Post by Silvia Hunter on May 26, 2014 21:30:01 GMT 1
At være flygtning var ikke ligefrem et liv, som Silvia havde ønsket sig, da hun først var gået på opdagelse selv. Hun havde aldrig forventet at hendes halvbror, mutanternes beskytter, ville give hende så mange vagter i nakken. Hun var yderst frustreret over udfaldet, men havde efterhånden lært at bide det i sig, ellers ville hun blot tage sin aggressioner ud over uskyldige mennesker, en person, som hun slet ikke var. Nok havde hun forandret sig med tiden, men hun var stadig den samme inderst inde, det var bare yderst svært at komme bag facaden, som hun ikke følte at hun kunne stole på nogen. Da hun startede på kroen havde hun altid gået rundt i et læder look, men efter besøget i MeRosal var hun endt i den modsatte kløft med kjoler og afslappende dage i solen. Efter at hun var blevet taget til fange havde hun lagt det liv på hylden. Hun brød sig ikke om at forandre sig selv, men alligevel havde hun foretaget nogle ændringer for at skjule sig fra vagterne. Hendes har var igen blevet kortere, men hun gik ikke længere rundt i hverken kjoler eller læder look, i stedet var hun faldet over en sort stil, der var knap så varm om sommeren, men stadig kunne holde hende varm om vinteren. Hun gik langs med gaden og skjulte hendes isblå øjne bag en hætte, som hun havde blikket rettet mod jorden. Hun var tæt på at give op, men det var ikke det værd, hun ville ikke lade dem vinde over hende. Silvia havde for et stykke tid siden besluttet sig for ikke længere at blokere sin evne, men udforske den sidste, noget der var gået ud over vagterne, så snart hun var blevet træt af dem. Hun stoppede op foran Den grønne flod, hvorefter hun så sig over skulderen og gik ind, trak hætten af og lod den korte hår få luft, som hun placerede sig i et fjernt hjørne og bestilte et simpelt glas vand. Hun misundede bartenderne, eftersom at hun ikke kunne vende tilbage til sin normale job, men var tvunget til at strejfe rundt. Hun knurrede hænderne om glasset og stirrede ned i vandet.
*Jeg ved at du er her et sted, Akio*
tænkte hun roligt for sig selv, som hun undersøgte gæsterne og udmærket kunne fornemme at Akio måtte være der et sted. Hun kiggede fortsat ned i glasset før hun lænede sig tilbage i stolen og stirrede op i loftet, imens hun lukkede hendes øjne. Så man ikke kunne se de isblå øjne blive mere blå i det.
*Du behøver ikke møde mig, jeg vil bare gerne høre hvordan det går dig, har ikke snakket med dig i flere måneder efterhånden, hvilket bekymrer mig*
forklarede hun roligt, som hun lod sin finger glide rundt om kanten på glasset. Hun nynnede roligt for sig selv, imens at hun ventede på svar fra ham. En gang imellem spejdede hun rundt imellem gæsterne for at være sikker på, at der ikke var nogle personer, som hun kunne genkende fra slottet, efter hendes lange ophold.
*Jeg ved at du er her et sted, Akio*
tænkte hun roligt for sig selv, som hun undersøgte gæsterne og udmærket kunne fornemme at Akio måtte være der et sted. Hun kiggede fortsat ned i glasset før hun lænede sig tilbage i stolen og stirrede op i loftet, imens hun lukkede hendes øjne. Så man ikke kunne se de isblå øjne blive mere blå i det.
*Du behøver ikke møde mig, jeg vil bare gerne høre hvordan det går dig, har ikke snakket med dig i flere måneder efterhånden, hvilket bekymrer mig*
forklarede hun roligt, som hun lod sin finger glide rundt om kanten på glasset. Hun nynnede roligt for sig selv, imens at hun ventede på svar fra ham. En gang imellem spejdede hun rundt imellem gæsterne for at være sikker på, at der ikke var nogle personer, som hun kunne genkende fra slottet, efter hendes lange ophold.