalelse? Det var ikke fordi at den kjole hun havde på ikke var pæn nok, men plejede piger ikke at være glade for kjole og altid gerne ville ha' flere og flere om sig. Hvilket var grunden til han havde sagt det. Havde været bedre med sko måske? Eller smykker?
”Den har også nogle flotte farver” måtte han erkende, selvom han var vant til overklassekjoler. Han havde dog ikke opdaget at hesten var blevet en smule utålmodig og var endt med at bevæge sig ind i parken og havde gået op bag Caleb. Han havde haft sin opmærksomhed på Cisana, så han blev noget overrasket, da hans grå hesten tog fat i hans hætte og hev i den.
Caleb vendte sig hurtigt, da han mærkede modstanden i hætten, som havde været tæt på at afsløre hans øjne. ”Giv slip! Du skal nok få noget mad, bare du giver slip” sagde han til hesten, mindre panisk, som i sidste ende gav slip, så hans hætter lagde ned på ryggen. Han var i forvejen ikke glad for det store dyr og det med hætten gjorder det ikke en tak bedre.. Han stirrede på hesten, som stirrede afventede tilbage på ham, men han var gået halvt i trance..

[Talija Cisana Maria Ignatio]

Talija så på ham da han sagde det med kjolen. hun smilte og rødmede en lille smule. hvor var han bare sød. hun så op og så på hesten da den tog fat ihans hætte kunne hun ikke lade vær at grine. hvor så det bare sjovt ud. da hun hørte paniken i hans stemme løb hun over til den og klappede hesten på halsen. hun nussede den og da hans hætte faldt ned så hun mod ham. hun så de røde øjne. smilet blev hverken mindre eller større. hun så på dem længe. de ar vidunderlige. men... hvorfor mindede de hende om ciel. hun klappede hesten og så på den i stedet.
"god hest. men hætter er alsår ikke mad"
hun blev pludselig lidt bange. de røde øjne og sorte hår det lignede ciel så meget. hun blev nærvøs for hvilket forhold han havde til ciel. en mand som kun hade forvoldt hende smerte.

[Caleb Dé Ricéy]

Hans blik var gledet på Cisana, da mærkede hendes stirren på hans øjne. Det var efterhånden en normal reaktion, men det havde alligevel været et stykke tid siden at han sidst havde mærket folk stirre på dem. Han så dog ikke ned, da hun skiftede til at se på hesten i stedet.
Han gik om på siden af hesten og åbnede tasken, hvor han fandt et rødt æble, som han havde taget med sig ud. Han rakte det til hende, mens han så væk.
”Skal jeg tage hætten på igen?” spurgte han, da hun havde været meget venlig overfor ham, så måske var hun for venlig til at sige det, hvis hun heller så ham med hætten på. Det var næppe alle, som fandt den røde farve behandlige. Han kunne ikke selv lide farven, dog var det aldrig noget han havde fortalt til nogen, da han vidste hvor meget stolthed der skulle ligges bag dem. De var trods alt noget han havde arvet af hans far og lå til navnet Dé Ricéy..