A long journey, but worth it [Clarié]

[Ciel Dé Ricéy]

Det var næsten som om at turen havde varet for evigt, som han ofte havde kigget sig over skulderen, både for at se tilbage i retningen af hvor Talian lå, men samtidig også fordi han ville sikre sig, at der ikke var nogen lige i hælene på ham. Han kunne jo ikke lade vær med at tænke over hvad MeRosal egentlig stod for, noget der igen bragte fortvivelse frem i hans ansigt, som han ikke forstod hvorfor Hiroki havde indgået en aftale med dem, når de netop gik ind for frie mutanter. Man kunne aldrig vide hvad der lurede rundt om det næste hjørne, selvom han inderligt håbede på at han ved et tilfælde ville støde på Talija, så han i det mindste kunne lade arbejdet ligge, og blot nyde MeRosal, eller hvad man nu kunne nyde der. Udover Yaya's selskab selvfølgelig. Han smilede en anelse for sig selv, som han kom til at tænke på Yaya og faktisk ikke lagde mærke til at MeRosal dukkede op ude i horisonten. Hvor han bare savnede den kvinde og deres søn. Han kunne godt frygte at Caleb var taget på en udflugt og stødt ind i en af disse mutanter, dog besluttede han sig for ikke at bekymre sig, som han var sikker på at Caleb nok skulle komme igennem det, så længe det ikke førte alt for mange spørgsmål med sig. Han kunne tydeligt huske, da han for første gang var blevet spurgt om mutanterne, efter episoden med Minori. Han ville aldrig kunne glemme det, som han strammede grebet om tøjler, hvilket fik Cáel til at vrinske irriteret, som han bremsede vognen ikke langt fra grænsen og blev smidt ud af sine tanker.
"Du har ret, jeg burde rense mine tanker og fokusere noget med"
indrømmede han blankt, som han kiggede hen over Cáel og de andre heste for at se byen, der efterhånden var tæt på. Skulle han overhovedet ride igennem byen eller vælge at ride direkte mod palæerne? Han var ikke helt sikker, men på den anden side, så kunne han godt trænge til et ordentligt bad og noget godt at spise, inden at han ville dukke op ved palæet. Yaya ville aldrig acceptere hans påklædning, noget han ikke en gang selv ville lade sig vise i, hvis han kunne undgå det. Derfor var han også næsten tvunget til at gøre et stop inde i byen, som han hurtigt fandt frem til en mulighed, som passede ham.

Der gik noget tid før at Ciel atter var klar til at rejse videre, også selvom han havde efterladt vognen uden nogen vild overvågning, så havde han taget sine forholdsregler, som han havde taget bogen med sig og ikke forladt den ude af hans synsfelt. Han gik nu tilbage mod vognen med et tilfreds smil, som han endelig kunne tillade sig at vise sig i palæerne. Der var ikke længere nogen spor efter den lange rejse, som alt sand og tørke var fjernet fra hans hud. Det eneste der var tilbage var de mindre ar, som prægede hans hænder og noget af hans ansigt. Dog ikke så det var tydeligt, man skulle tæt på ham for overhovedet at se at de faktisk var der. Det var muligvis nogle ar, som han aldrig ville glemme, men samtidig ville de også bare få ham til at kæmpe mere for sin sag, noget han skulle huske at glemme i MeRosal ellers ville han bare komme i problemer i løbet af ingen tid. Ciel var udmærket klar over hvad MeRosal stod for og han havde da også en mindre fornemmelse omkring hvad der ville ske med de personer, som åbenlyst havde et had til mutanter, noget han selv ville få svært ved at skjule, men alligevel blev han nød til at forsøge, som han stoppede ved vognen og tjekkede til Cáel, samt de andre heste, før at han undersøgte vognens indhold, så han var sikker på at der ikke var noget som manglede eller at folk havde fået en fornemmelse af, hvem han var. Specielt ikke hvis de vidste hvad han stod for i Talian. Det ville give ham de helt store problemer, eller det regnede han i hvert fald med.

Ciel rettede ryggen en anelse, som han lod en hånd glide hen over Cáel krop for at bevæge sig mod sin plads ved tøjlerne. Der var dog noget andet som fangede hans blik. Han grav roligt slip i tøjlerne, som Cáel vrinskede en anelse irriteret, som et tegn på at han også gerne bare ville videre. Måske han også bare kunne trænge til noget forkælelse, som Yaya's familie eller tjenestefolk sikkert ville kunne sørge for. Ciel beroligede ham inden at han bevægede sig direkte mod en af bodene i nærheden. Han havde ikke tidligere lagt mærke til markedspladsen, men nu hvor han var afslappet og klar til at komme videre, så kunne han ikke undgå de mange farver, som strålede ud til folk. Han bevægede sig roligt hen til boden og betragtede de mange farver i form af blomster.
"Noget specielt De leder efter hr.? Måske noget til konen?"
Lød en stemme, som en kvinde rejste sig op bag ved boden og trak nogle handsker over sine hænder, før hun begyndte at skære nogle af blomsterne til. Noget kunne tyde på at hun havde holdt en pause, men nu hvor Ciel var kommet, så følte hun måske at hun ikke bare kunne tillade sig at blive siddende. Ciel lod blikket glide rundt på blomsterne, før at han vendte blikket mod kvinden igen. Han startede med at ryste på hovedet, som han dog overvejede det.
"Det ville være en udmærket ide"
Svarede han med et let smil på læben, som kvinden straks lyste op og gik i krig med at aflåse hans person for at regne ud hvordan hans kone var, for at finde de helt rette blomster til ham, som han kunne give hende.
"Hvis det altså er muligt at få dem leveret"
Spurgte han efter noget tid, som hun egentlig bare gik i sine egne tanker og ledte blomsterne igennem. Hun vendte dog roligt tilbage til ham, som hun nikkede og straks fortalte at de kunne blive sendt hvorhen det skulle være, det eneste hun skulle bruge var en adresse. Ciel selv kunne ikke se hvordan hun skulle få sendt dem afsted, medmindre at hun ville levere dem personligt. Han valgte dog at tage imod tilbuddet, som han blev en anelse overvældet og de mange forskellige blomster. Hans blik gled mod en strålende blomst, som han lagde hånden under blomster og betragtede farverne.
"De bliver kaldt Chrysanthemum og udstråler en kraftig kærlighed i de varme røde farver."
Forklarede hun uden at Ciel havde henvendt sig til hende, han nikkede roligt, som han gav slip på blomsten, som denne sank mere og mere sammen.. Han undrede sig en anelse over det, men bed ikke mærke i det, før at hun gik hen til blomsten og lod hånden glide over hovedet, hvorefter den rejste sig igen. Til at starte med skulle han lige til at reagere, som han ville have gjort i Talian, men alligevel bed han det i sig og knugede hænderne sammen i skjul. Der var intet han kunne stille op, som han forsøgte at smile til kvinden også selvom man svagt kunne fornemme hadet i de røde øjne. Da han først tog en dyd indånding forsvandt hadet, hvorpå han gerne ville gå sin vej, men alligevel ikke kunne tillade sig det.
"Jeg forstår mig ikke rigtig på blomster, så hvad vil De foreslå mig?"
spurgte han med en underlig form for ro, som om han virkelig kæmpede med ikke at flippe ud, også selvom hendes evne ikke virkede farlig, så vidste han ikke om den kun virkede på blomster, eller om hun kunne suge livskraften ud af hvem som helst? Han lukkede øjnene for en stund, før at han hørte hende bevæge sig, som hun smilte med et tilfreds smil over at være blevet spurgt.
"Jeg vil foreslå Dem en rose eller flere, de mørkerøde udstråler evig kærlighed og lidenskab, de hvide er ærlig kærlighed, men de lyserøde her er evig ungdommelig kærlighed"
Foreslog hun, som hun bevægede sig mod roserne, der var mange forskellige, som farverne var uendelige, men alligevel lagde han mere mærke til hendes bevægelser for at være sikker på at hun ikke udgjorde en trussel. Han vendte dog roligt tilbage til deres samtale, som han kunne se at hun forventede en reaktion på sine ord, som han dog ikke vidste hvordan han skulle tage en beslutning.
"Kan De ikke lave en buket med alle tre farver i, lige fordelt imellem dem?"
Spurgte han roligt, som han ikke ville kunne vælge imellem den mørkerød, hvide og lyserøde roser, derpå kunne han lige så godt tage dem alle tre med. Desuden så skulle kvinden nok brokke sig, hvis de ikke passede sammen? Hun nikkede dog roligt, som hun gik i færd med at udsøge de passende roser til en buket, imens at Ciel lod blikket glide over blomsterne igen, som han forsøgte at få tankerne bort fra mutanterne. Han var godt klar over, at han ikke kunne tillade sig at rase ud et sted som dette, så skulle han i hvert fald gøre det inde i sig selv. Hans blik blive pludselig fanget af en helt speciel rose, som han gik hen for at tage denne op og beundre den tæt på.
"Vil De have dem med i buketten?"
Spurgte kvinden, da hun så hvordan han studerede farverne og hvordan rosen havde to forskellige farver, noget der var ganske enestående, som han nikkede.
"Ja, men kun en, midt i."
Forklarede han med et let smil på læben, som rosen fik ham til at tænke på Yaya. Smilet forsvandt ikke, som han blev mere og mere bevidst om det savn, han faktisk havde til sin kone og han kunne ikke rigtig vente til at se hende. Kvinden samlede buketten sammen og tog imod den sidste rose fra Ciels hånd, som hun placerede den i midten og gav alle roser et pust af liv. Sikkert med hendes evne, dog havde Ciel slet ikke tid til at tænke over, at hun var mutant, som han var overrasket over rosens ynde. Kvinden stillede buketten frem til Ciel, som hun rakte ham et stykke pergament og en pen. Han så roligt på det blanke papir og vidste egentlig ikke hvad han skulle stille op med denne.

Yaya Dé Ricéy

Det var det eneste, som kom til at stå på kortet, som hans håndskrift dog påvirkede hvert eneste bogstav på det lille kort. Han lagde kortet ned ved siden af rosen i midten, sådan at det var let at få øje på. Han smilte let, som han nikkede til kvinden og fortalte hende hvor buketten skulle sendes hen. Hun blev en anelse overrasket over at vide at det var til Rosallan palæerne, men tog imod udfordringen med et smil, som Ciel kunne vende tilbage til at tage turen mod palæet alene. Han ville dog ikke skynde sig, som han ville være sikker på at hun modtog buketten inden at han selv ville dukke op.

[Clarié Eomie Infiena]

Dagen var gået med arbejde, men siden prinsen havde været optaget det meste af dagen så havde hun hjulpet de andre piger efter at have færdiggjort sit arbejde i forbindelse ham, startende med at vække ham og sende ham til time til tiden. Derefter havde hun ordnet hans værelse og klargjort det efter hans preferencer og derefter forladt det for at tage sig af tingene der fulgte. I sidste ende var hun løbet tør for ting og havde spurgt de andre tjenestepiger i den kongelige gemakker. Det viste sig at hendes hjælp var mere end velkommen og hun var nemt holdt beskæftiget til sin middagspause. Da hun mødtes med de andre piger til pausen blev hun overrasket over den forespørgsel de havde taget sig mod til. Hun gik mere eller mindre modvilligt med til det og bad dem skrive en liste da de begynde at fortælle hende en masse de åbenbart forventede at hun ville kunne huske. Det endte med at de lavede en liste for hver butik de ville have at hun besøgte og hun fortrød at have påtaget sig opgaven. Men hun havde lovet det og prinsen var optaget indtil videre, med frokost. Hun tog hastigt af sted og glemte alt om sin egen frokost, hvilket kogekonen lod de andre tjenestepiger høre for mens hun jog dem ud og tilbage til arbejdet. Clarié forlod slottet til fods da hun regnede med at bruge sin evne. Hun startede på markedspladsen, derfra kunne hun også gå i butikkerne ikke langt derfra. Hun lukkede øjnene og koncentrede sig om sig selv, sin påklædning og det hun havde medbragt. Så forsvandt hun ud i den blå luft.

Ikke mange sekunder efter at Ciel havde vendt boden ryggen og taget de første skridt væk derfra dukkede Clarié op lige bag ham og hilste på damen i boden, der blev en smule forskrækket over pigen der pludselig dukkede op, men smilte imødekommende da hun genkendte ansigtet. I en by som MeRosal blev man også hærdet efter at have bevidnet en evne eller to. Clarié var iført sin tjenestepigeuniform og havde bundet det sorte hår sammen i en hestehale. Efter turen til markedet havde hendes øjne taget en meget mat lyseblå farve og hun bar en stor kurv med sig. "Velkommen frøken Infiena, De har måske pause?" spurgte damen fra blomsterbutikken venligt og lagde buketten væk ved synet af en velkendt kunde. Clarié lo kort efter at have nejet elegant "Hvis man da kan kalde det en pause, der er bal i byen som de fleste af de andre piger skal med til" forklarede hun og fiskede en seddel frem fra en af lommerne i sit forklæde, som hun så foldede ud. "Siden jeg er den hurtigste til at komme frem og tilbage mellem slottet og byen så spurgte de om jeg ikke ville bruge min pause på noget ekstra shopping" hun himlede med øjnene og damen lo for sig selv. Clarié sukkede og rakte damen sedlen "Jeg kender ikke halvdelen af blomsterne, men vil De ikke tage Dem af det mens jeg besøger skræderen?" spurgte hun bedende og var næsten allerede på vej ned af gaden da damen bekendtgjorde at det skulle hun nok klare. Clarié takkede hende inden hun skyndte sig ned af gaden og satte kursen mod skræderen hvor hun havde lovet at hente en kjole og samtidig aflevere en bestilling. Hun havde en nogenlunde tidsfornemmelse men ville helst være tilbage inden hendes pause sluttede, selvom de andre piger havde lovet at overtage noget af hendes arbejde som tak og tilmed dække over hende hvis hun kom for sent tilbage. Ikke at hun ville acceptere det selvfølgelig. Hun satte tempoet ned da hun nåede skrædderen og forklarede den halvstressede mand at hun skulle hente en kjole. Dette beroligede ham inden hun afleverede bestillingen. Efter noget overtalelse gik manden med til at tage imod den til trods for at det var med nogle timers varsel. Men det var nu heller ikke en kjole blot et sjal. Clarié undskyldte på pigernes vejne og skræderen fulgte hende ud. Næsten flov over at have ladet det gå ud over hende når det ikke var hendes egen bestilling. Noget han havde troet i første omgang. Efter at have takket manden endnu en gang forlod hun denne butik og satte kursen mod den næste. Det var imponerende hvor meget pigerne havde fået arangeret til ballet, men hvis de satsede på at finde et passende parti så var det måske en god ide. Clarié skulle ikke selv med og hun forkastede hurtigt tanken om selv at finde en bejler. Det havde hun bestemt ikke tid til! Hun havde nok at gøre med at opvarte prinsen også, skulle hun så også tage sig af en mand, aldrig! Desuden skulle hende stedmor nok finde en mand til hende på et tidspunkt, hun sukkede, som om hun fik lov at bestemme selv. Hun besøgte hattemageren og hentede et par bestillinger der, af både tiaraer, hatte og hårbånd med specielt design. Hun betragtede facineret nogle af bestillingerne og blev i den forbindelse tilbudt nogle andre lignende produkter, men hun skyndte sig så at takke nej og forlade butikken efter en høflig afsked. Hun skulle ikke med så hvad ville det nytte. Desuden ville det ikke falde i god jord med hendes stedmor hvis hun købte noget hun faktisk kunne lide. Den kvinde ville helst have at Clarié levede som hun dikterede. Det fik hun nu også lov til når Clarié ikke var på arbejde, hun brugte hele dagen på at følge ordre, så hvorfor skulle hendes fritid være anderledes? Hun prisede sig lykkelig for at bo på slottet i stedet for hjemme. Og hun forgudede sin far for at tillade hende at holde sine ferier selv. Ellers kunne hun jo heller ikke besøge Talian.
Hun blev revet ud af sine tanker da et barn virkede yderst ulykkelig over et eller andet. Det fangede hendes opmærksomhed og hun stoppede og kiggede i barnets retning. Så vidt hun kunne bedømme var hans legetøjs snurretop endt på taget af et hus. Clarié tvivlede på at drengen selv var skyld i hændelsen men hun kunne ikke se nogle skyldige i nærheden. Hun gik der hen og koncentrede sig om snurretoppen som kort efter dukkede op foran hende og hun greb den behændigt med sin frie hånd og rakte den til drengen der blev et stort smil og glad løb sin vej efter at have takket hende. Sandsynligvis en menneskedreng der var blevet drillet af mutanter. Eller andre mennesker, men Clarié troede på at det havde været mutanter. Selv i MeRosal var der forskel. Men ikke alle mutanter så mennesker som deres ligemænd, hvis ikke for ordensmagterne så blev menneskerne i MeRosal nok behandlet som mutanterne i Talian. Selvfølgelig kun af nogen mutanter. Clarié selv kunne aldrig finde på at bruge sine evner til at undetrykke andre. Hun gik videre med et tankefuldt udtryk og glemte for en kort stund at hun havde travlt.

Længere nede af gaden gik Ren og Kira, de to resterende medlemmer af Akaris elitegruppe rundt. De modtog stadig opgaver, men ikke på det niveau de havde fået under Akaris ledelse. Alligevel nægtede de begge at skifte gruppe eller gruppefører. De var loyale overfor deres øverstkommanderende og troede fast på at han kom igen. For det meste hjalp de med at holde befolkningen i ro. Når en stor del af befolkningen var mutanter med fuld tillid til og stor kontrol af deres evner så kunne gadeslagsmål blive ret voldsomme. Dagen havde dog været forholdsvis rolig og de to gik og snakkede som et almindeligt sæt venner. Folk vidste dog godt hvem de var, Kiras blå hår og Rens facination af rødt tøj gjorde dem let genkendelige. Ligesom at stærke farver kunne indikere fare i dyreverdenen så gjorde gruppemedlemmernes farvestrålende fremtræden folk bevidste om hvem de var og hvad de kunne. Specialenheder hang ikke på træerne og Akaris team havde været et af de officielle. Derfor herskede der også kontrolleret ro der hvor teamet gik. Der var også dem der bevidst valgte at provokere dem. Dumt når begge af de resterende medlemmer havde et eksplosivt temperement, Kira specielt. Ingen lod dog til at ville provokere dem denne dag og de gik fredeligt og vendte emnet om kvindelige soldater og riddere som Ren elskede at provokere hende med, ved hjælp af påtagede kvindenedgørende holdninger. Kira var tydeligt irriteret men kontrollerede sit temperement indtil videre. Ren var i godt humør nu det var lykkedes ham at irritere sin kollega, måske han så kunne udfordre hende til en sparring senere. Han var rastløs efter at afprøve evnerne hos det dyr hans evne havde bestemt sig for denne dag. Han var ikke engang sikker på hvad dyret hed.

[Ciel Dé Ricéy]

Egentlig ville Ciel ikke skynde sig, men på den anden side, så havde han svært ved at vente, man kunne vel godt kalde ham utålmodig, nu hvor blomsten havde fået ham til at tænke så meget på Yaya. Men alligevel forsøgte han at håndtere sig selv, som han lod blikket glide langs med markedet. Han forsøgte ikke at bide mærke i folks udtryk, som han sagtens kunne sætte en finger på en mutant eller to. Tanken irriterede ham, som han straks røg ud af den rolige tankestrøm og blev nød til at bide det i sig, for ikke at blive alt for hidsig over hvordan MeRosal var indrettet. Han tog en let indånding, som han foldede hænderne foran sig og lukkede øjnene for en stund. De røde øjne faldt mere og mere til ro, som han dog åbnede øjnene, da han mærkede en andens tilstedeværelse lige i nærheden af ham. Han havde ikke hørt personen komme, men noget kunne tyde på at kvinden i boden kendte personen, også selvom hendes tone kunne være en anelse overrasket. Derfor tøvede han en smule med at vende sig om, da det umuligt kunne være særlig interessant. Imod sin vilje vendte han hovedet let og kiggede sig over skulderen, som han stirrede på skikkelsen og synes at hun virkede bekendt. Stemmen var ikke rigtig til at genkende, og da hun begyndte at nævne slottet i MeRosal kunne han slet ikke få sin mistanke bekræftet, så han vendte hovedet bort igen og gik tilbage til vognen, hvor Cáel stod og vrinskede.. Ciel forstod ikke grunden før at han kom i tanke om at Cáel også havde været der, den gang hvor Talija havde forladt byen med en fremmed, måske han kunne se ligheden? Måske hans mistanke var rigtig nok? Han vendte derfor blikket mod boden igen, men så hurtigt at pigen forsvandt, som han opgivende måtte sukke. Han kunne umuligt lade dette barn forsvinde, hvis hun nu viste sig at være personen, som havde ført Talija ud af byen og hjulpet hende med at flygte. Hadet blussede atter op i ham, som det var tydeligt at se i de røde øjne før at han forlod vognen og gik mod boden. Inden at an nåede indenfor hendes rækkevidde, faldt han til ro, eller næsten, man kunne godt fornemme et glimt af had, som han blot satsede på at kvinden ikke bed mærke i.
"Undskyld jeg spørger, men hvor kom hun fra?"
spurgte han roligt, som han foldede hænderne foran sig og ventede mere eller mindre tålmodigt på et svar. Han lod dog blikket glide i retningen, af den vej som hun havde løbet. Han havde ikke rigtig overhørt deres samtale, da han ikke mente at det var relevant for ham, dog kunne han godt have brugt det lige nu, som han dog lod blikket glide mod Cáel der virkede mere og mere urolig. Man kunne vel godt sige, at han ikke var van til at være blandt mutanter, men Ciel kunne ikke lige umiddelbart gøre noget ved det, som han blotte måtte bide det i sig.
"Kunne De fortælle mig hvem hun er, hun virker bekendt"
sagde han roligt efter noget tid, ikke sikker på om hun ville svare ham eller ej, men han kunne lige så godt gøre et forsøg, det var ikke fordi han lige umiddelbart var en trussel, desuden så regnede han ikke med at den fremmede ville arbejde på slottet? Han kunne i hvert fald ikke forestille sig dette, medmindre hun havde en skjult dagsorden, som så mange andre.

[Clarié Eomie Infiena]

MeRosal var bestemt ikke stedet at befinde sig hvis man var en kortluntet mutanthader. I hvert fald ikke hvis man ønskede at skjule dette. Clarié bemærkede ikke Ciel, hun var vant til at der var folk omkring hende når hun dukkede op sådan, enkelte gange stødte hun ind i folk når hun dukkede op, det kunne hun ikke sikre sig imod, men en undskyldning og et sødt smil kunne oftest rede hende ud af situationen. Ellers kunne hun jo altid teleportere sig selv væk igen.
Havde hun opdaget Ciel havde hun nok valgt at teleportere sig væk enten med det samme eller så snart hun havde nået sine ærinder. Hun ville ikke have risikeret at han opdagede hende. Heldigvis indså han ikke hvem hun var med det samme og hun slap intetanende væk. Hun havde jo heller ikke samme fremtoning som når hun var i Talian. Den mørke kappe og masken var væk og hendes hår hang ikke løst. Hendes øjne havde aldrig samme farve, men måske netop dette kunne Ciel genkende hende på. Hendes neutrale kjole fra Talian var skiftet ud med den iøjefaldende tjenestepigeuniform fra slottet. Hun forsvandt hurtigt ned af gaden.
Kvinden så overrasket på ham da hendes kunde pludselig var tilbage med interesse i en anden kunde. Hun tolkede spørgsmålet som at Ciel var interesseret i pigens evne til pludselig at dukke op og fornemmede ingen onde intentioner med spørgsmålet. Det var jo ikke unormalt at folk i MeRosal var interesseret i hinandens evner. "Oppe fra slottet" svarede hun roligt og pegede på den enorme bygning som hun kunne se fra sin bod, god nok et stykke væk. "Hendes evne gør hende i stand til at transportere sig selv og ting over større eller mindre afstande" forklarede hun roligt. Clariés evne var ikke en hemmelighed, den var faktisk en af de større faktorer der medvirkede til at hun havde fået job på slottet. Hendes evne var uhyre praktisk når det kom til at hente og bringe ting som prinsen bad om. Og i det hele taget også alt det huslige. Clarié var i MeRosal stolt af sin evne, og selvom hun var en privat person følte hun sig ofte nødsaget til at forklare sig overfor de personer hun skræmte med sin evne. Blomsterdamen var sådan et bekendtskab. "Man vænner sig aldrig rigtig til at hun bare sådan dukker op ud af det blå, men chokket bliver mindre" betroede hun ham og kiggede efter pigen der skyndte sig rundt i byen. "Men hendes evne gør så også andre mere interesserede i at udnytte hendes eftergivende væsen" tilføjede hun med et suk, mere til sig selv end til Ciel. Hun kiggede tilbage på ham ved hans andet spørgsmål. "Hun arbejder på slottet, hvis De kommer der kan de have set hende, jeg ved desværre ikke så meget om hendes privatliv, så jeg kan ikke sige Dem hvad hun laver i sin fritid" svarede hun ærligt og gik igang med at samle blomsterne på den liste som Clarié havde givet hende. Hun nynnede svagt imens. Hun samlede nogle blomster sammen og dobbelttjekkede med listen inden hun pakkede dem sammen og hentede de andre fra listen. Hun bemærkede godt hesten der virkede noget urolig, men med mutanter løbende op og ned af benene på sig blev mange heste nervøse. "Hvis De tillader, Hvis herren har tænkt sig at blive i byen i længere tid, så vil jeg foreslå Dem et træningsforløb til heste der er nervøse i nærheden af mutanter" sagde hun forsigtigt og kiggede på Ciel "ordet i byen er at den ældste datter hos Rosallenpalæerne er vendt hjem, hun er specialist i den slags" uddybede hun roligt og kiggede tilbage på hesten "Så vidt jeg har hørt træner de også heste til at vænne sig til mutanter" sluttede hun og koncenterede sig så om blomsterne igen. Det var jo ikke sikkert at Ciel havde tænkt sig at blive, og måske ikke engang ville have hesten til at vænne sig til mutanter. Men hun havde foreslået det i bedste hensigt. Hun havde ikke bemærket hvad han havde skrevet på kortet og vidste højst sandsynligt heller ikke forbindelsen mellem navnet og Rosallenpalæerne hvis det kom til det.

Clarié sluttede sin rundtur mellem butikkerne med skomageren og forlod shoppingdistriktet med både kurv og pose fyldt med ting. Hvordan pokker kunne tjenestepiger få råd til så meget? Hun overvejede at sende tingene i forvejen men det ville være spild af kræfter når hun alligevel skulle samme vej selv så snart hun havde hentet blomsterne. Clarié havde nået alle sine ærinder og vendte nu tilbage til blomsterboden hvor hun forventede at kvinden ville være færdig med at finde de blomster hun skulle bringe med tilbage. Men på vejen tilbage lagde hun mærke til manden der stod ved boden og hun spærrede øjnene, der nu havde en dyb orange farve, op og stoppede på stedet. Hun fik det hurtigt kamoufleret som om at hun havde glemt noget og strøg tilbage ned blandt butikkerne. Hendes sind var et stort kaos. Hun havde bestemt ikke forventet at Ciel Dé Ricéy i egen høje person ville begive sig til MeRosal. Hvor fanden vidste han fra at de var taget til MeRosal?! Hendes sind var i panik men udadtil lignede hun bare en der havde travlt og overvejede hvilken butik hun skulle gå ind i først. Hun måtte advare Talija. Hvis Ciel var i MeRosal så var det uden tvivl for at finde hende. Men hun anede ikke hvor prinsessen var. Hun havde jo tid for sig selv når Clarié arbejdede. Hun knugede frusteret hånden om den pose hun bar og trak vejret dybt for at samle tankerne. Det var for risikabelt at tage direkte derhen. Til trods for hans had til mutanter havde Ciel fundet hende i MeRosal, så det var logisk for hende at tro at han i det mindste havde en mutant under sig der kunne den slags. Hvis han havde kunne lokalisere Talija ville han ikke spilde til med hende men i stedet være taget direkte til prinsessen. Hun bed sig i læben. Hvis han havde mærket hende på en eller anden måde ville det ikke hjælpe noget at teleportere sig. Hun nægtede at se sig over skulderen da det ville se mistænksomt ud. I stedet fortsatte hun ned af gaden mens hun overvejede om hun skulle droppe blomsterne og tage direkte tilbage til slottet og derfra give Talija besked. Hun var så fordybet i sine tanker og sit skuespil udadtil at hun nær var gået ind i en mand der gik på tværs af vejen hun fulgte. Hun undskyldte mange gange og sukkede af sig selv. Hun måtte tage sig sammen. Desuden var hendes pause nok snart slut. Tanken om at hun skulle tilbage på vagt slog hende som et fysisk slag. Pludselig mere bange for at komme forsent glemte hun alt om Ciel og lukkede øjnene og koncentrerede sig om sig selv, sit tøj og...

[Ciel Dé Ricéy]

Hvad enten Ciel kunne lide det eller ej, så var der ingen vej tilbage, eller måske, men alligevel så ville han ikke undvære Yaya længere, så han var nød til at finde en løsning på sit had, også selvom han aldrig nogensinde ville kunne tillade sig selv at være på deres side, så måtte der være en nemmere måde at skjule sandheden på. Noget der burde være nemt nok, når bare ingen kunne se igennem hans facade. Så var han i hvert fald ikke i fare for at komme galt afsted, men måske det var nødvendigt for at åbne hans øjne?
Det var svært at sige, hvad Ciel havde forventet at finde i MeRosal, han havde dog ikke regnet med at støde ind i den, der muligvis kunne være skyld i, at Talija var sluppet væk fra Talian. Tanken om at personen gik rundt blandt andre i landet gjorde ham irriteret, men alligevel var han kontrolleret nok til at opretholde en facade overfor kvinden. Han lod dog roligt blikket glide mod de mange blomster, som hun var begyndt at samle sammen. Men alligevel fandt han det mere vigtigt, at få hende til at besvare hans spørgsmål. Hjemme i Talian ville han bestemt have brugt en anden metode, men lige nu havde han ikke noget valg ud over at stille de rette spørgsmål og håbe på et svar han kunne bruge til noget. Egentlig virkede han en smule forbavset, da hun forklarede at hun kom fra slottet. Han kom dog hurtig i tanke om den uniform hun havde på, men som han egentlig ikke havde lagt mærke til, så han valgte blot at nikke, selvom den pludselige tilstedeværelse stadig var et stort spørgsmål for ham, så valgte han at lade hende snakke i fred uden at forstyrre hende, medmindre at han mente at hun kunne skjule noget for ham. Så snart ordet evne blev nævnt, var han yderst opmærksom på hvad der fulgte efter. Som evnen blev forklaret for ham, faldt det hele på plads, som han blev nød til at vende blikket bort fra kvinden for at kontrollere et mindre raserianfald. Han nikkede roligt mod hende, som for at sige, at han stadig lyttede, dog kunne han ikke svare hende lige nu, som stemmen bare ville afsløre hadet og hans holdninger til mutanter generelt. Kvinden fik næsten mutanten til at virke sød og elsket, en tanke som gav ham en mindre brækfornemmelse, hvorved han var nødsaget til at vende rundt og kigge mod Cáel
"Tak for hjælpen"
svarede han ganske kort, som han virkelig skulle kontrollere sin egen stemme, uden at fornærme kvinden. Man kunne jo aldrig vide om hendes evne kunne have indflydelse på det næste træk fra hans side af. Hvordan kunne en mutant, som hende arbejde på slottet.. Han forstod slet ikke hvad MeRosal havde gang i, gravede sin egen grav, var hvad de havde gang i! Ciel skulle til at vende tilbage til vognen for at gøre sig klar til at lede efter hende. Men ordenen distraherede ham straks, som de røde øjne vendte sig mod kvinden.
"Specialist i at træne heste mod... mutanter?"
det var muligvis ikke den helt samme måde, som hun havde sagt det på, men var slet ikke i tvivl omkring den foragt der lå i hans stemme, han var egentlig tæt på at snerre, som han vendte rundt og straks skød tanken væk. Den måtte han tage senere med Yaya, hvis han virkelig ønskede at bringe det på banen. Han lod dog en hånd glide hen over Cáels krop for at berolige ham, som han straks faldt til ro. Det eneste problem Ciel havde lige nu, var at han ikke kunne efterlade vognen som den var.. Han valgte derfor at skaffe hjælp ved en tilfældig person på gaden, som de røde øjne var nok til at lade ham vide hvor alvorligt det var, han ville blot have ham til at lede vognen mod palæerne, så skulle han nok senere dukke op.

Egentlig vidste han ikke hvor han skulle begynde, men i det sekund hvor Clarié trådte hen i nærheden af boden, begyndte Cáel atter at vrinske, noget der gjorde Ciel opmærksom på hvad der faktisk skete, som han straks slap Cáel fri fra sine tøjler og sprang op på ryggen af ham, som han vendte blikket mod hendes skikkelse. Det var ikke længere muligt for ham at skjule hadet, som det lyste ud af de røde øjne. I det sekund hvor hun forsøgte at flygte lod han blot Cáel føre an, som hesten straks vidste hvad der skulle ske.
"Ikke igen"
lo han let for sig selv, som han red imod Clarié, også selvom han udmærket vidste hvad hun var i stand til, så kunne han ikke lade hende slippe, han blev nød til at handle hurtigt og lod deres Cáel gøre alt for indhente hende. Ciel selv blev ved med at holde et vågent øje på hende, men også deres omgivelser i tilfælde af, at hun virkelig ville forsøge at gøre det samme, som skete sidst, i Talian. Ciel var langt fra interesseret i det der skete rundt om ham, som han måske følte at han var tilbage i Talian og ikke tænkte over hvilke konsekvenser dette kunne medføre. Han valgte dog at sætte tempoet ned, da hun lod til at stoppe mere eller mindre op, efter at være stødt ind i en mand. En mand, som Ciel ikke en gang reagerede før at han sprang af hesten og farede direkte mod Clarié for at tage fat i hendes arme med et koldt blik i øjnene.
"Glem det, du kommer med mig.. Vi har en del at skulle have afklaret.."
svarede han ganske irriteret som han strammede grebet om hendes arme og ikke rigtig tænkte over styrken han brugte. Han var blot frustreret til ikke at se hvad der foregik rundt om ham, som Cáel kom gående stille mod dem for at sikre sig at hun ikke vendte rundt, noget der muligvis ville blive svært med Ciels greb.

[Clarié Eomie Infiena]

Ciel ville få et meget mere behageligt ophold i MeRosal hvis han gemte sit mutanthad væk, ikke at han behøvede at gå helt over til den anden side og holde med dem, men mange levede i fred ved at forholde sig neutrale til det spørgsmål om de kunne lide mutanter eller ej. Eller i hvertfald ude i offentligheden. Det kunne selv Yaya fortælle ham. Men selvom hun var vokset om i en af de få familier i MeRosal der holdt stor afstand til mutanter, så nåede hendes had ikke op i nærheden af Ciels. Egentlig var hun jo ikke opdraget til andet end at holde sig fra dem. I Ciels selvskab og Talians påvirkning fremstod hun sandsynligvis også mere hadende end hun gjorde i MeRosal. Her var mutanthad jo ikke velset.
Kvinden i boden bemærkede ingen at Ciels gentagende forsøg på at kontrollere sig og sit had. Hun var dybt begravet i arbejdet med blomsterne der stod detaljeret beskrevet på den seddel som hun havde fået af Clarié. Kvinden smilede for sig selv "Det var da så lidt" svarede hun roligt mens hun pakkede nogle blomster ind. MeRosal og Talian blev nok ikke enige omkring mutant 'problemet' lige foreløbig, men med det forestående bryllup så var der håb. For Talian ifølge mutanterne, Ciel var udentvivl af den opfattelse at der var håb for MeRosal. Clarié havde helst set at Ciel ikke havde fået de informationer om hende serveret på et sølvfad uden at røre en finger, men sådan var det når man var et velkendt ansigt i byen. Men hun havde nu håbet at Ciels maske var faldet tids nok til at damen i blomsterboden havde indset hans onde intentioner. Kvinden så forbavset på ham som han pludselig fremstod fuld af foragt. "Bare specialist.. generelt" mumlede hun til svar, nu usikker på situaitonen. Heldigvis forlod Ciel boden og krævede ikke yderligere af hende så hun kunne ryste den ubehagelige følelse af sig i fred. Det virkede næsten som om at det var noget yderst personligt der havde gjort ham gal. Hun kunne blot ikke sætte fingeren på hvad i den sidste sætning der kunne have forårsaget denne reaktion. De havde trods alt snakket om mutanter før den kommentar, men det var alligevel den del af sætingen der fremstod som det der havde været den sidste dråbe. Hun vendte undrende tilbage til sine blomster. Ciel ville måske diskutere brugen at mutanter med Yaya senere, men han ville nok hurtigt opdage at selv han ikke skulle fortælle hende hvordan hun skulle gøre sit arbejde.

Glad for at hun var overvågen nåede hun at stoppe inden Ciel selv opdagede hende, men hans hest lod til at have supersanser. Clarié bandede indenvendigt af hesten, der tydeligvis var det der gjorde Ciel opmærksom på hendes tilstedeværelse. Hun overvejede et øjeblik om der også fandtes mutant-heste for det var da nogle imponerende sanser den havde. Hun vendte om på hælen inden damen fra blomsterboden fik øje på hende, da hun helst ikke ville have
Det faktum at Ciel både skulle have Cáel fri fra de foranstaltninger der bandt ham til vognen gav hende et mindre forspring. Som Ciel dog fik indhentet en del af nu han var til hest og hun til bens. Havde han ikke benyttet sig af hesten havde han skulle løbe efter hende for at nå at fange hende. Selv til hest fangede han hende lige i sidste sekund. Clarié bemærkede ikke at han fulgte efter hende, men hun skulle ikke bruge en undskyldning for at flygte fra ham. Måske var det mere afslørende at hun vendte om på hælen, end hvis hun var gået videre hen til ham. Men det var ikke kun hende selv hun havde ansvaret for. Engentlig var Talija også Shirous ansvar men Clarié havde jo indvilliget i at bringe hende med til MeRosal, så i sidste ende var ansvaret hendes.
Hun lagde ikke mærke til hvad Ciel havde gang i da hun havde travlt med at flygte og derefter med at koncentere sig om sig selv. Ciel havde fået problemer hvis Clarié havde opdaget ham til hest, i MeRosal behøvede hun ikke bekymre sig om andet end sit rygte, hvorimod i Talian hun også skulle bekymre sig for sit liv. I sidste ende vidste hun at en stor del af byen ville bakke hende op hvis det gik op for dem at Ciel var mutanthader. Eller at hun fik ham udstillet som en uden yderligere grunde end sit had. Mon han ville afsløre sit ærinde for at få lov til at gå?
Hun skreg forskrækket da hun mærkede hans fingre lukke sig om sine arme. Han havde formået at rive hende ud af sin koncentration, men forskrækkelsen havde alligevel aktiveret den del af hendes evne hun havde koncenteret sig om og sendte alle hendes varer til det udvalgte værelse på slottet hvor hun vidste at de andre piger ville finde deres ting. De måtte så enten vente på eller undvære blomster til ballet. Clarié vendte sig mod ham og stirrede ind i hans rasende røde øjne. Det løb hende koldt ned af ryggen, havde hun ikke sin evne så var hun nok bevimet af skræk. Hun så overrasket på ham, 'glem det' hun rynkede brynene. Hun havde godt nok ikke skjult sin evne tidligere men hvordan pokker havde han regnet ud at hun var ved at bruge den? Hun kunne have forsøgt at bortforklare situationen eller spille offer men hun gjorde ingen af delene i stedet blev hendes blik mere fast "Det har jeg bestemt ikke tid til... Hr." svarede hun ærligt. Der var en pause mellem sætningen og det hun valgte at tiltale ham som. Hun kunne ligeså godt være høflig men upersonlig. Hun havde hverken tid eller lyst til at følge med eller snakke med ham, desuden ville hun ikke være offer for hans mutanthad, for Talians mutanthad. Hun lukkede det ene øje da han strammede grebet om hendes arme og det faktisk begyndte at gøre ondt. Hendes blik var dog stadig stålfast og efter at have brugt sine evner på tingene stirrede et par røde øjne som hans egne direkte tilbage med et stædigt udtryk.

[Ciel Dé Ricéy]

Egentlig kunne Ciel ikke være mere ligeglad omkring kvindes meningerne, eller det måde hun havde opfattet ham på, han havde andet at koncentrere sig om, nu hvor der kunne være en mindre chance for at han kunne finde Talija hurtigt. Hvilket også var grunden til at han ikke bed mærke til kvindens sidste ord, før at han straks koncentrerede sig om noget langt mere vigtigt.
Grunden til Cáel var så vågen, som han var, var netop fordi han var utrygt i miljøet, omgivet af mutanter. Men det at han så lagde mærke til Clariés tilstedeværelse gjorde at han straks ændrede fokus. Han lignede mere og mere Ciel, som Cáel havde fulgt Ciel igennem flere år og hadet til mutanter var hurtigt smittet af på ham, som han blot tog imod dette og sikrede sig at lede Ciel igennem sine jagter. Jagter som Cáel sjældent sagde nej til, hvilket også var grunden til at han havde været så stædig og ikke ladet tjenestefolkene lade ham blive i sin fold.
Ciel lod ikke til at vige fra hendes bevægelser, som han godt ar klar over, at hvis han først mistede hende af syne, så ville han ikke kunne finde hende igen. Dog var han en anelse skeptisk om hun nu kunne finde på at bruge de samme tricks som sidste gang, hvor hun havde bortført prinsessen fra Talian. Men egentlig havde han ikke så meget tid til at overveje, hvad der kunne ske, da det bare ville få ham til at miste fokus på hendes vej, derfor måtte han bare satse på at hun ikke lige pludselig fandt på noget. De røde øjne mistede kort fokus, men fik hurtigt fokus igen, da han lagde mærke til at Clarié var stoppet op. Hvad hun havde gang i, kunne han ikke fastslå, men han kunne ikke tillade sig selv at tage nogle chancer. Hendes evner var endnu ikke helt klare for ham, men han var sikker på at informationen, som kvinden havde givet ham, kunne bruges imod hende. Hvad Clarié havde gjort med prinsessen, kunne han overhovedet ikke gætte sig til, som han bare var koncentreret om at fange hende og senere få det ud af hende. Han var nød til at bringe Talija tilbage før at Talian ville få mistanke til det hele, men samtidig så kunne han aldrig vide hvad kongen ville gøre imod ham, hvis han kom tomhændet hjem.. Tanken om en fars hævn, var aldrig god, specielt ikke når man havde så mange midler, som Hiroki havde. Nok var han kommet for at overraske Yaya senere, men alligevel havde situationen taget en helt anden drejning, nu hvor hun var dukket op. Hirokis ordre stod stadig klart for ham, han blev nød til at finde Talija og bringe hende tilbage, men om han skulle indrømme det overfor Yaya, vidste han ikke endnu, da hun sikkert ville få den fornemmelse af, at han havde taget fri?
Hendes skrig kom en anelse bag på ham, men alligevel vendte han hurtigt tilbage til situationen, hvor han blot så hendes ting forsvinde? Overraskelsen skubbede han hurtigt til siden, som han holdt fast i hendes arm og ikke lod hende slippe. Ciel kunne ikke regne ud hvornår Clarié ville bruge sin evne og hvornår hun ikke gjorde, men han kunne lige så godt advare hende, hvis hun valgte at bruge den. Han var i forvejen irriteret på den drejning dagen havde taget, også selvom han var tilfreds med at støde ind i hende, så havde han heller set sig selv på vej mod palæerne.
"Jeg er ligeglad med om du har tid eller ej.. Jeg skal nok give dig tid"
hans stemme var hård og han var tydeligvis ligeglad med hendes fast blik, som han blot smilte irriteret. Hendes røde øjne, gjorde ham blot mere sikker i sin sag, som han var overbevidst om at hun måtte være den mutant, der havde forvirret hans vagter til at tro, at de var beslægtede. Han kunne ikke andet end at ryste på hovedet af vagternes dumhed, til at tro, at hun kunne være i familie med ham.. En mutant, afskyeligt? Han gav sig roligt til at trække Clarié med sig, også selvom han ikke var sikker på, hvor han skulle have mulighed for at afhøre hende henne uden at blive forstyrret, så skulle han nok finde en løsning.

[Clarié Eomie Infiena]

Et par sekunder mere og hun var forsvundet for øjnene af Ciel, men hendes pligtopfyldenhed havde fået hende til at fokusere på tingene først og sig selv sidst. Derfor var de det eneste der forsvandt. Hun havde dog ikke tid til at tjekke at alting var kommet med da han så geb fat i hende. Det var egentlig imponerende at han havde nået det, men i samarbejde den den sporhund af en hest var det nok mere logisk. Clarié havde ikke fokuseret på at begrænse deres fremfærd da hun havde regnet med at være væk længe før de opdagede hende.
Hun kunne ikke tage sig af at Talians konge ville flå Ciel hvis han ikke fik prinsessen med tilbage, det var en grund til at Talija var stukket af og det var garanteret mindst lige så mege kongens skyld som Ciels. Ikke at Clairé kendte detaljerne men hun vidste nok til at forstå at Talija havde brug for luft fra både Talian og sine forældre.
Ciels private affærer og hvilke løgne han bragte eller ikke bragte ind i sit ægteskab kunne heller ikke være hendes problem. Også selvom hun ville nyde tanken om at Ciel kom i problemer for at lyve for sin kone. Billedet af Ciel som en hverdags tøffelhelt ville nok bringe et smil frem på hendes læber.
Hun trak sig omgående tilbage da hun opdagede ham, dem da havde han allerede for godt fat i hende. Som et rovdyr der slog klørerne i sit bytte. Ciel bed af hende og hun fik ikke rigtig mulighed for at svare igen. "Hv..?!" begyndte hun men længere nåede hun ikke før han så slæbte af sted med hende på voldsom maner. Hun snublede efter ham og formåede kun lige ikke at falde over sig selv ved den pludselige bevægelse. Hun stødte ind i ham men trak sig hastigt på afstand igen og stemte imod med fødderne mens hun protesterede.
Kira og Ren passerede på tværs af den gade Clarié og Ciel gik langs med. Ren opfangede situationen ud af sin øjenkrog og vendte hovedet og stoppede og fulgte med i udviklingen. I den tro at han blot ignorerede hendes argumenter og kommentarer så skulede Kira af ham med armene over kors. Han rynkede brynene en smule og hun fulgte hans blik ved hans vurderende blik. Det undrede hende hvad der mon havde fanget hans opmærksomhed midt i en diskussion med hende. Hendes blik faldt på to folk, den ene i tjenestepige uniform og den anden højtideligt klædt. Hun førte en hånd forbi øjet på lidt afstand og fremkaldte en halvgennemsigtig blå skærm foran sit højre øje og 'zoomede' ind på dem. Situationen så anspændt ud men hun kunne ikke bedømme hvor alvorlig den var. Hun lavede et hop og landede i luften hvor hun pludselig lignede at hun var under vand. Hendes hår bølgede om hende og hun slog en gang med benene og løftede lidt længere op i luften som om hun svømmede. "Jeg tjekker det" sagde hun og skød pludseig gennem luften og nærmede sig dem hastigt men samtidig så lydløst som et vindpust. Ren blev stående og holdt øje på afstand.
Clarié strittede imod da han begyndte at slæbe af sted med hende, med hendes fødder skred på underlaget og gav hende ikke mulighed for at stritte ordentligt imod. Hun protesterede højlydt og forsøgte at tvinge den holdt der holdt fast i hendes arm til at slippe med sin frie hånd. "Slip mig!" beordrede hun vredt men mærkede panikken sprede sig indeni. Hun var nødt til at slappe af og koncentrere sig, men det var svært når man blev bortført. Clarié opfattede noget blåt bevæge sig ind i hendes synsfelt og drejede hovedet til siden og fik øjenkontakt med pigen der svævede i luften ved siden af dem og slog let med benene en gang imellem for at holde deres tempo. Det lignede at hun svømmede ubesværet i luften. Hendes lange blå hår var bundet sammen i to lange rottehaler i hendes nakke men håret bølgede alligevel opad og bevægede sig rundt i luften som om de pludselig befandt sig under vand. Men Kiras evner havde ingen effekt på andre end hende selv. "Problemer?" spurgte hun roligt, på afstand havde hun ikke kunne bedømme om det havde været far og datter der skændtes om noget, det var ikke unormalt at støde på familie opgør i byen. Kira spærrede dog øjnene en smule op da hun genkendte pigen fra besøg på slottet. Hun kendte hverken hendes navn eller familieforhold, men der var tydeligvis noget i hendes blik der sagde at hun genkendte hende. Det samme ved Clarié. Kira var ikke svær at genkende. Det lange blå hår var nok i sig selv. Kira bar desuden en karakteristisk uniform der dækkede hendes krop fra anklerne og op bortset fra armene. Hun bar et blåt metalkorset omkring livet, der primært havde til formål at beskytte hendes krop og ikke forme dem. Korsettet dækkede fra lige over hoften og til lige under brystet foran. Bagpå bredte metallet sig op over hendes skuldre og var placeret både over hendes skuldre, hendes nakke og siderne af hendes hals ned til kravebenene. Resten af tøjet var sort og dækkede brystet og halsen helt i det tykke sorte stof. Hun bar et par specielle handsker der dækkede oversiden af hendes hænder og fingerspidserne og var holdt sammen på undersiden af tråde rundt om fingrene. Oven på stoffer var lagt metalstykker der igen beskyttede hende, men de dækkede ikke det hele da dette ville begrænse hende. Den største plade lå over hendes håndryg. Metallet bredte sig hele vejen omkring hendes underarme fra håndledet og op til albuen uden at begrænse hendes bevægelser. Hun havde fremkaldt en af sine næsten gennemsigtige blå skærme foran sit højre øje og betragtede Ciel og Clarié gennem det. Begges energi steg da de var midt i en konfrontation af en slags men Ciels var langt mere roligere end Clariés. Clarié sukkede lettet "Kan De ikke få ham til at slippe mig?" spurgte hun henvendt til Kari, "Han tog pludselig fat i mig og begyndte at slæbe af sted med mig" det var ikke løgn, på intet punkt, men der lå mere bag situationen end det. Men det ville være til Ciels fordel at fortælle hende det så hun holdt mund med forklaringen. Kira rynkede brynene lidt og vendte blikket mod Ciel som for at få en forklaring. Uniformen sagde tydeligt at hun var af en vis rang, hvis tatoveringen på hendes skulder ikke straks fortalte folk det.

[Ciel Dé Ricéy]

Tanken om at hun måske kunne forsvinde lige som hendes ting, fik blot Ciel til at bibeholde det greb han havde om hendes håndled. Han skulle ikke risikere at miste hende helt at syne, også selvom han vendte hende ryggen undervejs, men det ville også være mistænkeligt at holde et vågent øje med hende hele tiden. Kongen ville næppe indse, at han også havde del i grunden til at Talija var flygtet fra byen, hvilket også var grunden til at Ciel ikke kunne tage chancen og lade hende gå igen. Han ville næppe tilgive sig selv for at misse denne chance og da bestemt ikke hvis det ikke var på hans egne betingelser. Hvad der var sket mellem Talija og Hiroki kunne Ciel muligvis godt regne ud, da han i bund og grund var skyld i det hele, netop fordi han havde pålagt dem det selv samme had, som han selv havde. Men at se hvordan Talija måtte kæmpe imod hendes forældre var blot en fryd for øjet. Netop fordi det ikke drejede sig om hans egen familie. Når det først kom til Yaya og Caleb ville han næsten gøre alt, men det at Caleb havde fundet en underlig interesse i Talija, og at Talija var lovet væk til en anden, gjorde at han ikke længere kunne drage nytte af situationen, så han ville helst have at Caleb sle ikke havde kontakt til pigen mere. Det var et afsluttet kapitel i følge ham. Men Caleb ville næppe forstå.
Selvfølgelig ville han ikke lade hende forsvare sig selv, netop fordi der intet var at forsvare. Han var helt sikker på, at hun havde været skikkelsen sammen med prinsessen og derfor skulle hun også bringe ham til hende, så hun igen kunne komme tilbage til Talian, og han kunne få ro. Ciel stoppede ikke en gang op, da hun åbnede munden, han var tydeligvis ikke interesseret i hendes ord og gik blot videre med hende slæbende efter sig. Hans attitude var bestemt ikke særlig rar, som han var irriteret over at det var kommet så langt, men også det at han nu blev nød til at opføre sig på denne måde midt på gaden. Det var dog en chance han var villig til at tage. Ciel kunne jo umuligt vide hvad der foregik rundt om ham, udover blikkene. Noget der ikke lige umiddelbart generede ham, eftersom at han havde en grund. Ikke en grund han direkte kunne dele med andre, men det fandt han nu heller ikke nødvendigt.
Som hun forsøgte at protestere blev Ciel blot mere og mere irriteret, som han rev hårdt i hendes arm, i håbet om at hun ville falde.. Han var egentlig ligeglad med hendes helbred, da han blot skulle bruge hendes ord, og det var jo nok med hendes mund intakt og måske hendes hjerne, så hun kunne tale.
"De eneste ord du skal lukke ud af din mund, er hvor hun er henne"
snerrede han irriteret, som han var stoppet op og revet hende hen til sig. De røde øjne var fyldt med had og det var efterhånden svært for ham at skjule sit had til mutanter generelt. Men på den anden side, så vidste han heller ikke hvad der foregik omkring sig eller i dette tilfælde i luften. Det var dog først da han hørte stemmen, at han begyndte at kigge rundt, for at se hvor denne kom fra. Underligt nok så kunne han ikke få øje på nogen, som holdt øje med dem, udover manden, der stod et godt stykke fra dem, så han lod til sidst sit blik glide op. Det var tydeligt at han var overrasket, som kvinden nærmest svævede hen over hovederne på dem. Som spørgsmålet nærmest blev gentaget inde i hovedet på ham, endte han med et ryste på hovedet, før at han vendte blikket tilbage mod Clarié, hvor blikket blev en del mere truende end før. Blot for at advare hende. Da hun så pludselig valgte at åbne munden for at gøre et forsøg på at slippe fri, blev han blot mere irriteret, som han automatisk strammede sit greb.
"Jeg beklager, men hun er altid sådan her. Hun leder altid efter en udvej og nu hvor De er her, så tror hun, som altid, at hun kan få mig til at fremstå, som den onde"
forklarede han roligt med et let smil på læben, før at han vendte blikket mod Kari igen. Nok havde han svært ved at håndtere det faktum at kvinden rent faktisk fløj eller svømmede i luften, men det at hun åbenlyst brugte sine mutanter evner, kunne han ikke rigtig acceptere, som han dog forsøgte at opretholde den rolige facade.

[Clarié Eomie Infiena]

Clarié var meget bevidst om hans greb om hendes håndled for hun kunne næsten høre sine knogler beklage sig. Det var som om at han troede at et fast greb ville forhindre hende i at bruge sin evne. Bortset fra det faktum at smerten forhindrede hende i at koncentrere sig let så gjorde det ingen forskel.
Hun var faktisk ligeglad med prinsessens intentioner, Talijas eventyrprinsesse-agtige væremåde havde for længe siden fået Clarié til at beslutte at hjælpe hende. Desuden var prinsessen kongelig så Clarié var som de fleste andre underlagt hendes befaling hvis det kom til det. Talija havde selv redet dem fra Ciel under deres flugt så hun stolede også på at prinsessen ikke ville dolke hende i ryggen. Også Shirou, selvom han nok blev rasende over at hun ikke havde fortalt ham hvem Talija egentlig var. For han fik det jo at vide på et eller andet tidspunkt. Det måtte Clarie så tage når den tid kom.
Det var ironisk at Ciel til trods for sin enorme kærlighed til sin egen familie nød at se kongefamilien så splittet som den efterhånden var. At han tilmed nød at splitte den. Men nu Caleb ikke forstod sin far og tilmed trodsede hans ønsker så var 'karma' måske i gang med at trevle hans familieforhold op indefra, noget der virkelig ville påvirke Ciel. Nok noget af det eneste.
Han slæbte videre med hende trods modstand og protester. Hun fandt alligevel tid til at lytte til hvad han sagde. Hun skulede. "Hvem?" spurgte hun trodigt til trods for at hun udemærket vidste hvem han mente, her blandt andre kunne hun spille sin uvidende rolle til fulde og samtidig vinde de omkringstående over på sin side. For Ciel havde vel ikke tænkt sig at indvie alle i shoppings-distrektet i hans arbejde. Han slæbte åbenlyst af sted med hende og gjorde det til gengæld også svært for hende at følge med hvis det havde været hendes intention. Hun snublede hver gang han rykkede i hende, og måtte gang på gang udnytte hans arm for ikke at gå på halen. Det pinede hende næsten at skulle røre ham mere end højst nødvendigt. Heldgivis lod Ciel ikke til at bemærke så meget så hun kunne lede efter en flugtvej, hvis blot hun kunne finde en person der kendte hende som også kunne vende vrangen ud på Ciel. I stedet blandede byens mest ansete 'politi' sig i situationen og gjorde tingene langt mere komplicerede. Hun fik ret i sin teori om at Ciel ikke have tænkt sig at udstille sandheden holdt stil som han prøvede at overbevise Kira om at de kendte hinanden og at Ciel var vant til at håndtere hende udbrud. Desværre spillede han denne rolle imponerende godt, hun skulede. Kira så overrasket på ham, hun genkendte ham ikke fra slottet og med hans holdning og udstråling måtte han have en høj rang. Så hun ville sandsynligvis være blevet præsenteret for ham. Hun kendte jo de fleste spidser på slottet i hvert fald ved navn og udseende. "Familie?" spurgte hun henvendt til Clarié da hun havde mødt pigen flest gang, og det jo egentlig var hende hun forsøgte at hjælpe. "Bestemt ikke!" fastslog Clarié hurtigt og så fuldstændig forfærdet ud. Hvordan kunne hun dog tænke sådan? Kira smilede undskyldende "beklager, men med sort hår og røde øjne hos jer begge virkede det logisk" udskyldte hun roligt og landede på jorden og forventede derved at de stoppede og forklarede sig. Når de ikke var i familie og Ciel garanteret ikke kom fra slottet så var hun nysgerig på hvor de kendte hinanden fra. Hun var villig til at lytte til dem begge men deres modstridende historier eller synspunkter var i sidste ende ikke hendes problem. Hun skulle blot opretholde en fredelig atmosfære som Ciel havde forstyrret. Clarié skyndte sig at bruge sin evne til noget harmløst så hendes øjenfarve skiftede til en mørkegrøn. Kira betragtede hende forundret. "Der er ingen grund til at demonstere Deres magt i vores selskab" sagde Ren roligt, han var gået op bag Ciel og Clarié og tog nu fat i deres arme og skilte dem ad, med vold mod Ciel hvis det var nødvendigt. Det var ingen fordel at løbe fra medlemmer af dette team, specielt ikke når de vidste hvor de kunne finde en. Clarié ømmede sig arm og så rundt på de 3 der stod omrking hende. Set fra Clariés synsvinkel var det både et lykketræf og et forbandet uheld at hun var stødt ind i netop disse to. Et lykketræf fordi de ville kunne beskytte hende, og et uheld fordi hun nu ikke blot kunne stikke af uden at mistænkeliggøre sig selv. Desuden ville både Ren og Kira sikkert finde det underligt at Clarié, for dem kendt som en høflig tjenestepige, var genstand for en velhavende herres vrede. Hvis de begyndte at spørge ind til det kunne hun havne i en forfærdelig knibe. Hun blev bleg og Ren blev bekymret. Han og Kira havde set hende på slottet tidligere under audiens, måske ikke med kongen men med højererangerende spidser som skulle tildele dem ordre eller gratulere dem. Clarié bandede indenvendigt. Nu slap hun da aldrig væk! Udadtil smilede hun undskyldende og forsikrede Ren at hun virkelig havde det godt men blot var stresset og overrumplet over den pludselige drejning af situationen. Igen ikke løgn. "Han dukkede bare op ud af det blå og forskrækkede mig" sagde hun og forklarede ham at hun havde været ude at handle for de andre piger. Ren der kendte hendes baggrund nikkede tænksomt men bemærkede manglen på varer og løftede et øjenbryn. Clarié måtte så igen forklare sig, denne gang ved at uddybe sin evne overfor vagten. Nu havde hun endnu mindre chance for at slippe væk ved hjælp af sin evne uden at blive mistænkt for noget. Ren lagde armene over kors og kiggede på Ciel, han havde instinktivt placeret sig mellem Ciel og Clarié. Da Ciel havde lignet en der havde mest lyst til blot at kvæle pigen på stedet. Ikke noget han kunne tillade.

[Ciel Dé Ricéy]

Ciel var ligeglad med om det overhovedet gjorde ondt på hende eller om han forvoldt hende mere smerte, netop fordi han havde en grund til det havde gjorde. Han ville næppe kunne tillade at nogen kom ind i Talian for at ødelægge det hele, også selvom han nu var i færd med at ødelægge freden i MeRosal, så havde han vigtigere ting at tage sig af, end at forsøge at passe ind. Desuden så var det et yderst underligt miljø efter hans mening. Prinsessen var meget snart ikke Ciels problem og så ville han kunne gøre lige hvad der faldt ham ind, nu hvor kongen og dronningen ville miste deres datter til MeRosal, et land, som han forhåbentlig ikke skulle sætte sine fødder i igen. En gang måtte være nok, ellers måtte han bare begrænse besøget og eventuel tage en ruten uden om byen næste gang?
Måske det i virkeligheden kun var hans egen familie, som rent faktisk betød noget for ham. Men det var jo heller ikke fordi hans familie var særlig udbredt, nu hvor han for længst havde glemt det meste omkring sin fætter. Men Ciels familie var helt bestemt hans svaghed, også selvom han næppe ville indrømme det, så ville han ikke kunne vende ryggen til dem. Noget der gjorde ham svag, men også en anelse menneskelig? Nu hvor han intet havde til overs for andre og specielt ikke mutanter.
Clariés ord fik ham til at stoppe op og vende sig om mod ham, som han tydeligt kunne fornemme på hende, at hun forsøgte at være trodsig og blot spille dum. Men det var ikke noget han ville acceptere i en situation, som denne. Ciel ignorede hendes ord, da han udmærket var klar over, at hun godt vidste hvem han hentydede til. Der var ingen grund til at gøre hende mere tilfreds ved at blive mere arrig over hendes ord. Han valgte blot at smile lettere koldt til hende, som det blev mere og mere strengt, som hans blik blev yderst truende, men det var blot en advarsel i sig selv.
Det at hun faktisk greb fat i hans arm for at holde balancen fik ham blot til at forsøge at ryste hende af sig. Aldrig skulle en simpel mutant støtte sig op af ham, desuden så kunne han godt se at hun heller ikke brød sig om det. Altid noget at de var enige om at de ikke skulle nærme sig hinanden frivilligt. Da de først blev afbrudt, så havde Ciel på fornemmelse af, at han ikke skulle prøve på noget, specielt ikke nu hvor de faktisk lod til at være villige til at bruge deres evner til hvad som helst. Han havde jo heller ikke nogen ide omkring hvad de var i stand til, derfor valgte han også blot at benytte sig af sin stemme. Var der noget, som Ciel var god til, så var det at snakke sig ud af situationer, også selvom det sjældent var nødvendigt, så nu blev han for alvor testet. Da kvinden begyndte at stille spørgsmål ved deres relation, virkede Ciel lettere opgivende, som han dog vendte følelserne bort fra det der skete. Han rystede på hovedet af Clarié, som hun straks fra sig nogen former for relationer til ham. Han sukkede opgivende, hvor han blot strammede grebet om hendes arm.
"Mange har set os som familie"
forklarede han uden at lyve, også selvom de måske forventede en anden situation, som den Ciel havde i tankerne. Han mente selvfølgelig alle de vagter, som holdte tilbage blot fordi de mente at det var i familie og derfor ikke kunne mene, at de skulle angribe hende. En ting, som han endnu ikke havde fået gjort klart overfor dem, men han skulle nok få muligheden senere, hvis han da kom ud af deres kløer. Men Ciel forsøgte ikke at få Kira til at undskylde, som han jo blot forklarede hende, at hun ikke var den eneste som forvekslede dem. Som Kira kom ned på jorden igen, stoppede han op og lod blot blikket hvile mod hende, men lod dog til at kigge mod Clarié, inden at de blev afbrudt af endnu en skikkelse. Ciel mente dog at han havde set ham tidligere, som han kiggede dem på allerede før Kira havde blandet sig sådan rigtigt. Som Ren greb ind og skilte dem ad, var Ciel en anelse modvillig til at starte med før at han gav slip af egen fri vilje, som han dog tydeligvis holdt øje med Clarié, han ville ikke slippe hende ud af syne.
"Udemærket"
fastslog Ciel, også selvom han var en anelse utilfreds med situationen, da han ikke var sikker på om hun lige pludselig kunne finde på at bruge sin evne og bare forsvinde, så ville han da først blive irriteret over at Ren og Kira havde ladet hende slippe. Ciel regnede ikke med at Clarié følte sig dårligt tilpas i deres selskab, han var overbevidst om, at hun nu følte at hun var i sikkerhed, hvilket blot irriterede ham, som han dog smilte udadtil. Hendes ord kom en anelse bag på ham, som han ikke havde forventet at hun ville søge deres medlidenhed, dog kunne han ikke lade vær med at grine en anelse, før at han blev mere alvorlig.
"Jeg er sikker på at du har skræmt flere med din evne, end hvad jeg har gjort imod dig. Desuden så dukker jeg jo ikke op ud af det blå, som dig"
konkluderede han roligt, uden at smile tydeligt. Ciel lyttede dog opmærksom med da hun begyndte at forklare dem omkring hendes evne. Noget han eventuelt kunne bruge senere, når han fik mulighed for at notere det.