Post by Carmen V. A. on Nov 13, 2012 20:38:18 GMT 1
Floden virkede så fredelig og samtidigt så fortryllende at den var en ren nydelse at følge. I hvert fald i Carmens øjne. Omgivelserne hjalp selvfølgelig en del med indtrykket, det kunne ikke benægtes. Hvor flere nok på denne behagelige dag havde valgt at søge til søen, fulgte den unge kvinde floden i stedet. Det ville dog sige, som hun nåede den første bro, trådte hun ud på den og stoppede først ved broens midte hvor hun ubesværet lænede sig en smule ud over stakittet brugt til at forhindre at folk røg i. Synet af nogle svømmende små fik, fik kun et smil på de lyse læber.
Den unge kvinde, Carmen, var iført simple bukser der gik hende til lige over knæene. En lys bluse, der tydeligt var en smule for stor, og ellers en bred stråhat, som Keane havde skaffet hende for noget tid siden til solrige dage som denne. Hun havde fået lov til at gå sig en tur og glemme arbejdet på gården lidt, for at nyde at i dag var en af de bedre dage hvor helbredet var i top. På gården hvor de kun var familien, var der ikke så meget til at tage hendes styrke fra hende, og selvom byens mange beboere kunne skræmme hende, ville hun ikke lade sig selv føle frygt til et niveau hvor hun blev nød til at lukke sig inde på værelset.
Carmen kunne ikke lade være med at le for sig selv da to af de tre fisk på utænkelig vis stødte sammen, hvilket skabte et mindre kaos blandt dem og fik dem til at søge i alle retninger i et rindende vand. Det kom dog også lidt af misundelsen over den frihed de kære fisk havde. En frihed hun dog i dag ind til videre selv følte til en hvis grad.
Den unge kvinde, Carmen, var iført simple bukser der gik hende til lige over knæene. En lys bluse, der tydeligt var en smule for stor, og ellers en bred stråhat, som Keane havde skaffet hende for noget tid siden til solrige dage som denne. Hun havde fået lov til at gå sig en tur og glemme arbejdet på gården lidt, for at nyde at i dag var en af de bedre dage hvor helbredet var i top. På gården hvor de kun var familien, var der ikke så meget til at tage hendes styrke fra hende, og selvom byens mange beboere kunne skræmme hende, ville hun ikke lade sig selv føle frygt til et niveau hvor hun blev nød til at lukke sig inde på værelset.
Carmen kunne ikke lade være med at le for sig selv da to af de tre fisk på utænkelig vis stødte sammen, hvilket skabte et mindre kaos blandt dem og fik dem til at søge i alle retninger i et rindende vand. Det kom dog også lidt af misundelsen over den frihed de kære fisk havde. En frihed hun dog i dag ind til videre selv følte til en hvis grad.