Post by Frey De'croix on Aug 12, 2013 22:52:02 GMT 1
Frey havde besøgt Zion's tempel. Han havde altid været facieneret af dødens gud, men et uventet møde havde spiret en ny interesse i guden og Frey besøgte hans tempel med en favnfuld bøger for at føle sig nærmere guderne samtidig med at han udvidede sin viden om denne. Han var ankommet før solen var stået op og havde mærket solens stråler varme templet op til trods for at efterårssolen var ikke varmede så kraftigt jo tættere på vinter det var. Nu pakkede han bøgerne sammen og indfangede de sidste papirer som efterårsvinden insisterede på at føre langs gulvet. Han satte modvilligt foden mod en skitse af illustrationerne i templet og bøjede sig efter den. Vinden tog til og blæste hans jakke op over ryggen på ham og hen over hans hoved. Han viklede sig ud af den og lukkede den omhyggeligt inden han bukkede sig på ny og samlede papiret op. Han strøg nænsomt fingrene over stregerne og fjernede uønsket snavs tilført at hans støvle. Hans strøg de totter hår, der havde revet sig ud af båndet han havde bundet til tilbage med, væk fra ansigtet igen og igen, men vinden insiterede på at gøre det til en udfordring at holde dem væk. Han turde ikke løsne båndet for at binde håret tilbage på ny, det ville blot give vinden mulighed for at tage fat i hele hans manke. Så måtte han leve med de totter der irriterede ham. Han samlede sine bøger sammen og forlod templet med dem under armen efter at have bukket respektfuldt mod templets indre. Han kastede et blik på himlen. Blæsende, men ikke med antydning af regn eller andet dårligt vejr. Han smilede for sig selv og lod tankerne flyve mens hans spadserede roligt videre forbi de andre palæer med kurs mod sit familiepalæ. Men et ryk i kraven og en fortumlet tur hen af stien tvunget af et par mænds stærke greb trak ham ud af tankerne og tilbage til nuet. Frey snublede hen af vejen ind ved siden af et af de store palæer efter et voldeligt skub, men han formåede at holde sig på benene og vendte sig derefter mod de mænd der havde trukket ham til side. Deres påklædning afslørede ikke meget om dem. De lignede almindelige mænd han ikke ville registere på gaden, og heller ikke ville kunne udpege, smart. Han rynkede brynene og åbnede munden, men ethvert håb om en høflig og intelligent samtale forduftede da mændene gav sig til at råbe af ham i munden på hinanden. Frey tøvede måløs og trådte et skridt tilbage, kun for at miste grebet på sine bøger da den største af mændene samlede ham op i jakken og ruskede ham inden han blev smidt mod templets væg. Sammenstødet slog luften ud af Frey, men han bekymrede sig mere om at lokalisere sine papirer end om at få vejret. Pokkers til blæst! Han så fortvivlet til mens vinden rev flere løse sider ud af bøgerne og trak dem med ud af sidegaden. To mænd greb hans arme og holdt ham mod muren mens en anden gennemsøgte Freys påklædning. Utilfreds med at blive kropsvisiteret af en fremmed forsøgte Frey at tale manden til fornuft, men blev blot bragt til tavshed af et kraftigt slag mog kæben af den ene mand der hold ham mod muren. Frey sundede sig et øjeblik og vænnede sig så vidt muligt til blodsmagen der fyldte hans mund. Han undgik at tænke på hvor blodet mon stammede fra og koncenterede sig om sine angribere. De lod til at være interesseret i værdigenstande, men vokset op bag palæers trygge mure var han uvant med gadens hårde håndtering af folk. Han åbnede øjnene og lod sit syn finde fokus igen inden han forsøgte at tale sine angribere til fornuft igen. Manden blev imellemtiden færdig med at visitere ham, og efter at have berøvet Frey flere værdigenstande fra hans lommer gik de videre til andet der kunne sælges, som bl.a. hans øreringe. Frey var imidlertid ikke interesseret i at blive frarøvet sige øreringe. Men hans modstand blev ikke godt modtaget og mændende gik igang med at banke al modstand ud af ham inden de fortsatte med at røve ham.
Frey tog imod slagene og støttede sig til templets væg da der var en pause i deres overfald. Mændenes slag havde trykket ham ind mod væggen, der stod imellem gruppen af folk og Latronia's tempel. Hvor ironisk at hun blev set som den gud der tog hånd om tyve og udstødte, men ikke velhavende der blev overfaldet foran hendes hoveddør, af selvsamme typer som hun beskyttede. Freys syn blev sløret, men han fornemmede mændene omkring sig ved hjælp af det elektriske felt der lå i luften om ham. Uskyldigt og usynligt for alle andre end ham. Han holdt blikket rettet mod jorden, han fik intet ud af at kigge på sine angribere, det kunne derimod provokere dem til at banke ham yderligere. Holdt han sig fra at tage kontakt kunne han måske undgå skader ud over dem han allerede havde fået. Han løftede hånden for at tøre blodet væk fra sine læber, men til trods for han underdanige og forsigtige bevægelser, så greb den nærmeste mand ham om håndledet og stoppede hans bevægelse. Frey løftede uforsigtigt blikket og så op på manden. Elektriciteten for hen over overfladen på hans gule øje i takt med hans hjerteslag, forøget af nervøsitet. Et gult og et rødt øje kunne få dig i problemer, også selvom forskellige farver var det eneste usædvanelige ved dem. Freys gule øje havde mutant stående tværs over sig og manden greb ham og halsen og trykkede ham mod muren. Frey lukkede øjnene og gispede efter vejret da mandens greb trykkede hans hals sammen og blokerede hans luftveje. Panik spredte sig hastigt gennem hans krop og hans evne handlede instinktivt og fjernede truslen ved at sende en skadelig ladning gennem huden på Freys hals og ind i hånden der klemte sammen om den. Elektricitetens smæld da den forplantede sig fra Frey til manden blev kun overdøvet af mandens skrig da hans hånd blev forvandlet til en blanding af brændsår og vabler. Han for væk fra Frey der faldt sammen med ryggen mod muren, mens han hostende og gistende efter vejret tog sig til halsen. Hans hals var, med undtagelse af mandens delvise kvælning, uskadt og bar ingen spor af de brændemærker der dækkede mandens hånd. De andre mænd trak sig lidt i baggrunden med forfærdede miner da de så deres kammerats skæbne. Så udløste Freys evne et raseriudbrud blandt dem og de angreb ham med fornyet målrettethed, dog uden at røre ham mere end højst nødvendigt. Det var ikke dem alle der turde nærme sig ham. Men dem der ikke deltog aktivt i angrebet heppede på de andre eller bandede af ham. Frey nåede aldrig længere end sin siddende stilling før voldelige spark slog ham omkuld. Han fik sig skubbet op på alle fire og sendte et blik i retning af sine angribere med sit røde øje. Dybt seriøst, samtidig roligt og en anelse trodsigt. Med blodet løbende ned fra øjenbrynet lignede det at mændende havde udrettet større skade end det var tilfældet. Det blonde hår tog også langsomt farve eller klæbede til hans ansigt. Et spark i maven fik ham til at knække sammen og han støttede panden mod armen liggende på jorden. Han holdt en arm om maven og hostede stønnende. Han lukkede øjnene da blodet blandede sig med støvet som hans hosten hvirvlede op, begge dele irriterede hans øjne og smerten bed i kroppen. Samtidig koncenterede han sig voldsomt for at holde sin evne i skak. Situationen blev tydeligvis ikke bedere af at han brugte den. Han kunne nemt nedlægge sine angribere, men han ønskede ikke at skade dem, ikke engang i den daværende situation.
Frey tog imod slagene og støttede sig til templets væg da der var en pause i deres overfald. Mændenes slag havde trykket ham ind mod væggen, der stod imellem gruppen af folk og Latronia's tempel. Hvor ironisk at hun blev set som den gud der tog hånd om tyve og udstødte, men ikke velhavende der blev overfaldet foran hendes hoveddør, af selvsamme typer som hun beskyttede. Freys syn blev sløret, men han fornemmede mændene omkring sig ved hjælp af det elektriske felt der lå i luften om ham. Uskyldigt og usynligt for alle andre end ham. Han holdt blikket rettet mod jorden, han fik intet ud af at kigge på sine angribere, det kunne derimod provokere dem til at banke ham yderligere. Holdt han sig fra at tage kontakt kunne han måske undgå skader ud over dem han allerede havde fået. Han løftede hånden for at tøre blodet væk fra sine læber, men til trods for han underdanige og forsigtige bevægelser, så greb den nærmeste mand ham om håndledet og stoppede hans bevægelse. Frey løftede uforsigtigt blikket og så op på manden. Elektriciteten for hen over overfladen på hans gule øje i takt med hans hjerteslag, forøget af nervøsitet. Et gult og et rødt øje kunne få dig i problemer, også selvom forskellige farver var det eneste usædvanelige ved dem. Freys gule øje havde mutant stående tværs over sig og manden greb ham og halsen og trykkede ham mod muren. Frey lukkede øjnene og gispede efter vejret da mandens greb trykkede hans hals sammen og blokerede hans luftveje. Panik spredte sig hastigt gennem hans krop og hans evne handlede instinktivt og fjernede truslen ved at sende en skadelig ladning gennem huden på Freys hals og ind i hånden der klemte sammen om den. Elektricitetens smæld da den forplantede sig fra Frey til manden blev kun overdøvet af mandens skrig da hans hånd blev forvandlet til en blanding af brændsår og vabler. Han for væk fra Frey der faldt sammen med ryggen mod muren, mens han hostende og gistende efter vejret tog sig til halsen. Hans hals var, med undtagelse af mandens delvise kvælning, uskadt og bar ingen spor af de brændemærker der dækkede mandens hånd. De andre mænd trak sig lidt i baggrunden med forfærdede miner da de så deres kammerats skæbne. Så udløste Freys evne et raseriudbrud blandt dem og de angreb ham med fornyet målrettethed, dog uden at røre ham mere end højst nødvendigt. Det var ikke dem alle der turde nærme sig ham. Men dem der ikke deltog aktivt i angrebet heppede på de andre eller bandede af ham. Frey nåede aldrig længere end sin siddende stilling før voldelige spark slog ham omkuld. Han fik sig skubbet op på alle fire og sendte et blik i retning af sine angribere med sit røde øje. Dybt seriøst, samtidig roligt og en anelse trodsigt. Med blodet løbende ned fra øjenbrynet lignede det at mændende havde udrettet større skade end det var tilfældet. Det blonde hår tog også langsomt farve eller klæbede til hans ansigt. Et spark i maven fik ham til at knække sammen og han støttede panden mod armen liggende på jorden. Han holdt en arm om maven og hostede stønnende. Han lukkede øjnene da blodet blandede sig med støvet som hans hosten hvirvlede op, begge dele irriterede hans øjne og smerten bed i kroppen. Samtidig koncenterede han sig voldsomt for at holde sin evne i skak. Situationen blev tydeligvis ikke bedere af at han brugte den. Han kunne nemt nedlægge sine angribere, men han ønskede ikke at skade dem, ikke engang i den daværende situation.