Ancient is just a fancy word for old (Daisuke)

[Frey De'croix]

Frey havde fået øje på butikken mens han gik rundt i byen på udkig efter nyt materiale. Han havde netop afsluttet en rapport han havde arbejdet på i flere uger, men havde ikke haft mulighed for at aflevere den. Ciel havde påpeget at rapporten skulle afleveres til ham, og kun til ham. Og da Ciel ikke længere var i Talian så måtte rapporten vente. Han gik med hænderne låst i et afslappet greb på ryggen og så sig om. Han ledte efter noget der kunne pirre hans interesse, et projekt. Allerhelst ville han ønske at et gammel glemt bibliotek pludselig dukkede op i Talian eller i den omkringliggende ørken. Mens han gik og krydsede fingre for at noget bare halvt så interessant ville finde vej til ham faldt hans blik på en speciel butik. Dens udseende og sortement fik ham til at stoppe op midt på gaden. Han bemærkede de undrende blikke folk omkring ham sendte i hans retning. Grundet hans fornemme påklædning og værdige holdning turde de fleste ikke kommentere negativt på hans placering. De bøjede blot hovedet og accepterede at en adelsmand valgte at stå midt på vejen. Frey satte sig nysgerigt i bevægelse mod butikken og så ind af vinduet. Der var alt muligt derinde, men alle varerne havde et korstbart eller antikt præg. Han lod blikket glide rundt til hans blik faldt på nogle bøger på hylderne. Netop sådanne steder kunne gemme interessante bøger uden at vide hvad det var. Han gik ind, nikkede høfligt til andre han stødte på og undersøgte så bøgerne. Grundigt. Han trak den første bog ned og undersøgte indbindingen for navn og forfatter inden han åbnede den og undersøgte indholdet. Denne procedure gentog han med de andre bøger. Han var overrasket over at opdage at han havde flere af bøgerne i sit eget bibliotek. Men de fleste var ikke specielt interessante, det var historiefortællinger. En af dem havde dog så gennemførte illustrationer at han valgte at lægge den til side. Han lod blikket glide over hylderne indtil et ord fangede hans opmærksomhed. Han rynkede brynene og lod en finger glide over håndryggen. Det var forhistoriske skrifttegn. Han rynkede brynene yderligere. Det var for godt til at være sandt. Han trak bogen ud og lod blikket glide over omslaget. Det var forståeligt hvorfor denne bog var havnet i butikken, den så meget meget gammel ud. Frey åbnede forsigtigt bogen, omhyggelig med ikke at sætte fingrene i noget skrift. Han stirrede måløs på bogens indhold. Havde butikejerne nogen ide om hvad det var de havde sat til salg? Han bladrede forsigtigt nogle sider frem til han var overbevist, denne bog var guld værd for en der ønskede at forstå det gamle Talian. Frey havde kun genkendt tegnene fordi netop Talians historie interesserede ham så meget. Han kunne tyde noget af teksten, men nogle af siderne var meget medtaget, noget han måtte forsøge at udbedre i sit arbejdsværelse. Denne bog skulle redes. Han lukkede forsigtigt bogen og lagde den ved eventyrbogen. Så granskede han hylderne for noget lignende. Han fandt en lille bog, i reolens øverste hjørne. En lille læderbog med en lædersnor om. Hvis en sådan bog fandt vej til en butik måtte den være speciel. Han strakte sig op efter den og fik den raget ned fra hylden med det yderste af sin finger. Han irriterede sig over ikke at være højere da han skulle samle bogen op fra jorden. Bogen var også af læder, og at dømme efter den falmede farve havde den været rød. Han bandt snoren op og lagde den ovenpå sin bog. Han åbnede bogen og læste nogen sider. Det var vidst en rejsedagbog. Ikke noget han fandt synderligt interessant. Bare flere fantasihistorier. Han bladrede den dog igennem og fandt enkelte passager med skitser af steder eller gammel tekst. Da han nåede slutningen var han faktisk alligevel ret interesseret i at finde et navn på forfatteren, men i stedet fandt han et stykke stof. Det var foldet så mange gange at det næsten var hårdt. Frey lagde undrende bogen på sin stak og foldede stoffet ud. Forsigtigt. Han blev overrasket over at se et kort folde sig ud for øjnene af sig. Men det lignende ikke et kort han kendte. Han genkendte Talians struktur og våbenskjold i den ene afdeling af stoffet, men de andre bygninger, uden for murerne var ham ukendte. Han rynkede brynene. Det virkede for detaljeret til at være lavet til en fantasibog. Kortet var for stort til at han kunne holde det udstrakt selvom han spredte armene så meget han kunne. Så han lagde det på gulvet og satte sig på hug med et knæ i gulvet. Han lod fingrene glide næsten kærtegnende over det gamle stof og hans læber bevægede sig lidt som han læste de ord han kunne tyde. Det var en mærkelig blanding af forhistoriske tegn og det moderne sprog. Han var ikke så kendt i naturen udenom Talian, men han genkendte de mest markante naturfænomener, selvom han vidste at nogle af størrelsesforholdene var forkerte. Men det der undrede ham var bygningerne i nærheden af Talian. Muren om byen var tydeligt markeret, derfor var det nemt at se at bygningerne lå udenfor byen. Det undrede ham, for han havde aldrig set bygninger udenfor Talian. Han rejste sig for at se kortet på afstand. Hvem mon havde lavet det?

[Daisuke Maeda]

Varmen var efterhånden noget som Daisuke var van til, han var heller ikke bange for at bevæge sig ud i dette skønne vejr, noget der altid kunne trække ham udenfor var vejret. Men heller ikke når det regnede og tordnede havde han lyst til at blive indenfor, som regn og torden gav et helt nyt syn på landskabet. Det var altid forbløffende at se, hvordan vejret kunne ændre det knastørre græs til noget luftigt, men samtidig også til en smattet tilværelse. Som solen stod højt på himlen, kunne Daisuke ikke holde sig indenfor også selvom Lily havde bedt ham om at få styr på sit arbejdsværelse eller hele den nederst etage af palæet, noget han ikke rigtig kunne se hvorfor, men han kunne dog ikke andet end at trække på skulderne og lade blikket glide igennem de mange kort og malerier, som fyldt tilværelsen. Egentlig skulle Lily slet ikke være dernede, men nogle gange kunne hun bare ikke holde sig fra det, også selvom hun havde svært ved at tage trapperne, så var hun stædig nok til at gøre det, bare for at holde øje med sin søn. Daisuke grinte dog ofte af hendes ord, som han forgæves forsøgte at få hende tilbage i sengen, hvor hun kunne slappe af og spare på kræfter.
"Hvad har du gjort ved mit hjem?"
lød det lettere bebrejdende fra den gamle kone, som hun endelig nåede det sidste trappetrin og straks lagde armene over kors, Daisuke kunne ikke andet end at trække på skulderne og smile lettere uskyldigt, inden at han samlede bøger, kort og alt det andet, som lå på bordet sammen i en bunke, før at han vendte blikket mod hende.
"Bare rolig, jeg har syr på det, vil du ikke nok gå op og ligge dig?"
spurgte han en smile bedende, som de røde øjne gik over i at ligne dådyrøjne i et forsøg på at overtale hende til at gå tilbage. Hun viftede dog blot med hånden før at hun vendte rundt og lod blikket glide op langs med trappen. Hun tog en anstrengende indånding og gik det første trin op, inden at hun vendte sig om og så direkte ind i Daisukes øjne, som hun næsten fik et chok, men Daisuke var klar til at tage imod hende, som han blot tilbød sin arm og hjalp hende op af trappen. "Jeg skal nok rydde op senere idag, men kun hvis du bliver liggende i sengen" sagde han lettere kommanderende, som han skyndte sig at lukke øjnene, fordi han godt vidste at han egentlig ikke skulle kommandere med sin egen mor og måske forventede et klap. Hun valgte blot at grine før hun lagde sin hånd mod hans kind og gav denne et klap, inden at de bevægede sig op af trappen og Daisuke fik lagt hende i seng. Han så lettere opgivende på Lily, som hun lagde sig i sengen og straks lukkede øjnene. Han piftede dog væk fra værelset, som en lille hvalp kom farende mod ham og næsten var gledet på gulvet. Daisuke sætte sig på hug ved hvalpen og hviskede svagt i dens ører, at han skulle passe på hende, imens at han gik ud i byen. Hvalpen farede ind mod sengen og sprang med nød og næppe op i sengen hvor han lagde sig ved siden af Lily, der blot grinte lidt og sendte hendes søn et advarende blik. Døren til værelset gled roligt i, som Daisuke gik mod hoveddøren og tog sin frakke med i farten. Nok skulle han rydde op, men det blev bestemt ikke før at han havde set nærmere på byen, inden at mørket ville falde på om mange timer, desuden så kunne han godt holde sig vågen, hvis han virkelig frygtede at hun ville blive streng.

Hans skridt var raske, men stadig elegante, som han gik direkte mod byen. Hans blik gled dog op mod solen, som et glimt viste sig i hans øjne, en skygge fløj hen over hovedet på ham med kurs mod palæet. Det var Jezebel, som han havde set afsted med sin opgave, egentlig var han lettere imponeret over at Jezebel overhovedet ville anstrenge sig med at flyve hjem allerede, da hun jo godt vidste, at det aldrig rigtig hastede for ham. Daisuke lavede dog en mindre lyd med munden, som ørne straks svarede og cirklede en enkelt rundt om ham oppe i luften før at hun forsvandt bagved palæet.
Som han kom ned til byen, stoppede han pludselig op og tog sig til benet blot for at sikre sig at han ikke havde glemt sit værktøj. I hans tilfælde var der tale om en pen, noget blæk og til sidste pergament papir, noget han altid havde med sig. Da det først var blevet fastlagt at han havde det på sig åndede han lettet op og fortsatte mod nord. Det var efterhånden længe siden at han havde begivet sig mod nord og man kunne jo aldrig vide om folk valgte at forandre deres bolig? Der var også en vis form for ro over Daisuke, også selvom han sjældent var helt rolig uden at have slukket sin evne helt, så kunne han bedre slappe af nu, hvor hans fætter var rejst til MeRosal, hvilket betød at han ikke konstant blev mindet om Ciels position. Hvilket til tider var rart, specielt fordi han ikke kunne huske hvornår Ciel sidst var rejst ud af byen, noget Daisuke mente måtte være godt for ham?
En butik fangede hans blik, også selvom de mange menneskers blik var nok til at gøre ham bemærket, så var han efterhånden van til at ignorere dette. Der var dog ingen tvivl om at Ciel og Daisuke var i familie med hinanden, netop fordi de igennem årene ikke havde fået forskellige udseende, de var nærmere begyndt at ligne hinanden mere. Noget der kunne more Daisuke, når folk forvekslede ham med hans fætter, ikke noget der altid var rart, som nogle endte med at give udtryk for frygt og rædsel. Disse følelser kunne Daisuke ikke rigtig forstå, dog regnede han med at det var fordi Ciel var af den rang, som han nu var. Noget som Daisuke næppe ville bryde sig om at være. Han havde det fint med at være detektiv og være i stand til at rejse, når de lige passede ham. Dog kunne han ikke lade vær med at give butikken et ekstra blik, som døren gled op og en kunde gik ud derfra med noget som lignede en vase. Vasen var graveret med en gammel skrift, som fangede Daisukes opmærksomhed, dog kunne han ikke tillade sig at betragte vasen yderligere, derfor besluttede han sig for at undersøg antik butikken på egen hånd. Det ville også være lettere for ham at fastslå om det var noget han kunne bruge i sit arbejde eller blot til at pleje sin evne eller hobby.
Døren gled op, som han roligt lod den glide i efter sig, han ønskede ikke at denne skulle smække, derfor fulgte han næsten døren helt til karmen før at han vendte sig mod indholdet i butikken. Han var lettere forbavset over indholdet, men kunne heller ikke forstå, hvorfor han ikke var gået ind noget før? Daisuke tog en rolig indånding, som han bevægede sig langs med reolerne og lod en pegefinger glide langs med porcelæn, bøger og andre interessante ting. Hans blik gled langs med bøgerne, som han trak en ud og blot lod blikket glide over omslaget, før at han stillede den op på plads. Egentlig håbede han lidt på at falde over noget i stil med et kort eller andet i form af landskab. Derfor var han også nær gået ind i manden, som sad på hug, men han nåede dog at registrere ham inden at han ramte ham. Han lod svagt blikket glide over den lyse hår, som det ikke var en han kendte, derpå gled blikket videre på det han kiggede på, som han straks spærrede øjnene op og så en anelse forbavset på kortet. Aldrig havde han set noget lignende, men alligevel så virkede det bekendt, eller det var måske mere fordi han kunne kende områderne på kortet og sagtens kunne placere det forskellige ting med et smil på læben.
"De er vist faldet over et af de mere interessant kort over Talian, hr."
kommenterede han roligt, som det dog ikke var meningen at han ville forstyrre manden, da han jo tydeligvis godt kunne se, at han var i færd med at læse det og måske selv var i stand til at placere de forskellige bygninger. Kortet var som en åben bog for Daisuke, som han egentlig ikke ønskede at presse sig på, men alligevel endte med at læne sig mere eller mindre ind over manden for at se nærmere på bygningerne, seglet og tegnene.

[Frey De'croix]

Født i Talian, opvokset i Talian og vant til ørkenen, men stadig ikke specielt glad for varme. Det var Freys liv. Han holdt sig helst i skyggen og under jordhøjde når sommeren lagde sig over Talian. Ironisk nok var hans arbejdsværelser på slottet noget af det højst beboede/befærdede område. Det hang måske sammen med at han foretrak at være godt påklædt. Frey var iført kortere støvler end normalt, men de var stadig lange nok til at han kunne stoppe bukserne ned i dem. Han foretrak han have styr på sine benklæder. Bukserne var i en mørk blå farve denne dag og hans lange jakke var erstattet af en kappe uden hætte, der var fæstnet over hans bryst med en gylden anordning. På ryggen af kappen var et stort broderi af familiens våbenskjold. Det havde været for varmt til jakke, men han havde alligevel ikke ville forlade huset uden at have noget over sin skjorte. Da han ikke brød sig om at færdes i byen uden. Hans skjorte var hvid med ærmer der sad til omkring hans håndled. Disse ærmer var prydet med gyldne bånd og broderier, som gik igen ved hans overarme og ved skjortens krave. Han havde valgt et par øreringe med røde sten for at opveje alt det guld der fremhævede hans gule øje. Øreringene fremhævede derimod hans røde øje. Kappen lå hen af gulvet som han havde sat sit knæ i jorden.
Frey havde godt lagt mærke til at manden var kommet ind i butikken, men som han blev mere og mere optaget af den lille bog overhørte han det faktum at manden nærmede sig. Det indså han faktisk først da manden talte til ham. Frey fik et chok og mistede næsten ballancen ved hans ord. Han lo stille over det pludselige chok, mest fordi det var latterligt at blive bange når folk tiltalte ham ude i offentligheden. Men han havde været dybt fokuseret på kortet. "Enten det eller også er det en belæst person der har skabt det for at teste fremtidens læsere" svarede han roligt med en spottende tone. "Men jeg satser på at De har ret" indrømmede han. Efter at have nærlæst kortet var han sikker på at tegnene stammede fra en periode nogle årtier efter den første bog han havde fundet. Det var han ubegribeligt hvordan to så facinerende objekter, først en bog og så et kort, havde fundet vej til den samme butik. Han fortrød at han ikke havde været mere opmærksom da han tidligere havde gået gennem gaderne. Han bed mærke i denne fremmede havde lagt mærke til kortet, genkendt stedet og tilmed valgt at kommentere på det. Han måtte vide hvad han snakkede om eller have en vis rang, for mange af Talians borgere ville ikke kunne genkende et kort af byen. I hvert fald ikke så hurtigt. Han lagde også mærke til mandens tydeligt interesse. Han var måske stødt på en mand med interesser der lignede hans egne? Frey rejste sig op og da han ikke havde registeret at Daisuke lænede sig mere og mere ind over ham så stødte han ryggen mod den fremmede. Han så sig over skulderen med et undrende blik og registrerede så at det var en person han var stødt imod. Han flyttede sig hurtigt ud i en afstand der tillod privat rum, med et en anelse forfjamsket ansigtsudtryk. Så spærrede han sine forskelligfarvede øjne op. Det røde øje holdt en hint af overraskelsen men det gule blev næsten helt elektrisk og symboliserede meget godt den aktivitet der farede igennem Freys hjerne. "Hr. Dé Ricéy?" spurgte han forundret da han tog den fremmede i øjesyn. Han stirrede forbløffet på Daisuke i den tro at han pludselig stod overfor sin chef. Han så tydeligt undrende ud, hvorfor havde han ikke genkendt stemmen? "Hvad laver De her?" spurgte han da hans undren løb af med ham. Det lå to ting i spørgsmålet, 1) hvorfor er De ikke i MeRosal som rygtet siger? 2) hvorfor befinder en mand af Deres standart sig i en butik som denne? Frey sendte et blik rundt i butikken for stiltiende at uddybe sit spørgsmål. Så blev han opmærksom på at det ikke rigtig kom ham ved hvad Daisuke lavede, men når han nu selv havde taget initiativet til at starte samtalen med Frey, så kunne Frey måske alligevel godt tillade sig at spørge. Freys holdning blev mere usikker på situationen og han vendte blikket væk fra Daisuke og søgte efter noget andet at fæsne sig ved.

[Daisuke Maeda]

Det var egentlig ikke rigtig faldet Daisuke ind, at han ville støde på noget lignende i den nordlige del af Talian, netop fordi han så ofte før havde undersøgt selv de dybeste kroge af landet, men af en eller anden grund så var værdien af butikken her gået direkte forbi ham. Han var faktisk lettere irriteret på ham, som han gerne ville have opdaget det noget før. Men skaden var sket, så håbede han blot at der var noget tilbage til ham. Desuden så vidste han ikke hvad han kunne forvente, da folk havde forskellige opfattelser af antikke ting, hvorimod han blot ønskede at læse kortenen fra den ældre tid, det kunne være at der var en chance for at han kunne finde noget nyt. Noget der måske var begravet under byen? Som han legede med tanken, bed han ikke rigtig mærke i blikkene, som personerne i butikken sendte ham, da han først kom frem i lyset. Han bukkede blot hovedet og lod blikket strejfe rundt i blandt vaser, bøger, penne og meget meget mere. Et lystigt smil gled over hans læber. Det at han nær var gået ind i manden foran ham, gjorde at han faktisk følte sig dum, men ikke noget der kom til udtryk i hans kropssprog, som han blot valgte at undersøge manden, med det han nu kunne få øje på. Daisuke lod roligt blikket glide ned på sine hænder, som var dækket af nogle hvide handsker.. Dette var der en grund til, som han ikke ønskede at få flere ting at holde styr på, i hvert fald ikke før at han mente at han var klar til det. Eller hans evne var. Derfor var han også lettet over at opdage manden inden det var for sent. Hans blik gled mod kappen, som et symbol dannede sig på stoffet. Han betragtede det nemmere, før at blikket glide mod kortet.. Han havde ikke set noget lignende før og satsede lidt på at der var en mulighed for at undersøge det nærmere. Meningen med at tale til manden havde ikke været at give ham et chok, blot informere ham om værdien. Daisuke ville helst sikre sig, at der intet skete med et kort som dette. Derpå blev han nød til at starte en samtale, men at manden fik et chok kom bag på ham, inden at han hørte den svage latter, som han åndede lettet op.
"Kan være at det har tjent et andet formål end hvad vi forventer med kort?" lød det en anelse spørgende fra ham, som han jo egentlig godt vidste hvad hans kort selv blev brugt til. Det kunne være at han ikke var den eneste med evnen, også selvom han tvivlede, for så ville han bestemt være stødt på det i sin søgen efter kort og ny viden om landenes geografi. "Det er modigt at satse på mine ord, hr." lo han svagt, inden at han lod blikket glide over blækket. Det var gammelt, meget gammelt og han var sikker på, at det var skrøbeligt, hvis man ikke passede på. Som han blev lettere distraheret af tegnene, lagde han ikke en gang mærke til at manden rejste sig op, derfor gav det et mindre sæt i ham, da han mærkede ham, som han straks trådte nogle skridt tilbage og skulle til at undskylde. Men han blev lettere mundlam af mandens udtryk, som var det at han kendte ham? Dog var Daisuke overbevist om at han ville kunne huske hans øjne, uden tvivl, men det var ikke noget han havde set før, som han gav sig til at studere det røde og derefter det gule øje, det var ganske fascinerende, som han kun havde set hans familie med røde øjne, men denne mand var tydeligvis ikke en fra hans familie, da han ville have kunnet huske ham. Daisuke blev først forbavset, som den fremmede tiltalte ham med Dé Ricey, hvorefter Daisuke blot gav sig til at ryste på hovedet, uden at tænke over det. Men det var måske fordi han var van til at blive forvekslet med hans fætter? Et svagt suk forlod hans læber, som han foldede hænderne foran sig og lod de røde øjne hvile mod den fremmede. Den lange frakke var åben, som den hvide skjorte og en svag fornemmelse af arret på hans bryst var synligt, imens at de sorte bukser var gemt under frakkens mørke. Skjorte gjorde det dog muligt at se en form for lys i hans tøjstil.
"Jeg er bange for at De forveksler mig med en anden, Ciel Dé Ricéy går jeg udfra."
lo han lettere opgivende, men man kunne tydeligt se på ham, at han var van til at blive forvekslet og at skulle forklare sig ud af diverse situationer. Daisuke selv mente ikke at han lignede sin fætter så meget, at alle kunne forveksle ham med Ciel, men han var efterhånden begyndt at sætte spørgsmål ved det, som han lidt følte at han levede i skyggen af Ciel. Uanset hvor meget han forsøgte at skabe sit eget ry, så så folk først Ciel.. Men hvad, han skulle nok finde en løsning på et tidspunkt. Han vendte kort blikket mod kortet, før at han rettede sin opmærksomhed mod Frey. "Men nu hvor jeg har forstyrret Dem, kan jeg lige så godt svare på Deres spørgsmål. Jeg leder, som De åbenbart, efter kort af den lidt ældre generation" forklarede han roligt, før at han lagde armene om på ryggen med et svagt smil på læben, før at han så lettere afventede på denne fremmede. Egentlig havde han ikke rigtig bidt mærke i, at Frey lod til at kende hans fætter mere end andre, men det skyldes nok at han ikke fik fat i så mange detaljer, da det meste af hans opmærksomhed hvilede på kortet. Desuden havde han forklaret hans relation til så mange før, at det efterhånden var blevet ham en vane.

[Frey De'croix]

Frey bemærkede ikke at manden var ved at gå ind i ham, og heller ikke at han påklædning blev undersøgt næsten ned til mindste detalje. Frey selv havde for en gangs skyld ikke handsker på. Selvom han derved risikerede at overføre sin indre elektricitet til sine omgivelser. Han havde dem med, men når han ledte efter bøger så var hans fingre et vigtigt værktøj til at datere papiret, eller i dette tilfælde stoffet.
Folk der ikke kendte Frey og ikke vidste hvor opslugt han kunne være af ting, lavede sjældent nok larm til at informere Frey om deres tilstedeværelse før de talte til ham. Derfor var han vant til chokket når folk tog kontakt til ham. Men det betød ikke at han blev mindre forskrækket. Daisukes bekymring om kortets fremtid var ganske unødig. Frey havde tænkt sig at passe godt på det, for faktisk var det ikke det eneste af det pågældende design som han havde set. Han var ikke i tvivl om at stoffet og bogen ikke havde samme forfatter. Men hvordan var det så endt sammen? Han spekulerede over mange forskellige faktorer samtidig indtil Daisuke talte til ham. Han tænkte over Daisukes ord. Frey legede med tanken om at det han havde fundet havde haft andre formål end et almindeligt kort. Han betragtede stoffet med et vurderende og tankefuldt blik. "Men hvorfor så skitsere byen og dennes omgivelser?" spurgte han uden at tage øjnene fra kortet før efter at han havde spurgt. Derpå vendte han sit blik mod Daisuke og så på ham ud af øjenkrogen. Der gled noget der kunne minde om et elektrisk felt over det gule øje der var vendt mod Daisuke, kortvarigt og utydigt. Så man ikke grundigt efter bemærkede man ikke andet end en bevægelse i den gule farve. Tanken lod til at have højnet Freys humør. Ganske vidst havde tanken vakt Freys interesse, men Daisukes spørgsmål lød som om han havde en anden ide. Dette pirrede hans interesse endnu mere, også på hvem denne person var. Han lo for sig selv da Daisuke påpegede at det var 'modigt' at satse på hans ord. Han trak let på skuldrene med en barnlig bevægelse, det tydeligt sagde at det vidste han måske godt, men han gjorde det alligevel. Han lod forsigtigt fingrene glide over stoffet, inden han rejste sig op. Det gav ham en god fornemmelse af hvor forsigtigt han skulle håndtere det.

Freys chok og undren gjorde at de undgik hvad der sandsynligvis ville have været pinlig tavshed eller undskyldninger. Ikke fordi han ikke fandt det pinligt at have forvækslet denne herre med Ciel. Men til hans eget forsvar så lignede Daisuke og Ciel hinanden imponerende meget.
Frey så lidt usikkert på ham da det var tydeligt at Daisuke studerede ham. Han var ikke helt sikker på hvordan han skulle reagere, til trods for at folk ofte fandt hans øje underlige eller interessante. Frey var ikke engang fjernt beslægtet med Dé Ricéy familien som var kendt for at have ejendommelige øjenfarve. Begge Freys øjne havde en farve der var atypisk for De'croix slægten, så de havde vagt megen opsigt.
Frey nikkede forvirret, som svar på at Daisuke havde gættet rigtigt omkring hvem Frey havde troet han stod overfor. Alt ved Daisukes kropssprog efter forvekslingen gjorde det klart for Frey at det ikke var første gang at forvækslingen var sket. Frey kunne godt se forskel på de to herrer hvis han så efter, men han havde ikke forventet at støde på en herre der ligede Ciel så meget, så han havde blot antaget at det Han smilede undskyldende og strøg en tot af sit pandehår tilbage inden han bukkede sig ned og forsigtigt foldede kortet sammen. Han havde ikke tænkt sig at folde kortet lige så stramt som det havde været da han fandt det, blot lidt så det var nemmere at transportere. Han måtte vurdere hvor ægte tegningerne og skriften var senere. Han lagde forsigtigt kortet på de andre han havde lagt til side og vente sig mod Daisuke. "Beklager hr." sagde han og rakte sin hånd frem "Frey De'croix" præsenterede han sig roligt. Han var ikke vant til at folk ikke vidste hvem han var, specielt ikke folk af høj stand. Daisuke fremstod i hvert fald som en med høj stand, men det betød jo ikke at han kendte alle. Det gjorde Frey selv jo langt fra.
Selvom spørgsmålet var ment til Ciel, så var Daisukes svar ikke mindre interessant. "Kort?" spurgte Frey og løftede øjenbrynene lidt. Hvorfor lige kort? Manden havde måske en interesse i geografi? Frey var ikke typen der gjorde nar af andres passion eller interesser, han elskede blot at høre folks interessante eller engagerede forklaring på hvorfor netop deres interesse var så spændende. Frey lænede sig tilbage mod reolen og så afventende på ham. Hans bogjagt kunne vente til han havde snakket med denne herre. Det han allerede havde fundet ville kunne holde ham beskæftiget i uger.

[Daisuke Maeda]

Det var efterhånden nødvendigt for Daisuke at studere folk, som han stødte ind i, eftersom at han sjældent kunne nøjes med et ansigtsudtryk, når det kom til hans arbejde. Han kunne godt lide at være på forkant og være velinformeret omkring andre, derpå var det blevet ham en vane at studere folk og hans omgivelser. Ikke fordi han gjorde det for at genere eller noget, han forsøgte blot at få informationer, før at folk selv fortalte dem. Han var også van til at ligge mærke til krops sproget, når han først talte med dem for at læse deres udtryk og på den måde konkludere sandheden i ordene.
Interessen for kortet blev ikke rigtig mindre, som han lod blikket glide ned over tegnene, han hævede det ene øjenbryn, som han lod hænder glide ned i den taske han havde om benet, hvorpå han trak et stykke pergament papir frem og begyndte at aftegne sympolet.. Det måtte han undersøge senere, hvis ikke han fik mulighed for at kigge nærmere på kortet, så måtte han jo bare lave sin egen undersøgelse, noget der ville være mere udfordrende. Det var endnu ikke nået til Daisuke at manden også havde fundet frem til en bog, eftersom at kortet altid havde det med at tiltrække hans opmærksomhed, uden lige. Dog smilte han blidt, da manden spurgte ind til skitserne over byen, hvorpå han rullede papiret sammen og lagde det tilbage i tasken med pennen.
"For at skjule sandheden. Ved første øjekast ser folk byen og tænker, at det blot er endnu et kort over byen, hvorimod dem, som har lavet kortet, kan have skjult noget under?"
Det var blot en teori, også selvom kortet var gammelt, så var det set før. Han havde i hvert fald selv fundet et kort, hvor det øverst lag af kortet var et rimelig upræcis aftegning af den ene bydel, hvorimod der under aftegningerne gemte sig nogle fordybninger og forhøjninger, som han endnu ikke havde undersøgt til fulde. Men det var blot endnu et af hans projekter, som krævede tid og ro. Daisuke trådte roligt tilbage, som manden vendte blikket mod ham, hvorpå han fik det første glimt af det gule øje, til at starte med fik han et glimt af en bevægelser, men da dette hurtigt forsvandt igen, så lod han det ligge, også selvom det ville give stof til eftertanke.
Blikket gled atter mod kortet, da Frey havde rejst sig op og lod til at samle det samme igen. Egentlig var han ikke nervøs, som manden virkede til at vide hvad han havde i hænderne, derfor blev han også roligt stående på den nuværende afstand, som han ikke ville presse sig på, også selvom han havde lysten til det.

De mange gange hvor Daisuke var blevet kaldet for Ciel var efterhånden så normale, at han ikke en gang forsøgte at gjorde det helt store nummer ud af det mere. Ofte valgte han dog at bevæge sig udenfor med en hat på eller noget lignende, som kunne skjule de røde øjne, noget de fleste lagde mærke til først. Men denne varme sommerdag havde han ikke lyst til at beklæde sig hoved med en varm hat, da den blot ville genere ham senere.
Som det gik op for Daisuke at Frey virkede usikker ved at han studere ham, lod han hurtigt blikket falde mod jorden og så derefter lettere undskyldende på ham, inden at han lod blikket glide rundt på dem der var inde i butikken, men som intet fangede hans interesse gled blikket tilbage igen og mødte Freys øjne. Specielt, måtte han indrømme, men han ville ikke kommentere på det og da slet ikke spørge ind til det. Det lyse hår fangede roligt Daisukes opmærksomhed, som Frey valgte at fjerne en hårtot, dog gled Daisukes blik hurtigt tilbage til hans øjne, da han havde fanget sig selv i at stirre bare en anelse.
"Ingen grund til at undskylde, det er min egen skyld at Ciel bevæger sig mere ud end jeg. Så er det jo klart at folk forveksler mig med ham" lo han en anelse, som hans blik gled ned på Freys hånd. Man kunne mærke en form for forandring i hans fremtoning, som han bed tænderne en anelse sammen, inden at han faktisk tog sig sammen til at rakte Frey hånden. Han havde jo handsker på, så der var intet at frygte? "Daisuke Maeda" præsenterede han sig roligt, som han gav Freys hånd et roligt klem, inden at han gav slip og placerede hånden bag sin ryg, sammen med den anden.
"Det lyder muligvis underligt, når et kort er nok til at kunne finde rundt i Talian. Jeg vil bare gerne vide om der er noget jeg selv har misset, og der vil et gammelt kort være ganske nyttigt, da de næppe forsøgte at skjule noget dengang, som nu. Medmindre at det er en skat" det sidste var sagt med et svagt grin, som det selvfølgelig ikke var noget han var ude efter. Daisuke var ikke interesserede i skatter eller lignede ting af værdi, bortset fra gamle dokumenter om Talians opførelse eller lignende. Et gammelt bibliotek begravet ude i ørkenen ville skam ikke gøre ham noget. Men han havde endnu ikke fundet noget lignende, men håbede på et tidspunkt at støde ind i det. Han var sikker på at Talian måtte have et sted at gemme gamle dokumenter, hvis de ikke allerede var gået i glemme bogen..

[Frey De'croix]

Frey studerede ikke så meget folk, vidst var det folk i historien han fandt interessante og han kunne citere mange kendte historikere, forskere og andre kloge mennesker. Men han studerede ikke folk han mødte på gaden. Han kunne godt trække lidt informationer ud af folks fremtoning hvis han ville, men det var ikke noget han gik i dybten med. Han gættede på Daisukes stand ud fra påklædning, og det var nok, mere behøvede han ikke vide nu. Måske med undtagelse af mandens navn.
Frey hørte lyden af pennen over papiret, en yderst velkendt og velkommen lyd og han smilede ubevidst. Det og så lyden af en bogs sider der blev vendt var nok nogle af de lyde han satte størst pris på. Han tænkte faktisk ikke over hvad Daisuke skrev da lyden sendte en flod af minder ind over ham. Spørgsmålene der pressede sig på i Freys hjerne rev ham dog ud af denne tilstand. Daisuke kom med en stærk pointe. Frey løftede overrasket øjenbrynene, det havde han ikke selv tænkt over. Han var ikke stødt på noget lignende i de andre 'værker' han på stående fod konstaterede havde satte skaber. Måske han burde undersøge det når han vendte tilbage til sit arbejdslokale. Han vendte hovedet væk fra Daisuke da han tænkte sig om, hvor havde han placeret disse 'værker' på slottet eller derhjemme? Det kom meget an på om det var hans egne eller disse var doneret til slottet. Frivilligt eller ufrivilligt. "Det lyder som om De har beskæftiget dem med hemmelige budskaber før" kommenterede han roligt "og ikke blot kort". Han rettede på sin krave inden han løftede blikket mod Daisuke igen. "Men hvis skaberen ønskede at skjule kortets egentlige værdi hvorfor så påskrive tvetydige buskaber?" spurgte han, Daisuke lod til at vide hvad han snakkede om. Men hvordan ville han forklare de områder med skrift der alle omtalte noget forskelligt, og inden af dem noget geografisk sådan som Frey havde tydet dem på stående fod. At Daisuke kunne svare på alle hans spørgsmål var måske meget at kræve, men Frey var nysgerrig på hvor meget denne mand egentlig vidste, og hvor meget han ønskede at dele med Frey. Hans røde øje rummede Freys dybe passion og hans rolige væsen, til trods for at hans gule øje gnistrede med engagement og lyst til at gå i gang med arbejdet med det samme. De to øjne opvejede hinanden meget godt, men det var også som om han viste to sider af sig selv samtidig. Når han blev engageret havde han det med at fremstå yngre end han egentlig var, men hans røde øje mindede altid folk om den værdighed og viden han besad. Til trods for barnlig eller naiv opførsel.

Frey skjulte ikke sig selv, heller ikke selvom hans øjne havde tiltrukket sig megen opmærksomhed gennem årene. Positiv og negativ. Men takket være hans evner havde alle dem der skulle teste ham erklæret ham menneske. Selvom Frey stadig havde dårlig samvittighed over at have brugt sin evne mod dem.
Frey var vant til nysgerige blikke, men at blive studeret ned til mindste detalje var uvant. Han flyttede usikkert på sig selv og så væk, ikke helt sikker på om han burde møde Daisukes blik. Han løftede blikket og så at Daisuke havde slået sit blik ned mod jorden. Han smilede skævt da deres blikke mødtes bagefter. Daisuke så undskyldende ud, men Frey havde jo selv studeret ham, så de var vel begge lige skyldige. Frey tog en dyb indånding da Daisuke så væk. Han havde ikke engang lagt mærke til at han havde holdt vejret. Han lagde en hånd på sit bryst med en overraskende mine.
Freys øjne var specielle, på samme nivau som Daisukes var det. Med deres forskellige karakter og til tider næsten levende udseende var de måske endda mere særprægede end Daisukes var. Det lyse hår var meget mere normalt, men også det fangede Daisukes opmærksomhed? Frey lavede en ubestemmelig bevægelse med hånden der egentlig bare lignede en rullen med håndledet. Han smilede af ham. Han kunne godt forstå hvorfor folk forvækslede dem, men de to brødre havde alligevel forskelle. Deres måde at bære sig selv, sætte deres hår og deres tøj og deres udtryk. Specielt udtrykket i deres øjne var anderledes. Ved den tanke lod Frey sit blik glide mod Daisukes røde øjne. Det var egentlig facinerende hvordan en familie kunne have så unaturlige øjne til trods for at de var helt menneskelige. Frey lo let ved hans ord, han kendte til det med at bevæge sig for lidt ud til at være en helt fremtrædende figur i samfundet. "Med et så særpræget kendetegn skulle man tro folk kunne genkende dig" sagde han roligt "til trods for at den herre Dé Ricéy har det samme". Han lod blikket glide over Daisuke. "Også selvom netop jeres øjne er så forskellige" tilføjede han tankefuldt og viklede en ørering fri af sit hår da en tot hår viklede sig rundt om den røde sten. Det tiltrak sig mere opmærksomhed end han havde forventet og han lænede sig mod reolen mens han med begge hænder viklede øreringen fri. Han endte med at hive noget hår ud af båndet så totten faldt frem og hans skulder. Han sukkede let og rakte om til sin nakke og løsnede båndet så alt hans hår faldt frem over hans skuldre og børstede mod hans ansigt. Han strøg det tilbage fra ansigtet med en hånd mens han tog båndet i munden og samlede sin blonde manke i nakken igen og tog så båndet igen og bandt det om håret igen. Det var en procedure han gennemgik mange gange på en dag, så han tænke ikke rigtig længere over det. Indså næsten ikke at han gjorde det.
Frey lagde mærke til Daisukes uvilje da han rakte ham hånden og derfor var hans håndtryk også tøvende og hans blik undrende. Mon han havde noget imod fysisk kontakt? I så fald ville Frey ikke have rakt ham hånden, men det virkede også nedladende at trække hånden til sig midt i en hilsen. Men det føltes lidt stift til trods for at Frey havde haft de bedste intentioner. Freys blik blev igen overrasket da hans efternavn ikke var Dé Ricéy. Men havde det været det så havde Daisuke sikkert ikke rettet ham før. Det gav mere mening for ham nu. Men var han så ikke i familie med Ciel. Hans bryn var let rynkede, men han så ikke voldsomt spekulativ ud, blot undrende. Han lod blikket glide over Daisukes skikkelse igen og nu de stod tættere på hinanden fangede han flere detaljer. Stoffets kvalitet og udformning, han bed mærke i det ar man kunne fornemme over hans bryst og holdt sig selv fra at række hånden ud.. Frey rystede let på hovedet af sig selv. Hvad gikd er af ham. Han lukkede øjnene et kort øjeblik og fokuserede så på hvad Daisuke sagde. Hans blik blev mere seriøst, denne mands interesse var altså geografi? Interessant. Det virkede ikke påtaget, men Frey havde tidligere været udsat for at folk bare kopierede hans interesser pga. Freys rang. Manden kunne jo have set Freys interesse for kortet på afstand? Han vurderede situationen i baghovedet mens han lyttede. "Glemte områder?" spurgte han ledende. Han havde selv leget med tanken om underjordiske eller glemte ruiner det havde tilhørt Talian. Gemt af ørkenen. Frey lo af hans snak om skatte. "Den egentlige årsag til interessen for om der lå et skjult budskab i kortet?" spurgte han, med en tone der både kunne være alvorlig og spøgende. Hans røde øje var alvorligt og hans gule spøgende, så det var svært at vide hvilken tone han havde haft intentioner om at bruge. "Er De skattejæger?" spurgte han og lagde en finger mod sin kind med et tænkende udtryk. Det kunne være interessant at tage på skattejagt, men Frey var ikke sikker på at han burde hjælpe en eventyrer hen til Talians skjulte skatte, hvis de fandtes.

[Daisuke Maeda]

Det var nødvendigt for Daisuke at have oplysninger på så mange personer, som overhovedet muligt, derfor valgte han også ofte at bide mærke i selv de mindste detaljer, men også de største kendetegn, i tilfælde af at han skulle bruge oplysninger i en opgave. Desuden kunne han jo altid forklare sig ud af situationen, ved at sige at han arbejdede som detektiv? Der var jo intet i vejen med at være i stand til at observere, så længe han ikke begyndte at udspørge fremmede om deres privatliv. Medmindre at det var en del af hans opgave. Som Daisuke nær studerede Frey gled et svagt smil hen over hans læber, før at han faktisk valgte at holde en mere almindelig øjenkontakt med ham, som han ikke længere fandt det nødvendigt at undersøge Frey. Han havde set hvad han havde behov for, så derfor var det ikke mere nødvendigt for ham at få Frey til at føle sig utilpas.
"Vi har alle vores hemmeligheder, hvad enten det drejer sig om noget personligt eller noget arbejds relateret."
svarede han med et svagt smil på læben, som han lod de røde øjne glide langs med den reol, som Frey havde valgt at læne sig op af. Det lod til at den var stabil nok, ikke fordi Daisuke regnede med at Frey ville ligge hele sin vægt mod reolen, som man aldrig kunne vide om reolen i sig selv var antik. Daisuke så en smule forundret på Frey, som hans spørgsmål faktisk kom en anelse bag på ham, han havde ikke ligefrem forventet at manden ville vise denne form for interesse, men alligevel var han glad for det, som han stak hånden ned i sin lomme og hev noget pergament papir op, denne gang stod der intet på det. Han vendte det mod Frey.
"Det kan ske at de budskaber er trængt igennem det øverste lag papir og giver et svagt indtryk for kortets værdi. Jeg har længe forsøgt at gøre det samme med mit eget papir." forklarede han roligt, som han lagde papiret i den ene hånd og tog blidt fat i det ene hjørne, hvorpå han faktisk kunne hive et lag papir af, hvor der indenunder gemte sig tydelige skrifttegn, der var gamle og ikke var skrevet med hans egen håndskrift. "Hvis man ikke beskytter papiret mod vejret så smuldre det øverste lag og efterlader det under til åben skue. Men det kan også sagtens være at skaberen har forsøgt at forvirre de nysgerrige, ved at tilføje forskellige oplysninger, som overhovedet ikke er kædet sammen på nogen måde." det var alt sammen en teori, noget han havde arbejdet på i noget tid, som ikke alle de oplysninger han fandt på sine rejser, skulle falde i de forkerte hænder. Derfor var hans hjem ofte fyldt op med blanke stykker pergament, hvor der i virkeligheden gemte sig en hel historie under. Noget man næppe ville vide, medmindre at man fik besked omkring det. Det var ikke ligefrem fordi informationerne omkring hvordan man kunne skjule beskeder var så fortrolige, da man også skulle vide hvordan de forskellige lag kunne skilles ellers ville man blot ødelægge informationer under.

Det kunne meget vel være at de røde øjne var unaturlige, men der var ingen som turde forbinde Dé Ricéy familien med mutanter, som det blot ville få konsekvenser, da Daisuke udmærket kendte til sin fætters holdning, uden at være helt klar over, hvad der faktisk skete med dem. Men det var måske også godt, når man tænke på hvad der ville gøre ved hans opfattelse af hans fætter, hvis han først vidste det. Desuden så vidste han altid hvor Ciel befandt sig henne, så han kunne nå at skjule sine spor, også selvom hans evne ikke rigtig var synlig, så blev han altid fjern, når den først blev aktiveret, noget der kunne undre mange.
Måske det var en anelse akavet, at Daisuke tog sig tid til at studere ham, men ofte var det også noget han gjorde fra afstand, men det havde han ikke rigtig haft tid til, da han først havde set kort, så var han blevet nød til at kommentere på det. Det kunne bare ikke gå forbi ham, ikke uden at han ville vise bare lidt interesse.
Det var ikke rigtig så underligt, at Daisukes blik fulgte med som Frey fjernede en tot ved ansigtet, da de jo havde holdt øjenkontakten. Derfor var det naturligt for Daisuke blot at følge hans bevægelser, før at han altså fangede sig selv i det og tvang sit blik tilbage mod øjnene. Underligt nok så fandt han dem mere fascinerende end hans egne, hvilket også var grunden til at han tog sig tid til at kigge lidt nærmere på dem. Specielt det gule øje var interessant uden at han ville kommentere på det. Noget kunne dog tyde på at Frey forstod hvor problematisk det kunne være at opholde sig udenfor den sociale kreds. Det var jo ikke rigtig fordi han blev indendøre hele tiden, han valgte blot ikke at opsøge folk, da han foretræk roen og stilheden, når han først begav sig ud på sine udflugter.
"Jeg tror, min fætter har gjort sig mere bemærket end hvad jeg har. Også selvom han vandrer rundt på sit arbejdsværelse dag ind og dag ud"
lo han svagt for sig selv, som han næsten altid var i stand til at vide hvor Ciel befandt sig. Det kunne godt være en anelse irriterende, men så vidste han da også at der ikke skete ham noget, nu hvor han næsten var det eneste familiemedlem, som han havde tilbage. Han ville i hvert fald få det dårligt med sig selv, hvis der skete ham noget. Daisuke så en anelse forbløffet på Frey, som han konkluderede at deres øjne var så forskellige. "Det er ellers øjnene, som de 'genkender' mig på, hver gang" sagde han lettere overrasket, før at han foldede papiret sammen i hans hånd og lagde det tilbage hvor det hørte hjemme. Daisuke lagde hovedet en anelse på skrå, som han kunne se hvordan Frey forsøgte at få sin ørering fri for hår, derfor var han glad for at guldringen han havde i øret kunne tages af hvornår det skulle være uden at genere ham, samtidig med at det ikke var så stort, så det kunne få fat på det mørke hår. Han lo let for sig selv, som det lykkedes Frey at få stenen fri af håret.
Det var måske ikke ligefrem særlig venlig gjort at Daisuke at tøve, men det var efterhånden blevet en mindre frygt for ham, at skulle gå igennem det samme igen og igen. For nogle var det også en belastning at han altid ville være i stand til at finde dem, nok vidste det ikke besked, men Daisuke følte lidt at folk ikke kunne have noget privatliv uden at han ville vide hvor de var. Nok vidste han ikke hvad de lavede, men det var tanken, der generede ham. Hans hoved gled langsomt på skrå, som Frey rystede på hovedet af sig selv, noget han ikke rigtig kunne forstå, dog lod han blikket glide ned af sig selv, hvorpå han fik øje på arret, der ofte var gemt under skjorten.. Han tøvede ikke med at knappe de sidste knapper og skjule arret bag stoffet.
"Eller bygninger begravet af sand midt ude i ørkenen."
foreslog han med et venligt blik i øjnene, som han dog rystede på hovedet. Det var ikke fordi han var ude efter at finde nogen skatter, medmindre at der var tale om kort eller lignende ting, som kunne give ham et bedre indblik af Talians historie og hvordan landet havde udformet sig. "Nej, jeg er detektiv, når opgaverne byder sig" forklarede han roligt. Han havde aldrig rigtig tænkt over at det han faktisk forklarede overfor Frey måske kunne antyde noget andet, det med skatte havde blot været en sjov indvendig, som han bestemt ikke havde tænkt sig at lede efter guld eller lignende ting af værdi. Det der havde det største værdi for ham var landskabet og det var ikke noget som var skjult for ham, han havde rig mulighed for at undersøge og opholde sig hvor han ville. Men alligevel drømte han om at finde et aflåst lokale fyldt med skriftruller og andet. Nok ville han ikke så dagslyset i flere dage eller uger, men han ville bestemt ikke gå glip af noget.

[Frey De'croix]

Hvis Daisuke mente at det kunne være smart at have oplysninger på Frey så skulle Frey da ikke forhindre ham i at undersøge det åbentlyse. Men begyndte han at grave i hvad der var sandt og ikke og kradsede i De'croix slægtens maling, så måtte han nok sætte foden ned eller påvirke Daisuke i en anden retning. Evne eller ej.
Frey smilede og løftede øjenbrynene med en spøgende mine. Det valgte han ikke at svare direkte på? Det var ofte et tegn på at man havde fat i noget. Frey valgte dog ikke at spørge ind til hvad denne fremmede kaldte 'personlige eller arbejdsrelaterede hemmeligheder'. Nysgerigheden var dog alligevel til stede i hans øjne men han lod øjnene glide over sine omgivelsern for at aflede sine tanker fra de spørgsmål han gerne ville stille. Hans kropssprog bar tydeligt præg af at han forsøgte at distrahere sig selv samtidig med at nysgerigheden kombineret med hans evne gjorde ham rastløs. Det der med at stå stille var ikke noget han brugte meget tid på. Men det ville nok virke mærkeligt hvis han begyndte at gå rundt i butikken mens de havde en forholdsvis seriøs samtale.
Reolen var stabil nok til at støtte den smule vægt Frey lænede mod den. Han lænede ikke hele sin kropsvægt mod den, mest fordi den vaklede en smule da han lænede sig op ad den. Han så sig kort over skulderen for at vurdere om bøgerne var på vej ned i hovedet på ham pga. rystelsen. Men det lod til at han slap med skrækken. Han vendte opmærksomheden mod Daisuke igen da deres samtale fortsatte. De to lod til at pirre hinandens nysgerighed og interesse. Ikke noget Frey havde det mindste imod. Han rynkede panden med et tankefuldt udtryk som Daisuke forklarede sin pointe mere dybdegående. Det var en facinerende tanke. Men det betød at kortet var i mere end et lag?
"Facinerende". Frey bevægede sig nysgerig nærmere og lod forsigtigt fingrene glide over papiret og undersøgte metoden Daisuke havde brugt. Det var facinerende, og Daisuke havde en pointe. Denne metode havde Frey aldrig selv overvejet hvis han ikke havde vist ham den. Det kunne være en fejl fra Daisukes side hvis han ønskede at gemme dokumenter på denne måde. Eller måske ønskede at være den eneste der kunne tyde dokumenter hvor skaberen havde benyttet den pågældende metode. Men mon det var muligt på stof? Frey var dybt optaget af Daisukes eksperiment og teori. Han var optaget af papirene og ikke så meget Daisuke, derfor lagde han heller ikke mærke til at han måske havde placeret lidt tæt på Daisuke, der ikke brød sig om fysisk kontakt.
Frey gik videre til at undersøge skriften da han havde undersøgt papiret som Daisuke stod med. Han strøg sit pandehår væk igen, men da det blev ved med af falde ind foran hans øjne besluttede han at holde det tilbage så længe han læste. Han vendte ansigtet opad mod Daisuke og lod blikket glide undersøgende over hans ansigt, specielt hans øjne. Det var ikke helt almindelige tegn, eller en helt almindelig håndskrift. Freys blik var tydeligt spørgende, men om Daisuke ville opfatte hans indirekte spørgsmål til teksten var han ikke sikker på. Måske Frey skulle sætte tid af til at undersøge denne herres interesser lidt nærmere?

Frey kendte til Ciels holdninger og havde en fornemmelse af Ciels metoder. Nogle af de rapporter han var blevet bedt om at skrive i fuld diskretion var ikke helt efter bogen. Ikke desto mindre havde emnerne facineret Frey og han havde skrevet rapporterne alligevel. Lykkeligt uvidende om hvad Ciel skulle bruge dem til.
Folk havde faktisk engang antaget af Freys øjne gjorde ham til en slægtning af Dé Ricéy familien. Men efter en masse forklaringer var disse rygter forsvundet. De'croix familien havde intet tilfælles med Dé Ricéy familien, ikke udover at Ciel og Frey arbejdede sammen. De boede i samme område og kendte hinanden af udseende, men tydeligvis ikke ret grundigt når end ikke Frey kendte til forbindelsen mellem Maeda familien og Dé Ricéy familien. Det gjorde han nu.
Modsat Daisuke var Freys evne mere synlig, den efterlod i hvert fald synlige spor på omgivelser og ofre hvis Frey ikke kunne kontrollere den. Heldigvis for ham efterlod den diskrete kontrol af nerver ikke nogen spor som folk kunne forbinde med ham. Derfor havde han også kunne slippe afsted med sit udseende og sine uheld som yngre. Han havde stadig ikke fuld kontrol. Hans instinkter og følelser kunne aktivere hans evne uden varsel. Derfor foretrak han også at holde afstand til andre, med mindre disse kendte til hans hemmelighed og beskyttede den sammen med Frey. Folk som Akari, hans venner i Merosal, enkelte fra Talian og hans forældre. Frey var priviligeret til trods for at hans sociale kreds i Talian ikke hørte til de største. Han havde gode trofaste venner, så betød antal ikke noget.
Frey besluttede at lade ham kigge, derfor holdt han øjenkontakten med Daisuke så han kunne få indblik i hvad Freys øjne egentlig rummede. Så kunne han samtidig undersøge forskellene mellem denne herre og Ciel. Så han ikke tog fejl i fremtiden.
Daisuke var ikke den eneste der foretrak arbejdsro. Frey smilede af ham og nikkede "den herre Dé Ricéy har skabt tydelig opmærksomhed om sit navn gennem hele byen" kommenterede han og hans blik sagde tydeligt at han forstod Daisuke. Frey havde ikke selv nogen biologiske søskende, ingen fætre og kusiner, derfor havde han ingen det var naturligt for ham at konkurere med ingen han kunne leve i skyggen af. Han følte imidlertid at han forstod denne herre. Måske også fordi at Daisuke fik så megen uønsket opmærksomhed pga. sin fætter. Når han helt ville gå i fred eller når han ønskede at skabe et navn for sig selv, så var Ciels skygge og deres fælles udseende med til at holde ham tilbage. Hvis der var nogen der kastede en stor skygge måtte det være kongens personlige rådgiver.
Frey bed mærke i forbløffelsen og smilede for sig selv, var han ikke vant til at være i selvskab med folk der så mere og andet end øjnenes farve? Han kendte det fra sine egne øjne, udtrykket der lå i dem var lige så forskellige som deres farve. Kan kunne udgive sig for to personer ved at lukke henholdsvis det ene øje og så det andet. Lidt overbevisende skuespil var alt der skulle til for at folk ville tro på det. "Når farven under andre omstændigheder bliver forbundet med hr. Dé Ricéy så er det ikke så underligt at folk forveksler jer" indrømmede han roligt "men måske er det også hr. Dé Ricéys rygte og rang der fraholder folk fra at se jer i øjnene længe nok til at se den forskel der ligger lige bag farven" foreslog han roligt. Det var ikke alle der turde se de adelige i øjnene, specielt ikke adelige med en attitude som Ciel.
Kampen med øreringen var uønsket i den givne situation, men han vidste at han ville få endnu større problemer med det senere hvis han ikke kontrollerede situationen inden den blev værre. Det var en af ulemperne ved kombinationen af langt hår og løse øreringe. Dog ville han ikke opgive nogen af delene, så hellere tage kampene der fulgte med. Lidt ligesom med hans evne og hans seksualitet. Han accepterede sig selv som han var, og måtte så tage de knubs som livet gav hvis andre ikke accepterede ham.
Daisukes tøven gjorde ham kort nervøs for om han havde indset han var mutant. Men det ville enten kræve en evne der kunne konkludere det eller mistro pga. Freys øjne. Men var Daisuke selv mutant burde det ikke være det, og Daisukes øjne var selv specielle og u-menneskelige, så det måtte være noget andet. Alligevel sprang usikkerheden og frygten kort frem i Freys gule øje. Han rystede det af sig som Daisuke gav ham hånden og han kunne koncentere sig om noget andet. Han følte sig dog en anelse flov da Daisuke lod til at følge hans blik og derpå omgående knappede skjorten til. Frey så væk med en flov mine indtil deres samtale fortsatte.
Frey overvejede scenarioet. Det kunne være utrolig lærerigt at finde glemte dele af Talian, eller måske en helt anden by. En mindre by glemt af historien og slettet fra kortene. I hvert fald de nye kort. Frey sendte stoffet et tankefuldt blik. Måske burde Daisuke ikke søge så langt ud i ørkenen efter bygninger begravet af sandet. Han så tilbage på ham og bemærkede hans hovedrysten. Frey havde ikke troet han ville kalde sig selv en skattejæger eller eventyrer, de folk der var det kaldte altid sig selv noget andet eller holdt deres proffesion hemmeligt. Han havde ikke forventet at Daisuke ville fortælle om sin proffesion, men den afkræftede ikke rigtig muligheden for at han også var skattejæger. Det var jo ikke altid andre personer som folk hyrede detektiverne til at finde. Frey så overrasket på ham. Detektiv? Det forklarede det analyserende blik, men ikke interessen for kort. Men alle havde vel en hobby? Det var bare Frey hvis hobby og arbejde var det samme. Han lo let for sig selv og kastede et blik mod reolen. Når opgaverne bød dig huh? Han så på Daisuke ud af øjenkrogen "Arbejder De på noget lige nu? Eller har De tid til at finde mig et projekt?" spurgte han, mest for sjov, men han ville ikke sige nej til Daisukes hjælp. Da manden tydeligvis forstod sig på gammelt materiale og historisk værdi. Han støttede den ene hånd på hoften og sukkede let ved tanken om at han stadig ikke have valgt et langvarigt projekt endnu. Det var ikke sikkert at kortet og bogen ville yde så stor udfordring at det ville tage ham uger at bestemme oprindelse, forfatter, indhold, sandhedsværdig og alder. Han kunne selvfølgelig altid undersøge de gamle dokumenter med den metode Daisuke havde foreslået til at skjule informationer, forsøge at mestre metoden eller endda udvikle sin egen metode til at skjule informationer lige under folks næser. Hans tanker fløj rundt som han overvejede sine muligheder. Det var tydeligt at han stod i sine egne tanker som han betragtede bøgerne på hylden med et fjernt udtryk.

[Daisuke Maeda]

Det var selvfølgelig ikke meningen at Daisuke skulle grave dybt ned i Freys liv, det var slet ikke noget han var i stand til, i hvert fald ikke uden at lave sine undersøgelser. Noget han ikke bare sådan lige kunne skaffe. Desuden så fandt han de ikke nødvendigt at gå mere i detaljer, som han ikke havde det indtryk, at der skulle være negativt over manden. Man kunne muligvis blive nervøs over hans forbindelse til Ciel, for der måtte være en. Ellers ville han næppe have hentydet til at Ciel slet ikke skulle være der. Medmindre at han blot mente at en butik som denne ikke passede til Ciel, hvilket det jo heller ikke gjorde.. Der var mange synvinkel på de forskellige reaktioner, og Daisuke kunne ikke analysere dem alle.
Om Frey havde fat i noget eller ej, var egentlig ikke særlig vigtigt, som Daisuke blot kunne vælge at tie, når han ikke ønskede at fortælle mere. Men det var ikke fordi det var en voldsom hemmelighed, ligeså vel som det med at skjule informationer i lagene af papirerne, kun var en metode. Der var mange andre måder hvorpå man kunne skjule et budskab, hvis man virkelig fandt det nødvendigt. Samtidig med at hans dokumenter blev sendt afsted med Jezebel, som aldrig valgte at flyve i en højde hvor andre kunne nå hende, medmindre at de selvfølgelig kunne flyve og nå hende. Derfor var han altid sikker på, at hans dokumenter ikke ville falde i de forkerte hænder, netop fordi han kendte Jezebel og hendes væremåde. At Frey ikke lige var typen til at stå stille kunne han ikke rigtig fornemme på ham, som han blot følte at det var en ganske almindelig samtale omkring interesser.
Det kunne godt være, at Daisuke blev en anelse nervøs, da reolen vaklede en anelse, men han kunne også sagtens bedømme på situationen, at Frey havde styr på det, hvilket også var grunden til at han ikke rigtigt rykkede sig fra hvor han stod. Han havde ikke noget imod det privaterum, som var imellem dem, da han frygtede, at de ville komme for tæt på hinanden.. Et glimt viste sig i Daisukes øjne, som han tydeligt kunne mærke interessen fra Frey og da han først nærmede sig blev han underligt nok stående og skubbede tanken til side om at de kunne røre hinanden. Uden at sige meget lod han blot Frey undersøge det mindre stykke papir, som lå i hans hånd. Hans hud var heldigvis beskyttet af handsken, så han var ikke nervøs for at de skulle røre hinanden direkte, som han i stilhed så hvordan Frey undersøgte skrifte ned til mindste detalje.
"Jeg kan ikke forklare sig meget om det lige her og nu, men jeg har bevaret skriftegnene i nogle år nu og bærer altid på det, som et minde.."
han skulle lige til at fortælle om hvad det var for et minde. Han valgte dog at tie, som det ikke var sikkert at han fandt det interessant nok, samtidig med at Daisuke kunne have taget fejl den gang. Han var trods alt lettere omtåget, da han var faldet over over tegnene. Men det havde også haft noget at gøre med hans tilstand på det tidspunkt, da han ikke var forberedt på at falde over noget lignende i ørkenen.

Det var nok for Daisuke at vide, at hans fætter ikke brød sig om mutanter, hvilket også var grunden til, at han endnu ikke havde fortalt Ciel, at han faktisk var mutant. En hemmelighed, han blev nød til at holde på, så længe det var ham muligt. Han vidste ikke rigtig hvordan Ciel ville reagere, som han altid havde set sig sur på Daisuke, også selvom det blot var en leg, så var de to drenge kommet op og skændes flere gange i løbet af årene. Noget som Daisuke havde accepteret, men han havde aldrig tænkt sig at vende Ciel ryggen, han ville endda hjælpe ham når han kunne, så længe det ikke bragte hans hemmelighed i fare. For hvad ville Ciel gøre? Han turde ikke tænke på det, også selvom han ikke var klar over hvad Ciel gik og lavede, så var hans holdning helt klar for Daisuke.
Forbindelsen mellem de to familier var muligvis en anelse mere kompleks, end som så, da der i virkeligheden var en drejning i Dé Ricéy familiens traditioner, som havde skilt de to brødre ad, også selvom de var af samme blodlinje, så var de endt hos hver deres familie. Hvilket i teorien havde været godt for Daisuke, som han nu havde den frihed han behøvede for at udforske sin evne fuldt ud og prøve ny grænser. Andre ville dog undre sig over, hvor Dé Ricéy familien ikke acceptere mere end et barn.. Noget der næppe ville komme Daisuke for ører, medmindre Lily fortalte ham det. Ved at være i familie med Dé Ricéy så ønskede man mere end noget andet at skjule sandheden om ens natur, derfor kunne Daisuke ikke være mere lykkelig over at kunne skjule sin evne. Men det var endnu ikke gået op for ham, at Frey var mutant, eftersom at han ikke kunne se nogle tydelige tegn på dette og han behøvede ikke at få mistanke om det, da han i bund og grund ikke kunne være mere ligeglad, udover at vise interesse for hans evne selvfølgelig. Han ville dog ikke frygte Frey, ikke med hans personlige udstråling.
Det kom en anelse bag på ham, at når han først koncentrerede sig om Frey's øjne, så virkede det næsten som om der var noget der bevægede sig. Til at starte med troede han blot at hans hjerne spillede ham et puds, men alligevel lagde han mere og mere mærke til det, som han vendte blikket bort og forsøgte at samle sig selv. Han måtte holde sine spørgsmål tilbage, da det ikke var noget han kunne spørge om på et sted som dette. Det var personligt.
"Det passer mig egentlig fint, for så kan jeg gå ubemærket rundt, når folk ikke lige forveksler mig med Ciel"
sagde han med et svagt smil på læben, som han på den måde kunne være sig selv og ikke skulle være bange for at dumme sig, når han var ude i offentligheden. Egentlig var han i stand til at opføre sig ganske normalt og høfligt, men han var ikke altid typen, så ville anstrenge sig for at få det rette ry. Hvorimod Ciel næsten kun gik op i sit ry. Han forsøgte i hvert fald at opretholde en vis form for ære.
Daisuke valgte blot at nikke til hans ord, som han sagtens kunne se hvad han mente. Det tog sjældent folk mere end et øjeblik at tiltale ham som Ciel, det kunne jo skyldes mange ting, men hans øjne var klart en af dem. Han kunne i hvert fald ikke se hvorfor folk skulle forsøge at undersøge ham yderligere, når de havde dømt ham til at være hans fætter? Det var jo det samme som Frey havde gjort, ikke at han bebrejdede ham for ikke at ligge mærke til detaljerne, det tog bare sin tid for nye mennesker at finde forskellen på de to. Hans egen onkel kunne jo heller ikke se forskel på dem, så hvordan skulle andre kunne det? Medmindre at de førte en samtale med dem hver for sig eller sætte dem ved siden af hinanden?
"Der kan være mange grunde til at folk ikke ser andet end Ciel"
sagde han med et let smil på læben, som han egentlig ikke var sur over at blive forvekslet, selvom det i starten var sjovt at se folk kludre rundt i det, så var det knap så sjovt efterhånden, dog var Daisuke ikke typen, som blev sur eller irriteret, når der skete en forveksling. Det morede Daisuke en anelse at se Frey kæmpe med øreringen og han forsøgte da også at kvæle et mindre grin, ikke at det lykkedes ham helt, det blev blot lavere. Det var dog ikke for at fornærme Frey, at han havde grint, det var bare en lettere sjov kamp, som han tog sig selv til øret og hev ringen ud. "De burde overveje noget lettere" sagde han med et svagt smil på læben, som man kunne fornemme tallene på ringen. 01-01, hvilket jo var hans fødselsdato, noget som Lily ikke havde valgt at ændre, også selvom han havde fødselsdag på selv samme dag, som hans fætter. Det var ikke noget han havde tænkt yderligere over, som han satte ringen tilbage på sin plads.
Det at lukke skjorten fandt Daisuke passende, som det måske ikke var særlig høfligt at være i den mundering overfor en herre, som Frey. Han følte lidt at han blev nød til at vise sig fra en bestemt rang for at kunne følge i Freys spor.
Daisuke kunne ikke rigtig se hvorfor han skulle lede efter skatte, da han heller ville udforske områder, som ikke før var blevet opdaget, desuden så afspejlede hans hjem også hans interesse for kort. Når man tænkte på skatte, så var det kort. Men han havde efterhånden brugt flere år på at lede efter kort og fundet flere forskellige for at udvikle sine egne. Men han var stadig overbevidst om, at han ikke havde fundet alt. En mild latter forlod hans læber, som Frey spurgte ind til om han havde noget lige nu, men han var ikke helt sikker på om det var et reelt spørgsmål eller om det blot var for sjov, men alligevel valgte han at overveje svaret, blot for at se Freys reaktion.
"Det kommer helt an på, hvad De kan tilbyde mig"
svarede han med et drilsk smil på læben, som hurtigt falmede og blev til et venligt smil, som han så lettere afventede på hans reaktion. Daisuke valgte at folde hænderne foran sig. Daisuke overvejede lidt, om det var alvor og hvad han så kunne snakke om. Frey havde jo tydeligvis lagt mærke til at Daisuke interesserede sig for kortene, så hvad kunne han egentlig tilbyde? Han vidste ikke hvad han skulle forvente eller ikke skulle forvente, så han var blot lettere tålmodig.

[Frey De'croix]

Frey ville nok ikke være specielt begejstret for at have Daisuke til at grave rundt i hans liv. Netop fordi han selv havde mange hemmeligheder han holdt tæt på kroppen. Det med at han var mutant var næsten mindre vigtigt end nogle af de andre hemmeligheder. Mutanter var jo efterhånden almindelige, nogle af de andre hemmeligheder ville skabe større røre.
Freys forbindelse til Ciel var rent arbejdsmæssig. Vist vidste han en ting eller to om Ciel. Men han vidste en ting eller to om de fleste folk han arbejdede sammen med eller omgav sig med. Det var en af ulemperne ved ikke at glemme. Han huskede ikke kun det arbejdsrelaterede. Han huskede også sladder og dårlige oplevelser.
Det med at skjule oplysninger interesserede ham, mest af alt fordi han aldrig selv havde tænkt over det. Han arbejdede med at fremskaffe og videregive informationer. Det med at skjule informationer havde slet ikke været en del af hans hverdag. Men tanker faldt ham interessant. Mest af alt fordi disse metoder kunne betyde at han havde overset noget. Og også fordi han elskede at lære noget nyt. Uanset hvad. Det var ikke fordi han interesserede sig for de oplysninger som Daisuke eller andre ønskede at skjule. Frey var blot interesseret i viden, hemmeligheder m.m. kunne folk sagtens få for sig selv.
Frey var glad for at få mulighed for at bevæge sig da han nærmede sig Daisuke. Faktisk var han gerne gået i cirkler om Daisuke mens de snakkede, men det passede ikke til deres samtale. Han stillede sig i stedet næsten skulder mod skulder ved Daisukes side og undersøgte papiret i hans hænder. Hans tanker blev afbrudt af Daisukes ord. Frey vendte blikket væk fra papiret og kiggede op på Daisuke i stedet "et minde?" spurgte han let undrende men mest overrasket, hvordan kunne tegn som disse være et mindre for en nutidig peson? Vidste Daisuke overhovedet hvad der stod? Frey betragtede ham nøje og tænkte ikke over deres pludseligt meget formindskede afstand til hianden. Hans tanker var et ganske andet sted end afstand og fysisk kontakt. Det var tydeligt at han gerne ville have en forklaring på den udtalelse, hvis Daisuke selvfølgelig ville give den.

Frey ville slet ikke tænke på hvad Ciel ville gøre ved en mutant, ikke fordi han ikke kunne forestille sig hvad Ciel kunne finde på, faktisk tvært imod. Han havde en fik forestilling om hvad Ciel kunne og ville gøre. Derfor var det heller ikke en mulighed at lade Ciel vide at Frey var mutant, og han kunne da heller ikke finde på at udlevere nogen af de mutanter han kendte til.
Frey var tidligere stødt på uforståelige eller specielle familietraditioner men at udstøde drengebørn den var ny. Den modarbejdede al logik og arvelov han kendte til. Men det var jo famliernes egne beslutninger hvad de gjorde med deres børn egentlig.
Det var ikke meningen at Daisuke skulle regne ud at Frey var mutant, det var ikke meningen at nogen skulle vide det. Men hans øjne havde det med at give folk det indtryk. Frey kunne ikke kontrollere sine øjne, han havde aldrig fundet ud af om det var hans evne der fik hans gule øje til at virke levende, men det lod til at følge hans følelser. Det var mest nærliggende at tro at evnen var årsagen, men Frey var ikke sikker. For når han kontrollerede sin evne kontrollerede han ofte også sine følelser samtidig. De to hang unægteligt sammen. Så efterhånden levede han bare med de spørgsmål som folk stillede omkring hans øjne. Et par øjne der havde skaffet ham mange problemer, anklager og misforståelser på halsen. Han havde efterhånden fundet frem til flere svar som folk accepterede uden at stille yderligere spørgsmål. Hvilket svar folk fik afhang så af hvilken tone de mødte ham med. De færreste fik sandheden af vide, udover dem der selv regnede det ud selvfølgelig.
Frey løftede et blond øjenbryn af ham. Daisuke ønskede at være kendt under sit eget navn og fandt Ciels berømmelse som en hindring for at han kunne blive kendt under sit eget navn når folk forvækslede dem, men samtidig ønskede han ikke at gøre sig kendt, for han ville helst gå i fred? Det var tydeligvis et kompliceret forhold mellem at fremme sit navn og kunne gå i fred. Noget Frey i nogen sammenhænge kunne nikke genkende til. Bortset fra at han sjældent gik ud da der stort set altid var arbejde at udføre. Dette var et sjældent tilfælde. Han kommenterede ikke på det men nikkede blot. Han mente at han forstod situationen godt nok, og det ville nok blive indviklet eller akavet hvis han spurgte ind til Daisukes selvmodsigelser. Han smilede for sig selv da Daisuke fortsatte samtalen med at sige der kunne være mange grunde. Det havde han jo ret i. Det var mange ligheder mellem de to brødre, mere end blot deres øjne. Og når folk ikke kendte til Daisuke men i stedet kendte til Ciel så var grundende endnu flere.
Kampen med øreringen havde distraheret ham men men bemærkede Daisukes latter og så over på ham med en let sprøgende mine. Han betragtede Daisuke trække sin egen ørering ud mens han rettede på sin egen. Han trak på skuldrene med en overvejende mine. "Måske" svarede han tænkende "men de 'lettere' alternativer er ikke altid lige så.. farverige" tilføjede han efter at have kastet et blik på Daisukes ørering. Farverige var en pæn måde at formulere sig på. Frey elskede smykker og jo mere farvestrålende jo bedre, men han ville ikke indrømme at han også havde sine farvoritter alt efter hvor dyre de så ud eller hvor meget opmærksomhed smyttet i sig selv tiltrak. Det var ikke helt så passende for mænd at gå op i den slags. Derfor formulerede han sig sådan. Derfra måtte Daisuke selv regne hans årsager ud hvis han ville tolke på det.
Frey var tydeligvis en mand af rang ud fra hvad man kunne se, men han var ikke vant til at folk tilpassede deres fremtoning eller opførsel for at matche ham. Derfor vidste han ikke helt hvordan han skulle reagere. Og desuden havde han jo ladet sine øjne granske Daisukes fremtoning, så han følte lidt at han havde fremprovokeret det af andre årsager. Han så ned i jorden.
Hvad folk opfattede som skatte var jo forskelligt, de fleste ville nok forvente guld og lignende men for Frey kunne en skat også være muligheden for at tilegne sig viden gennem gamle skrifter eller arkitektur, og for Daisuke gennem kort og geografiske optegnelser. Frey havde ikke sagt noget om hvilken type skat. Men måske hans tone havde lagt op til en type skat som Daisuke ikke var interesseret i?
Frey havde ikke troet af Daisuke ville tage ham seriøst, det gjorde folk der kendte ham eller arbejdede med ham sjældent når han spurgte ind til et nyt projekt. Fordi folk vidste at han alligevel ville falde over noget få øjeblikke senere som han ville begrave sig i til trods for deres forslag. Men måske Daisuke kunne finde noget der var mere spændende end Frey selv kunne? Frey smilede for sig selv og lagde armene over kors "Så vi er enige, nu diskuterer vi blot prisen?" spurgte han med en drillende tone. Han tænkte sig om, han kunne altid tilbyde ham penge, men noget sagde ham at han ville komme længere med et mere specielt tilbud. "Hvis jeg skaffer Dem adgang til kort fra før den første krig har vi så en aftale?" spurgte han roligt. Han valgte den første krig fordi at denne krig havde haft stor betydning for Talians udvikling. Det havde været byens første krig så den havde ikke rigtig vidst hvad den skulle forvente og forberede sig på. Krigen havde formet byen og ændret den. Derfor var kortene fra før den tid meget anderledes end de nye var. Og disse kort var pga. krigens bekostninger også meget sjældne. Selv Frey havde ikke et selv. Men slottet havde flere eksemplarer som han havde adgang til. Frey betragtede hans reaktion med et smil og fortsatte "Ud over Deres sædvanelige betaling selvfølgelig". Frey var ikke nem at stille tilfreds, og med mange emner allerede undersøgt så var det et større projekt end som så. Derfor var det kun rimeligt at Daisuke blev ordnetligt betalt, hvis altså han acceperede opgaven. Frey ventede med en rolig og seriøs mine, der var ingen tvivl om at han mente at han kunne gøre det han talte om og ville gøre det hvis Daisuke accepterede.

[Daisuke Maeda]

Der var ingen grund til at rode rundt i Frey's liv, netop fordi Frey ikke udgjorde nogen umiddelbar trussel mod Daisuke. Desuden så havde han jo en forbindelse til Ciel og derfor kunne man vel godt sige at Daisuke stolede på ham, men også kun fordi han vidste hvor svært det var for Ciel at stole på nogen. Specielt når det var arbejds relateret. Men hvad han ville finde i Frey's liv kunne muligvis være interessant, uden at vide det. Men Daisuke fandt det altid enestående at kende folks liv ind og ud, uden at drage nytte af det. Det gjorde han kun, når en opgave tvang ham til dette. Derfor han også var glad for at Akio endnu ikke havde beordret ham til at undersøge sin fætter nærmere.
Man kunne vel godt sige at de to herre delte nogle fælles ting, blandt andet havde Daisuke selv svært ved at glemme ting på grund af sin evne. Dette handlede blot om folks udstråling i form af hjernebølger, noget der sagtens kunne være frustrerende i længden, hvis man ikke kunne slukke for det. Noget han ikke kunne. Men alligevel var han lettet over at Ciel var draget mod MeRosal og ikke længere pirrede hans evne, dag ind og dag ud, når han gik rundt i Talian og blot kom inden for hans evnes radius, hvor den aktiverede sig selv. Derfor kunne Daisuke også være mere rolig og afslappet og faktisk koncentrere sig om, det der foregik rundt om ham.
For Daisuke var det nødvendigt at skjule de informationer, han til tider kunne finde frem til. Nogle informationer kunne ødelægge en persons liv på et split sekund, hvilket også var grunden til at han sjældent gav det videre. Han var langt fra typen, som forsøgte at ødelægge andres liv, medmindre at han virkelig var i fare og informationer kunne bringe ham ud af situationen. Derfor havde Daisuke i flere år undersøgt måden hvorpå det ville være smartest at skjule sandheden for nysgerrige blikke, dog regnede han ikke med at Frey ville drage nytte af det på samme måde, som han selv gjorde.
Til at starte med ville Daisuke faktisk have flyttet sig, men han tog sig dog sammen og valgte at blive stående, som han tillod Frey at undersøge papiret i hans hånd. Et mildt smil gled over hans læber, som han ikke havde regnet med at støde ind i en person, der havde den form for interesser, dog var han glad for det.
"Så interessant er det ikke, hr."
forklarede han roligt, som han ikke mente at hans udflugt ud i ørkenen, kunne være særlig interessant også selvom det ville kunne forklare arret på hans bryst. Men samtidig så var han ikke sikker på, om han skulle fortælle hvad han havde set den gang? Daisuke selv havde endnu ikke haft modet til at undersøge stedet mere, siden sit uheld, men den tid skulle nok komme, når han en gang var nysgerrig nok og ikke kunne holde det ud mere.

Det var muligvis en anelse modsigende, at Frey faktisk var på Ciels side, men samtidig også gerne ville beskytte de mutanter, som han kendte til. En som Daisuke ville sagtens kunne forstå, hvor Frey gjorde det. Han vidste godt at man ikke skulle fortælle Ciel nogen lignende, da han ville blive noget så frustreret. Men heldigvis for Daisuke så kendte han ikke til sandheden omkring sin fætter, noget der muligvis også ville knuse hans syn på ham. Nej, det ville bestemt knuse ham, hvis man først fik ham overtalt til at tro på det.
Man skulle næppe forsøge at forbinde Daisuke til Dé Ricéy familien, i hvert fald ikke sætte ham i samme bås, som dem, da han bestemt ikke lignede sin far eller bror på nogen punkter, måske lignede han Ciel men det var også næsten det eneste, som de to havde til fælles. Måske de begge var arbejdsnarkomaner, men Daisuke følte sig allgievel mere fri til at gøre hvad der passede ham, når han altså ikke blev forvekslet med Ciel.
Tanken omkring at Frey muligvis var mutant strejfede ham, men han skubbede meget hurtigt tanken væk, når han overvejede at Frey muligvis arbejde tæt på Ciel, derfor ville det være yderst risikabelt, hvis Frey var mutant, derfor lod han tankerne falde og blev blot fascineret af hans øjne, som han tillod sig atter at kigge på dem. Et blidt smil gled over hans læber, som han atter vendte tilbage til virkeligheden og forsøgte at opføre sig mere eller mindre normalt uden at falde i staver over Freys øjne.
Men ville det være helt forkert, at ønske at folk vidste hvem har var, uden at forveksle ham med Ciel, det var i hvert fald ikke Daisukes holdning, han ville gerne have sin egen status, uden at skaffe sig selv en status som sin fætter. Det ville hurtigt blive for meget, hvis alle vidste og måske endda frygtede ham. Desuden så kunne han ikke se hvorfor det var at nogle indbyggere var bange for Ciel. Det måtte være en form for misforståelse, ikke?
Daisuke kunne ikke rigtig lade vær med at nikke til Freys udsagns, om han kunne have ret med at den ørering han bar lige nu var mere farverig end den ørering, som Daisuke benyttede sig af. Dog var det meste fordi denne betød noget for Daisuke, på den personlige måde, at han valgte at gå med den. Ellers var han ikke typen der benyttede smykker. I hvert fald ikke i større omfang.
"Vi foretrækker vist alle noget forskelligt?"
svarede Daisuke roligt, som han ikke fandt detnødvendigt at kommentere yderligere på Freys smykke. Det var dog ganske interessant, men Daisuke ville næppe bryde sig om at have hul i sine egne ører. Det var ikke noget der faldt ham særlig naturligt.
Det rolige smil på Daisukes læber forsvandt langt fra, da Frey lige pludselig vendte blikket mod jorden. Til at starte med forstod Daisuke ikke rigtig hvorfor, og da han ikke ville blande sig, så lod han det faktisk bare gå i sig selv, i håbet om, at han ikke ville ende med at sige noget forkert.
Måske det ikke var meningen at Daisuke skulle have taget ham seriøs, dog kunne han ikke bare vende det døve ører til, som det jo netop var noget der interesserede ham. Derfor var han også mere end villig til at indgå en aftale med ham, hvis det betød, at han kunne få noget ud af det. Eventuelt kunne få adgang til nogle gamle kort? Han vidste dog ikke rigtig hvad Frey arbejdede med, så hvad han skulle forvente, var han ikke sikker på. Daisuke nikkede roligt til hans ord, som han dog blev en anelse overrasket over Frey form for betaling. Han foldede hænderne foran sig og kunne ikke skjule det brede smil, som gled over hans læber.
"Hvis De kan skaffe mig sådanne kort, så skal der ikke andet til"
indrømmede Daisuke med et lystigt smil på læben, som var han et barn, der bare ikke kunne vente på at få fingrene i de kort. Han skulle sikkert bruge nætter, hvis ikke uger på at studere dem, før at han ville være tilfreds med resultatet. Daisuke tog dog en rolig indånding for at få styr på sig selv.
"Har De nogensinde været ude i ørkenen?"
spurgte han efter noget tid, for at spore sig ind på om Frey overhovedet kendte til det sted, som han godt kunne lokkes til at undersøge. Nok havde han ikke tidligere haft modet til det, men hvis han kunne få en anden med derned, så ville det bestemt hjælpe. Det ville i hvert fald også gøre det hele mere sikkert, hvis det skulle gå galt.

[Frey De'croix]

Ironisk nok var det Freys forbindelse til Ciel der fik Daisuke til at kategorisere ham som ikke fjendtlig/farlig. For de fleste andre mennesker og mutanter havde tilfældet været det modsatte, at de derimod var ekstra påpasselige med Frey nu hvor han arbejdede for Ciel. Derfor var det heller ikke altid noget han fortalte, ikke engang til adlen. Det var nok for dem at vide at han arbejdede på slottet og i sjældne tilfælde hvad han arbejdede med. At han arbejdede sammen med Ciel var mindre vigtigt for ham at fortælle. Men han ville aldrig benægte det.
Frey ville nok opdage en ting eller to om Daisuke hvis han engang lod sin evne gennemsøge ham. Han kunne ikke trække informationer ud af folk sådan som andre mutanter kunne, men hans evne kombineret med viden om anatomi kunne alligevel fortælle ham en ting eller to. Specielt omkring folks race. Men Frey delte normalt ikke disse informationer med andre end personerne selv. Oftest ikke engang det. Når Freys evne gav ham indsigt i folks anatomi kunne han finde ud af mange ting, både gode og dårlige. De dårlige nyheder var aldrig rare at fortælle så han prøvede så vidt muligt at holde sin evne for sig selv. Men det var ikke altid det lykkedes.
Freys evne og Daisukes arbejde berigede begge to med informationer de egentlig helst ønskede at holde for sig selv. Specielt hvis det var disse 'dårlige nyheder'.
Tanken om skjulte budskaber eller passager var aldrig faldet ham ind, egentlig pinligt når han arbejdede med sådanne dokumenter eller kort hele tiden. Han havde nok ikke tænkt sig at gennemgå alt det materiale han tidligere havde læst, men mon ikke han kunne finde på at gennemgå de dokumenter han fandt ufuldstændige eller mangelfulde?
Frey så overrasket op på ham da han bekendtgjorde at det ikke var interessant. Et øjeblik troede han at Daisuke hentydede til metoden, men inden han nåede at sige ham imod inså han at Daisuke snakkede om mindet. Freys blik gled så tilbage over skrifttegnene som han overvejede Daisukes ord. Frey fandt det nu interessant, men det gjorde han de fleste ting. Til trods for at han udtryk emmede af nysgerihed så holdt han sine spørgsmål tilbage da det lod til at Daisuke ikke ønskede at tale om det. Frey accepterede det selvom han hellere end gerne ville lytte til historien.

Frey var måske egoistisk med sit ønske om at beskytte de mutanter han holdt kær, men det var en egoisme han tillod sig. Frey var ikke på Ciels side i hans kamp mod mutanter, Frey afskyede alle former for vold og magtmisbrug, men hans position og lange samarbejde med slottet og Ciel, kombineret med hans enorme respekt og næsten behov for autoriteter havde gjort ham fuldstændig loyal overfor Ciel, selvom han fortrak at holde sig langt væk fra emnet om mutanter i hans nærvær. Men når selv Ciels fætter gjorde det så var det måske meget klogt. Med mindre Ciel spurgte direkte ville Frey da heller ikke bringe sine egne ever op i en samtale. Ikke bevidst i hvert fald. Men sommetider tillod han også sig selv at slappe mere eller mindre af i Ciels selvskab. En virkning begge brødre havde på ham, Ciel skulle bruge hans evner og tillod af den vej Frey at være sig selv og Daisuke delte næsten samme interesser og hans udstråling opfordrede næsten Frey til at være sig selv. Det var befriende selvskab når alle andre i adlen forventede eller afventede noget andet af ham.
Til trods for de to brødres ydre lighed så fandt Frey mere og mere ud af hvor lidt de mindede om hinanden, blot gennem den mere eller mindre almindelige smalltalk blev dette tydeliggjort. Det forekom ham også mærkeligt at der gik en mand rundt der lignede Ciel Dé Ricéy så meget, mærkeligst af alt var at Frey ikke kendte til denne mand. Ciel havde aldrig nævnt tilstedeværelsen af en 'dobbeltgænger', tanken om en mutant med even til at efterligne andres udseende slog ham og han betragtede ham lidt med et spekulativt udtryk. Men Daisukes udstråling, reaktioner og afslappede væremåde gjorde det svært at mistænke Daisuke for at være spion eller frivilligt have antaget Ciels udseende. Han nævnte også selv Ciels navn og præsenterede sig under et andet. Noget Frey sagtens ville kunne undersøge. Trods hans spekulationer syntes han ikke at situationer eller deres relation tillod at Frey stillede spørgsmål ved hans person. Så han lod det ligge. Daisuke forekom ham ikke mistænkelig og Frey fokuserede et eller andet sted også mere på at han havde fundet en person med samme interesser som ham selv. Det gjorde samtalen så meget mindre anspændt og tvunget når nu Frey for en gangs skyld kunne tale om hvad han ville og ikke jog selskabet væk med spekulative overvejelser.
Det var måske risikable arbejdsforhold at arbejde så tæt med Talians, nok, største mutanthader. Men Freys evner tillod ham at rede situationen mere eller mindre ud hvis det kom til den slutning. Spørgsmålet om hans race var blevet rejst før, Ciel måtte vide dette, men stillede normalt ikke spørgsmål. Så Frey bragte det heller ikke op selv. Freys øjne havde tit været grunden til denne mistanke, Frey forstod det, men gad alligevel ikke gå til yderligheder og gå med klap for øjet, det ville blot øje mistanken hvis han pludselig begyndte at gå med klap, at være afklaret med sine specielle øjne og spille skuespil når folk spurgte ind til det var hans bedste løsning. Og så holde sin evne i ro selvfølgelig, så virkede hans øjne mindst unaturlige.
Som Frey igen opdagede at Daisuke stirrede på hans øjne kunne han ikke lade vær med at smile lidt akavet og stryge sit hår til side med en halvnervøs mine. Han var ikke sikker på hvorfor Daisuke stirrede sådan på hans øjne, han var åbenlys om sin interesse men han havde ikke samme udtryk som de fleste andre der fandt enhver lighed med mutanter frastødende. Derfor vidste han heller ikke helt hvordan han skulle reagere. Han havde næsten lyst til at forkalre sig inden Daisuke overhovedet havde spurgte ind til det. Han rystede det af sig og distraherede sig selv.
Daisukes ønske om ikke at blive forvekslet med Ciel havde nok lang vej igen, men han burde måske starte med en lille håndfuld mennesker af gangen? Frey ville nok kigge en ekstra gang før han hilste på enten Ciel eller Daisuke igen, bare for at være sikker. Det var usandsynligt at han ville forveksle de to igen nu han vidste at Ciel havde en 'dobbeltgænger'.
Frey nikkede med et lavt suk, Daisuke havde helt ret, men de færreste mænd valge så farvestrålende tilbehør som Frey, og de fleste ander gjorde hånt om det. Daisukes rolige tilgang til alt der var unormalt ved Frey, fik ham til at føle sig på glatis. Hvor meget han end nød at kunne være sig selv blev han også usikker på hvordan han skulle opføre sig, det var så lidt nemmere når man bare kunne spille den rolle der blev forventet. Han måtte vidst analysere denne situation lidt mere for at finde en passende rolle.
Frey havde ikke forventet at Daisuke ville tage ham seriøst, men han havde bestemt ikke noget imod at han gjorde det. Det betød at dagen måske alligevel ville opfylde de løfter som solopgangen havde lovet tidligere på dagen?
Daisukes reaktion afgjorde beslutningen, Frey kunne slet ikke holde sin latter tilbage da Daisuke lyste op og smilede bredt "Så er det en aftale" svarede han og rømmede sig for at stoppe sin latter og samtidig gemme sit smil bag hånden. "Heller ikke hvis jeg insisterer?" spurgte han roligt og foldede hænderne på ryggen, roligt ventende med et næsten begrænset smil. Daisukes udtryk var for oprigtigt til at Frey kunne andet end at smile ham i møde. Frey stod og morede sig for sig selv da Daisuke spurgte til om han havde været udenbys. "Et par gange" svarede han roligt, ørkenen var et studie i sig selv og den gav ham både den plads og det mørke ham skulle bruge til at studere stjerner. Frey fokuserede mere opmærksomt på ham nu, havde Daisuke intentioner om at give ham arbejde udenfor Talian? Tanken var tiltalende nu hvor Frey ikke havde forladt byen længe.