Post by Caleb Dé Ricéy on May 11, 2013 12:46:12 GMT 1
Det første der havde ramt den unge Caleb var panik, dernæst usikkerhed og han stirrede længe på sin tante, inden han bad hende om at gentage det, som han havde sagt.
Den ældre kvinde, Mei, virkede til at finde Calebs reaktion ganske morsom og gentog roligt hendes sætning.
”Jeg sagde at jeg ville minde dig om at det er Mors dag om et par dage. Jeg ved godt at I været skilt ad i så mange år, så hun forventer nok ikke noget, men jeg er helt sikker på at hun ville blive lykkelig”
Caleb nikkede forstående og forstod nu hvorfor hun havde kaldt på Caleb, da han kom gående med Yaya. Caleb vidste hvad mors dag var, selvom han i mange år ikke havde haft givet dagen en enkel tanke. Han følte sig en smule skyldig, men besluttede sig for at gøre et eller andet. Med hvad vidste han ikke helt.
Ting, som dyre gaver fløj igennem hans hoved, men fandt det ikke tilfredsstillende nok til at give Yaya det i gave. Han følte sig heller ikke sikker på hendes smag og han ville finde det frygteligt hvis han gav hende noget, som hun ikke brød sig om. Han begyndte i stedet at tænke på hvad hun havde givet ham og det eneste han kunne mærke var hendes moderlig kærlighed til ham.
Caleb lod det ligge i baghovedet, men måtte opgive, som det tit overtog hans tanker og han prøvede så vidt muligt at virke tilstede, men det var svært. Der havde været et par gange hvor Yaya havde taget ham i at virke meget fraværende og bekymret haft spurgt ham om der var noget galt. Caleb havde prøvet at få det væk med et glad smil og forsikret hende om at der intet var galt. Han kunne ikke undgå at se at hun ikke var helt overbevidst, men hvis han bare kunne holde den gående et lille stykke tid endnu. Bare hun ikke begyndt at blive alt for mistænksom og regnede det ud...
Dagen kom hurtigere end hvad Caleb havde regnet med. Natten til lå Caleb i sengen og stirrede op i loftet. Han havde fundet en hel eng af smukke blomster ikke langt fra palæene. Lilla blomster med en gulorange gerne og havde taget nogle af dem med sig tilbage. Han vidste ikke navnet på dem eller deres betydning. Han fandt dem blot smukke. Han havde sneget dem med op på hans værelset og heldigvis var han ikke blevet set. En halv time efter middagen om aftenen var gået i køkkenet for at finde et glas og fyldte det med vand. Blomsterne havde ikke haft godt af at ligge på hans værelse og han håbede en smule vand ville nå at rede dem.
Han lagde sig om på siden og stirrede på glasset med de lille blomster. Nogle enkle af dem havde tabt deres blade, men deres skønhed var der stadig, selv i skæret af stearinlyset, som var tændt ved hans side. Et foldet papir med Yayas navn stod længet af glasset. Et mindre brev, som han havde brugt længe på at skrive om og om igen til han fandt ordene rigtige og skriften perfekt.
Caleb anede ikke hvad tid det var, men vidste at han for længst burde hvad taget af søvnen. Han var træt, men samtidig spændt. Han ønskede virkelig at Yaya blev lykkelig over det.
Tanke ramte ham pludselig. Hvornår skulle han give det til Yaya? Han vidste hvad hans onkel havde sagt omkring med Yaya nok ikke forventet noget, som helst, men han ønskede alligevel giv hende det så tidligt så muligt. Han blussede ved tanken om at skulle give hende det ved morgenbordet, som en anden lille mors dreng. Noget han helt klart ville nægte, selvom så mange ting sagde andet.
Eftermiddag og aften lød for sent i hans hoved. Det var der at ideen slog ham.
Caleb rejste sig fra sin seng og tog glasset, samt brevet med sig. Efter mange års øvelse i at snige sig i Talian, så burde dette være en ganske enkel sag.
Caleb åbnede forsigtigt sin egen dør nok til at han kunne komme ud, så den ikke ville nå at knirke af at blive åbnet. Hans skridt var lette og lydløse. Han holdte sig tæt ind til væggen for at undgå at lave den mindste smule lyd, som han bevægede sig imod Yayas dør.
Han sank, som han nåede døren og begyndte at overveje at vende om, men hans stædighed pressede ham videre. Han satte lydløst glasset og brevet på tæppet på gulvet. Han lagde en hånd om håndtaget og dørkarmen for at åbne døren, så stille, som muligt. Han kiggede ind og så at Yaya stadig sov, dog lod han ikke det lettet suk slippe hans læber endnu.
Han samlede glasset og blevet op, inden han bevægede sig ind, så lydløst han kunne. Han satte glasset forsigtigt og næsten helt lydløst ned på hendes natbord og lagde brevet ved den side, inden han gik tilbage til døren og lukkede den lydløst efter sig. Han havde lyst til at løbe ned imod sig værelse, men vidste det var bedst at holde sig til at snige til han i det mindste var kommet ind af hans dør. Hans ben rystede af trangen til at løbe, som gik gulvet til at give sig en smule med et knirk, som fik Caleb til at løbe imod hans åbne dør og lukke den lydløst i. Han stod med ryggen imod døren og lyttede, men ingen lyd kom på den anden side. Han lod det lettet suk, som han havde holdt, ud og gik tilbage til hans seng. Han lagde sig under dynen og kiggede op i loftet med et smil, inden han lod sine øjne glide i. Endelig tog søvnen ham med til drømmeland....
Mor
Først tabt og forsvundet, nu fundet og savnet.
Jeg mangler ord.
Ord til at beskrive hvor glad jeg er.
Jeg ønsker du skal vide
Når selv dit hår falmer i farve
Dine øjne fyldt med visdom
Så er du stadig den smukkeste kvinde i mit liv
Jeg elsker dig
Din søn, Caleb
Først tabt og forsvundet, nu fundet og savnet.
Jeg mangler ord.
Ord til at beskrive hvor glad jeg er.
Jeg ønsker du skal vide
Når selv dit hår falmer i farve
Dine øjne fyldt med visdom
Så er du stadig den smukkeste kvinde i mit liv
Jeg elsker dig
Din søn, Caleb
// OUT - THE END //