Gode dage, minder og tanker...

[Misaki Yori Samuel]

D

[/size]agen var forsvundet utroligt hurtigt. Hurtigere end de fleste på kroen havde opdaget. Hurtigere end Misaki havde opdaget, meget hurtigere. Det havde været meget tidligt, og knap blevet lyst da Misaki havde taget af sted hjemme fra for at komme på arbejde. Hun havde haft utroligt svært ved at komme ud af sengen denne morgen, og derfor også komme ud hjemmet.

D[/size]et var alt for længe siden hun havde set Jared. Det var ikke engang fordi hun havde haft ham overnattende. Måske var det netop af denne årsag at hun havde sovet så dårligt. Hun sov meget bedre med ham ved sin side, men hun vidste at hun ikke kunne forvente og forlange at han blev og sov hos hende hver eneste nat. Det ville bare skabe for meget ballade og uro, og der til så var Jared ikke typen der kunne slå sig ned et sted. Misaki var ikke bange for at der var sket ham noget, hun vidste at han godt kunne passe på sig selv, selvfølgelig var der nogle tidspunkter hvor savnen og længselen næsten var for meget at bære, men Misaki vidste også at der ikke var noget at gøre ved det.

”H[/size]vordan kan en ung og smuk pige stadig arbejde her?”[/color] En stamkunde der havde fået mere end hvad han kunne tåle kiggede op på Misaki med mere end blot en smule blanke øjne. Misaki smilede uskyldigt til ham. Hun vidste at de lukkede kroen om få minutter, så hun skulle blot holde ud en smule længere.
”Hvad skulle en pige som mig ellers lave” sagde hun og så smilende samt venligt på ham. Hun tog hans tomme krus og satte det op i baren hvor der blev taget imod det så det kunne blive vasket og klar til dagen efter. Hun mærkede at hendes fødder var ved at være godt trætte og hun var glad for at hun havde fået en fridag dagen efter. Det trængte hendes fødder virkelig meget til.
[/font][/blockquote]

Note § håber det er ok ^^
Words § 327
Song § Skammerens datter

[Devin Jared Lynwood]

Til forskel for Misaki, så havde Jared fundet dagen langtrukken. Oven på de sidste par dages forskellige ”eventyre” havde Jared haft svært ved at falde til ro. Hvilket havde med til at gøre at han havde været vågen om dagen, hvor han normalt fandt på at sove for at kunne holde sig vågen om natten. Den tid hvor han kunne bevæge sig rundt udenfor, i stedet for at skulle gemme sig indenfor. Han havde haft bemærket at hans øjne var blevet svagere overfor lyset, men tilgengæld var hans syn i mørket blev forbedret. Han havde i første tanke blevet bange for at han var blevet blind, men efter at opdage hvordan hans syn var blevet i mørket havde frygtet fjernet sig. Han begyndte at overveje om han kunne ende med at slet ikke kunne se overhovedet ved bare den mindste smule lys. Han havde sukket irriteret ved den tanke. Såret på hans ryg var efterhånden ved at lukke sig og havde ikke lige så nemt ved at springe op mere.
Jared havde bevæget sig imod syd, velvidende om hvor han var på vej hen.. Han ønskede at finde en bestemt, som kunne klare det dårlige humør han havde.. Han tænkte ikke rigtig over hvor længe siden det var at han sidst havde set hende, men vidste det var et stykke tid siden.. Han havde trukket sin mørkebrune kappe over sig og rejst hætten, selvom der var nok ikke var nogen, som lagde mærke til ham alligevel i mørket. Han kunne ikke huske hvor vidt om hun havde fri eller stadig var på arbejde på denne tid, men besluttede sig for at prøve ved kroen først..
Han fandt hen til kroen og åbnede døren, så lydløst, som det var muligt. Han vidste at hvis de havde åbnet, så var der nok ikke mange tilbage og han gad ikke til at blive bringe for meget opmærksomhed på sig selv. Hans blik faldt imod den fordrukken stemme, som havde snakket til personen, som han søgte efter. Jared smilede af hendes svar og bevægede sig tættere på dem.
”Finde sig en rig fyr og leve af hans penge? Du burde nemt kunne opsamle dig en med dit smukke ydre” svarede Jared og smilede halvt smørret. Selvom hans ansigt var halvt dækket, så regnede Jared med at hun nok kunne genkende hans stemme og hans smil.

[Misaki Yori Samuel]

M

[/size]anden, den velkendte stamkunde som sad der næsten halvsovende men alligevel vågen nok til at komme med en slesk kommentar kiggede på Misaki mens han skulle til at komme med en kæk kommentar, men ingen af dem nåede at sige noget som helst før endnu en ny fyr kom og blandede sig i deres samtale.

D[/size]a døren var gået op, var lyden faret igennem krostuen for dem som kendte lyden så godt som Misaki gjorde. At døren gik op betød nye kunder, nye bestillinger, og mulighed for flere drikkepenge. De drikkepenge hun levede lidt for meget for. Nogen dage fik man mange og nogle dage fik man næsten for lidt. Ikke fordi lønnen som kropige ikke var nok, men for Misaki var penge vigtige. Yderst vigtige for at kunne overleve og samtidige hjælpe Jared i hans projekter.

”S[/size]å de mener ikke at det ville blive noget problem for mig?”[/color] et halv tydeligt smil løb hen over Misakis ansigt. Det var tydeligt at smilet nåede hele vejen op til hendes øjne, og selvom at det lykkelige smil som stemmen havde bragt hende ikke forblev på hendes læber fordi dette smil blev aflyst af et mere drillende smil, så forblev det i hendes øjne.
”Men de mener måske at kunne hjælpe mig” Misaki vendte sig fuldt og helt mod Jared. Hun havde rettet sin fulde opmærksomhed mod ham mens den nu snorkende stamkunde blev hjulpet ud af nogle af de andre der arbejdede på kroen.
[/font][/blockquote]

Note § håber det er ok ^^
Words § 243
Song § Skammerens datter

[Devin Jared Lynwood]

”Næppe, min skønne Misaki” svarede han med et mere blidt smil. Efter hans mening så kunne hun nemt bare finde sig en rig mand at gifte sig med.
Jared så lykken ganske tydelig i hendes smil, inden det skiftede, men forblev i hendes blik. Han kunne dertil gætte sig til at hun havde genkendt ham. Det overraskende ham ikke just, da han havde regnet med det. Han havde lagt mærke til at det havde været det blik, som havde haft når hun genså ham. Det havde været i andres blikke, men alligevel havde det været anderledes i hendes blik, men han kunne ikke helt sætte sin finger på hvad det var.
”Hjælpe dig? Det kan jeg ikke ligefrem prale af at kunne” svarede han roligt, som værende fra vest, så havde Jared ingen rigdom, ej heller kendte han nogen, som skulle ha' rigdom. Eller han vidste hvem der havde pengene. Han kendte bare ikke nogen og da slet ikke i vest.
Han så hvordan de andre arbejder tog sig af den snorkende stamkunde og grinte en smule. Manden havde tydeligvis fået han havde haft kunne holde til og hvis ikke han havde haft så mange penge, ville de så stadig ha' hjulpet ham eller havde de så bare smidt ham ud.
Han rettede derefter sin opmærksomhed tilbage på Misaki.
”Jeg gætter mig til at du har fri nu?” spurgte han med en tydeligvis forventning af at ha' ret.

[Misaki Yori Samuel]

S

[/size] temmen smøg sig som altid om Misaki, og hans blide ord gjorde hende glad helt ind til det inderste kammer I hjertet. Misaki kiggede smilende på Jared og dansede et par lette trin mens hun gik forbi ham for at samle de sidste par krus op som manglede at blive samlet ind. Misaki så smilende på Jared, hun vidste godt at hna mente at hun nemt kunne finde sig en fin herre, gifte sig og komme til at sidde utroligt godt i den. Vidste at det ikke ville være noget problem at fange blikket og tryllebinde en god og meget rig herre, men Misaki ville ikke misbruge sin evne på den måde, og hun ville ikke ende som sin mor. For Misaki var det en ære og sejr at vide at hun havde arbejdet sig op til der hvor hun var i dag på egen hånd.

”S[/size]ikker på at de på ingen måde ville kunne hjælpe mig?”[/color] Misaki sendte Jared et drillende og lettere provokeret blik. Hun tog nogle flere lette trin omkring ham, og gik over og satte koppen på bardisken, og vente sig mod Jared, hun vidste at den fulde stamkunde nok skulle blive sørget godt for.
”Så kan jeg sige at du har gættet rigtigt” stemningen og tonen mellem de to har altid været smilende, drillende og lettere provokerende. På nogle tidspunkter kunne man tro at de to blot var søskende, mens andre gang var det som om de to dannede par, fordi tonen og hele deres forhold var så specielt, og på en måde lidt anderledes. Det var specielt og det havde det altid været. Misaki elskede det forhold de havde, og ønskede ikke at det skulle forandre sig.
[/font][/blockquote]

Note §
Words § 284
Song § Skammerens datter

[Devin Jared Lynwood]

Jared fulgte hende med blikket og lod hans blik køre langs hendes former, som hun stod med ryggen til ham og fandt tilbage op til hendes blik, som hun så på ham igen. Ikke at hun ville kunne se hvor hans blik havde været pga hætten, men man kunne aldrig vide.
Jared smilede, som hun spurgte og fulgte hendes bevægelser med øjnene, før han kort rystede på hovedet.
”Ikke med en rig mand med penge, men nogen, som der er rig på en anden måde” sagde han med et letter charmende smil. Så kunne selv finde ud hvordan hun ville forstå den.
Han nikkede, da han havde regnet med at ha' ret. Han vendte sig imod retningen af døren og begyndte at gå.
”Jeg venter på dig udenfor” forsikrende han hende om, inden han nåede døren. Han åbnede den og lukkede den efter sig. Han gik stille et lille stykke før han fandt et sted der var mørkt nok til at han turde ta' hætten af. Han nød den kolde aftenluft, som ramte hans ansigt og havde som sådan aldrig været vild med at gå med hætten så langt ned. Det var blevet nødvendigt, som søgningen efter oprørene var blevet større på det sidste og flere vagter var kommet rundt i byen...

[Misaki Yori Samuel]

A

[/size]t Jareds øjne bevægede sig på hendes krop anede Misaki intet om, men hun var van til at føle øjne danse på sin krop mere end en gang i løbet af en normal arbejdsdag. Mændene så på hende alt for ofte. Ingen af dem rørte ved hende, men at Jared så på hende på denne måde var noget Misaki ikke kunne mærke. Havde hun kunne ville hun nok ikke have reageret så afslappet som hun tydeligt gjorde.

O[/size]rdene fra Jared ramte hende, og satte sig. Hun havde ikke hørt ham sige sådan før, men ordene satte sig fast. Hvordan hun skulle tro på dem, eller forstå det anede hun ikke. I første omgang valgte hun blot at gemme ordene i sit indre og en dag måske tage dem frem igen og prøve at forstå dem som de måske skulle forstås.

”J[/size]eg gør lige de sidste par ting færdige”[/color] sagde hun smilende og gik med lettere dansende trin mod baglokalet. Hun så på sin chef som nikkede anerkende og godkendende til hende. Chefen havde som altid accepteret hende, og accepteret at hun smuttede. Hun lagde derfor forklædet på hendes plads og skyndte sig så ud til Jared som hun vidste, stod og ventede på hende.

”S[/size]tår du bare her i mærket og prøver at skræmme livet af mig”[/color] Misaki havde fundet frem til Jared nemt. Hun havde set at han havde slået hætten tilbage. Han følte sig åbenbart ikke truet som han stod der godt i skjul, hun smilte derfor til ham. Hun gik stadig på sine lettere dansende trin over og gav ham et godt kram. Det havde hun altid gjort siden hun havde lært ham at kende.
”Det så længe siden jeg har set dig” sagde hun stille med et smil og kiggede op på Jared, for ligesom at se om han var så okay som han sikkert ville sige at han havde det.
[/font][/blockquote]

Note §
Words § 315
Song § Fars tv

[Devin Jared Lynwood]

Jared havde ikke overvejet hvor vidt hans ord ramte hende. Samt det med at han havde ingen idé om hendes rigtige følelser for ham. For ham var deres forhold bare venner med fordele. Han kunne slappe af i hendes selskab og hun kunne få ham til at glemme alt omkring mutanter og Talian, når de var sammen.
Han havde ikke regnet med at det ville ta' Misaki ret lang tid med at ordne det sidste, som hun skulle. Hun plejede at være hurtig nok, som hun vidste at Jared ikke var den mest tålmodige person og næppe ville vente ret længe på hende før han ville give sig til at lave et eller andet andet.
Hans blik fandt hurtigt til hende, som hun snakkede til og han grinte en smule selv af hendes ord.
”Virkede det?” spurgte han drillende, selvom han ikke havde prøvet at skræmme livet af hende.
Jared lagde armene om hende og gengældte krammet, men lagde haft stivet kort, da hun havde krammet ham. Såret på ryggen var ikke helt healet og havde haft bestemt ikke kunne lide Misakis arme om ham. Han lod dog som ingen ting. Der var ingen grund til at fortælle hende det, så længe han ikke havde en grund til det. Han vidste at hun ville blive bekymret, hvis hun fandt ud af det. Såret bar også noget af skylden for at han ikke har haft kunne se hende noget før. Han ønskede ikke at hun skulle se ham i en svagelig position.
”Virkelig?” sagde han smilede og strøg hende kærligt på ryggen.
”Jeg har det ellers som om at vi sidst så i hinanden igår” sagde han blidt og kyssede hendes kind.

[Misaki Yori Samuel]

F

[/size]orholdet imellem dem havde det med at skifte betegning, forklaring og betydning alt efter hvor ofte de sås, hvem de skulle forklare det til og hvem der var omkring dem, men mest af alt var de et form for søskende par med et par ekstra fordele. Hvordan det hang sammen var der ingen der vidste. Ikke engang Misaki var helt sikker på hvordan det hang sammen. Fordi hun elskede Jared som en bror, men ofte også som mere end en bror, men hun havde aldrig som så været forelsket i ham. Det bankende hjerte når han kom tæt, tanker der kredsede om ham og det lette smil der ikke var til at få fjernet havde været der hos hende, men aldrig særligt længe af gangen derfor var hun ikke i tvivl om at hun ikke havde været forelsket. Dog var disse følelser ikke noget de to nogen sinde snakkede om.

”T[/size]ror du ikke at der skal lige mere til for at skræmme mig?”[/color] et drillende og lettere provokerende smil spillede på hendes læber. Hun kiggede drillende op på ham, og uden at tænke over det vuggede hun æggende med hofterne mens hun bevægede sig tættere på Jared og roligt havde lagt armene omkring ham. Hun havde ikke knuget sig så tæt ind til ham som hun havde ønsket hun kunne. Noget i hende sagde at hun skulle lade være, og hun opdagede eller nærmere mærkede hurtigt hvad det var. Der sad noget på ryggen af ham, noget som ikke burde være der. Noget som hun vidste var yderst forkert og ikke godt. Hun kiggede op på ham. Hun havde mærket at hans krop et knap sekund havde stivet

”J[/size]ardet…”[/color] hun kunne ikke få mere frem fordi han allerede var igang med at svare på hvad hun havde sagt, og hånden der langsomt nussede hende på ryggen var tæt på at få Misaki til at spinde som en kat. Hun mærket strøget og følte at hun havde lyst til at skyde ryg, men undlod at gøre det. Hun var ved at være træt, og nogle gange fik hun tydeligt træk fra en kat. Hvorfor hun fik dem anede hun ikke, men det kom bare.
”jeg føler det som, det er en evighed siden” Misakis stemme var blid og blød. Hun mærkede kysset og lukkede kort øjnene for blot at kigge på ham igen.
[/font][/blockquote]

Note §
Words § 392
Song § Skammerens datter

[Devin Jared Lynwood]

Han smilede og gav et svagt nik.
”Jeg forventer der skal mere til at skræmme dig” svarede han med et overlegen smil. Han regnede med at hun ikke var så nem at skræmme, hvis han gav sig at prøve at skræmme hende. Men man kunne vel andre vide? Jared ville ha' en ordenligt grund til det andet end for sjov. Bare for at ha' en bedre forklaring, hvis han fik skræmt hende. Han kunne forestille sig at hun ville give ham en verbal, hvis ikke fysisk, røvfuld, hvis han prøvede.
Jared opfangede godt at han havde haft afbrudt hende, men det passede ham. Han ville helst ikke ind på det med ryggen. Han var dog også godt klar over at han nok ikke kunne undgå det helt, da han vidste at Misaki bekymrede sig om ham.
Jared grinte lidt, som hun sagde det føltes som en evighed siden. Han træk letter på skulderne, men træk ikke sit tilbage. Han tog sine hænder fra hende og træk hætten tilbage over hovedet.
”Lad os bevæge et andet sted hen, i stedet for at stå her og slå rødder” sagde han letter drillende, men seriøst. Han var ikke særlig tryg ved at stå udenfor overhovedet.. Han tog blidt om Misakis hånd.

[Misaki Yori Samuel]

F

[/size]ølelserne i mellem dem ville altid være noget de med sikkerhed ikke kunne blive enige om. For Misaki var rimelig sikker på at de følelser hun endnu ikke selv havde opdaget hun havde for Jared var med rimelig stor sikkerhed ikke de samme Jared bar for hende. Misaki tvivlede ikke på deres venskab og det form for forhold de to havde, men engang i mellem sneg frygten sig alligevel ind for at miste ham. Det gjorde den heldigvis ikke så ofte, men når den kom, så havde hun også bare behov for fuldkommen opmærksomhed fra Jared. Det var bare ikke altid det kunne lade sig gøre. Heldigvis var disse form for ”anfald” en yderst sjældenthed.

”R[/size]imeligt meget ja”[/color] sagde hun stadig med et drillende smil. hun var ikke lige sådan til at skræmme, det havde hun aldrig været. Hvis man vidste hvad der skræmte hende og gjorde det der skræmte hende allermest så havde man hende næsten i sin hule hånd, men da de ting ikke var særligt lette at finde frem til, og slet ikke nemme at bruge imod hende, så var hun på ingen måde nem at skræmme

A[/size]t Jared havde sneget sig uden om hendes bekymringer, havde Misaki ikke rigtigt fornemmet, og hvis hun senere opdagede det ville hun blive utrolig ked og skuffet på sig selv. Hun ville så gerne passe godt på sine venner, og Jared som hun altid havde set som enten en form for bror, eller en tæt familie var yderst vigtigt for hende.
”Lyder som en meget fornuftig ide” sagde hun stille og lod ham tage sin hånd. Hun vidste hvordan han havde det med at stå uden for i længere tid af gangen, så hun så kort op på ham. Smilte stille lige så meget for ham som for sig selv, også begyndte hun at gå imod sin lejlighed.
[/font][/blockquote]

Note § skal vi bare forsætte i denne tråd?? Har ikke fået ansøgt om lejlighede endnu
Words § 308
Song § Skammerens datter

[Devin Jared Lynwood]

Selvom disse ”anfald” var sjældne, så havde Jared altid prøvet at være på vagt overfor hvor de kom, når han var til stede. Han havde endnu svært ved at forudsige hvornår de kom, da de havde været kommet på forskellige tidspunkter og ved mange forskellige ting, som han gættede sig til ville ha' kunne udløst dem. Hun var rimelig god til at skjule ting, som Jared selv var. Han havde dog heller ikke haft spurgt hende omkring dem og havde endnu ikke haft givet hende hans fulde opmærksomhed. Hans tanker eller syn havde været god til at ta' hans opmærksomhed alligevel.

Han anede ikke rigtig hvad hun var bange for. Det var ikke af de typiske pige ting, som edderkopper. Alligevel havde opfanget en ting, som hun ikke var glad for. Mørket. Det havde egentlig været i en heldig situation at han havde haft opdaget det og havde endnu ikke haft konfronteret det overfor hende. Han var sikker på at hun hadede lige så meget, som han gjorde med at få påpeget svagheder. Samtidig var han ret så sikker på at hun ville benægte det, hvis han prøvede at spørger ind til det. Han ville dog ikke spilde hans ”besøgstid” omkring det. Mørket var dog en del af ham, som man nok aldrig ville kunne fjerne fra ham.

Jared smilede for selv, som hun sagde det lød som en meget fornuftig idé. Han smilede fordi han ikke kunne fornemme om hun var klar over at der var komme flere vagter på og folk var blevet mere opmærksomme. Han fulgte med hende, som han stadig holdte hendes hånd og gik imod hendes lejlighed.
De passeret et par vagt på vejen og Jared havde ud af til virket meget roligt, men havde alligevel givet Misakis hånd et klem for at lade hendes vide at han ikke var tryg ved dem, selvom det måtte give sig selv. Heldigvis havde de ikke virket interesseret i dem, men Jared var stadig meget på vagt, indtil de nåede døren. Han slap derefter hendes hånd for at hun kunne åbne.
Han vendte sig væk fra hende og kiggede omkring. I tilfældes skyld for at nogen havde gået efter dem. Det var letter parodi gjort, men det var takket været det ar, som han havde fået på ryggen.

[Misaki Yori Samuel]

A

[/size]nfaldene som kom af forskellige årsager, og på forskellige tidspunker, af forskellige grunde var alt sammen noget Misaki havde kæmpet or at skjule for Jared. Det var en evig kamp, men hun havde ikke tænkt sig at give op. Hun havde ikke tænkt sig at fortælle Jared hvorfor hun følte som hun gjorde, og hvorfor hun gjorde som hun gjorde i disse situationer. Det var ting som lå godt skjult i hendes indre og hun havde ingen tanker om en dag at fortælle ham hvordan hun havde det. Faktisk havde hun tænkt sig at tage disse følelser med sig i graven. Det var de begge bedst tjent med, mente Misaki.

H[/size]vad der skræmte hende var en lige så stor gåde som så meget andet, fordi også her holdte Misaki sine kort helt tæt og skjult indtil kroppen. Hun havde ikke tænkt sig at fortælle det til nogen. At mørket skræmte hende, vidste hun at Jared vidste, men ingen af dem havde snakket mere om det, og Misaki ønskede ikke at snakke mere om det.

”B[/size]are rolig, I got this”[/color] hviskede Misaki da hun som så mange andre gange før godt fornemmere hans håndtegn. Hun fornemmede at han var nervøs og hun forstod også godt hvorfor. Der var flere vagter ude end nogen sinde før. Misaki kunne hvert fald ikke mindes at hun nogensinde havde været opmærksom på at der var så mange vagter ude på samme tid, og hun var heller ikke i tvivl om hvad de søgte. De søgte alle sammen en ting. Jared. Dog havde Misaki ikke tænkt sig at udlevere ham, eller lade dem vide at hun havde ham, så tæt på dem.

M[/size]ed en let manøvren fik hun et tyggegummi med et godt sukkerindhold op af lommen, og stoppede det I munden. Hun tyggede et par gange på det, og lukkede øjnene for et kort sekund. Vagterne ville nu se Misaki og Jared komme gående forbi dem, men Jareds ansigt ville ikke ligne Jared. De havde pludselig intet at frygte, men Misaki sagde intet om dette. Hun gjorde det blot. Hun vidste hvor farligt det hun gjorde var. Hun vidste at hun kunne risikere at komme i fængsel og få alverdens ballade, men det ville ikke stoppe Misaki i at skjule Jared.

”T[/size]adaima”[/color] hviskede Misaki da hun havde trukket sine nøgler frem, og lukket dem ind i sin lejlighed. Hun havde godt set hvor nervøs han havde været, men hun sagde ingen ting. Hun kommenterede intet, og lavede ingen hentydninger til det. Faktisk virkede hun som om hun slet ikke havde opdaget det. Hun gik dog mod køkkenet da hun var trådt ind i sin lejlighed.
”Noget jeg kan byde på??” Misaki halvt vente sig rundt mens hun var på vej ud efter noget vand til sig selv
[/font][/blockquote]

Note §
Words § 462
Song § Youtube xD

[Devin Jared Lynwood]

Jared smilede svagt ved Misakis hvisken og vidste at han ikke længere havde nogen grund til at være så nervøs, som han følte sig. Alligevel kunne han mærke hvordan hjertet sad oppe i hans hals, som de gik forbi dem. Hans vejrtrækning var meget kontrolleret, som han ikke vise sin nervøsitet eller frygt. Hvis ikke Misakis illusion havde gemt hans svedperle, som gled ned langs hans hoved, så gjorde hans hætte det helt sikkert. Det var svært at holde et roligt og normalt tempo, når ens fødder havde lyst til at give efter og bare løbe væk fra vagterne. Han vidste ikke om han ville trække Misaki med sig, hvis han var blevet opdaget. Hvis han gjorde ville hun uden tvivl virke som en medskyldig i forhold til hvis hun lod ham løbe og stak dem en løgn om at han ville ha' slået hende ihjel, hvis hun ikke var gået med ham. Selvom Misaki var mutant, så ønskede Jared virkelig ikke at blande hende ind i deres kamp om lighed. Han havde set meget og ønskede ikke at Misaki skulle se noget af det. Hun ville sagtens kunne fortsætte et liv, selvom han skulle fejle...

Jared smilede lidt mere, som de nåede hendes dør og der blev lukket op fra dem. Igen skulle han passe på med ikke at løbe ind og smække døren ind. Han gik roligt, lukkede døren og undslap et lettet suk, som det havde lykkes dem at komme hjem til hende uden at blive fanget.
Han var glad for at Misaki intet sagde angående at han havde været så nervøs ude på gaden og skubbede sin hætte ned igen. Han træk derefter sin kappe af.
”Noget at drikke vil være rart” svarede han roligt, som kappen blev hængt op. Han bevægede sig længere ind i lejligheden og fandt hurtigt frem til den stol, som han holdte af at sidde i når han var hos hende.